Haderslev Liedertafel 1847. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 8de August 1847.

Denne Dag hører atter til de Dage, der længe vil leve i de Haderslevske Borgeres og Fleres glædelige Minde. I forrige Maaned besluttede den herværende Liedertafel at foretage en Landtour og nedsatte i denne Anledning en Comitee. Comiteen henvendte strax Øiet paa den skjønne Nygaard Skov, for, om muligt, at erholde denne til Festplads, og henvendte sig derfor med Bøn derom til Geheimeraadinde v. Krogh paa Nygaard. Hos denne Hædersdame fandt Comiteen en overraskende Liberalitet; ei blot Skoven, men ogsaa det yndige Have- og Parkanlæg omkring Nygaard, vistnok det skjønneste her i Amtet, stilledes den til Disposition; ja endog mere indrømmedes, idet der tillodes, at der turde koges i Sidhuset o. s. v. Udflugten berammedes nu til den 8te August. Først var det paatænkt, at Touren alene skulde foretages tilskibs; men da der viste sig Vanskelighed ved at tilvejebringe det fornødne Antal Skibe, toges den Beslutning, at Hovedfarten skulde skee tilvogns, hvorimod de, der mere yndede en Skibstour, kunde tage en saadan Befordring.

Comiteen sørgede nu for Leievogne, men da disse langtfra vare tilstrækkelige, henvendte den sig til andre Besiddere af Equipager, og havde den Glæde, at ei blot Besidderne af saadanne, som boe her i Staden, beredvillig og gratis leverede dem, men endogsaa Bønder velvillig sendte Vogne herind til Staden. Den 3. August kom; Farten var bestemt til Kl. 1 og skulde foretages fra Borgerforeningens Locale, hvor Liedertaflen har sine Syngeøvelser, og hvorhen de, der vilde deeltage i Farten, begave sig; da saaes en Række af 44 Vogne, næsten alle saavelsom tildeels ogsaa Hestene prydede med Grønt og Blomster. De besteges nu efterhaanden i Borgerforeningens Gaard, hvor 4 kjørte ind ad Gangen og da de sidste kom ud derfra dannede de en Række fra Møllepladsen igjennem Badstuegaden til Borgerforeningen. Paa den første Vogn indtog nu Festcomiteen sin Plads, paa de tvende næste det fra Haderslev medbragte Musikcorps. Touren gik fra Møllepladsen gjennem Lavgaden over Torvet og derfra gjennem Nørregade til Nygaard. Ved Bortfarten fra Byen kom der en lille Regnbyge, der netop syntes som kaldet til at gjøre Touren behagelig, da den størstendeels dæmpede Støvet, der ellers vilde have molesteret de Kjørende. Man steg nu af i Nygaard Gaard og Vognene fordeelte sig imellem de nærliggende Gaarde, hvor der velvillig var indrømmct dem Station. Da Selskabet traadte ind i Have- og Parkanlægget, overraskedes det paa det behageligste ved at finde dette ganske nysoppyntet og med revne Gange, hvorpaa der endnu ei var et Fodspor at see, og paa en af de skjønne Græsplainer stod et meget smukt Telt, tilhørende den Haderslevske Borgerforenings Værtinde, Enkemadame Nehlsen, og prydet med en blaa, en guul, en hvid og en rød Fane. Man ventede nu dem, der vilde ankomme tilskibs og begav sig derfor med Instrumentalmusikken i Spidsen igjennem Skoven ned til Fjorden for at modtage dem. Her overraskedes man atter paa det behageligste, idet de Ankommendes Antal var langt større end man havde ventet og deres Flotille ikke bestod af mindre end 3 Jagter og 5 Seilbaade. Den ene Jagt var forsynet med Kanoner, hvormed der saluteredes medens de Ankommende gik iland og medens Musikkorpset spillede. Nu gik Processionen til Festpladsen ved Teltet, og snart begyndte Liedertaflen, tildeels med Accompagnement af Mustkcorpset, sine fortrinlig udførte Foredrag. Imidlertid havde der indfundet sig flere Folk fra Landet og navnlig flere anseete Gaardmand fra Omegnen, størstendcels fra Aastrup, der fandt velvillig Modtagelse og glædede sig ved Festen. Efterat Liedertaflen og Musikcorpset først havde holdt Foredrag paa den egentlige Festplads i Nærheden af Nygaard Sidhuus, begave te sig til Skoven og foredroge nu ogsaa her flere Musiknummere, der ofte lønnedes med Klappen og Dacaporaab. Herfra begav man sig igjen tilbage til Festpladsen, for at spise i Teltet. Da Menneskemængden var langt større, end man havde ventet, maatte man spise i tvende Afdelinger. I begge Afdelinger herskede den største Munterhed og navnlig i den første Afdeling, til hvilken Comitecn selvfølgelig hørte, oplivedes Selskabet ved mange interessante Toaster. Efterat der var spiist, spillede Musikken endnu til Dands i det Grønne, der varede til henved Kl. 8½ om Aftenen, da Selskabet tog bort ad sine forskjellige Veie, Vognene igjen i Række tilbage til Staden. Neppe fortjener det at ændses at circa en Snees Folk, størstendeels fra Vonsbæk, lønnede den gjæstfrie Modtagelse, de havde nydt, med i Skumringen, da de krøb frem som Natteugler, og da de sidste 6-7 Vogne just vare bestegne, at synge et Stykke, hvormed de troede at kunne drille de Bortdragne, men hvorom ingen af disse bekymrede sig. De samme Folk skulle senere have søgt at gjøre nogen Scandal i Teltet. Iøvrigt herskede den fortrinligste Orden, der for en stor Deel skyldes Sognefogden Hr. Christian Juhl i Aastrup, der i Dagens Anledning var indsat til temporair Politimester.

Festens Vognskare drog nu tilbage til Haderslev, kjørte i Procession igjennem Gaaskjærgaden til Gammelhaderslev, vendte paa Pladsen forved Christine-Frederika-Stiftelsen tilbage igjennem Storegade, over Torvet og igjennem Slotgaden til Borgerforeningen, hvor man steg af, og i hvis store Sal der endnu udbragtes et Par Toaster og Musikcorpset endnu foredrog et Par Musiknummere.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 11. august 1847).

Nygård var ejet af gehejmeråd Frederik Ferdinand von Krogh (1780-1844). Det må være enken Johanne Sophia von Warnstedt (1781-1867). Han fik Kroghsvej i Silkeborg opkaldt efter sig.

Den udførlige beretning om hvor fredeligt det var gået til, skyldes formentlig at der ved Liedertaflet i 1845 var opstået optøjer.

Slesvig, Juli 1847 (Efterskrift til Politivennen)

I månederne op til udbruddet af krigen 1848-1851 var der kun få aviser i kongeriget Danmark (hvis grænse var Kongeåen) som gjorde opmærksom på at Slesvig måske skulle ønske at være noget for sig, dvs. hverken blive indlemmet i kongeriget Danmark, eller blive en del af det tyske forbund. 

Hvor stor udbredelse en sådan holdning havde i befolkningen i Slesvig, er uvist. Det er lige så uvist hvorvidt københavnerpressen udtrykte den slesvigske befolknings ønske om at komme til at høre til kongeriget Danmark. For hertugdømmet var blevet en del af det politiske spin hvor man rask væk identificerede dansksprogede med dansksindede, og dermed naturligt tilhørende det enevældige kongerige Danmark. 

Nedenstående artikel - en kommentar til en "folkeadresse" fra tusindvis af slesvigere, er en sjælden undtagelse fra den hadske stemning og latterliggørelse af alle fra Slesvig som vovede at ytre andre holdninger end de etablerede, især i København. Den blev udgivet mindre end et år før sådanne holdninger blev fejet til side af krigen 1848-1850:

København, den 26. juli 1847
- Ifølge "Dannevirke" er i forrige uge indgivet en slesvigsk folkeadresse til Hs. M. Kongen i anledning af stænderforsamlingen i Slesvig 1846; den er underskrevet af 3920 slesvigske lodsejere, hvis navne siges at være ordnede i otte mægtige kolonner på adressens kæmpeark af 18 alens længde og ca. 2½ alens bredde. Adressen går ud på at fornægte den slesvigske stænderforsamlings politiske bestræbelser, idet indgiverne erklærer, at de "kun med afsky kan tænke på at blive stukne ind under det store Tyske Forbund." Hvad de derimod attrår og anser for rettest og ønskeligst for deres stilling og forhold udtaler de således: "vi ønsker helst at blive dem vi hidtil har været; vi ønsker ikke at inkorporeres i Danmark, men endnu langt mindre at inkorporeres i Tyskland. Vi er bange for at inkorporeres i kongeriget, fordi der findes nogle indretninger, som vi ikke ynder og som måske kan blive os pålagt, fx Kongeloven (vi mener naturligvis ikke arvefølgen, der gælder her lige så fuldt som i kongeriget, men regentens ubegrænsede enevælde), konsumtionen, den højere toldafgift osv." - -  De ønsker at blive hvad de hidtil have været: "dansktalende eller tysktalende slesvigere, alt eftersom vi nu engang er, og vi indser ikke, hvorfor det ikke skulle være muligt for os at forblive dette, uden at den ene af os skal fortrædige den anden." 

Med hensyn til forfatningsspørgsmålet hedder det: "Dersom vor stænderforsamling, således som den sidst var sammensat eller som den nu er sammensat for den følgende diæt, fik samme magt til at beslutte og afgøre, som den har til at råde og foreslå; så indser vi ganske klart, at den først og fremmest vil anvende sin magt til at sætte sine ovenomtalte fordærvelige ønsker og planer igennem. Men dette kan vi umulig ønske. Og hvis vi ikke kan få nogen anden konstitution end en sådan, hvori folket kun på skrømt tog del for i virkeligheden at beherskes af adels- og embeds- eller juristaristokratiet, da kan vi lige så lidt anse dette for noget godt. Men skulle H. Maj., der altid har vist sig som en ven af folkeudvikling og fremskridt, i Deres visdom finde det hensigtsmæssigt at gøre sit tro folk delagtig i en friere forfatning af en sådan art, at bonde og borger virkelig fik samme del i lovenes og skatternes bestemmelse som de andre stænder, så ville vi vist nok med taknemmelighed modtage en sådan gave af H. M.s hånd og anse den for en betryggelse for vor fremtid. Vi er også overbeviste om, at i så tilfælde ville folket snart vide at gøre sig fri fra den afhængighed, hvori der hidtil - af mangel på oplysning, på sammenhold og på mod - har stået til de højere stænder, og lære at vælge til sine repræsentanter mænd, som i sandhed besad interesse for borger- og bondestanden og virkeligt kendskab til dens stilling. Men vi gentage det. D. M.! Den friere forfatning, som det slesvigske folk kun kan anse for ønskelig, måtte ikke være aristokratisk, men folkelig, måtte ikke løsne vor forbindelse med Danmark og måtte ikke bringe os i noget som helst afhængighedsforhold til Tyskland."

Vi skulle mene, at disse fornuftige og uforbeholdne betragtninger over konstitutionssagen indeholder et bevis for rigtigheden af den mening, vi altid har forfægtet med hensyn til det slesvigske spørgsmål: at nemlig det nærmeste og vigtigste middel til både at styrke Slesvigs danske nationalitet og bevare dets fremtidige forbindelse med Danmark vil være, i overensstemmrlse med den folkelige frihed, at bevirke en udvidelse af den for stænderne gældende valglov, både i Slesvig og det øvrige Danmark. Det udtales ikke her ligefremt, men meningen kan ikke være nogen anden, da der ikke gives noget andet middel til opnåelsen af det, der anses som det retteste og ønskeligste. Men vore officielle liberale i og udenfor stænderne har desuagtet aldrig vist nogen virksom eller oprigtig stræben i den retning. De ville ellers ikke sige, at når stænderne først har fået lovgivende myndighed, kan man vente, at de selv ville udvide valgloven; de må vel vide, at dette langtfra ville blive tilfældet, da stænderne så langt snarere med al kraft ville holde fast på et sådant privilegium til at beskatte de øvrige klasser af folket og foreskrive dem love. Sagen er meget mere den, at de nuværende stænder, der for kongerigets vedkommende udgår af ca. 38.000 vælgere, allerede nu anser deres rådgivende fuldmagt som et privilegium, hvori de, uagtet al deres nationale og politiske liberalitet, ingenlunde er tilbøjelige til at delagtiggøre den store folkemængde; de ville lige så lidt efter opnåelsen af en konstitution som nu indrømme andre end besidderne af formuen, af huse og jorder, ret til repræsentation, så at vi aldrig med deres gode vilje eller ønske få en sand repræsentation af folket, men kun hvad vi har: en repræsentation af liggende fæ. 

Hvor frimodige og frisindede disse liberale endog anstiller sig, når talen er om Slesvig og Tyskland, så er der dog noget de frygter og hader endnu langt mere end både tyskheden og det tyske forbund, og det er netop en sand folkerepræsentation; for det aner dem vel, at den kunne gøre langt værre indgreb i deres privilegerede tilstand end noget andet; at allerede beskatnings- og ernæringsforholdene ville blive underkastede en ganske anden reform end der kunne svare til deres interesse. En udvidelse af repræsentationen får alene i så henseende hver dag større betydning og bliver nødvendig for blot at komme til mere fuldstændig kundskab om den sande folkemening og folketrang. Denne slesvigske folkeadresse har imidlertid nu bidraget til tydeliggørelsen af, at der ikke kan være tanke hverken om nogen begrundet tillid til stænderne eller om at overdrage dem nogen større myndighed, før de er blevet det, de skulle være og som de kun kunne blive ved en udvidelse af valgloven.

(Kjøbenhavnsposten, 26. juli 1847)

Optøier i Flensborg 14de Juni 1847. (Efterskrift til Politivennen)

Optøier i Flensborg. "Flensb. Zeit." af 17de Juni melder: I Mandags holdt St. Knuds-Gilde i St. Johannis Sogn sin aarlige Skydefest. Ved Middagsbordet udbragtes et Leve for Hs. Majestæt Kongen, paa hvilket flere andre Skaaler fulgte. - Kongeskudet udførtes af Sølvsmed Øttinger. Det smukke Veir havde lokket Tusinde til Gildehuset; selve dette saavelsom Haven og den til Stedet forende Vei var opfyldt af Spadserende. Ved Indgangen til Skyttehuset var Trængselen forfærdelig, og saa hændte det sig desværre, at ved Hjemtoget en Hob tillod sig at begaae en høist dadelverdig Uorden. Larmen begyndte dermed, at en Flok Børn, for det meste Disciple fra Wilhelmine-Friskole, paa Havretorvet istemte Visen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som de syntes at have lært ret godt. Dette Selskab af smaae sangere drog igjennem flere Gader hen til Holmen og fra Holmen tilbage til Havretorvet. Enhver Uhildet maatte ved dette Optog gjøre det Spørgsmaal: om disse Børn af egen Drivt skulde have foretaget en saa usømmelig Sangopførelse, eller - hvad temmelig almindelig blev antaget - om en foregaaende Tilskyndelse hertil har fundet Sted? - Herpaa flokkede sig Gadedrenge, Læredrenge, Beskjenkede og andre Drivere omkring den lille Liedertafel for at høre deres Yndlingssang og istemme i Chor. Hoben blev stedse talrigere, den veltede sig gjennem Angelbogaden, Katsundet hen til Holmen, hvorfra den atter strømmede til Havretorvet. Den stigende Tumult og Pøbellarm, ledsaget af "Schleswig-Holstein meerumschlungen", tog nu i den Grad overhaand, at Politimandskabet var  nødsaget til at handle; men samme blev trengt saaledes af Tumultuanterne, at en tilfældig tilstedeværende vakker og haandfast Borger saae sig foranlediget til at yde en af de insulterede Politiofficianter virksom Bistand, hvorfor han blev mishandlet af Pøbelen. Hoben, som blev stedse mere tumultuansk, trengte sig nu hen til Advocat Bremers Bopæl, hvor Scandalen med Piben, Hurra, Skrig, Larm etc. naaede den høieste Spidse. - Herfra skubbede Massen sig videre mod Nord; paa flere Steder blev gjort larmende Holdt, indtil Pøbelmassen omsider nærmede sig Filialbanken. Her var allerede Vagtmandskabet til Anstaltens Beskyttelse opstillet med paasat Bajonet. Man fornam nu Stemmer fra Massen, at disse Soldater intet vilde gjøre Folket, de vilde blot bevogte dette Institut! - Tumulten naaede nu en saadan Høide, at Politiet atter  forsøgte at optræde handlende, hvorved Overpolitiofficianten personlig blev angreben. Ved denne Leilighed blev en Skibstømmersvend fængslet, som tidligere havde arbeidet hos den bekjendte Skibsbygmester Poulsen i Aabenraa. - Henimod Midnat lykkedes det omsider Hr. Justitsraad og Politimester Niemann at bevæge Tumultuanterne til at gaae hjem. - (Som vi høre, har Politiet igaar befalet samtlige Haandværksmestre, fra Kl. 9 om Aftenen at holde deres Læredrenge hjemme.) Denne Begivenhed giver Anledning til alvorlige Betragtninger og det nødvendige Spørgsmaal: hvorfra hidrører Impulsen til slige Optrin? Hvo kan være Borgen for, at ikke alvorlige Stridigheder reise sig, naar retsindige Indvaanere i Flensborg ægges paa denne Maade og nødsages til kraftig Handlen? Særdeles nødvendigt turde det være, at Byen erholder en passende Garnison, for at den trofaste Undersaat kan være sikker paa sine Eiendele og sit Liv. Vel ere, som vi erfare, mange Tumultuanter blevne kjendte, som derfor heller ikke kunne undgaae Undersøgelser og Afstraffelse, men det er i alt Fald bedre, at en saadan Uskik fra Begyndelsen af forhindres ved Militair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1847).

Ordlyden af artiklen fandtes oversat til tysk i bl.a. Regensburger Zeitung, Neue Würzburger Zeitung: Würzburger Abend-Zeitung; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt 23. juni 1847.

Kiel, 18. juni. Sidste mandag var der nogle mindre fredsforstyrrelser i Flensborg, som ikke skyldtes fødevareprisstigningen, men var af mere politisk karakter. I anledning af en borgerfugleskydning om aftenen gik en del mennesker gennem gaderne med folkesangen "Slesvig-Holsten". Nogle fanatiske danskere tog anstød af denne uskyldige og tilladte fornøjelse og ville bruge vold for at forhindre sangen. Den på denne måde opståede tumult, hvor angriberne syntes at være blevet afvist ret groft af de angrebne slesvig-holstenere, vakte unødig ængstelse hos ledelsen af ​​den danske filialbank, så de selv rekvirerede militær beskyttelse til banken. Publikum forholdt sig stille om aftenen, efter at den kendte slesvig-holstenske advokat Bremer havde fået et Leve. (H.A.Z.)

Kiel, den 18. Juni. Am letzten Montags sind in Flensburg einige unerhebliche Ruhestörungen vergekommen, die indessen nicjt durch die Lebensmitteltheuerung veranlasst sind, sondern mehr politischer Natur waren. Bei Gelegenheit eines Bürgervogelschiessens zog am Abend eine Anzahl von Leuten mit dem Volkslied "Schleswig-Holstein" durch die Strassen. An diesem unschuldigen und erlaubten Vergnügen nahmen einige fanatische Dänen anstoss und wollten den Gesang mit Gewalt verhindern. Durch den auf solche Weisse entstandenen Tumult, bei welchem die Angreifer von den angegriffenen Schleswig-Holsteinern ziemlich unsanft zurückgewiesen zu ein scheinen, ward die Direktion der dänischen Filialbank in eine unnöthige Angst versetzt, so dass sie selbst militärischen Schutz für die Bank requirirte. Die Masse verlief sich am Abend ganz ruhig, nachdem dem bekannten schleswig-holsteinisch gesinnten Advokat Bremer ein Hoch gebracht war. (H. A. Z.)

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 24. juni 1847)

Notitsen blev også bragt i fx Fränkischer Merkur, der bayerische Volksfreund og die bayerische Landbote,

Landvæsensinstitutet Ørsberg i Angel. (Efterskrift til Politivennen)

I vort sidste Nummer berettede vi, at i disse Dage tvende unge Mennesker, den ene fra Staden, den anden fra Amtet Haderslev, vare tagne til Ørsberg i Angel, for at frequentere det derværende Landvæsensinstilut. Vi supplere denne vor Beretning derhen, at ikke blot 2 men 4 unge Mennesker, der have valgt Landbruget til deres Levevei, og af hvilke 2 ere fra Staden og 2 fra Amtet Haderslev, i disse Dage ere tagne til Institutet i Ørsberg, erfterat der allerede i nogen Tid befinde sig 2 Elever her fra Amtet paa dette Institut.

Med inderlig Glæde hører man Beretningerne om den theoretisk-practiske Dannelse, de vordende Landmand erholde paa det fortræffelige Landvæsensinstitut i Ørsberg. Underviisningen gives af 5 udmærkede theoretisk practiske Lærere. Af Underviisningsmethoden anføre vi kun nogle enkelte Træk, der ere komne til vor Kundskab, men som tilstrækkelig godtgjort, at den sande Skole for den vordende dygtige Bonde befinder sig i Ørsberg. Den theoretiske og den practiske Dannelse gaae her Haand i Haand. Medens en Deel af Eleverne erholde den theoretiske Underviisning, maa den anden Deel øve sig i at føre Plov og Harve, selv at forfærdige disse og andre Avlsredskaber, at saae, høste o. s. v.

Hvad Veterinairvidenskaben angaaer, der er saa nyttig for Bonden, saa finde Eleverne i Ørsberg den herligste Leilighed til deres theoretisk-practiske Dannelse. En udmærket Dyrlæge er Lærer ved Anstalten, og giver ei blot en reen theoretisk Underviisning, som han gjør anskuelig ved Anatomering af Huusdyr paa Anstalten, men han medtager ogsaa Eleverne, naar deres Tid tillader det, paa sine Udflugter til Omegnen, hvor han er meget søgt af Bønderne, og lader da Eleverne, naar han anseer dem for forberedede dertil, paa egen Haand under hans Tilsyn foretage selv vanskelige Operationer.

Ogsaa Landmaaleriet læres i Ørsberg aldeles theoretisk-practisk, saa at Eleverne selv maa kunne opslaae deres Maalebord i Ørsberg og Omegn, hvor Bønderne velvillig intet have imod disse Øvelser, tage denne eller hiin Kobbel, Skov o. s. v. til Papir og beregne disses geometriske Størrelse.

Jordboniteten anskueliggjøres Eleverne deels ved en betydelig Samling af Mineralier og Mineralblandinger (Jordblandinger), der opbevares paa Anstalten, deels ved Gravninger og Boringer paa Markerne.

Ligeledes er der i Ørsberg fortræffelig sørget for theoretisk-practisk Underviisning i Gartneriet. For blot at nævne een Green deraf, saa findes der i Anstaltens Have flere hundrede forædlede Frugttræer, der ere podede af Eleverne.

Disciplinen forbinder Strenghed med Mildhed. Navnlig de Elever, der befinde sig paa selve Anstalten (nogle logere nemlig i Nærheden) staae under strængt Tilsyn. Fremfor Alt sørges for, at Eleverne ikke vænnes til Ladhed, men, saa meget fornuftigt, uafladelig beskjæftiges enten med Theori eller Praxis, saa at Eleven i Ufornuftigte Øine muligen kan synes at blive behandlet noget streng, men hvorfor han i sin Tid vil takke sin Opdragelsesanstalt og sine Lærere. De tildeelte Straffe bestaae iøvrigt blot i stræng mundtlig Irettesættelse, og eventuel Stuearrest.

Idet vi slutte disse af Flere, der i disse Dage have besøgt Institutet, os meddeelte Notitser, bemærke vi kun sluttelig, at der aldeles Intet er i Veien for Optagelse af Elever fra dansktalende Districter i Hertugdømmet Slesvig. isærdeleshed naar disse Elever nogenlunde forstaae det tydske Sprog, om de end ikke kunne tale det. Lærerne ved Anstalten forstaae næsten alle Dansk og navnlig taler Bestyreren det ganske færdig, og alle vide at rette sig efter Elevernes Tarv.

Den fremadskridende Landvidenskab dyrkes ogsaa kjærlig i Ørsberg. Ei blot de betydeligste navnlig tydske Værker over Landvæsenet findes ialmindelighed paa Anstalten, men ogsaa flere Modeller af de nyopfundne eller hidindtil hos os ukjendte Avlsredskaber, ja disse Redskaber ere tildeels fuldstændig forfærdigede og prøves paa Markerne.

Endelig bemærke vi med Glæde, at den herlige Anstalt i Ørsberg, der næsten lover at blive mere for Hertugdømmerne, end engang Anstalten i Hosirul var for Schweiz, idet denne størstendeels blev en Anstalt for unge Adelige og andre Fornemme fra forskjellige Lande i Europa, den første derimod lover at blive en sand theoretisk-practisk Skole for Hertugdømmernes Bondestand, - endnu bemærke vi om denne Anstalt, at den til næste Sommer vil blive frequenteret af 34 Elever, medens den begyndte med det beskedne Antal af 9.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. maj 1847).

Slagsmaal ved Pintsefest i Gram Slotshave. (Efterskrift til Politivennen)

 - Hvorledes Høiskolen i Rødding virker for sine Elevers Dannelse, derpaa have disse nylig aflagt en Prøve. I mange Aar har den smukke Slotshave i Gram anden Pintsetag velvillig været overladt til offentlig Forlystelse; Degn og Orgelbygger Hr. Orbt fra Gramby har uden Vederlag indfundet sig med et ret vakkert Musikcorps, og Festen er bleven bivaanet af en stor Deel af Omegnens Beboere, navnlig ogsaa af mange simple Bønder; stedse har der hersket den skiønneste Enighed og Festen har altid været betragtet som en lille Folkefest. Dette Aar indfandt sig Eleverne fra Høiskolen ved Festen, sluttede sig sammen med flere Ripensere og en Lærer (!) fra Kolding Lærdestole, saa at deres Samfund udgjorte nogle og tyve Personer. Man saae nu snart disse Folk, størstendeels Drenge, i Flokke paa 6-8, med danske Cocarder paa Huerne, skraalende danske Viser, marschere i Stormstridt igjennem Alleerne med hverandre under Armen, hvorved de afspærrede andre Folk Gangene, faa at navnlig Damerne maatte retirere ud til Siderne for dem. Overhovedet udmærkede de sig ved en saadan Raahed, at den allerede om Eftermiddagen begyndte at blive de øvrige Tilstedeværende utaalelig. Om Aftenen befandt sig et temmelig stort Selskab fornøiet sammen i et Forfriskningstelt, hvori der sad en Harpenspillerske og sang tydske Sange. Just som hun sang "Schleswig-Holstein meerumschlungen", brød en Flok Elever ind i Teltet, atter brølende saa stærk de kunde en dansk Vise, for at forstyrre Harpenspillerskens Sang. Værten viste dem paa Grund af deres Opførsel ud af Teltet. Nu hentede de deres Kamerater og brød alle igjen brølende ind i Teltet. Da skred Godsinspektøren som Stedets Politimester ind og opfordrede Tumultuanterne til at opføre sig ordentlig, men som Svar fik han et Slag med en Stok paa Hovedet. Nu havde de Tilstedeværendes Uvillie holdt sig længe nok i Skranker, man sprang nu til baade fra Teltet og udenfra, fik fat i Krabaterne, valkede nogle af dem igjennem og kastede de, der ikke hurtignok priste Been, ud af Haven paa den ene nær, der havde slaaet Inspecteuren og som arresteredes.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 6. juni 1846).

Rødding Højskoles første forstander 1844-1845 var Johan Jørgen Stiller Wegener (1811-1883). Han blev efterfulgt 1845-1846 af Christian Flor (1790-1875) og 1846-1850 af Hans Frederik Helweg (1816-1901).

Corsaren fra 26. juni 1846 bragte en meget lang satirisk artikel med hele 4 tegninger over sammenstøddet. Denne tegning forestiller inspektør Nissen, som var politimester i situationen. Han beskrives som en blodtørstig person.

- Naar der i "Dannevirkes" sidste Nr. berettes, at den, der nylig arresteredes paa Gram, "atter blev frigiven paa Folkets imponerende Stilling", saa tillade vi os at berigtige denne Paastand med følgende fra paalidelig Kilde hentet Efterretning: Efterat Bønderne og de øvrige Deeltagere i Festen havde kastet Eleverne og deres Selskabsbrødre ud af Haven paa een nær, transporteredes denne af en Politibetjent til Arresten, men befriedes underveis derved, at en af hans Kamerater, der vare bevæbnede med Stokke, gav Politibetjenten et Slag over Haanden, hvorved Arrestanten fandt Leilighed til at smutte bort.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 10. juni 1846).

Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna.

Anledning af den Artikel i Lyna No. 45, som bar til Hensigt at fremstille os som raae og grove Mennesker, hvilket vi nemlig skulle have vist i Gram Have anden Pintsedag, tager vi os den Frihed at give Publicum (især Høiskolens Venner) en sandfærdig Fremstilling af Tildragelserne.

Efter at vi om Middagen vare tagne fra Rødding, ankom vi til Gram omtent Kl. 2, hvor vi modtoges af Disciplerne fra Ribe lærde Skole, og da vi i disses Selskab havde drukket Kaffe hos Gjæstgiver Nissen, spadserede vi lidt omkring i Haven, ikke som Lyna beretter "i Stormskridt 6-8 med hverandre under Armen. saa at vi spærrede Gangene", men gaaende 2 i det høiest, 3 med hinanden, og dette vil ingenlunde kunne genere Nogen, da de fleste Gange er saa brede, at 10 Personer godt kunne gaae ved Siden af hverandre. Derpaa gik vi til det i Haven værende Springvand og sang der nogle danske og svenske Sange, som Lyna siger vi "skraalede"; men hvis dette havde været Tilfældet, vilde Omegnens Folk vist ikke have sluttet sig omkring os og bedel om at gjentage dem, samt yttret, at de hellere høre paa vore danske Sange end paa Harpenspillerskens kunstige "Meerumschlungen", hvilket tillige beviser, at Lyna igien har sagt Usandhed, idet den fortæller, at vi ved vor Opførsel bleve Folk utaalelige, thi der var ikke een Gang, man fulgte efter os, naar vi sang, men det var den hele Eftermiddag, saasnart de hørte os synge. Henimed Aften gik vi alle ind i det af Lyna omtalteTelt for at forfrisks os lidt. I dets ene Ende befandt sig det i Lyna kaldte "temmelig Store, fornøiede Selskab" bestaaende af: Kammerjunker Amtsforvalter von Kroghs tvende Sønner, den ene Forpagter paa Billeslund, den anden Harreby Godsinspectør Nissen, Gjæstgiver Nissen selv, et par andre Herrer, som vi ike kjendte, men som er sagt os at være Amtmand Johansens Søn fra Lundsgaaard og Amtssekretair Vardenburg, samt nogle flere Personer af simplere Stand. Disse omringede en Harpenspillerske, hvem de, ved at yttre, at hvis hun ikke sang hvad de vilde have, ikke fik en Skilling, opmuntrede, eller saa at sige tvang til, saa høit hun kunde, at synge "Schleswig-Holsten meerumschlungen", hvilken deilige Sang de af alle Kræfter istemte, for om muligt at overdøve den danske Sang: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev sungen af 6 -8 danske Bønder, som sad i den anden Ende af Teltet. I den Overbeviisning, at have Lov til at synge med hvad Parti vi vilde, stemte vi naturligviis i med Bønderne, hvorved vi maae tilstaae, at "Meerumschlungen" blev overdøvet. Derover blev ovenmeldte Selskab forbittret, og medens vi sad ved Bordet og ventede paa et Glas Punch, som vi flere Gange havde forlangt uden at erholde, kom den ene Hr. v. Krogh hen til en af Disciplene fra Ribe lærde Skole, ved Navn Riis, der sad bag Bordet, og idet han søgte at komme over Banken foran Bordet for bedre al kunne naae, hævede han en Knippel (thi Stok var det ikke) i Veiret og pegede paa den danske Cetarde. nemlig Dannebrogskorset, der blev baaren af os alle, spurgte han; »hvad det var for en Plet. der sad paa Kasketten? og hvem der havde berettiget ham til at bære den? Efterat have faaet Svar som Tiltalt: "hvad det angik ham?" befalede han, at Cokarden strax skulde tages af, og da dette nægtedes, begyndte han at slaae efter hans Hoved med sin Knippel, og skjøndt han i nogen Tid vedblev hermed, var Vedkommende dog heldig nok til hver Gang at afparrere Slaget. Hertil kunde vi ikke holde os aldeles rolige og reiste os op fra Bordet, da vi jo gjerne kunde vente mere af det Slags; og nu begyndte Værten, ovennævnte Herr Nissen, at skrige af fuld Hals, at det danske Pak (som han kaldte os foruden mange andre smutte Benævnelser, der hyppig løbe fra hans og hans Venners Munde, f. X.; danske Hunde, danske Kjeltringer) skulde forlade hans Telt, da vi forstyrrede hans Værtskab. Vi gik da ogsaa ud, ikke fordi vi ved vor Opførsel fandt os forpligtede dertil; men da vi Høijkole-Elever vare ganske ubevæbnede, fordi det aldrig faldt os ind, at vi vilde blive overfaldne ved denne Forlystelsesfest, medens alle Slesvigholstenerne vare bevæbnede med Stoke eller Knipler, og vi hveken havde Lyst til at sidde og lade os slaae eller see paa, at de sloge vore Kammerater. Nu sige "Lyna", at vi hentede vore Kammerater og brøde atter ind i Teltet under en dansk Sang; men det er atter Usandhed: thi neppe vare vi komne udenfor, førend vi bleve angrebne af Gjæstgiveren og de ovennævnte fornemme Herrer tilligemed nogle dem formodentlig tilhørende Karle, og vi søgte nu at komme ud af Gjæstgiveren«sHave, hvori Teltet stod.

Nu opstod der rigtignok en Kamp, saavel i Gjæstgiverens Gaard som paa Møllepladsen, hvori der vankede blodige Pander paa begge Sider; men vi Høiskole-Elever toge ingen Deel i denne, undtagen at en af os, som fik et Slag i Nakken, fik fat paa en Stok og gjengjeldte. Gud skee Lov med udmærtet Held, sin Angriber. Vi vare nemlig desværre ikke alene ganske ubevæbnede, men ogsaa kun faa og for da meste smaae, da de fleste af de Store og Stærke vare andetsteds, og det har vel været Aarsag til Slesvigholstenernes store Mod.

Til Slutning maae vi ogsaa erindre, at foruden de allerede omtalte Usandheder i "Lyna" bliver disses Tal forøget derved, at ingen af os har hørt det mindste til, at Inspecløren, der iøvrigt ingen Polititegn bar, som "Lyna" beretter, paabød Rolighed inden han brugte Stokken; heller ikke har der været tænkt paa al arrestere nogen af Høiskolens Elever, som enhver Læser af Lyna ellers maatte troe.

Nu overlade vi Publikum at bedomme, hvem der har været raae og grove i deres Opførsel, enten de fornemme unge Herrer eller vi simple Bondesønner.

Rødding Høiskole, d. 16. Juni 1846

H. C. Clemmensen. I. RiiS. F. P. Vind.

P. RooSt. F. Hansen. F. Müller.

H. O. Knudsen. I. Berg. L. Paulsen.

C. Thomsen.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Næste tegning fra Corsaren forestiller en af de to unge adelsmænd v. Krogh som har overtaget harpespillerskens instrument og istemmer "Schleswig-Holsteing meerumschlungen".

Erklæring fra Directionen for Høiskolen i Rødding.

Lyna fra 6te Juni meddeler Beretning om en Scene, som anden Pintsedag har fundet Sted i Gram-Slotshave, for at bevise, hvor raat og uanstændigt Eleverne paa Høiskolen i Rødding ved denne Leilighed have opført sig. Da en saadan Fortælling naturligviis gaaer over i andre mere læste Blade, finder Høiskolens Direction sig opfordret til at erklære: at vi meget nøie have udspurgt alle de Elever som vare tilstede i Gram Have, og at vi efter disses eenstemmige Forklaringer, hvilke fuldkommen stemme overeens med de Beretninger, som forskjellige Øie- og Ørevidner til det Passerede af sig selv have meddeelt flere af os, ikke have den allermindste Grund til at antage, at nogen af Høiskolens Elever i nogensomhelst Henseende eller paa nogensomhelst Maade har opført sig usømmeligt. Da mange Læsere maaskee ville have ondt ved at troe, at Eleverne skulde være ganske skyldfrie, naar et offentligt Blad saa stærkt anklage dem, saa bør vi til ovenstaande Erklæring tilføie, at vi endnu ingensinde have seet eller erfaret i Høiskole-Elevernes Opførsel noget Exempel paa Raahed; hvorimod vi undertiden vel have hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for sine, men aldrig, at den lagde an paa for raae og plumpe Sæder; og dernæst, at vi flere Gange baade med os selv og Andre have erfaret, at Lyna ingenlunde har nogen om Samvittighed, naar det til Opnaaelsen af dens Hensigter og Planer gjælder om med Fripostighed at skeie ud fra Sandheden og at angribe Nogen paa en uværdig og al god Tone tilsidesættende Maade, hvorpaa den, for at vi skulle nævne da sidste Exempel, som angaaer nogen af vore Personer, afgav et fuldgyldigt Beviis i en Fremstilling af en Bondeforsamling i Kjøbenhoved, hvor Professor Flor skildres som Reise-Apostel for den danske Propaganda; thi i denne findes kun ganske enkelte Stænk af ydre Sandhed, medens den ellers saaledes er sammensat af Fordreielser, Fortielser og ligefremme Usandheder, at den i Virkeligheden indeholder saagodt som ikke et eneste sandt Ord.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Disse to artikler i Dannevirke blev citeret vidt og bredt i de danske aviser.

Denne tredje tegning fra Corsaren skal vise v. Krogh som er blevet overfaldet af nogle danske bønder som udenfor teltet har overhørt sangen og besvaret den med "Danmark dejligst vang og vænge."

Endnu et par Ord om Optøierne i Gram Slotshave.

I "Dannevirke" Nr. 106 findes en Artikel med Overskrivt: "Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna," som er underskreven af 10 Elever paa Høiskolen i Rødding. Denne Artikel skal gjendrive den af os i vort Blads Nr. 45 givne Beretning om de Røddinger Elevers Opførsel i Gram Slotshave paa sidste anden Pintsedag og skildre den som usandfærdig. Det kan nu ikke være vor Hensigt, at indlade os i vidtløftige Discussioner med Skoledrengene i Rødding; de gjorde bedre i, at stikke Næsen i Bøgerne og lære noget Ordentligt, end offentlig at drage i Feldten imod Slesvig Holstenerne, hvorved de kun gjøre sig latterlige i alle fornuftige Folks Øine, isærdeleshed naar de fremtræde med en synlig anmassende Suffisance, der altid er et Tegn paa Indsærænkethed. De Røddinger Elever ville vi her i Korthed svare, at vor Beretning er affattet efter aldeles troværdige og de i Sagen deelagtige Øienvidners Udsagn, og at navnlig flere Damer, der anden Pintsedag ligeledes bivaanede Festen i Gram Slotshave, endnu i disse Dage have forsikkret os, at de havde seet sig foranledigede til at retirere af Gangene for Eleve-Karavanerne. Ja Bønder fra Gramegnen have endog ligetil betegnet den saakaldte "Berigtigelse" i Dannevirke som usandfærdig. Saalænge der altsaa ikke indløber Berigtigelse fra en anden og troværdig Side, maa vi holde vor Beretning i Lyna Nr. 45 for væsentlig sandfærdig og kunne ikke tilbagekalde noget deraf. At vi skulde have hentydet til, at een af de Røddinger Elever var bleven arresteret, er aldeles usandfærdig. Vi have blot ialmindelighed sagt, at Een arresteredes. Rigtignok nævnedes os dengang en Maler Paulsen fra Ribe som Arrestanten, men da vi vilde gaae sikker, navngav vi ham ikke, for ei at fornærme en Uskyldig. Nu kunne vi imidlertid betegne ham som den omtalte Arrestant.

Virkelig fortrinlig er Elevernes Forsikkring, at de havde sunget saa allerkjæreste i Gram Slotshave, at de Tilstedeværende aldeles glemte al anden Musik og løb bag efter dem for at høre deres Sang. Nu, Forsikkringen skader ikke, det er en daarlig Kone, siger Ordsproget, der ikke roser sit eget Smør, men om man løb efter dem, for at høre paa deres fortryllende Toner, eller for at see et Narreoptog, ville vi overlade Andre til Bedømmelse.

Paa "Berigtigelsen" i Dannevirkes Nr. 106 følger en Efterskrift under Titel af "Erklæring fra Direktionen for Høiskolen i Rødding", *) der som anonymt Product aldeles bærer Præg af en i Mørke snigende Feighed. Hvorfor understriver Direktionen sig ikke med Medlemmernes Navne, da den i sin formeentlige Vigtighed fog vel ikke indbilder sig, at Alle vide Directionmedlemmernes Navne. Saa vidt vi vide, er Professor Flor i Directionen, dog kunne vi kun meddele dette som Rygte; ei heller kjende vi de øvrige Direktionsmedlemmer.

At den navnløse Direktion for det Røddinger Propaganda-Institut forsvarer sine Elevers Sag, er naturligt. Navnlig vil den navnlose Direction slet ikke lade Prædicatet Raahed hvile paa Eleverne, ja siger endog, "at den tværtimod har hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for fine Sæder."

Denne Erklæring klinger høist latterlig, naar man tænker paa den scantaløse Tale, som Peter Ravn fra Hammelef, en fra den omtalte Skole afgaaet Elev, forrige Aar holdt paa Skamlingsfesten, og som efter mange Tilstedeværendes Udsagn i høi Grad bar Raahedens og Gemeenhedens Præg; ja, hvad der er notorisk, denne værdige Discipel betjente sig endog af det høist uanstændige Udtryk, at man paa Høiskolen lærte "at bruge Næverne". Hvorledes kan man ogsaa lære sine og anstændige Sæder paa en Skole, hvis Hovedleder, Professor Flor, i en Tale, han holdt ved Tiltrædelsen af sin nuværende Post, skal have sagt til de forsamlede Elever, "rigtignok var de først 30 i Tallet, dette Tal var endnu lidet, men dog fuldkommen stort nok til al gjennemprygle 100 Tydskere." Denne Tale kunne vi rigtignok kun meddele efter troværdige Rygter, men er det ikke et slemt Tegn for en Høiskole, naar Publikum lægger dens HovedLærer og -Leder saa smukke Ord i Munden?!

Den navnløse Direktions hele "Erklæring" synes ogsaa mere at løbe ud paa en Retfærdigjørelse, af Prof. Flors Adfærd ved Grandeforsamlingen i Kjøbenhoved, da den navnløse Direction vel føler, at Hr. Professoren ved denne Lejlighed ikke har betaget sig til Fordeel for Høiskolen. Dog hermed være nok sagt om begge de betegnede Arikler ig Dannevirkes Nr. 106.

*) Denne Erklæring findes ogsaa optagen i "Fædrelandet" og "Berl. Tidende."

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. juli 1846).

Denne artikel ses ikke citeret i nogen danske aviser.

Den sidste tegning fra Corsaren forestiller Nissen som efter et slagsmål med sine egne er blevet slået halvdød.

I Rødding Højskoles reglement § 13 om slagmål stod: "Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaar første Slag, erlægger en Bøde af 4 skilling. Genslaget er frit". Rødding Højskole havde i efteråret 1845 fået plads til 32 elever og en inspektør. Ifølge Fædrelandet havde skolen sommer 1846 en snes elever. Det forhindrede dog ikke eleverne i at opsøge de to kroer i nærheden. Affæren i Gram synes ikke at have fundet plads i Käthe Z. S. Pedersen og John Pedersen: Rødding Højskole 1844-1994. 1994.

Nordborg Liedertafel 13de Juli 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Det er meget sjældent at flere parters fremstilling af en bestemt begivenhed findes. Men i tilfældet med Liedertaflens fest i Nordborg er dette tilfældet. Derfor bringes den som et eksempel på hvor forskellige begivenheder blev omtalt, og i hvert fald for den første vedkommende, brugt til ensidighed til fordel for eget synspunkt.

På artiklernes udgivelsestidspunkt havde slesvig-holstenerne oprettet sangkor "Liedertafel" i mange byer. Sangerfesterne tiltrak et stort publikum. Se sangerfesten i Slesvig i juli 1844. Heroverfor åbnede dansksindede i 1844 Rødding folkehøjskole og i juni 1843 stiftedes "Den slesvigske Forening", mens tysksindede juli 1845 stiftede "Den slesvig-holstenske patriotiske Forening". En bred del af befolkningen blev dog ikke inddraget, fx fra de ufrugtbare egne, kådnere, parcellister, inderster og tjenestefolk. Nationalismen var forbeholdt socialgrupper som i fuldt eller moderat omfang var inddraget i samfundets modernisering.

Liedertaflens Fest i Nordborg. Idet vi optage nedenstaaende Beretning efter "Dvk.", ville vi haabe, at nu, da man kjender Kongens udtrykkelige Villie og Forbud mod Ombæren af lovstridige Faner, ville saadanne Optøier som de i Nordborg og andre Steder ikke mere finde Sted. Det er især Embedsmænd , som forestaa den executive Magt, hvem det paaligger at vaage over, at Loven ikke overtrædes; det er Embedsmændene, som maae anvende Alt, hvad der staaer i deres Magt, for at forhindre alle disse lovstridige Optøier, og ved god Conduite afværge de ubehagelige og skadelige Følger, som naturligviis maae opstaa deraf. Men vi tør ogsaa med Grund forvente, at, dersom der skulde vise sig Lunkenhed eller Svaghed eller Tilsidesættelse af Embedspligt til i rette Tid at afværge det Onde, Regjeringen da uden Skaansel og til Exempel for Andre, vil lade saadanne Embedsmænd straffe efter Fortjeneste. Den omtalte Beretning lyder saaledes:

"Nordborg har ikke den Lykke at have nogen "Liedertafel"; man savner et Hoved til at sætte i Spidsen for en saadan Kunstforening. Herværende Hr. Heuermann er den eneste, som er indviet i de tydske Toners Mysterier og har Greb paa Taktstokkens Førelse, men hans mange Agentur-Arbeider (han er f. Ex. Hr. Steffens høire Haand) samt hans udbredte Barbeer-Praxis tillader ham ikke at overtage denne Function. Man skulde alligevel have en "Liederfest", og saa blev den Foranstaltning truffen, at Liedertaflen fra Augustenborg og de af Degnen i Ulkebøl indøvede derværende Bønder skulde komme hertil og udføre Sangen. For at dække Omkostningerne til dette storartede Optrin, især til de Syngendes honnette Beværtning, fik man ved en Deel af Nordborgs Indvaaneres, tildeels trevne Bidrag (1 Rd. Cour. pr. Actie) en Sum sammenskrabt af 30-40 Rd. Ved denne Collect var Dr. Heuermann, ellers en Udlænding, som ved alle slige Lejligheder er især virksom, og hvad var Schleswigholsteinismen i Nordborg uden ham? - Til Festplads bestemtes den nærliggende kgl. Skov, Karholm kaldet, som tildeels ved Bøndernes Understøttelse er indrettet til et offentligt Forlystelsessted. Til den fastsatte Tid indfandt sig de augustenborgske og ulkebøller Sangere, fulgte af Hs. Durchl. Hertugens Sønner og Døttre. En Æreport for de fremmede Liedertafler og de hist og her fra Tagene udstukne "slesvigholsteinske" Faner udgjorde Festens glimrende Gide i selve Byen. Til denne Udsmykning havde især en Farver Lorenzen bidraget, idet han havde udstukket ikke færre end 4 af hine brogede Klude og næsten under Mishandling udstafferet sin lille 4-aarige Søn i en fuldstændig Narredragt og opstillet ham som en politisk Genius udenfor sin Dør. Om Eftermiddagen Kl. 4 (Festtidens Begyndelse) satte man sig i Bevægelse fra Gjæstgiver Ernst Petersens Gaard ud efter Skoven. Vognene vare smykkede med Grønt, Blomster og hine politiske Flag, med Liedertaflens store Standart i Spidsen. Sangerne, omtrent 50, fulgte bagefter tilfods, "froh und "wei". En nysgierrig Menneskemasse sluttede Toget, men blev stoppet ved Indgangen til ovennævnte Lystskov, idet man gav Mængden tilkiende, at Ingen kunde faae Adgang til Festen, uden først at have løst en Entree-Billet til 2 sk. Cour. Da en stor Deel imidlertid heri troede at see nogen Egennytte; ligesom man heller ikke ansaae Nogen berettiget til at spærre et offentligt Forlystelsessted, tilhørende Kongen og tildeels istandsat ved Bøndernes frivillige Arbeide, saa negtede man paa det Bestemteste at efterkomme Opfordringen, og snart var Pluraliteten af samme Mening; et fælleds, heldigt Stormløb mod Herredsfoged Dr. Steffens vagthavende Poster gjorde snart Ende paa den foreskrevne Entre- Orden. De meest Energiske under denne voldsomme Indmarsch vare en Deel unge Mænd, især fra de nærliggende Landsbyer Holm og Meels. Et Par unge Gaardmænd fra sidstnævnte By, som i Herredsfogdens Øine viste meest Frækhed, bleve gjentagne Gange tiltalte i en temmelig haard og bydende Tone, ja endog truede med Arrest, hvis de ikke vilde erlægge den anordnede, men vistnok ulovlige Indgangs-Tribut. Men ogsaa denne forstærkede Opfordring blev besvaret med en bestemt Vægring. Denne skiønne Idee om en betydelig Festindtægt maatte derfor opgives, og efterat en mægtig Række af Sangnummere var foredraget, og en Tale, som endte med et tordnende "Lebehoch" for det kjære Fædreland "Sleswig-Holstein", holdt af Dr. Steffens selv, tog man tilbage til ovennævnte Gjæstgiver Petersens Gaard, hvor der ventede et Festmaaltid. Man kan tænke sig, at Dr. Steffens og Bruner have været ilde i Lune over de forefaldne Optrin; men de giorte Erfaringer om Folkets Sympathi skulde dog udvides endnu mere. Deltagerne i Festmaaltidet havde, for at blive dette, forud tegnet sig paa en i Byen ombaaren Liste, hvortil man dog ikke havde fundet enhver ærlig Borger værdig. Iblandt de Uværdige befandt sig ogsaa en Skræddermester Westphal, en født Meklenborger, men som nu, da han er Borger i en dansk By, føler, at han som saadan er dansk Statsborger og har Opfordring til at elske sit nye Fædreland. Denne Mand indfandt sig tilligemed endeel Andre i Ernst Petersens Gjæstestue ved Siden af den festlige Spisesal. Da man der syntes, at han blev noget høirøstet, kom Dr. Heuermann med Flere til; der opstod et Mundhuggeri, hvori Barberen (Dr. i Heuermann) kaldte Westphal en Prakker, uværdig til at være blandt Schleswig-Holstenere. Dette var Signalet til et varmt Optrin, thi i Stedet for videre Ordvexel tørnede strax en rask Skræddernæve mod Barbeer Heuermanns høitbaarne Næse, og i næste Øieblik tumlede begge Helte langs ad Gulvet, Westphal nedenunder, holdende den blasserede Barbeer i Struben. Nu stimlede man sammen om de forenede To, og Vægteren, Richter, ligeledes en indvandret Fremmede som lever af Veldædighed og forresten spiller en vigtig Mand i Nordborgs Politipersonale, lod i den larmende Hurlumhei sin Embedsstok dandse dygtig paa Barberens Bagdeel, i den Tanke, det var Westphals, medens dennes knyttede Haand hindrede Barberen i enten at mæle eller tale. Snart berøvede man dog Westphal hans levende Skjold; han blev aldeles afvæbnet og som et Slags Trophæ ført til Arresthuset, hvor han sattes ind i Tyvehullet. Under Transporten af den Fangne brugte Dr. Steffens og to frivillige Politibetjente: Kjøbmand Kossow og Kjøbmand Franz Petersen, deres Stokke og Næver saa tappert paa den værgeløse Borger, at de sloge deres Stokke itu, sønderreve Skrædderens Frakke, saa at den hang i Laser og behandlede overhovedet hans Krop meget uskaansomt. ved Rygtet om, at Nogen blev arresteret, stimlede en Mængde Mennesker sammen ved Arresthuset, og endskjøndt man ikke vidste Sagens egentlige Sammenhæng, da Westphal, til Held for hans Excutantere, var bleven indsluttet i største Hast, viste der sig dog tydelig stor Misstemning, især da Bønderne, fra Meels fik Øie paa den meget exalterede Dr. Steffens; thi uforbeholdent besværede de sig for ham over den Maade, hvorpaa de vare blevne behandlede i Lystskoven, og mindede ham om, hvis han ønskede at arrestere dem, saa var den beleilige Tid nu kommen, idet han havde dem saa nær ved Haanden. Herpaa vilde Herredsfogden dog ikke indlade sig, trak sig bort, under Bøndernes og Mængdens Raab, som med svingende Hatte udbragte et levende Hurra for Dannebrogen. Den følgende Dag bleve tre af Bønderne i Meels indstævnede til at møde den 16de for Herredsfogden. Noget før den citerede Tid kom de til Byen og toge ind til benævnte Kjøbmand Kossow, hvor de hos en dansksindet Mand fik hver en dansk Kokarde, og - den stormodige Kjøbmand lod, ventelig af Frygt for at miste sin Søgning, sig endog ydmyge til egenhændig at paahefte dem Kokarderne, vel at mærke ikke paa Hatten, men paa Frakken, - paa den venstre Side af Brystet, for ikke under Forhøret at være berøvede deres kjære Attribut. Saaledes vove nu Bønder paa Als med det nationale Mærke at træde deres Modstandere under Øinene. Hvo skildrer vel Herredsfoged Steffens Forundring, da han seer, at han hverken har Børn eller forbløffede Mennesker for sig, men fuldvoxne Mænd, der ikke lade sig vildlede af kunstige Forhørsspørgsmaal, men paa det Bestemteste erklære, at de ere danske Borgere, idet de eengang have aflagt Troskabseeden under den danske Fane (nemlig som Soldater i den danske Armee), og at de under ingen Omstændigheder, selv under Opoffrelse af Liv og Eiendom, ville svigte den nationale Sag. Vistnok rørt herover, lod Dr. Steffens dem gaae, dog med den Formaning, ikke oftere at tage Deel i lignende Optøier. Medens dette Forhør varede, havde en lille Bondehær forsamlet sig i Nordborg, for at erfare deres Brødres Skjebne, og nu fandt det vistnok sjeldne Optrin Sted, at Dannebrogsfanen blev af en Bonde og med Bedækning af Bønder under gjentagne Hurra-Raab for Danmark ført i Procession gjennem Nordborgs Gader. Da der ingen Fane havde været at erholde tillaans, saa havde Bønderne strax, ved Hjælp af en Skræder i Hæren, ladet en forfærdige paa Stedet, hvortil den bøielige Kjøbmand Kossow maatte levere Tout, naturligviis imod Betaling. Uhindret og ukrænket stod Dannebroge endog plantet udenfor flere ægte Schleswig-Holsteneres Døre, medens dens Værgere indenfor tømte en Skaal paa gamle Danmarks Velgaaende. - Saaledes endte hine festlige Dage, som voldte een interessant Afbrydelse af vort ellers saa stille Ø-Liv. Men vore Herrer i Nordborg ere ikke tilfredse med Udfaldet og ønske, at det Hele var ugjort.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  7. august 1845, 2. udgave).

Den omtalte artikel var fra Dannevirke 2. august 1845.

Udsnit af samtidigt (1851) kort over Als, som viser Nordborg med lystskoven Karholm mod syd. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangfesten fandt sted den 13. juli med omkring 50 sangere fra Augustenborg og Ulkebøl. Den foregik i den kongelige skov der nylig var lystskov. Der var derfor stridigheder omkring hvorvidt festivalen kunne opkræve entre. Den 16. juli indstævnedes 3 bønder for "påtrængen og hujen på gaden". Men der blev ikke rejst tiltale.

Herr Redacteur!

Den Berlingske Tidende af 7de August indeholder efter "Dannevirkes" Referat en Meddelelse om Sangerfesten i Nordborg , som jeg paa den Augustenborger Sangforenings Vegne finder mig saameget mere opfordret til at berigtige, som hiint Referat synes at have sit Udspring af en ikke meget paalidelig Kilde. Den Berlingske Tidende har hidindtil været et i Hertugdømmerne agtet Blad, og det kan derfor ikke være Medlemmerne af den herværende Sangforening ligegyldigt i et saadant Blad at see en af dem foranstaltet Sangerfest omtalt paa den Maade som dette er skeet i det nævnte Nr. af 7de August. Jeg beder Dem derfor, Hr. Redacteur, at De vil optage det Efterstaaende.

Den Augustenborgske Sangforening har, saalænge den bestaaer, hver Sommer gjort flere Excursioner ud paa Landet, for at synge i en eller anden af de herværende smukke Skove. Saaledes har den i Fjor i Forening med den Sønderborgske Sangforening sunget i den ved Byen Sønderborg beliggende Sønderskov, og ligeledes har den i Fjor sunget i en ved Fynshav beliggende Skov. I Aar besluttede den Augustenborgske i Forening med den Ulkebøller Sangforening at synge i en i Nærheden af Nordborg beliggende Lystskov, dog skete dette uden at man dertil havde modtaget nogen Opfordring eller af nogensomhelst politisk Bevæggrund. Hensigten var kun ved Sangen at more sig og Andre. Da Rygtet herom faa Dage inden den til Sangen fastsatte Dag naaede til Nordborg, bestaltede man der at indrette Alt til en venlig Modtagelse af de fremmede Gjæster, og Sangforeningerne, som i Fælledsskab kjørte til Nordborg, forefandt denne lille Flekkes Huse pyntede med Blomster-Guirlander og Flage. Prindserne og Prindsesserne af Augustenborg fulgte ikke, som Referenten i "Dannevirke" paastaaer, de Angustenborgske og Ulkebøller Sangere, men de vare med deres Følge alt en Tidlang inden Sangernes Ankomst indtrufne paa Slottet i Nordborg, hvor de vare stegne af hos Hr. Steffens Familie, med hvilken de begave dem ud i Skoven til det Sted, hvor Sangen afholdtes og hvorfra de efter at Sangen var endt vendte tilbage til Slottet, og derfra begave dem til Augustenborg. Af al den Uorden, som ifølge "Dannevirkes" Beskrivelse skal have fundet Sted i Skoven, har Sangerne ikke mærket noget, endskjøndt jeg senere vel har hørt at nogle Enkelte skulle have søgt at tilveiebringe Uorden ved at trænge ind over den reiste Barriere. Efter at Sangen var endt, udbragte Hr. Steffens et Længe Leve! for Prindserne og Prindsesserne af Augustenborg, og efter at have takket Sangforeningerne for den Fornøielse, den havde forskaffet Tilhørerne, udbragte han ligeledes et Længe Leve for den Augustenborger og Ulkebøller Sangforening. At Hr. Steffens har udbragt et "Lebehoch" for "Schleswig- Holstein" er en Opfindelse af "Dannevirke". - Fra Skoven begav man sig tilbage til Nordborg, hvor der hos Gjæstgjiver Petersen var foranstaltet et Aftensmaaltid, i hvilket foruden Medlemmerne af Sangforeningerne flere af Nordborgs og Omegnens Beboere deeltoge, ved hvilket der herskede den største Munterhed og Orden og som slet ikke havde nogen politisk Tendents. Efter endt Maaltid, og efter at flere af Selskabet alt vare gaaede bort, opstod der i Gjæsteværelset, hvor flere Personer havde sat sig hen for at drikke, imellem et Medlem af den Augustenborgske Sangforening og den af "Dannevirke" nævnte Skrædder Westphal, der var Selskabet aldeles uvedkommende, en Strid i Anledning af nogle Glas, som, ved at stødes ned af Bordet, vare gaaede itu, hvilken Strid gik over til et Slagsmaal imellem de nævnte To. Flere ilede paa den derved opstaaede Larm til for at skille de to berusede Mennesker fra hinanden, men da det ikke lykkedes at faae den omtalte Westphal til at være rolig eller til at begive sig bort, blev Politiet nødt til at arrestere ham. Det Medlem, som havde deeltaget i Slagsmaalet, blev Dagen deerpaa excluderet af den Augustenborgske Sangforening. Dette er en simpel Relation af det der ved hiin Leilighed er forefaldet, og som har givet "Dannevirke" Anledning til at lave dens ligesaa ondskabsfulde som usandfærdige Artikler, i hvilke den hele Fest bliver skildret som et politisk Optog, og et Slagsmaal imellem to berusede Mennesker bliver forestillet som om dette havde sin Oprindelse i de Stridendes forskjellige politiske Anskuelser. Hvad der ifølge "Dannev.s" Fortælling senere skal være passeret, er jeg, som forlod Nordborg tilligemed den Augustenborgske Sangforening naturligviis uvidende om; imidlertid vil enhver Upartisk af det Forestaaende kunne bedømme, hvor liden Vægt man kan lægge paa "Dannevirkes" hele Fortælling.

Slutteligen bemærker jeg, at den "store Standart", "Dannevirke" taler om, er den Fane, som de durchlauchtige Prindsesser af Augustenborg have havt den Bevaagenhed at forære den Augustenb. Sangforening. Denne Fane er, med Prindsessernes Navnetræk, Farver og Vaaben paa, og har aldeles ingen politisk Betydning. DHrr. Redacteurer af de Blade, som have optaget "Dannev.s" Fortælling om Sangerfesten i Nordborg, bedes ligeledes om at ville optage den forestaaende Berigtigelse.

Et Medlem af den Augustenb. Sangforening.

(Vi optage med saa meget større Fornøielse ovenstaaende Meddelelse, som den aabenbart viiser, at dersom de factiske Omstændigheder virkelig havde været saadanne, som vi efter et andet Blad have refereret, saa vilde dette paa selve Stedet være blevet erkjendt for at være utilbørligt og derfor misbilliget. Red.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1845, 2. udgave).

Hadersleben Liedertafel 22de Juli 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. Juli feirede den Haderslever Liedertafel, begunstiget af det smukkeste Veir en Sangerfest i den frie Natur paa en af de skjønneste Punkter i Nærheden af Haderslev. Festpladsen var smagfuld prydet, og Deeltagerne i Festen fandt sig i høieste Grad tilfredsstillede, saa at den gladeste og muntreste Stemning utvetydig tilkjendegav sig under hele Festen. Høist glædeligt var det, ogsaa iblandt Deeltagerne i Festen at bemærke saa mange Landboere fra en videre og nærmere Omkreds, der ligeledes i høi Grad glædede sig over festens Idee. Deres Nærværelse var desto behageligere og overraskendere, eftersom Festcomiteen aldeles ikke havde foranstaltet nogen offentlig Bekjendtgjørelse angaaende Festen, da denne blot skulle have Præg af en Privatfest for Medlemmerne af den herværende Liedertafel og af Borgerforeningen, hvis Local til enhver Tid med den største Redebonhed stilles til Liedertaflens Raadighed. Og dette Præg havde festen i Sandhed ogsaa. Thi, da fremmede efter Liedertaflens Statuter kunne indføres til enhver Tid, saa var der naturligviis intet i Veien for Indførelsen af landboere. Anslaaer man Antallet paa den inden- og udenfor festpladsens Barriere paa festkobbelen forsamlede Menneskemasse, saa kan man sikker antage, at festen besøgtes af idetmindste 4000 Mennesker, hvoraf over Halvparten befandt sig indenfor Barrieren, vist et overraskende Resultat. At Entreebilletterne til festpladsen under disse Omstændigheder ogsaa snart vare utilstrækkelige, og at der maatte reqvireres nye Billetter, at der i begge Spisetelte maatte træffes Anstalter til langt flere Couverts, at en Deel af Deeltagerne i festen i Mangel paa Plads i Spiseteltene maatte tage deres Aftensmaaltid til sig under aaben Himmel, er let at begribe, festen selv begikkes saaledes:

Henimod Kl. 4 om Eftermiddagen satte sig vor Liedertafel fra Borgerforeningens Local i Bevægelse, idet den med et Musikcorps i Spidsen, og med sit skjønne Banner og sine smukke Stemfaner marscherede i høitidelig Procession til festpladsen. Da Toget var ankommen dertil, blev Banneret tilligemed Stemfanerne under Accompagnement af Musik opstillede paa den af Damehænder med Løvguirlander smuk decorerede Sangertribune, og efterat der havde indfundet sig en stor Mængde Mennesker, der tiltog med hvert Øieblik, holdt Liedertaflen sine foredrag af fortrinlig valgte Sange i 3 Afdelinger. I Mellempauserne udførtes Harmonimusik. Til 3 af Sangene, nemlig: "freiheit, die ich meine", "Osanctissima, o piissima mater" og "Schleswig Holstein meerumschlungen", havde Liedertaflens vakkre Directør, Hr. Nielsen , componeret herlige Accompagnements af Instrumentalmnsik, hvorved navnlig Sangen: "O sanctissima" henrev Tilhørerne og gav dem en Idee om de Toner, der lyde i de katholske Kathedralers Hvælvinger. Sangen "Schleswig Holstein etc.", der dannede Slutningssangen i 1ste Afdeling, efterat Arndts "Was ist des Deutschen Vaterland" var given, vandt et stormende Bifald, der ingen Ende vilde tage, og maatte paa vedholdende da capo-Raab gjentages trende Gange. Ved Enden af 3die Gjentagelse udbragtes et Hoch for det "dyrebare fædreland Slesvig-Holsten", der hilsedes af den tætte Menneskeklynge med stormende og vedvarende Hurra, hvori navnlig ogsaa vore vakkre Landboere istemmede, idet de svang deres Hatte.

Efter Sangen dandsedes paa den skjønne festplads og henimod Kl. 9 om Aftenen begav man sig ind i begge de store Spisetelte, for at indtage et simpelt, men godt beredt Maaltid. Da Mørket indtraadte, oplystes festpladsen af Beegkrandse, Raketter stege i Veiret og Glædesild lyste paa den yndige Landsø, Haderslev Dam kaldet. Det hele havde en fuldkommen sydlandsk Character. Ved Bordet maatte "Schleswig-Holstein meerumschlungen" paa Forlangende atter foredrages, og desuden sang Liedertaflen endnu et par passende Bordsange. De udbragte Skaaler gjaldt det "dyrebare fædreland Slesvig-Holsten", "Liedertaflernes store forbund" og "den forestaaende store Musikfest i Würzburg", som man fra Norden bragte en Jubelhilsen fra Bæltets Kyst. Den livligste Stemning herskede ved Bordet. Henimod Kl. 10 søgte imidlertid nogle pøbelagtige og beskjenkede Mennesker, hiint Udskud af Menneskeheden, med Vold at trænge ind paa Festpladsen. Dette gav da Anledning til Uddelelsen af nogle Puf ved Indgangen af Barrieren, idet de ubudne Gjæster deels af de der opstillede Politibetjente, deels og fornemmelig af nogle kraftige Hænder iblandt Deeltagerne i festen fik Næsen vendt i Veiret, hvorved de i et Øieblik bragtes tilrette. Efter Bordet oplivede Musik og Dands Selskabet endnu til henimod Kl. 12, den til festens Slutning af Comiteen forud bestemte Tid.

Herpaa begave sig de endnu næsten alle forsamlede Deeltagere i Festen, Herrer og Damer, med Liedertaflen i Procession tilbage til Staden under Afsyngning af Sangen "SchleswigHolstein meerumschlungen", og saaledes endte da denne skjønne Fest, der endnu længe vil leve i Deeltagernes Minde.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 26. juli 1845).

De danske aviser citerede flittigt en tendentiøs artikel i Dannevirke som latterliggjorde festen og hyldede de som skabte tumult. Omvendt var Lyna heller ikke bleg for at tale festen på Skamlingsbanken ned.

Haderslev. Vi have flere Gange paaviist Dannevirkes Usle Characterløshed, saa at det f. Ex. den ene Dag kryber i Støvet for Absolutismen, medens det den næste Dag hykler liberale Grundsætninger, dog maa man indrømme det, at det viser consequents i, med den største Frækhed at dynge Usandhed paa Usandhed, hvorom dets Beretning om den Haderslever Liedertafels fest atter giver et slaaende Vidnesbyrd, idet der deri ikke indeholdes et eneste sandt Ord, paa den Grundtone nær, at Dannevirke og dets Partimand staae i inderderligt fostbroderskab med Menneskehedens Udskud, saa længe Slesvig-Holstenerne agte sig selv for høit til at kjøbe dette til, at insultere sine Modstandere, og dertil vil enhver Slesvig-Holstener altid agte sig selv for høit. At imidlertid Pøbelens hele Insultation, der skildres saa forfærdelig i Dannevirke, var høist ubetydelig, at de 8-9 Tumultuanter, der engang søgte at trænge ind i Barrieren, snart bragtes tilrette, at Ingen vovede at mukke, da Toget vendte til Byen, veed Enhver, der bivaanede hele festen. Ligesaa løgnagtig er Antydningen om, at festen skulde have været til om Morgenen, da det allerede var bestemt over 8 Dage iforveien, at festen skulde senest sluttes Kl. 12; ligesaa løgnagtig, at Standartbæreren skal være trukken overende af et Toug; ligesaa løgnagtig, at Standarten imod Reglen strax bragtes ind i Apothekergaden, da dette netop er Regel; ligesaa løgnagtig Opdigtelsen om farvede festblus. I Henseende til at Toget skulde have været udsat for at blive fratagen den bagerste Stemmefane, saa er denne Paastand ypperlig. En Skandinav bad nemlig en agtet Borger og Deeltager i festen om, at hjælpe ham at borttage den. "Ja"- lød Svaret, "tag den kun, jeg skal nok hjælpe Dem" (naturligviis var Meningen, at Slynglen skulde hjælpes til en Rævselse). Imidlertid blev Skandinaven advaret af en herværende Propagandist og smuttede strax bort. Hvad det omtalte "stærke Hyssen" ved Borgerforeningen angaaer, saa hidrørte dette fra en eneste Dreng, bag hvilken Hr. Pet. Chr. Kochs Svigerfader stod og opmunterede til at klemme dygtig paa. Dog vi ville ikke opholde os længere ved dette Product af Usselhed, hvori der, som sagt, ikke er et sandt Ord.

Resultatet af de indledede Undersøgelser i Anledning af de stedfundne Optøier skal senere blive meddeelt.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 30. juli 1845).

Berlingske citerede også Dannevirke, men mente som en af få (den eneste?) dog også at man skulle afvente undersøgelser om hvad det var der var foregået.

Haderslev. - I Anledning af Optøierne ved den nylig stedfundne Liedertafelfest har foruden de allerede Nævnte sluttelig en herværende Maler Breum faaet sin Dom ved Amtshuset, der lyder paa 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 13. august 1845).

Umiddelbart efter denne og andre begivenheder blev det forbudt at anvende den trefarvede fane. Begrundelsen var at de kunne anses som kendetegn for et politisk parti og give anledning til uordner.

Mindre end 4 år efter artiklen blev Haderslev scenen krigsscene i Treårskrigen. Ubekendt: Gadekampen i Haderslev d. 3de April 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.