Viser opslag med etiketten Amager Fælled. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amager Fælled. Vis alle opslag

13 december 2016

Om Græsningen paa Christianshavns Fælled.

Ved i Adresseavisen at læse en bekendtgørelse fra Københavns kæmnerkontor af 9. maj, ses at græsningen på Christianshavns fælled koster for en hest 9 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 6 rigsbankdaler 12 skilling S. og T., hvorimod der på de almindelige fælleder udenfor Nørre- og Østerport kun betales for en hest 3 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 2 rigsbankdaler 12 skilling S. og T. Anmelderen der ikke kan begribe hvordan græsningen på først nævnte fælled betales 3 gange så dyrt som på de andre, begav sig derud for at se om han af stedets fortrinlighed kunne slutte sig til årsagen, hvilket dog ikke ville lykkes for ham. For vel står græsset der meget frodigt, blandet med enkelte belliker og løvetand, men dette er også tilfældet på andre fælleder som en følge af det for vegetationen gunstige forår. Men når kreaturerne som nyligt er sluppet derud, får afædt den første grøde, og vi får en tør sommer, kan føden også der blive smal nok for dem. Denne fælles har i mands minde været kaldet Kløvermarken, formodentlig fordi den engang i fortiden har været besået med kløver. Men heraf er nu end ikke det ringeste spor tilbage, så at man gerne kunne udlove en præmie til den som der kunne finde en enkelte hvid- eller rødkløver. Man har derfor meget rigtigt i de senere år ophørt at tillægge den dette ufortjente navn. At fælleden er indgrøftet og at der holdes en markmand for at passe på at kreaturerne ikke skal løbe bort, er vist nok meget godt, men kan dog ikke være årsag til den uforholdsmæssige høje betaling da samme sikkerhed også findes på Nørre- og Østerfælled.

Gud, siger skriften, lader sin sol gå op over onde og gode, lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Han vil at alle hans kreaturer skal glædes og mættes ved jordens frembringelser. Christianshavn tæller desværre mange fattige, ja arme, familier med børn, for hvilke mælk er en uundværlig fornødenhed. Denne artikel må de søge hos brændevinsbrænderne som er de eneste der holder køer. Når nu disse mænd der om vinteren mens brænderierne er i fuld gang, kan føde deres køer med bærme, om sommeren må søge græsning til dem, og de da intet valg have, men må lade dem græsse på omhandlede fælled, hvorfor der må betales en dyr afgift, hvortil endnu kommer en højere folkeløn for malkningen og mælkens transport, så indses let at det ikke kan svare regning for dem at holde køer uden at forhøje prisen på mælken, til skade for den fattige som kun kummerligt kan ernære sig. Den fattige, den arme der føler enhver skillings pålæg, kan således ikke glædes og styrkes ved årets lovende frugtbarhed, hvori han efter en højere bestemmelse burde tage del. Man har derfor det håb at den høje magistrat ifølge dens bekendte rimeligheds- og retfærdighedsfølelse vil om ikke nogen anmelderen ubekendt omstændighed skulle forbyde det, nedsætte græsningsafgiften for Christianshavns indbyggere, som visselig kunne trænge dertil, og i flere henseender er indre begunstigede end deres københavnske medborgere.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 341-344)

21 marts 2016

Bøn om en hurtig bortskaffelse af Snavset paa Amagerfælled, samt de der rodende Svin.

Hr. Udgiver!

Tidligere har De i Deres agtede og almennyttige Politivennen forbarmet Dem over de stakkels Christianshavns indbyggere, idet De har påtalt den uhumskhed som omgiver disse og som især finder sted på hele Amagerbro mv. I hele denne sommer var det end ikke muligt at stikke næsen udenfor porten uden at blive forpestet af stank. Det var derfor at ønske om sundhedspolitiet eller måske stadens politi ville være lige så virksomt udenfor Amagerport som udenfor de andre af stadens porte, hvor man ved mange lejligheder er overbevist om at grove synder ikke tåles eller ses gennem fingre med. For beboerne på Amagerbro huer sandelig lige så lidt sygdom og ufred som beboerne på andre steder. 


De militære som har våbenøvelser på Amager, må dagligt marchere mellem 2 renovationsdynger så snart de kommer uden for Amagerports barriere og skal ind på fælleden. Hele dagen igennem aflæsses der gaderenovation som flyver omkring og fylder ethvert øje som skal passere broen så at man ser folk som blindebukke løbe mellem disse skarndynger med tørklæder for næse og mund indtil de har passeret disse. I denne hede sommer er det ofte sket at folk er blevet så betaget af stank at de har måttet lade sig ledes til nærmeste sted for at blive forfrisket eller få hjælp.

For den fordel disse oplagssteders ejer har af samme bør han ufejlbarlig i det mindste være forpligtet til at indrette disse oplagssteder så nær sig selv om muligt for i det hele selv at kunne profitere også af det han nu søger at undgå og som meldt alene vil påføre sine medmennesker. I dette tilfælde ville hans skarnmagasiner komme så langt fra vejen at passagererne ikke blev angrebet af den stank beholdningsmagasinet yder og som endvidere forøges derved at henved 50 stykker svin uophørligt roder i nævnte skarndynger, hvorved man da aldrig har mangel på en frisk og desto mere kraftig stank.


(Politivennen nr. 560. Løverdagen den 23de September 1826, s. 634-636)

 "De militære som har våbenøvelser på Amager, må dagligt marchere mellem 2 renovationsdynger." (Borgerligt artilleri på øvelse på Amager Fælled. P. Klæstrup.)

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes i indledningen af artiklen nok til et andet indslag, en veklage over forholdene på Christianshavn og Amager. I de kommende år fremkommer flere variationer over dette tema, herom de kommende endnu ikke publicerede årgange.

08 oktober 2014

Bøn til Magistraten.

(efter indsendt.)
Da det bestandig og ofte sker at kreaturer som er indbrændte til Christianshavns almindelige fælled, går eller falder i den renovationskule der er anlagt der, som det allerede er sket i de første dage, så var det at ønske at de ansvarlige måtte blive pålagt at sætte et sådant hegn at man herudi kunne være betrygget at dette ikke kan ske!

Ligeledes at hyrden måtte pålægges at have tilsyn med det som han ikke tror er hans pligt, da han dog kunne forebygge samme når han var til stede. Endelig ønskes at der måtte sættes hegn på et par steder hvor kreaturerne kan gå over til fæstningsværkerne, at man ikke som det skete i de forrige år, skal indløse samme i ravellinsvagten næsten daglig.

Disse steder hvor der er overgang, kan bedst anvises af markmanden og begge hyrderne.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 212, 15 Maii 1802, s. 3385-3386)