Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).

Om Skøiteløben paa Færskvandssøerne.

Næppe har en kulde af nogle få grader belagt ferskvandssøerne uden for staden med et tyndt lag is før man ser skøjteløbere der i mængde. Og ligesom døden der årligt vælger sig flere ofre, er der allerede i år mens vi kun har haft en kulde på 2 til 3 grader faldet et, nemlig et ungt menneske på 21 år og flere er heldigt optaget af vandet. Det synes besynderligt at mens der om sommeren fredes så meget over disse søer, så at ingen uden tilladelse må angle ved deres bredder, de om vinteren så aldeles er overladt til enhvers afbenyttelse. Således så man i den sidste alvorlige vinter vi havde, søerne vrimle af skøjteløbere, spadserende, drenge og sælgekoner, ja der fandtes endog et slags forfriskningsbutikker hvori man gjorde ild. At en sådan færdsel må medføre en mængde urenligheder der ved indtræffende tøvejr synker til bunds og opfylder søerne, er vist let at indse. Men vil øvrigheden ikke desuagtet formene ungdommen den fornøjelse som skøjteløben yder, var det dog ønskeligt om den ville sætte ubesindigheden grænser ved at foranstalte at ingen måtte betræde Søerne før det havde frosset så stærkt og vedholdende at man var sikker på at isen kunne bære. Dette mener man kan ske ved et forbud mod at betræde nogen af disse søer før isens styrke af tilforordnede tilbørligt var prøvet, og tilladelse til at betræde samme var givet ved en offentlig bekendtgørelse omtrent sålydende: "Fra i morgen tillades skøjteløben på Skt. Jørgens Sø, Sortedams- og Peblingesøen." Ligesom det også burde bekendtgøres når sådan tilladelse ved indtræffende tøvejr blev ophævet. 

At de som handlede mod forbuddet straffedes med en klækkelig mulkt der måske kunne tilfalde opsigtsbetjentene for at gøre disse endnu mere påpassende, eller efter omstændigheder med korporlig straf, er en selvfølge. Uden tvivl ville en sådan foranstaltning tjene til at redde mange ubesindige unge menneskers liv og berolige mange familier som har sønner eller myndlige der føler uimodståelig lyst til skøjteløben, ligesom den også ville forebygge at Søerne opfyldtes af den mængde sten som drengene dagligt kaster deri for at prøve isens styrke. Kun en vinter ville noget opsyn være nødvendigt, for når det blev bekendt at dette førtes alvorligt, ville det siden være overflødigt og ingen ville indfinde sig der hvor han ikke havde tilladelse til at komme. 

Politivennen nr. 836. Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 12-14.

Sortedammen. Med Dronning Louises Bro i baggrunden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Om Kanekjørsel.

Af alle anordninger er der vist næppe nogen som bliver mindre overholdt end den der byder at hestene for alle kaner og slæder skal have bjælder på. Dagligt ser man bønder komme her til hovedstaden med slæder for hvilke hestene aldeles ingen bjælder har. Hvis bønderne som kører disse slæder, altid i tide råbte varsko når fodgængere var nær foran hesten, gik det endda. Men da de ofte er meget efterladne hvad det angår, så må man ønske at de blev tilholdt at have de befalede bjælder på deres heste.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 84-85)

Anmodning til Politiet.

Politiet har gennem dette blad været gjort opmærksom på det uvæsen som drives på Kongens Nytorv med de såkaldte skillingskaner uden at dette uvæsen er blevet standset. Passagen over dette torv har virkelig i de to sidste måneder fra middag af indtil sent ud på aftenen været forbundet med livsfare, selvom ethvert individ i en vel organiseret stat kan kræve sig sikret ved politiforanstaltninger. Indsenderen af dette hvis embedsvej daglig fører frem og tilbage ad dette strøg, har ofte med harme været vidne til hvorledes aldrende og svage folk ter sig for at undgå at blive kørt over eller for at undgå piskesnert af drengene som krydser torvet i alle retninger med kanerne. Og vover nogen at påtale denne fremfærd, så overøses han med grovheder af det pak som holder ved kanerne, og enden bliver altid: Politiet tillader kørselen, så kommer den ingen anden ved. 

Indsenderen tror ikke at standsning af dette uvæsen ville være indgreb i nogens næringsvej, men tværtimod et gode, hvorfor mange folk ville yde politiet sin varmeste tak. Halvvoksne drenge af hvilke man hører de frygteligste eder, og lurvede karle udlejer disse kaner; det forspændte elendige forsultne dyr, hvis lidelser ingen ænser, og som hverken nyder vådt eller tørt, drives torvet omkring snesevis af gange med frygtelige piskeslag for at tjene hvad dets bøddel som oftest svirer bort eller tilsætter på andre liderlige måder. Hvem benytter den slags køretøj? Skolebørn, læredrenge, matrosdrenge og deslige der vel ikke altid kommer på rigtig måde til pengene som bortkøres. Moralen vinder sikkert ikke herved.

Jeg håber at politiet vil værdige denne genstand opmærksomhed og at man herefter - som det var tilfældet for en del år siden - også om vinteren vil kunne passere hovedstadens smukkeste plads uden fare for lemlæstelser, og uden at se bøddelscener der oprører ethvert retsindet menneske følelser.

Kunne den umanerlige jagen med kaner gennem gaderne og den uforskammede piskesmælden forbydes, så skete derved vist en stor del af publikum en ikke lille tjeneste.

(Politivennen nr. 733, Løverdagen den 16de Januar 1830, Side 46-48).

Om Skillingskanerne paa Kongens Nytorv.

Det uvæsen med skillingskanerne på Kongens Nytorv har vel fundet sted i flere år, men ikke i den grad som i dette. Næppe var den første ubetydelige sne som ikke engang dækkede brostenene, faldet før man så dem indfinde sig på deres holdesplads. Her udlejes de af børn og drenge,  hvoraf man ofte ser 4 til 5 på en kane, samt en der løber ved siden af med piskeslag tvinger den trætte eller afkræftede hest til at løbe. Ja, der gives endog drenge som selv er ejere eller i det mindste udlejere af kaner. Således har anmelderen lagt mærke til en plump dannet, grønmalet kane med en lille uanselig brun hest der bestandig køres af en så vidt skønnes, halvvoksen læredreng. Den har formodentlig hjemme i Adelgade, for derfra kommer den hver formiddag og holder på torvet til kl. over 11 over aftenen. 

Anmelderen har med medynk og harme set hvorledes den lille uanselige hest, der er forspændt samme, er blevet tyranniseret når den afkræftet og udsultet ikke har formået at løbe drengene til fornøjelse. Jeg har en middagsstund set den pustende og dampende stå nogle minutter i en 8 til 9 graders kulde, og derpå igen ved piskeslag sat i gang når drenge harindfundet sig for at leje den. Tænker man sig en sådan daglig behandling fra tidligt på formiddagen til sent om aftenen, og muligt knapt foder om natten, har man vel årsag til at sukke over dyrets lidelser, og ønsker at ansvarlige der ellers så strengt iagttager reglerne for befordringsvæsnet i almindelighed, ville søge at formene sådanne utidige og skadelige indgreb i hyrekuskenes og hesteudlejernes rettigheder.

Den ringe betaling der her kan køres for, nemlig 1 skilling for hver person en gang torvet rundt, forårsager at disse kaner mest benyttes af drenge, og det endog af den laveste klasse. Man ser dem derfor i hele flokke opholde sig omkring på torvet og ved kanerne. At de her ikke lærer noget godt, er vel troligt, ligesom også at de penge de betaler for denne forlystelse, ikke altid er tilvejebragt på den mest reelle måde. Anmelderen hørte for nogle dage siden en kaneudlejer svare en person der spurgte ham hvorledes det gik med fortjenesten: i dag er det gået ganske godt, men det vil gå bedre når det bliver mørkt, for så kommer kræmmerdrengene, og de er ikke så prutne på det.

At drenge som er aldeles ukyndige i at styre en hest og kane, tillades at køre selv, er en uskik som burde aldeles afskaffes. For den kan afstedkomme ulykker. I det mindste har passagen over Kongens Nytorv i disse tågede dage og aftener været meget usikker. Søndag aften blev anmelderen midt på torvet omringet af 3 kaner som krydsede hinanden, og han undgik med nød og næppe at blive kørt over. Han har flere gange set at fodgængere er blevet kør over ende, idet de i kørekunsten uerfarne drenge har styret hestene lige mod dem, ja for nogle dage siden kørte en dreng lige ind på et par karetheste der kom ham i møde, og han ville vist ikke være sluppet så godt derfra hvis hesten ikke havde været tålelige. Også forsikrer folk der bor på torvet, at der ingen dag eller aften går uden at en eller flere uordner forårsages ved denne drengekørsel.

Det ville derfor være ønskeligt om denne sag måtte tildrage sig de ansvarliges opmærksomhed således at det alvorligt bliver forbudt kaneudlejerne at køre for børn eller drenge der ikke var i følge med ældre personer, ligesom også at de ikke måtte betro tømme og pisk til sådanne der var aldeles uvante til at køre. For herved ville en del af ovennævnte uordener forebygges, og passagen over torvet blive mindre udsat for fare. 

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 17-21)

Kongens Nytorv i dag. Kun statuen midt på pladsen var der også på Politivennens tid. Hverken Det Kongelige Teater eller Magasin havde den skikkelse de har i dag. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 

Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  

Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Om Pidskeknald af Drenge.

I en så usædvanlig snevinter som denne er det ikke at undres over at kanefartelskerne jo vil nyde den fornøjelse denne kørsel afgiver. At dertil bestandigt er en knaldepisk nødvendig, er en gammel skik, og måske nødvendig for at opmuntre hestene og oplive gemytterne når kun disse piskesnerte ikke er af den længde at en stakkels fortovsgænger kan få et drag over næse og øjne. Men det er vel højst utilladeligt at enhver omløbende dreng må have en knaldepisk således som mangfoldige gadedrenge denne vinter har haft. Man beder politiet uden skånsel at borttage disse. Den skade de forårsager, er let at indse, de gør heste løbske, og passagen usikker både på gade og fortov, for ikke at tale om hvor skadeligt det er at give børn piske i hænde der indbyder så stærkt til tyranni. Men denne moralske hensigt er vel for dyb for detteblad og dets læsere.

Man anmoder derfor at piskene uden barmhjertighed må tages fra pogene, for mange gange står en pog ubevægelig på et sted og smækker uafladeligt, i stedet for en forbifarende kanejunker kun smækker en gang og derpå kører sin tur.

Det var tillige at ønske at piskesnertene måtte være af et vist mål. For så store som de nnu findes, kan ingen mand på en gade være sikker for dem.

(Politivennen nr. 685, Løverdagen den 14de Februar 1829, s. 102-103)

Vanskelig Passage udenfor Nørreport.

Med fornøjelse må man bemærke hvor virksomt sneen udkøres af byen og gaderne derved bliver tilgængelige. Men også med største forundring må anmærkes at det korte stykke vej fra ravelinen til Nørrebros vagt næsten knap kan passeres. For om morgenen er der så glat at man næppe kan gå på den, og dertil kommer en konstant passage af bøndervogne hvis heste er så slapskoede at hveranden af disse falder så man let kan få et ben slået over. Om middagen når solen skinner (som det var tilfældet den 16. dennes) vanskeliggøres passagen ved skarn, da den mængde sne der ligger, jævnligt smelter og dertil kommer endnu den omstændighed at karlene som udkører sneen af staden, ved deres tilbagekørsel farer så stærkt gennem dette korte stykke vej at man kun med største umage og meget overstænket kan retirere til en af sider.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9563-9564)

Inhospitalitet i store Vibenshuus.

Det er godt nok sandt at Nørreport nu står åben hele natten igennem, og at rejsende således når de forhindres i at fortsætte deres rejse på grund af ufremkommeligt vejr, kan ty tilbage til København. Men da dette ifølge omstændighederne undertiden kan være ubelejligt, så var det at ønske at man med sikkerhed kunne stole på at blive ladt ind i værtshuse der nærmest omgiver staden. Men at dette ikke er tilfældet, vil publikum erfare af følgende anmelderen meddelte tildragelse:

En mand hvis forretninger nøder ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, rejste den 2. i denne måned om aftenen sent fra København til sit bestemmelsessted. De betydelige snedriver som var føget sammen af den stærke østenvind, forhindrede ham efter at have passeret værtshuset De Tre Flasker at komme videre, da både hest og vogn blev siddende fast, men dog ved hjælp fra adskillige bønderkarle som blev hentet fra sidstnævnte værtshus, med møje blev løftet op og hensat i stalden ved omtalte værtshus. 

"Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der." (Fælleden her om sommeren, giver et indtryk af hvor øde området var).

Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der. Efter at der først var banket på døren i en tid af 5 minutter, lod værten sin stemme høre, og spurgte hvem det var som bankede. Den rejsende gav sig til kende, men værten svarede at det var ham forbudt at lukke op, og at han ikke under nogen omstændighed ville gøre det. Hverken det forskrækkelige vejr eller de indtrængende bønner kunne formå ham til at lukke op. Efter således at have stået i omtrent 20 minutter, truede den rejsende med at ville indgive en klage over værten til politiet. Herpå lukkede denne op. Men uagtet den rejsende ve dat have vadet over en time i sne til midt på livet var ganske forfrossen og våd, blev det dog ikke muligt at formå værten til at levere ham andet end et glas koldt vand.

Anmelderens hensigt hermed er at gøre sine medborgere bekendt med en så vrangvillig og utjenstvillig mand som værten i Store Vibenshus har vist sig, og at forespørge sig hos kyndigere hvorvidt en sådan umenneskelighed kan være hjemlet ved nogen speciel forskrift.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6027-6029).

A. W. Mollerup fra Store Vibenshus besvarede kritikken, se Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045.

Om vore slibrige Fortouge.

Man må rimeligvis undre sig hvorledes opsynsbetjentene kunne vise så lidt skønsomhed at lade beboerne efter snevejr feje fortorvene så rene at det især i mørke og for den der er svag til fods, er ganske umuligt at passere dem, især når isslag således som i disse dage er faldet. Bortskufning således at stenene forblev dækket med et tyndt lag sne var langt mere hensigtsmæssig, og ville forebygge mange uheldige fald som nu ofte indtræffer især da det næsten er umuligt at ælte sig frem gennem sneen midt ad gaderne, eller at retirere for hastigt kørende vogne og kaner over de høje snebunker der på begge sider ligger langs rendestenene. Da vinteren muligvis kan blive rig på sne, ønskede man disse bemærkninger til bekvemmelighed for fodgængerne at måtte blive i erindring hos vedkommende.

8. januar.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4141-4242, fejlagtigt angivet som siderne 4141-4142).

En styg Gadeuorden

En af de store uordener som gadedrengene eller de der fortjener at klassificeres som sådanne, afstedkommer er vist nok kasten med snebolde. Enhver som kommer lidt omkring i byen, vil erfare at gadedrengene ikke lader sig nøje med at kaste snebolde på hinanden indbyrdes, men at de også tillader sig at kaste efter og ramme de roligt forbigående folk. Som folk ikke er tjent med at blive bombarderet med snebolde, således er borgere og indbyggere heller ikke tjent med at deres vinduer som ikke sjældent sker, bliver knust. Derfor og da for dem som gør sig skyldige i denne uorden vistnok er fastsat straf, var det ønskeligt at hver mand som greb en gadedreng i gerningen, ville komme vores årvågne politi til hjælp ved at pågribe og overlevere den skyldige til politiet.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 781)

Au i Skidenstræde

(Indsendt)

Lørdag den 9. i denne måned om eftermiddagen var indsenderen nødsaget til at passere Skidenstræde. Han var så uheldig at falde og slog sit ene knæ og sin ene arm meget slemt. Nogle beboere i gaden som ilede ham til hjælp sagde at de i sne- eller regnvejr havde dette syn flere gange om dagen. I nævnte gade er der så mange større og mindre fordybninger at den, især i sne- eller regnvejr er fuldstændig inpassabel og fortovets brede sten hælder så skråt mod rendestenene at man med den største forsigtighed næppe vil kunne undgå at falde. Indsenderen kan så meget bedre tale herom da han daglig er nødsaget til flere gange at passere gaden. Og håber at de ansvarlige vil henvende deres opmærksomhed på denne gade og dens fortov, som øjensynlig ligger til skade for dem, som er tvungne at vandre denne vej.

Skidenstræde, eller som den hedder i dag: Krystalgade. Det kan meget vel have været her hvor Købmagergade passerer Skidenstræde at artiklens forfatter har fået av. (Eget foto)

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 180-181).

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade som den ser ud i dag stammer både hvad angår beliggenhed og bygninger hovedsagelig fra tiden efter branden i 1728. Før den tid lå den en del sydligere, en rest findes i Geddes Gård. Branden 1795 efterlod gaden nogenlunde uskadt.

Et Forslag til Sneens hurtigere Bortskaffelse fra København

Anmelderen tror at i særlige tilfælde som fx i vinter hvor der faldt så megen sne og dens bortskaffelse næsten var uoverkommelig, at man inden for rimelighedens grænse og uden at forvolde tidsspilde kunne gøre det til en pligt for bonden at hvis han efter klokken 3 om eftermiddagen forlader byen uden læs, skulle modtage et læs sne i nærheden af byens porte og aflæsse det på sin vej uden for porten på et anvist sted. 

Bonden der drager så megen fordel af staden, kan aldeles ikke besvære sig over denne foranstaltning. Især når der tages hensyn til at efter at bonden har solgt sine varer, sidder han til dels i nogle fordærvelige skænkekældre til henimod kl. 7 og 8 om aftenen. For bonden ville denne tilsyneladende tvang i det væsentlige være en ren gevinst, dels for hans pung, dels for hans helbred og sædelighed. Og for de stakkels heste var det en ikke mindre betydelig fordel at disse betids nok kom hjem. og ikke efter svirebroderens forgodtbefindende ville lide sult og kulde. 

Anmelderen er ved dette forslag ganske uinteresseret og langt fra blandt dem man kalder bondeplager. Han tør derfor så meget mere upartisk forelægge sin mening for publikums og den høje øvrigheds omdømme og overvejelse, såsom ved dette forslag. Ingen lider, men det almene vinder.

(Politivennen nr. 11, Løverdagen den 16. marts 1816, s. s. s. 161-162)

Spørgsmål

(Indsendt)

1. Er de glidebaner som findes på Kongens Nytorv og i Kronprinsessegade på fortovet ikke skadelige? Om dagen slider de på støvlerne på de drenge som bruger dem. Om aftenen er de især for nærsynede om ikke hals- så dog let benbrækkelige. Eller i det mindste stødvoldende. Da sådanne vist aldrig kan gavne, var det ønskeligt at de aldrig blev tilladt hvor sjove de end måtte være for den spøgefulde ungdom.

2) Adskillige af vores kanekørere bruger deres, rigtig nok korte piskeskafte med desto længere snerte alt for frit, der hvor mange fodgængere som ikke misunder dem denne fornøjelse, dog ønsker sig fritaget fra at føle deres virkninger. Man tror med rette, og med samme grund som man berøver andre smådrenge deres ellers uskyldige piske, at dette farlige legetøj også burde fratages kaneførerne.

3. Søndag den 28. januar og 4. februar var gudstjenesten ikke slut, i det mindste ikke i Holmens Kirke, før forbigående allerede så en talrig skare uden for Komediehuset for at få billetter. Hvis der efter politiordningerne ikke må ske offentlig køb og salg på den tid hvor gudstjenesten holdes, hvorfor da dette? Hvis man i den tid savne endog fornødenheder, fordi disse ikke kan fås i nogen udsalgsbod, hvorfor kan de forlystelsessyge da ikke savne deres billetter en times tid endnu?

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 55-56)

Redacteurens Anmærkning

Nogenlunde samme klager lyder i den strenge vinter januar-februar 1829, se fx Politivennen nr. 685, 14. februar 1829, s. 102: "Om Pidskeknald af Drenge."

Uforgribelige Ytringer i Anledning af Sneens Fjernelse fra Fortovene og Gaderne

(Efter indsendt)

Enhver som føler hvor meget renlighed i en stad bidrager til sundhed og behagelighed, påskønner også til fulde at vores årvågne politi i de senere år har fornyet og nøje overholdt den anordning, at ingen må kaste fejeskarn mv på gaden, men at det skal lægges umiddelbart på vognen når skrallen høres.

Heller ingen underkender politiets nidkærhed når det pålægger enhver husejer at kaste den nyfaldne sne fra sit fortov ud på gaden. Det må imidlertid være indsenderen af dette tilladt i denne henseende at fremsætte følgende ytringer: Hensigten med at fjerne sneen fra fortovet kan ikke være en anden end at tilvejebringe sikrere og bekvemmere vej for de gående. Men indsenderen tror ikke at den ønskede hensigt opnås. For det er langt farligere at gå på de bare stene end når disse er belagt med sammentrådt sne. På den går man som på et gulvtæppe, og er langt mindre udsat for at glide. 

Til bevis på det anføres at såre mange forlader det fejede fortov og søger midten af gaden, hvor man imidlertid ofte generes af vogne og kaner. Og så er det så meget mere vanskeligt at komme til side, når her er en vold af sneen som er kastet ud fra fortovet. Med rette kunne der måske indvendes at fortovet ved indfaldende tøvejr bliver alt for slemt at passere, når sneen bliver liggende. Det indrømmes, og derfor vil det også være nyttigt og nødvendigt at sneen derfor hele tiden brydes op og kastes ud på gaden, hvorefter fortovet må fejes rent. Men det er også afgjort, at den sammentrådte sne ved indfaldende tøvejr bliver meget løs, og at man derfor kan udrette mere i en halv time ved opbrydning mv. end i flere timer i frostvejr.

Vinter ved karantænehuset på Langelinje i 1830'erne. H. G. F. Holm (Før og Nu 1919). 

Indsenderens råd er derfor at man lader sneen ligge på fortovet indtil tøvejr indtræffer, og derefter hele tiden kastede den ud. Hvad angår sneens fjernelse fra gaderne må det være det tilladt at fremsætte følgende:

Indsenderen forudsætter at stenbroen lider meget mere i streng frost når sneen fjernes end når den bliver liggende.

Naturen gav jorden dette dække mod frosten. Indsenderen tror at have bemærket at stenbroen i de senere år hvor fjernelse af sneen er overholdt, hist og her har fået indstyrtninger (noget lig tællegrøften i Norge). Hvilket han ikke husker har fundet sted tidligere på Københavns gader, hvor sneen blev liggende. Ved barfrost løsnes stenene, de hæver sig og falder sammen, og stenbroen bliver beskadiget. Det er også behageligere at køre på de med sne belagte, endog på hjul, end på de blanke gader. Vognene lider langt mindre på de første end på sidste. 

Derimod kan indvendes at der meget let bliver huller i sneen, som kan forårsage at vognene enten slingrer eller endog kan vælte. For at forebygge dette, kunne det anordnes at enten hver husejer uden for sit hus' længde indtil midten af gaden, eller også, hvad var rimeligere, at de som nu bortfører sneen, skulle opfylde alle hulheder og jævne dem, hvortil kunne tages fyld ved at ophugge rendestenene eller på siden af gaden dog uden derved at foranledige nye væltninger. Måske kunne sådan udjævning endnu bedre opnås, når der blev kastet en spand vand i sådant opfyldt hul.

Når man overvejer hvor overordentligt meget arbejde vognmændshestene for kort tid siden har haft, og da man ikke kan vide hvor meget arbejde der forestår dem til foråret og sommeren, så må man ønske, at de måtte få al den hvile som muligt. Og at de måtte blive forskånet for alt arbejde som kan undværes.

Ovenfor er nævnt at det måske i flere henseender var gavnligt at sneen blev liggende på gaden. Og selv ved indfaldende tøvejr indses det ikke, at sneen er i samme forhold skadelig på gaden, som dens fjernelse er vanskelig og byrdefuld. Når kun fortovene holdes rene for gående, så betyder det kun lidt for de kørende om de kører i en tomme mere eller mindre vand.

Indsenderen tror det er hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt at i fald alle rendestene blev godt ophuggede, og det optøede vand blev vel afledt fra gaden, så at vandet havde det bedst  mulige løb. Så løber der på en formiddag langt mere vand væk end der med største anstrengelse kan fjernes i flere dage. Kørslen bryder snart isen på solsiden, og den vil meget hastigt aftage når der kun drages tilbørlig omsorg for at intet vand bliver stående. Endvidere kunne måske anordnes at alle vogne, når isen således var opkørt på den ene side af gaden, altid skulle køre på den anden side, hvor isen endnu ligger. Herved ville også den brydes, og man kunne da om foråret lade den henkaste på solsiden til endnu hastigere smeltning. Når tillige betragtes hvor megen sne der fortæres af sol og luft, så tror man det vil indses, hvor meget lettere det her foreslåede end det nuværende arbejde ville være.

Der kunne måske gælde undtagelser i henseende til det oven anførte i snævre gader hvor ingen sol kan virke. Der anvender man da den nu brugelige opbrydning og fjernelse.

Indsenderen henstiller således ærbødig disse forslag til gunstig overvejelse, og vover alene her endnu at ytre at han formener de måske kunne fortjene så meget opmærksomhed at dermed blev i det mindste anstillet et forsøg i en eller anden reel gade,hvor færdslen er hyppig. Erfaring ville da bedst overbevise om hvorvidt de var anvendelige eller ikke.

(Politivennen nr. 508, 23. januar 1808, s. 8164-8169)

Om Snekastning paa Falster.

Påskelørdag fandtes landevejene fra Nykøbing til Stubbekøbing godt opkastede så man temmelig godt kunne passere samme. På Stubbekøbings mark havde man derimod for størstedelen sparet sig for den ulejlighed at skuffe vejen. Der var rodet i sneen et stykke af noget over 62 meter, men mere end det halve af vejen lå bedækket med sne, på sine steder 1½ meter høj. Byfogden i Stubbekøbing erindres herved om at anordningen betræffende snekastning på landevejen som fælder for det øvrige Falsters veje, også gælder for byens vej hvor han er øvrighed, og at det ingenlunde er regeringens vilje at de rejsende skal være udsat for at tilsætte lemmer og helbred for sådan efterladenhed i en for det almindelige så vigtig pligt.

Clausen.
Dr. og præst.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 312, [14] april 1804, s. 4960-4961) 

Noget i Anledning af 2 sk. Kanernes farlige Sværmeri paa Kongens Nytorv.

P. M.


Det er Dem formodentlig bekendt at der hver aften holder cirka 20 stk såkaldte 2 skilling kaner på Kongens Nytorv hvis bestemmelse er at køre gadedrenge og andre deslige en eller flere gange omkring statuen på torvet for derved måske at fortjene sig nogle få 2 skillinger. Når de nu hr. Ven tænker Dem sådan en skønne mængde kaner alle på engang i sværmeri omkring hesten og tillige mærker Dem at der løber 12 større gader til Kongens Nytorv, hvorfra der altid er en bestandig passage af fodgængere, som hele tiden er udsat for at blive kørt over af disse farlige kaner, der for størstedelen styres af drenge, så tror jeg De med mig vil ønske denne uorden på det kraftigste afhjulpet.

Søndag aften kl. halv otte gik jeg med et fruentimmer fra Bredgade over torvet, men næppe var vi ti skridt ude af Bredgade før en sådan kane skilte os ad og forfulgte mit fruentimmer som søgte at undløbe et langt stykke, indtil en anden mand reddede hende.

Da det var tåget samme aften, kunne jeg ikke se hende, troede derfor hun var kørt over, til hvilken ende jeg løb efter kanen for at gribe kusken som jeg til min største forudring fandt at være en dreng. Men da jeg kom mellem disse kaner, var alle deres kuske straks samlede for at forsvare ham, og dersom jeg ikke var gået derfra, havde de måske pryglet mig oven i købet fordi jeg ikke ville billige at de kørte mit fruentimmer over.

Jeg tror ikke det var fornærmende for den klasse af mennesker som betjener sig af disse slæder, ganske at forbyde denne færdsel i det mindste på dette sted. Skal de absolut køre, lad dem da enten køre på ridebanen hvor der ikke er så stærk passage, eller hvorfor ikke uden for porten på fællederne?

C. Landelandt.
Sec. Løjtn. ved den 2. batt. let. inf.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 101, den 29 Marts 1800, s 1601-1604) 

Klage fra Kokkegaden.

Pro Memoria!

Vær så god, min herre! i Deres nyttige ugeblad at gøre de ansvarlige opmærksomme på hvad jeg nødes til at andrage for Dem. Jeg har længe ventet at man skulle tænke på at bortkøre sneen fra Valkendorfsgade bag ved Helligåndskirken der nu har ligget der siden først i januar, og måske længere. Den danner en slags vold op mod kirkemuren der gør det ikke alene vanskeligt, men endog farligt for 2 vogne at komme forbi hinanden.

Ole NIelsen, vognmand på Vandkunsten, har haft en ubehagelig prøve på det, da hans karl allerede for mere end 3 uger siden ved at ville køre forbi en anden vogn, væltede med en karet som blev så meget beskadiget at den vil koste ham betydeligt at sætte i stand. Jeg undrer mig over at han ikke har andraget det.

Det som på ny ivrer mig i denne sag er ildebranden på Købmagergade foreden nat. Ildebrand kalder heste og vogne sammen i nævnte gade for at afhente sprøjter, stiger, broer til slangerne og vandkar som gemmes i sprøjtehuset og ved kirkemuren. Enhver må indse hvor vanskeligt det er ved nattetid i sådan skynding med heste og vogne at komme frem og tilbage i en gade som er opfyldt med banker af sne og is.

En fjorten dages forsømmelse i at afhente fejeskarn havde opdynget en anden betydelig banke af det, blandet med sne og is udenfor bagerens og præstegården. To vognmandslæs kunne ikke bortkøre det altsammen da man endelig var omsorg for det. Det bliver nok gadekommissærernes pligt at have opsyn med det. Men disse har i denne tid set gennem fingre.

Den 21. februar 1800.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1527-1529)