I 1860 udkom: "Hvad jyden tænker om vore politiske forhold." Skriftet havde en anonym forfatter der havde underskrevet sig Harald Cimber, og var udgivet af P. Chr. Zahle. Nogle af dets 15 sider er gengivet nedenfor:
Side 7:
Jeg veed ret godt, at Hr. Ploug og hans Lige ogsaa meget let blive færdige med Slesvig, nemlig ved at opgive den tydsktalende Deel, der jo rigtignok slet ikke nu er national-dansk" eller skandinavisk. Vi fik da ialfald kun et afsluttet Danmark med det halve Slesvig, eller en lemlæstet Stat. Dermed er Jyden paa ingen Maade tilfreds. Dog heller ikke dette vilde forslaae; thi man spørge hvilkensomhelst Mand eller Forsamling i Slesvig, selv de mest dansksindede, og man vil faae til Svar: vi ville ikke samles under et svensk Hoved, vi ville ikke annecteres paa det Vilkaar, heller ikke overskjæres eller miste vor slesvigske Selvstændighed, som os er forundt, endskjøndt den nu kun paa Skrømt tilstedes vs. Og jeg kan af egen Erfaring tilføie, Jyden vil det heller ikke. Han var kun ilde tjent med, om der var to Stater nordenfor Elben.
Dette staaer altsaa, fra det jydske Standpunkt, fast, at den fjøbenhavnske Skandinavisme medfører, at Staten bliver deelt og splintret, og at Derne med deres stundom altfor kloge Hoveder og Hovedstad have noget synderlig at vente, om de, dog næppe heller med deres gode Villie, reduceredes til en skandinavisk Provinds, efterat først vor hidtil selvstændige Stat ved Rænker og Vold først var opløst. Blev dette summa summarum af den skandinaviske Idee og Politik, saa kan man, fra et jydsk Standpunkt, hverken kalde den fædrelandskjærlig, national eller dansk, men reentud fordærvelig og egoistisk, forsaavidt de, der ville den Vei, kun tænke paa dem selv og hvad der behager dem, eller lover at tilfredsstille deres personlige rgjerrighed og deres andre Begjærligheder. Dette give baade de „praktiske" og de upraktisfe" Skandinaver at betænke.
Side 8-9:
Jeg vil kun ligefrem sige det, at vi Jyder, tvertimod de Store i Kjøbenhavn, ville have Fred, Enighed og uhindret Handel og Vandel med vore sydlige Naboer; det er ikke alene vor Interesse, vor materielle Fordeel og Velstand, der byder det, men et fornuftigt Forhold til Naboer byder det samme. ansee ikke Tydskerne, og navnlig vore tydske Medborgere, med saa onde Dine som de ovre i Hovedstaden, hvad enten det er lærde Professorer, Skribenter og Studenter, eller stortalende Ordførere ved Folkefester. De have længe nok sat os galdegule Briller paa Næsen. Det er Tid, vi see med vore egne Dine. Holstenerne og Slesvigerne kunne længe nok være ophidsede af samme Slags doctrinaire Folk i Tydskland, der indbilde dem, at vi Danske vare uskikkede til at leve i Samfund med andre, at vi vare indbildske, forfængelige, trættefjære o. s. v., at de tydske Dele havde Ret til at skilles fra Danmark, til at have deres egen Fyrste og til at gaae op i et stort tydsk Fædreland. Hvad der saaledes ideligt prækes og tudes En i Ørene, samt gjentages med allehaande Skingrunde, bliver let antaget for fandt og troet som et Evangelium. Have vi ikke Exempel nok derpaa herhjemme? Det er altsaa ikke sært, at den patriotiske „Erhebung" virkede som en Fædrelands - Religion, der kunde begeistre til hvad det skulde være. Jeg kan ikke indsee, at man kan raade Bod paa sligt paa anden Maade end ved fornuftig Tiltale og Grunde, og ved en Adfærd, der er skikket til at udrydde Fordomme og til at indgyde Agtelse. Især gjelder dette, naar de stridige Forhold have ført til en ærlig Kamp, og det onde Blod har faaet Lov til at udrase, saaledes som skeet er. Efter at have kjølet sit Mod, er det Tid at tænke og handle sindigt og at byde Haanden til ærligt Forlig. Det er en jydsk Anskuelse; men det skal Vorherre vide, at man just ikke har fulgt den hverken i Kjøbenhavn eller i de kredse, som derfra blive ledede og inspirerte. Er det ikke allerede en Daarskab, der grændser til Galskab, at man paa et Par Quadratmiil i Slesvig ødsler al sit Vid og sin Kraft for at faae nogle selvstændige Sønderjyder til at tale Dansk, medens de selv foretrække deres eget Maal, det være nu saa Pluddervelsk det være vil. Et kjøbenhavnsk Dagblad kalder dette den danske Regeringspolitik og anseer det for Høiforræderi ikke at ville slutte sig til den. Jeg troer, at det er med stigende Slutningshastighed at forjage det Danske fra Slesvig. Er der nogen Mening i denne Sprogstrid? Jo, en skandinavisk-politisk! Man vil „byde Sverrig et Stykke af Slesvig med som Morgengave“, som den tappre Hr. Lehmann sagde, og paa den Maade haaber man at faae et Par Quadratmiil med, som ellers vilde følge med Sydslesvig. Men den hele Tanke og Plan er jo Galskab fra Ende til anden. Denne slesvigske, denne danske, denne skandinaviske Deling er en Uting, der ifølge vore største Statsmænds Vidnesbyrd er uforenelig med Danmarks Statsret og Velvære. Den bør aldeles ikke komme i Betragtning. Og for dette halvtydske Pluddervælsks Skyld sætter man den hele Stat, Freden med Tydskland, egen Agtelse i det hele enropæiske Samfund paa Spil og skaber sig, som om det gjaldt Venetien eller Rom? Vi Jyder ere virkeligt overdrevent taalmodige; thi med den Indsigt, vi besidde, burde vi forlængst have sagt til de godt Folk, der give sig af med at styre Landet og den offentlige Mening: „Stop, nu ville vi Ft-mig iffe længer høre paa den Sludder! Det er Galskab fra først til sidst, og det er Tid, vi tænke paa alvorlige og vigtige Ting. Lad Sønderjyden tale, hvad han selv vil, og bryd Jer mere om at gjøre Ret og Skjel og at sørge for Retfærdighed, Frihed og Fred i Landet.“
Side 10:
See nu den jydsfe Tværbane f. Er. Hvilket Mesterstykke! Hvilket eiendommeligt Foster af den snilde kjøbenhavnske Spidsfindighed, der siden 1855 har gjort sig den Uleilighed at styre vore Sager? Er der noget Barn i Jylland, der ikke veed, hvad Landet behøver til sin Opkomst og Udvikling? Handelen gaaer Haand i Haand med Culturen og Industrien, med Fremgangen. og Velstanden. At bringe Jyllands Producter paa letteste Maade ind i den store Verdensomsætning især mod Vest, men ogsaa mod Syd, det er Opgaven for vore Statsoeconomer, og derefter burde Jernbanen være rettet. De kjøbenhavnske doctrinaire Professorers og Politikeres slesvigske Patriotisme er Vind, naar de ikke engang have saameget tilovers for den slesvigske Jernbane, at de ville redde den fra Undergang. Burde de ikke i den Sag have været betænkte paa først og fremmest at knytte det jydske Baneanlæg til det slesvigske, og dernæst at føre dette videre til Fyen og til Frederikshavn? Nu bliver den kostbare Stump Jernbane, som Oberst Tscherning sagde, et usselt Hjelpemiddel til lettere at komme til Tivoli og Casino, dens hele Nytte bestaaer i, at nogle Reisende lettere kunne komme til Aarhuus. Hensigten dermed er vel, at de lettere naae Kjøbenhavn for bedre at profitere af de doctrinaire Herligheder i nordisk Kunst og Videnskab. De Stude, som skulle til Kjøbenhavn, ville nok naae did uden særligt at trænge til en Jernbane. Eller tænker man maaskee af Aarhuus og Venø at danne et af Hovedpunkterne for Verdensomsætningen? - - - Jeg tør paastaae, at der ikke findes Tværjyder i Jylland, men kun tvære Hoveder i Hovedstaden.
Side 12
Det gaaer Jyden med Kjøbenhavneren desværre som denne med Bladene. Kjøbenhavneren bander paa, at han ikke det ringeste bryder sig om Bladene eller butter for dem; men, naar det kommer til Stykket, er han alligevel deres lydige Tjener og angst for dem som for en Ulykke.
Side 14
Hvad Jyden altsaa ønsker, for ikke at sige har billigt Krav paa, det er, at Kongens Regering inden den kortest mulige Frist gjenopretter det gode Forhold, der mellem 1852 og 1855 var begyndt at vende tilbage mellem Danske og Tydske, thi man maa i Kjøbenhavn ikke glemme, at det er os Jyder meget mere magtpaaliggende at leve i Fred med disse vore Naboer, da vi i Handel og Vandel staae i den nøieste Forbindelse med dem, saa vi ere ilde tjente med, naar der baade i Slesvig og i Holsteen hersker en ophidset Stemning imod os Danske og alt hvad Dansk er. Vi troe gjerne, at det nuværende Ministerium er i Stand til at gjøre det godt igjen, da det i sig selv ikke er nogen vanskelig Sag, men saa maatte man først frigjøre sig for alt Kammeratskab med de Folk i Kjøbenhavn, der idelig pønse paa skandinaviske Anstalter og paa Ufred med Tydskerne. En aaben og ærlig, til begge Sider retfærdig og frisindet Regjering, som giver hver Sit og som er agtet og tiltroet baade herhjemme og i Udlandet, det er det, vi Jyder trænge til. Saa gaaer det nok godt herovre lige fra Skagen til Elben.
Kjøbenhavns egne hæderlige Borgere, der selv i mange Tider ere dominerede og høit beskattede af den lille stortalende Clique, der huser og huserer indenfor dens Volde, bede vi itte at gjøre Hovedstadens Navn til et af de ulideligste i Landet. Lad dem selv afryste det doctrinaire Partiaag, som de sommetider have viist de kan, saa skal vi Jyder nok staae Last og Brast med de frisindede og dygtige Mænd ude paa Derne og i Kjøbenhavn selv.
Side 15
Den Tanke og Bekymring kan ikke gjentages for tidt og alvorligt, at Jyllaud under ethvert Sammenstød med Tydskland er udsat for fjendtlig Besættelse, Brandskatning og Standsning af Handel og Vandel søndenfra. Der bør altsaa sørges for, at vi blive ligesaa sikkre mod Fare fra den Kant, som Kjøbenhavnerne nu Gudskelov føle sig betryggede fra Sverrigs Side. En saadan Sikkerhed kan ikkun findes i et lige saa godt Forhold mod Syd og vel bedst under en sikkret neutral Stilling, der jo vel hører til Undtagelserne, men dog ikke til Umulighederne. En saadan fredelig uantastet Stilling vilde ogsaa forandre vort Forhold til det tydske Forbund, og det skulde dog være underligt, om ikke et og andet af vore kloge Hoveder her kunde hitte paa en og anden god Udvei. Men at Sverrigs Beskyttelse ikke alene vilde være istand til at hjælpe os, selv om man havde en staaende Hær ved Elben, Eideren, Slien eller Kongeaaen, det føles for vort Vedkommende ved en bitter og ofte gjen= tagen Erfaring, hvorfor Jylland ogsaa er kommet til at staae tilbage for Øerfte i alle Velfærdsanliggender. Vor stigende Belstand vil derfor afhænge af vor politiske Sikkerhed.
Peter Christian Zahle (1825-1898) var politiker og præst. 1844 Student 1844 fra Herlufsholm Skole.1850 teologisk embedseksamen. Han studerede også retsvidenskab, og foretog i 1860'erne udlandsrejser for at undersøge socialøkonomiske forhold. Valgtes 1853 i Holbækkredsen til Folketinget, og tilsluttede sig Bondevennerne, særlig til Tscherning. Valgt i Nørre Sundby til Folketinget 1855-1861 og 1866-1872, samt i Ringsted 1872-1881.
Han var imod det national-liberale Parti og embedsmændene. Modsætningen mellem danskere og slesvig-holstenere så han som kappestrid mellem Københavns og Kiels Universiteter. Indtil 1864 var han tilhænger af Helstaten. I årene 1866-1870 gruppen om G. Winther, dernæst det forenede Venstre, efter delingen 1878 til Bergs Gruppe.
1871 grundlagde han "Folketidende for Midtsjælland" i Ringsted og var dens redaktør indtil 1877. Efter at have trukket sig ud af politik blev han 1879 præst, først i Rubjærg i Vendsyssel, fra 1881 til Vallensved, Næstved. Søgte og fik afsked 1896 og døde kort tid efter 1898.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar