Dr. Dampes Historie. (Efterskrift til Politivennen)

Dr. J. J. Dampe, - der under Frederik den 6tes Regering blev dømt for Majestætsforbrydelse og i 20 Aar holdtes i strængt Fangenskab paa Christiansø, hvorfra han befriedes af Christian den 8de, som tillod ham at opholde sig hvor han vilde paa Bornholm samt gav ham 3 Mk. om Dagen til Underholdning, og endelig af Frederik den 7de skjænkedes sin fuldstændige Frihed, hvorpaa han tog Ophold i Kjøbenhavn, - udgiver nu sit Livs Historie fra sin Ulykkesperiodes Begyndelse. Dampe faldt, som bekjendt, for Frihedens Sag, og man har hyppig villet dadle ham for, at han valgte et uheldigt Tidspunkt til Gjennemførelsen af de friere Principer. Denne Dadel imødegaaer D. strax i 1ste Hefte af sit Skrift ved at meddele Følgende om Datidens Stemning for Friheden: "I et Aftenselskab hos Justitsraad, Toldinspektør Høst befandt sig blandt Andre ogsaa Kong Frederik den Sjettes Favorit, den bekjendle Bülow. Det var netop i de Dage, da Efterretningen var kommen om Opstanden i Neapel for Friheden. Man kom paa Tale derom. Professor Nissen, Rektor ved Metropolitanskolen i Kjøbenhavn, som sad ligeoverfor Bülow, udtalte sig med Bifald om Neapolitanernes Stræben efter en fri Forfatning; han lagde ikke Skul paa, at han selv yndede Tanken herom, at han ansaa en fri Forfatning for et attraaværdigt Gode. Herover opstod en Disput mellem ham og Bülow. Tilsidst sagde Bülow med Vrede: "Her hos os er der to Partier; det ene Parti har Snak, det andet har Bajonetter." - "Jeg skulde da mene", svarede Nissen, "at dersom man sammenligner disse To, saa bliver dog altid Snak mere aedel, end Bajonnetterne." Efter Bordet stod man hist og her i smaa Klynger og talte. Talen faldt paa Disputen; man fornøiede sig over Det, Nissen havde sagt; man fandt, at han havde talet vel. Da anmærkede En (Etatsraad Stoud): "Det var ogsaa lettest for ham; han talte for den gode Sag." - Dette Træk af hin Tids Stemning har endnu mere Betydning, naar man bemærker, al de, som vare der forsamlede, vare af de høiere Stænder, vare Embedsmaend, altsaa af den Klasse, som, formedelst sin Forbindelse med Regeringen, ellers er mindst modtagelig for Frihedens Tanke. Ikke Faa morede i hin Tid et bestemt Ønske for en fri Forfatning. For at udforske, hvor mange der havde denne Tanke, foreslog jeg et ydre Tegn derpaa. En Jernring, baaren om Mellemfingeren af den venstre Haand, blev ansect for et passende Tegn. De Første, der bare den, vare, foruden mig, Kildal Lund, en Læge (først ganske nylig død), og Inspektør Rose. Betydningen deraf blev snart bekjendt. Følgen var, at i faa Dage det Hele Forraad af Jern-Gigtringe (hvilke man anvendte dertil) hos alle Byens Isenkræmmere blev revet bort. Ringene saaes i flere Maaneder paa mangfoldige Fingre. "Kiøbenhavnsposten" fortæller dette (236, 1841). Der blev kastet Sedler paa offentlige Steder, f. Ex. paa Børsen, hvori der blev forlangt fri Konstitution. Jeg veed det, fordi Politidirektøren spurgte mig derom. Men jeg havde ingen Del heri. Denne Politidirektør sagde til mig de Ord: "Vi ved, at der er mange, som tænke saaledes."

(Ribe Stifts-Tidende 2. marts 1858)

Advarslerne om Frederik 6.s nidkære undertrykkelse af al opposition var ellers tydelige: Allerede i 1819 havde Dampe selv fået en frisindet prædiken konfiskeret. Måske, måske ikke er ovenstående beretning sand, men Dampe kan ikke have været i tvivl om Frederik 6.s hensigter. I årene 1818-1821 var kongens indgriben særlig hård mod pressen. En proces der allerede var startet i 1810 med en reel censur mod politisk indhold. Dette var oven i købet blevet skærpet i 1814. Og i 1818 var enhver forhånende ytring mod fremmede regenter forbudt. I Hertugdømmerne var der siden november 1819 reelt indført censur. I 1820 var det i praksis sådan at ingen skulle bryde sig om politik udover embedsstanden, hverken hjemme eller ude.

Ifølge pastor F. R. C. Bülows "Optegnelser om præstegjerning ved Hospitalet 1867-1877" (manuskript) skal dr. Dampe være død på følgende måde:

"- - - Jeg kom saaledes til at begrave den eengang saa bekjendte Dr. Dampe, der for sin Politik i Frederik den Sjettes Tid længe havde siddet fængslet paa Christiansø. Han indlagdes nedbrudt af Steensmerter, og den gamle Rationalist sukkede i sin Pine stadig sit: "O, Herre Jesus! hjælp mig!" Det gav da bestemt Anledning til en alvorlig Samtale. Da jeg en Dag spurgte ham, om Nutidens Rørelser i politisk Henseende bevægede ham, svarede han: "Nei, nu har jeg Andet at tænke paa". Jeg troer, han gik beredt bort. Han saae mig gjerne komme."

Her citeret fra Personalhistorisk Tidsskrift, 1898.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

Hr. J. J. Dampe!

De har i "Kjøbenhavnsposien" nr. 270 udtalt Dem på en meget bitter og uretfærdig måde imod mig, på grund af den i "Historie og Digtnings" påbegyndte biografi af Dem; idet De deri har i et krænkende og sårende angreb, som jeg skulle udskrive og opfriske fra ældre usandfærdige beretninger. Jeg kan forsikre Dem, at det har været så langt fra mine tanker i mindste måde at ville krænke Dem, at jeg tværtimod har troet, ved netop nu da "Folkefrihedens oprindende Morgenlys" skinner over vort fædreland, at fremkomme med en beretning om, hvad De har lidt fordi De virkede for "folkets Ret", at vække en så meget større erkendtlighedsfølelse i folkets hjerter for denne Deres virken. Jeg har ofte selv dvælet med interesse og anerkendelse ved Deres livs dåd og den tunge skæbne, hvortil den førte Dem, og jeg ventede og venter at den påbegyndte oversigt af Deres Liv vil, hos enhver læser fremkalde de samme følelser. Dette angående min hensigt. 

Det fremgår af Deres skrivelse at De ved, at min kilde er en gennem en række af  artikler i "Kjøbenhavnsposten" for 1841 givet fremstilling af Deres liv og levnet. Denne fremstilling vidner helt igennem om, at dens forfatter var i høj grad velvillig og godt sindet imod Dem, og var meget nøj bekendt med hvad han skrev om; der går en tone gennem det hele, der vidner om en alvorlig stræben efter nøjagtighed og sanddruhed, og man ser at forfatteren har haft adgang til kilder der ikke stod åbne for enhver. De indrømmer selv, at hin fremstilling for en stor del var indrettet til den hensigt, om muligt at formilde magthaverens vrede; men hvorledes forenes dette med Deres anden mening: at den "i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb mod den forfulgte med sårende pile?" 

Der kunne, efter det anførte ikke for mig være mindste grund til at antage, at denne fremstilling skulle indeholde "usandfærdige beretninger". Men hvad der afgørende måtte bestyrke min tro på dens pålidelighed i de punkter, som jeg nu ser ikke er rigtige, det er, at en artikel af Dem i "Kjøbenhavnsposten" nr. 333 for 1841 forsvarer hin fremstilling imod "Altonaer Merkur", som havde savnet et "væsentligt punkt deri; og et lille skrift af Dem: "Til Danmarks Borgere" nr. 2 der udkom 1844 berigtiger en del i samme fremstilling, "som var blevet dens forfatter urigtigt berettet". Når De selv har offentlig forsvaret den nævnte beretning i det Punkt, og har offentlig berigtiget den i andre punkter, og ved denne lejlighed ikke i mindste måde antydede at den indeholdt flere urigtigheder end dem De da berigtigede, så tror jeg at jeg har været i min gode ret når jeg antog det øvrige for pålideligt. Det er mig derimod meget kært, at De har benyttet denne lejlighed til at oplyse, hvad urigtigt der er forekommet i den allerede udkomne del af Deres biografi, og at De vil levere lignende oplysninger til det følgende, hvilke jeg har ret til at vente meddelte i en mildere form end de nu givne. De vil derved opnå, at fremstillingen af 1841 bliver behørig udrenset for alt, hvad der ikke er fuldkomment stemmende med sandheden, mens dette måske ikke havde været muligt, dersom den først engang senere var blevet opfrisket, når graven gemte Deres støv.  

Jeg skal i "Historie og Digtning" under fortsættelsen aftrykke Deres offentlige skrivelse til mig, med dette min svar, og henstiller forøvrigt ganske til Dem selv, hvorvidt De måtte ville sende mig direkte, hvad De senere måtte have at anføre til berigtigelse af det følgende, eller, som denne Gang, igennem et andet blad, hvorfra jeg da skal optage det.
J. A. Hansen.


Vi ved ikke om det er et fuldstændigt eftertryk af nærværende blad hvorom denne strid drejer sig. Red. af Kjbhpst.

(Kjøbenhavnsposten 21. november 1848)

Tidstavle

1790 Født 10. januar 1790 i København. Forældre: skræddermester Jacob Frantzen Dampe og Anne Gjertrud Christensdatter Lund (1756-1821)
1804 Student fra Metropolitanskolen.
1809 cand. theol.
1811 "Forsøg til en Opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning"
1811 5. marts gift med Dorthea (Thea) Kirstine Johannissen Boye, (1790-1823).
1812 Filosofiske doktorgrad - dr. phil. Doktorafhandling om Koranens morallære.
1811-16 adjunkt ved Slagelse Latinskole. 
1815 "Avis for 10 Kjøbstæder"
1816- Oprettede privat drengeskole, filosofiske studier og litterære arbejder. Magister J. Dampe og skrædder J. F. Dampe, Studiestræde 54 (Krak 1817-1818). 1859 Studiestræde 3, henlagt til 1806 25 i 1906. Med nuværende adresse Nørregade 7/Studiestræde 3. Bygningen er fra 1906.
1818 Støtter Baggesen i fejden mod Oehlenschläger.
1818 November. Dampe er medlem nr. 12 i "Clio", ialt 150 medlemmer.
1819 17. januar. Dampe taler for fulde huse i Helligåndskirken (Politivennen).
1819 12. september. Dampe prædiker i Helligåndskirken. 
1819 "Om Frihedens Overensstemmelse med Christendommens Aand". Censuret den 27. november.
1819 12. november Ørsted afgiver et responsum hvori han kobler Dampes skrift sammen med jødefejden hvad angår opvigling af mængden. 
1820 økonomisk uføre.
1820 Marts. Dampe fremsender skrift om augsburgske bekendelse til godkendelse hos Danchell. 
1820 10. april Afholder mundtlige prædikener og foredrag over skriftet.
1820 Maj. Udgiver "Underretning til Publicum .... ". En hidsig brevveksling med Danchell følger. 
1820 juni. På Dampes påstand om at der intet er gjort imod hans virksomhed, svarer Danchell med et forbud. Dampe udgiver i stedet et par skrifter 
1820 12. juli. Dampe tiltales.
1820 15. august politiet (Kaas) får nys om en såkaldt "jernringssammensværgelse". Dampe udsender sit andet skrift om augsburgske trosbekendelse.
1820 25. august. Frederik 6. skriver til Kjerulff om Dampe. Han er foruroliget over en revolution, efter at have hørt om Dampe. 
1820 23. september. Dampe får besøg af lægen Johann Wendt ("Clio"), som han betror at han er overvåget. Han er dog ikke klar over at Wendt er mellemled mellem politiagenterne.
1820 1. oktober. Leder af Jernringen, Blok Tøxen betales for at trække sig, Dampe bliver formand 
1820 17. oktober: Hof- og stadsretten forbyder Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål
1820 Oktober-november udgiver bl.a det kritisksatiriske ugeblad "Iagttageren". Dampe er uden at vide det udsat for provokatøragent, men dog klar over at politiet overvåger ham.
1820 1. oktober. Politiet bestikker Blok-Tøxen til at overlade ledelsen af "Jernringsgruppen" til Dampe. Dampe er modsat Tøxen et langt bedre mål som statueringseksempel, end Tøxen.
1820 16. november arresteret, det stiftende møde i selskabet i lejet lokale på Brolæggerstræde 73 (Brolæggerstræde 9/Knabrostræde 16?) beslaglagde politiet hans papirer og fængslede ham og smedemester Hans Christian Jørgensen.
1820 indtil 1. december. Afhøring af Dampe og Jørgensen.
1820 20. november Statstidende officiel redegørelse: Udlandet, en ubetydelig krusning. Indlandet: Der bliver slået hårdt ned på alle liberale tendenser.
1820 13. december. Kancelliet fastslår at Dampe har begået majestætsfornærmelse og højforræderi.
1821 14. februar kender en kommissionsdomstol ham skyldig i at have tilskyndet til forandring af den bestående regeringsform. Dødsstraf.
1821 7. marts Frederik 6. forandrer straffen til fængsel på livstid i fæstningen Christiansø.
1821 25. juli. Plakat skal sikre gentagelser af Dampe-sagen.
1821-26 Kastellet som statsfange mens fængsel opføres til ham på Christiansø.
Fange på Christiansø. Statsfængslet "Ballonen" på Frederiksø blev bygget i 1825 til Dampe. Enecelle i femten år.
1825 Det prøjsiske politiministeriums direktør forsikrer justitsminister Kaas at Jernringen lignede andre europæiske demagogiske bevægelser fra 1820. 
1831-32 i Kastellet som statsfange.
1840 Christian 8. lemper hans vilkår i 1840.
-1848 lever han i Rønne under polititilsyn. 
1848, 20. januar amnesti (Frederik 7.). Dampe flytter til København.
På finansloven. 
1850 Dr. Phil. J. J. Dampe. Nørrebro 14 (Krak).
1855 Dr. Phil. J. J. Dampe. Gråbrødretorv 106.
1859, 1860 og 1864 Dr. Phil. J. J. Dampe. Vestervold 210 (23 stuen). Sidste adresse.
1866, 20 december død Kommunehospitalet. Begravet Holmens Kirkegård. Gravsted nedlagt.

Nogle af deres børn bosatte sig på Kalundborgegnen
2. verdenskrig Kalundborg Museum modtog to lysestager fra et af Dampes oldebørn.
1999 Mads Findal Andreasen ved Kalundborg Museum arrangerer en udstilling om Dampe.
2003 mindesten rejses på Christiansø.

Vigtige (politi)personer

Kaas, Frederik Julius (1757-1827). Justitsminister, politichef. Leder af det politiske politi.
Kjerulff, Andreas Christian (1782-1846). Politichef og politidirektør 1820-1845. Frederik 6.'s fortrolige.
Høst, Jens Kragh. Jurist. Han orienterede Wendt om Kaffeklubben. Medlem af Clio. Fik senere 100 Rbd af statskassen for at levere oplysninger til det hemmelige politi indtil sin død 1844. 
Top, Christian Frederik Ludvig. (1786-1830). Kaptajn afskediget 1820 fra Livjægerkorpset. Blev betalt provokatøragent for politiet, fik Dampe til at skrive oprørske tekster og lejede lokalet i Brolæggerstræde. Dampe troede han var en ven. Blev belønnet med stilling som portkontrollør.
Wendt, Johann. Læge på Almindeligt Hospital. Han informerede Kaas om Kaffeklubben fra "Clio". Han fungerede som mellemled mellem politiagenterne. Blev belønnet med dannebrogsmand. Wendt er omtalt i flere artikler på bloggen i andre sammenhænge. Wendt var den slags person som man kender fra alle diktaturer: En ven til en mistænkt som staten overbeviser om at det er bedst at anmelde vedkommendes statsfjendtlige virksomhed.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Almuevens Redaktør!

At jeg hedder Johan, det er ikke sandt. At jeg som barn, havde en sjælden lyst til at lære, det er heller ikke overensstemmende med sandhed. At jeg 10 år gammel, skrev ret flydende vers, det er en hyperbol. At jeg i min første ungdom kastede mig af al magt over de døde sprog, det er ikke rigtigt, for så vidt som det betegner en overvejende lyst i denne retning. At der snart efter blev tildelt mig overvættes ros fra alle sider, det er en hyperbol dito. At jeg var forfængelig, det er løgn. Når det er bevist derved at jeg anså mig i stand til alt hvad jeg ville tage fat på, så er det bevist ved en anden løgn; for at et ungt menneske gør nogle forsøg i det dramatiske, det står som en meget slet grund til beskyldningen for et sådant overmod. At jeg 11 år gammel, digtede skuespil, det er atter en udskejelse til hyperbolen. At jeg indsendte et par stykker til teaterdirektionen, det er at tage munden for fuld. At det, jeg sendte, var et forspil, det er af de usandheder som man kalder ukorrektheder. At teaterdirektionens svar indeholdt smigrende udtryk, det er en fortælling af en der render hen og giver i tryk, hvad han har hørt halvt i en hast. At jeg var ejer af Slagelse Avis, det er ikke sandt. At jeg straks efter mit skrift om retskrivningen i mit studium vendte mig fra filologien fornemmelig hen til filosofien, det er på et hår det modsatte af sandheden truffet. At der dengang udviklede sig hos mig et hang til trættekærhed, det er løgn, fordi jeg kan opfordre Dem og enhver til, for de år, De omtaler, og mange følgende år, at opgive noget eneste menneske, jeg har været sammen med i hus, i gade eller By, som jeg har været i nogen trætte med, ved denne opfordring må de blive til skamme. At jeg viste et rethaveri i disputer, det er løgn. For at godtgjort det, måtte det bevises, at det par gange jeg opponerede ved disputatser, var de drunde som blev anførte imod mig, så stærke, at jeg burde veget for dem. Bevis det! vær så god! At jeg brugte spidsfindigheder, det er ikke sandt. Vil De have at folk skal tro Dem heri på Deres blotte forsifkring, efter at De har sagt så mange ssandheder? Nej, ingenlunde. De kommer til at bevise, at det, jeg sagde, fortjente det navn, spidsfindigheder, eller dette vil blive regnet med til de andre usandheder. At jeg, når jeg blev forfulgt under despotismens tryk, har vist en uædel, yderlig lidenskabelig bitterhed, det er øgn, fordi jeg ingenlunde har udtalt en stærkere uvilje, end fx de liberale bladeedaktører mange gange har gjort, når de har været i samme tilfalde, uden at nogen har undret sig derover. Denne løgn er des skændigere, fordi man derved, i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb med sårende pile mod den forfulgte. 

I det øjeblik, da formedelst folkefrihedens oprindende morgenlys mine bånd er faldne og jeg er gået ud fra mine Lldelser, som jeg har udstået, fordi jeg har arbejdet for folkets ret, det betyder så meget, som for mit fædreland, med døden, som Straf derfor, stillet for øjnene, lidelser, der i marterfuldhed og langvarighed uden sammenligning overgår alt hvad nogen har lidt i Europa for politiske Handlinger, er krænkende og sårende angreb det, som straks møder mig. En mand der bærer navn af en ven af det simple folk, gør sig den umage at hente dem frem imod mig uden stort at undersøge deres sandhed, udskrive dem og opfriske dem på ny fra ældre usandsartige beretninger. Lykkeligvis - det kan jeg sige har min ulykke hvor stor den end har været, dog været for svag til at gøre ende på mig. Ellers skulle jeg nu, tilintetgjort ved despotismens mishandlinger, værgeløs og magtløs have tjent til en skive for angreb af medborgere, for hvis rettigheder jeg stred og faldt , men som ikke har kunnet se mig overgivet til pinsler og ulykke uden at føle sig kaldede til at træde til, for også at mishandle mig efter deres evne og lejlighed, snart ved bemærkninger til at nedsætte mig sådanne, som den nys leverede biografi indeholder, snart ved den ublueste og nedrigste af alle Logne, som jeg dog håber således at have gendrevet, så at der ikke gives nogen nidding, der tør stå for mig, udtale den og see mig i øjnene.

De fortæller folk om mit huslige liv. Er det muligt, at De, ved at løse, hvad der blev skrevet om mig i denne henseende, da jeg var i ulykken, ikke bliver den indflydelse var, som min ulykke havde på det, der blev skrevet om mig? at De ikke formoder, hvad der dog var meget naturligt at formode, at de, der skrev dette om mig, for en stor del indrettede deres tale til den hensigt at behage magthaveren til en større lemfældighed imod mig, og anså et brud på usandheden for tilgiveligt dersom det kunne være til nogen hjælp for et menneske, hvem en så skrækkelig skæbne blev beredt, som den, der alligevel traf mig. Min ulykke var så stor, så at den kunne bevæge selv mine fjender til stige forsøg til min redning. Når De omtaler, hvad der uden denne hensigt ikke var blevet omtalt, og stiller det i det lys hvori det i denne hensigt er stillet, i en biografi, så begår De en rigtig fejl. Alt hvad der er blevet sagt om mine ulykker i det private og huslige liv, min mørke stemning osv. som omstændigheder, der skulle have medvirket til den handling, hvorfor jeg blev dømt, det er altsammen ikke andet, end en pia fraus, der blev anvendt af dem, der skrev, for, om muligt, at formilde magthaverens vrede. Alle fortællinger, der er fremført om min huslige stilling, om mit ægteskab, er ifølge hvad jeg nu har bemærket, uden al historisk troværdighed, og kunne ingenlunde benyttes i en biografi. Den handling, hvorfor jeg blev dømt til døten udøvede jeg aldeles uden al påvirkning af personlige omstændigheder, af nogen modgang i mit private liv. Jeg udøvede den, blot ledet af en eneste bevæggrund: det ønske, at det danske folk kunne nyde sin ret.

Når De vil give fortsætteIsen, som De har lovet, af det i nr. 19 af Historie og Digtning, som Deres blad hedder, og udskrive mere om mig af den art, som De har begyndt, så skal jeg ledsage Deres Historie og Digtning - thi deri består Deres biografi - med en fortsat vejledning for Deres læsere til at bedømme, hvad agtelse De fortjener som biograf. 
J. J. Dampe.

(Kjøbenhavnsposten 18. november 1848)

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

 I Kjøbenhavnsposten 20. november 1844 kunne Dr. Dampe kommentere en artikelserie som er bragt tidligere på denne blog:

Rønne Hovedvagt (1744) kan have været en af de bygninger som Dampe har været inde i eller måske gået forbi da han opholdt sig i Rønne 1840-1848. Dog uden fodgængergennemgangen. Den er et resultat af bilismen i 1940. Bygningen var opført som arrest, senere hovedvagt (til 1867).

"Oplysninger og Berigtigelser til Skilderiet af Dr. Dampes Fængsel".

Dr. Dampe, der, efterat have hensiddet over 20 Aar i strengt Statsfængsel, for nogle Aar siden blev benaadet med Forviisning til Øen Bornholm, har der iaar begyndt at udgive et Hesteskrift: "Til Danmarks Borgere", hvoraf to Nummere ere udkomne. Man skulde ikke troe, at det kunde mangle paa Interesse hos Publikum til at gjøre sig bekjendt med hvad denne haardt prøvede Mand har at fremføre, og vi maae derfor antage, at det kun er Mangel paa Kjendskab til dette Skrifts Udgivelse, der hidtil har foranlediget dets ringe Afsætning. Man vil i dets Indhold og Tendents - der fornemmelig gaaer ud paa at  undersøge og belyse, hvilke statsretlige Grunde vor nuværende Forfatning kan siges at støtte sig paa, og ifølge hvilke Forfatteren i sin Tid blev dømt fra Livet - gjenfinde en endnu usvækket Aand, der stræber efter Lys i i og Sandhed med ligesaamegen Iver og Fasthed som i dens ukrænkede Ungdom, hvorvel det er en Selvfølge, at Forfatteren, hvem Censurens Baand endnu er paalagt, endskjøndt den Dom, hvorefter dette skeer, vel kunde synes at vare gaaet under i den ham senere tilkjendte Dødsdom - ikke med en Uforbeholdenhed kan udtale sig om disse Gjenstande, som han i sin fulde Frihed sikkert vilde.
Idet vi paa det Varmeste anbefale Dr. Dampes Skrift til den Deel af Publikum, der har  agtelse for en Ulykke, hvis rette Navn det vilde blive os formeent her at udtrykke, og som endnu holder i Hævd, hvad der vil bidrage til at føre Fædrelandet en høiere Statsudvikling imøde, ansee vi det for en Pligt af det sidste Nummer her at hidsætte Forfatterens Berigtigelser til en Række af Artikler i dette Blad, ham vedgaaende, som iøvrigt vare skrevne med det udtrykkelige Formaal at bidrage til at forjage de lave og uværdige Forestillinger om ham og hans Strafskyld, som desværre i lang Tid uimodsagt havde søgt at gjøre sig gjældende. 
Disse Berigtigelser, der udgjøre endeel af en Artikel i Nr. 2 af bemeldte Hesteskrift, under ovenstaaende Overskrift lyde saaledes: 
"I  Kjøbenhavnsposten Nr. 255 1841 nævnes nogle Formildelser eller Lettelser i min Fængsels-Tilstand, som skal være blevne mig til Deel, hvilke dog ikke have fundet Sted, men ere blevne Forfatteren urigtigen berettede. 
Han fortæller med Sandhed, at, da jeg første Gang var i Citadellet, blev jeg behandlet af dets Commandant, General Lorentz, med den yderste Strenghed, at jeg i de fem (ikke sex) Aar, da jeg sad der, uafladeligen sad indespærret inden fire Mure og aldrig nød frisk Luft og Bevægelse. Han siger om mig: hvor rædsomme disse Aar have været, kan man først rigtigt gjøre sig et Begreb om, naar man tillige erfarer, at det i denne lange Tid var ham aldeles negtet at bringe sine Tanker paa Papiret, alle Skrivematerialier vare ham berøvede. Dette er Sandhed. Ligeledes, at Ingen fik Tilladelse til at komme til mig, ikke engang mine Børn, Med mindre, som han siger, man kan regne det for noget, at de saae mig et Par Gange med bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til, efter nogle faa Minutters Forløb, igjen at stille Faderen fra Børnene. Dette forholder sig rigtigt, saavelsom at, da jeg derfra var kommen til Christiansø, kom jeg til visse Tider i frisk Luft. Dette skete nemlig med en Soldat tre Skridt bagved mig med Bayonetten bestandig udtrukken af Skeden. Men derpaa melder Forfatteren aldeles urigtigen, at nu tilstededes mig Brugen af Skrivematerialier. Det er sandt, jeg fik Blæk og Pen; men, da Papir var mig aldeles negtet, saa kunde de to første ikke nytte mig. Naar jeg engang imellem vilde skrive et Brev, for at give min Familie Efterretning om min Sundhed saa maatte jeg andrage derom til Arrestforvareren, som igjen androg derom til Commandanten, der da gav sin Tilladelse til, at et Ark Papir blev kjøbt. Brevet blev gjennemseet af Commandanten, som undertiden, naar jeg havde skrevet noget Ord til eet af mine Børn, som han ikke syntes om, forbød mig det, og jeg maatte skrive Brevet om igjen. Ja! naar jeg paa Regninger skulde skrive det Ord: Modtaget, maatte Commandantens Tilladelse indhentes til at benytte Blæk og Pen til dette Ord, og Underofficieren kom til mig med de Ord: De har Commandantens Tilladelse til at paategne denne Regning. Saaledes var det altid i mit Fængsel. Jeg vil dog undtage nogen Tid i mit Fængsels første Aar (i Domhuset) da Papir blev leveret mig, hvorpaa jeg kunde skrive noget literairt Arbeide, saaledes at der blev holdt nøie Regnskab over hvert mig leveret Ark, og Alt, hvad jeg havde skrevet, blev gjennemseet. Dette Samme skete, paa en særdeles Anledning, i mit Fængsels syvende Aar, og ved en enkelt sjelden Leilighed. Men iøvrigt blev den Regel, som jeg nys har beskrevet, naar jeg blot vilde skrive et Brev eller skulde paategne en Regning, bestandig iagttaget lige til mit Fængsels sidste Dag. Derfor, naar Forfatteren siger, at man først kan gjøre sig et Begreb, hvor rædsomme de fem Aar i Citadellet have været mig, naar man erfarer, at i denne lange Tid Skrivematerialier vare mig berøvede, saa maa det rettes saaledes: nei, ikke blot i denne lange Tid, 5 Aar, men i den lange Tid, 20 ½ Aar.
Det, som Forfatteren beretter, at jeg fik Bøger paa Christiansø tilsendte fra Kjøbenhavn, er aldeles urigtigt. Det fik jeg aldrig.
Det er fremdeles urigtigt , naar Forfatteren beretter, at, da jeg anden Gang var i Citadellet, det var i mit Fængsels ellevte Aar, blev den Strenghed, hvorved Adgang til mig havde været formeent Enhver, endogsaa mine Børn, ophævet i Henseende til mine Børn. Han siger, at det negtedes mig da ikke at tale med mine Børn. Jo, det negtedes mig da, ligesom for. Vistnok talte jeg til den Tid adskillige Gange med mine Børn. Men det skete formedelst en Misforstaaelse eller Forseelse af Arrestforvareren. Da Commandanten erfarede det, fik Arrestforvareren en Irettesættelse. Eet af mine Børn, som strax derefter kom til mig i det Haab, at kunne tale med mig, fandt ganske den gamle Foranstaltning, som Forfatteren fortæller, bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til efter faa Minutter at stille os ad og forlod mig grædende. En Militair, som var tilstede ved en saadan Leilighed i General Lorentzes Tid, undskyldte, at han kun kunde tilstede mig faa faa Minutter til at see mine Børn, dermed, at, da jeg sidste Gang for en rum Tid siden havde seet dem, havde Lorentz, da han kom tilbage, bebreidende sagt til ham: De blev saa længe. Den Strenghed, at at Adgang til mig var formeent, vedblev i hele mit Fængsels Tid. Jeg kan undtage derfra, at, efterat det oftere var skeet, at Personer, som stede i Forbindelse med Fængselet, havde ønsket Underviisning af mig og havde bedet om Tilladelse til undertiden at gaae ind til mig en lille Tid i denne Hensigt, men dette var af Commandanterne stadigen afslaaet, saavel i Citadellet som paa Christiansø, bevægede dog nogle Fædre paa Christiansø Commandanten til at tillade, at jeg undertiden gav deres Børn nogle Underviisningstimer, hvilket fandt Sted i et vist Tidsrum og derefter ophørte. Iøvrigt var Adgangen til mig saaledes spærret, at, da jeg engang var syg paa Christiansø - Noget, der lykkeligviis meget sjeldent indtraf - jeg laae alene i mit skumle Fængsels Grav, Ingen kunde komme ind til mig, uden en raa og følesløs Fængsels-Opsynsmand, der blev utaalmodig , naar han skulde skjænke mig Hjelp i nogle Minutter, og jeg bad derfor indstændigen, at een eller anden Person, som jeg kunde ønske til at pleie mig, maatte faae Lov til at komme ind til mig, saalange jeg var syg, saa blev dette mig afslaaet.
En Lettelse blev mig vistnok til Deel i mit Fængsel, da det blev mig forkyndt, at jeg maatte have Lov til, i den Tid, da jeg kunde gaae omkring med en væbnet Soldat bagved mig, at tale med Een eller Anden, som jeg maaskee kunde træffe paa min Vei. I Anledning deraf blev det ogsaa bestemt, at Soldaten skulde gaae sex Skridt bagved mig i Stedet for tre. Men nogle Dage efter maa Commandanten have betænkt sig i det sidste Punkt. Thi allerede faa Dage efter bleve de ser Skridt igjen til de tre. Soldaten med den blottede Bayonet stod ved Siden under hver Samtale, og det kunde skee, at han blev befalet at rapportere, hvad der var  sagt. Thi en Ordre kom efter nogen Tid, som lod saaledes: at han ikke maatte tillade, at Samtalen blev ført i noget andet Sprog, end det danske, for at han kunde rapportere, hvad der var sagt. Siden blev endnu den Ordre tilføiet, at jeg ikke maatte tale med Nogen i længere Tid, end i fem til ti Minutter. Da jeg engang ved en Lejlighed spurgte om Bevæggrunden til denne Ordre, svaredes der, at Bevæggrunden var, at den ledsagende Soldat ikke kunde taale at staae stille i længere Tid.
Der skete derefter den Forandring, at jeg gav slip paa at gaae i længere Strækning, i hvor vigtigt dette end var for min Legemsbevægeise, for at blive befriet fra den ledsagende Soldat, og lod mig nøie med en lille Strækning ligefor Vagten, hvor jeg uafladelig var under de Vagthavendes Øine, jeg kunde være der en temmelig Tid af Dagen. Jeg kunde tale med hvem jeg traf paa dette Sted, men, dersom Samtalen overskred fem til ti Minutter, blev strax en Soldat sendt fra Vagten og skille mig og den, jeg talte med, fra hinanden. Tilsidst, fordi en fra Vagten afsendt Soldat engang stille mig fra en Embedsmand, som jeg talte med, blev Ordren saaledes modificeret, at med en Embedsmand maatte jeg tale saalænge jeg vilde, derimod med Folk, som ikke vare af Embedsklassen, maatte jeg kun tale i fem til ti Minutter.
Den Tilladelse at tale med Nogen, naar jeg gik ud, var den eneste Formildelse i mine Fængsels-Lidelser, som nogensinde blev mig til Deel i hele mit Fængsels Tid. Men de Bestemmelser, som bleve føiede til denne Formildelse, gjorde den til Intet. Formildelsen var ikke kommen fra nogen Autoritet i Kjøbenhavn. Tvertimod paa en Forestilling fra Commandanten, om der ikke kunde indtræde nogen Formildelse i min tunge Tilstand, var Svaret Afslag med de Ord, at jeg skulde være under strengeste Bevogtning. Vilde Commandanten gjøre Noget, saa maatte han gjøre det paa sit eget Ansvar. Hos Autoriteterne over ham var ingen Tanke om nogensomhelst Formildelse for mig. Derfor blev Formildelsen til Intet. Thi Samtale given mig paa den Maade, at den blev tagen fra mig igjen, jeg vidste ikke, hvad Øieblik, det blev en Tantalus-Qval og ingen Lindring, og ethvert Menneske flyede det Tilfælde at blive dreven fra mig af en Soldat. Næsten alle de, jeg kunde træffe, vare Saadanne, som kunde frygte dette. 
Den for Legemet uundværlige Bevægelse i frisk Luft til visse Tider tilstaaes selv dem, der holdes paa det strengeste. Lænker vare mig ogsaa budne, og jeg undgik dem kun ved at underkaste mig den Tilstand i fem Aar at være berøvet Bevægelse i frisk Luft, hvorved mit Legeme i høieste Grad truedes med Undergang.
Selv den, der holdes paa det strengeste, negtes ikke at Læsning, dog med Forbud imod, hvad han ikke maa læse. Naar Tilfældet var, at jeg kunde faae Lidt at læse, saa fattedes det ikke paa saadanne Forbud imod, hvad jeg ikke maatte læse. Det blev forbudt, at jeg maatte læse Spittlers Historie om Souverainitetens Indførelse i Danmark. I en Række af Aar var det mig aldeles forbudt at faae nogen Avis eller noget Blad at læse. Siden blev det mig tilladt at læse nogle, men dog kunde ikke det Mindste gives mig, uden at det først var indstillet til Commandantens Afgjørelse, om Læsningen deraf kunde være mig tilladt. Et Blad, som kort efter Frederik den Sjettes Død omtalte min lange Fængsling paa en deeltagende Maade, blev det mig forbudt at læse.
Altsaa den Skjæbne, som jeg paadrog mig ved den Overbeviisning, hvortil jeg ved Studering af min Videnskab, under redelig Granskning, var kommen, og som jeg vilde fremsætte for mine Medborgere og underkaste deres Bedømmelse, uden mindste Fordeel deraf for mig selv, denne Skjæbne fra det Øieblik, den omtalte Overbeviisning blev opdaget, og under hele mit Fængsel har ikke indeholdt andet, end uafladelig, vedvarende, til enhver Tid i den lange Aar-Række, Alt, hvad der var det haardeste og strengeste muligt. Først kom Dommen, som Dommerne hentede frem af Loven saa streng, som de kunde; derefter kom Forandringen af det, Dommen bestemte, til Fængsel, som maa danne en Undtagelse fra Strengheden, naar vor nulevende Konges Ord i det Reskript, der er nævnt, ikke tør modsiges, men i Henseende til hvilken jeg blot har bemærket det Factum, at alle de Meningsyttringer, der til nogen Tid ere fremkomne fra mig, have erklæret den for værre, end Dommen. Endelig, efterat alligevel Forandringen til Statsfængsel havde fundet Sted, efterat Fængsel var blevet min Lod, saa have dette Fængsels Vilkaar alle de 20 ½ Aar igjennem bestandig været de skarpeste, som deri ere mulige. De Lindringer, som deri kunne finde Sted, bestaae deri, at Udelukkelsen fra menneskelig Virksomhed og Berørelse med Medmennesker ikke er fuldkommen. Paa saadanne Lindringer gives jevnligen Exempler. Men denne Udelukkelse forblev for mig fuldkommen indtil det Sidste. Ingen Lindring eller Lettelse i mine Fængsels-Lidelser blev mig nogensinde til Deel."

(Kjøbenhavnsposten 20. november 1844)

Dr. J. J. Dampe XIV. (Efterskrift til Politivennen).

 Del XIV er en gendrivelse af en artikel i Altonaer Merkur som kritiserer artikelserien i Kjøbenhavnsposten, ud fra et referat i Kieler Correspondenz-Blatt. Her gentages også gang på gang en opfordring om at offentliggøre kommissionsdomstolens akter i sagen.

Dr. Dampe.

XIV.

Enhver opmærksom læser af artiklerne i dette blad om dr. Dampe vil have set, at disse for en ikke ringe del må være nedskrevet efterhånden som nye materialer og oplysninger dertil er kommet forfatteren i hænde, og deraf forklaret sig, hvorfor de på flere steder savner sammenhold og enhed i fremstillingen, idet at forfatteren en gang imellem har måttet vende tilbage til det tidligere anførte for at kunne berigtige dette eller tilføje en siden erhvervet yderligere oplysning. Mens min stræben ved disse meddelelser hovedsaglig er gået ud på, efter bedste evne at fremstille sandheden ren og uforvansket af de mange fordrejelser og tilsætninger, hvormed løse rygter og forsætlige opdigtninger i sin tid havde gjort den næsten ukendelig, kan jeg naturligvis ikke anse mit arbejde for sluttet så længe det endnu dog altid var muligt, at der kunde tilvejebringes eller foranlediges noget større lys i den dunkelhed, hvori hemmeligholdelsen af akterne endnu stedse holder den sag, hvorunder Dampe blev dømt fra livet som oprører og majestætsforbryder. Skønt mit håb i så henseende ikke nu er synderlig større end da jeg begyndte artiklerne, ser jeg mig ved en insinuation, som jeg, efter alt hvad jeg har oplyst og til dels også dokumenteret, allermindst havde ventet, foranlediget til atter at gribe pennen. Red. af det i Kiel udkommende "Correspondenz-Blatt" har, gennem flere numre af nævnte blad, leveret et temmelig udførligt uddrag af mine artikler om dr. Dampe. Det må imidlertid tilskrives forfatterens mangel på nøjere kendskab til forholdene, at han i dette sit referat har udeladt enkelte meget væsentlige punkter, og det er åbenbart netop disse udeladelser, der har voldt, at en indsender i "Alt. Merkur" af 9. dennes i en artikel under overskrift: "Betræffende dr. Dampes sag" har troet at kunne beskylde mig for intet mindre end en tendens til forsætligt at fordreje sandheden. Denne artikel i Merkuren lyder ord til andet som følger:

"En først i "Kjøbenhavnsposten" udkommet og derfra i "Kieler Correspondenzblatt" overgået opsats om dr. Dampes forseelse og straf synes mig, at dr. Dampe er dømt uretfærdigt, og at den livsvarige fængselsstraf, der ramte ham, ikke var andet end en imod ham udøvet ufortjent hårdhed og grusomhed. For så vidt måske hensigten af den opsats skulle gå ud på at anbefale dr. Dampe, der allerede har fået en formildelse i sin straf, til den kongelige nåde, enten til en yderligere formildelse eller til fuldkommen eftergivelse af straffen, skal der her ikke anføres et ord derimod. Man kan tværtimod ret vel være enig med forfatteren af den nævnte opsats deri, at dr. Dampe nu, efter en 20 årig fængsling, har bødet for sin forseelse i et mål, som, hvis ikke andre grunde skulle tale derimod, ville gøre en fuldstændig benådning ubetænkelig. Men hvad vi desuagtet finde højst dadelværdigt, er den tendens, som umiskendeligt går gennem hele opsatsen, men mest decideret fremtræder i dens slutning, idet at dr. Dampe sættes ved siden af nogle københavnske lærde, der efter emanationen af anordningen af 28. maj 1831 bragte den forevigede konge deres tak for provinsialstændernes indførelse, og sammenstilles med dem på den måde, som om der ikke skulle falde dr. Dampe andet til last end hvad også disse lærde havde gjort. Efter hele fremstillingen må publikum forledes til den tro, at dr. Dampe var blevet dømt til en svær straf blot på grund af sin kærlighed til det danske folk, på grund af patriotiske ønsker, liberale meninger og grundsætninger; at han er falden som en martyr for folkefriheden. I den hele fremstilling er et punkt forbigået med tavshed, et punkt, der dog rimeligvis ikke burde have været glemt og hvis oplysning må anses nødvendig, forinden dr. Dampe roses for sine liberale meninger og betegnes som en for folkefriheden falden martyr. Den der ikke aldeles har tabt troen på domstolenes retfærdighed og regeringens mildhed, kan umuligt tro, at fremstillingen i den betegnede opsats er sand og rigtig. Publikum har også i denne henseende været af en anden mening. For da dr. Dampe blev arresteret og undersøgelsen imod ham indlededes, gjaldt det i publikum som en afgjort og utvivlsom kendsgerning, at dr. Dampe ikke blot havde haft til hensigt, men også forberedt en voldsom forandring i statsforfatningen; at han navnlig havde sat sig i forbindelse med en smed, for at forskaffe sig nøgler og andre værktøj, i den hensigt at åbne fængslerne og strafanstalterne, sætte fangerne og forbryderne i frihed og derpå ved hjælp af fangerne og forbryderne at proklamere folkefriheden. Men forholdt sagen sig således, som publikum dengang troede og vel måtte have grund til at tro, så fremstiller sagen sig i virkeligheden noget anderledes end den nævnte opsats søger at indbilde publikum, og det er en åbenbar vildledelse af publikum, når man gør forsøg på at betegne en sådan forbrydelse som en handling, der havde sin grund i kærligheden til folket, sin kilde i patriotiske ønsker, i liberale meninger og grundsætninger. Mod en sådan fremstilling må enhver forstandig mand på det alvorligste og kraftigste protestere".

Skønt jeg vistnok hos enhver dansk læser af mine artikler trygt kan appellere til det hovedindtryk, disse i deres totalitet har efterladt hos ham, og der, som jeg håber, vel har været en høj grad af beklagelse over hårdheden og urimeligheden af den række af forfølgelser, Dampe har været underkastet, og en ikke ringere grad af medlidenhed eg deltagelse med de ham ved straffen for hans politiske forbrydelse påførte lange lidelser og hans i det hele taget højst ulykkelige skæbne; men ingenlunde den oprørte følelse af harme og indignation, som udspringer fra den erkendelse, eller endog blot formodning, at en i nationens øjne aldeles brødefri mand skulle være dømt uretfærdigt, vil jeg dog, da jeg ikke ter forudsætter, at detaljen af min fremstilling så nøje erindres af alle, punkt for punkt imødegå og modbevise den indsenders beskyldninger.

Det hedder da, at mine artikler om dr. Dampe synes at være beregnede på udbredelsen af den mening, at Dampe er "dømt uretfærdigt" - Forf. mener naturligvis i højforræderisagen - og at han slet ikke har fortjent den straf, han har måttet lide. Men ved at omtale kommissionsdommen over ham (cfr artikel X, nr. 244 af d. bl.) siger jeg udtrykkelig, at "Udfaldet af sagen var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes." Hvor findes her mindste hentydning på, at dommen skulle være uretfærdig? Jeg har desuden karakteriseret dr. Dampes politiske forbrydelse som et "Attentat" imod suveræniteten, jeg har betegnet det vigtigste af de oprørskrifter, for hvilke han blev dømt, som en "decideret og uforbeholden erklæring om, at folket uhindret skulle tilstedes at gøre brug af den det, efter Dampes mening, tilkommende ret til selv at bestemme landets regeringsform". Kan der siges, heri at ligge nogen tendens til at udbrede den mening, at Dampe ikke, efter den hos os bestående lovgivning, fortjente at straffes som højforrædder? At den straf, han led, ved en streng, 20 årig fængsling, var meget hård, og at han nu må antages at have bødet mere end tilstrækkeligt for sin forseelse, så at han, efter humanitetens, over alle politiske straffedomme hævede, krav, vel turde have håb om en fuldstændig benådning, synes forfatteren selv meget tilbøjelig til at indrømme. Og heri er vi vistnok enige. Christian den Ottendes følelser er sikkert også endnu alt for meget de samme som i hans ungdom, til at han ikke i dette tilfælde, hvor intet er at frygte, men meget at gøre godt, skulle tænke på at hæve den anomali, der stedse må findes i forhold som det, at den monark, der i sin ynglingsalder på Eidsvold besvor den norske folkefrihedsakt, i sin manddom, som absolut suveræn, skulle lade den for en politisk forseelse domfældte, der alt ved 20 års indespærring nok som har måttet bøde for sin i fødselen kvalte stræben efter at forskaffe sine landsmænd en forfatning i samme ånd som den norske, for bestandig være underkastet politiets specielle opsigt og en væsentlig indskrænkning af sin personlige frihed.

Den sandhedsfordrejende tendens, forf. således vil have fundet i mine artikler "ganske i modstrid med de ovenfor anførte utvetydige ytringer" mener han fremdeles al være "mest decideret fremtrædende i slutningen", hvor Dampe sammenstilles med de danske videnskabsdyrkere, der i 1831 bragte Frederik den Sjette deres tak for stænderinstitutionen. En sådan sammenstilling er rigtignok gjort (cfr. artikel XIII, nr. 255); men, vel at mærke, kun med hensyn til spørgsmålet om bevæggrundene til Dampes handling. Der er intetsteds sket nogen som  helst antydning af en sådan art , ar den kunde tendere til den latterlige slutning, at "der ikke skulle falde Dampe andet til last, end hvad også disse videnskabsdyrkere havde gjort"! Men, hvad der er af væsentlig betydning og ingenlunde tør overses: jeg er aldeles ikke forfatter til de ytringer, inds. her har doleret over. De findes nemlig i nogle citater fra er håndskrift af den i en af mine sidste artikler aftrykte forsvarsskrivelse for Dampes motiver, hvilken skrivelse, som jeg udtrykkelig har bemærket, stammer fra en mand, "hvis betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen ideganq og synsmåde". Det er denne, der her er gjort gældende med hensyn på motiverne til hans politiske forbrydelser, og det er da evident, ar der her ikke kan være tanke om nogen tendens fra min side til at skaffe den synsmåde indgang, at Dampe skulle være dømt uretfærdigt.

Jeg kommer nu til det såre væsenlige punkt, jeg, efter indsenderens påstand, "i min hele fremstilling skal have forbigået med tavshed" Det er det ved Dampes arrestation almindeligt udbredte rygte, at det var hans hensigt at åbne fængsler og straffeanstalter, slippe forbryderne løs og ved deres hjælp proklamere en konstitution. Jeg er imidlertid så langt fra at have forbigået dette punkt med tavshed, at jeg netop ganske direkte er gået ind derpå. I den 11. af mine artikler (cfr. Nr. 245) omtaler jeg nemlig de "catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygter i sin tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende", og bemærker i den anledning, at alle disse tilsætninger, "efter alt hvad det har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundet i akterne, så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons Interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidet hæderlig rolle, at give dem". Dette fandt jeg "til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå Dampes inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning i kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige", hvilken karakter der umuligt fra det offentliges side kunne have været tillagt dem, hvis disse beskyldninger havde været sande". - Jeg vedkender mig endnu med lige styrke denne overbevisning, som, uagtet alle de efterforskninger, jeg stadig har anset det for min pligt at anstille, heller intet mig senere vitterligt datum har egnet sig til i mindste måde at rokke, men, som jeg villig indrømmer, tværtimod ved det ovenfor nævnte, aldeles fra Dampes standpunkt opfattede forsvar for hans motiver, har vundet en yderligere stadfæstelse. At Dampe blev dømt fra livet "for al have gjort sig skyldig i at fremstille oprørske ideer, og i dette øjemed at have forfattet nogle utrykte skrifter (som han ikke søgte at holde hemmelige), sigtende til en forandring i regeringsformen" - og smeden Jørgensen - for at have på en virksom måde søgt at fremme disse ideer" - at ingen af dem - havde foretaget videre til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme" - og at "deres foretagender iøvrigt var planløse og lidet farlige, og således ingen videre resultat havde haft" - dette er alt hvad der autentisk er blevet kundbart for publikum og hvad man således i ethvert tilfælde med sikkerhed kan stole på at være den rene sandhed. Jeg ved meget vel, at de ovenfor nævnte rygter på den tid med lynets hurtighed føre omkring fra mund til mund og af de fleste blevet holdt for utvivlsomme fakta, at flere andre rygter af ikke mindre aggraverende natur - som fx at det skulle have været Dampes agt, i forbindelse med fangernes løsladelse, at stikke ild på hovedstaden fra alle fire hjørner og under den almindelige rædsel og forstyrrelse at gøre sig til herre over fæstningsværkerne; at han havde intenderet indsættelsen af et interimistisk folkedirektoriat, hvis Medlemmer allerede fandtes udset på en af ham forfattet liste etc. - på samme tid af mange blev troede som evangelier; men jeg ved også, at ingen var mere ivrige til at udsprede sådanne rygter og til at holde dem i live længe efter, end netop et par af de noksom betegnede villige vidner, som til dels stod i politiets sold; - jeg ved fremdeles, at to af disse vidner flere år efter, da de sikkerlig kun med bitterlig anger og smerte erindrede sig deres virksomme deltagelse i denne sag, og nødigt hørte den omtalt, aldeles afholdt sig fra længere at divulgere disse rygter, men derimod - måske for at holde sig samvittigheden lidt mere fri ved at komme sandheden noget nærmere - snarere søgte at føre ordet for den ulykkelige Dampe og at undskylde ham med en total forvirring af hans begreber, og til bevis derpå anførte, at han skulle have haft den fikse ide, hvis planen ikke skulde lykkes, da med sine tilhængere at kaste sig ind i Rundetårn og der at forskanse sig imod den militære magt - et rygte, der forøvrigt, uagtet den modstrid, hvori det synes at stå til nogle af de øvrige, også ved Dampes arrestation hørte blandt de cirkulerende, og på hvilket jeg nylig har hørt den tilsyneladende stadfæstelse, at dets indhold virkelig skulle være releveret i de af vidnerne: afdøde professor (siden etatsråd og ridder) Wendt og dr. J. K. Høst under sagens præliminære behandling afgivne forklaringer, - muligvis baseret på nogle Dampe undfaldne løse ytringer. Såfremt akterne i sagen nogensinde skulle blive tilgængelige for offentligheden, anser jeg det slet ikke for umuligt, at der også til de førstnævnte rygter kunde findes en hjemmel af lignende natur - måske i den af afdøde kaptajn og adjudant ved livjægerkorpset (siden portkontrollør) Top til politiet indgivne rapport eller for kriminaldommerens protokol afgivne vidneforklaring. Men hvad jeg holder mig fuldkommen moralsk overbevist om, er, at Dampe hverken er bleven dømt for nogen oprørsplan af en så atroce natur som den af disse rygter ommeldte, eller nogensinde for alvor har intenderet en slig. Om muligvis en eller anden løs ytring af sådan art, i et fortvivlet øjeblik, eller under en momentan begrebsforvirring, som jeg, med hensyn til Dampes daværende højst eksalterede gemytstilstand, efter hvad jeg tidligere har anført. ikke anser for utænkelig, kan være undsluppen Dampe, og siden være bleven forebragt i en eller anden politispions rapport eller vidneforklaring, må jeg, som sagt, af mangel på tilstrækkelig oplysning derom, lade være uafgjort.

Forresten mener jeg, at man slet ikke behøver, som indsenderen så empatisk siger, "aldeles at have tabt troen på domstolenes retfærdighed", for at antage den fra regeringens side offentlig givne beretning om sagens udfald - og det er denne, der er lagt til grund for min beretning derom, hvori den blot er noget nøjere oplyst - med et referat af hoveddokumenteis indhold for hvad den altid må antages at være: den rene, uforbeholdne sandhed. Kommissionen havde i dette dokument (erklæringen af folkets ret til selv at bestemme regeringsformen) og de flere dermed i forbindelse stående aktstykker, der alle var skrevet med Dampes egen hånd og til hvilke han havde vedkendt sig autorskabet, nok for sig til, i overensstemmelse med lovgivningen, at domfælde ham som den gjorde. Den ville heller næppe, hvis hans forbrydelse havde været af en så graverende art som rygtet sagde om ham, have fundet den anledning til formildelse fra kvalificeret til simpel dødsstraf, som man af beretningen ser, at den fandt. Hvad derimod angår troen på en absolutistisk regerings mildhed, som inds. også påberåber sig, da må jeg oprigtigt tilstå, at den hos mig, i tilfælde som det nærværende, ikke er synderlig levende eller har stort at betyde. Historien har nok så meget vist, at om end nationerne i almindelighed ved en statsomvæltning har vist mildhed og skånsel imod deres undertrykkere, så har derimod regenterne, ved et mislykket attentat på at berøve dem den magt, hvormed de var beklædte, såre sjældent vist sig tilbøjelige til mildhed eller barmhjertighed. Man behøver derfor aldeles ikke at tillægge attentatet noget præg af sær atrocitet for i sådanne tilfælde at motivere savnet af disse en regents ophøjede egenskaber.

Måske vil man endnu spørge, om jeg da tror, at det aldeles ikke lå i Dampes plan at gribe til voldsomme midler for at realisere sin konstitutionside? Herom kan jeg vistnok ikke ytre mig med nogen fuld overbevisning; men jeg er, efter alt hvad jeg ved, dog temmelig vis på, ar han endnu i det øjeblik han blev pågrebet, aldeles ikke selv var på det rene med det hele "planløse" foretagendes egentlige realisabilitet, ligesom han jo da også først ville åbne en diskussion og drøftelse af sine ideer i den berammede forsamling. Slutningen af den tit omtalte erklæring til regeringen, som han ved denne lejlighed vilde forelægge og af hvilken jeg i nr. 244 af d. blad har meddelt de indledende sætninger, tyder imidlertid hen på, at det har været Dampes mening, at underskriverne af erklæringen, som en samlet mængde, også skulle være rede til, hvis regeringen ikke skulle ville låne øre til deres påstand og tilstede folket "fredeligt og frit at vælge deputerede til al stemme om landets regeringsform", da at sætte magt imod magt, idet at det deri hedder : "Vi viger ikke fra hinanden, men består med hinanden til det yderste indtil det er opfyldt". Det er vistnok disse og lignende udtryk, der fuldstændigt giver dette dokument karakteren af et oprørsskrift, skønt denne allerede efter vor lovgivning må anses at være konstateret ved den deri indeholdte udvikling af folkets formentlige ret og påstand om sammes "fredelige" udøvelse.

Det ovenfor anførte vil uden tvivl være tilstrækkeligt til al begrunde afvisning af enhver beskyldning om en sandhedsfordrejende tendens af mine artikler om dr. Dampe som aldeles ugrundet og ubeføjet. Da imidlertid de af mig her på ny aftrykte bevissteder af selve artiklerne findes udeladte i det Referat af samme, som er leveret i "Kieler Corresp. Bl." , har indsenderen i "Alt. Merkur", der kun har haft dette referat at holde sig til, deri vel kunnet have nogen grund til denne urigtige og urimelige opfattelse af artiklernes tendens. Idet jeg nu holder mig overtydet om, at de ærede herrer redaktører, såvel af Merkuren som af korrespondentsbladet, ville yde sandheden og retfærdigheden den tribut, at tage en sådan notits af nærværende gendrivelse, at sagen derved for mit vedkommende bliver sat i sit rette lys, kan jeg ikke undlade gentagen at ytre det ønske, at præmisserne til kommissionsdommen i den mod Dampe anlagte højforræderisag måtte blive bragte til offentlig kundskab og derved efter al sandsynlighed hele det tågeslør fjernet, som endnu hviler over denne sag. Skulle der ikke være noget håb herom, vil den eneste måde at få opklaret de punkter, hvorom der i publikum endnu måtte kunne være tvivl tilbage, være. at Dampe selv uforbeholdent ytrede sig derom , hvortil der synes at måtte være så meget de større opfordring for ham som det jo netop i nærværende øjeblik må være ham i særdeleshed magtpåliggende al se sin karakter og sin tidligere færd lagte så åbent som muligt for det publikums Vine, for hvilket han nu, efter tyve års borgerlig død, atter agter at udvikle en medborgerlig virksomhed ved at optræde som forfatter.

Kjøbenhavnsposten, 16. oktober 1841. 

Dr. J. J. Dampe XIII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XIII omhandler Dampes fængselsophold på Kastellet og Christiansø. 

Det berygtede fængsel på Kastellet, hvor Dampe sad og ventede på at der blev bygget et specielt fængsel til ham på Christiansø, 1821-1826 og igen 1831-1832. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Dampe.

XIII.

Det vil uden tvivl have interesseret ikke få af dette blads læsere at følge de betragtninger over bevæggrundene til Dampes som politisk forbrydelse straffede handlemåde, hvilke jeg i forrige afsnit af disse artikler har meddelt. Denne interesse vil forøges, når man erfarer, hvad jeg har al anledning til at holde mig overbevist om, at disse betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen idegang og synsmåde, at de er et tro afpræg af de anskuelser, han, efter i tolv år at have været berøvet friheden, i sit fængsel følte en inderlig trang til at udtale og til at ønske forebragt sine medborgere. Frygten for dengang muligvis snarere at skade end at gavne ham ved en sådan offentlig meddelelse afholdt vedkommende fra at lade den komme til sin bestemmelse. Til en sådan frygt er der, under de forandrede forhold, nu ikke længere nogen grund, og selvom den specielle anledning, som det tidspunkt tilbød for en sådan offentliggørelse, ikke mere er til stede, har jeg dog så meget mindre troet at burde tilbageholde den, som jeg anser det for rigtigt at lade komme til publikums kundskab alt hvad der på nogen måde kan bidrage til al sætte den omhandlede sag i sit rette lys, hvilket jeg desuden kun kan anse at være gavnligt for den pågældende selv, idet at der således i den offentlige mening må danne sig en retfærdigere dom om denne ikke mindre ubilligt miskendte end hårdt forfulgte mand - en dom, der lige så lidet kan være uden Indflydelse hos en oplyst regering, som hos hans medborgere.

Man har af det i den meddelelse leverede tro referat af Dampes ansøgning til kongen i 1831 set hvad det var, der dengang voldte så meget anstød både hos Frederik den Sjette og de med denne monarks anskuelser fortrolige autoriteter. Enhver, der kendte disse anskuelser, og de var vist nok almindeligt rigtigt vurderede i publikum, - vil sikkert være tilbøjelig til at kalde Dampes fremgangsmåde ved denne lejlighed højst uklog; men man må, før man dømmer, drage til minde, at om end alle andre heri landet kendte den afdøde konges synsmåder med hensyn til stænderinstitutionen, hvorledes han betragtede denne og hvor ganske det skyldtes tidsomstændighederne at han gav den: så måtte dog alt dette for størstedelen være den i et fjernt fængsel fra verden og så godt som alt samkvem med verden afsondrede Dampe ubekendt. Intet er naturligere end at Dampe greb budskabet om indstiftelsen af en folkerepræsentation i Danmark som den håbløst fortvivlende griber et middel til frelse, der uventet tilbyder sig for hans blik, og det har i mine tanker noget tærdeles rørende ved sig at se med hvilken tryghed han fra muligheden har funderet sig over til en sådan grad af vished, at han endog i sin bøn om befrielse for ramme alvor søger at ræsonnere sig frem til den mening, at stænderinstitutionen er en sådan realisation af begrebet om en repræsentativ statsindretning, at enhver anden bestræbelse for at realisere denne form derved eo ipso måtte antages tilintetgjort og den fra forebyggelsen af sådan bestræbelse hentede straffegrund ophævet og af sig selv forsvunden. Medens alle andre fra monarkens grundsætninger og uforbeholdent ytrede synsmåder kun hentede et meget ringe håb for folkefrihedens sag fra dette første, til dens gunst ved tid og omstændigheder afnødte skridt, er der al sandsynlighed for at Dampe deri har set meget mere, at han langt har overvurderet den moralske vægt af en frit udtalt folkemening hos enhver af sand Iver for folkets tarv besjælet, samvittighedsfuld monark. Og hvor langt, langt tilgiveligere var denne fejltagelse ikke hos ham end hos dem, der nu råber på de moralske garantier, stænderinstitutionen tilbyder, nu, da man har set hvad de have haft at betyde under den afdøde konge, og alt har nye historiske data nok i hænde til at kunne slutte sig til hvad de fremdeles ville betyde under hans eftermand. - Dampe kunde vistnok ikke bygge sit andragende om befrielse på uheldigere grunde, end dem, han i sin ansøgning ville gøre gældende; men jeg tror at have vist, hvor lidt hans godtroenhed i dette tilfælde kunde regnes ham til fejl, og om man end vil finde hans ansøgning nok så uklog, dens indhold nok så naivt - om en forstandsfejl eller endog begrebsforvirring vidner den, efter min fulde overbevisning, ikke.

Jeg har allerede i mit foregående bemærket, at Dampe ikke straks blev bragt til Christiansø, men tilbragte de seks første af sine tyve fængselsår i Kastellet. Her blev han af dettes daværende kommandant, general Lorentz, behandlet med den yderste strenghed. Kom-mandanten ville ikke tillade den ulykkelige at trække frisk luft uden med lænker på, og følgen heraf var, at Dampe, der følte sig oprørt over denne tvang og for hvem det var utåleligt således offentlig at blive sat i klasse med de laveste og farligste forbrydere, i disse seks år uafladeligt sad indespærret inden fire mure og aldrig nød frisk luft og bevægelse. Hvilke rædsomme seks år disse må have været for den ulykkelige, kan man imidlertid først rigtigt gøre sig et begreb om, når man tillige erfarer, at det i denne lange tid aldeles var ham nægtet, at bringe sine tanker på papiret - alle skrivematenalier var ham berøvede, og tilstedes ham heller ikke, uagtet hans indstændige bønner derom. Om mundtlig meddelelse kunde der lige så lidt være tale. Ingen fik tilladelse til at komme til ham, undtagen i alt fald lægen, afdøde prof. Wendt (der indtil den sidste tid havde hørt blandt Dampes intime fortrolige, og således også afgivet vidnesbyrd i sagen), og heller ikke han måtte opholde sig længe hos Dampe eller tale med ham på anden måde end i væbnede bevogteres overværelse. Ikke engang Dampes børn) tilstedtes adgang til deres fader, med mindre man kan regne det for noget, at de to ældste pigebørn så ham et par gange med bevæbnede mænd ved siden, som havde befaling til, efter nogle få minutters forløb, igen at skille faderen fra børnene. De to yngste havde dengang aldrig set deres ulykkelige fader; de så ham forste gang, da han, efter over ti års fangenskab, igen var kommen herover og atter sad i Kastellet. 

Da Dampe kom over til Christiansø blev han humanere behandlet. Han blev der dog engang imellem lukket ud fra sit fængsels grav og tilladt at røre sig og trække frist luft en lille stund, i hvilke øjeblikke det da var hans kæreste lyst at sætte sig på klippeøens mosgroede sten og stirre ud over havet. Her tilstededes ham også brugen af skrivematerialer. Hans familie fik da jævnligt at høre fra ham, og han syslede ofte med litterære arbejder, dels af æsthetisk art, dels af mere videnstabelig tendens (som fx oversættelser af klassikerne). Det forundtes ham også at få bøger tilsendte herfra; jeg ved således, at prof. Wendt besørgede flere videnskabelige værker sendt over til ham, dog stete dette kun med strengt indicium og efter varsomt udvalg. Dampe ejede tidligere selv et lille bibliotek. Dette var, tilligemed hans papirer, da han arresteredes, blevet taget i forvaring af politiet, og uagtet den dom, der overgik ham, ikke gik ud på forbrydelse af hans gods, fik han siden ingen af delene udleveret - ja, de beror endnu den dag i dag hos politiet der dog nu ingensomhelst beføjelse kan have til at tilbageholde den frigivnes ejendom, så lidt som det, såvidt jeg kan indser, engang har haft nogen sådan til at beholde den fængsledes bøger og hans ikke under aktionen imod ham inkriminerede papirer under sin varetægt.

Det var, såvidt jeg ved, en intenderet forandring med fængselslokalet på Christiansø, i anledning af kolera-foranstaltningerne, der foranledigede, at Dampe, i 1831, atter bragtes tilbage hertil og en kort tid på ny kom til at sidde i Kastellet. Denne forandring var, som man let kan tænke, højligt imod hans ønske; men det nyttede ikke, at han gjorde de indstændigste forestillinger derimod. I det års tid han således igen måtte tilbringe her, blev han imidlertid ikke holdt med en så overdreven strenghed som i de første seks år.

Han var således ikke aldeles udelukket fra frisk luft og fik lov til at røre sig undertiden, naturligvis altid under bevogtning af soldater, dog kun i den halve tid imod på Christiansø. Det nægtedes ham da heller ikke at tale med sine børn. Desværre troede man også dennegang, uden anden anledning eller årsag end den, som stedets forandring indeholdt, igen at måtte fratage ham skrivematerialier, hvilke han, som anført, havde på Christiansø.

Kort før han således bragtes tilbage hertil fra Christiansø, nemlig i året 1831, skrev han, i en privat anledning, et syngestykke eller en vaudeville, som blev opført på et derpå øen indrettet privatteater. Han havde sendt det til kommandanten, der besørgede rollernes uddeling til de spillende. Antallet af stykkets personer skal have været henimod en snes. Manuskriptet til stykket selv har jeg ikke kunnet overkomme, og ved heller ikke hvad emnet dertil egentlig var; men flere af de i afskrifter udbredte sange deraf findes blandt de mig meddelte digte og jeg stal, hidsætte en af dem, nærmest med hensyn til de bemærkninger, forf. af det i mit forrige afsnit aftrykte brev her har vedføjet. Til yderligere oplysning bemærker jeg, at den danske krigerdåd, digteren deri besynger, er historisk sand. Et fjendtligt krigsskib havde lagt sig mellem Bornholm og Christiansø og optog alle danske farttøjer; men, angrebet af kanonbåde fra Christiansø, måtte dette tilsidst ilde tilredt tage flugten. Dets storbåd blev under kampen løsskudt og erobret og er endnu bevaret på Christiansø. - Sangen lyder som følger:

"Den - *) Drage har sig lagt
Nær danske havn.
I sømænd! tager Jer i agt,
Hans klo ej får Jer i sin magt.
Til Jer fordærv han er på vagt
Nær danske havn.
Han griber mangen sømand stolt.
Og sukke må enhver, han holdt
I favn.

Til kamp, o danske helt! du gå!
Løft fanen rød!
Nu du udfordres til at slå.
Nu, fjende grum! du sitre må.
Dig danske tordensky vil nå
På bølgeskød.
Dens flammeild skal vælte sig
Ned over dig eg styrte dig
I død

I skyen helten står, på top
Af bølgen ført,
Han sender lynet mod din krop,
De segne ned, din skumle trop,
De faldnes skrig højt bliver op
I luften ført.
For gamle Danmarks kraft og dyd,
Som lovsang, deres sidste lyd
Er hørt.

Han flyer den danske tordensky,
Tabt er hans mod.
Med il du må til flugten ty,
Hvis du det danske lyn vil fly.
Kom aldrig mer! men evig fly
Det danske mod!
Thi over disse vande her,
Vid! Danmarks løve hæver der
Sin fod.

Syng jubelsang, du danske mand!
Højt flaget vis!
Fra klippen genlyd høres kan.
Stolt sejrvinder går i Land.
Trofæen vælter sig ved strand
På sejr vis.
Hid komme alle folkeslag!
Den tolker dem til denne dag
Hans pris."

Brevets forfatter har hertil føjet følgende: "Efter denne sang havde forfatteren tilladt sig et ord om sig selv. En person i stykket spurgte: "Af hvem er den vise?" En anden svarede: "Af en mand, der elsker det danske folk." 

Kommandanten havde tilstillet de spillende stykket, og havde altså ikke fundet det et upassende ord at sige, at den videnskabsdyrker, der var styrtet i afgrunden og fængsel, var en Mand, der elskede det danske Folk.

Stykket blev spillet kort efter at repræsentativ statsindretning var af hs. maj. tilsikkret Danmark, og de danske videnskabsdyrkere havde bragt kongen deres tak for dette vigtige gode.

Deres bevæggrund til denne tak måtte være deres ønske om det, de takkede for - for tak udspringer ikke af anden kilde - og årsagen til dette ønske kunne ikke kunne ikke være andet, end kærlighed til det danske folk. En egoistisk kunne det ikke være, og når det var en, der var hævet over egoismen, så kunne det ikke være anden, end den nævnte.

Men vi ved, at dr. Dampe er ulykkelig formedelst bestræbelser for denne samme genstand. bestræbelser kunne umulig udspringe af andet, end et ønske. Og det er nylig nævnt, hvad årsagen til dette ønske hos de danske videnskabsdyrkere måtte være.

Men når ønsket hos videnskabsdyrkerne i almindelighed havde denne årsag, hvad grund gives der da til at antage, at det samme ønske hos en enkelt videnstabsdyrker har haft en anden årsag?

Ønsket blev vel hos denne enkelte til mere, til bestræbelse. Men det beviser intet angående Ønskets bevæggrund. Det beviser blot ønskets større magt mod de modsatte bevæggrunde.

Da ingen grund kan tænkes til at antage anden kilde til det ønske hos den enkelte, så bliver det let begribeligt, hvorfor det ikke blev fundet upassende, at det blev sagt overlydt for den samlede mængde, overlydt for hundreder af rørte tilskuere, at den videnskabsdyrker, der sukkede, i så mange år nedstyrtet i fængslets afgrunds pinsler, var en mand, der elskede det det danske folk".

*) Jeg har ved en skrivefejl tidligere anført, at Dampe havde tre børn, i stedet for, som det er tilfældet, fire. Disse fire børn - en søn og tre døttre - lever alle heri staden; de to ældste af døttrene har alt i flere år været gift og sønnen er nylig kommet på et købmandskontor

**) Her står i sangen et adjektiv, der betegner nationen, hvilket af årsager i manuskriptet er udeladt

Kjøbenhavnsposten, Dampe XIII, 17. september 1841.