Bøllebedrift paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen)

Her er Skærslibern -

I Gaar Eftermiddags Kl. 7 1/4 satte et Par gamle Skærslibere deres Trækvogn paa Blegdamsvejen ved Fredensgade for at gaa over paa Fælleden og spise deres medbragte Mad.

Nogle Bøller stod i Nærheden og saa til.

Straks da Vognen var forladt, gik en af dem hen og væltede den.

En af de gamle Skærslibere saa det, og foreholdt Bøllen det urigtige heri.

Som Svar fik han en knyttet Næve midt i Ansigtet, og da han søgte at retirere, fik han nok en og nok en, indtil hans Ansigt lignede en stor Blodpøl. - Saa grinede Banditten til sine Kammerater, der anerkendende grinede igen.

Men nogle Arbejdere, der var kommet tilstede, fandt dog Spasen for grov, og en af dem gik efter en Betjent. Forinden denne kom tilstede, havde imidlertid Bøllen fundet det klogest at forsvinde, og kun en af hans Kammerater var endnu tilbage. Ham forsøgte Betjenten at anholde for at faa Oplysning om Gærningsmanden; men det var ikke saa lige en Sag. Ti da Fyren mærkede hans Hensigt, smed han Huen af Hovedet og løb alt, hvad Remmer og Tøj kunde holde, ud paa Fælleden. Efter en lang og ivrig Jagt lykkedes det endelig Betjenten at faa fat i ham.

Imidlertid havde selve Gærningsmanden nærmet sig forsigtig.

En rolig og støt Arbejder, der genkendte Slynglen, greb ham behændig og holdt ham fast, til Betjenten kom tilbage med Kammeraten. 

Under umaadelig Deltagelse førtes de da til Stationen.

Max.

(København 10. juni 1893).

Dræbt under Øvelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det kan vel kaldes uoverlagt, naar en Vaabenøvelse uden Nødvendighed foretages paa en saadan Maade, at Menneskers Liv og Lemmer øiensynligen derved udsættes for Fare. Dette var Tilfældet den 1ste ds., idet 10de Bataillons 1ste Compagnie, som stod opstillet paa Fælleden ved Kjøbenhavn, umiddelbart ved og langs Grøften ved Nørreallee, gav Ild netop som tvende Vogne passerede forbi. Hestene bleve naturligviis skye ved en saadan uventet og voldsom Salve i en saadan Nærhed. Manden, som kjørte den bageste Vogn, havde saa megen Magt over sine Heste, at han ved at dreie af og ved omtrent at giøre et Cirkelslag med Heste og Vogn paa Veien slap heldigt derfra. Men ulykkeligere vare Følgerne for de foran Kjørende, Gaardmand And. Jensen og Hustrue af Virum Mark. Hestene bleve løbske og ustandselige, splintrede Vognen og toge Flugten, og Manden med Kone kastedes voldsomt ud paa Steenbroen, hvorved hun blev saa frygteligt forslaaet, at de tililende Soldater maatte bringe hende som død til Vibenshuus. En Læge hentedes og hun blev derpaa bragt til et Sygehuus i Hovedstaden, hvor hun endnu er under Cuur. Derimod slap Manden, paa endeel endnu ikke forvundne Qvæstelser nær, heldigere derfra. At en Office er udfører sin Exercits paa en saa hensynsløs og øjensynlig faretruende Maade, vil neppe kunne billiges; thi Intet havde varet rimeligere, end at han havde tøvet med sit "Fyr", indtil de 2de Vogne vare fjernede i tilbørlig Afstand fra de opstillede Soldater.

(Flvp)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. august 1856).

Fællederne. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter.

Mødet den 20de Mai.

Til Communalbestyrelsen indkom i sin Tid et Andragende om, at der maatte gjøres Noget for fællederne udenfor Nørre- og Østerport, for at de kunne give nogen Græsning, da der nu paa samme ikkun groer Mos. I denne Anledning har Kæmneren i sin afgivne Betænkning yttret, at, endskjøndt fællederne bestaae af gode Jordarter, og sin Tid ere taxerede til 17 a 22, give de dog ikkun et forholdsmæssigt ubetydeligt Udbytte, der er let forklarligt deraf, at Vegetationskraften, paa Grund af, at den øverste Jordskorpe i en lang Række af Aar maaskee aldrig er bleven opdyrket, stadigen er aftagen, og maaskee om faa Aar aldeles vil ophøre. Fælledernes Afbenyttelse til Exercits og anden Passage er vel nogen Aarsag til, at Vegetationen neddæmpes, men naar Spirekraften af og til blev fremhjulpen, formeentes Jorden desuagtet at kunne afgive god Græsgang. Det Middel, hvorved Saadant er at iværksætte, er Jordens successive Opdyrkning. Den Betænkelighed, som derimod kan fremstille sig , er, hvorvidt Stadens Dispositionsret over fællederne strækker sig. Herom have ikke Andet været at oplyse, end at disse formodentligen ved Frederik den førstes Privilegium ere blevne skjenkede Staden paa samme Maade som de øvrige samme tilhørende Eiendomme, der i sin Tid have udgjort Landsbyen Serritslevs Marker, hvoraf fællederne ere en Deel (see Mødet den 3die Januar 1843). Men ligesom det ikke vides, at noget Aktstykke fra Regjeringens Side har overdraget Militairetaten Ret til fælledernes Afbenyttelse til Vaabenøvelser, saa formeente Kæmneren ogsaa, at fælledernes Størrelse, som er angiven til 293 Tdr. Land, i alt fald vil gjøre det muligt for Militairetaten at undvære en Deel af dette Areal, der saaledes successive vil kunne indtages til Dyrkning, i hvilken Henseende den saakaldte Lammefælled eller Nørrefælled, 67 Tdr. Land stor , samt Østerfælled, 84 Tdr. Land, som mindst benyttes til Vaabenøvelser, maae kunne undværes i kort Tid til Opdyrkning, nemlig i 3 successive Aar; efter disses Udløb skulde de udlægges med Kløver, og vilde da formeentligen igjen i en halv Snees Aar kunne bruges til kraftig Græsgang. Den Indtægt, som Staden nu har af fællederne, beløber sig omtrent til 1811 Rbd. Aarlig, hvorfra dog gaae e. 440 Rbd. i Udgifter, Fællederne vedkommende, hvorimod disse, indtagne til Opdyrkning og inddeelte i Parceller af 3 a 5 Tdr. Lands Størrelse, antages at kunne give en Leieafgift af 7 a 8 Tdr. Byg pr. Td. Land. Den til Undersøgelse af dette Andragende nedsatte kombinerede Comitee, har vel antaget, ligesom Kæmneren, at Staden Kjøbenhavn har fuldstændig Eiendomsraadigded over disse Jorder, men dog saaledes, at Militair-Etaten har fra Alders Tid erhvervet en saadan Brugsret over dem, at der nu ikke af Communen vil kunne foretages nogen Disposition over dem, uden efter foregaaende Brevvexling med de militaire Autoriteter og erhvervet allerhøieste Sanktion, en Anskuelse, der bestyrkes ved de Forhandlinger, der fandt Sted i Aaret 1798 og 1805 ved Afhændelsen af enkelte Parceller af fællederne, endskjøndt de dengang afhændede Pladser af fællederne ikkun benyttedes til Renovationspladse og saaledes vare ubrugelige til Vaabenøvelser. Comiteen har troet, at Militair-Etaten ikke behøvede den hele Strækning, som fællederne indtage, men at samme maatte kunne undvære saavel Lammefælleden, som Tid efter anden enkelte Stykker af de andre fælleder, der vilde kunne indtages til Dyrkning, en foranstaltning, der bliver absolut nødvendig, saafremt Græsningen ikke aldeles skal ophøre og Staden saaledes miste enhver Indtægt af disse fælleder, der nu for Tiden ikkun afgive 27 Mk. pr. Land. Uden at indlade sig paa den Driftsplan, der maatte være at solgt, formeente Comiteen, at Staden ikke burde befatte sig med Opdyrkningen, men derimod burde bortforpagte fællederne i Parceller, dog ikke paa kortere Tid end 3 Aar. Sluttelig henstillede Comitten, om det ikke maatte være meest hensigtsmæssigt, at en combineret Commission af Militaire og Civile bevirkes nedsat til at ordne dette forhold, og i ethvert fald, at samme forelægges det kgl. danske Cancelli, og indstillede, at den fornødne Brevvexling maa vorde indledt , for at Communen kan erholde Raadighed over den Deel af Stadens fælleder, der ikke er uomgængelig nødvendig til Garnisonens Vaabenøvelser. Ved at tilstille Borgerrepræsentanterne denne Sag til Betænkning, yttrede Magistraten, at skjøndt efter dens formening Militair Etaten ikke havde anden Ret til fælledernes Afbenyttelse end den sædvanlige i Anordningerne begrundede, i hvis følge det paahviler Kjøbenbavn ligesom Kjøbstæderne en forpligtelse at tilvejebringe Plads for Garnisonen, hvorved dog for Hovedstadens Vedkommende bliver at tage Hensyn til de der jævnlig holdende Troppesamlinger, og skjøndt den med den kombinerede Comitee antog, at et Areal af c. 300 Tdr. Land for uden Amager fælled er meer, end der udfordres til de aarlige Vaabenøvelser, og en Deel af dette Areal følgelig kan undværes, saa, da man dog ikke derom kan have nogen bestemt Mening, forinden Sagen er bleven belyst fra det militaire Standpunkt, maatte samme med den kombinerede Comitee være enig i, at den hensigtsmæssigste fremgangsmaade vil være, at bevirke Sammentrædelsen af en kombineret Commission til at tage under Overveielse, saavel om og hvorvidt det hele for Tiden til Garnisonens Vaabenøvelser afbenyttede Areal maatte være aldeles nødveendigt til dette Øiemeed, som ligeledes om, hvorledes der kunde være at forholde for successiv ved Afsætning i mindre Lodder at bringe det til Vaabenøvelser eventualiter fornødne Areal under midlertidig Dyrkning. forsamlingen erklærede sig enig med Magistraten om Hensigtsmæssigheden af den foreslaaede Comitees Nedsættelse, og anmodede samme om at foretage de i saa Henseende fornødne Skridt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juli 1847)

Nogle Besvarelser. (Efterskrift til Politivennen)

til en Ven paa Landet.

Din sidste venskabelige Skrivelse indeholder saa mange Spørgsmaal, at jeg for denne Stund ikke kan besvare dem alle. Jeg vil derfor udpille de vigtigste og gjøre Rede for dem efter bedste Evne. Synes Du da at være fornyet med denne Prøve, kan Du vente at see dine andre Spørgsmaal besvarede ved Lejlighed. Da Du holder Københavnsposten i Fælledsskab med Omegnens Geistlighed, vil jeg tale til Dig igjennem dette Blad, for at befrie os begge for Brev-Portoen.

1) Hestevæddeløb. Herom er nu Talen baade Nat og Dag og den endes ikke uden med bitter Satire, Latter og Raillerier. Hvorvidt nu dette er rigtigt, henstiller jeg til dine egne Anskuelser, og forholder mig kun som en tro Skildrer af hvad jeg har seet og hørt. Altsaa til Sproget.

Skjøndt jeg ikke har nogen Receptivitet for at løbe efter Comoedier, Tragoedier, Halsbrækken og andre Optrin, foretog jeg mig dog - alene for din Skyld - Aftenen før Vedddeløbet en Udvandring til Nørrefælled, hvor jeg fandt et Plankeværk af en Omkreds af 1/4 Miil. Indenfor dette, var Rendebanen afstukken med Lægter og i visse Distancer opreist Pæle med paamalede Afstande. De fleste Arbeidere herved syntes mig at være Slaver, Folk, der nuomstunder bruges til flere private Arbeider. Om disse jernbeslagne Syndere bør - udenfor Kongens Tjeneste - tage Brødet fra mangen brav Daglønner, der under den største Armod med en stor Familie maa hendøse sin Tid, fordi han ikke kan faae Arbeide, indseer Du som Ordets Forkynder vel bedre end jeg, men det veed jeg, at dette Forhold er een Grund mere til den nathansonske Lyksalighed og et Opmuntringsmiddel for den Svage til at begaae Forbrydelser, hvorved de blive visse paa at beholde Alt undtagen Æren, om hvilken jeg har hørt flere Daglønnere sige, at den forslaaer kun lidet i Maven. Medens jeg skuede rundt omkring mig og betragtede det nydelige Kongetelt med der ligeoverfor ophøiede Dommersæde for Væddeløbet, kom jeg i Samtale med tvende fattige, men, som det lød, vakkre Daglønnere, der begge som Familiefædre beklagede sig over, at de ved saadant sieldent og vidt omstrakt Arbeide maatte med lomme Hænder betragte Slaverne, som nedrammede Pæle, hvilket de meente, de kunde giøre ligesaa godt og vel ogsaa bedre havde fortjent. Det har altid været mig en Fornøielse at tale med Folk af den simpleste Classe , fordi man derved erholder megen Menneskekundskab og lærer at kjende saadanne Folks gode og svage Sider, især naar man er ukjendt. Derfor kom jeg heller ikke fra hiin Samtale, førend det var bælmørkt.

At dette Væddeløb dog maatte være af stor Vigtighed, bevises bedst deraf, at Skolerne vare lukkede to hele Dage og Confirmations-Underviisningen blev afbrudt. At Skolelærerne ere fornuftige og duelige Mænd, behøver jeg vel ikke at fortælle Dig, og endnu mindre tvivler Du om, at min Præst - altsaa din Hr. Broder - heller ikke er til at kaste bag af en Vogn. Der maa altsaa ligge en Vigtighed i dette Væddeløb af en Fjerdingvej, der gaaer langt ud over en Lægmands Forstand og dybt ind i Præstens, altsaa ogsaa i din. 

Allerede om Morgenen Kl. 9 paa den første Dag, var Plankeværket udenom garneret med levende Broderier; ogsaa jeg maatte skynde mig at faae en fri Plads og var saa heldig, umiddelbart at blive en Plankeværks-Gjæst, og saae ligesaa godt som en Tilskuer paa Rigsdalers Bænken. En staaende Plads indenfor Skrankerne kostede ikke mere end 2 V, men det er dog Penge, som nuomstunder falde temmeligen i det Fine. Efterat jeg havde staaet mig træt i nogle Timer, skulde da Løbene begynde; jeg saae nogle Dyr løbe en Gang rundt i faa Minutter, men noget Overordentligt derved fandt jeg ikke, maaskee fordi jeg som Ukyndig havde forestillet mig Tingen langt anderledes. En Matros, som stod ved Siden af mig, svor paa, at han omkap med eet af disse Dyr vilde løbe Banen to Gange rundt; men han tilstod, at Dyret vilde vinde den første Omgang, hvorimod han, uden Viindrikken, skulde vinde den anden. Han paastod, at en Hest ikke i Længden kan holde Ud med ham. Heri var vel noget Brouterie, men jeg hørte Mange sige, at saadan en Sviptour ikke beviser en Hests Styrke og Udholdenhed. Derfor kan jeg godt lide nogle Nørrejyders Forslag om et Ridt hele Landet igjennem; thi da vilde man saae at see, hvilke Grimacer Petronella, Fenella og Brøndums graa Vallak - hvis den ellers ikke er bleven bovlam - vilde gjøre mod Heste af den jydske Race. Imedens man ansaae disse Ridt for noget Legeværk og ventede paa, at det egentlige Ridt ret snart skulde begynde, studsede man pludseligen ved at høre, at Væddeløbet for den Dag var forbi. "Ja, ja", raabte man, "saa begynde vi i Morgen igjen." Deels slukørede og deels under Latter hørte jeg velklædte Damer sige: "Det er en Skam at narre os April i September Maaned."

Morgenen efter læste man i Adresseavisen en Taksigelse fra Veddeløbs - Committeen for den Orden, Folket havde holdt, ret ligesom det danske Folk pleide at søge Lejlighed til at begaae Excesser. Jeg troer tvætimod Andres Anskuelser, at forstaae Taksigelsen, som om Committeen fandt sig smigret med et - intet mindre end - lovprisende Omdømme. Det være nu med Taksigelsen, som det vil: den syntes anden Dagen at have gydet Olie i Ilden.

Paa den anden Væddeløbs-Dag syntes Folkets Raptus eller Manie at være noget kjølnet, thi Hastværket med at tage Plads var meget maadeligt, og af betalende Tilskuere vare der langt fra ikke saa mange som Dagen tilforn. Denne Dag var Majestæten med det hele kongelige Huus tilstede, og denne høie Nærværelse anseer jeg som en væsentlig Aarsag til, at Pluraliteten indfandt sig ved Væddeløbet anden Gang. At Folket henvender sig til den Kant, hvor Kongen opholder sig, finder jeg at være en god gammel Skik; der ligger noget Betydningsfuldt i denne Nærmelse til Kongehuset. - Løbet begyndte nu ved Klokkens anden Lyd; Dyrene rendte, som om de vare gale, hvilket ikke er saa underligt, naar man betænker, at en Flaske Madera nok kan oplive Geisten; Flere paastode, at Rytterne ogsaa vare halvfulde, thi de sadde ikke som Ryttere; men skjøde Ryg som Aborrer; dog maaskee den Stilling hører til Løbet, for at befrie Dyrene for noget Vindfang. Løbet fortsattes noget længere end Dagen tilforn, og Resultatet af det Hele blev, at, til Exempel, Petronella vandt 1300 Rd r. S, hvilke hun vist vilde have tabt, hvis hun skulde have rendt Jydland igjennem, eller trukket 20 Tdr. Hvede fra Odense til Svendborg. Her maa man sande Ordsproget, som siger, at "den Hest, som trækker meest, faaer mindst af Havren." Om Petronella kan man istemme Peter Syvs Ordsprog, at "hvor Traaden er svagest, der brister den": derfor tør den ikke vove et Løb med de jydske Heste. Samme Forfatter siger ogsaa, at "det er ingen Skam, at den Ringere viger den Mægtigere"; dette skulde Petronelas Eier smukt betænke og efter en Gevinst af 3,000 Rd ved nogle Sviptoure - en sand Levevej! - lade Bæstet nyde Ro i sine svage Dage. Jeg siger "svage Dage", fordi Petronella har Ord for at have Spat, hvilket hos Heste vel maa ansees som Podagra, og formodentlig kommer af Vinen, en Drik, som maaskee burde forbydes ved alle Væddeløb, og som de gode Jyder vel ikke ville taale. Under Løbet skeete ingen Uordener, da Politiebetjente og Husarer havde det nysgjerrige Publicum i Kikkerten - naar undtages at en Deel Bræder og Lægter bleve frarevne, hvorved det blev lettere for Uberettigede at tage Plads paa Rigsdalers - Bænkene. En Husar var fuld, formodentligen af Glæde over det nydelige Skue, og en Politiebetjent fik en alvorlig Kindhest formedelst sin Iver. Hvem Dommeren var under dette Løb, veed jeg ikke vist; Nogle sagde, at det var Petronellas Eier, Andre, at det var dens Leier; men jeg har ladet mig sige, at det var Hertugen af Augustenborg. Gevinsterne bleve hentede ved Dommersædet, hvor, som sagt, Petronella indkasserede 1300 Rd r. S. for et umaadeligt Spring. Nu er da den Stads forbi for i Aar; til næste Aar faaer man vel noget Lignende, hvis der ellers ikke kommer en Kurre paa Traaden. For Petronella er jeg nu ikke mere bange. Hvad disse Væddeløb have beviist, gad jeg dog gjerne vide; thi som Ukyndig kan jeg ikke øine den mindste væsentlige Nytte.

(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1832)

Uordner ved Maneuvrerne paa Fælleden.

Det er bekendt nok at ved manøvrerne altid en hærskare af drenge følger de militære og opsamler patroner for at more sig med. Dette kunne man ønske alvorligt forhindret af de ansvarlige for at afværge sådanne ulykker som den der passerede i disse dage da to drenge ved at lade en gammel nøglebøsse for stærkt med krudt så at den sprang, blev hårdt såret i hovedet, og den ene endog blev ulykkelig for livstid, idet stumperne af nøglen slog ham begge øjnene ud af hovedet så at han måtte ledes hjem til sine stakkels forældre.

En anden uregelmæssighed er dem at stundom de befalende antager en alt for myndig tome og truer fredelige mennesker med prygl når de står i nærheden af de exerceredne, uden dog på mindste måde at være disse til hinder eller ulejlighed. Man håber at de højere ansvarshavende vil i denne henseende meddele deres underordnede de fornødne, skærpede instruktioner.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 711-712) 

Albert Küchler (1803-1886): Scene på Fælleden. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bemærkninger angaaende Hesteveddeløbene.

At de store forventninger som det københavnske publikum har haft om væddeløbene, ikke er blevet opfyldt, og at de fleste tilskuere, utilfredse med det lidet de havde set for deres penge, forlod dette skuespil, er bekendt. Men da vi nu oftere kan vente at mores på lignende måde, tillader indsenderen sig at bemærke hvad man i almindelighed fandt at udsætte på de ved væddeløbene trufne foranstaltninger.

1) Banens for store omfang. I fald den kun havde været halvt så stor, havde man dog set hver hest gennemløbe den 2 gange, og man havde kunnet overse hele banen. Desuden begyndte de fleste løb efter at hestene i skridt blev ført ned 1/3 af banen. De tilskuere som opholdt sig ved banens begyndelse, så derfor intet af løbet.

2) Den lange tid mellem hvert løb, af mindst en time, hvilket trættede tilskuernes tålmodighed. Hvorvidt en hel time var nødvendig for at veje rytterne, som i forvejen havde forsynet sig med den anordnede vægt, og derefter at bestemme hvilken hest havde vundet præmien, er indsenderen for uindviet til at kunne bedømme. 

3) De få heste som deltog i væddeløbet. Årsagen hertil var at en hest, Petronella, overtraf næsten alle de øvrige i hurtighed og vandt de fleste priser. Flere hesteejere som havde bestemt at lade deres heste løbe, holdt af den grund disse tilbage da de ikke ville risikere deres heste uden udsigt til gevinst. Ville det derfor ikke være fordelagtigt for flere som ønsker at deltage, ifald man fulgte den regel at en hest efter at have vundet en præmie, ekskluderedes fra at konkurrere om flere på samme dag? Også ville det være behageligt at have set bønderne deltage i væddeløbene, hvortil man let kunne opmuntre dem.

4) Plankeværket hvormed banen var omgivet og hvorved væddeløbene i København forhindres at blive hvad de er i England og andre lande, nemlig et nationalskuespil, da det her udelukker enhver derfra som ikke kan eller vil betale. De betydelige omkostninger dette plankeværk har krævet, alene for at afholde uvedkommende eller ikke-betalende tilskuere, og som endda ikke aldeles har svaret til øjemedet, skønnes at kunne være undgået. At de som ønsker at sondre sig fra den store hob og ønsker at sidde på bænke, eller de som foretrækker at se væddeløbene til vogns eller til hest, betaler derfor, er meget rimeligt, og en sådan betaling selv om den var mindre høj, end den der forlangtes 7. og 8. september, ville sikkert være mere end tilstrækkelig for at godtgøre alle omkostninger som bænke og rækværk om banen kunne medføre. år forinden hvert løbs begyndelse nogle husarer gennemred banen, forhindredes derved at nogen uforsigtig fandtes på selve banen og kom til skade. Efter forlydende har komiteen for væddeløbene indgået kontrakt med en mand om at påtage sig oprettelsen af tribunerne og det omtalte plankeværk, imod derfor i erstatning i 5 påfølgende år at få den betydelige adgangspris for samtlige tilskuere, subskribenterne undtaget. Som man hører er alle disse udgifter allerede dækket ved de to første dages indtægt. Man har altså årsag at lykønske vedkommende til en så meget fordelagtig kontrakt der endnu i 8 lignende dage sikrer et rigt udbytte.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 622-625) 

Redacteurens Anmærkning.

Se også artiklen i Kjøbenhavnsposten den 20 september 1832.

Christian Holm (1803-1846): Hestevæddeløb (1833). Statens Museum for Kunst. Public Domain.

En farlig Leeg paa Fælleden.

Torsdag den 27. august var indsenderen på Nørre Fælled da borgerinfanteriet blev præsenteret, og så der en uskik blive udøvet af en del sværmende kåde drenge som kunne have farlige følger. De opsamlede nemlig patroner, lavet af dem, de såkaldte troldkællinger og afbrændte dem hvorved en dame fik sine klæder forbrændte foruden den angst som denne eksplosion forårsagede hos hende. En dreng havde en pistol som blev ham frataget af markmanden. Men han alene kan ikke ved sin påpasselighed forebygge hvad uheld der kan forårsages ved sådanne drenges uforstand. Det var derfor at ønske at der i forestående eksercertid måtte sættes en grænse for sådanne drengestreger, hvorved denne farlige uskiks følger kan afværges for fremtiden.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 576)

"En dreng havde en pistol som blev ham frataget af markmanden." (Pistoler fra Politivennens tid på Tøjhusmuseet. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Også andre end tilskuere kunne komme til skade under de militære øvelser, således som det fremgår af nedenstående beretning i Kjøbenhavnsposten fra 10. august 1830:

Ulykkelig Hændelse.

Ved det borgerlige Artilleries Mønstring paa Amagerfælled i Løverdags indtraf den Ulykke, at tvende af Mandskabet ved Uforsigtighed kom til Skade ved en Kanons Afbrænding. Begge bleve bragte paa Hospitalet; paa den Ene maatte den venstre Arm og 3 Fingre af den høire Haand afsættes; og paa den Anden den ene Haand; ligesom den Sidste ogsaa ved Krudtsprængning i Ansigtet staaer Fare for at miste Synet. En Tredie, af Feltartilleriet, fik Siden forbrændt derved, at der var gaaet Ild i hans Patrontaske. 

Varsko paa Nørrefælled.

Søndag den 5. juli om aftenen kl. 10.30 gik en mandsperson i følge med 2 velklædte fruentimmer fra Vibenhus over fælleden til Nørrebro, men indhentedes af 2 mandspersoner hvoraf den ene var temmelig høj af vækst. Disse 2 personer blev ved at forfølge dem og søgte omsider at trække sjalet af det ene fruentimmer, samt at tage ridikulen fra det andet. Fruentimmerne gav sig til at råbe om hjælp og at flygte mens deres ledsager der ville sætte sig til modværge, blev kastet om på fælleden. Endelig tog de 2 personer flugten da de så at nogle personer der var opmærksomme på fruentimmernes anskrig, ilede dem i møde. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare skovbesøgere fra at gå denne vej sent om aftenen uden tilstrækkelig dækning, samt for at gøre vores virksomme politi opmærksom på disse udådsmænd for at muligvis kan pågribes.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 454)

Forslag om ridende Nattevagt paa Fællederne.

Den frodige vækst græsset står i på vore fælleder giver formodning om at mange efter bekendtgørelsen om det vil benytte disse for at få deres kreaturer på græs der. Men da en stor del heste forrige år natten efter indbrændingen blev berøvet deres haler, så er måske mange i frygt for at dette atter skulle ske, da der så vidt vides kun blev opdaget en tyv, og der dog formodentlig må have været flere om arbejdet. 

Det ville derfor vist være meget betryggende om der på hver fælled var en ridende nattevagt, der skulle patruljere. Bekostningen som ville gå til det, mener man kunne dækkes hvis der til den bestemt rimelige pris for 1 hests græsning, af 3 rigsdaler 12 skilling endnu fordredes 3 mark. Dette ville vist enhver udrede når han kunne være sikker på ikke at få et kostbart dyr spoleret.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9705-9706)

"En stor del heste blev forrige år natten efter indbrændingen berøvet deres haler." (Nørre Fælled 1835. H. G. F. Holm)

Fæle Grøvter paa Nørrebroe.

Enhver anerkender vist med tak høje vedkommendes bestræbelser for at forskønne forstæderne og anlægge bekvemme og behagelige fodstier for fodgængerne og de spadserende. Men næppe ville disse bestræbelser opnå det tilsigtede gode øjemed på Nørrebro så længe denne vansires af de fæle, dybe grøfter som ikke alene strækker sig langs med Blågård ud til bommen, men endog findes på andre steder af broen. Husene har udløb til disse grøfter som derfor må modtage alskens urenligheder, der samlet og forrådnet afgiver i varme dage en ulidelig stank så at man ikke skal rose sig af den friske luft, man der indånder, men må ønske at være langt derfra. Om vinteren står disse grøfter fulde af mudder og vand og er farlige for de af broens beboere der i mørke skal gå til deres hjem. 

Anmelderen ved at 2 personer forrige vinter er faldet i en af disse grøfter. De blev siddende fast i mudderet og kunne kun ved nogle af beboernes hjælp slippe derfra. Ja, en ene af disse har forsikret at hvis han ikke havde været så heldig at komme til at stå på benene, men i stedet var faldet på maven eller ryggen, så havde hans redning været umulig. For han var da blevet kvalt i mudderet uden at kunne råbe om hjælp. Da der nu på nogle steder fx på den anden side af den vej der fører hen til fællederne, er ordentlige rendesten, så mener man at lignende også kunne anlægges i stedet for disse slemme og farlige grøfter, da grundejerne som har udløbsrender til disse, kunne beordres til at forlægge deres udløbsrene andetsteds hen. Man tror tingen gørlig og er derfor så dristig at gøre høje vedkommende opmærksom på det.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7038-7039)

"Nørrebro vansires af de fæle, dybe grøfter som strækker sig langs med Blågård ud til bommen". Kort over Blågård 1825. Peblingesøen nederst, Ladegårdsåen til venstre, Nørrebrogade til højre og øverst gården Solitudes jorder.

Medynk over kreaturernes Græsning paa Fællederne.

Indsenderen ser med græmmelse hvorledes tusinder mennesker i alle retninger strejfer omkring på fællederne, og nedtræder græsset for de sultende kreaturer som dertil ikke gives fred til at æde for de mange kåde drenge der jager efter dem. Der findes jo promenader nok endda, så at fællederne vel burde spares for modvillig ødelæggelse.

Man undres over at dette misbrug ikke alt for længe er påtalt af dem der betaler græsningen som let kunne og burde forebygges ved offentligt at forbyde denne promenade, og med mulkt at straffe overtræderne. Hvorfor der måtte holdes nogle ridende opsynsmænd hvem mulkten kunne tilfalde. Anmelderen har ingen videre interesse end den at gave det almindelige bedste.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6294-6295).

Livsfare paa Alfareveie.

Søndag den 23. april kl. 8 eftermiddag passerede anmelderen alleen som fører fra Vibenhus til Nørrebro. Som han tilligemed to personer der var i følge med ham, stod stille for at tage en ny indhegning om bagermester Schlesers jordlod i øjesyn, løsnedes et skarpt skud fra Nørre Fælled i en afstand af omtrent 200 til 250 skridt fra nævnte sted, og ladningen, en kugle eller sten, for susende gennem luften og traf det stakitværk som omgiver nævnte jordlod. Ved at se hen til det sted hvorfra skuddet kom, blev man opmærksom på (så vidt i tusmørket kunne skønnes) en grå trøjeklædt ung person der straks tog flugten i den modsatte retning af skuddet, så at det ville have været umuligt ved at eftersætte ham til fods, at indhente ham. Sidste søndag ved foranførte klokkeslæt hørte anmelderen med flere ligeledes et skarpt skud løsnes fra Nørre Fælled. Det er at håbe at vedkommende som andre der passerer over nævnte fælled eller landevejen omkring samme, vil have et vågent øje med nævnte lømmel for hvis han kunne blive truffet i udøvelsen af sådan en udød, han da måtte blive pågrebet og straffet efter fortjeneste.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3683-3684)

I Anledning af Henrettelsen Torsdagen deen 13de i denne Maaned

Ved at begive mig fra den sørgelige scene ved Anna Nielsens henrettelse til mit hjem blev jeg ved indgangen fra retterpladsen opmærksom på en velklædt mand der som en skytsengel stod en lang tid og advarede de mange forbigående for fald i et 3 alen dybt og ½ alen bredt hul, som var midt i indgangen til Fælleden.

Indførsel fra Københavns Civile Arresthus: "1819, 13 Mai. Delinquintinden Ane Nielsdatter for begaaet mord paa 5 af sine egne Börn henrettet med Øxe og hendes Hoved sat paa Stage. Emborg". (Fundet på hjemmeside).

Utvivlsomt ville mange mennesker være kommet til skade ved at træde eller falde i ovennævnte hul. Dersom denne af menneskekærlighed besjælede mand ikke havde været tilstede. Som påskønner af hans veldædige handling aflægger jeg herved min oprigtige og inderlige taksigelse.

Indsenderen vover derfor i denne anledning at ytre sin ringe formening om at sådanne huller i forvejen burde være efterset og fyldt op. For at ikke de mange der ved en sådan lejlighed er tilstede skulle være underkastet lemlæstelse?

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2856)

En Sandlavine paa Nørrefælled

Mandag den 8. september hændte det at en del af sandbanken på Nørre Fælled styrtede ned på en vogn som kom for at blive læsset med sand. Vognen blev ganske og aldeles knust og hestene således dækket med sand så at den ene hest måtte graves ud og samme er endnu i en meget slem forfatning. Man ved at det er skik at undergrave sandbankerne på det at det øverste kan falde ned og derved således lette arbejderne i deres gravearbejde. Men det ville være ønskeligt om det måtte alvorligt og under straf pålægges de folk der er ansatte med det at bruge den forsigtighed ikke at forlade stedet eller tillade vognen at nærme sig samme før de har forsikret sig om at sådant nedfald ikke kan finde sted.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1491-1492)

Holger Danskes Briller.

De to vandsteder der er anbragt ved siden af hinanden på Nørre Fælled og kaldes Holger Danskes Briller er så bevoksede med ukrudt og så fulde af mudder at der endog i sommer da vi hver dag har fået regn, næsten intet vand findes i dem. Hvorledes de ville have set ud om vi havde haft en tør og hed sommer, kan man let tænke sig. De bør derfor opmudres og renses, dersom de skal svare til deres bestemmelse der er at yde fornødent drikkeligt vand til de på fælleden græssende kreaturer.

(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1446-1447)

Christian Bayer (1841-1933): Nørrefælled med Holger Danske Briller. Billedet er årtier senere end artiklen, men kan måske alligevel give et indtryk. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Bemærkning paa Nørrefælled

Skønt denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg, så at man måske kunne sige at fodgængerne kan holde sig i alleerne og ikke havde noget at bestille, så synes det dog at være ganske bekvemt at gå over den når man enten vil til store eller lille Vibenshus, da vejen derved virkelig forkortes.

Den tanke er strejfet mange familier i forgangne somre når de skulle til Charlottenlund. Men anmelderen skylder dem nu da sommerforlystelserne begynder at gøre dem opmærksomme på at denne spadseretur på en måde for i år er hæmmet.

"Denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg". Køer og heste på Nørre Fælled. Set ind mod staden.

Han er overbevist om at den indhegning som er sket for at forebygge kreaturernes marcheren ud på landevejen før malkepigerne aflosser dem er hensigtsmæssig. Men da disse dyr som erfaringen viser ikke bryder sig om indhegning, men går lige over grøften til de stalde hvor de hører til når malkepigen ikke indfinder sig til bestemt tid, så synes denne indhegningsudgift ved ind- og udgangen at være unyttig. Og da ingen fuldvoksen kan komme derigennem, endsige gravide møde, uden at komme i knibe, var det derfor at ønske at nævnte ind- og udgange som skik og brug skal være på andre steder måtte blive forsynet med en ordentlig dør eller låge. Og skulle vedkommende som de kan have grund til, frygte at denne vej ikke blev aflukket af de der går igennem, kunne samme jo ved en simpel mekanisme være indrettet således at den gik i af sig selv.

Når en sådan indretning blev gjort, vil mange som nu om sommeren går denne vej, såvel til Vibenshus som til Charlottenlund være vedkommende meget taknemmelig. For da kunne de som nu er umuligt, ikke alene ugeneret passere frem og tilbage, uden at bukke sig eller ødelægge både deres klæder og hovedtøj, men endog i fred rulle deres børn til og fra skoven uden i det mindste på dette stykke af vejen at frygte for lemlæstelser af uforsigtige kuske og ryttere.

(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1265-1267)

Stank ved Nørre Alle

(Efter indsendt)

En person, som den 18. i denne måned gik over Nørre Fælled i håb om at nyde frisk luft, mødte straks ved alleens begyndelse en yderst modbydelig rådden lugt. Uagtet stanken var næsten utålelig, kunne han dog ikke modstå driften til at opsøge denne pest-moders residens. Hvilket han ikke heller var nødt til at gå langt for at opdage. Straks ved alleens begyndelse på venstre side af samme var nemlig en frygtelig hule, hvori en utallig mængde, for størstedelen halv forrådnede levninger af dyr, lå utildækkede og udbredte en så skrækkelig stank, at han straks måtte forlade stedet. Uagtet han dog i følge sit studium, var temmelig vant til at indånde lugten af forrådnende legemer. Bekendt med den del af politivæsnet som angår sådan uorden, tør han sikkert håbe, at den ansvarlige på det kraftigste vil søge at dæmpe, og for fremtiden fjerne dette farlige onde.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6013-6014)

Et Ønske til Gavn for Stadskvæget.

Det var højst gavnligt for stadens fælleder og tilstødende marker at de på fællederne og grøfterne om samme nu i mængde opvoksende tidsler blev hugget om før de modnes og frøet af samme da flyver på de dele af fællederne som dette tiltagende ukrudt endnu har forskånet. Kreaturerne på fællederne er så mange, og betaling for disse så stor at dette kan håbes, da græsningen er ringe nok.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3606-3607)

Et Par Ord til Bedste for de Spadserende.

Uden for Nørreport på højre hånd forbi lyststedet kaldet Vennelyst, har så vidt erindres været en stente eller overgang ind til Nørre Fælled. Nu derimod ser man alene et led eller en stakitport og en låge, begge låst så at ingen kan komme derigennem som ikke har nøgle.

Da der nu som sagt før har været overgang på dette sted og folk som finder fornøjelse hellere at gå på Fælleden og gøre tour end på stenbroen eller den støvede vej, ofte kan blive sat i forlegenhed på denne just ellers ikke meget angeneme tur, og i fald de ikke vil eller kan bestige ledet eller lågen, eller lade sig dumpe ned i den derværende dybe grøft, nødes at vende tilbage, eller gå et godt stykke længere ud for at komme over som vist må være ubehageligt, så undlader udgiveren ikke herpå at gøre vores magistrat eller stadens kæmner, opmærksomme i forventning af i fald det er gørligt en overgang på dette sted som før bliver anskaffet. Der er virkelig så få fornøjelser at få tæt ved staden at man for alting ikke måtte se disse antal forringet.

E. S. Endnu vil anmelderen gøre vedkommende bestyrer eller tilsynsmand opmærksom på at der udi grøften ved højre side af vejen til Lygten straks over tværvejen fra Falkonergården, ligger en del ådselsbenrader som synes at være der ilde henlagt.

Mon samme ikke er ubehageligt både for rejsende og andre som ellers ad denne vej kunne finde fornøjelse i at gøre en promenade, for ikke at tale om hvor let at ridende eller kørende med heste uvante til et sådant syn kunne derved komme i ulejlighed.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3431-3433)

En urigtig og lovstridig Handling af Ejeren af store Vibens-Huus.

I sidste uge havde jeg en drift lam bestående af 21 styk på Nørre Fælled. Ved min drengs uforsigtighed kom lammene af vanvare ind på omtalte persons ager uden at gøre skade. Da drengen indberettede det passerede til mig, sendte jeg en af mine svende ud for at erfare om lammene havde gjort nogen skade, men han fandt at ingen skade var sket. Nævnte svend anmodede ejeren af Store Vibenhus at udlevere lammene til ham, men han svarede at han ville have 5 rigsdaler fordi han havde optaget dem, som er tværtimod Danske Lov som siger at når fæ kommer i anden mands ager, da skal skaden som det har gjort, vurderes af uvildige mænd og da af dets ejer erstattes. Men denne ædle mand vidste at jeg ikke kunne lade ham holde lammene på grund af standsning i min næringsvej (2-3 tegn mangler) til vi ved domstolen kunne fået en kendelse som vist ikke vilde være faldet ud til hans fordel, og jeg tror at skylde mine medborgere at bekendtgøre dette med advarsel at deres fæ ikke kommer ind i denne mands ager.

G. L. Schmidt.
Slagtermester
Borgergade nr. 114.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 176, 5 September 1801, s. 2814-2815)

Tegner Lund: Store Vibenshuus. 1837. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.