Præsten i Glumsø og Bavelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Bavelse Sogn, et Par Mil fra Næstved og Annex til Glumsø, er det ikke usædvanligt, at Sognepræsten Hr. N. Nielsen ikke holder Gudstjeneste de hellige Dage. Ofte kommer Præsten, der boer en god Fjerdingvej derfra, kjørende til Kirken, men vender om og kjører hjem igjen, naar det viser sig, at ingen eller kun et Par Kirkegængere ere tilstede, men det Tilfælde er ogsaa indtruffet, og det mere end een Gang, at der har været mødt flere Kirkegængere, men at Præsten er udebleven. Dette skete saaledes afvigte Langfredag, da der alene fra en nærliggende Herregaard havde indfundet sig 11 Personer i Kirken. Naar en Præst har Forfald, pleier han jo ellers at sende enten en anden Prædikant eller, naar han ikke kan det, at lade Degnen oplæse en ældre Prædiken, men Intet af dette skete her. Saavel Præst som Degn bleve borte, og da de Kirkesøgende forgjæves havde ventet en Stund, maatte de med uforrettet Sag gaae hjem igjen.

Vi finde det ganske overflødigt at tilføie nogen Bemærkning. Forholder Kjendgjerningen sig rigtig, hvorom vi ikke kunne have nogen grundet Tvivl, saa taler den for sig selv. Vi faae nu see, hvad Tilsynet gjør i denne Anledning, og opfordre foreløbig andre Menigheder, der maatte befinde sig i lignende Forhold, om at meddele os Underretning om disse.

(Fædrelandet 20. april 1868).

Bavelse Kirke. 2018. Som det måske anes af omgivelserne i baggrunden ligger stedet stadig i et tyndt befolket område. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hr. Redacteur! I Mandagsnumeret af Bladet "Fædrelandet", som tilfældigvis er kommet mig i hænde, findes der en Artikel, som indeholdet et saa nærgaaende Angreb paa mig, at jeg maa udbede mig Plads i Deres Spalter for nærmere at belyse den omtalte Sag. Meddelelsen skriver sig, som De siger, fra en "paalidelig Mand". Jeg skulde snarere antage, at det er en Mand eller Person, som er ubekjendt med Forholdene, rimeligvis en eller anden Fremmed, som i Helligdagene var i Besøg paa den ommeldte Herregaard, ellers maatte han vide, at Bavelse Kirke ikke ligger "en god Fjerdingvei", men - maalt paa Kortet - en halv Mil fra Glumsø Præstegaard. Ligeledes maatte han da vide, hvad der er vigtigere, at Bavelse er et meget lidet Sogn med kun 241 Indbyggere og c. 130 Communicanter, da en hel By med mange Gaarde og Huse i ældre Tid er nedlagt og dens Jorder lagt under Hovedgaarden Bavelse, der har 736 Tønder Land, ligesom der ogsaa i vore Tider er nedlagt Gaarde, hvorved Folkemængden yderligere formindskes, til liden Baade for Kirkegangen. Naar der altsaa er blot 8 eller 10 Mennesker i Kirke, maa det allerede kaldes mange, i Sammenligning med f. Ex. en kjøbenhavnsk Kirke, selv om denne er fuld af Tilhørere. Ogsaa kan det vel hændes, at der møder Ingen eller kun et Par Kirkegængere, men jeg er mig bevidst, at jeg ikke forsømmer Tjenesten, men har prædiket baade for 2 og 3 Tilhørere.

Naar det derfor hedder, "at det Tilfælde er indtruffet mere end een Gang, at der har været mødt flere Kirkegængere, men at Præsten er udebleven", da erklærer jeg dette for en ligefrem Usandhed, som jeg maa opfordre Dem eller Deres Meddeler til at bevise, hvis han ikke vil staae som en Skumler og Løgner. Eet Factum forholder sig rigtigt, nemlig at der sidste Langfredag ingen Gudstjeneste blev holdt i Bavelse Kirke, men Grunden hertil var den, at jeg befandt mig ilde, og det netop den Dags Formiddag var en heftig Snestorm. Sygdom kan ramme hvert Menneske; men nuomstunder forlanger man at Præsterne skulle være mere end Mennesker, og derfra hidrøre for en stor Del de mange ubeføjede Klager over Geistligheden i vore Dage. Trods mit Ildebefindende prædikede jeg dog samme Langfredag om Eftermiddagen til Sidsttjeneste i Glumsø Kirke og var i Paasken 6 Dage i Rad i Kirkerne. Der kan saaledes vistnok ikke med Grund klages over "Præstegerningen" hersteds, og i alt Fald maa jeg i saa Henseende appellere til mine Menigheders Dom, som jeg ikke frygter for, ligesaalidt som for "hvad Tilsynet vil gjøre", som De velvillig paakalder, i denne Anledning. At De, Hr. Redacteur, vil sætte dette Tilfælde i Forbindelse med Valgmenighedsloven, er charakteristisk nok, og beviser kun, at de ikke forsmaaer noget Middel for at faae Deres Krig frem i Landsthinget med Hensyn til denne meget omtvistede Lov. De kan være overbevist om, at her vil det være det sidste Sted, hvor denne Lov vilde komme til praktisk Anvendelse; hvis den nogensinde seer Lyset, som er meget tvivlsomt.

Sluttelig skal jeg endnu tillade mig at tilføie, at i Glumsø Kirke er der hver Søn- og Helligdag, Aaret om, Gudstjeneste, ikke sjeldent for talrig Menighed. Sognet er større og har 910 Indbyggere med s. 630 Communicanter, medens der i det lille Bavelse Sogn exempelvis i Aaret 1866 kun blev født 4 Drenge og 1 Pige og viet 1 Par, og i Aaret 1867 blev født 6 Drenge og slet ingen Piger og viede 2 Par; ligeledes i 1863, viet 1 Par og i 1864 1 Par.

Glumsø Præstegaard den 22de April 1868.

Ærbødigst

N. Nielsen,

Sognepræst

Redactionen forbeholder sig naturligvis Svar paa dette "charakterisliske Forsvar", naar vi have hørt fra vores Hjemmelsmand.

(Fædrelandet 27. april 1868).

- I vort Nr. 91 for 20de April optog vi som et Træk af den Ligegyldighed, hvormed adskillige Præster forvalte deres Embeder, en os fra Næstvedegnen tilstillet Meddelelse, om at Præsten i Glumsø og Bavelse, Hr. Pastor N. Nielsen, sidstafvigte Langfredag var udebleven fra Tjenesten i sidstnævnte Kirke, saa at Kirkegængerne, der havde indfundet sig, maatte gaae igjen med uforrettet Sag. Paa denne Meddelelse gav Hr. Nielsen et i vort Nr 97 optaget Svar, til hvilket vi forbeholdt os nogle Bemærkninger, naar vi havde hørt fra vor Hjemmelsmand. Tilfældige Omstændigheder have forhindret denne fra at tilskrive os tidligere end igaar, da vi modtog Følgende fra ham :

"Hr. Pastor Nielsens statistiske Oplysninger vil jeg ikke dvæle ved, da jeg ikke indseer, at de have endog det Allermindste at gjøre med hans Forpligtelse som Sjælesørger for Bavelse Sogn. Det er givet, at her er en Menighed, en Kirke og en Præst; om der iøvrigt er mere eller mindre Hartkorn eller Areal i Sognet, om der aarligt fødes 5 eller 5 Gange 5 Børn, er forsaavidt uden Betydning.

Et Faktum - siger Pastor Nielsen - forholder sig rigtigt, det nemlig, at der Langfredag ikke blev holdt Gudstjeneste i Bavelse Kirke; men uheldigvis er det netop dette Faktum, som af mig er fremdraget. Han undskylder sig med, at han var upasselig, og at det var Snefog; men, hvad han visselig lader være at omtale, er, at han hverken sendte Degnen eller nogen Anden til at forrette Tjenesten eller saameget som et Bud til Kirken om, at han ikke kom, - og at han ikke gjorde enten det Ene eller Andet, vidner om hans Ligegyldighed for den præstelige Gjerning og for hans Menighed.

At det ikke er første Gang, at Præsten er udebleven fra Tjenesten, kan heldigvis bevises med flere Vidner.

I min tidligere Meddelelse hedder det, at det ikke er usædvanligt, at der slet ikke holdes Gudstjeneste i Bavelse Kirke de hellige Dage. Dette er ogsaa et Faktum , som Pastor Nielsen stiltiende har erkjendt, idet han ikke har sagt et Ord derimod. Maa jeg nu spørge; af hvilken Grund er det, at der saa ofte ikke er Gudstjeneste i Bavelse Kirke? Er det Præsten, som ikke har Evne eller Villie til at samle Menigheden om sig? Eller er denne Menighed et sært uchristeligt Folkefærd, siden den saa lidet besøger Herrens Hus? Det Sidste vil vistnok Enhver, der er kommet i Berørelse med Beboere af Bavelse Sogn, bestemt negte.

Da Pastor Nielsen skrev sit charakteristiske Tilsvar, nærede han en stærk Tvivl om, at Loven om Valgmenigheder nogensinde skulde naae at see Lyset. Efter hvad der faa Dage efter foregik i Landsthinget, er hans Tvivl dog vistnok, paa en for ham ubehagelig Maade bleven betydelig formindsket, og der synes ikke at være nogen sær Grund til at troe for meget paa hans Fremsynethed. Maaskee hans Ro ligeoverfor det kirkelige Tilsyn og hans Overbevisning om, at Bavelse Sogn vil være det sidste Sted , hvor hin Lov kommer til Anvendelse, ogsaa lader sig rokke.

(Fædrelandet 7. maj 1868).

Erklæring.

I Anledning af Angreb og Sigtelser, der ere fremsatte i Bladet "Fædrelandet" for 26de April d. A. mod vor Sognepræst, Hr. Pastor Nielsens Embedsførelse og om Menighedstilstande i Bavelse Sogn, finde undertegnede Beboore og Medlemmer af Glumsø og Bavelse Menigheder sig opfordrede til offentlig at udtale Følgende:

Vi bemærke først, at vi i nævnte Artikel see et uberettiget og krænkende Angreb paa Sognemenigheden som saadan, saameget mere, som Artiklen, hvad vi have Grund til at troe, skylder en Person sin Oprindelse, der leilighedsviis har aflagt et Besøg i Egnen, uden nogensinde at have havt fast Ophold her i Egnen, og hvis Mangel paa Adkomst til at fælde Dom om vore Menighedsanliggender, vore Kirkebesøg og vor Gudstjeneste derfor ligger klart for Dagen. Vi maae afvise saadanne Sigtelser, der fremstille Menigheden som saa aandelig umyndig, at den rolig og uden Besværing skulde finde sig i Embedsforsømmelse og Ligegyldighed fra Sognepræstens Side og overlade det til Tilfældet, Fremmede og Pressen at fremføre Klagerne.

Med Hensyn til Artiklens forskjellige nærgaaende Angreb paa Pastor Nielsens Embedsførelse vedkommende Gudstjenesten i Bavelse Kirke, saa skylde vi Sandheden at erklære, at Pastor Nieksen ved sin Embedsgjerning i Kirken som Ordets trofaste Forkynder, saavelsom ved sit hele venlige og velvillige Forhold til Menigheden, samt ved sin Embedsførelse i Skole og Fattigvæsen, efter vor Overbeviisning har erhvervet sig alle Retsindiges Agtelse og Velvillie, og vi beklage, at man af en enkelt factisk Omstændighed, hvor selve Facta iøvrigt af Meddeleren til "Fædrelandet" ere forvanskede, har taget Anledning til saadanne Angreb paa en i sin Menighed og hele sin Kreds agtet og hæderlig Mand.

Gumsø og Bavelse Sogne i Mai 1868.

[Herefter følger en liste af underskrivere]

At foranstaaende Afskrift er ligelydende med Originalen, serml af samtlige Undertegnere ere bosiddende og have fast Ophold i Glumsø Bavelse Commune, attesteres herved.

Glumsø-Bavelse Sogneraad, 18de Mai 1868.
P. Fr. Müller,
p. t. Formand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  6. juni 1868).

- Hr. Pastor Nielsen til Glumsø og Bavelse har troet al kunne afkræfte det i "Fædrelandet" for 20de April d. A. meddelte Træk af hans Embedsførelse, ved at faae henved 150 Beboere af Glumsø og Bavelse Byer til at underskrive en Erklæring, som han har ladet indrykke i "Berl. Tid." og "Dagbladet", og som velvillig er optagen af eet, maaskee af flere, Provindsblade. Naar vi have negtet at optage denne Erklæring, saa er dette skeet, fordi den saavel med Hensyn til den paaankede Kjendsgjerning som iøvrigt er ganske intetsigende.

Der var i "Fædrelandet" ført Anke over, at Hr. Nielsen var udebleven fra Gudstjenesten i Bavelse Kirke afvigte Langfredag, uden at anmode Degnen om at oplæse en Prædiken, ja uden saameget som at sende dem, der havde indfundet sig i Kirken, noget Bud om, at han ikke kunde eller vilde komme. Denne Kjendsgjernings Sandhed har Hr. Nielsen i sin i dette Blads Nr. 97 optagne egen Erklæring bekræfte, og intet Andet havt at undskylde med, end at det var Snestorm, (!) og at han ikke befandt sig rigtig vel, men dog ikke værre, end at han om Eftermiddagen kunde prædike i Glumsø. Derimod negtede Hr. N. Meddelerens Paastand om, at han oftere havde forsømt Gudstjenesten i Bavelse Kirke; men denne Paastand opretholdt Meddeleren i sit Tilsvar med Tilbud om at bevise dens Sandhed, og siden Hr. N. ikke har turdet sagsøge os for den, maa han formodenlig og saa ansee Meddeleren istand hertil.

I Erklæringen fra de 150 udtales nu den Formodning, at Anken i "Fædrelandet" skylder en Person sin Oprindelse, der "lejlighedsvis har aflagt et Besøg i Egnen". Denne Formodning, som Hr. Pastoren allerede selv havde udtalt, er fuldstændig ørkesløs. Hvad vedkommer det Sagen, om den Person, der har fundet hans Embedsførelse uforsvarlig, boer i Glumsø eller Bavelse eller et andet Sted? Jo, svarer Sognefolkene, eller deres Soufleur, Præsten; "hans Mangel paa Adkomst til at fælde en Dom om vore Menighedsanliggender, vore Kirkebesøg og vor Gudstjeneste ligger da klar for Dagen." De gode Folk i Glumsø burde skamme sig ved at underskrive saadant Vaas. Dersom de havde Ret, saa vilde jo hverken Biskop eller Provst have "Adkomst til at dømme", saasom ingen af dem er bosiddende i Glumsø. Det siges derpaa, at Menigheden i "Fædrelandet" er fremstillet som "aandelig umyndig"; men dette er ikke sandt, den er betegnet som aandelig død eller ligegyldig, hvilket er noget ganske Andet; men den har rigtignok her leveret et Bevis for sin "aandelige Myndighed", der gjør dens Vidnesbyrd for Pastor Nielsen som "Ordets trofaste Forkynder" mindre misundelsesværdigt. At noget Factum er "forvansket" af "Fædrelandets" Meddeler, er ligeledes usandt, og at den kirkelige Øvrighed er mere enig i hans end i DHrr. Underskriveres Opfattelse af Pastor Nielsens Embedsførelse, kan man upaatvivlelig slutte deraf, at Sjællands Biskop, efter at have ladet Provsten undersøge Forholdene, skal have paalagt Hr. N. at skaffe sig Capellan.

Medens Erklæringens Indhold altsaa er uden Betydning, bliver den det endnu mere ved følgende Oplysning om Underskrifternes Beskaffenhed, som vi skylde vor tidligere Meddeler.

Hr. Redacteur. Efter Opfordring skal jeg tillade mig at meddele Dem et Par Ord angaaende den i flere Blade optagne rosende Erklæring om Præsten i Glumsø og Bavelse, Hr. Nielsens Forhold som Menneske og Sjælesørger. Foruden den nysnævnte Erklæring er der tidligere gjort Forsøg med en anden Adresse til Fordel for Pastor Nielsen, men den mødte en saa bestemt Modstand, at den ikke naaede at komme for Offenligheden Efter dette mislykkede Forsøg greb man Sagen an paa en anden Maade, idet blandt Andet Skolelærerne i Pastoratet løb omkring til Folk for at samle Underskrifter. For at faae dem til at fylde des bedre, vragede man Ingen, men tog tiltakke med Enhver, som vilde underskrive; man medtog ikke alene dem, som af og til søge Kirken, men ogsaa dem, som saa at sige aldrig komme der; ikke alene Husfædre eller bosiddende Folk, men ogsaa løse og ledige unge Personer; ikke alene Gaardmanden eller Gaardmandsenken, men ogsaa de hjemmeværende ugifte Sønner, Ungkarl og Tjenestekarl; ikke alene dem, der i længere Tid have boet i Pastoratet, men ogsaa saadanne, som lige for nylig ere komne dertil fra fjerne Egne, hvor det neppe engang vides, at Præsten i Glumsø hedder Nielsen.

Men trods de gjorte Anstrengelser er det ikke lykkedes at skaffe Erklæringen nogen almindelig Tilslutning. Et stort Antal agtede og ansete Mænd saavel af Glumsø som af Bavelse Sogne har ikke villet underskrive, til Exempel mangler der saaledes af Glumsø By alene 8 Gaardeiere eller Gaardbrugere, og af Bavelse Sogns Gaardeiere har ikkun den ene Trediedel underskrevet. Saa mangler endvidere fra dette Sogn Forpagter Brohm og Møller Veiby. Parcellister, Husmænd, Indsiddere, Ungkarle og Tjenestekarle tør jeg slet ikke begynde paa at opregne, thi da vilde Listen over Ikke-Underskriverne blive alt for lang; men det forekommer mig at være betegnende nok, at saa Mange udtrykkelig have negtet at underskrive. Dette viser i alt Fald mere Fasthed og Bestemthed, end naar Andre underskrive og bagefter sige: "Jeg gjorde det, fordi jeg blev overhængt, og fordi saamange Andre underskrev," - eller: "Præsten har aldrig fornærmet mig, hvorfor skulde jeg da klage over ham," - eller: "Ja! da jeg fik talt med Maren, og jeg hørte, at der var Flere, som ikke havde underskrevet, tænkte jeg jo nok, at jeg heller ikke burde have ladet mit Navn sætte under." 

(Fædrelandet 16. juni 1868).

 

Fotograf Henrik Christian Milling (1835-1880): Præst Niels Nielsen (1808-1879). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Milling var fotograf i Næstved 1864-1870. Fotoet må derfor være blevet taget i dette tidsrum. Han beskrives som "en meget høj, talende, duknakket, mager Jyde, mørk med Kindskæg. Hans utvivlsomt største, mere verdslige Interesser var Musik og Genealogi. .... Han var et hjærtensgodt Menneske, men noget "afstikkende" og næppe stærkt begavet." (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1988. s 65-67.).

Dødsfald. Den 2. ds. døde i Glumsø Præstegaard forhenværende Sognepræst af Glumsø og Bavelse Menigheder Niels Nielsen i en Alder af omtrent 71 Aar. Pastor Nielsen var Søn af Agent Kjøbmand Josef Nielsen i Aalborg og var født i denne By den 23. September 1808. I Aaret 1824 blev han dimitteret fra sin Fødebys Kathedralskole, og den 30. Oktober 1828 tog han theologisk Embedsexamen med Karakteren Haud lllaudabilis, hvorefter han den 13. Juli 1831 tog denne Examen om med Laudabilis. Han var allerede i Efteraaret 1823 bleven konstitueret som Adjunkt ved Aalborg Kathedralskole, ved hvilken han den 25. Mai 1830 fik fast Ansættelse. I 1834 aflagde han de praktiske theologiske Prøver, og den 20. August det følgende Aar blev han udnævnt til Sognepræst for Tolstrup og Stenum Menigheder i Jerslev Herred i Hjørring Amt. Den 20. Februar 1842 blev han udnævnt til Sognepræst for Hals Menighed, den 4. Januar 1848 for Sindal og Astrup Menigheder i Aalborg Stift og endelig den 10. November 1861 for Glumsø og Bavelse Menigheder i Tybjerg Herred paa Sjælland. Fra dette Embede havde han for kort Tid siden taget sin Afsked. Pastor Nielsen, der for nogen Tid siden feirede sit 50 Aars Jubilæum som Embedsmand, har i Trykken udgivet en Del Ledighedstaler. Han havde i 1830 ægtet Henriette Jacobine Møller fra Aalborg, som overlever ham.

(Nationaltidende 5. juni 1879).

Karakteren Haud illaudabilis, stod for: ikke urosværdig; anden karakter ved visse universitetseksamener. Karakterskalaen fra 1788 til omkring 1870 var følgende:

Laudabilis præ ceteris (udmærkelse)
Laudabilis (laud) – (rosværdig)
Haud illaudabilis (haud) – (ikke urosværdig)
Non contemnendus – (ikke at foragte). Kun et begrænset antal måtte optræde i en samlet eksamen
0 (dumpekarakter)

Fra omkring 1871 gjaldt Ørsteds Skala med ug, mg osv.

Næstveds Fattiglemmer. (Efterskrift til Politivennen)

I en Artikel, hvori Nestv. Av. fraraader Indbyggerne i Nestved at give Almisse til de Fattiglemmer, der indfinde sig om Sondagen for at tigge, fortælles Følgende: "Skjøndt Fattiglemmerne i "Helliggeistes" i deres Asyl faae god og tilstrækkelig Føde, og ved deres Arbeide, som de faae betalt, kunne forskaffe sig Nydelsen af saadanne Sager, som ikke høre til Livets vigtigste Fornødenheder, gaae de dog Alle ud at betle om Søndagen med Undtagelse af de muligt Syge og eet Fruentimmer, som finder, at Fattighuset yder hende Alt, hvad hun behøver. De Fleste hjembringe fra deres Søndagsvandring fra 6 til 10 Mk. hver, og ved dette Beløb ere de satte istand til dagligt at styrke deres Legemer med en Taar "Vaadt" eller en Taar "Varmt" og til at hjælpe paa saadanne organiske Feil, som gjøre, at Legemet ikke kan taale anden tør Næring end blødt Hvedebrød. Man vil derefter ikke undre sig over, at en Fattigforstander undertiden kan have hørt Lemmer beklage sig over, at de have tabt en Femdalerseddel eller ere blevne bestjaalne for et lignende Beløb. Vi skulle til Slutning anføre, at et sidste Sommer ved Døden afgaaet Fattiglem, som tidligere havde befattet sig med Gartneriet, ved gode Menneskers Hjælp blev sat istand til dagligt at nyde to halve Baiere, to Flasker bedste Hvidtøl og Rødviin til det Middagsmaaltid, bestaaende af Oxekjødsuppe eller Sagosuppe, Steg eller Beuf og Dessert, han ofte lod hente paa Restaurationer. Han havde almindeligviis to Sorter Ost, Ansioser og andre Delicatesser paa sit Bord, og udbad sig en Dag Oplysning hos en Fattigforstander om, hvor de bedste flamske Sild vare at erholde, da almindelige Sild ikke længere smagte ham."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. april 1866).

St. Peders Kirke i Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

St. Peders Kirke i Nestved, hvis Restaurering for nogle faa Aar siden kostede over - 20,000 Rd., afgiver endda, efter Byens Av., et meget uhyggeligt Skue ved sit Ydre og ved sine nærmeste Omgivelser. Restaureringen er nemlig, mildest talt, uheldig, uagtet den bekostelige Hovedudbedring, tramger den ideligt til Udbedring, "og vi ville ikke anstille de sørgelige Betragtninger, som den hele uhyggelige Udbedringshistorie saa rigeligt giver Anledning til, men med Taalmodighed finde os i hvad der nu engang er skeet, betale Gildet og trøste os med, at vi i denne Kirke have er betegnende Exempel paa den næstvedianske Bygningskunst". "For nogle Aar siden fik man den uheldige Idee, at opfylde en Strimmel omkring Kirken med Jord, hvori der formodentlig blev saaet Græs, men Græstotter og al Slags Ukrud har stadigt væk staaet i den frodigste Væxt og seer i høi Grad uanstændig ud. Bemeldte Strimmel Jord blev indhegnet med en Slags Jernrækværk, som rigtignok i sig selv altid har været et Pragtexemplar af Uskjønhed og nu, efter at noget deraf atter er borttaget, tjene Stumperne, der staae tilbage, end mere til at gjøre Indtrykket uhyggeligt. Pladsen omkring Kirken imod Øst og Nord, saavidt Brolægningen ikke naaer, ligger i vaadt Veir som et Morads, da den idelige Kjørsel derpaa arbeider Jorden op. - Desværre har Kirken, som nævnt, stadigt hver Sommer været under Muurudbedring, saa Øiet møder altid Stillads, Muurbrokker, Kalkspande osv., men det er at haabe, naar vi engang opleve, at disse Efterudbedringer ere fuldendte, at Pladsen omkring Kirken vil blive holdt i en nogenlunde anstændig Tilstand; hvorledes man vil bære sig ad med selve Kirkemurens Mure, om alle de mange Lapper paa den gamle Muur skulle blive staaende eller om Kirken skal have lidt meer as samme Slags røde Kalkfarve som den sidst fik - det maa Fremtiden afgjøre." Med andre Ord, man har saa da atter i Byggeri bortødet en stor Sum Penge. Bygges skulde der jo paa de fleste Steder i Eetvæk. De Vedkommende, især Leverandeurer og deres Svogre eller Venner sagde ja, og Myndighederne samtykkede eller tog Initiativet. Saa gik igjen en Slump Penge." Var det, som her, en Kirke, saa var det jo nok, at "Kirken har jo selv Penge."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. september 1860. 2. udgave).

Kirken i 2019. De grønne områder er tilsyneladende blevet erstattet af parkeringspladser og trafikerede veje. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Posten Ringsted-Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

Postbefordring. "Nestved Avis" af 28de ds. meddeler Følgende :

Igaar Efterm. Kl. 2½, havde man her den Fornøielje for første Gang at see den nye gjennemgaaende Post til de sydligere sjællandske Stæder og Lolland-Falster. Dens lange Udeblivelse fra Ringsted (2 Timer over Tiden) begyndte at ængste, da man formodede et Uheld; men endelig arriverede Fortravet, to Fjedervogne og en ussel Fjellevogn, hvorpaa Pakkepost-Godset, blandt hvilket en stor Mængde Smaapakker emballerede i Papir, saas henslængt og uden at være forsynet med Dæksel til Beskytteise mod Regn, hvilket, mildest talt. er en høist uforsvarlig Maade at behandle Folks Tøi paa; thi havde der kommet en god Regn vilde Størstedelen af Godset ufejlbarlig være bleven ødelagt. - Af de Reisende erfaredes da Aarsagen til Forsinkelsen: den laae ikke i Jernbanetogets Udeblivelse, thi dette ankom til Ringsted Kl. 9, men i, at Postvæsenet dersteds ikke havde sørget for Vogne, og afgik derfor Posten hertil først Kl. 12, efter 3 Timers Ophold. Det er at vente, at Generalpostdirecteuren vil drage Omsorg for, at Postexpediltonen i Ringsted for Fremtiden besørges hurtig og godt, saaledes som den altid har fundet Sted her i Nestved, og hvorpaa vi igaar atter havde Beviis, thi uagtet sex ankommende og afgaaende Poster stødte sammen her fra Kl. 2½ til 3, bleve dog disse, ialt 11 Vogne, hvoraf 7 lukkede, besørgede og afgik føden Kl. 4 til deres Bestemmelsessteder, hvorfor man navnlig kan takke den nidkjære Postembedsmand, Hr. Justitsraad Witte, som og Hr. Postholder Lundstein, der ikke lod vente paa sig med gode Befordringer, tillige sørgede for Postgodsets gode Pakning og Forvaring mod Regn, hvilket sidste stele til Tid og Sted, thi 1½ Time efter Postens Afgang havdes vedvarende Regn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1856).

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. (Efterskrift til Politivennen)

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. Denne Opdragelsesanstalt var først anlagt paa Hovedgaarden Fiurendal, af Hr. Lehnsgreve Kammerherre Fr. A. v. Holstein til Holsteinborg, og begyndt af undertegnede Bestyrer, i Foraaret 1833. Dens Formaal har bestandig været at virke som en god Landboanstalt for saadanne fattige Børns Opdragelse, som enten savne deres Forældre, eller mangle et godt Hjem, hvori deres Aands- og Legemskræfter kunne udvikles til Guds Ære og til Gavn for dem selv og deres Fædreland. Det ligger i Opdragelsens Natur, at en saadan Anstalt før den tidlige, eller uconfirmerede Alder maa have sin egen Underviisning, eller Huusskole, hvis ikke Børnene, i det mindste paa Veien til og fra Skolen, skulle være udsatte for den Fordærvelse, som det er Husets Opgave at bevare dem fra og vi have derfor i det forløbne Tidsrum af 18 Aar bestandig holdt vor egen private Skoleunderviisning for Børnene, omtrent 5 til 0 Timer daglig hele Aaret igjennem. Ved Siden af denne Underviisning, som Skoleanordningerne forlange, anføres Børnene i andre 5 - 0 Timer daglig, ligelig fordeelte paa Formiddag og Eftermiddag, til saadanne Arbeider, som Huset giver Anledning til ved dets Industri, Kjøkken, Qvøgrøgt,  Avlsbrug, Havevæsen og Haandværker, saaledes, at det ikke er Hovedsagen derved at benytte Børnenes Arbeide, men at opdrage dem til Virksomhed, Orden og Lydighed, for at de i Fremtiden ved egne Hænders Arbeide kunne vorde istand til selv at fortjene deres Brød, i den Retning) hvortil Naturen har givet dem Anlæg og Kræfter. Efter Confirmationen pleie Drengebørnene at forblive her i Tjeneste eller Lære, i et eller flere Aar, hver efter den Bestemmelse, som vedkommende Forsorgere have taget, og Institutet giver efter Barnets Confirmation Kost og Løn efter Skik og Brug, og efter det Arbeidea Beskaffenhed, den Unge har valgt sig. Pigebørnene søge vi derimod anbragte efter Confirmationen i andre Huse, hvor man vil antage sig deres videre Uddannelse og Oplærelse.

K. Hansen Raistrup (1896): Det gamle Holsteinsborg set fra haven. Fra artiklen "Holsteinsminde" I: Hver 8. dag: Illustreret Ugeblad (1896). I artiklen findes yderligere 3 illustrationer som nok er noget nyere. 

Den ædle Stifter afgik ved Døden i Foraaret 1830, og da Institutet ved hans Bortgang ikke var i Besiddelse af nogen Capital, som dog var forneden til dets Virksomhed, saa maatte det vedblive, fem fra Begyndelsen, at stole paa de velvillige, private Bidrag, hvormed baade Konge og Folk understøttede det, og vi havde saaledes det Held i Aarene 1836-39 at kunne opdrage og undervise hvert Aar et Antal af 32 til 40 fattige Børn, uden at forlange mere, end 30 Rbd. for hvert Barn aarlig, samt et Indskud ved Barnets Modtagelse af 30 Rbd. Imidlertid viste det sig mere og mere, at det Havebrug og de Haandværker, hvortil Stiftelsen støttede sig paa Fiurendal, vare mindre tilstrækkelige, da den savnede et passende Agerbrug, og da en af Universitetets Arvefæstegaarde i Egnen ved Nestved blev tilfals i Efteraaret 1839, saa skjænkede Enkegrevinde Holstein 4000 Rbd., og nuværende Lehnsgreve v. Holstein til Holsteinborg 2000 Rbd., for at Opdragelsesanstalten kunde komme i Besiddelse af sin egen selvstændige Eiendom. Arvefæstet paa Gaarden kjøbtes for 11,000 Rbd., og de resterende 5000 Rbd. tilveiebragtes ved et Laan af Nationalbanken, med 1ste Prioritet i Eiendommen. Denne Landeiendom, der for kaldtes "Hjortholm med underliggende Skovgaard" fik ved Kongelig Bevilling Navnet "Holsteinsminde"; men inden den kunde svare til sin ny Bestemmelse maatte Gaarden istandsættes og forsynes med endeel nye Bygninger, Besætning o. s. v., der ialt beløb sig til omtrent 7000 Rbd. , hvilken Sum blev dækket, deels ved nye Laan, deels ved milde Gaver af Institutets Velyndere. Senere er Forbedringen af Bygninger og Avlsvæsen fortsat, saa at vi kunne ansætte Institutets Eiendom til nærværende Tid for at være af omtrent 30,000 Rbd., Værdi, medens Gjælden kun er 9000 Rbd., og der kan altsaa virkes for fattige Børns Opdragelse og Underviisning med en Formue af omtrent 20,000 Rbd. , der er at regne for k00 Rbd. aarlig ; og endskjøndt Holsteinsminde, som Landeiendom med 180 Tdr. Land, maa svare aarligt i Skatter og Communeafgifter omtrent 400 Rbd., i Tiende omtrent 60 Rbd. og i Landgilde til Universitetet omtrent 140 Rbd., saa mener jeg dog, at Stiftelsen har Nytte af sin Eiendom for de nævnte 800 Rbd. om Aaret, foruden de pædagogiske Fordele, det starfer, at kunne drive sit eget Landvæsen. De aarlige Udgifter, der hvile paa Stiftelsen, som Opdragelsesanstalt betragtet, ere: Bygningernes Vedligeholdelse 150 Rbd.; Skoleundervisning med tilhørende Apparat 250 Rbd., Husets Bestyrelse, Børnenes Opdragelse, og det dertil fornødne Tjeneste tyende: 600 Rbd.; ialt 1000 Rbd. aarlig Udgift paa en Opdragelsesanstalt , der er beregnet til omtrent 60 Børn. At den paa Holsteinsminde værende Anstalt, hvis Børneantal i de senere Aar kun har været henved 30, ikke har været i den heldigste Stilling med Hensyn til disse aarlige Udgifter, vil let indsees. da saadanne Udgifter ikke formindskes, hvor faa Elever her end er. Desuden beregnes hvert Barns Kost til 40 Rbd., dets Klæder, Linned, Vask og Fodtøi til 20 Rbd. aarlig. Vi have derfor i de sidste Aar forlangt 60 Rbd. for hvert Barn i aarlig Contingent, medens der indtil Aaret 1848 i Almindelighed kun blev betalt 60 Rbd. det første Aar, og siden 30 eller 40 Rbd., indtil Barnet blev konfirmeret; men senere, da Krigen tog saa meget den private Velgjørenhed, Beslag, maatte vi holde stærkere paa de 60 Rbd. Der findes for Øieblikket een Elev, for hvem der betales 30 Rbd. om Aaret; 9 der betale 40 Rbd.; een betaler 50 Rbd. og 13 give 60 Rbd. Foruden disse 24 Børn er her 9 Confirmerede, tildeels i Tjenesteforhold. Det vil altid være i Stiftelsens Interesse at kunne nedsætte Betalingen for fattigt, velartede Børn, i samme Forhold, som der gives os Midler i Hænde til at gjøre Vel med imod Børnene; og da Rigsdagen ved sidste Samling bevilgede Institutet en Understøttelse af 1000 Rbd., saa ville vi ikke tøve med igjen at bestemme den aarlige Betaling for de Børn, som Fattigvæsener eller uformuende Forsørgere ville indsætte her, til 60 Rbd. for det første Aar, og siden 40 Rbd. aarlig. Lavere tør vi endnu ikke gaae ned, men haabe at naae igjen til de oprindelige 30 Rbd., efterhaanden som Stiftelsen forbedres i landoeconomisk Henseende, og er nogenlunde sikker paa det aarlige Tilskud, vi behøve.

Børnenes Haandkraft søge vi at anvende paa bedste Maade til deres egen Oplærelse og Husets Gavn. Pigebørnene forfærdige saaledes Alt, hvad der bruges i Huset af Strømper, Linnedsyning, deres egne Klæder; de lære at spinde, sye Navn :c. og tage Deel i Vask og Reengjøren. Drengene arbeide i Mark og Have, eller gjøre de Smaatjenester i Værkstederne, som de i den unge Alder kunne bruges til; men vort Institut er intet blot Arbeidshuus, ei heller bruge vi Børnene til saadanne eensformige Forretninger, der ofte fra Fortjenestens Side kunne være fordeelagtige, i samme Forhold som de sløve Aanden, og ødelægge Barnets Legeme. Derfor, og fordi vi selv holde Skole, kunne vi heller ikke tage imod Børn for saa lav en Betaling som de ellers udsættes i Pleie for, men vi haabe, at der altid vil findes skjønsomme Folk, der indsee, at 40 Rbd. ikke er meget, naar Talen er om et Barns virkelige Forsørgelse. Hvad der dernæst ofte gjør et Barns Opdragelse og Undervisning byrdefuld, og dermed kostbar, er, naar det i een eller anden Retning kan være mindre begavet af Naturen, saa at det behøver særlig Pleie. Underviisning og Tilsyn. I saadanne Tilfælde pleier man at kalde det fattige Barn "moralsk fordærvet" og som saadan helst at see det overgivet til Justiliens Pleie, eller til en eller anden sammensat Forening, der mener at kunne staae det stakkels huusvilde Barn i Forældres Sted. At jeg med Rette maa være imod en saadan Fordom i Folket, der skader sig en Classe iblandt Børnene, som de kalde "moralsk Fordærvede" eller et andet afstikkende Navn, er ikke sært, da ingen god Fader eller Moder, de være nok saa uheldige i at kunne opdrage deres egne Børn, vilde tillade, at disse bleve betegnede med et sligt Øgenavn. Andre Benævnelser som "forladte, forsømte, forvildede" gjør ikke Sagen stort bedre; de stille den i et falsk Lys, idet de gjøre en egen Classe af de Børn, der savne et godt huusligt Tilhold. Hvad den "moralske Fordærvelse" selv angaaer, da kan vist Ingen nægte, at den er ligesaa vidtd udbredt, om end i forskjellig Skikkelse, iblandt de Rige, som iblandt de Fattige; altsaa er det Uret, om vi ville afsondre nogle fattige Børn fra andre Børn i det menneskelige Samfund, hvori de maae opvoxe med hverandre til Guds Ære, og i Tiden vinde den Kraft hos dem selv, og den Tillid hos Andre, der er fornøden i alle Livets Stillinger, for at bevare dem fra al Fordærvelse. Man kunde fristes til at troe, at de, der give saadanne Opdragelsesanstalter stærkt betegnende Navne som: "Redningshuse, Anstalter for moralsk Fordærvede, Forvildede" etc. maatte søge den Ære, der findes ved at have udrettet noget sjeldent, noget Udmærket, som er skikket til at gjøre Opsigt i Verden; men vi vide, at enkelte sande Menneskevenner, som ikke have et saadant Maal for Øie, have valgt hine Navne, for at vække Deeltagelse for et almeennyttigt Værk, uden at betænke, hvad der tabtes for den Unge. En Opdragelsesanstalt er i det Hele ikke skikket til at gjøre Opsigt med; den trives bedst under en stille, huuslig Virksomhed, og jo flere Overordnede, der under Navn af Directeurer og Inspecerende osv. skulle have deres Stemme med, jo daarligere gaaer det gjerne, og jo mere adspredes den Kjærlighed, Flid og Eenfoldighed hos Børnene, som det er Opdragelsens Øiemed at samle og bevare i hvert Barnehjerte. Endnu eet maa jeg anføre imod vor Tids stræben efter at faae "moralsk fordærvede" Børn samlede i visse Huse, som i en Slags Tugthuse, at jeg mener, det er imod vor Lovgivnings Aand, der sætter en bestemt Alder for Tilregneligheden, om "Menneskevennerne" paa egen Haand saaledes ville "frelse" de Børn for den Fordærvelse, de kunne være udsatte for, ved at give det stakkels Barn et Skudsmaal, der er indfattet i det "Uqvemsord" som de uden Lov og Dom paahefte det, og som muligt udsætter det for større moralsk Fordærvelse, end den kunde være, der laae i dets Armod, og dets nødlidende Tilstand under Barndommens utilregnelige Alder. Mine Bestræbelser, siden jeg i Aaret 1832 fandt Gehør hos denne Opdragelsesanstalts ædle Stifter, have altid gaaet ud paa, at Stiftelsen maatte beholde det Præg, som fra dens allerførste Begyndelse var paatænkt: at være et christeligt Huus, der under "kellenbergske Former" stræbte at give de Børn, der savnede anden huuslig Tilflugt, en god Opdragelse; men da mine Bestræbelser undertiden have været misforstaaede, som om jeg var afvegen fra første Formaal, saa har jeg ikke villet undlade ved denne Leilighed at minde om, at dette ikke er skeet, og jeg tør fremdeles anbefale Stiftelsen til de Folks kjærlige Deeltagelse, som ikke ringeagte det fattige Barns Nød, om endog det ofte gaaer med Barnet, som med os alle, at det sattes meget i den Roes, det burde have i Gud. 

I Aaret 1850 er indtraadt 10 Elever i Stiftelsen, og 7 bleve confirmerede. Ved Aarets Slutning var der ialt 29 Uconfirmerede og 4 Confirmerede. De sidste tjene for Kost og Løn, eller ere i Lære. I hele tidsrummet fra Mai 1833 til Nytaar 1851, har Institutet været benyttet af 165 Elever, nemlig 59 Pigebørn og 106 Drenge. - Af Gaver og aarlige Bidrag til Stiftelsen er i Aaret 1850 indkommen 981 Rbd. 1 Mk. 13 sk., og i Contingent af Børnenes Forsørgere 1375 Rbd. 1 Mk. - Hvad der om Stiftelsens Virksomhed i den forgangne Tid kunne offentliggjøres, har jeg skrevet i "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Kbhvn. 1847" og i "Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Nestved 1850" - der begge sælges hos Hr. Boghandler Ditlevsen i Kbhvn., den første for 1 Mk, og den anden for 12 sk., til Fordeel for Stiftelsen.

Holsteinsminde, pr. Nestved, den 20de August 1851.

Stephansen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1851, 2. udgave)

I Tidsskrift for Landoekonomie, 1848 findes "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde", side 342-357 af Stephansen .

Anstaltens første hjemsted var Fiurendal. I 1836 købtes en bondegård i Flakkebjerg ved Slagelse. På hjemmesiden Hjortholm historie i resumerede glimt er et kort resume af anstaltens historie. Holsteins minde blev ramt af brand i 1851 efter en drengs leg med tændstikker. Året efter genopførtes bygningerne. Anstaltens nuværende adresse er Næstved Landevej 20, 4250 Fuglebjerg.

Dobbeltmord i Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

"Ny Sjællandspost" giver følgende Beretning om et dobbelt Mord i Nestved: Afvigte Tirsdag Morgen omtrent Kl. 7 spadserede en Tjenestepige ud af Nestveds Ringstedgadeport. Omtrent et Qvarteerstid derefter kom en Dragon af det her garnisonerende Dragonregiments 4de Escadron ad samme Vei, og gjorde hende Følgeskab, til henimod Rådmandshaugen. Noget efter hørtes to paa hinanden følgende Skud. Det varede ikke længe, før 2 Liig fandtes siddende, lænede op til et Egetræ, omslyngede af hinandens Arme. Dragonen har rimeligviis først skudt Pigen, som var hans Kjæreste, igjennem den høire Kind, og siden efter sig selv, formodentlig igjennem Munden, saaledes at hele hans Hoved sprængtes. I et Brev, som fandtes efter ham, skal han efter Sigende have bedet om, at, da de vare blevne enige om begge at berøve sig Livet, de og maatte begraves i een Grav. Grunden til dette overlagt og hastig udførte Dobbeltmord er endnu ubekjendt. Begge Liig bleve strax paa nærmere Foranstlaltning henskaffede og indlagte i det i Nærheden udenfor Ringstedgadeporten beliggende Præstø Amts Sygehuus.

(Kjøbenhavnsposten den 4. marts 1843)

Kjøbenhavns Bombardement 1ste til 2den September 1807. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1 Sept. om Aftenen ankom til Nestved en Engelsk Cornet med omtrent 20 Mand Dragoner, og eftersaae med 6 til 7 Dragoner Vagterne, Cassernerne og Execeerskolen, hvor han fik en Mængde Bajonetter, Patrontasker etc. Derpaa gik han ind i Forstanderen, Ritmester Friboes Værelse, borttog to Comoder, 2 Speile og 1 Taffeluhr, og efter at have borttaget dette forlod han med sine Folk Byen. Dagen derpaa ankom 5 Escradroner Cavallerie med ridende Artillerister, som medførte 2 Canoner, og 60 riffelskytter af 95 Regiment, under General-Major og Baron v. Linsingens Commando. Da ved Baronens Ankomst Amtmanden klagede over Cornetten, blev denne tvungen til, personligen at tilbagelevere det Tøi, han havde taget. De Engelske Tropper bleve beværtede paa Torvet udenfor Ringstedport. De droge derpaa ad Vordingborg til, for at opsøge General-Lieutenant Castenskjold. Men da de ikke fandt ham kom de tilbage til Nestved d. 3 Sept. og laae i Indqvartering i to nætter.

(Om 1. september: Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 97, 20 September 1807)

Prospekt af Københavns Bombardement set fra Christianshavn. Det kongelige Bibliotek. 

Bekiendtgiørelse

Politiet og Brandkorpset have under Bombardementet i Nat viist en Iver og en Anstrængelse, som ikke kunde være større. Denne deres rosværdige Virksomhed kunne vi takke foor at Ilden, som paa nogle Steder i Staden opkom af Fjendens Bomber, Ildkugler og Brandrakette, strax blev slukket.

Jeg føler mig derfor pligtig herved offentlig at bevidne Politiets og Brandkorpsets hele Personale min erkjendtligste Tak.

Hovedkvarteret i Kiøbenhavn d. 3 Sept. 1807
Peymann.

(Dagen Overordentlig Nummer, torsdag 3. September 1807).

(Ekstranummeret var det sidste som Dagen udgiv indtil tirsdag den 8. september 1807)

Et billigt Ønske, i Anledning af en Skovfogeds grusomme Voldsfærd.

I en et ikke ubetydeligt jordegods tilhørende skov beliggende mellem Slagelse, Næstved og Ringsted og tilhørende enken efter en ikke for længe siden afdød alment agtet mand, traf skovfogeden på en fattig bondekone som havde indfundet sig der for at plukke jordbær, ved hvis salg hun ville skaffe sig brød til hendes arme faderløse børn. I stedet for at fratage hende hvad hun måske uberettiget havde bemægtiget sig og bortvise hende af skoven, behagede det fogden at overfalde hende med grusomme slag så at hun fra hoved til fod bar spor af hans grusomme medfart. 

Da konen efter flere råd har ladet sig syne og fået vedkommende læges attest, er der vel ingen tvivl om at sådan voldsdåd og barbarisk færd ved retten vil blive anset efter fortjeneste. Men da den fattige almue endnu som oftest står i den mening at det er tilladt at plukke bær som vokser vildt i sove, ville det vist være gavnligt om skovejere nu og da i en offentlig bekendtgørelse advarede mod det. For derved ville forebygges at mange underordnet betjent fik lejlighed til enten med eller mod sit herskabs vilje at vise sin påpasselighed og tjenesteiver ved at skamslå sine medmennesker.

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 561-562.)  

Træsnit fra o. 1800 som på lettere sarkastisk vis fremstiller adelens udnyttelse af bønderne.

Om Leddes Afskaffelse paa de offentlige Landeveie.

Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.

Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?

Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få. 

Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)

Et Blik i Næstved.

[Første del af artiklen handler om manglende gadenavne og er udeladt]

Men ved at omtale disse nyttige foretagender af Næstvedborgere kan anmelderen ikke undlade at føre anke over byens kirkegårdes mådelige tilstand. Dennes renholdelse er forsømt og den tjener til en tumleplads - ja til noget værre - for kåde gadedrenge som ved at bryde sten af kirkemuren har dannet sig en vej over samme skønt de også forstår at krybe over muren, hvorved tagsten nedrives. Pladsen er fuld af urenlighed og frembyder et ubehageligt skue. Vel jordes der nu siden den ny assistenskirkegård blev anlagt, intet lig, men man burde dog frede over de forudgangne venners og familiers hvilesteder. Desuden er en renligholdt plads en pryd og en behagelighed for en by hvorimod en plads opfyldt med urenlighed, støder den rejsendes øje og bidrager til at han muligvis fælder en ufordelagtig dom over byens tilstand i almindelighed.

(Politivennen nr. 675, Løverdagen den 6te December 1828, s. 814-815)

Vandpjadskere ved Lille-Nestved.

I kanalen omtrent lige ud for hr. Knud Jørgensen i lille Næstved kan man næsten på alle tider om sommeren se en hoben skødesløse drenge som ligger og pjasker i vandet med støjen og larmen. Deres usædelige stillinger og fæle grimasser er et højst modbydeligt syn, for gående, sædelige mennesker som skal passere her forbi, når de vil gå ud til Frederikslund for der at glæde sig i den fri natur. Nævnte drenge er dels fra Næstved og dels fra landet. For at standse denne uskik burde man henvise disse fæle pjaskere til et fjerne badested. Anmelderen anbefaler denne bemærkning til den ansvarlige autoritets forsorg.

(Politivennen nr. 600. Løverdagen den 30de Juni 1827, s. 405).

"Deres usædelige stillinger og fæle grimasser er et højst modbydeligt syn". (Næstved, Jens Holm, 1826. Statens Museum for Kunst)

Redacteurens Anmærkning

Lille Næstved er benævnelsen på Næstved på vestsiden af Suså og er på alder med Næstved selv. De var forbundet med Store Bro. Landevejene gik på Politivennens tid mod Slagelse og mod Karrebæks­minde/Skælskør. Jeg er ikke så lokalkendt at jeg kan lokalisere Lille Næstved på ovenstående billede. I det omfang det da overhovedet er dokumentarisk. 

Bemærkninger i Næstved.

Kilden ved Næstved som i nogen tid var ubrugelig og hvorover der er ført anke i dette blad, er nu vel oprenset og sat i god stand, samt blevet forsynet med en smagfuld og varig omsætning.

Hist og her i byen er anlagt gode ny brolagte gader til bekvemmelighed for fodgængere og til zir for byen.

På gadehjørnerne burde gadernes navne stå tydeligt tegnede, ligesom nogle huse der mangler nummer, burde have disse påmalet.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4873).

Canalbaderne i Nestved

Man bader sig som i fjor i kanalen. Hele flokke af drenge ligger der i utugtige stillinger til megen krænkelse for sædeligheden. Det er en uskik som burde fjernes og mon det ikke var muligt? Disse drenge fra Næstved burde henvises til afsidesliggende steder. Lad dem tumle sig der i vand og uhøviskhed.

(Politivennen nr. 295. Løverdagen den 25. Augusti 1821, s. 4750).

Søren L. Lange: Næstved (1820). Statens Museum for Kunst. 

Hestevanderne i Nestved.

Fra byen Næstved rider en hob kåde karle (fra H., J., G., S. og flere husbonder) for at vande deres heste i kanalen som løber forbi Lille Næstved. For at komme til vandstedet, må de passere Lille Næstvedsgade. Mange små børn går ofte på gaden, eller findes i flokke uden for husene, gamle folk vandrer også her med tunge skridt. Når nu sådan en karl kommer farende på et par muntre heste til og fra vandstedet uden at ænse disse børn og gamle folk, hvor let kan da ikke ske ulykke? Med hensyn her på vil anmelderen velment give dette vink som han ønsker bemærket af disse husbonder og af stedets respektive politi.

(Politivennen nr. 295. Løverdagen den 25. Augusti 1821, s. 4739-4740).

Patriotisk Raad.

Det er sært nok at en formuende bryggerkarl fra København ikke har fået det indfald at nedsætte sig i Næstved som ølbrygger. Han ville helt sikkert finde et sikkert levebrød når han leverede sundt og velsmagende øl. I Slagelse har en københavner etableret sig som brygger og står sig meget godt. Borgerne velsigner ham, især almuens klasse som nu kan blive kvæget med en behagelig læskedrik. Hos brændevinsbrænderen her i Næstved fås øl. Men højst mådeligt og dyrt. Gall i Næstved har godt øl, men han er vel dyr, med hensyn til kornpriserne for dette år. For den fattige arbejder er det tungt ikke at kunne få et tåleligt glas øl, ja endog for den formuende, som ikke selv producerer øl.

(Politivennen nr. 291. Løverdagen den 28de Julii 1821, s. 4682-4683).

Redacteurens Anmærkning

Vi kender lidt til Næstveds bryggerier på artiklens tid. Det foregik i Bryggergården, Ringstedgade 25. Den ugifte købmand Johan Christian Stenecke grundlagde formentlig produktionen mellem 1801 og 1806. Det skete i form af brændevins­brænding. Da huset skiftede ejer i 1809, kan man se at der var brændevinsværk og maltgøreri, deri en bryggekedel, et maltkar og andet brænderi og bryggerudstyr i huset. Men først 1827 benævnes gården bryghus.

Ønske i Næstved.

På torvet i Næstved står en gammel butik som blev hensat der dengang provideringskommissionen solgte provisioner til byens indbyggere. Denne butik bruges nu blot af ejeren til deri at henlægge skrammel og som et slags pakhus. Men da den både vansirer torvet og betager en del beboere af den tilstødende gade der går ud til Ramsherred, udsigten, ønskede man at ejeren ville flytte den til et sted hvor den ikke stod i vejen.

(Politivennen No. 251, Løverdagen den 21de October 1820. Side 4066)

To patriotiske Ønsker fra Nestved

(Indsendt)

1). Købstaden Næstved har behov for et almindeligt ølbryggerianlæg. Indsenderen tror at en driftig og honet mand kunne leve af det og glæde sig ved tanken om at have gavnet almenheden. Hos konditor Hansen på torvet kan der fås lejlighed til sådant ølbryggeri da der er rummelige kældre som er tørre og har 5½ alen i højde. Vand haves i overflødighed i gården. Nævnte mand vil mod en tålelig afgift vindes ville til at bortleje samme, ja måske endog entrere i samme almennyttige ide.

2). Vedkommende som har opsyn med kanalen ville glæde de gående meget når det vandhul neden for blegmandens lod ved lille Næstved på trælgangen blev dækket med grus for at afværge det uheld der kunne indtræffe når det er mørkt.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1493)

Noget til Opmærksomhed i Nestved.

1) Ved en af byens broer hvor åen løber, er et vandsted, hvor en del af byens borgere henter vand. Dette vandsted er yderst farligt og burde indhegnes med jerngitter eller stærke træværk. En pige fra Lille Næstved druknede her forleden vinter. Om vinteren når stenene er isede, har det en dobbelt farlighed, da kan endogså det forsigtigste menneske let plumpe ud og drukne. Hans hedenfart ville blive anklagende for de ansvarlige.

2) Man træffer hele tiden på byens gader i staden Næstved møgbunker og store stykker træstumper, det første kan øjet og næsen ikke fordrage og det sidste kan de stakkels skinneben let få slemme stød af.

3) En del købmænd her benytter gaden - eller i det mindste deres fortove - til at opfylde dem med tjæretønder og afskovede træer, ja endog bygningstømmer findes her. Et pakhus af den slags røber handelsfrihed, men aldeles ingen agtelse for stedets publikum eller stadens hæder.

4) Vejen som løber igennem Lille Næstved og som er brolagt, håber man omlagt. For sådan som nu er den yderst dårlig og statuerer et stødende eksempel på mangel af opmærksomhed for befordringen.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4410-4411).

Stank i Herlufsholms Kirke.

For en del uger siden var denne kirke ilde plaget af en overmåde slem ligstank. Anmelderen vil ikke nævne nogen, men håber at mænd der vil have anseelse af at være oplyste, aldrig herefter vil bidrage til vedligeholdelsen af den uskik at begrave folk i kirker. En uskik der er værre end de berygtede kannibalers. Eller skulle det måske være slemmere at slå mennesker ihjel for at æde dem, end at dræbe dem ved at nøde dem til gennem åndedrættet at fortære den væmmeligste del af forrådnede lig?

(Politivennen nr. 263, 7. Maj 1803, Hefte 21, s. 4193-4194)

Til Magistraten i Næstved.

Da det sted ved Næstved stads å hvor byens tjenestefolk henter vand ikke er forsynet med rækværk, og dette ikke alene er at anse for farligt, men man virkelig har eksempel på at voksen, men især børn har været i fare på dette sted, så tør man håbe af magistraten i sådan en by som Næstved at der bliver sørget for rækværk, og hvad der kan høre til et sådant steds sikkerhed. Der kunne gerne gøres sådant forslag at sådant vandsted endog kunne blive et zirat for byen, men man tror deri ganske at burde overlade alt til magistraten selv de bedst vil vide om sikkerheden også kan forenes med behageligheden.

(Politivennen nr. 263, 7. Maj 1803, Hefte 21, s. 4191-4192)