Hasardspil. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillerne, af hvilke de fleste bleve paagrebne den 18de f. M., mødte igaar for den offentlige Politirets 2den Afdeling. Der var ialt tiltalt 28 Personer, men af disse havde 11 inden Sagens Foretagelse rettet for sig ved frivillig erlagte Bøder til Rettens Fattigkasse fra 15 til 50 Rd. for hver. Spillerne havde drevet deres Basetspil paa mange forskjellige Steder her i Byen, indtil de endelig bleve paagrebne paa 1ste Sal i Reverentsgade Nr. 5. Medens 6 af de idag tiltalte 15 Personer aabent og ærlig tilstod at have spillet Hasard, benegtede 5, at de havde spillet Hasard, og 3 Værtshusholdere og en Kommissionær, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i deres Lokaler. For disse sidste 9 Personers Vedkommende udsattes Sagen idag og vil rimeligvis i et senere Retsmøde blive henvist til Undersøgelse og Paakjendelse ved den samlede Kriminalret. Af de Tiltalte, som havde tilstaaet, betalte Opvarter Poul Esp Nielsen og Harald Salomon, som begge tidligere for Hasardspil have været ansete med Bøder a 10 Rd. Stykker, hver 15 Rd., og Hans Emil Sonne, som ligeledes tidligere har været tiltalt for denne Lovovertrædelfe, 20 Rd. Tre andre Personer, som ikke tidligere have været tiltalte for al spille Hasard, forpligtede sig til hver inden 2 Maaneders Forløb at bøde 10 Rd. til Fattigkassen. Vi have ikke fundet nogen Anledning til at nævne disse tre Mands Navne, da den Omstændighed, at de ikke øieblikkelig havde kunnet skaffe 15 Rd. hver tilveie, udelukkende havde bevirket, at de bleve tiltalte for Retten og ikke som deres andre Medskyldige udenretlig kunde afgjøre deres Mellemværende med Retten. De Personer, som negtede at have spillet Hasard vare følgende: Pantelaaner Hendrik Valdemar Freisleben og Handelsfuldmægtig Bloch, som ikke tidligere ere tiltalte for denne Forseelse, Kommissionær og forhenv. Bagermester Friederich Heinrich Joachim Oldenstedt, som er straffet 4 Gange tidligere for Hasardspil, senest med en Mulkt af 200 Rd., og som negtede at have spillet eller ladet spille Hasard i sin Bopæl paa Vesterbrogade Nr. 5, skjøndt der idag fremstod et Vidne, som paastod at have spillet Hasard i hans Hus, Værtshusholder Peter Petersen, som to Gange tidligere er straffet for Hasardspil, senest med en Mulkt af 40 Rd., og Smedemester Carl Christian Göntz, der ligeledes tidligere er straffet for Hasard, og som senest har betalt 60 Rd. for denne Lovovertrædelse. Den Sidstnævnte havde erklæret til Rapporten, at han som Borger i Staden meget godt vidste, at han ikke kunde straffes for Hasardspil, naar han ikke blev greben paa fersk Gjerning; men skulde han desuagtet blive straffet, skulde han ogsaa nævne mange store Mænd, f. Ex. en Kammerraad, som han mange Gange havde spillet Hasard med. Gjæstgiver Carl August Steffen benegtede, at der med hans Vidende og Villie var spillet Hasard hos ham i "Stadt Lübeck", og henviste til sin Husjomfru Caroline Berg, som var den, der nogle Gange havde om Aftenen leiet et Værelse i Hotellet ud til 5 eller 6 Personer. Husjomfruen indrømmede at have lukket nogle Personer ind et Par Gange i Hotellet om Aftenen og at have leiet dem et Værelse med Belysning for 8 Mk. om Natten, men hun paastod, at skjøndt de havde faaet Spillekort hos hende og i Reglen ikke vare blevne lukkede ud for Kl 4 om Morgenen, havde hun ikke havt den ringeste Anelse om, at der blev spillet Hasard i Hotellet. Værthusholder Magnus Petersen, Pilestræde Nr. 45, Værtshusholder Jørgen Jensen, Hjørnet af Bredgade og Blankogade, samt Værtshusholder Jensens Enke. Rosalie Elisabeth Borello, benegtede ligeledes, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i i deres Beværtningslokaler, og Kommissionær Ernst Ludvig Johannes Petersen, som flere Gange har været tiltalt og straffet for Hasardspil, benegtede ogsaa paa det Bestemteste, ar der var spillet Hasard i hans Bopæl paa Nørregade. - Af de indkomne Mulktbeløb indgik de to Tredjedele i Rettens Fattigkasse, medens Resten tilfaldt den anonyme Angiver.

(Dags-Telegraphen (København) 4. december 1867).

Reverentsgade var nuværende Laksegades østlige del. Se også indslaget "Hasardspil paa Vesterbro" (1865), heri omtales også den ovenfor nævnte bagermester Oldenstedt.

Hasardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillere i Kjøbenhavn. Igaar foretoges for Kriminal- og Politirettens 2den Afdeling for offentlige Politisager, der bestyredes af Assessor Wallick, en Sag angaaende Hasardspil, og da det var bekjendt, at denne Sag skulde foretages, og det tillige er første Gang siden den offentlige Politirets Oprettelse, at en saadan Sag var fremkommen, havde der indfundet sig et overordentlig talrigt Publikum, der med stor Interesse fulgte Retsforhandlingerne. Da imidlertid ikke alle Enkelthederne ved Sagen, navnlig ikke Spillernes Paagribelse, hørte med ind under Sagens Afgjørelse for Retten, fik Publikum ingen videre Underretning om, hvorledes Politiet havde faaet Fingre i SpilIerne, og det turde derfor ikke være uden Interesse for vort Blads Læsere nærmere at lære de enkelte Omstændigheder at kjende.

Inspektøren for Opdagelsespolitiet havde allerede i September Maaned forrige Aar erholdt Underretning om, at der et Sted paa Vestrebrogade dreves Hasardspil i et temmelig betydeIigt Omfang, og Politiet havde derfor sin specielle Opmærksomhed henvendt paa dette sted. Ved en foreløbig UndersøgeIse i Frastand af det mistænkte Sted, saaes dette at være et fra Veien langt tilbageliggende Sted, foran hvilket der er en aaben Have. Beboeren af dette Sted, en forhenværende Mel- og Grynhandler Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt fra Mecklenborg - Strelitz, var en gammel Bekiendt af Politiet , da han allerede 5 Gange tidligere har været straffet for Hasard-Spil. Man vidste, at det var en "dreven Mand", som man her havde at gjøre med, og man tænkte sig ogsaa, at det vistnok ikke var en Tilfældighed, at han havde leiet sig ind et Sted, som han udelukkende beboede, og som laa saa fjernt fra Gaden. Politiet opdagede endvidere, at Oldenstedts Bopæl var indrettet saaledes, at den eneste Indgang var gjennem en forsvarlig Dør paa Forsiden af det lille Hus. Indenfor denne Dør var der en Forstue, som om Aftenen altid var fuldstændig mørk, og først bagved denne laa Spilleværelset, hvortil der kun førte den ene Indgang fra Forstuen. I Forstuen, der, som sagt, aldrid var oplyst om Aftenen eller Natten, opholdt Oldenstedt sig bestandig, saa at han, naar han sad ved et lille Vindue, kunde iagttage, om Nogen nærmede sig over den aabne Haveplads. En enkelt Gang kunde vel Oldenstedt, der iøvrigt ikke selv spillede med, være inde og betragte Spillet, men i saa Tilfælde indtog altid en Anden hans Plads ved Udkigsvinduet. Det var altsaa ikke saa let en Opgave for Opdagelsespolitiet at gribe Spillerne her paa fersk Gjerning; thi dels maatte man jo undgaa at sees af den ved Vinduet posterede Oldenstedt, som ved de mindste Mistænkelige, der viste sig, vilde kunne give Spillerne et Vink om at fjerne Kort og Penge, og dels maatte man oppedte Tøveiret, da ellers de knirkende Fodtrin paa Sneen let kunde forraade Betjentene. Endelig besluttede Politiet sig til afvigte Lørdag Nat at gjøre et Forsøg paa at overrumple Spillerne, der navnlig benyttede Natten mellem Lørdag og Søndag til deres ulovlige Gjerning.

Politiasssistenten paa Vesterbro, Hr. Thalbitzer, i Forening med flere af de dygtigste Overbetjente af Opdagelsespolttiet begav sig kort efter Midnat i forskjellige Hold til Omegnen af Stedet, og medens Assistenten med de øvrige Betjente holdt sig skjulte i Frastand i Skyggen af nogle Huse, begav to af de for[xxx]neste og raskeste Betjente sig bagom Huset. Her var der imidlertid flere temmelig høie Plankeværker, over hvilke man først maatte stige, og navnlig gjaldt det om at komme om disse Forhindringer uden at gjøre nogen Støi. Med endel Besvær lykkedes det Betjentene at komme over, og de vare altsaa bagved Huset, men nu gjaldt det om at komme frem til Forsiden af Bygningen uden at blive sete af den speidende Oldenstedt. Sagte listede de sig paa Knæ omkring Bygningen - intet Menneske kunde høre disse to SkikkeIser, der ligesom Indianerne i Coopers Romaner krød hen ad Jorden - og endelig naaede de Forstuedøren. Her gjorde de Holdt; her maatte de oppebie det Øieblik, da muligvis en af Giæsterne maatte blive lukket ud. Der gaaer et Kvarter, der gaaer en halv Time og først Klokken 3 1/4 hørtes der Støi i Forstuen. Det var en lang Tid at vente, men deres Taalmodighed bragte ogsaa de to Betjente et godt Resultat. Endelig dreiedes Nøglen sagte om i Døren, en Stang toges fra indvendig og en Person traadte ud af den halvaabnede Dør - men i samme Nu styrtede Betjentene frem: Oldenstedt foer tilbage og stod lammet as Skræk som en Marmorstatue uden at kunne faa et Ord frem - som et Lyn for Betjentene forbi ham, rev Døren til Spillestuen op og kastede sig som glubende Dyr over spillebordet. Spillerne sprang forfærdede op og stod som lynslaaede, og kun er Par Sekunder efter trængte Assistenten med den øvrige Politistyrke ind i Huset og arresterede alle Spillerne. Her var enhver Benegtelse umulig. Spillerne vare grebne paa fersk Gjerning, paa det grønne Klæde laa endnu Kortene i den for "Baset" bestemte Orden, og flere Kort vare besatte med forskjellige Pengesummer. Bunken med de øvriqe paa Bordet værende Penge konfiskeres øieblikkelig, og Summen beløb sig til ca. 46 Rd. Spillerne blev derefter alle bragte til Politistationen, hvor de En for En strax bekjendte ved det foreløbige Forhør; den Sidste, der blev afhørt, var en vis Jens Andreas Kofoed, der ved tidligere lignende Leiligheder har vist sig som en stor Mester i Fornegtelsessystemet. Dog denne Overrumpling havde overrasket Kofoed i den Grad, at han strax tilstod, og næsten med Beundring udbrød han: "Nei, nu har jeg været paa mange Kneiper, der ere blevne tagne af Politiet, men dette er det Bedste, jeg endnu har seet."

Da Spillerne igaar kom op for den offentlige Politirets 2den afdeling, tilstod de ogsaa strax, og paa To nær indvilligede de dernæst i at afsone deres Skyld i Mindelighed med forskjellige Mulkter. Værten, den før nævnte Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt, der havde ladet give Møde ved sin Broder, indrømmede, at han 5 Gange tidligere havde været straffet for Hasardspil. første Sag i Aaret 1837 med 30 Rd. Mulkt, og de øvrige 4 Gange med henholdsvis 40, 60, 120 og 200 Rd. Oldenstedt paastod, at han ikke selv spillede med, men indrømmede, at han havde leiet sit Lokale ud til Spillerne, der dels betalte ham Kortpenge og dels betalte ham for at have Opsigt ved Vinduet. Han mente de for, at han, der ikke spillede selv, ikke kunde komme til at betale en saa høi Mulkt, som den ham sidst idømte, men Dommeren oplyste ham om, at Forordningen af 1753 angaaende Hasardspil Udtrykkelig bemærker, at "Værten, som har været vidende om Sligt og ei forhindrer det, straffes med særegen Strenghed" Fremdeles gjorde Dommeren ham opmærksom paa det Heldige i, at han ikke havde været Vært i Egenskab af Værtshusholder, da han i saa Tilfælde for 3die Gang begaaet Hasardspil i hans Hus vilde være bleven idømt Forbedringshusarbeide. Da imidlertid Oldenstedts Broder ikke paa sin Broders Vegne turde forpligte sig til at betale 200 Rd i Mulkt, gav Dommeren ham Betænkningstid til paa Torsdag hvor han da skal afgjøre, om han i Mindelighed vil betale de 200 Rd. eller vil have Sagen henvist til den samlede Kriminalret, hvor Udfaldet af Sagen neppe vil blive et andet.

Ogsaa Holsteneren Jørgen Heinrich Friedrich Osterwald, der tidligere gjentagne Gange er straffet for Hasardspil med henholdsvis 10 og 40 Rd. i Mulkt, fik betænkningstid til paa Torsdag for at overveie, om han i Mindelighed vil betale 80 Rd. eller have Dom ved et Kriminalkammer.

Slesvigeren Jørgen Strøe, Skomager Peter Rygaard, Carl Frederik Christian Juul, Peter Christensen og Niels Poulsen, der ikke før have været tiltalte eller straffede for Hasardspil, lovede inden 8 Dage hver at betale en Mulkt af 15 Rd. til Rettens Fattigkasse. Endvidere vare delagtige i Sagen to Personer, hvis Navne og Stillinger vi imidlertid ikke skulle anføre. Idet de ere saaledes stillede, at der ufeilbarlig vilde koste dem deres Levebrød, naar dette offenttligjordes, en Straf, som vore Læsere dog sikkert ville indrømme vilde være altfor haard for den begaaede Forseelse. For øvrigt har den ene af dem to Gange tidligere været straffet for Hasardspil. Da der skulde søges en Erklæring fra deres Foresatte med Hensyn til deres Straf, Udsattes Sagen for deres Vedkommende, indtil denne Erklæring var indhentet.

Den Sidste af Spillerne var Jens Andreas Kofoed. Tidligere er han engang straffet for falsk Spil og desuden 3 Gange for Hasardspit anseet med Mulkter paa 25, 50 og 100 Rd. Kofoed, der tillige hører til Protokollen over mistænkelige Personer, har ved Politiprotokollen faaet et Tilhold om stedse at være i sit Hjem inden Klokken 10 om Aftenen. Dette Tilhold har han naturligvis overtraadt utallige Gange, da han indrømmede i det sidste Halvaar regelmæssig hver Lørdag at have spillet Hasard hos Oldenstedt til Klokken 3 eller 4 om Morgenen. Under Forhøret hos Poliliassistenten erklærede han, at der i hans Kommode i hans Hiem beroede en Tegnebog hvori der laa omtrent 180 Rd. foruden en sparekassebog, lydende paa 30 Rd., der vare indsatte i "Bikuben". Ved en foretagen Undersøgelse i hans Hiem forefandt Politiet Bogen fra "Bikuben", men i Tegnebogen var der ikkun 19 Rd. Da han imidlertid fastholdt sin Forklaring om Beløbets Størrelse, sattes hans Husholderske, Madam H. V. Nielsen, hvem han iøvrigt ikke havde mistænkt for Tyveri, under Anholdelse. Hun benegtede først at have skjult Pengene, men efter en skarp Examination fandt hun det dog fornuftigst at komme frem med sandheden, som var følgende: Da hun om Søndagen saa, at Kofoed ikke var kommen hjem endnu, og hørte, at Politiet var i Huset, tog hun i en Fart 150 Rd. i Sedler ud af Tegnebogen og gav Pengene i Forvaring til en Kone i Huset, da hun, som anede, at der maaske var noget Galt paa færde med Kofoed, gjerne vilde "redde" nogle af hans Penge, for at han senere kunde faa dem, naar han slap løs fra Politiet. Dommeren lod hende igaar gaa, efterat han først alvorligt havde foreholdt hende det Urigtige i at skjule Pengene for Politiet. Af de 169 Rd., der vare tagne i Forvaring af Politiet, indvilligede nu Kofoed i at betale de 165 Rd. i Mulkt og at betragte denne Afgjørelse som en ham for fjerde Gang overgaaet Dom for Hasardspil, hvorefter de resterende 4 Rd., og hans sparekassebog udleveredes ham.

Blandt de sædvanlige Stamgjæster i dette Spillehus skal der forresten tillige have været endel unge Mennesker, ligesom man ogsaa nævner et Par "Bondevenner" som ivrige Besøgende paa dette Sted. Men til Held for de Paagjældende var ingen af dem den Aften tilstede, og skrækken vil vel nok en anden Gang afholde dem fra Besøg paa slige Steder.

Ved den Koldblodighed, snildhed og Konduite, hvormed Opdagelsespolitiet er gaaet frem i denne vanskelige Sag, maa det vistnok indrømmes, at det har indlagt sig en ikke liden Ære.

(Dags- Telegraphen 5. april 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling , Assessor Wallick.

Torsdagen den 6te April.

- Den storartede Hasardsag fandt da idag sin endelige Afgjørelse. Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt indvilgede i inden 14 Dage at betale en Mulkt af 200 Rd. Tidligere er Oldenstedt sidste Gang mulkteret med 200 Rd., og skjøndt Mulkten i Reglen ansættes med det dobbelte Beløb, saa er det dog Rettens Praxis, at 200 Rd. ansees som Maximum. De to Personer, der egentlig hørte ind under et andet Forum, havde af deres Overordnede faaet Tilladelse til at afgjøre Sagen ved den offentlige Politiret, og de indbetalte nu deres Bøder, der bestemtes for den Enes Vedkommende til 40 og for den Andens til 15 Rd. Jøgen Heinrich Friedrick Osterwald, der var bleven adspurgt, om han i Mindelighed vilde betale en Mulkt af 80 Rd., negtede at betale denne Mulkt og begjærede Sagen for sit Vedkommende henvist til et Kriminalkammer. Inspektøren for Opdagelsespolitiet gjorde dernæst paa de ubekiendte Angiveres Vegne Fordring paa en Tredjedel af det indkomne Mulktbeløb, der efter Hasardsorordningen tilkommer Angiverne, og efterat dernæst Mulkterne paa 15 Rd. og 20 Rd. af hvert af de høiere Mulktbeløb var tilfaldet Rettens Fattigkasse, erklærede Dommeren, at Overskudet vilde blive tilstillet saadanne Foreninger, hvis direkte eller indirekte Formaal er at modvirke Forbrydelser, navnlig "Foreningen for forsømte Børns Frelse" og "Flakkebjerg Opdragelsesanstalt".

- - -

- Under Retsmødet forlangte "Baset"-Spilleren Osterwald atter at fremstilles og erklærede sig villig til at betale en Mulkt paa 60 Rd., hvilket Beløb ogsaa Dommeren efter Opfordring af Inspektøren for Opdagelsespolitiet indvilgede i at modtage til Rettens Fattigkasse og de før nævnte Foreninger.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 7. april 1865)

Hazardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hazardspil. Da Politiet i November Maaned f. A. havde bragt i Erfaring, at Skrædersvend M. havde i Hazardspil tabt en ikke ubetydelig Sum Penge, var han efter Tilsigelse mødt paa vedkommende Politiassistents Contoir, hvor han afgav følgende Forklaring: Tirsdagen den 19te November om Aftenen traf han paa Keglebanen i Klosterstræde Skrædermester N. N. Ved her at samtale om, at der paa denne Keglebane kun blev spillet lavt, fortalte Skrædermesteren ham, at det var bedre at gaae ud engang paa et af ham betegnet Vertshuus paa Vesterbro, hvor der kunde vindes paa eengang 50 Rbd. og dette burde M., som havde Penge, forsøge paa. Der blev imidlertid ikke talt videre derom, men den næste Dags Eftermiddag indfandt N. N. sig ganske hæsblæsende paa M.s Bopæl og opfordrede ham til at gaae med ud paa det omhandlede Værtshuus, samt bemærkede, at M. maatte skynde sig, eftersom det var den høie Tid inden Bønderne toge bort. Han tilføiede ved samme Leilighed, at der var To, som altid vare i Compagni, og med disse skulde man stedse holde, da man saa var sikker paa at vinde. M. havde egentlig ikke Lyst til at gaae, ligesom det ogsaa blev ham fraraadet af en anden tilstedeværende Skrædermester L., men da N. N. vedblev at presse ham og afmalede ham med hvor megen Lethed man paa det omhandlede Sted kunde komme til Penge, hvilket var langt bedre end at sidde og slide i Commisarbeide, samt at han, hvis han blot eiede 3 Rbd., snart skulde vinde 50 Rbd., saameget mere kunde M. vinde, da han eiede flere Penge, lod han sig endelig overtale og gik med, efterat have medtaget alle sine Penge, nemlig 365 Rbd., bestaaende af 2 Hundrededalersedler og forresten Femdalersedler, hvilket var hans hele Eiendom, som han i 11 Aar møisommeligen havde sammensparet ved Arbeide. Da de ankom til Værtshuset, gik Værten og spillede Billard med en Bonde, medens 4 andre Personer sadde ved et Bord og spillede Kort. Af disse betegnede N. N. de to som dem der havde mange Penge og med hvem man skulde holde, for at være sikker paa ikke at tabe, samt sagde, at den ene var Meel- og Grynhandler, den anden Brændevinsbrænder. Efterat Billardspillet var tilende foreslog N N. at gaae op paa Keglebanen, for at slaae om et Glas Punsch. De gik da tilligemed en tilstedeværende Bagersvend og Bonden derop, hvor der blev slaaet om Punschen. Efterat M. havde tabt et Slag Punch, opfordrede Bonden ham til at parrere med sig. Der kom saaledes en Paree istand, først paa 2 Mk. men senere paa 1 Rbd., om at Bonden ikke kunde slaae alle Ni, M. tabte paa denne Maade meget hurtigt 8 Rbd. Ved at fremtage 2 Femdalersedler, for deraf at betale det Tabte, troer han, at Meel og Grynhandleren og Brændeviinsbrænderen, samt de 2 ubekjendte Personer, som imidlertid vare komne til fra Billardstum, saae at han havde mange Penge hos sig, thi nu opfordrede de ham alle til at parere med dem , ligesom han ogsaa lagde Mærke til, at der kom endeel Punsch frem, som disse Personer formodentlig havde reqvireret. M. indsaae imidlertid, at han ikke kunde staae stg ved hiin Paree, hvorfor han nægtede at indlade sig videre heri; men nu opfordrede Brændevinsbrænderen og Meelhandleren ham til heller at gaae med dem ned i Stuen og faae et Slag Kort, hvorved han kunde faae Revange. Da han hertil var villig, gik alle de Tilstedeværende ned i Billardstuen. Her yttrede Meelhandleren Tvivl om hvorvidt Værten vilde rykke ud med Kortene, samt at man nok kom til at forlange noget Cognak først. Dette skete ogsaa, og da Cognaken var drukken, vare Kortene paa Bordet i Værelset ved Siden af Billardstuen. Der skulde spilles Bazet, hvilket Spil M. aldeles ikke kjendte. Efterat han paa Meel- og Grynhandlerens Forslag var gaaet i Compagni med denne om at holde Banque sammen, lagde hver af dem 30 Rbd. paa Bordet, og blev Aftalen derpaa, at M. skulde udbetale og modtage Penge, medens Meelhandleren skulde trække af. Spillet begyndte nu, og heri deeltog hele det tilstedeværende Selskab, der bestod af ialt 11 Personer, nemlig foruden de 6 allerede betegnede, en Skomagermester, 2 Skomagersvende, en Rugbrødsbager og Værten. Den første Banque var tabt i et Øieblik, hvorfor de paany satte ud, og hertil laante Meel- og Grynhandleren Penge af Brændevinsbrænderen. Banquen var imidlertid meget uheldig, og efter en Timestids Forløb havde M. tabt 265 Rbd. De fleste Penge vandt Brændeviinsbrænderen, som kun enkelte Gange pointerede, men saa satte han gierne 30, 40 a 50 Rbd. paa et Kort. M. vilde nu holde op at spille, hvortil han ogsaa paa det Alvorligste blev opfordret af ovennævnte Skrædermester L., som allerede forinden Spillet begyndte havde indfundet sig for at overtale ham til at lade være at spille, og som slet ikke deeltog i Spillet, men dog hele Tiden var tilstede. Da imidlertid de Tilstedeværende formeligen omringede ham og L. ja næsten satte sig i en truende Stilling, blev L. forknyt og M. lod sig overtale til at fortsætte Spillet. Dette standsede tog nogen Tid, medens en Gaas samt endeel Brændeviin, Øl og Punsch, som Brændeviinsbrænderen reqvirerede og betalte, blev kortmret. M. deeltog nu ikke længer i Spillet som Banqueur, men som Pointeur imod Meel- og Grynhandleren, som da alene lagde Banque, formodentlig for Brændeviinsbrænderens Regning, da denne fra det Øieblik af aldeles ikke deeltog i Spillet, men deels sad ørkesløs ved Siden af Meelhandleren, deels stillede sig bagved M og bestandig opfordrede ham, som i Begyndelsen kun pointerede smaat, til at sætte høit paa. Men ogsaa ved at pointere var M. uheldig, og Kl. 11 havde han tabt Alt paa 4 eller 5 sk nær. Skiøndt M. ikke havde seet, at der var begaaet noget Bedrageri i Spillet, antog han dog af flere Omstændigheder, at dette havde været Tilfældet. Foruden hvad der alt fremgik af hans Forklaring i saa Henseende, bemærkede han, at der hele Tiden under Spiller blev skjænket Punsch og Cognac omkring og Brændeviinsbrænderen som næsten tvang ham til at drikke. Fremdeles antog han, at Skrædermester N. N., til hvem han overhovedet ingen Tillid havde, stod i Forbindelse med Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren og navnlig skaffede dem fat paa Folk, som havde Penge, og som de og som de kunde trække op, ligesom han ogsaa havde hørt af Skrædermester L., at disse 2 Personer stadigen stak Penge til N. N. som han spillede med. Efterat Sagen var kommen for Retten, henholdt Skrædersvend M. sig i Eet og Alt til sin til Rapporten afgivne Forklaring. Samtlige Spillende, med Undtagelse af Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren, vedgik at have deeltaget i det omhandlede Hazardspil; de Fleste af dem forklarede, at de holdt dem overbeviste om, at der havde fundet Bedrageri Sted fra Brændeviinsbrænderens og Meelhandlerens Side, da navnlig den Førstes Held i modsat Fald vilde være utrolig, og de erklærede med Bestemthed, at denne havde vundet i det mindste henved 200 Rbd. og den Anden over 100 Rbd. Disse 2de Personer negtede i Begyndelsen al Deeltagelse i Spillet, men efterat de, paa Grund af den ved deres nævnte Benegtelse forøgede Mistanke imod dem for Bedrageri, havde hensiddet et Par Dage under Anholdelse, tilstode de endelig, at de vel havde spillet, men derved snarere tabt end vundet. At de havde begaaet noget Bedrageri under Spillet, vilde de naturligviis paa ingen Maade indrømme. Skiøndt de confronteredes saavel med Skrædersvend M. som de Øvrige, der havde forklaret imod dem, og som gientog deres Forklaringer for dem, vedbleve de dog stadigen deres sidst afgivne. Der kunde saaledes, al anvendt Bestræbelse uagtet, ikke foretages videre, end at sætte dem under Tiltale for Hasardspil, under hvilken ligeledes inddroges de andre Deeltagere.

Da Meel- og Grynhandleren 3 Gange tidligere havde varet dømt for Hazardspil, Bagersvenden og den ene Skomagersvend hver een Gang, blev ved den i Sagen den 11te Februar faldne Dom Førstnævnte anseet med en Mulkt af 120 Rbd., de 2 Andre hver især med 40 Rbd, Værten med 50 Rbd , Brændeviinsbrænderen og Rugbrødsbageren hver med 30 Rbd. og de øvrige 4 hver især med 20 Rbd., af hvilke Mulktbeløb de 2/3 Dele tilfalde Kjøbenhavns Politikasse og den 1/3 Deel vedkommende Angiver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. februar 1851, 2. udgave)

Bazet, eller basset, barbacole, hocca var beregnet til folk med højeste rang på grund af de store tab eller gevinster der måtte opstå fra spillere. Spillet i basset resulterede dybest set i et lotteri. En spiller kan nogle gange vinde, men den store vinder var forhandler (bankmand). Forhandleren havde en række privilegier under reglerne, herunder at have den eneste og endelige kort bortskaffelse. Dette gav ham eller hende en betydelig overtagelse. Se fx The London Encyclopaedia: Or Universal Dictionary of Science ... s. 625.  En søgning på Mediestream viser at lignende svindelnumre med afblankning af personer i hvert fald fortsatte op til 1920.

Et Par Ord om det saakaldte, nu saa gængse "Quinespil".

I forbigående spørges: Er dette spil blandt de såkaldte "hasardspil"? Er indsenderen mening rigtig, så bliver nok et hasardspil et sådant spil hvori den blinde lykke uden al spillerøvelse eller færdighed dominerer, og det er just tilfældet med nævnte quine- eller rettere lotterispil som nu kan ses på flere offentlige steder, fx i Vildmanden på Østergade etc. Den der i øvrigt høster den største fordel af spillet, er værten i hvis lomme de såkaldte pulje- eller pottepenge rigeligt strømmer ind. Rygtet siger endog at nogle værter indhøster 60 til 70 rigsbankdaler ugentligt blot i sådanne indtægter uberegnet endog hvad ellers tjenes på de spillendes fortæring osv. Således bliver værten alene den vindende, og denne beriges ved de spilledes, ofte surt erhvervet skærv over hvis tab vist undertiden en hel værdig familie må sukke. Indsenderen tillader sig derfor det forhåbentlig rimelige ønske at der må sættes skranker mod dette spil som i så høj grad er ødelæggende for manges velfærd.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 150-151)

Spørgsmaal Quinespillet angaaende.

Hr. Udgiver!

Skønt jeg er helt ubekendt for Dem, tager jeg mig dog den frihed at henvende mig til Dem for at få et spørgsmål besvaret, og det er: er det såkaldte quinespil forbudt? Jeg er traktør, billardholder eller om De vil værtshusholder. Og har som sådan i nogle år ernæret mig og familie på en anstændig og lovlig måde. I mit hus er aldrig blevet spillet andet end kommersspil. Og mit værtskab er lukket til den tid politiet befaler. Men i den seneste tid har en del af mine gæster forladt mit hus og min indkomst aftaget skønt min omhu for at beværte enhver efter ønske og min øvrige behandling på alle måder har været som de plejede. 

En af mine bekendte har endelig opgivet mig som årsagen til det at det er fordi jeg ikke ville indrette og tillade quinespillet hos mig. Dine gæster, sagde han, tyr hen til et sted på Østergade og ligeledes i Ny Adelgade bag Hovedvagten. For her kan de i den tid de hos dig spiller om et glas punch vinde 16 til 20 rigsbankdaler, og værten tjener da uden videre ulejlighed 6-7 rigsbankdaler. Det er i sandhed for en vært en anselig og meget lokkende fortjeneste som jeg i flere dage ikke uagtet al umage kan rose mig af. Jeg beder Dem derfor hr. udgiver at De vil besvare eller i Deres blad søge svar på ovenstående spørgsmål, eller meddele mig Deres gode råd hvorledes de tror jeg i denne henseende bør handle.

Deres ærbødige
N. N. 

Svar

Idet jeg overlader det til en mere kyndig at give et tilfredsstillende svar på Deres spørgsmål, vil jeg blot gøre Dem opmærksom på at al slags hasardspil er forbudt. Og da quinespillet kan regnes dertil, er dette følgelig ikke tilladt. Mit råd som De ønsker, er at De som før søger at ernære Dem på en anstændig og lovlig måde, og ved gode varer, billig betaling og god opførsel søger at skaffe Dem ordentlige gæsters besøg. De kan da lykønske Dem med at spillerne ikke frekventerer Deres hus. For findes der steder hvor utilladeligt spil finder sted, vil vores årvågne politi nok finde værterne og ordsproget: hvad der kommer med synden,, bortgår med sorgen, vil da vist nok gå i opfyldelse på disse, mens De lever rolig med en mindre fortjeneste.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 148-150)

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818. Se også den efterfølgende artikel.

Jeg har ikke kunnet finde ud af hvad quinespil er for noget. Måske er det en misforstået stavning af fransk vingt-et-un, altså 21 eller blackjack. Det var kendt på Politivennens tid. Hasardspil var blevet forbudt i 1753. Det blev først delvist tilladt i 1869 for foreninger, hvis indtægterne gik til en "veldædig sag." Tallotteri var tilladt.

Et Par Ord om de mange offentlige Stæder i Hovedstaden

"Lejlighed giver tyve" siger det gamle ordsprog, og sikkert med sandhed. Mon dette ikke også med megen grund kunne anvendes på den her i staden næsten hver dag stigende mængde af ølkipper, brændevinskældre, vinkældre, værtshuse i det store og små, æbleskiverier, restaurationer og konditorier? Af hvilke de sidste dog i den senere tid synes at have tabt sig en del.

Uden at undersøge om det skadede mere eller mindre at man for nogle år siden på sidstnævnte steder drak et glas punch eller en kop chokolade, for der at læse alle inden- og udenlandske blade, i pyntelige, smukt oplyste værelser, eller at man nu omstunder i en halv snes steder i enhver gade kan finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glasvis, og spilles kort og andre spil? Ikke alene lejligheden er skadelig, men også erhvervet. Ved den første forføres mange ynglinge og ødes mange skilling, der bedre kunne have været anvendt. Ved den sidste lokkes mange borgere fra en næringsdrift, et arbejde, der kunne have været staten og hans medborgere til stor gavn. 

En halv snes steder i enhver gade kan man finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glassevis, og spilles kort og andre spil. Brændevinsmand.

En indskrænkning i sådanne privilegiers meddelelse og et overmåde nøjagtigt tilsyn med deres strengeste overholdelse ville derfor vist være lige så ønskelig som gavnlig. Mange fædre og mødre, mange hustruer og mange børn ville vist velsigne sådan indskrænkning. Mange bedragerier og tyverier ville forebygges ved det. Mange arbejdsomme, duelige borgere vindes tilbage for staten. Også for de mangfoldige forlystelses og offentlige steder uden for portene synes vel at kunne og måske at burde sættes grænser. Ligesom også fordi tjenestetyendet så let forledes af danseboder og dansekældre til utroskab såvel i som uden for staden. Ligesom også for de næsten hver sommer i antal voksende gynger såvel vertikale som horisontale, hvad enten de er forsynede med stole eller med heste.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 7-8)