Da Ligbrænding var ulovlig. (Efterskrift til Politivennen).

Et ligbrændingssystem var blevet indført i Gotha (Tyskland) i 1874, i Schweiz i 1875, i Washington 1876, Rom (1880). I Danmark kom ligbrænding for alvor på tale efter at Foreningen for Ligbrænding blev stiftet den 24 . marts 1881. Se fx Social-Demokraten 6. april 1881. Blandt initiativtagerne var overlæge dr. med. Ferdinand Emanuel Levison (1843-1907) og juraprofessor Carl Goos (1835-1917). Sidstnævnte blev den første formand for foreningen. Det var dog førstnævnte som i eftertiden kom til at stå som foregangsmand. I Morgenbladet, 4., 5. og 6. februar 1880 havde han en artikel på forsiden "Et indlæg i diskussionen om lærefriheden og demokratiet". Som blev besvaret af den angrebne part, J. Paludan 16. februar 1880, og igen af Levison den 21. februar 1880. Men også ligbrænding optog ham:

"Ligbrænding etter Begravelse?"

Under denne titel er der på P. G. Philipsen's Forlag af dr. med. Levison udgivet et lille skrift efter et foredrag, holdt i Selskabet for Sundhedsplejen. Forfatteren giver først en kort oversigt over de forskellige måder at behandle ligene på i de forskellige lande og tidsaldere: Balsamering, udkastning af ligene i floderne, de dødes lufttørring på stilladser eller i træer, opbrænding, begravelse osv., derefter følger der en indgående og med talrige eksempler oplyst undersøgelse om de store hygiejniske ulemper ved bisættelse i kirker og begravelse på kirkegårde, ved hvilken lejlighed der gøres opmærksom på det illusoriske i beskyttelsen ved metalkister og murede gravhvælvinger. Dernæst gør forf. rede for de to former af opløsning af lig: Formuldningen, eller den hurtige opløsning, og forrådnelsen, eller den langsomme opløsning, med henvisning til den hyppige adipociredannelse (ligenes omdannelse til et fedtagtigt stof, som kan bevares i næsten ubegrænset tid og altid udsender en forrådnelsesagtig lugt) på Assistenskirkegård. Angående kirkegårdens indflydelse på drikkevandet henvises der til de derom foretagne undersøgelser af Colding og Thomsen, Knudsen og Fleury. Ligeledes henvises der til stadslægens skrivelse til Magistraten af 19. febr. 1877 om de hygiejniske følger af kirkegårdens benyttelse, en indstilling, der slutter på følgende måde: "Jeg skønner således ikke rettere, end at en stor kirkegård pp ca. 46 tønder land, der årlig modtager ca. 2000 lig, ikke er uden fare for omgivelserne, og at de samme betingelser, der i sin tid fremkaldte kgl. resolution af 13. april 1851, der forbyder begravelse på kirkegårde indenfor byens volde, inden en ikke lang årrække også ville være tilstede for Assistenskirkegård, såfremt bebyggelsen af de tilgrænsende arealer fortsættes i samme grad som i de senere år." Som palliativmiddel tilråder stadslægen dernæst snarest muligt at indtage Ny vestre Kirkegård (ved Valby) til begravelsesplads for derved at fremskynde Assistenskirkegårdens lukning 80 år efter, at Ny vestre Kirkegård er taget fuldstændig i brug. I det følgende påvises ved eksempler fra sygdomsstatistiken, at gader og boliger, der ligger i nærheden af kirkegårde, viste ugunstigere sanitære forhold end andre, i øvrigt ligestillede. Forfatteren kommer derfor til den slutning, at man bør forlade hele den nuværende begravelsesmåde for at gå over til ligbrændingen. Derefter beskrives den siemenske ligbrændingsovn, der er bragt i anvendelse i Gotha og flere steder, og i hvilken liget fortæres i løbet af 1-1½ time, uden at komme i berøring med noget brændselsmateriale, så at asken er aldeles ublandet. Til sidst søger forf. at imødegå de forskellige indvendinger, som er rejst mod ligbrænding fra et æstetisk, religiøst og retsmedicinsk standpunkt. Det lille skrift danner kort sagt et forholdsvis fyldigt indlæg i et spørgsmål, som for tiden står på dagsordenen. Fremstillingen fortjener at roses som klar og fordomsfri og støtter sig til videnskabelige undersøgelser og iagttagelser samt til udtalelser af kemikere, læger og andre fagmænd. Der bringes herved klarhed på mange punkter, bl. a. om visse palliativmidlers utilstrækkelighed til at neutralisere forrådnelsesprodukterne, og i det hele træde manglerne og farerne ved den nuværende ordning så klart frem, at vi ret må anbefale publikum at gøre sig bekendt med det lille skrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. juli 1881, 2. udgave).

Ferdinand Levison. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 23. marts 1905.

I starten indskrænkede foreningen sit virke til oplysning. Man foranstaltede over sommeren 1881 forsøg med brænding af en kat og en 15 kilo hund i gasværkets ovne. Forbrændingen tog 2 timer og asken vejede under 1 kilo.