Siden århundreder råber man fra den ene ende af Europa til den anden efter oplysning. Lys synes i den almindelige mening det eneste der mangler til moralsk og politisk fuldkommenhed. Mangel på oplysning nævnes som kilden til ethvert onde. De få ord udtalte i en klagende tone: oplysningen er endnu ikke stor nok, er ofte for [nok] for magthavende nok til at standse eller opsætte de herligste indretninger, ja til at våge over at de svage øjne hist og her finder mørke pletter nok til at hvile ud på.
Ja gid oplysningen evig fremskrider, men gid foden tillige altid følger den oplyste bane! Hvad hjælper det at lyset er klart når man lukker øjet? Hvad hjælper det at fornuften tilsiger hvad der bør gøres når viljen desuagtet følger det modsatte?
Europa har allerede så meget lys. Og dog haves så få frugter deraf! Hvor er den fyrste der ikke ved at krig er den største landeplage, at han aldrig bør gøre stands eller persons anseelse, at publiciet er næst retfærdighed troners stærkeste støtte, at religionsfrihed er det herligste samfundsbånd? Hvor er det generalitet, som ikke ved at den hær vil, alt lige for resten, være stærkest hvis officerer og mænd bedst kan udholde sult, tørst, kulde, strabads, er bedst fødte og klæde, bedst drevne i legemsøvelser, og mest forsynet med passende kundskaber? Hvor er det rederi der ikke ved at man ved ventilatorer, ved saltvandsdestillering, ved gode længdeure ofte kan redde skib og mandskab? osv. osv.
Der er så mange tilfælde hvor den oplyste mand nødtvungent må handle imod sin oplysning, burde man da ikke vente at han greb med begge hænder enhver lejlighed til at handle derefter når han derved ikke gik imod anordninger og pålagte pligter?
Men nej, og dette er netop en af de store hindringer for oplysning. Af frygt for at støde en eller anden uvidende eller fordomsfuld slægtning, ven eller patron, af angst for at synes eller kaldes fx af den underlig fromme ængstelighed for at kunne forarge ved at handle fornuftigt, efterlader den oplyste næsten i alle udvortes handlinger at følge fornuftens tilsagn, for at følge mængdens vaner og skikke. Den uvidende ser altså ingen frugter af oplysningen, og hvad under at han ikke agter et lys der brænder under en skæppe.
Det var let at bestyrke det her sagte med mangfoldige eksempler på at vores mest fornuftige medborgere daglig begår de samme dårligheder tværtimod bedre vidende som den mest uvidende almuesmand. Jeg vil kun anføre et, den grille, den ikke blot latterlige, men højst skadelige grille at ville begrave sine venner, at selv ville begraves i en kirke.
Der er skrevet mere end nok imod denne tåbelige uskik. Fornuften erkender straks at den burde afskaffes. Vores regering har vist at den ikke ønsker dens vedbliven. Og dog er det et dagligt tilfælde her i København at gulvene i vores kirker brydes op for at nedsætte lig hvis forrådnelse som oftest ikke kan gå for sig uden at opfylde bygningen med en modbydelig og usund luft.
Det er ikke fromme uvidende alene der glæder sig ved at eje den ret at skade sine efterkommeres sundhed. Langt fra. Jeg kunne nævne navne af vores mest oplyste embedsmænd, vores største lærde, vores højeste gejstlige, hvis jeg ikke på deres vegne undså mig.
Og (dårlighed er sig selv lig) det er ikke under hvælvede bagkorer, ikke ved udkanterne af kirken, hvor træk kan anbringes at man helst vil begrave og begraves. Jo nærmere man kan komme midten af kirken, koret, ja selve alteret, jo herligere og mere ønskeligt anses sådant gravfred.
Her skal den med svage nerver, den svangre under sin andagt indånde en luft som man alle vegne kan undgå, undtagen i templet. Her indånder et allerede usundt legeme spiren til en drøbende og smittede rådden feber. Her knæler en skriftende flok på de sten hvorunder et nys begravet lig bruser i den heftigste forrådnelse. Der har en kristen som i live aldrig fornærmede nogen, lagt sig ved alteret og forværrer ved hver kommunion et par hundrede medkristnes blodmasse.
Oh, at blot alle de der er fri for den fordom at det som lig er bedre at ligge under en domkirkes alter end på en mark, end i en have, end på havets bund, ville følge deres overbevisning! Snart ville da den uvidende følge deres spor og vores kirker vinde så meget mere. Er det dog ikke rimeligt at enfoldighed retter sig efter fornuft og ikke denne efter førstnævnte!
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 211, 8 Maii 1802, s. 3371-3375)
Ja gid oplysningen evig fremskrider, men gid foden tillige altid følger den oplyste bane! Hvad hjælper det at lyset er klart når man lukker øjet? Hvad hjælper det at fornuften tilsiger hvad der bør gøres når viljen desuagtet følger det modsatte?
Europa har allerede så meget lys. Og dog haves så få frugter deraf! Hvor er den fyrste der ikke ved at krig er den største landeplage, at han aldrig bør gøre stands eller persons anseelse, at publiciet er næst retfærdighed troners stærkeste støtte, at religionsfrihed er det herligste samfundsbånd? Hvor er det generalitet, som ikke ved at den hær vil, alt lige for resten, være stærkest hvis officerer og mænd bedst kan udholde sult, tørst, kulde, strabads, er bedst fødte og klæde, bedst drevne i legemsøvelser, og mest forsynet med passende kundskaber? Hvor er det rederi der ikke ved at man ved ventilatorer, ved saltvandsdestillering, ved gode længdeure ofte kan redde skib og mandskab? osv. osv.
Der er så mange tilfælde hvor den oplyste mand nødtvungent må handle imod sin oplysning, burde man da ikke vente at han greb med begge hænder enhver lejlighed til at handle derefter når han derved ikke gik imod anordninger og pålagte pligter?
Men nej, og dette er netop en af de store hindringer for oplysning. Af frygt for at støde en eller anden uvidende eller fordomsfuld slægtning, ven eller patron, af angst for at synes eller kaldes fx af den underlig fromme ængstelighed for at kunne forarge ved at handle fornuftigt, efterlader den oplyste næsten i alle udvortes handlinger at følge fornuftens tilsagn, for at følge mængdens vaner og skikke. Den uvidende ser altså ingen frugter af oplysningen, og hvad under at han ikke agter et lys der brænder under en skæppe.
Det var let at bestyrke det her sagte med mangfoldige eksempler på at vores mest fornuftige medborgere daglig begår de samme dårligheder tværtimod bedre vidende som den mest uvidende almuesmand. Jeg vil kun anføre et, den grille, den ikke blot latterlige, men højst skadelige grille at ville begrave sine venner, at selv ville begraves i en kirke.
Der er skrevet mere end nok imod denne tåbelige uskik. Fornuften erkender straks at den burde afskaffes. Vores regering har vist at den ikke ønsker dens vedbliven. Og dog er det et dagligt tilfælde her i København at gulvene i vores kirker brydes op for at nedsætte lig hvis forrådnelse som oftest ikke kan gå for sig uden at opfylde bygningen med en modbydelig og usund luft.
Det er ikke fromme uvidende alene der glæder sig ved at eje den ret at skade sine efterkommeres sundhed. Langt fra. Jeg kunne nævne navne af vores mest oplyste embedsmænd, vores største lærde, vores højeste gejstlige, hvis jeg ikke på deres vegne undså mig.
Og (dårlighed er sig selv lig) det er ikke under hvælvede bagkorer, ikke ved udkanterne af kirken, hvor træk kan anbringes at man helst vil begrave og begraves. Jo nærmere man kan komme midten af kirken, koret, ja selve alteret, jo herligere og mere ønskeligt anses sådant gravfred.
Her skal den med svage nerver, den svangre under sin andagt indånde en luft som man alle vegne kan undgå, undtagen i templet. Her indånder et allerede usundt legeme spiren til en drøbende og smittede rådden feber. Her knæler en skriftende flok på de sten hvorunder et nys begravet lig bruser i den heftigste forrådnelse. Der har en kristen som i live aldrig fornærmede nogen, lagt sig ved alteret og forværrer ved hver kommunion et par hundrede medkristnes blodmasse.
Oh, at blot alle de der er fri for den fordom at det som lig er bedre at ligge under en domkirkes alter end på en mark, end i en have, end på havets bund, ville følge deres overbevisning! Snart ville da den uvidende følge deres spor og vores kirker vinde så meget mere. Er det dog ikke rimeligt at enfoldighed retter sig efter fornuft og ikke denne efter førstnævnte!
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 211, 8 Maii 1802, s. 3371-3375)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar