Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).