Nordjylland: Tyverier efter Dronninglund-mordsagen. (Efterskrift til Politivennen)

Man havde problemer med kriminalitet som myndighederne ikke kunne tackle, her en artikel fra Nordsjælland. Her greb man dog ikke til selvtægt, men indkaldte de ansvarlige myndigheder til et møde:

- Det er nu kommet saa vidt i det nordøstlige Sjælland mod Eiendomsusikkerheden og den ringe Beskyttelse derimod, som den bestaltede Øvrighed er istand til at yde, at Indvaanerne see sig nødsagede til at gribe til Forholdsregler for selv at værne for deres Eiendomme og Liv. Efterstaaende Indbydelse til den Hensigt læses i sidste Nummer af "Frederiksborg Amtstidende":

- Da det har viist sig, at det ved de Midler, der staae til de locale Politiøvrigheders Raadighed, ligesaalidt er muligt at forebygge de daglig her i Egnen meer og meer om sig gribende Lovbrud paa Eiendomsretten, som at opdage Forbryderne, ere Undertegnede komne til den Overbeviisning, at det endelig vil være uundgaaelig fornødent, at der fra Communernes Side saa hurtigt som muligt, tages lovlige Forholdsregler til at virke til en bedre Tilstand. - Thi indbyde vi derfor herved Delegerede fra Sogneforstanderskaberne i Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms Distrikter, saavelsom enhver Anden, der maatte interessere sig for Sagen, til at samles med os, hos Gjæstgiver Petersen i Hillerød, Onsdagen den 4de Decbr., Form. Kl. 11, for at raadslaae om de hensigtsmæssigste Midler til hiint Øiemeds Opnaaelse.

Philipsen, Eier af Høiagergaard. 

P. Heegaard, Sognefoged og Dbrsmd. i Slangerup.

Reith, Eier af Strølille Mølle. 

Krog, Kæmner i Hillerød.

Samtidig med denne Indbydelse beretter bemeldte Tidende om et Indbrud og Ran i Tibirke Kirke og om et dristigt Indbrudstyveri hos en Gaardmand i Gandløse

(Kjøbenhavnsposten 2. december 1844)

Det er måske at være bagklog og spørge om man også havde forsøgt sig den vej i Vendsyssel. Tyverier, påsatte brande mm. hører man sporadisk om i aviserne omkring Stagsted, så episoden var ikke enden på problemet. 7. april 1846 kunne Kjøbenhavnsposten berette om "ejendomsusikkerheden":

- Angaaende den i det nordlige Jylland igjen overhaandtagende Eiendomsusikkerhed og dens Aarsager, indeholder "Hjørring Avis" følgende Beretning:

- Atter er forøvet Indbrud og Tyveri i Børglum Herred; denne Gang hos et Par gamle Aftægtsfolk i Seilstrup Sogn. Tyvene havde nedslaaet en Væg og igjennem den gjorte Aabning practiseret en temmelig stor Kiste ud i den tilstødende Have, hvor den blev opbrudt og berøvet sit Indhold, der fornemmelig bestod af endeel Klædningsstykker og 30 Alen Lærred. - I flere andre Sogne er ligeledes i den senere Tid begaaet adskillige Tyverier, f. Ex. i Asdal Sogn hos Christen Jepsen, i Bjerby Sogn bos Gaardmand Thøger Rams og Hos Huusmand Christen Salling, i Bidstrup og i Tornby Sogne. Da Tyvene her overalt kun have søgt Fødevarer, synes Armod og Nød at have været den fortvivlede Anledning til disse Tyverier. Kun hos Jepsen fandtes og medtoges nogle Penge. - Endvidere er hos en Gaardmand i Sindal Sogn begaaet et temmeligt dristigt Indbrudstyveri. Tyvene have nemlig ved at udtage et Vindue skaffet sig Adgang til Storstuen og der opbrudt et Chatol, hvoraf udtoges endeel Gangklæder; derefter ere de gaaede ind i Dagligstuen, hvor 4 Mennesker laae og sov, og, uden at disse have mærket det Ringeste dertil, fra Bjelken nedtaget et Lommeuhr, og derfra ind i Spisekammeret og taget endeel Fødevarer. Mistanke er vakt imod et Individ, der er arresteret. - En Mand ved Navn Frants Larsen, førhen Forster af Sottrup, havde forleden Dag solgt nogle Kreaturer i Sindal Sogn, hvor han derpaa overnattede hos en Gaardmand. Morgenen efter bragte Pigen ham hans Tegnebog, der var funden aaben henslængt i Kjøkkenet. En Halvhundrededalerseddel var stjaalet deraf; men Resten af dens Indhold, 15-16 Rbd., fandtes endnu i Behold. At Frants Larsen hiin Aften havde den omtalte Sum hos sig var noksom bekjendt, da den netop var ham tilkommen ved Kreatursalget. - I samme Blad hedder del ligeledes: En stakkels fattig Kone, der med mange smaa Børn maa friste Livet i en ussel Jordhytte, hvor Væggene kun bestaae af vaade Græstørv og Senge og Bohave ere dannede af samme Material, midt ude paa en nogen Hede ved Hjørring, fristedes af Nød, Kulde og Elendighed, paa en af denne Vinters koldeste Dage, til al berøve den velforsynede Nabo - en Snees Tørv, Denne Nabo, der tidligere selv har forgrebet sig, saa at Viborg Tugthuus er ham velbekjendt, havde, som man kunde vente sig, ingen Medlidenhed med den stakkels Kones Kummer og Nød; han klagede hende an og den ubøielige Retfærdighed dømte hende til 2 Gange 5 Dages Vand og Brød; og imedens hun, der ellers bærer et godt Rygte, nu maa udstaae sin Straf, lide hendes Smaa formodenlig endnu større Nød og have -sikkert, trods Moderens Forseelse, tilligemed hende Krav paa gode Menneskers Bistand cg Medlidenhed."

Denne artikel blev suppleret den 11. april i Kjøbenhavnsposten:

- Hjørring Avis har følgende Fortsættelse af sin Beretning om Usikkerheden i Vendsyssel, hvoraf fremgaaer, at Røverne der i Egnen atter uhindret kunne fortsætte hvad de ikke strax saae fuldført; bag efter kommer Politiet: - De gamle Aftægtsfolk i Seilstrup Sogn, hos hvem der for kort Tid siden blev gjort Indbrud og bortstjaalet endeel Klædningsstykker og noget Lærred, have siden levet i bestandig Frygt for at hiint Indbrud var beregnet paa deres Penge og at det skulde blive gjentaget; de skiftedes derfor til at vaage om Natten. I Løverdags Nat var det Mandens Tour til at vaage; han sad i Mørke paa en Stol og blundede, da der pludselig kom en 8 Pds. svær Steen ind ad Vinduet, som traf ham uden at gjøre ham nogen Skade. Han blev siddende roligt og lyttede, indtil han troede at høre Tyvene fjerne sig, listede sig derpaa ud til Gadedøren, for dog ved Maanens skin al see, hvilken Retning de toge; men knap havde han aabnet Døren paa Klem førend den blev stødt op og han kastet til Jorden af en Mand, der smed sig oven paa ham, slog ham i Ansigtet og satte sit Knæ mod hans Bryst. Konen, der hørte sin Mands Nødskrig, sprang af Sengen og ilede ganske nøgen som hun var ud i Forstuen for at see hvad foregik; men blev strax kastet til Jorden af en anden Karl, der snærede hendes Been sammen med et Reeb saa fast, at det gik i det blodige Kjød, traadte hende i Ansigtet med en Træsko, saa at Tænderne gik ind i Munden, det ene Øie vistnok er ødelagt og Konen næsten ukjendelig. Imedens den ene Karl vedblev at trykke Manden ned med Knæet imod hans Bryst, begyndte den Anden Randsagningen i Stuen, hvor han snart i de Gamles Seng fandt de nogle Penge, nemlig 400 Rbd. Røverne skyndte sig strax bort med Pengene og lode de Gamle ligge. Konen er meget syg af de lidte Contusioner og Mælet har forladt hende, saa at hun endnu ingen Forklaring har kunnet give om det Passerede. Manden vil slet ikke have kjendt Voldsmændene, som endnu ikke ere opdagede. - Skræder Jess paa  Vandstedmark og Søren Bak i Bagterp, er ligeledes en Nat i forrige Uge gjort Indbrud og stjaalet, fornemmelig Fødevarer".

Se fx også Dannevirke, 20 december 1854, citeret fra Aalborg Stiftstidende). Da det fortæller en del om datidens forhold, her artikel i sin helhed:

Afvigte 6. Okt. da Fæster paa Dybvad Gods, Lars Christensen, ud paa Eftermiddagen arbeidede i Marken, saae han, at Ilden slog ud fra den vestre Deel af hans Fæstested, Føltved Huus, der ligger tæt under Stagsted Skov. Endskjøndt Ilden hurtigt bredte sig og det hele Huus nedbrændte, lykkedes det ham og flere tililende Naboer at faae endeel Bohave og Klædningsstykker reddet. Herved viste sig, at et i den længst mod Øst værende Stue ophængt Skab var slaaet istykker, at en Øxe laae paa Gulvet ved det, og, uagtet de Brandlidte og Naboerne naaede til denne Stue, inden Ilden der fik Magten, savnedes dog derfra endeel Fruentimmerklædningsstykker. Det var saaledes tydeligt, at der i Huset var begaaet Tyveri, ligesom det og strax formodedes, at Tyven havde sat Ild paa Huset. Tidligere paa Dagen var seet et ungt Fruentimmer der paa Egnen; hun havde under forskjellige Foregivender været saavel inde i L. Christensens Huus som i fler eaf de ved Skoven liggende. De strax iværksatte Undersøgelser viste, at et ungt Fruentimmer, der bar en Pakke, havde overnattet imellem 6. og 7. i Hellum Sogn, imellem 7. og 8. i Ørum Sogn, var derpaa d. 8. gaaet til Baptistforsamling i Hammer i Kjær Herred; men hermed tabte Sporet sig. I Ørum havde hun imidlertid efterladt nogle Klæder, der bragtes til Politimesteren, og, da der paa samme Tid var efterlyst en for Tyveri sigtet, omflakkende Pige ved Navn Mariane Bertelsdatter, hvis Signalement syntes at passe paa den i Føltved seet Pige, opstod der Mistanke om, at hun kunde være Tyven og Brandstifteren. De indbragte Klæder forevistes flere af hendes Familie, og disse igjenkjendte adskillige af Klædningsstykkerne. Mistanken var saaledes nu stadfæstet. Uagtet al anstillet Eftersøgning anholdtes hun først efter omtrent en Maaneds Forløb. Dette skete i Kjær Herred, for hvis Politimester hun strax gav en foreløbig Tilstaaelse saavel om Tyveriet som om Ildspaasættelsen i Føltved Huus. Det er siden om hende oplyst, at hun i August forlod en Tjeneste, hun havde i Kjær Herred. Hun gav sig dernæst paa Vandring og ernærede sig, efter Omstændigheder, Tiggeri og Tyveri. Den 6. Okt. kom hun om Formiddagen til Føltved Huus, hvor hun opholdt sig en Tid hos Folkenes Børn, der vare ene hjemme. Om Eftermiddagen indfandt hun sig atter i Huset i den Hensigt at stjæle, hvad der i hendes trængende Forfatning kunde være hende tjenligt. Efter at have forsikkret sig om, at end ikke Børnene var hjemme, udførte hun sit Forsæt og tilvendte sig endeel Fruentimmerklæder. I et i den østre Stue ophængt Skab ventede hun at finde Penge, men da det befandtes laaset, hentede hun far den modsatte Ende af Huset en Øxe. Med denne slog hun Fyldningen ind; dog fandt hun ikke hvad hun søgte. Nu opstod den Tanke hos hende, at hun bekvemmest kunde skjule det skete Tyveri ved at sætte Ild paa Huset. Hun stak op i endeel imod Taget i Bryggerhuset opstablet Lyng, og ilede derpaa med det Stjaalne fra Huset op til Skoven. Hun forlod Huset uden at vide, om Gløden havde fænget, men da hun naaede Skoven, vendte hun sig om og saae da, at Røgen væltede ud fra Husets vestre Ende, hvori Bryggerset befandt sig. Iilsomt fortsatte hun Veien ind i Skoven, for at undgaae Paagribelse. - Dette Fruentimmer, der kun er 20 Aar gammel, venter nu sin Straf for den betydelige Forbrydelse, hun har begaaet uden, saavidt skjønnes, at føle nogen synderlig Anger over en Handling, hvorved en stræbsom Huusmandsfamilie er bleven ødelagt. 

Dronninglund-mordsagen: Højesteretsdom og Benådning 1844 og 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdommen

Sagen kom for Højesteret året efter. :

Imorgen begyndes i Høiesteret Proceduren i den for denne Domstol indankede store Justitssag fra Dronninglund Herred, under hvilken oprindeligt 181 Personer ere tiltalte, men som kun er indstævnet til Høiesteret med Hensyn til de 121. Sagen selv har sin Oprindelse fra de Drab, som den 1ste November 1841 udøvedes i Skjæve Sogn paa nogle af Herredets mest berygtede og dumdristige Forbrydere af en Deel Bønder, der stedse have været ansete scm brave og almeenagtede Mænd, og som af den store Retsusikkerhed, hvormed Egnen havde været hjemsøgt i længere Tid, lode sig forlede til at fremtræde som en Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og anvende Selvtægt mod de nævnte Forbrydere, som de, paa Grund af det dengang derværende Justitsvæsens Jammerlighed, ikke paa nogen anden Maade troede at kunne befrie sig fra. Efterat en Commission var beordret nedsat til at undersøge denne Sag, bestaaende af Lands- Oversamt Hof- og Stads-Rets Assessor Justitsraad Tetens og Byfoged i Holstebro samt Herredsfoged i Hjerm og Ginding Herreder Justitsraad Petersen, hvem nuværende const. Politiretsassessor Bruun tilforordnedes som Secretair, blev der under 13de Marts 1843 afsagt Commissions-Dom i Sagen, hvis Udfald blev, at medens 1 frifandtes for videre Tiltale, bleve 4 Personer for Drab dømte fra Livet, nemlig Sognefoged Lars Jensen af Hellum , Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Seren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt; 2 Personer dømtes til Rasphuusarbeide, den ene for Livstid og den anden i 6 Aar; 22 til Fæstningsarbeide, nemlig 10 paa Livstid, 1 i 12 Aar, 5 i 10 Aar, 2 i 8 Aar, 1 i 7 Aar og 3 i 6 Aar; 6 til Tugthuusarbeide, nemlig 3 i 10 Aar og 3 i 8 Aar; 40 til Forbedringshuusarbeide, nemlig 10 i 4 Aar, 4 i 3 Aar 15 i 2 Aar, 10 i 1 Aar og 1 i 8 Maaneder ; 80 til Fengsel paa Vand og Brød, nemlig 8 i 6 Gange 5 Dage, 1 i 5 Gange 5 Dage, 8 i 4 Gange 5 Dage, 15 i 3 Gange 5 Dage, 29 i 2 Gange 5 Dage, 22 i 5 Dage, 3 i 4 Dage, 2 i 3 Dage og 1 i 2 Dage; 12 til simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, nemlig 2 i 60 Dage, 5 i 40 Dage, 1 i 30 Dage, 3 i 20 Dage og 1 i 12 Dage; 12 til simpelt Fængsel, nemlig 1 i 40 Dage og 1 i 20 Dage; 1 til Riis og 2 til Mulct, hver paa 5 Rbd. Commissionsdommen udgjør 334 Pagina og er udkommen paa Boghandler Reitzels Forlag kort efterat den var bleven afsagt. Foruden at der under denne meget vidtløftige Sag er tiltalt et saa stort Antal Forbrydere, ere enkelte af disse desuden tiltalte for et meget betydeligt Antal Forbrydelser, saaledes har een af dem alene tilstaaet 63 Lovovertrædelser, en anden 56 og flere andre Forbrydelser i Sneseviis. Sagens Procedure for Høiesteret, der af Advocat Rotwitt udføres som Actor og af Etatsraaderne Salicath og Blechingberg, Justitsraad Liebenberg og Advocat Buntzen som Defensorer, vil formeentligen medtage flere Uger.

(Kjøbenhavnsposten 29. maj 1844)

Imorgen begyndes i Høiesteret Proceduren i den for denne Domstol indankede store Justitssag fra Dronninglund Herred, under hvilken oprindeligt 181 Personer ere tiltalte, men som kun er indstævnet til Høiesteret med Hensyn til de 121. Sagen selv har sin Oprindelse fra de Drab, som den 1ste November 1841 udøvedes i Skjæve Sogn paa nogle af Herredets mest berygtede og dumdristige Forbrydere af en Deel Bønder, der stedse have været ansete scm brave og almeenagtede Mænd, og som af den store Retsusikkerhed, hvormed Egnen havde været hjemsøgt i længere Tid, lode sig forlede til at fremtræde som en Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og anvende Selvtægt mod de nævnte Forbrydere, som de, paa Grund af det dengang derværende Justitsvæsens Jammerlighed, ikke paa nogen anden Maade troede at kunne befrie sig fra. Efterat en Commission var beordret nedsat til at undersøge denne Sag, bestaaende af Lands- Oversamt Hof- og Stads-Rets Assessor Justitsraad Tetens og Byfoged i Holstebro samt Herredsfoged i Hjerm og Ginding Herreder Justitsraad Petersen, hvem nuværende const. Politiretsassessor Bruun tilforordnedes som Secretair, blev der under 13de Marts 1843 afsagt Commissions-Dom i Sagen, hvis Udfald blev, at medens 1 frifandtes for videre Tiltale, bleve 4 Personer for Drab dømte fra Livet, nemlig Sognefoged Lars Jensen af Hellum , Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Seren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt; 2 Personer dømtes til Rasphuusarbeide, den ene for Livstid og den anden i 6 Aar; 22 til Fæstningsarbeide, nemlig 10 paa Livstid, 1 i 12 Aar, 5 i 10 Aar, 2 i 8 Aar, 1 i 7 Aar og 3 i 6 Aar; 6 til Tugthuusarbeide, nemlig 3 i 10 Aar og 3 i 8 Aar; 40 til Forbedringshuusarbeide, nemlig 10 i 4 Aar, 4 i 3 Aar 15 i 2 Aar, 10 i 1 Aar og 1 i 8 Maaneder ; 80 til Fengsel paa Vand og Brød, nemlig 8 i 6 Gange 5 Dage, 1 i 5 Gange 5 Dage, 8 i 4 Gange 5 Dage, 15 i 3 Gange 5 Dage, 29 i 2 Gange 5 Dage, 22 i 5 Dage, 3 i 4 Dage, 2 i 3 Dage og 1 i 2 Dage; 12 til simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, nemlig 2 i 60 Dage, 5 i 40 Dage, 1 i 30 Dage, 3 i 20 Dage og 1 i 12 Dage; 12 til simpelt Fængsel, nemlig 1 i 40 Dage og 1 i 20 Dage; 1 til Riis og 2 til Mulct, hver paa 5 Rbd. Commissionsdommen udgjør 334 Pagina og er udkommen paa Boghandler Reitzels Forlag kort efterat den var bleven afsagt. Foruden at der under denne meget vidtløftige Sag er tiltalt et saa stort Antal Forbrydere, ere enkelte af disse desuden tiltalte for et meget betydeligt Antal Forbrydelser, saaledes har een af dem alene tilstaaet 63 Lovovertrædelser, en anden 56 og flere andre Forbrydelser i Sneseviis. Sagens Procedure for Høiesteret, der af Advocat Rotwitt udføres som Actor og af Etatsraaderne Salicath og Blechingberg, Justitsraad Liebenberg og Advocat Buntzen som Defensorer, vil formeentligen medtage flere Uger.

I juni 1844 stadfæstede Højesteret dommen i alt væsentligt:

Høiesteretdom i den Dronninglundske Sag. Nr. 72. Advocat Rotwitt imod Lars Jensen, Peder Hansen, Søren Jepsen m. Fl., der tiltales for Drab, Indbrud, Tyveri m. m (Defensorer Salicath, Blechingberg, Liebenberg og Buntzen). Paa Grund af denne saakaldte Dronninglundske Sags overordentlige Vidtløftighed udelade vi Commisfariernes under 13. Marts 1843 for 181 Tiltaltes Vedkommende afsagte Dom, idet vi henvise til vore tidligere Meddelelser (see Nr. 142) og optage blot Høiesterets Dom, der lyder saaledes: Nr. 41 Christen Nielsen, Nr. 44 Ida Nielsdatter, Peder Severin Thomsens Hustru , Nr. 66 Niels Christian Frederik Otto Schiøtt, Nr. 83 Peder Hansen, Nr.150 Mette Pedersdatter, Nr. 100 Michael Nielsen Lundbye, Nr. 172 Niels Sørensen, og dennes Hustru, Nr. 173 Sidsel Cathrine Poulsdatter bør for Actors og Nr. 134 Peder Nielsen samt 167 Niels Peder Marianus Fischer for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være. Nr. 151 Lars Christian Jørgensen Kollund og Nr. 164 Lars Pedersen Søndergaard bør straffes med Fængsel, hver i 8 Dage. Nr. 10 Christian Jørgensen Leergrav og Nr. 27 Mariane Christensdatter, Bertel Pedersens Hustrue, bør hensættes i simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, den Første i 40 og den sidste i 20 Dage. Nr. 29 Lars Christensen, Nr. 34 Johan Christensen. Nr. 52 Jens Christensen, Nr. 127 Mette Marie Pedersdatter og 177 Mariane Pedersdatter bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød de trende Første hver i 2 Gange 5 Dage, den Fjerde i 3 Gange 5 Dage og den Sidste i 4 Gange 5 Dage. Nr. 20 Mariane Berthelsdatter, Nr. 119 Maren Pedersdatter, Nr. 25 Thomas Christensen, Nr. 48 Kirsten Sørensdatter, Jens Andersen Kuhrs Hustru Nr. 07 Marie Madsdatter, Jens Christian Jensens Hustru, Nr. 125 Thomas Pedersen Wichmann og Nr. 16 Mariane Christensdatter, Jacob Hansens Hustru, bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt og Forbedringshuus, de 2de Første hver i 8 Maaneder, den tredie og Fjerde hver i 1 Aar, den Femte og Sjette hver i 2 Aar og den Syvende i 4 Aar. Nr. 154 Hans Poulsen og Nr. 113 Simon Andreas Christensen bør hensættes til Fæstningsarbeide, den Første i 7 Aar og den Sidste paa Livstid. - I Henseende til de de øvrige Tiltalte tilfundne Straffe, Erstatningen og Actionens Omkostninger bør Commissariernes Dom, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes, at Straffen for Nr. 19 Fedder Hansen og Nr. 105 Karen Marie Christensdatter bestemmes til Forbedringshuusarbeide i ViborgTugt- og Forbedringshuus hver i 4 Aar; at Straffetiden bestemmes for Nr. 50 Johanne Marie Nielsdatter, Christen Nielsen Snarres Hustru, Nr. 118  Maren Cathrine Nielsdatter, Peder Nielsen Kjærs Hustru, til 1 Aar for hver, for Nr. 117 Peder Nielsen Kjær til 18 Maaneder, for Nr.47 Jens Andersen Kuhr, Nr. 40 Christen Nielsen Snarre og Nr. 79 Else Kirstine Hansdatter, Christen Christensen Kjærets hustru til 2 Aar for hver, for Nr. 74 Otto Hansen Holbek, Nr. 78 Jens Christian Jensen, og Nr. 135 Jens Nielsen Harboøre til 3 Aar for hver, for Nr. 15 Jacob Hansen og Nr. 17 Jens Christian Andersen til 12 Aar for hver og for Nr. 147 Christen Christensen Kaarsberg til 10 Aar samt at Straffetiden bestemmes for Nr. 94 Christen Christensen og Nr. 114 Rasmus Christensen Kaas til Rasphuset. Saa bør og den paaankede Landsoverrets-Dom, forsaavidt Erstatning og Actions Omkostninger angaaer,ved Magt at stande. Advocat Rotwitt tillægges i Salarium for Høiesteret 100 Rbd. Sølv, hvoraf de Tiltalte Nr. t til 4, een for alle og alle for een, betale 4/30; Nr. 94 og 114, een for begge og begge for een 4/30, Nr. 12 9/30, Nr. 88, 93, 113, 115 og 116 hver 1/30 og de øvrige Tiltalte hver med lige Andeel Halvdelen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. juni 1844) 

At denne Straf vil blive meget betydeligt formildet, naar Sagen overensstemmende ved Forordningen af 16de Decbr 1840 bliver refereret for Kongen i Statsraadet, derom nære vi aldeles ingen Tvivl, fornemmelig af den Grund, at det er Retstilstandens næste exempelløse Tilstand under den daværende Herredsfoged, nuværende Byskriver Heiberg, som har fremkaldt en Selvtægt, der om den end for de juridiske Domstole maa sættes lige med ethvert andet Drab, dog finder en megen væsenlig Undskyldning i den Omstændighed, at den udøvedes af Almuesfolk under Forhold, hvor en let forklarlig Harme over at see deres Personer og Gods udsatte for daglige Fare af dumdristige Forbrydere, mod hvem de ingensomhelst Beskyttelse fandt fra Retsbetjentens Side, har ladet dem gaae altfor vidt i deres Hævn. Der er en grel og afstikkede Modsætning imellem den jammerlige Forfatning, hvortil Retssikkerheden var bragt ned under Byskriver Heibergs Administration af hans Embede, og den forholdsvis korte Tid, hvori Justitsraad Tetens og Overauditeur Petersen formaaede at rense Herredet for en Deel af de grovesete og værste Forbrydere, der i Retsbetjentens Personlighed havde troet at have en sikker Borgen for, at de ustraffede kunde trodse de Love, om hvis Opretholdelse han var indsat til at værne. Iøvrigt tilføie vi, at ligesom Høiesteret frifandt 10 og de ved Commissariernes Dom dømte Personer, nemlig Christen Nielsen, Ida Nielsdatter, Niels Christian Frederik Otto Schjødt, Peder Hansen, Mette Pedersdatter, Michael Nielsen Lundby, Niels Sørensen, Sidsel Cathrine Poulsdatter, Peder NIelsen og Niels Peder Marinus Fischer, de 8 første for Actors og de 2 sidste for Actors videre Tiltale, saaledes nedsatte den Straffene for 32 Tiltales Vedkommende, medens den kun skærpede den med Hensyn til 2 Tiltalte, ved at bestemme deres Straffested til Rasphuset i Stedet for Fæstningen

(Fædrelandet havde den 17. juni 1844)

Benådning juli 1844

Den 17. juli 1844 blev de dødsdømte benådet og i stedet dømt til livsvarigt arbejde i Christianshavns Tugthus:

Af "Coll. Tid.", som nu har givet et udførligt Referat af den bekjendte Selvtægtssag i Skjæve Sogn, seer man at de 4 derved fra Livet dømte Bønder ere benaadede med at hensættes til Arbeide på Livstid i Kjøbenhavns Tugthuus. - De vare Mænd af tidligere dadelfri Vandel, hvorom de have de bedste Vidnesbyrd fra alle Sider; tre af dem ere Familiefædre, der efterlade Børn tildeels endnu i den spæde Alder; de vilde have vedblevet at være disses FOrsørgere og nyttige og agtværdige Medlemmer af det borgerlige Samfund - hvis ikke, formedelst Øvrighedens Forsømmelse, Eiendomsusikkerheden i deres Hjem var bleven saa stor og utaaligelig, at de omsider følte sig æggede til selv at tage blodig Hævn over de notoriske Tyve og Røvere, som uhindrede og ustraffede dreve deres Uvæsen midt iblandt dem. - Nu vandre de paa Livstid i Tugthuset med endeel af hine, og ville der ikke kunne undgaae at blive som de. - Men vee dem, fra hvem Forargelsen kommer.

(Kjøbenhavnsposten 28. september 1844)

  

En benådningsansøgning blev afslået i 1847, men den 12. juli 1848 blev de benådet og kunne vende tilbage til Vendsyssel. 

Dronninglund-mordsagen: Drabene i Stagsted, 30. oktober 1841. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen berettede sjældent noget fra Nordjylland. Heller ikke om en særdeles omfattende volds- og mordsag i Skæve Sogn (Dronninglund Herred, Hjørring Amt). Sagen udsprang af en drabssag. Der blev nedsat en kommision som skulle kulegrave sagen (kommissoriet kan læses i Fædrelandet 16. november 1841). Og det endte med at 181 blev tiltalt. Udover de 7 som var med til drabene, blev kun 1 frifundet, 22 blev dømt til fæstningsarbejde (heraf 10 på livstid), 40 til forbedringshuset og resten til strenge fængselsstraffe. 2 slap med mulkt. 

Den oprindelige sag drejede sig om selvtægt, sagen er stadig kendt i Nordjylland, idet der er opsat en mindesten over de som slog beboerne ihjel. Kjøbenhavnsposten den 6, april 1843 fortalte om detaljerne (uddrag):

Ved en forsamling paa en Legestue i Langholt i Skjæve Sogn Løverdag den 30te Octover 1841 vare de to Brødre Chresten Pedersen og Lars Pedersen Barkholt samt Christian Nielsen, ogsaa kaldet Skov-Christian geraadede i Klammeri og Slagsmaal med en Deel andre der Tilstedeværende, hvorved betydelige Voldsomheder have fundet Sted og hvor benævnte 3 Personer, efterat have saaret nogle af deres Modstandere med Knive, igjen af disse ere tilføiede voldsomme Beskadigelser med Vognkjeppe og en med Jernlod forsynet Bismer, hvorhos de 2 af dem bleve udjagede i en i Nærheden værende Dam, saa at de ilde tilredte og kun med Vanskelighed naaede til deres Hjem, hvor Christian NIelsen, der opgav at have været besvimet af Slagene og i bevidstløs Tilstand, og som var tilføiet en Skramme i Panden, maatte begive sig til Sengs, hvilken han dog næste Dag kunde forlade, hvorimod Barkholterne, efter hvad om deres Tilstand er oplyst, havde erholdt voldsomme Slag og vare opsvulmede, saa at deres Klæder maatte afsprættes, ligesom de blødte stærkt af Saar i Hovederne, og begge vare blaae og blodige fra Halsen til det nederste af Skuldrene og over Armene, som de ikke kunde røre, hvorhos Chresten Pedersen Barkholt endog maatte blive liggende paa Veien i et Bøsseskuds Afstand fra sit Hjem, hvor han blev funden liggende paa Maven med Hænderne under Ansigtet, og hvorfra han saa godt som maatte slæbes hjem, da han ikke kunde støtte paa Benene. Efter Hjemkomsten vedbleve begge Brødrene Barkholt at være i den grad afkræftede, at de ikke blot maatte hjelpes tilsengs, men vare tildeels i de følgende Dage saa svage, at de ikke kunde taale at være oven Senge, og at Chresten Pedersen endog besvimede, naar han kom op for at faa Sengen redt. Den følgende Mandag den 1ste November om Aftenen Kl. 9-10, medens Barkholterne endnu befandtes sengeliggende og afkræftede af de dem Løverdagen forud tilføiede Læsioner og Skov-Christian ogsaa have forføiet sig tilsengs i deres fælles Bopæl i Stagsted Hedehuus, ogsaa Hospitalet kaldet, og hvor i det af Barkholterne beboede Værelse tillige opholdt sig disses Moder, Maren Olesdatter og Søster Ellen Pedersdatter, samt deres Brødre Lars Christian Pedersen, Akrestinus Pedersen og Jens Pedersen, af hvilke de 3 sidste ogsaa havde begivet sig tilsengs, og i det Værelse, hvor Skov-Christian havde Ophold, tillige paa den Tid vare tilstede dennes Moder Johanne Nielsdatter og Søster Ellen Marie Nielsdatter samt Almisselem Maren Nielsdatter, og medens der endnu brændte Lys i begge Værelser, hørtes flere Personer at nærme sig Hospitalet. Disse Personer vare Sognefoged Lars Jensen af Hellum, Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Søren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt samt Lars Jensen Kroge af Hellum, Jens Christian Pedersen og Anders Pedersen, begge af Østergaard i Stagsted. Af disse brøde de 4 førstnævnte ind i Huset og overfaldt de tilstedeværende Personer med Slag af Knipler, hvorved Christian Nielsen, Lars Pedersen Barkholt, Maren Olesdatter og Chresten Pedersen Barkholt omkom og 5 af de øvrige Tilstedeværende tilføiedes flere Slag. Ifølge den afholdte Obduktionsforretning over Ligene, maae de tilføiede Mishandlinger, der vare særdeles betydelige baade i Henseende til Mængden og Qualiteten, antages at have været af en Beskaffenhed, at de absolut have medført Døden. Med Hensyn til Hensigten med de 4 førstnævntes Ankomst til de Dræbtes Bolig, da angive de, at de vel ikke egentlig havde det Forsæt at slaae nogen af de Paagjeldende Ihjel, men derimod, da Barkholterne og Skov-Christian vare saa farlige for Andres baade Personer og Gods, at give dem saameget, at man kunde være sikker paa, at de i det mindste ikke for det Første skulde begynde igjen paa deres Udaads-Gjerninger, og da Maren Olesdatter ligeledes var vel bekjendt som en Skarns- og Tyve-Qvinde, var det bestemt, at hun ogsaa skulde have noget med, og de agtede derfor ikke videre paa, at de Mishandlede skrege og bade for dem, at man vilde spare deres Liv. De andre 3 i Følget have derimod paastaaet, at deres Hensigt kun var at følge med til en forehavende Ransagning paa Hospitalet, uden at de tænkte paa at deeltage i Voldsomheder. Hvad de specielle Omstændigheder angaae, da maae vi henvise til Dommens fuldstændige og detaillerede Referat og tilføie kun, at Slutningen af Domspræmisserne for disse 7 Tiltaltes Vedkommende lyder saaledes: "Arrestanterne have dernæst til deres Undskyldning bedet bemærket, at der under den almindeligt udbredte og høist forfærdende Usikkerhed for Personer og Gods, som i flere Aar havde existeret der paa Egnen, isærdeleshed næredes en høi Grad af Mistanke til og Frygt for de aflivede Barkholter og Skov-Christian, ifølge disses høist farlige Characteer og Personlighed, da disse Personer vare berygtede ikke blot forsaavidt de i en Række af Aar havde drevet deres Tyverier som Næringsvei, men tillige fordi de vare væbnede med Knive, som de ikke skyede ved givne Leiligheder at drage frem og true og overfalde med, og var der i Almindelighed paa Egnen en saadan Frygt for disse Personer, at Ingen turde gaa rolig tilsengs nogen Nat, og at de Omboende ei heller turde foranledige dem anholdte af Øvrigheden, for at de ikke siden skulde, hvad de ligefrem truede med, tage Hevn over dem, som havde anmeldt dem, og tilføie dem yderligere Skade paa Person og Gods; og bidroge Barkholternes yngre Sødskende, som gik omkring og betlede, ogsaa for en Deel til at udbrede denne Skræk, da de bade Folk om at tage sig ivare for deres ældre Brødre, at de ikke satte Ild paa Husene, hvorom de Yngre formodentlig vare instruerede af de Ældre, for saa meget desto bedre at gjøre deres paatrængende Betlerier gjeldende. Peder Hansen har endvidere bemærket, at han i den afvigte Høsttid var bleven forfulgt af Skov-Christian og Chresten Barkholt i Allerup Bakker, hvor de vilde have overfaldet ham og den Sidste endog stukket ham med en Kniv, idet han sagde, at nu skulde de tales ved om Støvlerne (hvorved han sigtede til, at Arrestanten engang havde anholdt ham i Sæby med et Par stjaalne Støvler), men Arrestanten, som til Lykke førte sin Hammer, gav Skov-Christian et Slag med samme, og var herpaa saa heldig at slippe fra dem og frelste Livet. Saa har Arrest. Peder Jepsen ogsaa opgivet engang at have været i et lignende Tilfælde, idet han blev overfaldet i Skoven af Barkholterne og Skov-Christian og kastet overende, men, da han lod, som hans Broder var i Nærheden og kaldte paa denne, slap han, uden at blive tilføiet videre Skade. Sluttelig have Arrestanterne enhver for sig erklæret, at de inderligen have angret den af dem begaaede Brøde og indstillet dem under Kongens Naade. Vel findes nu de af Arrestanterne afgivne Forklaringer saavel om de aflivede Personers tyvagtige og farlige Characteer, som om den i Egnen verserende Usikkerhed i det Hele for Person og Gods, samt om den deraf flydende Frygt, der overalt og i lang Tid havde hersket blandt Beboerne, navnlig for de aflivede Personer, tilstrækkelig bestyrkede ved de iøvrigt under Sagen herom tilveiebragte Oplysninger, hvoriblandt maae mærkes de fremlagte Domsacter, som udvise, at de aflivede Personer ideligen have været under Justitiens Forfølgning, og kun paa denne Maaade lader det sig forklare, hvorledes Arrestanterne, der ifølge de dem meddeelte Vidnesbyrd, ikke blot ingensinde have begaaet nogen Ulovligt, men meget mere stedse enhver i sin Stilling have været erkjendte som brave og almeenagtede Mænd og hvoraf de 4 ere bosatte og Familiefædre, have kunnet ansee dem opfordrede til at fremstaae som et Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og i deres Almue-Enfoldighed betragte dem og deres Omgivende for ligesom at være stædte i en Nødværgestilstand imod det Udskud af Menneskehed, der i saa lang Tid havde udgjort Egnens Plage, og imod hvilket de ikke havde vidst andet Middel end selv at tage sig til Rette, og at fare frem paa den Maade, som skeet er. Men hvormeget de anførte Omstændigheder end i moralsk Henseende kunne tjene til at nedsætte deres Brøde, findes samme dog ligesaa lidet ifølge Lovgivningens Grundsætninger, som med Hensyn til den væsentlige Forstyrrelse, som herved er skeet i den almindelig og offentlige Retsorden, at kunne komme i Betragtning til Undskyldning, end sige til Retfærdiggjørelse for det af Arrestanterne udviste Forhold, og Arrestanterne Lars Jensen, 44 Aar gammel, Søren Jepsen, 32 Aar gl., Peder Jepsen, 24 aar gl. og Peder Hansen, 32 Aar gl., ville saaledes for den af dem udviste forbryderiske Virksomhed være at ansee efter Fdn. af 4de Octbr. 1833 § 10 cfr. Lovens 6-6-1 med at have deres Liv forbrudt, og Arrestanterne Lars Krog, 26 Aar gl., Anders Pedersen, 25 Aar gl. og Jens Christian Pedersen, 21 Aar gl., ifølge bemeldte Anordnings §§ 25 og 27 cfr §§ 2, 3, 5 og 13 med Straf af Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt- og Forbedringshuus, som bliver at bestemme for enhver af de 2 F'ørstnævnte i 2 Aar og for den Sidstnævnte i 1 Aar". - Under Sagen er opdaget et overordentligt Antal for Forbrydelser, idet de fleste Tiltalte have begaaet mange, 1 endogsaa 63, Forbrydelser.

Det tidligere Museet i Try (Vendsyssel): Bismeren som blev brugt til at gennembanke brødrene, og øksen som moderen brugte til at forsvare sin sønner. (Screenshot fra tv-udsendelse: Martin Schmidt-Nielsen).

Til denne fremstilling tilføjede "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 9. april 1843 følgende kommentar:

Ligesom denne Undersøgelse har givet sørgelige Oplysninger om den Forvildelse, hvortil Mistillid til Retfærdighedens lovlige Organer, og Frygt for forstokkede Forbrydere kan henrive Mænd, som hidtil have ført en ustraffelig Vandel, saaledes ligger der i den langvarige Usikkerhedstilstand for Personer og Eiendomme, som ved Undersøgelserne er oplyst, en høist indtrængende Opfordring til den Reform, hvortil den hidtilværende Organisation af Landpolitiet saa stærkt trænger. Den Masse af uligeartede Forretninger, som paahviler de Embedsmænd der skulle vaage over Retssikkerheden paa Landet, i Forbindelse med mange Jurisdictioners betydelige Udstrækning, og den med lang Afstand fra Tingstederne forbundne Ulempe, som meget bidrager til den Udvillie, der spores ikke blot hos Almuen, men langt mere almindeligt, hvor det gjelder om betimelig og fuldstændig Anmeldelse af forøvede Uordener eller Forbrydelser - ere uden Tvivl de Hovedmangler, som en tilfredsstillende Reform vil have at hæve. Saalænge - paa den anden Side - Justitspleien i første Instants skal vedblive at være ulønnet Arbeide, eller, om man vil kun ufuldstændigt lønnes derved, at Arbeide af mindre vigtig, og, i alt Fald, langt mindre besværlig og ansvarsfuld Natur, lønnes uforholdsmæssigt høiere end det er værd, ville alle andre Reformer neppe vise sig tilstrækkelige. 

Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 13. april 1843 havde yderligere detaljer om mishandlingerne, bl.a. at Ellen Marie Nielsdatter var gravid, uden dog at kvæstelserne havde skadet hende eller barnet:

Man (kan) dog ikke uden Gru læse Beskrivelsen af de udøvede Mishandlinger og den Ubarmhjertighed der udvistes imod de ulykkelige mishandlede Offere, der forgjæves, under Løfte af at skulle tilstaae og fremtidig afholde sig fra alle Tyverier, endnu i Dødsstunden anraabte om Skaansel af deres jammerlige Liv. Paa Skov-Christian var saaledes den venstre Overarm knækket i smaa Stykker, Læggebenet i hele sin Længde knust, Skinnebenet ligesaa, flere Arterier og Seener overrevne og betydelige Saar i Hovedet tilføiede. Lars Peter Barkholt, der med et Reeb om Halsen var slæbt nøgen ud i Skoven, og Chr. Pet. Barkholt havde ligeledes modtaget voldsomme Contustoner og Læsioner, der ikke kunde Andet, end være absolut dødelige; men skrækkeligt synes dog Moderen, Maren Olesdatter, at have været mishandlet. Venstre Arm var brudt med udstikkende Beenender; midt paa venstre Been fandtes Brud i smaae Stykker, ligesaa paa nederste Deel af Laaret; Læggebenet brudt nedenfor Knæet; midt paa Benet og nedad begge Knokler aldeles knuste; Bruddene paa høire Laar, høire og venstre Been alle knuste og indvendig under Huden saa sønderslagne, at Muskler, Beensplinter og extravaseret Blod vare saaledes sammenblandede, at der ikke kunde kjendes Andet, end nogle enkelte Seener; venstre Skulderblad knuust i mange Stykker og 5 Ribben brækkede. 

Sagen blev husket i lang tid efter. Viborg Stifts-Tidende gengav sagen den 25.  26. og 27. februar 1880. Her er sympatien udelukkende på de dømtes side. I Slagelse-Posten, 10. januar 1894 og Randers Amtsavis 11. januar 1894 var man mere skeptisk, og påpeger at retssagen netop viste at mange andre end de dræbte havde været involveret, bl.a. at en af lederne var sognefoged Christen Nielsen. 

Desuden er der udgivet en del kilder, bl.a. Urban Hansen: "Tyvebanden paa jydske Aas. Historisk skildring fra aarene omkring 1840 i Vendsyssel" (1920) og "Vendelboerne der hjalp sig selv. Den dronninglundske commissions-dom. Afsagt i Sæby 13. marts 1843" (1919). 

Mindestenen ved Stagsted. Se tekst nedenunder. (Foto: Martin Schmidt-Nielsen).

At sagen stadig rumsterer i området, fremgår den mindesten som i 1976 blev rejst på stedet. Her er sympatien helt klart på de dømtes side: 

HER LÅ ASYLET, STAGSTED HEDEHUS. I. H. 1841 TOG 7 VENDELBOER LARS JENSEN HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLIM, PEDER HANSEN AUNKJØT, SØREN JEPSEN KRATTET, PEDER JEPSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDERSEN STAGSTED, ANDERS PEDERSEN STAGSTED - KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE - LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG HUSETS LOVLØSE BEBOERE." 

Persongalleri

Gerningssted: "Hospitalet" (fattighuset) i Stagsted

Faderen Peder Christensen  var ikke til stede på gerningstidspunktet. Moderen,  Maren Olesdatter blev sammen med to af børnene, Christen Pedersen Klog (1815-1841) og Lars Christian Pedersen Klog (1824-1844) slået ihjel, mens de 5 andre søskende så til og overlevede mishandlingerne: Else Pedersdatter (1818-1847). Ole Pedersen Klog (1827-ca. 1850). Akrestinus Pedersen Klog (1829-1905) og Jens Pedersen Klog (1835-1897). Derudover blev Christian NIelsen Skov slået ihjel.

Peder Christensen Klog (Barkholt). o. 1781-18?, gift 15. marts 1817 i Skæve kirke med Maren Olesdatter (o. 1788-1841). Viborg forbedringshus i 1839, 8 måneder for hæleri (2. gang), sammen med Skov-Christian. Indsidder. 1824 husmand. Slutningen af 1830'erne flyttet med familien til i fattighuset på Stagsted hede. Han var ude da drabene skete i 1841. Blev september 1843  som ærlig slave dømt til fæstningsarbejde i Stokhuset i København, hvor han i hvert fald sad i 1845 og 1850, måske for blodskam mod sin datter, Else Pedersdatter, omkring den tid, hvor drabene fandt sted på Stagsted hede. Else angav stortyven Simon Andreas Christensen, kaldet Simon Bolle, som far.

De 4 dræbte:

Chresten Pedersen "Klog" "Barkholt". (1815-1841).

Lars Pedersen "Klog" (1822-1841). "Lars Pedersen Barkholt", Søn af indsidder, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Dømte han d. 15. august 1839 til 8 måneders forbedringshusstraf i Viborg for 1. gangs tyveri. Landsoverretten stadfæstede dommen og afsonede 1839-1840. Dræbt på Stagsted hede i november 1841.

Christian Nielsen Skov. (1821-1841). "Skov-Christian". Søn af husmand Niels Nielsen Skov og Johanne Nielsdatter. Faderen var død som almisselem i 1826, hvorefter moderen flyttede senest 1840 ind i Stagsted hospital. 22. september 1838 idømt en tugthusstraf på livstid. Forinden skulle han kagstryges. Sagen blev appelleret til både Landsoverretten i Viborg og Højesteret, hvor dommen blev stadfæstet. Men ved kgl. resolution 13. juni 1839 blev straffen formildet til 2 års forbedringshus og den vanærende straf på kroppen bortfaldt. Dømt for indbrudstyverier, og andre ikke kendte forbrydelser. Løsladt d. 1. august 1841, og han dræbt tre måneder senere. 

Christians ældre bror Christen Nielsen Skov (1809-1832) døde i Viborg tugthus. Han blev 1827 fængslet tyveri. I 1828 idømt livsvarigt tugthusstraf for tyverier.

Christians ældre bror, Hans Nielsen Skov (1811-1892) var i 1834 arresteret for tyveri under værnepligten. Senere medlem af den berygtede Aalborg-bande. I 1841 idømt 6 års fæstningsstraf, som han afsonede i Stokhuset i København. Herefter lovlig. Forfalden til druk, og hængte sig selv i 1892.

Christians storesøster, Ane Margrethe Nielsdatter (1817-efter 1855) hælede broderen Christians tyvekoster. Idømt 2 års forbedringshus. Løsladt i sommeren 1846. Senere igen arresteret, men tilsyneladende derefter holdt sig på lovens vej. 

Maren Olesdatter (?-1841), arresteret for 2. gangs tyveri og idømt 2 års forbedringshus i august 1837. Løsladt 14 dage efter at hendes mand kom til Viborg. Da Peder blev løsladt i april 1840, sad hans kone atter arresteret i Sæby, i øvrigt sammen med deres ældste søn Klog-Christen.

Datteren Anine Cathrine Marie Simonsdatter boede endnu hos sin mor i Stagsted hospital i 1845, men herefter har det ikke været muligt at følge hendes skæbne. Hendes mor Else døde i 1847.

De overlevende børn:

Lars Christian og Ole blev konfirmerede hhv. 1839 og 1841. I februar 1840 boede de hos deres storesøster i Stagsted hospital, mens faderen sad fængslet i Viborg og moderen arresteret i Sæby. Lars Christian havde klumpfod og modtog fattighjælp fra sognet. Han døde kun 20 år gammel og dødsårsagen blev opgivet som ”brækning”. Ole kom ud at tjene på egnens hovedgårde (Hejselt og Knudseje). Under våbenhvilen 1848-49 blev han udskrevet som soldat ved 11. Infanteribataljon, men døde under den følgende vinters våbenhvile.

Christen Pedersen Klog (1815-1841). Søn af tjenestekarl, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Februar 1840 i arrest i Sæby sammen med sin mor.

Jens Pedersen Klog. (1835-1897). Søn af husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. I pleje hos en spindekone i Karmisholt i Skæve sogn, mens forældrene sad bag tremmer i Viborg og Sæby. Flakkede om med den berygtede kvinde Ane Johanne Christensdatter (1837-1900) fra Vrejlev sogn, også kaldet ”Store Hanne”, ”Sangerinden” og ”Støvleskaftet”. Jens Klog forsvandt ud på vejene igen, var en overgang hyrde på Ormholt gods, men endte i Stagsted hospital. Her brød han sig ikke om at være og flyttede i stedet ind hos ”Ulv-Stine” i Krathuset.

Akrestinus Pedersen Klog (1829-1905). Gift 11. april 1857 i Hørby med Cathrine Sørensdatter. Stinus holdt sig på den rigtige side af straffeloven. I 1853 aftjente han sin værnepligt ved 1. Jægerkorps, og da krigen brød ud i 1864 meldte han sig som stillingsmand og gjorde krigen med ved 14. Infanteriregiment. Da erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i 1848-50 og 1864 blev indstiftet i 1876, søgte Stinus også og fik sin medalje. Før og efter krigen hutlede Stinus sig gennem tilværelsen som landarbejder, som hyrde og som skærveslager på landevejen mellem Sæby og Aalborg. Som gammel mand måtte han nødtvunget rykke ind i Volstrup fattighus i Krattrup. Her blev han interviewet af Urban Hansen som et af de sidste vidner til begivenhederne på Stagsted hede i 1841.

Else Pedersdatter. (1818-1847). Datter af indsidder, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Boede alene med sine yngre brødre i Stagsted hospital i februar 1840. Faderen sad ved den tid i Viborg forbedringshus og moderen sad som arrestant i Sæby. I marts 1842 fik hun en ”uægte” datter, som den berygtede stortyv Simon Andreas Christensen, kaldet Simon Bolle, angiveligt var far til. Måske var faderen snarere Else egens far, Per Klog. Else havde en klumpfod. Hun døde af en halssygdom i maj 1847.

De 7 gerningsmænd

De 4 som brød ind i huset

Lars Jensen. (1798-1864). Søn af husmand Jens Andersen og Bodil Larsdatter. Gift 1. gang 20. december 1822 med Else Svendsdatter. Gift 2. gang 1. marts 1833 Ide Ane Jacobsdatter. Dødsdømt i 1843, nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848. Udlært træskomager. Indsidder i svigerforældrenes gård, Vestergård, i Hvilshøj. Flyttet til sin gamle mor. Købte 1834 en gård i Stendal. Omkring 1840 blev Lars sognefoged for Hellum sogn. Mistede gården, da Lars blev dømt for mord. Da han vendte tilbage i 1848, flyttede han ind til kone og børn i fattighuset Hellum Hospital. Omkring 1855 lykkedes det dog familien at købe et nyt husmandssted, Dalhuset, i Hellum Bakker. Fik 8 børn før drabene, 2 efter frigivelsen. 

Søren Jeppesen (1810-1860). Søn af gårdfæster Jeppe Sørensen og Ane Elisabeth Jensdatter. Gift 17. december 1833 med Mette Marie Nielsdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848. Boede med sin familie i faderens gård, forpagtede omkring 1840 gården Krattet i Hellum sogn. Efter løsladelsen flyttede familien ind i Kirkegårdshus i Hellum sogn, men flyttede i 1853 til Jerslev sogn og tre år senere til Lyngså i Albæk sogn, hvor de levede under fattige kår. Ingen af stederne fik de eget hus, men var altid ”indsiddere”, dvs. at de sad til leje hos andre. Fik 2 børn, alle før dommen.

Peder Jeppesen. (1818-1884). Søn af gårdfæster Jeppe Sørensen og Ane Elisabeth Jensdatter. Gift 1. gang 26. oktober 1849 Maren Larsdatter. Gift 2. gang 9. september 1870 med Inger Christensdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848.

Peder Hansen. (1810-1862). Søn af jæger ved Jyske Jægerkorps Hans Mortensen og ugift Johanne Mortensdatter, Karmisholt. Gift 1. gang 28. december 1838 med Mathilde Jacobsdatter. Gift 2. gang 1. april 1859 i Skæve kirke med Jensine Severinsdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Han blev benådet i 1848. I begyndelsen af 1830’erne forpagtede Peder Hansen et sted på Katholm mark i Hellevad sogn, men kom så i 1838 i ægteskab med enken på Aunkødt mølle og overtog møllen og blev samtidig stedfar til to børn.

Deres 3 medimplicerede. 

Jens Christian Pedersen. (1822-1887). Søn af husfæster, senere gårdmand Peder Christensen og Ane Margrethe Christensdatter. Gift 23. april 1850 med Karen Marie Sørensen. Idømt 2 års forbedringshus i Viborg. Han ankede dommen til Højesteret, som dog stadfæstede den. Han blev løsladt i sommeren 1846. Overtog faderens gård i 1849. Købte omkring 1862 gården Tangen. Fik 12 børn i perioden 1851-1870.

Anders Pedersen. (1817-1893). Søn af husfæster, senere gårdmand Peder Christensen og Ane Margrethe Christensdatter. Gift 22. september 1854 i Torslev kirke med Mariane Pedersdatter. Dømt som delagtig i drabssagen til 1 års forbedringshus i Viborg, som han valgte ikke at anke. Han blev løsladt i sommeren 1845. Moderen Ane Margrethe tilstod at have lånt drabsmændene (der havde planlagt deres mission i Østergård) en lygte. Hun blev idømt 3 x 5 dage på vand og brød. Udvandrede med hele familien far, mor og fem børn i alderen 5-14 år til Nebraska i USA. 

Lars Jensen Kroge (1816- ). Søn af gårdfæster Jens Jensen og Kirsten Nielsdatter. Gift 1. gang 28. maj 1841 med Ingeborg Ovesdatter. Gift 2. gang 5. juli 1850 med Maren Larsdatter. Blev som delagtig i drabssagen idømt 2 års forbedringshus i Viborg, som han valgte ikke at anke. Han blev løsladt i sommeren 1846. 8 børn, alle født efter hans fængselsstraf.

Dronninglund-Mordsagen: Kommissionsundersøgelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten havde påstået at årsagen til myrderiet burde findes i den slaphed som stedet under- og overøvrighed vågede over den personlige fred. Og denne påstand mente bladet den 18. april 1843 at kunne finde bekræftet i kommissionsrapporten:

Der vil vel næppe nu gives Nogen, som vil driste sig til at paastaae, at en saadan Lovløshed, som den Commissionsdommen med de evidenteste Beviser skildrer os i Dronninglund Herred, kunde have existeret, dersom den offentlige Myndighed var bleven udøvet - vi sige ikke af en sikker, men endog blot - af en ikke skjælvende Haand. Og nu - kunne alle Følger af hiin Lovløshed allerede ansees for indtraadte derved, at nogle i deres øvrige Vandel ulastelige Mænd ere dømte fra Livet, fordi de, som det hedder i Rescriptet af 13de December 1841 til Commissionen, "af Misfornøielse over, at en Mængde begaaede MIsgjerninger ikke paa behørig Maade vare blevne forfulgte fra Øvrighedens Side", ansaa sig henviste til at sætte Næveretten i Anvendelse mod Egnens værste Ugjerningsmænd? eller derved, at Straffeanstalterne erholde en Tilvæxt til deres allerede for fuldtallige Befolkning i den øvrige Masse Forbrydere, som undgik de Myrdedes Skjæbne? eller derved, at saavel Herredsfogden i Dronninglund Herred, Cancelliraad Heiberg, som Amtmanden over Hjørring Amt, Kammerherre Graah, ere blevne forsatte til indbringende Embeder? Nei, visselig ikke. Hartkornsbrugerne i Hjørring Amt ville snart af Undersøgelsesomkostningerne erfare, hvorledes det betaler sig at blive betjent af Øvrighedspersoner, der trænge til Assistence af Commissioner. Navnlig vil Skjæve Commune faae Commisionsdommens Virkninger at føle, naar de blandt de TIltalte, hvis Eiendomme blive realiserede til Dækning af Undersøgelsesomkostningerne, falde tilbage paa dets Fattigvæsen. Og desuagtet vil den nærværende Generation neppe opleve en sikker og tryg Retstilstand. Thi, naar de Domfældte Tid efter anden vende tilbage fra Straffeanstalterne, hvorledes vil Retssikkerheden da vel blive? Rimeligviis saaledes, at ikke engang det dueligste Politi vil kunne opretholde den nogenlunde ukrænket.

Den 13. juli 1843 orienterede Kjøbenhavnsposten om retssagen:

Ifølge private Efterretninger fra det nordlige Jylland er Indstævningen til Høiesteret i den store dronninglundske Sag i denne Tid bleven forkyndt de af de 180 Domfældte, hvis Skjæbne af en eller anden Grund ikke kan beroe ved Commissions Dom. Derimod mærkes der ikke noget Skridt fra Regeringen for at drage Kammerherre Graah og Cancelliraad Heiberg til Ansvar og Undgjældelse for den Maade, hvorpaa de have betjent Justitien i Dronninglund Herred, uagtet der vel ifølge den trykte Commissions-Dom kunde være Skjæl til at see disse Herrers Efterladenheds Synder noget nøiere belyste. - Det beklages som et stort Tab for Han-Herrederne, at disses Herredsfoged, Cancelliraad Quistgaard - en Mand der paa Grund af sin Dygtighed og Accuratesse hverken skyldte Kongen eller Amtmanden Noget, som man siger paa Jydsk - er bleven forflyttet til Kolding. Embeders pecuniaire Ubetydelighed lader befrygte, at der vanskelig vil findes en Eftermand, som nogenlunde kan opveie ham.

Drabene fandt som sagt sted 30. oktober 1841. Og sagen blev i pressen omtalt som følger. En mere generel beskrivelse af lovløsheden stod i Kjøbenhavnsposten den 11. november 1841, som citerede Aalborg Avis.

Som Beviis paa hvor sørgeligt det i Jurisdictionen iøvrigt ser ud med Eiendoms- og Person-Sikkerheden meddeler "Aalb. Avis" en Skrivelse fra Hr.. Bøggild paa Toftegaard, hvori berettes, at der alene i en ringe Deel af Dronninglunds Sogn i en Tid af en Uge ere forøvede otte meer eller mindre betydelige Tyverier, hvorhos Forfatteren siger, "at for nærværende Tid anmeldes næsten intet saadant begaaet Tyveri eller Indbrud for vedkommende Politimester, da Beboerne ved saamange foregaaende havte Exempler ere komne til noget tilfredsstillende Resultat, hvorimod den Skadelidte, som paataler et saadant Tyveri, udsætter sig for - foruden Uleiglighed og Pengeudgifter ved Reisen til Thinget, der er langt fraliggende - at Tyven ved gjentaget Tyveri hævner sig paa ham, fordi han har været Anklager; thi Tyven der gribes i Gjerningen og føres til Retten i Sæby og der tilstaaer Delictum, gives som oftest strax sin Frihed - som man siger af Mangel paa Arrester - og har det saa ofte været Tilfældet, at Tyven er vendt tilbage til Hjemmet inden Anmelderren af Tyveriet". - "Efter hvad der her er berettet , tilføier Red. af "Aalb. Avis", "og hvad der senere har tildraget sig, vil det vistnok erkjendes at være paa den allerhøieste Tid, at der gribes overordentlige Forholdsregler til at betrygge Jurisdictionenss Sikkerhed, thi de Foranstaltninger, der af den iøvrigt i sin Embedsvirksomhed saa agtværdige Herredsfoged Heiberg i Sæby ere trufne, og det Politiopsyn, der fortiden øves, synes efter den almindelige Opinion at være saa lidet fyldestgjørende, at det til Beboernes Beroligelse vil være en Nødvendighed, at overordentlige Foranstaltninger træde i Kraft. For Tiden gjenlyder Herredet af Klager over Eiendoms- og Person-Usikkerheden, og det har desværre allerede altfor stærkt viist sig, hvor grundede disse Klagerr er. Flere af Beboerne have forsikkret os, at de, saaledes som Tingene for Tiden staae, maae føle sig tilfredse, naar de blot selv slippe for Tyveri og Voldsomheder, og maae være rolige Vidner til, hvorledes man hos Naboen nedbrækker Huse, bortstjæler det Ene efter det Andet og øver de mest oprørende Voldsomheder. Forhaabentlig vil Sagen i den Grad tildrage sig høiere Vedkommendes Opmærksomhed, at en Commission tør ventes nedsat til at undersøge de mange forgrenede Tyverier og dermed forbundne eller deraf udsprungne Voldsomheder i Dronninglund Herred: en Commission, som vist vilde blive modtagen med almindelig Tilfredshed, og som efter flere indsigtsfulde Mænds Yttringer hensigtsmæssigst kunne have sæde paa Dronninglund Hovedgaard i Herredets Midte".

Fyens Stifts Kongelig ene priviligerede ... den 30. november 1841 gav nogle eksempler på hvilke type kriminalitet der var tale om (citeret fra Aalborg Avis):

Der er ... ikke faa Exempler paa, at hele Huse i 3 a 4 Nætter ere aldeles nedrevne og bortstjaalne. Ja Tyvenes Uforskammethed er endog gaaet saavidt,at de have stjaalet Huset over Liget af en død Fæster, saa at Konen maatte flygte over Liget derfra og overlade liget til de ubekjendte Gjæster. Et andet Tilfælde kan ogsaa anføres, hvor den halve Deel af et Huus blev bortranet medens den anden halve Deel beboedes af et gammelt Fattiglem. Avlsredskaber tør Man aldrig tænke paa att lade forblive paa Marken Natten over, da Man ikke alene ikke er sikker paa at have dem i Behold næsten Morgen, men Man kan endog være temmelig vis paa, at de enten ere aldeles forsvundne eller idetmindste plyndrede for Alt, hvad derfra kan løsnes af Jern, eller itusaarne og tildeels bortførte. Ja med faa Ord, der er intet, enten Levende eller Dødt, som er nogenledes let at bevare i Tyvenes Huler, som staae sikkert for Tyvehaand, uden i Huus og under Laas, og saa gjælder det endda om stærke Huse og stærke Laase. 

Kjøbenhavnsposten den 30. september 1844 kunne berette fra kommissionsarbejdet med sagerne (her i uddrag:) 

"Med Hensyn til det Overfald, der er udøvet imod Christian Nielsen eller Skov-Christian, Lars Pedersen Barkholdt, Christen Pedersen Barkholdt og Maren Olsdatter, da kunne samtlige Undertegnede bevidne, at bemeldte Personer fra deres tidligste Barndom af saavelsom flere Andre, der hørte til deres Complot eller Samfund, ernærede sig formeentlig ved Tyveri og Røveri, at Egnen i mange Aar blev idelig bestjaalen og plyndret af dem, at man ikke turde give sig i Kast med dem, da de altid bare Vaaben eller skarpslebne Knive hos sig, hvormed de truede Enhver, og at saaledes var Eiendom og Liv ikke længere vare sikkre, ja deres Frækhed gik endog saavidt, at de truede med at stikke vor Eiendomme i Brand. Da denne Complot ikke blev greben i Gjerningen, saalidet som de nogensinde vilde tilstaae deres Forbrydelser, og man ei heller kunde finde det Stjaalne og Røvede hos dem ved Randsagning, idet det antoges, at de deels havde Huler i Slagsted Skov, hvori de forvarede samme, deels Hælere muligen iblandt ansete Bønderfamilier, saa har der intet Middel været os givet til Erholdelse af den Sikkerhed paa Liv og Eiendom, som skal finde Sted i enhver velordnet Stat. En Selvfølge var det, at de Beboere, der boede nærmest denne Tyve- eller Røverbande, ogsaa vare mest foruroligede af dem, især eensomt liggende Steder. Saaledes blev intet Andet tilovers end ved given Leilighed at forfølge Banden enten paa fersk Fod eller paa en Tid, den mindst ventede det, for derved at faae tilveiebragt Beviser imod dem, hvilket i alt Fald maatte skee paa en Tid, da de ikke vare bevæbnede. At de Mænd, der nu sidde arresterede i Sæby for denne Bandes Overfald, nemlig Lars Jensen, Søren Jepsen, Peder Jepsen og Peder Hansen, ere bekjendte som retskafne og ordentlige Folk, kunne vi og bevidne".

Herefter citerede Kjøbenhavnsposten om baggrunden for drabene:

Navnlig har Hans Christian Hansen udsagt, at der i de sex Aar, i hvilke han har været Sognefoged i Skjæve Sogn, idelig har været begaaet Tyverier, for hvilke Mistanke mest næredes imod Barkholterne og Skov-Christian, som paa Grund af deres slette Rygte som oftest vare tjenstledige, men at det, uagtet al udviist Flid fra Herredsfogdens Side, sjældent lykkedes at tilveiebringe Beviis imod dem, da de i Forhørene ikke vare at bringe til Tilstaaelse og ved Randsagninger ikke fandtes i Besiddelse af Koster. Desuden vare sidstnævnte Forretninger hos dem ikke uden Fare, i hvilken Henseende han navnlig bemærkede, at Skov-Christian engang ved en saadan Leilighed havde søgt ved trusler med en Øxat forhindre ham fra at randsage i Hospitalet. Uagtet det var ham bekjendt, at de vare bevæbnede med Knive, som de neppe heller vilde betænke sig paa at bruge, vidste Deponenten dog ikke, at de deraf havde gjort Brug under noget Tyveri. Under disse Omstændigheder fandt Deponenten det derfor antageligt, at der kunde have dannet sig den Formening, at der ikke var anden Udvei imod dem, end ved Leilighed at tage alvorlig fat paa dem og tvinge dem til Bekjendelse om deres Tyverier. 

Kjøbenhavnsposten citerer endvidere i artiklen om desperationen over at der ikke blev gjort noget:

... Da denne Complot ikke blev greben i Gjerningen, saalidet som de nogensinde vilde tilstaae deres Forbrydelser, og man ei heller kunde finde det Stjaalne og Røvede hos dem ved Randsagning, idet det antages, at de deels havde Huler i Stagsted Skov, hvori de forvarede samme, deels Hælere muligen iblandt anset Bønderfamilier, saa har der intet Middel været os givet til Erholdelse af den Sikkerhed paa Liv og Eiendom, som skal finde Sted i enhver velordnet Stat. En Selvfølge var det, at de Beboere, der boede nærmest denne Tyve- eller Røverbande, ogsaa vare mest foruroligede af dem, især eensomt liggende Steder. Saaledes blev intet Andet tilovers end ved given Leilighed at forfølge Banden enten paa fersk Fod eller paa en Tid, den mindst ventede det, for derved at faae tilveiebragt Beviser imod dem, hvilket i alt Fald maatte skee paa en Tid, da de ikke vare bevæbnede. At de Mænd, der nu sidde arresterede i Sæby for denne Bandes Overfald, nemlig Lars Jepsen, Søren Jepsen, Peder Jepsen og Peder Hansen, ere bekjendte som retskafne og ordentlige Folk, kunne vi og bevidne

Sæby gamle rådhus som på daværende tidsspunkt også rummede arresten hvor de tiltalte sad arresteret. Det er opført i 1700-tallet og var i funktion indtil 1848. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Dette var også bekræftet af mange vidner. De dræbte personer var mistænkt for at stå bag de mange tyverier, uden dog at de var blevet grebet i dem eller havde tilstået noget. Kapellanen Schönau tilføjede

... at han ikke havde hørt, at der fra Øvrighedens Side var undladt at anstille fornøden Undersøgelse om anmeldte Tyverier. 

Og sognefoged Peder Christensen af Hellum sogn tilføjede at

...have hørt, at de ommeldte Personer, naar Nogen havde passet paa om Natten, havde gjort Mine til at angribe Vedkommende og derved nødt dem til at flygte, og det var efter hans Formening næsten umuligt at sikkre sig paa anden Maade end skeet er.  

Kapellan Schaumburg hos sognepræsten for Hellum og Ørum menigheder forklarede:

... stedse at have hørt Skov-Christian og Barkholterne mistænkte for de i Pastoratet, hyppigt i Helum, begaaede Tyverier, og at saadanne vanskeligen kunde forebygges, saalænge de boede i Sognet. 

LIgnende udtalelser citeres i artiklen fra proprietær Nielsen (Clausholm, Hellevad Sogn), løjtnant Bjerring (Gammelholm, Hørby Sogn), proprietær Glerup (Knudseje), proprietær Winkel (Dybvad, Skæve Sogn): 

... Tyverier i de 4 Aar, i hvilken han dengang havde eiet sin Gaard , havde hørt til Dagens Orden, og denne Tilstand var saa meget mere Gjenstand for den almindelige Frygt, da vel ikke uden Grund den Mening havde udbredt sig, at hver den, der gjorde noget Skridt imod Tyvene enten ved Randsagning eller ved Anmeldelse eller paa anden Maade, var udsat for en saameget stærkere Forfølgning af disse, ikke blot med fornyede Tyverier, men ogsaa ved Trusler mod deres Person, Ildspaasættelser og deslige. Som Hovedmænd for de idelige, i Almindelighed om Natten og i Complot forøvede, Tyverier, have iblandt Andre de Aflivede stedse været nævnte, om hvem det var noksom bekjendt, at de førte spidse tveæggede Knive med sig paa deres natlige og, og det kunde derfor formeentlig ikke ansees blot at være de arresterede Drabsmænds, men saa at sige den hele omboende Befolknings Formening, at der ikke gaves noget Middel imod bemeldte nu Aflivedes overhaandtagende Forbrydelser og Uvæsen, idet nemlig de ad Rettens Vei gjorte Forsøg paa at skræmme dem, saalidet havde virket til dette Øjemeds Opnaaelse, at de Paagjeldende efter enhver Arrest eller Retsforfølgning endog syntes endnu frækkere og farligere.

Desuden nævntes proprietær Bruun (Ormholt, Torslev Sogn) som...: 

• ...har i nogen Tid havt den nu dræbte Lars Barkholt i sin Tjeneste, men i ingen Henseende været tilfreds med ham, og han har bekræftet Rygtet om de ommeldte Personers Tyvagtighed og farlige Charakteer, med Tilføiende, at han havde hørt Folk sige, at det ifølge Herredsfogdens eget Udsagn skulde være tilladeligt at tage sig selv til Rette og at gjennemprygle Tyvene, for dog derved at tilføie dem nogen Straf, da ingen saadan kunde ventes paalagt dem ved Dom, men Deponenten troede, at dette hidrørte fra en Misforstaaelfe. Under en Tyvesag, hvor intet fuldstændigt Beviis var at tilveiebringe, har han nemlig hørt Herredsfogden yttre, at naar en Tyv saa at sige blev greben i Gjerningen, nødsagede Tyven paa en Maade den Bestjaalne til enten selv at gjennemprygle ham eller at give ham et Skud i Benene, (!) Dette har vel Deponenten selv forstaaet saaledes, at man var beføiet til legemlig Vold imod en paa Ens Bopæl indtrængende Tyv , men alt paa Hjemveien hørte han yttringer af sine Folk, hvorefter disse havde opfattet Herredsfogdens Ord, som om han ligefrem havde berettiget dem til at øve Selvtægt. Deponenten fandt det derfor antageligt, at Deeltagerne i Overfaldet kunde have havt den Tanke, at der intet Ulovligt var i endog at gaae ind paa den Mistænktes Bopæl og der gjennemprygle ham. 

Artiklen slutter:

Udfaldet af den hele Sag er nu da blevet, at en Deel Tyve og Medhjelpere have faaet deres fortjente Straf, at fire ellers upaaklagelige Mænd ere blevne benaadede med en Straf, der, hvis den ikke yderligere skal formildes, maa ansees for et større Onde end Livets Tab; at Undersøgelsen med videre har, efter Godseier Nyholms uimodsagte Opgivelse i den viborgske Stændersal, kostet Landet eller Hjørring Amt 20,000 Rbd.; og at de paagjeldende Embedsmænd, Heiberg og Graah, ere befordrede til mere indbringende Embeder. Al videre Commentar over den anførte Kjendsgjerninger vilde være overflødig. Vi faae at see, om de øverste Justitscollegier forstaae at drage sig de sørgelige og kostbare Erfaringer til Minde for den borgerlige Sikkerhed i Fremtiden.

Dronninglund-Mordsagen: Domme, 1842. (Efterskrift til Politivennen)

I begyndelsen af 1842 faldt nogle af dommene, se fx den over Simon Andreas Christensen, også kaldet Simon Bolle, i Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 12. februar 1842:

Domme, afsagte i den Kongl. Landsoverret i Viborg. - Den 24de Januar 1842:

Nr. 242. - Ldsoverkt Nyboe som Actor contra Ldsoverkt Lykke som Defensor for Simon Andreas Christensen, tiltalt for Tyverie og ved Lindenborgs Birks Extraret dømt til at hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt- og Forbedringshuus i 2 Aar. Dom: "Birketingsdommen bør, for saavidt paaanket er, ve Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden nedsættes til 1 Aar." - (Ved Underretten var tillige en af de i Skjæve Sogn myrdede, Lars Pedersen Barkholdt, tiltalt som Medskyldig i Tyveriet, men ved samme Rets Dom frikjendt, dog kun for Actors videre Tiltale.)

Kommisionen begyndte nu sit arbejde, og den 28. februar 1842 kunne Fædrelandet citere Aalborg Avis for følgende (uddrag):

Efter hvad der erfares, har nu den kongelige Commission paa Boergaard actioneret over 60 Forbrydere i Dronninglund Herred, der alle have tilstaaet at have begaaet større eller mindre Forbrydelser, saasom: Mord, Vold, Voldtægt, Pæderasti, Barnefødsel i Dølgssmaal, Forsterets Fordrivelse, qvalificerede og simple Tyverier, samt Hæleri m. Fl. Det synes saaledes, at Herredet vistnok med god Grund i sin Tid besværede sig over et retløs og usikker Tilstand, ligesom man nu med Ængstelighed og Frygt imødeseer Tiden, da Commissionen forlader Herredet, naar ikke - som man dog med Vished haaber - vor allernaadigste konge til den Tid træffer saadanne Foranstaltninger, at den personlige og Eiendomssikkerheden hersteds kan vorde betrygget i Fremtiden.

Den 9. juni 1842 citeredes igen Aalborg Avis i Fædrelandet. Den antyder at tyverierne slet ikke var ophørt:

Aalborg, d. 4. Juni. Fra en agtet Eiendomsbesidder i Dronninglund Herred er os tilstillet Følgende, der vist er berettiget til at henlede Opmærksomheden paa sig: "Neppe har den kongel. Commission forladt vor Nærhed, før vi atter paany omgives af Tyve, og er saaledes i den Deel af Dronninglund By, som kaldes Bolle-Fjerding, i Løbet af nogle Dage foretaget et Indbrud hos en Gaardmand og bortstjaalet en Tønde Byg, ligesom man om Natten har høstet og bortført den grønne Rug paa Dronninggaards Mark. Ikke uden den største Ængstelse imødeseer man her de mørke og lange Efteraarsnætter, da Tyverierr og Voldsgerninger, ligesom i de senere Aar, paany ville høre til Dagens Orden, og neppe tør vi tænke os den Tid, naar de utallige, nu af den kongl. Commission opdagede og tiltalte Forbrydere igjen vende tilbage til os efter udstaaet Straf; thi disse, da som Forbrydere stemplede, Mennesker, der ved deres Hjemkomst intet ærligt Erhverv have, ville og maae jo næsten nødes til - naar Frygten ikke afholder dem - paany at gribe til den vante Haandtering, og hvilken er og vil da navnligen Dronninglunds Sogns Skjæbne blive, i hvilket der alene af ommeldte Commission skal være tiltalt circa 100 Individer, hvoraf over den halve Deel i Tiden igjen er løsladt og gaaer - som det hedder - indtil den endelig Dom under Polititets Opsigt iblandt os; sandelig kun den, der ikke har Liv og Eiendele af Værdi at tabe, kan uden den største Frygt tænke paa en saadan Tilstand. Indsenderen af disse Linier og med ham vistnok enhver tænkende Beboer af Dronninglund Sogn formener: at naar Sognet ikke snarig faaer en egen og dertil begavet Justitsembedsmand, der idetmindste i nogle Aar ganske kan consternere Forbryderne, da vil den Tid ikke være langt borte, at de Retfærdige i Sognet maae vige Pladsen for de Uretfærdige, og til liden Nytte vil da vor gode Konges Omsorg for os - idet han forordnede hin saa duelige Commission - blive, naar den almindelige Sikkerhed for Person og Eiendom ikke bliver garanteret ved yderligere Foranstaltninger. (Aalb. A.).

Kjøbenhavnsposten kunne den 15. juni 1842 berolige med at sagerne blev opklaret hurtigt og ikke var noget særligt, men konstaterede at frygten og beboernes bekymring ikke var faldet ganske til ro. 

I Stokhusets slaveprotokol 1844-57 findes 19 af 72 vendelboere, der ved kommissionsdommen i 1843 blev idømt lange fængselsstraffe. Fem sad på livstid, en fik 16 år, to fik 12 år, tre fik 10 år, og de resterende fik mellem 6 og 8 år. 9 af de 19 blev med det samme sendt til Rendsburg 1 til Kronborg som fæstningsslaver. Efter en tid i Rendsburg, vendte de tilbage til Stokhuset i årene 1848-51. 

Af de særligt hårdt straffe i den omfattende retssag kan bl.a. nævnes Erik Svamp, livstidsstraf. Undveg fra Rendsburg 1848, men pågrebet og sendt til Stokhuset. Døde under koleraepidemien 1853. Christian Kæret, livstidsstraf. Stokhuset. Var sammen med Simon Bolle. Christian Milholtsled, livstid. Stokhuset. Niels Peter Gravensten. Bl.a. dømt for at have brudt ind i Voer kirke og stjålet 2 Rd. fra fattigblokken. Christen Knar og Rasmus Knar. Udver Svamp døde 2 andre Stokhusfanger under deres fængselsophold, og da det blev nedlagt i 1860, var der endnu 4 af de 19 tilbage, den ældste 71 år gammel.

Nogle af de arresterede stak under retssagen af, ifølge Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 3. august 1842:

For Paagribelsen af 3 fra Arresterne i Slotsgaarden i Aalborg undvegne Forbrydere: Erik Svamp, Simon Bolle og Jens Harboøre, er udsat en belønning af 10 () pr. st.

Og året efter stak Simon Bolle igen af, se Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 21. november 1843:

Hjørring, d. 7de Novbr. I Natten til afvigte Tirsdag fandt de af de Dronninglundske Tyverier noksom bekjendte Forbrydere, Rasmus Knar og Simon Bolle Leilighed til at undvige fra Arresten, hvor de havde arbeidet sig ud igiennem Vinduesstængerne. Rasmus Knars Broder Peter var under sin Bestræbelse for at søge det Frie ikke saa heldig, da Jernstængerne ikke vilde slippe ham indtil Fangevogteren befriede ham fra det Slags Fangenskab. Ved Herredsfogdens, Justitsraad Koefoeds Foranstaltning blev imidlertid hurtigt sat efter de Undvegne, der formodedes at have taget Coursen til gamle Bekjendte i Venneberg, hos hvilke de ogsaa vare ifærd med at gjøre deres Bekjendtskab paa en vel indtrængende Maade gieldende da de attraperedes og førtes tilbage til Arresten her i Byen. (Ah. Av.)

Selv efter at Simon Bolle var sendt til Rendsborg stak han af, se Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 1. august 1845:

Stikbrev. 

Da Fæstningsslaverne Johannes Pedersen og Simon Andreas Christensen eller Simon Bolle igaar Aftes ere undvegne fra Fæstningsarbeidet, saa anmodes samtlige Øvrigheder om at ville vigilere paa disse forbrydere og paagribe dem hvor de maatte antræffes.

Førstnævnte er født i Matterup Mølle i Skanderborg Amt, er 41 Aar gammel, 64½ Tommer høi, har lyst Haar og Skjæg, og blaae Øine, han taler Tydsk og Dansk.

Sidstnævnte er fra Landsbyen Bolle i Dronninglund Herred, er 25 Aar gammel, har mørkladent Haar, rødligt Skjæg, blaae Øine og et Ar paa det høire Laar og den ene Skulder.

Deres skjorter ere mærkede R. S., men iøvrigt vides ikke i hvilke Klædningsstykker de ere undvegne. 

Commandantskabet for Fæstningen Rendsborg, den 29de Juli 1845.

Kommandantskabet kunne den 18. september 1845 meddele at Simon Bolle var pågrebet, men ikke Johannes Petersen. Herefter var der nogenlunde stille om sagen indtil kommissionsdommen i 1843 (se indledningsvis).