Jacob Holm & Sønner. (Efterskrift til Politivennen)

Samtidig med at Senior Cheferne for Firmaet Jacob Holm og Sønner som igaar omtalt i Dag kunne feire 40 Aars Dagen for deres Indtræden i Firmaet, undergaar dette en betydelig Forandring. Den ene af Jubilarerne, Grosserer Vald. Holm og hans Søn Hr. Georg HoIm udtræde nemlig i Dag af Firmaet, medens til Gengjæld den Sidstnævntes Broder, Hr. Oscar Alfred Holm og to Fættere, d'Hrr. JohS. Sophus Holm og Poul Erik Holm, begge Sønner af Etatsraad Chr. Holm, fra i Dag af indtræde som Deltagere i Firmaet.

Firmaet Jacob Holm & og Sønner kunde Juledag feire sin 105 Aars Fødselsdag. Saa længe er det nemlig siden, at Jacob Holm i Torvegade Nr 21 startede den første Urtekramforretning paa Christianshavn, og af den har Firmaet udviklet sig til sit nuværende Omfang. Jacob Holm var Søn af en Skoleholder paa Næstvedegnen. Faderen døde 1774, da Jacob, der var den yngste af fire Børn, kun var 4 Aar gammel, og Moderen kom til at sidde i smaa kaar, saa at Drengen ikke fik anden Uddannelse end den i Landsbyskolen paa den Tid almindelige. Selv vilde Jacob helst være Slagter, men Moderen satte ham i Urtekræmmerlære i Næstved, hvorfra han efter udstaaet Læretid tog til Kjøbenhavn og fik Plads hos sin Broder, der var etableret paa Hjørnet af Vestergade og Gammeltorv. Her tjente Svenden sine 100 Rdlr. om Aaret, og af dem lagde han saa meget til Side, at han efter fire Aars Forløb voxede sig til selvstændig Etablering paa Kristianshavn. Store Summer havde han dog naturligvis ikke til at begynde med, ikke støtte end. at det Hele medgik til Butikens Indretning, saa at Varerne maatte tages paa Kredit; det Eneste af dem, han havde betalt kontant, var 12 Pd. Chokolade

Det lykkedes imidlertid Jacob Holm at føre Bevis for, at ikke enhver Urtekræmmer, der etablerer sig paa kredit, behøver at gaa i Stykker. Hans Udholdenhed og Flid i Forbindelse med hans medfødte Anlæg for Handelen bragte Forretningen til at antage stedse større Dimensioner, og dette gav ham Mod til at forsøge sig paa andre Omraader. Urtekræmmerens Butik udvidedes til en en grosForretning. der henflyttedes til Eiendommem Nr. 8 i Strandgade, og da Omsætningen stadig øgedes, voxede Lysten til selv at tilvirke nogle af Varerne. For at skaffe Grund til saadanne Fabriksvirksomheder kjøbte Jacob Holm 1805 Eiendommen "Olieblad" paa Amager. Her opførtes 1807-8 en Oliemølle og et Stampeværk for Hamp, og Møllen gav allerede det første Aar en Fortjeneste af 30.000 Rdlr, og der blev da paa Møllens Grund bygget en Limfabrik. Aaret efter anlagdes en Sejldugsfabrik i Dronningensgade, 1810 grundlagdes Sæbesyderiet, og endelig blev Reberbanen paa Amager paabegyndt 1811. Det var nu en meget stor Virksomhed, Jacob Holm drev, og han besluttede da 1817 at opgive Detailhandelen i Torvegade og flytte til Nr. 4 i Strandgade som blev kjøbt og nogle Aar senere ombygget. De daarlige Aar i Aarhundredets Begyndelse synes ikke at have hæmmet Jacob Holm i hans Virksomhed, og han udvidede den stadig. I 1825 oprettede han en saaledes en Stivelsesfabrik; men allerede forinden var han slaaet ind paa Skibbyggeriet og Rhederiforretningen. Først havde han forpagtet Wilders Plads, saa kjøbte han selv to Skibsværfter i Strandgade, og her byggede han bl. A. Dampskibet "Frederik VI". Paa det ene af Værfterne opførtes en ny Oliemølle, der dreves med Dampkraft og var forsynet med hydrauliske Presse. Paa Sandøen oprettedes et Trankogeri til Afkogning af den Spæk, som hjembragtes af to Skibe, som Holm selv hvert Aar sendte til Grønland paa Sælhunde og Hvalrosfangst. I Aaret 1836 byggede Holm dernæst den første Ophalingsbedding. Allerede 1833 købtes Appelbyes Plads, i hvis Grænseskjel til Langebrogade de saakaldle Holms Huse bleve byggede; 1840 kjøbtes Asiatisk Kompagnis Plads og 1844 Larsens Plads, saa at Jacob Holm i mange Aar var den største Bolværksejer i Kjøbenhavns Havn, men tillige den største Skibsrheder. Han ejede saaledes 1840 fem Barker, ni Brigger, to Skonnerter og to kuffer. Af Skibene gik to hvert Aar til Grønland, to gik til Vestindien, Resten i Fragfart paa Amerika og Ostindien. Et af sine Skibe udsendte Holm paa Hvalfangst i Sydishavet, og han havde gjentagende et godt Resultat deraf.

I en Alder af 89 Aar døde Jacob Holm 1845; men han havde allerede fra 1836 optaget tre af sine Sønner i Forretningen, der saa fik Navnet Jacob Holm og Sønner. De fortsatte efter Faderens Død Firmaet i hvilket saa ved Nytaar 1861 de to i Dag jubilerende Herrer Holm, begge Sønnesønner af Jacob Holm, optoges. Endelig rykkede 1895, da Firmaet havde bestaaet i 100 Aar, den fjerde Generation af Familien ind i Forretningen, idet d'Hrr. Georg og Christian Holm optoges i Firmaet. I de siden Jacob Holms Død forløbne Aar er hans Firma blevet fortsat paa en Maade, der har gjort, at det en Gang erhvervede, anseete Navn stadig er bevaret. Den store Skibsværfts- og Rhederi-Virksomhed er opgivet, idet alle "Pladserne" solgtes i Begyndelsen af Halvfjerdserne. For nogle Aar siden blev dog den saakaldte Holms Plads, paa hvilken Fabriksvirksomheden nu drives, kjøbt tilbage; Endvidere kan det bemærkes, at Reberbanen er bleven udvidet med en Sejlgarnsfabrik. Olie-, Sæbe- og Limfabrikationen fortsættes uforandret.

(Dagbladet (København) 1. januar 1901).

Jacob Holm og Sønner flyttede i 1970'erne. Nu Amager Centret. Jacob Holm (1770-1845).

Nogle Sæbefabrikanteres besynderlige Adfærd

(Indsendt)

Et privilegium til at anlægge en sæbefabrik kan fås på ansøgning, og det er flere gange, af sådanne fabrikkers ejere blevet tilladt udlændinge at lære sæbesyderiet hos dem. Så kunne vist nok mange indfødte danskere som havde lyst og lejlighed til at drive samme næringsvej, nære det sikre håb om at fabrikkernes ejere ikke kunne have nogen rimelig bevæggrund til at nægte nogen tilladelse til at lære det af deres mestre, når de har tilbudt at betale hvad de selv efter rimelighed måtte bestemme for det. Men en sådan begæring er alligevel for nyligt uagtet mestrenes beredvillighed blevet afslået af alle sæbefabrikkernes ejere såvel i København som på Christianshavn under påskud som næsten synes at forråde en stræben efter at forhindre andre i at dele lige rettigheder med dem. Og det måske for selv at høste desto rigeligere frugter af denne ubetydelige kunst, anvendt på landets produkter. Så jeg mener ikke at det er overflødigt at gøre enhver opmærksom herpå, som måtte ønske at lære sæbesyderiet, fordi han ikke i denne henseende skulle spilde penge, tid og møje, i den forventning at denne ubetydeligt tjeneste ikke ville nægtes ham. 

Med rette tror jeg at kunne kalde denne tjeneste betydelig, da en lærling efter flere mestres egne ord, ved at være nærværende ved 4 eller 5 kogninger, kan lære det væsentlige af det øvrige, så at sige, ved en god prås. Ulejligheden altså som af lærlingen derved måtte forårsages ham, kan desårsag vel aldeles ikke tjene dem til nogen gyldig undskyldning for denne nægtelse. Og skulle der kunne anføres rimeligere grunde for det, hvoraf dog i det mindste ingen er blevet mig bekendt, så skal det være min største fornøjelse at se enhver formodning om egennytte, utjenstfærdighed og uædel tænkemåde fjernet fra dem, hvorom ellers deres adfærd og deres ytringer i alt fald kunne give enhver anden, såvel mig den største formodning.

                 _______________________________

NB. Når der i det foregående nævnes udlændinge i modsætning til indfødte, så menes derved i det mindste de som ikke altid er udlændinge af fødsel så dog sådanne der for nærværende tid er borgere af en fremmed stat, og som lærte sæbesyderiet her, i den hensigt at gavne fremmede dermed. Hvad der altså kan være årsag til at være sæbefabrikanter har givet disse tilladelse til at lære det hos dem, men nægte indfødte den, som med denne kundskab ville tjene landets egne borgere, indser jeg slet ikke. Som sådan synes det mig en ganske besynderlig patriotisme.

Idet der fremdeles påstås at det sagte gælder om alle sæbefabrikkernes ejere her, da forstår jeg derved også enhver som tror at kunne henregnes til dem. Og da det mig bekendte antal kun er 7, så indrømmer jeg dog desuden gerne en undtagelse, dersom en, foruden disse 7 her med rette kunne finde sted.

(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 378-381)