Kai Nielsen (1882-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Kai Nielsen

Af Johannes Kragh.

Følelsen, der først griber os, naar vi erfarer dette Budskab: Kai Nielsen er død, det er med eet Ord: Fattigdom! Solen skinner, men den varmer mindre. Luften er høj og blaa, men saa vemodig fjern: Han, Kai Nielsen, er ikke mere! Han, der var saa fuld af Liv og Virksomhed, er blevet stille nu, noget af det, der gjorde Tilværelsen munter, festlig og bevaret for os, er gaaet i Staa! Fattigdom, ja netop det ei Ordet! Som et omvendt Spejlbillede i Vand viser denne Følelse os han store Rigdom! Skønt alle hans mange, mange Værker staar der - og nu forstaar vi, hvorfor han skyndte sig saa meget - saa er denne Følelse den dominerende. Kilden er standset, den rinder ikke mere, dette frugtbare Væld. som altid bragte noget nyt og muntert med sig - - i Staa, forbi!

Værkerne staar der, ja! De vil blive og ordne sig i Tiden efter deres Værdi. Mennesket, det levende, er Imrte og tilhører Mindet. Og hvad vil vi da mindes? Ja, først og fremmest dette, at han var san Irrende, denne store Dreng, som alle helst vilde kalde Kai og sige du til. Fuld af Liv, oplaget af alt, med Drengens raske Virksomhedstrang.

Dreng! Ja vel, men meget mere Barn, Kvinde, Mand - det sidste var han maaske mindst. Det nnnede han ikke, for Døden, denne bratte, uforstaaelige Afslutning naaede ham.

Men Barnets Livlighed og Pludren, Drengens Iagttagelseslyst og bestandige Aktivitet, ogsaa Drengens Lyst til at sige uartige Ord en Gang imellem og faa Folk til at daane lidt - Kvindens lysende Smil, med runde Barnekinders buttede Smilehuller - alt dette var i ham, jo Mandens Alvor, den ejede han, naar han arbejdede, da kunde der komme en mandig, knap Strenghed over hans Ansigt, disse forunderligt bevægelige Trak, der kunde skifte fra Grimhed til Skønhed, fru Blodhed til Kraft.

Skiftende, ja! Som Havets Spejl, som Kvindens Smil, som Barnets Leg. saadan var han - denne Fynboernes og det fynske lands mest fynske Barn. Fra denne frodige Have kom han, og det var sikkert mere et Tilfælde, naar han og Mads Rasmussen - denne glade, rødkindede Etatsraad, som omdannede de fynske bugnende Frugthaver til Saft og Syltetøj, først og fremmest til Vin, - naar de to fandt hinanden. Fyns Frugthaver blev til Kunst, passerende Mads Rasmussens Fabriker samledes det hele i hans Museum. Her har Fynboerne fundet hinanden - en stor og glad Familie, men Mads Rasmussen og Kai Nielsen, de to er de vægtige Yderpunkter i denne bugnende Grode, hængt op i pragtfulde Guirlander, med Etatsraadens silenglade Statue som et vægtigt Midtpunkt.

Kai Nielsens Værker var som han selv, glade Børn af Lyset og Livet, det straalende, mangfoldige! 

Lyset var ham en vigtig Faktor end nogen anden. Der stak noget af en Maler i ham, og han elskede at arbejde med et Værk til een bestemt urokkelig Belysning. Hvor fint han kunde dette, viser det lille, ganske flade Relief paa kunstmuseet, efter en Tegning af Joakim Skovgaard. Hele Reliefhøjden er kun faa Millimeter! Men alle hans større reliefagtige Værker, f. Eks. Evas Skabelse paa Kunstmuseet, Jordens Skabelse til Studiegaarden - i dem alle ses det bløde Lys henover de svulmende Former: det er hans det bedste. Se Eva-Skaberens Skikkelse, denne Vekslen mellem fast og blødt saa glimrende gengivet. Denne Del af Arbejde er bedst, og han var ogsaa stolt deraf selv.

Hvor var han over hovedet uimodstaaelig i sin barnlige Stolthed over sine vellykkede Værker: "Nu skal du se Skandinaviena bedste Stykke Skulptur!" Det var Glæden ved at skabe, det rent kunstnerisk-erotiske, som ikke kunde lade sig binde, den maatte frem og sige: "Er det ikke flot, er det ikke morsomt?"

Vi fortaber os i Glæde over hans sølv og hans Værker, og saa klinger det atter i os: Han er ikke mere! Faderen til alle disse Kunstens Børn, - og Børn maa de dobbelt kaldes, fordi Barnet var hans Yndlingsform - deres Fader - selv saa stort et Barn - er borte, Døden, den største af alle Billedhuggere, har gjort de sidste Strøg, og dette Livs Statue er fuldendt.

Maaske det kun blev en Skitse, - Skitsen har alt det væsentlige, det aandfulde, frigjort fra Enkelthedernes Pedanteri. Maaske skal vi se paa ham saaledes, som en stor, pragtfuld Skitse; - det, som er det væsentligste ved et plastisk Værk, Silhouettens Yderlinien, den var i Orden i Kai Nielsens Arbejder, derfor saa de saa godt ud mod Lyset, hvor alle Enkeltheder gik Bort og kun Helheden Bliv er tilbage for vort Blik.

Saaledes vil vi Betragte dette Livsværk, denne Billedhugger statue, mod Lyset vil vi se den, glæde os over Liniens Renhed, over dens Magt og Svulmen, dens Livskraft og Bevægelighed. Enkelthederne lades ude, naar vi ser Værket i denne Belysning. hvor det svagere og det langt -lærkere Lys. Tidens og Evighedens, mødes. Tilbage har vi for vort Øje en stor og enkel Linie. Begrænsningen mellem Livets Form og Dødens Uendelighed.

Johannes Kragh

En Mindeudstilling hos Bing & Grøndahl.

Kai Nielsens sidste Arbejde.

Københavnerne har i Dag paa Strøget fundet det ene af Bing & Grøndahls store Vinduer indrammet Sørgeflor; til Ære for Kai Nielsen har Porcelænsfabriken, som stod ham saa nær, allerede nu arrangeret en smuk lille Mindeudstilling før den døde Kunstner. Det er de to store Grupper "Venus" Fødsel" og "Vinhøsten samt den pompøse Gruppe Skakspil, som er udstillet.

Vi taler med Direktør Poul Simonsen oppe paa Fabrikens Kontor, og hans Ord falder omtrent saaledes :

- Det er jo mange Aar, Kai Nielsen har arbejdet for os og staaet i et meget nært Forhold til vor Virksomhed. Hans Kunst paa dette Omraade var vel Miniaturekunst i Forhold til, hvad han ellers præsterede, men den var dog helt igennem præget af Kai Nielsens bedste og største Egenskaber - hans Fantasi, hans Skaberkraft og hans I r ulighed.

Direktør Simonsen tier lidt, som om han i Tankerne Iader alle Kunstnerens Værker glide sig forbi. Saa fortsætter han stille:

- Det allersidste af hans Arbejder er skabt til vor Fabrik, og det vil komme frem paa Udstillingen i Paris .... Det var en hel Række Grupper, som han selv havde døbt "Havet", og jeg ved, det var det sidste, han arbejdede med, for efter at hans Modeller var ført over i Gips hos os, havde han selv ønsket at foretage den sidste Retouchering af dem, og det skete paa Sygelejet, kørt før han døde.

- Havde han ingen nye Arbejder for?

Jo. Vi havde talt sammen om den næste Opgave, og han havde stor lyst til at tage fat paa Fremstillingen af en større Gruppe til os, som skulde hedde "Herakles-Gruppen"; det bliver altsaa desværre ikke til noget nu. Jeg modtog i Gaar Budskabet om Kai Nielsens Død med den dybeste Vemod. Vi mister i ham en af vore mest fremragende Medarbejdere.

Begravelsen foregaar paa Vestre Kirkegaard.

I Dag er det strømmet ind med de skønneste Blomster til Dr. Pers' Klinik paa den idylliske Platanvej, hvor Kai Nielsen døde. Den støre Skare af Venner, Kammerater og Beundrere har allerede nu villet sende den sidste Hilsen til Kunstnerens Baare.

En Gang lod Kai Nielsen en tilfældig Bemærkning falde til nogle Venner om, at han efter sin Død helst vilde brændes. Men det kan ikke lade sig gøre, for Ligbrændingsloven indeholder en Bestemmelse om, at kun den, som efterlader skriftligt Ønske derom, kan blive brændt - og det har Kai Nielsen ikke gjort.

Begravelsen vil da komme til at foregaa fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Det er Kai Nielsens juridiske Raadgiver og mangeaarige Ven, Overretssagfører Viggo Lachmann, som sammen med Vennen, Maleren A. Naur, træffer det praktiske Arrangement vedrørende Begravelsen, og paa vor Forespørgsel meddeler han, at den efter den foreløbige Bestemmelse vil komme til at finde Sted allerede paa Torsdag. Der vil blive gjort alt for at gøre Begravelseshøjtideligheden saa smuk og uforglemmelig som muligt.

Fakkeltog i Aften.

Kl. 4½ i Eftermiddag føres Kisten fra Kliniken paa Platanvej til Kapellet paa Vestre Kirkegaard, og forinden finder der en stilfærdig lille Højtidelighed Sled inde paa Kliniken, hvor kun de Nærmeste er samlet.

Akademiets unge Kunstnere har midlertid ønsket at bringe Kai Nielsen deres sidste Hilsen paa en saa smuk og værdig Maade som muligt, og der er derfor i Formiddags blevet taget Bestemmelse om, at man vil følge Ligvognen fra Kliniken til Kirkegaarden med et Tog af Fakler, er sikkert kan paaregne en stor Deltagelse.

Clk.

(Nationaltidende 3. november 1924).

Foto fra da Kai Nielsens kiste blev ført til kapellet den 3. november 1924. Aftenbladet (København) 4. november 1924. Begravelsen blev omtalt i samme avis 7. november 1924.

Kai Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding. (Efterskrift til Politivennen)

Det københavnske Kirkegaardsareal omfatter nu 252 Tdr. Land. 

Fra Bispebjerg Krematorium.

I store, hyggelige og lyse Kontorer i Løngangsstræde residerer Københavns Begravelsesvæsen, og her træffer vi Direktør Berg, hvem vi har anmodet om en Samtale om gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding.

- Der findes i Øjeblikket i København fem Kirkegaarde, begynder Direktøren, der er kommunale: Assistens paa 38 Tdr. Land, Vestre paa 94, Bispebjerg paa 74, Brønshøj paa 4½ og Sundby paa 7, desuden ejes Holmens paa 10 Tdr. Land, Garnisons paa 9, Frelsers paa 4, Katolsk Vestre paa 2, Mosaisk Nørrebro paa 2½ og Mosaisk Vestre paa 7 Tdr. Land af vedkommende Kirker eller Menigheder. Det vil altsaa sige at der i København i Øjeblikket findes et samlet Kirkegaardsareal paa ca. 252 Tdr. Land, hvoraf de 217 Tdr. indtages af kommunale Kirkegaarde.

Det er imidlertid snart ved at blive for lidt. Derfor er vi for Tiden i Gang med at udvide Vestre Kirkegaard med Terrasseanlæg og der foreligger Forslag om at udvide Sundby Kirkegaard med ca. 12 Tdr. Land. Endvidere vil vi i nær Fremtid foreslaa Bispebjerg udvidet med ca 25 Tdr. Land - og dermed vil vi kunne klare oa i en Aarrække.

- Skal det Areal, Københavns Kommune købte for 5 Aar siden ude ved Damhussøen, da ikke anvendes? Var det ikke ca. 100 Tdr. Land

- Jo. det var, men jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at dette Areal ikke bliver anvendt. Og denne Tro bygger jeg paa den stærkt voksende Tilslutning, Ligbrændingsforeningerne har. Tager den stadig til paa samme Maade, behøver vi næppe flere Kirkegaarde.

- Hvordan er Forholdet mellem gammeldags Jordefærd og Ligbrænding?

- Jeg kan illustrere det ved et Par Tal. I 1912-13 fandt der ialt 5740 Begravelser Sted. heraf var 180 Ligbrændinger. I 1917-18 var af 6232 Begravelser de 329 Ligbrændinger og i 1919-20 408 af 7044. I 1920-21 gaar Begravelserne tilbage til 6378. og Ligbrændingerne stiger til 537, og dette Forhold fortsættes i 1921-22 med henholdsvis 6470 og 697. Ligbrændingen er saaledes i stadig Vækst og Begravelserne i Tilbagegang.

- Hvori ligger det? I hygiejniske Hensyn?

- Det tror jeg ikke. De gammeldags Begravelser har ikke indflydelse paa Hygiejnen. Omdannelse af de døde Legemer indeholder ingen Risiko for os andre, saaledes som moderne Kirkegaarde anlægges. Men i Almindelighed tager Omdannelsen paa denne Maade henimod 20 Aar, medens den ved Brændingen sker paa en Time. Dertil finder aabenbart stadig flere Brændingen mere Æstetisk, den foregaar jo paa en smuk og højtidelig Maade, og endelig er der et praktisk og i Virkeligheden vægtigt Moment, som utvivlsomt har afgørende Indflydelse: den Fare, Følgets Medlemmer ved en Jordefærd i daarligt Vejr løber for at paadrage sig Sygdomme. Der er ikke ret meget farligere end at staa paa en Kirkegaard i Regn og Slud Ved Ligbrændingen foregaar jo alt inden Døre.

- Naar ogsaa jeg foretrækker Ligbrændingen, skyldes det de Grunde. jeg her har nævnt, og selvfølgelig det. at vi sparer et Par Millioner til Anlæg af nye Kirkegaarde. Og det tror jeg vi gør - Udviklingen bærer tydeligt henimod Krematoriet og Urnehallen.

Teddy

(København 7. oktober 1923)

Mens antallet af kremerede i 1923 i København var 96 ud af 1000 døde, steg det til i 1970 at være 782 ud af 1000 døde. I 2022 blev der udført 6.860 ligbrændinger på Bispebjerg/Sundby. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening bliver ca. 83 % af danskerne kremeret.

I 2022 blev der udført 3.666 kirkelige begravelser i Københavns Stift - hvilket formentlig udgør ca. 2/3 af alle begravelser. De kirkelige begravelser er faldende i forhold til de borgerlige begravelser. Fra 2008 til 2018 steg de sidste fra 22 til 31 procent af alle begravelser.

Første Ligbrænding af Præst. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst hvis Lig skal brændes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet.

I Morgen Middag Kl. 12 foregaar der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet paa Nylandsvej. Liget af en afdød Præst, Pastor emer. Emil Wegener skal brændes; det er første Gang her til Lands, at dette sker med en Mand, der var Kirkens Tjener.

Pastor Wegener, der var Medlem af Folkelig Ligbrændingsforening, har fra 1886 til 1899 været Sognepræst i Pederstrup ved Sorø. Den Afdøde, der blev 60 Aar, indmældte sig for 3 Aar siden tilligemed sin efterlevende Hustru i Ligbrændingsforeningen; han udtalte ofte sin Sympathi med denne Form for Ligfærd og erklærede overfor Foreningens Bestyrelse, at han var villig til at yde sin Medvirken og tale over Afdøde, der begravedes fra Krematoriet.

Pastor Wegener er den eneste Præst, der har været medlem af Ligbrændingsforeningen.

Ved Bisættelsen i Krematoriet taler den Afdødes Eftermand i Embedet, Folkethingsmand, Pastor Bjerre, i Henhold til et Løfte, som han for længst har givet den Afdøde.

(Social-Demokraten 29. januar 1905. 2. udgave).

Pastor Wegeners Ligbrænding.

Pastor Bjerre taler i Ornat.

Den afdøde Præst Wegeners Lig blev som omtalt brændt i Gaar i Krematoriet, hvis Sal var prydet med Blomster.

Bisættelsen var fastsat til Kl. 12, Ved dette Tidspunkt var der samlet et talrigt Følge om den blomstersmykkede Kiste, som var dækket med et Væld af Kranse, bl. a. var der sendt Krandse fra Pedersborg, pr. Sorø, hvor den Afdøde har virket som Præst.

Folkethingsmand, Pastor Bjerre, der havde lovet at holde Talen, mødte ikke til den fastsatte Tid. Han var i Sorø og kom først ved Middagstid til København. Følget maatte derfor vente paa ham.

Da her var forløbet henved en Halv Times Tid, arriverede Pastor Bjerre, svedende og forpustet. Hans Hustru var tilstede med en kuffert, indeholdende Ornatet. Hr. Bjerre blev i en Fart omklædt, og kort efter stod han foran Kisten, iført Præstekjole og Orgelet præluderede, der blev sunget en Salme, hvorefter Præsten bragte den Afdøde det sidste Farvel og omtalte hans Livsgærning. Den Afdøde var en stor Børneven og afholdt af Børn, han elskede Poesien, der stemmede bedre overens med hans Syn paa Livet, hvis nøgterne Haardhed virkede frastødende paa hans milde og bløde Sind.

Præsten oplåste til Slut den Afdødes yndlingsdigt, den skønne Vuggesang af "Aladdin", og udtalte Haabet om, at Flammerne vilde rense og lutre hans Sjæl.

Derefter sattes Kisten ind i Ovnen og Højtideligheden var tilende.

(Social-Demokraten 31. januar 1905).

Da Præsten brændtes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet. Mandag Middag Kl. 12 foregik der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet i København. Det var afd. Pastor emer. Emil Wegener, tidligere præst i Pedersborg, Søro, der blev overgivet til Luerne. Det er if. "Soc.-Dem." første Gang her til Lands at en Præsts har ønsket at blive brændt.

Ved Bisættelsen i Krematoriet talte den afdødes Eftermand i Embedet, Folketingsmand, Pastor Bjerre, Pedersborg, i Henhold til et Løfte, som han forlængst har givet den afdøde.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. februar 1906.)

Biskop på daværende tidspunkt var Thomas Skat Rørdam (1832-1909). Han var blevet biskop i 1895 i en temmelig høj alder (63 år), på et tidspunkt hvor der var brydninger i kirken. Rørdam beskrives af Lindhardt som "... i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. ... Til det nybrud der på mange måder skete i bispeårene var han mere tilskuer end inspirator, bundet som han på alle måder var af sin "kærlighed til det overleverede".

Pastor Bjerre i Krematoriet.

I Anledning af den Erklæring, der er affordret Folketingsmand Pastor Bjerre, fordi han har ta!t i Embedsdragt i Krematoriet over sin Forganger i Embedet, Pastor Wegener, ringede vi i Dag Bjerre op i Telefonen og spurgte ham om Sammenhængen i denne Sag.

Pastor Bjerre oplyste følgende:

Erklæringen er affordret mig i Henhold til en ministeriel Resolution af 5te Februar 1894. Goos var den Gang Kultusminister. Han havde tidligere stillet sig meget velvilligt overfor Ligbrændingssagen, var endog Formand for Ligbrændingsforeningen, men lod sig af Bisperaadet paavirke til at udstede den paagældende Resolution, ifølge hvilken de Præster i Folkekirken, som maatte være villige til at yde deres Medvirkning ved Ligfærd, hvor Ligbrænding finder Sted, i alt Fald ikke maatte fungere i Krematorier og Kolumbarier eller ved Askens Hen- eller Nedsættelse, men kun i en Kirke eller i et Folkekirken tilhørende Kapel, og at de, naar Jordpaakastelsen havde fundet Sted, skulde forlade Stedet og ikke maatte have videre at gøre med Ligets Bortbringelle eller senere Behandling.

Skulde Præsten af private Grunde "undtagelsesvis" ønske at deltage i Ligfølget, maatte han forinden aflægge sin Embedsdragt.

Jeg har nu svaret Biskoppen og i Svaret erklæret, at under forhaandenværende Omstændigheder følte jeg mig forpligtet til at efterkomme et Løfte, som jeg havde givet Pastor Wegener paa hans Dødsleje. Netop fordi det var en Præst, vilde det række Undren, om hans Efterfølger i Embedet ikke kunde følge ham i Ornat.

Men foruden dette Hensyn - udtaler Pastor Bjerre videre -- mener jeg forøvrigt, at det er en forældet Bestemmelse, som er Folkekirken til Skade.

Selvfølgelig er Pastor Bjerre belavet paa at faa en lille "Næse" i Sagens Anledning; men han havde i Virkeligheden efter sin egen Mening intet Valg. Han havde lovet Pastor Wegener og dennes Hustru at tale, og havde han paa en Forespørgsel til Biskoppen faaet et Afslag, var det hele jo blevet meget værre naar han desuagtet havde holdt sit Løfte.

Forøvrigt meddeler B. under vor Samtale, at han har under Overvejelse gennem et Lovforslag at søge det nugældende Forhold ændret.

C

(Ringsted Folketidende 9. februar 1905).

Præsterne og Ligbrændingen.

Pastor Bjerre, Krematoriet og Biskoppen.

En forældet Resolution.

Et Interview med Pastor Bjerre

Spørgsmaalet om Folkekirkens Præsters Medvirken ved Begravelser fra Krematoriet er blevet aktuelt, siden Folketingsmand, Pastor K. Bjerre fra Pedersborg ved Sorø forleden holdt Talen over sin Forgænger i Embedet, da dennes Lig blev brændt.

Her skete et eklatant Brud paa Loven. Pastoren var nemlig tillige i Ornat.

I Gaar traf vi Hr. Bjerre i Folketinget, efter Mødets Slutning, og bad ham sige os sin Mening om Sagen.

"Den er saamænd saa ganske ligetil. Jeg havde lovet afdøde Pastor Wegener paa Dødslejet at tale over ham - og særlig havde jeg lovet hans Hustru det, da det kunde se saa underligt ud, at ikke en Præst sagde de sidste Ord ved Kisten.

Men samtidig har jeg ogsaa benyttet mig af den givne Lejlighed til at faa rørt ved en Sag, der er ganske urimelig.

En af Folkekirkens Præster maa ikke give Møde ved en Baalfærd fra Krematoriet - end ikke som ganske almindelig Deltager i Følget. Han maa ansøge derom i Forvejen. Saa De fatter, at dette at træde frem i Ornat og tale er endnu værre.

Det er en Resolution fra Goos' Tid - 5te Februar 1894 - der bestemmer det. Men det turde dog nu være ganske forældet. Valgmenighedspræst Carstensen har jo ligefrem paa den Konto skaffet sig en hel Forretning . . . .

"Og hvad vil der ske efter dette?"

"Ja, der er altsaa sket dette, at Biskop Rørdam har affordret mig en Erklæring om min Optræden, og den afgiver jeg i Dag. Saa faar jeg en Næse. Det videre afhænger af, hvorledes denne Næse bliver.

Naar jeg valgte denne Form: uden først at spørge at tale ved Begravelsen, saa gjorde jeg det, fordi det over for Autoriteterne var den mest hensynsfulde. Jeg undgik at sætte dem i en pinlig Forlegenhed. Og det er jo den sædvanlige Fremgangsmaade i slige Tilfælde .... Jeg vilde ogsaa undgaa at skabe en ny Murer-Affære eller Harhoøre-Historie."

"Hvorledes tror De, at Ministeren stiller sig til dette Spørgsmaal?"

"Dér er det naturligvis noget vanskeligt for mig at udtale mig. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige Dem, at Ministeren ikke ser med uvillige Øjne paa min Opfaltelse af Sagen.

Indtil videre afventer vi altsaa den biskoppelige Reprimande.

V. G. 

(Samfundet 10. februar 1905.).

Ligbrændingsloven blev ændret i 1910 bl.a. til at  præster også kunne deltage. Samtidig var det nu heller ikke længere lov at urnerne blev anbragt i et kolumbarie, men kunne nedsættes i fx familiegravsteder og særlige urnegrave på kirkegårdene.

Fotograf Hans Richard Theodor Hansen (1857-1914): Gravers Christian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) præst, folketingsmedlem. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Der findes ligeledes et foto af en noget ældre pastor Bjerre som muligvis er beskyttet af ophavsret..

Gravers Kristian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) var præst og folketingsmedlem. Han var blevet valgt til Landstinget, og blev kort tid efter, september 1907 beskyldt for at have udvist "uhøvisk adfærd mod en dame". Han skulle efter sigende have overgramset en ung gift kvinde i Upperup Kirke uder pastor Hoffs begravelse. Han kom derefter for en provsteret. Den skabte dog ikke nogen klarhed. Mange vidnesbyrd blev fremført om at dette ikke var det eneste tilfælde, mens andre slog det hen som enten upålidelige eller betydningsløse. Det var ifølge Folkets Avis Indre Mission, især kvinder som senere forsøgte at få ham rehabiliteret. Han blev grebet i nogle selvmodsigelser, og sagen endte med at han 30. januar 1909 blev afskediget med pension efter indstilling fra kultusministeriet. Han fortsatte dog sin præstegerning i endnu nogle år. Sønnen Axel Møller Bjerre blev senere valgt til landstinget for Venstre.

En Ligbrændings-Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Ligbrænding.

Liget af grosserer H. Bjerrings søn, S. Th. Bjerring, blev i går kirkelig indviet af fripræst Carstensen i "Herrens Kirke" på St. Georgs Vej.

Midt i ugen vil liget blive brændt på krematoriet.

(København, 20. marts 1893).

Ligbrændring.

Den anden ligbrænding i København foregår i dag. Den afdøde der har bestemt i sit testamente at ville brændes, hedder S. Th. Bjerring og er søn af grosserer H. Bjerring. Efter et studieophold i Tyskland kom den unge mand for nogen tid siden tilbage, blev syg af brystsyge og afgik ved døden.

I følge hans ønske henvendte familien sig til sin præst, hr. Johannes Petersen ved Holmens Kirke og bad denne assistere ved begravelsen. Hr. Petersen nægtede imidlertid at ville deltage ved ligbrænding.

Familien har derfor måttet henvende sig til krematoriets præst, hr. pastor Carstensen ved Herrens Kirke. Her bisattes i går den afdøde ved en almindelig kirkelig højtid. I dag forvandles hans legeme i støv. 

(Aalborg Amtstidende, 20. marts 1893).

Ligbrænding.

I søndags modtog i København det første til brænding bestemte lig her i landet kirkelig indvielse. Højtideligheden fandt sted i en lille tarvelig frimenighedskirke, "Herrens Kirke" på Frederiksberg, hvis præst, hr. pastor Carstensen, er frisindet nok til at lyse kirkens velsignelse over dem der har ønsket at blive brændte, uanset om de har hørt til hans menighed eller ikke. Efter talen trådte præsten hen til kisten, der indeholdt liget af en ung mand, S. Th. Bjerring, søn af grosserer H. Bjerring, og udtalte i følge Polit. følgende ord:

"Så vil vi da indvie liget til forkrænkelighed, idet vi siger: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"

hvorefter han forrettede jordpåkastelsen. Fra kirken blev ligkisten båret ud på en rustvogn på hvilken den fulgt af den afdødes slægt førtes til krematoriet hvor brændingen vil foregå en af de første dage.

(Thisted Amts Tidende, 21. marts 1893).

Herrens Kirke blev oprettet 1878 af pastor N. F. Carstensen. Han var oprindelig fra Brødremenigheden, senere metodisterne indtil 1877. Kirken blev opført 1886 (arkitekt D. W. Leerbeck). Den ophørte med at blive brugt 1939, og blev nedrevet 1960.

En Ligbrændings-Begravelse

Grosserer Th. Bjerrings søn, om hvis ligbrænding vi forleden meddelte, skulle i torsdags begraves på Garnisons Kirkegård. Det vil sige, urnen med hans aske skulle nedsættes i den bjerringske familiebegravelse.

Kl. 1 kom grosserer Bjerring med familie til kirkegården. Samtidig kom pastor Carstensen der, som man vil erindre, holdt talen over den afdøde ved bisættelsen i Herrens Kirke, og ham fulgte løjtnant Jensen, en søn af ligbrændingsforeningens sekretær, og krematoriets bud som bar urnen.

Da alle var samlet, og pastor Carstensen beredte sig til at sige nogle ord, kom overgraveren Beckmann til og nedlagde i følge "Polit". en protest imod at der blev foretaget nogen som helst religiøs handling ved urnens nedsænkning i jorden.

Pastor Carstensen spurgte om hr. Beckmann var officielt bemyndiget til at skride ind. Graveren svarede at han havde en skriftlig ordre i lommen fra pastor Sørensen ved Garnisonskirken, og at denne ordre oprindelig var udgået fra biskop Fog. Da hr. Bjerring ikke ønskede at drive sagen på spidsen, blev urnen sænket i jorden under tavs andagt. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. april 1893, 2. udgave).

Jens August B. Schultz (1841-1888): Bruun Juul Fog (1819-1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.  Biskop over Sjælland 1884-1896. 

En præst sat under tiltale.

Frimenighedspræst Carstensen er i følge "Natt." i henhold til justitsministerens ordre sat under tiltale for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 fordi han i sin kirke har foretaget bisættelse af afdøde bandagist Bjerring hvis lig bagefter skulle brændes.

Straffelovens § 107 lyder således:

"Den som tilegner sig en ham ikke tilkommende offentlig myndighed der kun kan udøves i kraft af et offentligt embede, bestilling eller ombid, straffes, for så vidt handlingen ikke efter sin beskaffenhed medfører større straf, med bøder eller med simpelt fængsel indtil 1 år."

Hr. Carstensen er præst ved den herværende "Herrens Kirke"

(Social-Demokraten, 26. juli 1893).

Har vi religionsfrihed?

En præst tiltalt.

På Kong Georgs Vej ligger fredelig gemt mellem slanke villaer og sommerfriske haver, en lille rød bygning over hvis ene gavn et prunkløst kors mørkt tegner sig mod den lyseblå himmel.

Det er "Herrens Kirke" bygget 1885 af selve kirkens præst, pastor Carstensen der som bekendt i disse dage er under justitsministeriel tiltale. På denne idylliske lille plet samles en menighed på 600 medlemmer og dyrker deres Gud på den måde og poå den vis de finder rigtigst, danner en kristen menighed, trådt ud af Folkekirken, med hvis strenge dogmer den intet vil have at gøre, kort sagt, en frikirke.

Stille og fredeligt virker menigheden uden skrål eller anmassende propaganda. Man skulle da tro at den i et oplyst religionsfrit land kunne få lov til det, uantatt. Ikke desto mindre er den

Folkekirkens præster

en torn i øjet. Menighedens religion er nu også noget forskellig fra Folkekirkens. Pastor Carstensen, dens præst, benægter to af dennes væsentlige dogmer, det evige Helvede og kødets opstandelse, to ting som han med rette påstår er lidet stemmende med almindelig sund dømmekraft som med det ny testamente og utvivlsomt stridende mod Guds retfærdighed.

Pastor C. præker altså virkelig et mildt, humant evangelium. Men man kan ho godt forstå at denne lære er på tværs af såvel den højkirkelige lære som Vilh. Becks. Den tager ganske snerten fra den pisk, hvormed de statsunderstøttede præster driver ængstelige folk ind i deres tomme stolerader. Den lille fredelige menighed har derfor på denne kant en farlig fjende som næppe har været ganske uvirksom ved

Tiltalen mod pastor Carstensen.

Hr. C. er som stående ganske udenfor Folkekirken, naturligvis ikke forpligtet til at rette sig efter det af de danske biskopper udstedte meningsløse forbud mod præsters medvirken ved ligbrænding. Da derfor hr. bandagist Bjerring i marts henvendte sig til ham med forespørgsel om han var villig til at bisætte hans søn der skulle brændes på krematoriet på Fasanvej, svarede pastor C. uden betænkning "ja" - idet han dog samtidig gjorde hr. B. opmærksom på at en bisættelse i Herrens Kirke var enstydig med udtrædelse af Folkekirken.

Der er hr. Carstensens hele skyld, og derfor skal han tiltales. Man ser imidlertid nok hvad der ligger bag denne tiltale, der åbenbart er pousseret frem fra gejstlig side. Den er både et

Angreb på ligbrændingen og religionsfriheden.

Den danske gejstlighed vil ikke have lig brændt, og den vil ikke have en aanden kristen religion der er smukkere, mildere og forsonligere end deres egen med den evige ild og alle Helvedes pinsler.

Og gør nogen modstand, skal våbnene slås dem af hænderne. Hr. Carstensen tror selv at man har hans fængsling for øje for derved at ødelægge det arbejde, han nu i lange år har beskæftiget sig med, og hvis frugter han begynder at skimte.

Det er muligt at hensigten har været så, men vi er på den anden side overbevist om at vore domstole ikke er gennemsyret af sådan religiøs fanatisme og kun vil idømme en lille bøde for den mulige - men også kun mulige - formalistiske fejl her foreligger.

Publikums sympati

er hr. Carstensen sikker, både fordi den ensomme mand altid står det store publikum nærmere, og dels fordi her forligger spørgsmål om en sag, hvori så godt som alle er enige om at folkekirkens gejstlighed har optrådt splintrende forkert og ganske uforståelig bornert. Pastor Carstensen er en hjælpsom og elskværdig mand, har uden at være rig taget til sig 3 fattige børn, opdraget dem, og nu til sidst ved den bekendt brand i Falkoneralleen optog han i sit hjem en lille fattig, hjælpeløs pige der var døden i flammerne nær, og har siden beholdt hende.

Man får, selv om man er af andre meninger, respekt og tillid til denne præst, der ofrer sin formue på en kirke og sin tid og kraft på et så udpræget tålmodighedsarbejde som at pille de vrange gennem årtusinder nedarvede forestillinger ud af kristendommen i et land der er så stædigt og konservativt som dette.

Det er med disse følelser vi forlader den hyggelige lille plet, just som solen går ned bag de hviskende pile og den fri menighed samles til aftengudstjeneste bag den røde kirkes mure.

Josva.

(København, 28. juli 1893).

Jordpåkastelse ved ligbrænding.

Ved Frederiksberg birks ekstraret blev i forgårs afsagt dom i den af det offentlige anlagte sag mod frimenighedspræst N. F. Carstensen for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 (ulovlig tilegnelse af offentlig myndighed), fordi han den 19. marts d. å. i den for hans menighed opførte "Herrens Kirke" på Frederiksberg havde foretaget jordpåkastelse på liget af afdøde, til folkekirken henhørende bandagist S. Th. Bjerring, hvilket lig efter den afdødes fader forgæves havde henvendt sig til en af folkekirkens præster om at foretage jordpåkastelsen og under hensyng til at handlingen fandt sted i en til et udenfor folkekirken stående kirkeligt samfund hørende kirkebygning, og at Carstensen ikke optrådte eller gav sig udseende af at optræde som præst i folkekirken, idet han hverken var iført folkekirkeligt ornat eller benyttede det for folkekirken foreskrevne ritual - skønnede retten ikke at der kunne siges at foreligge en overtrædelse af straffelovens § 107. Yderligere bemærkes at påbuddet i kirkeritualet af 1685 om at jordpåkastelse af lig af folkekirkens medlemmer må antages forandret ved ligbrændingsloven af 1. april 1892 § 5, hvorefter det ikke kan pålægges nogen af folkekirkens gejstlige at forrette jordpåkastelsen i tilfælde hvor ligbrænding finder sted. Da loven nemlig ikke kan antages at berøre retten for folkekirkens medlemmer til kirkelig bistand, når de ønsker deres lig brændte, må af den nævnte bestemmelse følge, at der også kan benyttes anden bistand end folkekirkens præsters.

Pastor Carstensen blev altså frifundet og sagens omkostninger pålagdes det offentlige.

(Slagelse-Posten, 15. september 1893).

Sagen kom for Overretten, hvor Carstensen blev idømt en bøde på 100 kr. Herefter kom sagen i Højesteret oktober 1894, hvor Carstensen blev frifundet. 

Da Ligbrænding var ulovlig. (Efterskrift til Politivennen).

Et ligbrændingssystem var blevet indført i Gotha (Tyskland) i 1874, i Schweiz i 1875, i Washington 1876, Rom (1880). I Danmark kom ligbrænding for alvor på tale efter at Foreningen for Ligbrænding blev stiftet den 24 . marts 1881. Se fx Social-Demokraten 6. april 1881. Blandt initiativtagerne var overlæge dr. med. Ferdinand Emanuel Levison (1843-1907) og juraprofessor Carl Goos (1835-1917). Sidstnævnte blev den første formand for foreningen. Det var dog førstnævnte som i eftertiden kom til at stå som foregangsmand. I Morgenbladet, 4., 5. og 6. februar 1880 havde han en artikel på forsiden "Et indlæg i diskussionen om lærefriheden og demokratiet". Som blev besvaret af den angrebne part, J. Paludan 16. februar 1880, og igen af Levison den 21. februar 1880. Men også ligbrænding optog ham:

"Ligbrænding etter Begravelse?"

Under denne titel er der på P. G. Philipsen's Forlag af dr. med. Levison udgivet et lille skrift efter et foredrag, holdt i Selskabet for Sundhedsplejen. Forfatteren giver først en kort oversigt over de forskellige måder at behandle ligene på i de forskellige lande og tidsaldere: Balsamering, udkastning af ligene i floderne, de dødes lufttørring på stilladser eller i træer, opbrænding, begravelse osv., derefter følger der en indgående og med talrige eksempler oplyst undersøgelse om de store hygiejniske ulemper ved bisættelse i kirker og begravelse på kirkegårde, ved hvilken lejlighed der gøres opmærksom på det illusoriske i beskyttelsen ved metalkister og murede gravhvælvinger. Dernæst gør forf. rede for de to former af opløsning af lig: Formuldningen, eller den hurtige opløsning, og forrådnelsen, eller den langsomme opløsning, med henvisning til den hyppige adipociredannelse (ligenes omdannelse til et fedtagtigt stof, som kan bevares i næsten ubegrænset tid og altid udsender en forrådnelsesagtig lugt) på Assistenskirkegård. Angående kirkegårdens indflydelse på drikkevandet henvises der til de derom foretagne undersøgelser af Colding og Thomsen, Knudsen og Fleury. Ligeledes henvises der til stadslægens skrivelse til Magistraten af 19. febr. 1877 om de hygiejniske følger af kirkegårdens benyttelse, en indstilling, der slutter på følgende måde: "Jeg skønner således ikke rettere, end at en stor kirkegård pp ca. 46 tønder land, der årlig modtager ca. 2000 lig, ikke er uden fare for omgivelserne, og at de samme betingelser, der i sin tid fremkaldte kgl. resolution af 13. april 1851, der forbyder begravelse på kirkegårde indenfor byens volde, inden en ikke lang årrække også ville være tilstede for Assistenskirkegård, såfremt bebyggelsen af de tilgrænsende arealer fortsættes i samme grad som i de senere år." Som palliativmiddel tilråder stadslægen dernæst snarest muligt at indtage Ny vestre Kirkegård (ved Valby) til begravelsesplads for derved at fremskynde Assistenskirkegårdens lukning 80 år efter, at Ny vestre Kirkegård er taget fuldstændig i brug. I det følgende påvises ved eksempler fra sygdomsstatistiken, at gader og boliger, der ligger i nærheden af kirkegårde, viste ugunstigere sanitære forhold end andre, i øvrigt ligestillede. Forfatteren kommer derfor til den slutning, at man bør forlade hele den nuværende begravelsesmåde for at gå over til ligbrændingen. Derefter beskrives den siemenske ligbrændingsovn, der er bragt i anvendelse i Gotha og flere steder, og i hvilken liget fortæres i løbet af 1-1½ time, uden at komme i berøring med noget brændselsmateriale, så at asken er aldeles ublandet. Til sidst søger forf. at imødegå de forskellige indvendinger, som er rejst mod ligbrænding fra et æstetisk, religiøst og retsmedicinsk standpunkt. Det lille skrift danner kort sagt et forholdsvis fyldigt indlæg i et spørgsmål, som for tiden står på dagsordenen. Fremstillingen fortjener at roses som klar og fordomsfri og støtter sig til videnskabelige undersøgelser og iagttagelser samt til udtalelser af kemikere, læger og andre fagmænd. Der bringes herved klarhed på mange punkter, bl. a. om visse palliativmidlers utilstrækkelighed til at neutralisere forrådnelsesprodukterne, og i det hele træde manglerne og farerne ved den nuværende ordning så klart frem, at vi ret må anbefale publikum at gøre sig bekendt med det lille skrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. juli 1881, 2. udgave).

Ferdinand Levison. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 23. marts 1905.

I starten indskrænkede foreningen sit virke til oplysning. Man foranstaltede over sommeren 1881 forsøg med brænding af en kat og en 15 kilo hund i gasværkets ovne. Forbrændingen tog 2 timer og asken vejede under 1 kilo. 

Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort. 

Den første Ligbrænding.

Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.

Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.

Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.

Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet. 

Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.

Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)

Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.

Sagen kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrændring på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.