Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. F. Thura, Sognepræst for Giern og Skanderup Menigheder i Jylland, har i et Tillægsnummer til Aarhusavisen af 2. April ladet indrykke en vidtløftig Bekjendtgørelse, hvoraf erfares, at Troen til Bønnens overordentlige Kraft i Skanderup Kirke fremfor nogen anden Kirke er saa ubeskrivelig stor, at i denne Tid adskillige langveisfra have indfundet sig hos Hr. Thura for ved Bøn i hans Annex-Kirke, at skaffe deres Syge den tabte Sundhed tilbage, uagtet Præsten forsikrer, at i hans Sogn gives Syge nok, og deriblandt hans egen nerve-og og gigtsyge Kone, som ikke kunne hjelpes. Han anseer det derfor for Pligt, at gjøre Vedkommende opmærksomme herpaa, for at forekomme, at ikke al Veerdens Syge skulle strømme did, i den Tanke, at de ene der kunne helbredes eller at nogen skulde troe, at det var kirkeeierens eller Præstens Hensigt, at vedligeholde denne Overtroe som et Slags Indtægtskilde. - Ved at læse denne Bekjendtgørelse kan man ikke andet end sukke over Culturens Tilstand blandt Landalmuen, og harmes over hver den, der endnu søger at lægge Hindringer i Veien for Oplysningens Udbredelse blandt menig Mand. Vist er hidtil meget gjort og vil i Fremtiden endnu kunne gjøres, naar alle vore Folkelærer og Sjælesørgere ville følge den værdige Biskop Plums og saa mange andre ædle Almuesvenners roesværdige Fodspor, men saa længe som saa mange Præster mere sørge for deres græssende Hjorder end deres tænkende Hjorder, saalænge de vaage mere over deres Berberisser end over de aandelige Poder, Gud har betroet deres sjelesørgende Haand, kort, saa længe saa mange rige og Formuende tror, at Menneskets Bestemmelse ikke er andet end at spise, drikke, gotte sig og sove, ligesaa længe vil det kun see heel betænkelig ud med Oplysningen blandt de lavere Menneskeclasser i vort Fædreneland, og enkeltes kraftige Bestræbelser kun bære maadelige Frugter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 887-888

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Om den fremturende underlige Grille at begrave i Kirkerne.

Siden århundreder råber man fra den ene ende af Europa til den anden efter oplysning. Lys synes i den almindelige mening det eneste der mangler til moralsk og politisk fuldkommenhed. Mangel på oplysning nævnes som kilden til ethvert onde. De få ord udtalte i en klagende tone: oplysningen er endnu ikke stor nok, er ofte for [nok] for magthavende nok til at standse eller opsætte de herligste indretninger, ja til at våge over at de svage øjne hist og her finder mørke pletter nok til at hvile ud på.

Ja gid oplysningen evig fremskrider, men gid foden tillige altid følger den oplyste bane! Hvad hjælper det at lyset er klart når man lukker øjet? Hvad hjælper det at fornuften tilsiger hvad der bør gøres når viljen desuagtet følger det modsatte?

Europa har allerede så meget lys. Og dog haves så få frugter deraf! Hvor er den fyrste der ikke ved at krig er den største landeplage, at han aldrig bør gøre stands eller persons anseelse, at publiciet er næst retfærdighed troners stærkeste støtte, at religionsfrihed er det herligste samfundsbånd? Hvor er det generalitet, som ikke ved at den hær vil, alt lige for resten, være stærkest hvis officerer og mænd bedst kan udholde sult, tørst, kulde, strabads, er bedst fødte og klæde, bedst drevne i legemsøvelser, og mest forsynet med passende kundskaber? Hvor er det rederi der ikke ved at man ved ventilatorer, ved saltvandsdestillering, ved gode længdeure ofte kan redde skib og mandskab? osv. osv.

Der er så mange tilfælde hvor den oplyste mand nødtvungent må handle imod sin oplysning, burde man da ikke vente at han greb med begge hænder enhver lejlighed til at handle derefter når han derved ikke gik imod anordninger og pålagte pligter?

Men nej, og dette er netop en af de store hindringer for oplysning. Af frygt for at støde en eller anden uvidende eller fordomsfuld slægtning, ven eller patron, af angst for at synes eller kaldes fx af den underlig fromme ængstelighed for at kunne forarge ved at handle fornuftigt, efterlader den oplyste næsten i alle udvortes handlinger at følge fornuftens tilsagn, for at følge mængdens vaner og skikke. Den uvidende ser altså ingen frugter af oplysningen, og hvad under at han ikke agter et lys der brænder under en skæppe.

Det var let at bestyrke det her sagte med mangfoldige eksempler på at vores mest fornuftige medborgere daglig begår de samme dårligheder tværtimod bedre vidende som den mest uvidende almuesmand. Jeg vil kun anføre et, den grille, den ikke blot latterlige, men højst skadelige grille at ville begrave sine venner, at selv ville begraves i en kirke.

Der er skrevet mere end nok imod denne tåbelige uskik. Fornuften erkender straks at den burde afskaffes. Vores regering har vist at den ikke ønsker dens vedbliven. Og dog er det et dagligt tilfælde her i København at gulvene i vores kirker brydes op for at nedsætte lig hvis forrådnelse som oftest ikke kan gå for sig uden at opfylde bygningen med en modbydelig og usund luft.

Det er ikke fromme uvidende alene der glæder sig ved at eje den ret at skade sine efterkommeres sundhed. Langt fra. Jeg kunne nævne navne af vores mest oplyste embedsmænd, vores største lærde, vores højeste gejstlige, hvis jeg ikke på deres vegne undså mig.

Og (dårlighed er sig selv lig) det er ikke under hvælvede bagkorer, ikke ved udkanterne af kirken, hvor træk kan anbringes at man helst vil begrave og begraves. Jo nærmere man kan komme midten af kirken, koret, ja selve alteret, jo herligere og mere ønskeligt anses sådant gravfred.

Her skal den med svage nerver, den svangre under sin andagt indånde en luft som man alle vegne kan undgå, undtagen i templet. Her indånder et allerede usundt legeme spiren til en drøbende og smittede rådden feber. Her knæler en skriftende flok på de sten hvorunder et nys begravet lig bruser i den heftigste forrådnelse. Der har en kristen som i live aldrig fornærmede nogen, lagt sig ved alteret og forværrer ved hver kommunion et par hundrede medkristnes blodmasse.

Oh, at blot alle de der er fri for den fordom at det som lig er bedre at ligge under en domkirkes alter end på en mark, end i en have, end på havets bund, ville følge deres overbevisning! Snart ville da den uvidende følge deres spor og vores kirker vinde så meget mere. Er det dog ikke rimeligt at enfoldighed retter sig efter fornuft og ikke denne efter førstnævnte!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 211, 8 Maii 1802, s. 3371-3375)

Redacteurens Anmærkning

Skribenten behøvede ikke vente længe. I 1804 blev det forbudt at begrave inde i kirkerne. Herefter gik der et halvt århundrede og truslen om koleraepidemien før det også blev forbudt at begrave inde i den indre by.