Viser opslag med etiketten bryggere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bryggere. Vis alle opslag

07 august 2016

Ufornødent og fortrædeligt Ophold i Rudkjøbing, paa en Reise over Langeland.

På en forretningsrejse i provinserne kom anmelderen som er borger og brygger her i staden, til Rudkøbing hvorfra han ville rejse den 19. i forrige måned for over Fyn at vende tilbage til sit hjem. Postfartøjet hvormed overfarten sker fra nævnte by til Tåsinge, skulle afgå klokken halv tre, og ved i mit logi at spørge om hvornår man bekvemmest kunne lade sit pas som befalet er, påtegnet af øvrigheden på stedet, fik jeg det svar at kl. 2 var den bedste tid. 

Klokken lidt efter 2 indfandt jeg mig altså ved hr. byfogdens kontor som jeg fandt lukket. En simpelt klædt person der stod udenfor, sagde at han allerede flere gange havde banket på døren uden at blive indladt. Nødvendigvis skulle jeg have mit pas påtegnet for at kunne fortsætte min rejse, og bankede derfor også gentagen gange på indtil omsider en brølende stemme indenfor råbte: Hvem der! Svaret blev naturligvis at det var en rejsende som ønskede sit pas påtegnet. Men til min store forundring forkyndte den usynliges vrede tordenstemme mig at det har skammeligt at han ikke kunne få ro til at sove *). At dersom han havde en nøgle til at lukke op med, ville han komme ud og kaste enhver der opholdt sig udenfor, ned af trapperne. Og at man på en anden tør nedenfor kunne læse at kontoret først åbnedes kl. 3. 

Forbavset over denne tiltale stod jeg endnu nogle øjeblikke udenfor kontoret da en person fra gaden kom til, lukkede døren op med en nøgle og gik ind. I betragtning af nødvendigheden af at få mit ærinde røgtet, og i den mening at det måtte være en fejltagelse når det hed at man først kl. 3 ville påtegne pas for de rejsende som skulle med den post der afgik kl. halv tre, ville også jeg træde ind i stuen. Men den førhen usynlige kom nu frem, greb mig glubsk i brystet og truede mig atter under mange skældsord med at blive kastet ned af trapperne dersom jeg ikke øjeblikkelig gik bort, hvorefter han lod mig vide at jeg ikke måtte understå mig at komme igen før kl. 3. 

Ikke uden harme, men stiltiende adlydende, forlod jeg nu denne retfærdighedens brutalt hidsige tjener og gik til mit logi hvor en person atter sagde mig at passet skulle påtegnes kl. 2 og tilbød at skaffe mig den flere gange nævnte påtegning. Han tog mit pas, gik og bragte det påtegnet tilbage efter omtrent et kvarters forløb. Jeg ilede nu til skibsbroen, men postfartøjet var afsejlet.


Da jeg nu var nødt til et længere for mig meget fortrædeligt tids- og pengespildende ophold på stedet, og jeg havde erfaret at det ikke var byfogden selv der havde udøvet en så uværdig behandling mod mig, besluttede jeg at lade denne mand komme til kundskab om hans underordnedes opførsel. Og da jeg derfor søgte at få hr. byfogden i tale, fandt jeg den mest artige mand der lige så meget misbilligede sin betjents adfærd som beklagede det ophold og tab jeg derved var blevet udsat for. Og jeg fik derved en bekræftelse på den erfaringssætning at de ubetydeligste personer i offentlige kontorer, inklusive skriverdrengene ofte tillader sig at være uhøflige mod folk, endog i en meget betydelig grad, mens deres foresatte næsten uden undtagelse besidder al den humanitet man er berettiget til at vente hos den dannede mand, hvem staten overdrager sine embeder.

At anmelderen efter et ikke ubetydeligt ophold i Rudkøbing for egen regning på to forskellige færgesteder måtte leje en jolle til overfart for sig alene, at han dels til fods, dels til vogns først efter et betydeligt tidsspilde nåede sin nærmeste bestemmelse på Fyn, behøver vel ikke at tilføjes. Hans nærmeste hensigt med at offentliggøre det passerede er at advare de rejsende der måtte komme til Rudkøbing **) om at være betænkte på i tide at skaffe sig den befalede påtegning på deres pas da det ofte kan være af de mest betydelige følger for forretningsmanden hvis han således skulle forsinkes som jeg blev det. Dernæst at bringe til deres kundskab som muligt samme steds måtte komme i lignende tilfælde at de i hr. byfogden vil træffe en ligeså human mand som hans skriver eller fuldmægtig er inhuman. Og endelig har han det håb at dette måske vil tjene til en lille advarsel for den pågældende såvel som konsorter der gjorde vel i at betænke at de er til for at tjene og gavne borgeren der lønner dem, og at de handler aldeles imod statens og regerings interesse når de uden nødvendighed fortrædige nogen som helst.

*) I København sover politiet aldrig.


**) Denne by skal engang i fynske aviser ved en lejlighed der lignede den her påankede, være sammenlignet med en musefælde som det var let at komme ind i, men vanskeligt at komme ud af.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 315-320)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 366-367 besvares artiklen af en J. H. Pape, der protesterer mod formuleringen "at kontorpersonale gjorde vel i at betænke at de er til for borgernes skyld der lønner dem", og advare om "ikke at udstille sine ytringer mod en hel stand hvor han kun kan være fornærmet af en person i samme. Ligesom hans antagne mening om at kontorfolk blot skulle være til for at tjene borgerne vist nok er helt forkert."

Herefter fortsætter polemikken i artiklerne
"Svar paa nogen Pape- eller Poppe-Snak i sidste Politieven." i Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  376-380 og "Fem Spørgsmaale til Herr' Pape" Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  380-381.

08 juni 2015

En slem Manøvre af Bryggerkarlene

Det hænder ofte at når bryggerkarlene afhenter øltønder fra deres kunder, ser man dem kaste dem med sådan kraft på vognen at disse en gang imellem farer over den anden side og styrter ned på gaden. Ved den lejlighed kan den rolige fodgænger let komme til skade, da tønden på grund af den kraft den kastes med, ofte ruller et betydeligt stykke hen ad gaden.

Dog da denne ulykke ikke er den eneste som kan afstedkommes ved denne bryggerkarlmanøvre, men man tillige let kan frygte at et par andre heste som kommer til derved kan blive sky og anrette endnu større ulykke, så var det ønskeligt at denne voldsomme pålæsning enten måtte forbydes eller også at deres vogne blev forsynet med så høje sidebrætter at de ikke uagtet al deres kastekunst kunne slænge dem derover. Et tilstrækkeligt bevis på at denne tøndernes opkastning kan være meget farlig, er det barn som for noget over 2 år siden på denne måde blev slået ihjel i Møntergade.

(Politivennen nr. 69, Løverdagen den 26de April 1817, s. 1072-1073)

"Et tilstrækkeligt bevis på at denne tøndernes opkastning kan være meget farlig, er det barn som for noget over 2 år siden på denne måde blev slået ihjel i Møntergade" (Møntergade juni 2015. Eget foto).

21 maj 2015

Om Øll

(Indsendt)

Blandt livets uundværlige fornødenheder hører øllet også til. Det vil sige velbrygget øl. Men blandt alle de ting som hovedstadens beboere savner særdeles meget
især om sommeren, hører også denne nordiske drik. For det meste er det tyndt, meget tyndt, skønt ikke godt køb. Ofte et aldeles klart og meget ofte bliver det overmåde hurtigt surt, hvorved det vel bliver mere læskende, men næppe behageligere eller sundere Det var derfor meget ønskeligt om der måtte kunne findes et middel hvorved det blev umuligt eller dog vanskeligere for en brygger at levere dårligt eller mådeligt øl. Og for at finde et sådant middel er det at indsenderen herved tager sig den frihed at henstille til sine kyndigere medborgere. Nu omstunder at finde sådant øl som fordum gav fores forfædre kraft, vil vel være ret vanskeligt.

(Politivennen nr. 30, Løverdagen den 27. juli 1816, s. 453)

07 december 2014

Ønske fra det gode Øls Venner

Mange, især driftige og mindre velhavende bryggerlaugs interessenter, ventede i lang tid forgæves på at se udfaldet af det kommissionsarbejde, som var befalet efter Collegialtidende fra 1801, nr. 50, for grundigt at undersøge Bryggerlaugets hidtidige organisations fordele og mangler. Og især var opmærksomheden rettet mod om den ved Bryggerlauget i København værende ligning kan anses nødvendig for lauget, eller ikke.

Forventningen steg mere og mere jo længere kommissionens arbejde varede. Formodentlig er det vanskeligste at indføre en nye ordning, for den gamle duer ikke. Det er uomstødeligt, hvad også ses af hr. toldinspektør Muus's og hr. professor Nystrups så klar og tydelig oplysende bog i den anledning lægger for dagen, med dens kundskab om landets, publikums og interessenterne af Bryggerlauget deres sande tarv.

Selv enhver interessent, der har overvejet og betragtet sagen fra alle synspunkter, kan ikke finde det mindste gyldige grund for den nærværende organisation. Især ligningen vil, hvis den fortsættes, blive grundstenen til mange bryggeres ruin. Det er falsk frygt, at dens ophævelse ikke sikrer betaling for sit øl. Og fortjener lige så lidt tillid, som tanken at man ville mangle denne drik. Den mindre nødvendige artikel: brændevin, mangler vi aldrig. Og ingen brændevinsbrænder ophører med at brænde, af frygt for betaling af sine varer. Fribryggerne er desuden et indlysende bevis for dette. Og ydermere må det fjerne den mindste følelse af denne frygt: At bryggerknægten indkræver og indestår for tredjedelen af hver brygs indkomster og slipper skadesløs derfra.

Til tanken, at man ved ligningens ophævelse kunne befrygte ølmangel, må man anføre at man snarere kunne frygte for mangel hvis ligningen fortsatte. Da meget få bryggere vil kunne bestå, ved som nu, at brygge hver 14. dag, og de dog alligevel må aflønne deres folk for at drive tiden unyttig hen. Hvad angår den måske rimelige mening: at ingen ved ligningens ophævelse ville brygge skillingsøl, så er dertil at sige, at den ikke er nogen hindring for at fjerne ligningen. For såvel som man nu må brygge dette, så kunne man og da befales dertil.

I henhold til ølvragerne, vil der aldrig eksitere bedre vragere end køberne af øllet. Skulle de Imidlertid være nødvendige, så burde de prøve øllet ved dets udførelse hvis det tilsigtede gode ved dem skulle opnås.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4944-4947)

12 oktober 2014

Forlig mellem Københavns Vragere og Prøvere og Udgiveren af Politivennen

I nr. 218 af disse blade er indrykket et stykke om vores bryggerier hvori der er ivret mod den nuværende vrage- og prøveindretning. Og det ønske er tilføjet at den helt måtte ophæves. Blandt de i den anledning brugte udladninger er disse: "Den indretning med vragere og prøvere syens at være højst unyttig og let førende til de største misbrug og uretfærdigheder. Det er sikkert at dersom vragerne og prøverne er slette mennesker kan de ødelægge en brygger og selv tilligemed hans folk berige sig af rovet". Og senere: "Denne fejlfulde indretning er tillige ypperlig for svigagtige svende, knægte osv. For alt det øl de kan få over det fastsatte kvantum, det være nu enten ved større kraft i kornet eller ved at stjæle husbindens malt, eller ved at brygge dårlige øl, og få det anerkendt som godt af bestukne og medsvorne vragere og prøvere, det tager de ..."

Udgiveren havde snarere troet alt andet end at stadens vragere og prøvere kunne alarmeres af disse almindelige sandheder. Han syntes det på en måde ville være at anklage sig selv. Imidlertid blev dette dog tilfældet. Han blev indklaget for forligskomission. Klagen indeholdt højst forunderlige påstande. Da han imidlertid ikke elsker processer og gerne ville sætte indklagernes sind i ro, så vidt sådant var ham gørligt, for egentlig er det kun en god samvittighed som kan give ro i sindet, indvilligede han at indrykke i dette nummer følgende erklæring: 

"At han med de udladninger som i nr. 218 af ugebladet Politivennen under den artikel: Om vore bryggerier, er brugte alene har haft til hensigt at gøre opmærksom på de ufuldkommenheder og misbrug som muligvis kunne finde sted i henseende til bryggerierne og at det ingenlunde har været hans hensigt at fremsætte nogen beskyldninger mod de her i staden ansatte vragere og prøvere, om at de enten skulle have gjort sig skyldige i bestikkelse eller mened. Iøvrigt erklærer han, at han ikke kender vragerne eller ved noget om dem, som kunne komme dem til forklejnelse på deres ære, gode navn eller rygte i nogen måde".

Denne erklæring står nu her, og udgiveren er altså forligt med omtalte prøvere og vragere.

Det skulle inderligt glæde udgiveren om han hertil havde kunnet føje at han vidste noget til fordel for deres ære osv. Men som dengang var dette ham plat umuligt mod dem alle. Siden er det blevet ham muligt at gøre dette mod Mejer alene, der er en kendt ærlig mand.

Siden ovenmeldte forlig er udgiveren kommet til kendskab om en den 10. april ved hof- og stadsretten fældet dom der har kendt prøveren Kristen Knudsen brændevinsbrænder skyldig i at have ladet sig bestikke af uredelige bryggersvende og pålagt vragerne Niels Jensen og Anders Hansen, øltappere, ved ed at befri sig fra den formodning at de havde taget del i denne misgerning.


På grund af det gentager udgiveren sit ønske at en så fejlfuld indretning måtte afskaffes, at vragernes og prøvernes bestilling måtte gå ind og at bryggersvendenes tilstand måtte forandres til tro og lydige tjeneres!

(Politivennen, Hefte 18. Nr. 223, 31. juli 1802, s. 3562-3566)

22 august 2014

Om Nødvendigheden af en Brygger på Vesterbro

Ikke for at skade bryggerlavet i København, som især i de sidste år ikke har spundet meget silke, men for at afbøde et behov for Vesterbro og Frederiksberg ønskes det at en eller anden mand på Vesterbro efter ansøgning måtte få bryggerprivilegium, mod en afgift som kunne opveje konsumtions- og accisse-friheden.

Det er fuldt bevist at når mænd fra Vesterbro, Frederiksberg osv. bestiller øl her, får de det først efter 4-5 dage. For de som lever af at sælge det betyder det et føleligt tab, såfremt deres forråd slipper op forinden. Og at bestille øllet længe forud for at undgå det, lader sig i det mindste ikke gøre om sommeren, da øllet så let kan blive surt.

Jeg tør derfor håbe at den høje Magistrat, og selv de af dens medlemmer der er bryggere, ville indse, at det tab bryggerne inden for voldene ville lide ved at en kollega nedsætter sig på Vesterbro, ikke kan komme i betragtning ved siden af den skadelige øltvang, som Vesterbros osv. beboere nu lider under. Og altså at Magistratens befaling ville imødekomme anmodningen.

Ved at tænke på at denne tilkommende Vesterbro-brygger måtte hente sin loug af St. Jørgens Sø, kan jeg ikke andet end atter at lægge de ansvarlige på hjerte, at på bedst mulig måde sørge for renheden ikke alene i denne forsømte sø, men også for de bedre, men ikke noksom overvågede Peblinge- og Sortesø. Og i den anledning gentager jeg ikke alene min foregående klage over både, men føjer en ny dertil mod skøjteløbning om vinteren. Denne for ungdommen så nyttige øvelse må forlægges til andre vande der ikke bruges til drikkevand

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 135. 22. november 1800, s. 2153-2154)