Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, sem tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Deparltid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestanlinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).