Brøndstrædekvarterets Endeligt, Maj-September 1910. (Efterskrift til Politivennen)

Under nedrivningen og den efterfølgende udgravning fandt man den brønd som Københavns statholder, Christopher Valkendorf lod bygge, og som gav navn til Brøndstræde. Den ligger nu under Vognmagergade 8. Desuden fandt man rester fra "Absalons Vold" på tværs af Gothersgade. Den ældste byvold. I slutningen af september 1910 afsluttedes nedrivningen af Brøndstrædekvarteret.

Provinspressens kronikker: Det lyssky København

(Eftertryk forbydes).

Det fyger med kalkstøv i det gamle Københavns forfaldne og uhumske kvarterer. En efter en brydes de møre kasser ned, som ormstukne tænder, der trækkes ud. På tomterne rejser der sig elegante beboelseshuse med hele den tyrkiske musik af WC, elektrisk lys, badeværelse, varmt vand, bankealtaner, elevatorer osv. osv. Eller hovne forretningsbygninger kroer sig og maver sig med karnapper og gesvejsninger. Således forsvandt den gamle Farvergade med kronjuvelen "Holger Danske". Fra Mikkel Bryggersgade vil der blive indgang til Paladshotellets koncertsal. Og om kort tid kan man ikke bo mere mondænt ind i Didrik Badskærs Gang eller Lille Brøndstræde - eller de gader der afløser dem. 

Meget kryb - både på to ben og på seks - er ved de skete forandringer blevet husvildt. Men endnu findes der et lyssky København, en verden, der rører sig i afkrogene, i skidne kipper og mørke bagtrappelejligheder. Endnu står jo Borger- og Adelgadekvarteret med de renommerede kloakker Helsingørs- og Prinsensgade; endnu har vi den uforfalskede gamle Holmensgade som en stinkende rendesten lige op ad Strøget.

I disse gaders skumle kældre holder hovedstadens forbryderverden til. Som alle store byer har også København sine gader, hvor lovløse eksistenser har et vist spillerum. Men man skal ikke tænke sig noget i smag med Londons Whitechapel eller de parisiske forbryderkvarterer. Hverken kvantitativt eller kvalitativt. Den københavnske vaneforbryder har intet til fælles med den onde, skulende apachetype, der kendes fra verdensbyerne - intet uden netop den forbryderiske virksomhed. Her er en mand, der lever sit liv efter andre love end de gængse. Men han er ikke blottet for moral, og han er inderst inde en skikkelig fyr, elskværdig, harmløs, i besiddelse af et godmodigt humør.

Risikoen ved at opsøge ham på hans stamknejpe er da i reglen heller ikke stor. - "De kan sidde li' så ugenert og kumfortabelt hernere mellem os, som om De sad på dette her D'angletær eller D'angleber' eller hvad det nu hedder", sagde en gammel tyveknægt, hvem jeg lærte at kende i en af Helsingørsgades kipper, en gang til mig. "De eneste, der er sådan lidt spydske en gang imellem, det er disse her bedre folks sønner. De kan jo ikke glemme, at de har fået den finere opdragelse. Derfor kan de godt lide, når de kommer til at putte lidt stål i livet på en bedre herre en gang imellem."

Med myndighederne står forbryderne på en ganske god fod. De tager de straffe, der idømmes dem, som noget, der nu en gang hører med til håndteringen, men det kunne ikke falde dem ind at nære noget personligt nag mod dem, der nu en gang har fået det hverv at værne vort samfund imod dem.

- "Han var en dejlig mand", sagde min gamle ven om en afdød birkedommer i Københavns nærmeste omegn. "Han kunde s'gu godt skælde ud; han var ikke til at putte i næsen, det må De ikke tro, min herre. Men aldrig b'e man puttet i spjældet, uden at der b'e serveret et målt'd varm mad; jeg betænker mig ikke på at sige, at der var ikke et arresthus i hele landet, hvor man fik så god en forplejning som der, og jeg har dog sat i nogle arrester i mine dage. Nå, når man så kom og sagde tak for mad, så sagde han jo gerne: "Nå, hvad er det så, vi har på hjerte denne gang, Peter Larsen, det er jo Dem, der har lavet det bræk på Roskildevejen, tilstå De det li'så godt med det samme." Somme tider, når man var i godt humør, så gav man ham jo også den tilståelse, for man ville jo gerne vise manden en villighed. Mer hvis ikke man ville, så skal De ikke tro, at han skar knapperne af ens bukser eller kom kløpulver i sengen. Nej, han kom der ikke! "Når ikke De vil tilstå, Peter Larsen," sa' han, "så lad i Guds navn være, og så bliver det værst for Dem selv." Og så kunne han se virkelig så bedrøvet på en. Så kunne det jo hænde, at man gik på den og gav ham den tilståelse. Ak ja, han var en stor gavtyv, men en herlig mand. Det var ligefrem en fornøjelse at arbejde sammen med ham."

Således er der, hvor de vedkommende myndigheder viser den rette snedighed, etableret et samarbejde, der i mange tilfælde bærer bedre frugter end en streng og energisk politiforfølgelse. Der er opdagere, der nyder ligefrem popularitet i forbryderkvarteret. Når politimanden går sin tur gennem gaden, hilses han med en blanding af respekt og fortrolighed.

Ja, man kan sige, at bøllen gerne har en særlig forkærlighed for den politimand, der har anholdt ham. De to har arbejdet sammen, og knytter der sig ingen særlig pinlige minder til affæren, opfriskes den gerne, når de senere træffes. Forbryderen tiltaler opdageren med Du - et tegn på hans særlige bevågenhed - og kan han uden at krænke kammeratskabets love, der i den lyssky verden måske er stærkere end noget andet sted, gøre ham en tjeneste, så gør han det gerne.

" - Kan Du huske", har jeg hørt en forbryder sige til en opdager, "den gang Du tog mig for de fyrretyve krus, som at jeg havde fået en aften hos en herre, der lå' og sov på Boulevarden? Den var jo ikke så gunstig, den stod på Brasen (Vridsløselille), men Du var s'gu rigtig flink imod mig; den ros skal Du ha'e. Du sørgede for, at jeg fik nok både at spise og at drikke. "Det gør ikke no'et, om osse Du skulle få dig en lille streg, sa'e Du, nu skal Du jo ind og være afholdsmand i et års tid eller mere." - Ja, jeg siger: Bare man kunne få sig en lille kradser en gang imellem og så en skrå, så sku' jeg ikke ha' noget imod Brasen, om de så aldrig slap mig ud igen, for man har det godt i mange måder, det ved Gud man har. Og kost og losji faar man jo, uden at man behøver at tigge nogen om'et; det er li'som en hel pensionering."

Det er ikke politiet eller fængselsmyndighederne, der er disse folks naturlige fjender. Det er selve samfundet, det trygge, velklædte, hæderligt arbejdende borgerskab. Ja, man kan sige, det er selve luften og lyset - og renligheden. Den københavnske bølle, der ellers ikke er bange for ret meget, tigger og beder for sig i vild rædsel, første gang han tvinges til at tage et varmt bad. 

For proletaren, der hensidder sin tilværelse i en snavset baggård, befinder sig, når han kommer ud derfra, ligesom en hest, der i årevis har arbejdet i en kulgrube uden nogensinde at se dagens lys.

Derfor holder han sig helst til de omgivelser, hvor han hører hjemme. Det er kun meget sjældent at han bøjer om ad hjørnet til strøggaderne. Når han går sin daglige tur fra sit usle logis til brændevinsknejpen og tilbage igen, kan han for enden af gaden se drosker og sporvogne fare forbi; han kan skimte det bestandige tog af mennesker, forretningsfolk, der haster hjem til det hyggelige, borgerlige hjem, damer, der er ude at gøre indkøb, bydrenge, bude og unge butiksdamer. Men det falder ham ikke ind at sammenligne sin skæbne med deres. Det falder ham ikke ind - lige så lidt som vi andre grubler synderligt over, hvorfor vi ikke bor i New Yorks millionærgade i stedet for i en fem værelsers lejlighed på Frederiksberg. 

Det udelukker imidlertid ikke, at han har sine filosofiske stunder, hvor han efter ringe evne tænker over denne underlige tilværelses mange gåder. Han bliver let sentimental og er ikke blottet for religiøs følelse. For åndens arbejdere har han en vis sky ærbødighed. Han har fornemmelsen af, at de er en slags pionerer i den stadige kamp for at føre menneskeslægten fremad - og at deres bestræbelser måske en gang i tiden kan føre til resultater også for folk af hans slags.

Men til den tid er han selv sagtens ikke mere. Brændevinen har fuldbragt sit værk, og en morgen findes han død på en bunke klude; nogle kistebrædder smækkes sammen om ham, og en rustvogn fører ham til kirkegårdens fattigafdeling, hvor han uden alt for mange ceremonier gemmes i det hul, der er gravet til ham. Eller: skulle det blive i tugthuset? Det kan han nu ikke rigtig lide, for han har hørt, at de, der dør dér, risikerer at blive udleveret til hospitalerne til at skæres i stykker og sættes i spiritus. Og han ville dog så gerne have en ordentlig, kristelig begravelse.

Foreløbig er han tilfreds, om han får lov til at leve nogle år endnu i den snavsede gade, hvor han har tilbragt sit liv.

Den dag kommer jo imidlertid sikkert, da han ikke mere kan det.

Byggeiveren vil fordrive forbrydelsen og elendigheden også fra de sidste skanser, som den endnu holder besat i den indre by. 

Og beboerne vil udvandre til byens yderkanter. Vil de finde det hyggeligt der? Næppe. Snavs og stank behøver de ikke at mangle, men der er ingen brøndlignende baggårde, ingen bælgmørke korridorer, ingen lavloftede blykamre. Der er bare rå kalkpuds og store, nøgne gårde, hvor solen skinner ned, anmassende og brutalt.

Og i dens stråler vil de komme til at se på sig selv og andre og drage sammenligning. Den dag de gør det, vil de lære at hade.

Og der vil udvikle sig, også hos os, den forbrydertype, verdensbyerne kender: den blege, rå og onde anarkist og hader. Allerede begynder han at vise sit fjæs også i København. Sædelighedspolitiet ved adskilligt at fortælle derom.

Kanske burde dette betænkes, inden hakken sættes alt for tappert i det, der endnu står tilbage af det gamle elendighedens København. Det er sandt at disse gader ikke pynter på byen og deres beboere ikke på samfundet. Men intet er så galt, at der ikke kan tænkes noget værre.

Og navnlig kan der tænkes noget langt værre end de mennesker, der udgør hovedstammen i vore straffeanstalters og fængslers beboere. Det er forsømte, karaktersvage og for det meste dovne og drikfældige mennesker. Men mennesker er de - endnu.

De, der følger efter, bliver nærmest at henregne til dyrene.

Albert Gnudtzmann.

(Slagelse-Posten, 27. maj 1910)

Landemærket. Vejen midt gennem billedet er Lille Brøndstræde. 2. oktober 1910. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder. Ukendt fotograf.

Det er naturligvis umuligt at fotografere de samme huse fra samme vinkel. Men her en mere spids: Yderst til højre huset ved Gothersgade. Kun de tre huse til højre synes genkendelige fra det ældre foto. Husene blev i 1970'erne ført tilbage til deres oprindelige udseende. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Det ny København

Et besøg i Brøndstrædekvarteret.

København den 7. juli.

Det går rask med at rive de gamle rådne rønner ned i Brøndstrædekvarteret; hele partiet mod Gothersgade og Pilestræde er nu forsvundet, og tilbage står kun et enkelt hus på hjørnet af Landemærket og to huse på hjørnet af Lille Brøndstræde. Alle de andre er jævnede med jorden, og pladsen, de har stået på, er oversået med murbrokker, gammelt jern og frønnede træbjælker. For første gang i mange år kaster solen nu atter sine varmende og sundhedsbringende stråler ned over resterne af de gårdspladser, hvorfra den så længe har været udelukket.

På stykket nærmest Møntergade, hvor de første nedrivninger fandt sted, har der været arbejdet siden først i maj måned med udgravningerne til opførelsen af Københavns Belysningsvæsens store ny ejendom. Nu er udgravningerne imidlertid færdige, og vi bad derfor i dag arkitekt Westergaard, der har ledet arbejdet, om at fortælle lidt om, hvad der er fundet ved gravningerne på dette gamle historiske sted.

"Det er snart fortalt," svarede arkitekten, "vi har fundet resterne af den gamle Walkendorffs Brønd, hvoraf de to Brøndstræder har fået navn, samt noget af den gamle voldgrav og en løngang - det er det hele !" 

Hvad er det en mængde tykke pæle, der rager op over alt i udgravningen? 

Det er postetræerne fra de gamle gårde, som har ligget her. Dem er der imidlertid intet sjældent ved, de findes nemlig over alt i den gamle by, når der graves grund; disse bliver enten trukket op eller savede over, når her skal bygges !"

Der er dog fundet adskilligt mere ved grundgravningen. Hele arkitektens kontor er langs væggene optaget af kakkelskår, glas, fajance og gamle jernplader fra ovne. Det meste stammer fra Christian den fjerdes tid. I et hjørne står en lille høj af mærkeligt formede røde munkesten; det er såkaldte formsten fra det gamle Sancte Clare Kloster, der har ligget her. Foroven krones denne stenhøj af adskillige gamle, forrustede kanonkugler, ligeledes fra Christian den fjerdes Tid; ved siden af står en mærkeligt formet støbegryde af jern med to hanke. I vindueskarmen finder vi en mængde gamle dekorerede glas og forskellige både ældre og nyere småting; på en hylde for sig selv ligger et hæfte til en af de gammeldags rytterkårder. Mønter har man fundet meget få af - kun en lille tyndslidt sølvmønt og nogle kobberskillinger - , men derimod har man fundet adskillige mindre brugsgenstande samt et mærkeligt formet broncelod og en såkaldt klædeplombe af bly.

Midt i den store udgravning, der strækker sig fra Pilestræde til Gothersgade og fra Møntergade til det gamle Store Brøndstræde, ligger resterne af den firkantede mur om Walkendorffs Brønd midt i en grønskimlet mudderpøl. I øjeblikket er den ganske opfyldt af sten og snavs men om et par dage begynder udgravningen af den, og så venter man her og hisset at finde adskillige interessante ting på dens bund.

Endnu er der ikke taget bestemmelse om, hvad der skal gøres ved de fundne sager, men sandsynligheden taler for, at der i den kommende store bygning indrettes et værelse som et slags museum for dem. Desværre kan Walkendorffs Brønd ikke bevares på sin nuværende plads, da den ligger i vejen for fundamenterne; men grundet på den interesse, der knytter sig til den og dens anlægger, samt for de gamle interessante stens skyld, den er opført af, er den blevet fotograferet og målt fra alle sider og bliver antagelig muret op nøjagtigt, som den er funden, i en af bygningens overdækkede gårde. Samtidig er det hensigten at indmure en tavle i den, hvis inskription kan give de senere tider oplysninger om dens fund og om den omtumlede tilværelse, dens sten har ført, inden de endte som brøndsten.

A-t.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 9. juli 1910)

Sabroe og gæstgiveren i Brøndstræde.

Folketingsmand Sabroe blev i dag af kriminalretten idømt 100 kr. i bøde fordi han i august i fjor i anledning af nogle spektakler i beværtningen "Hellig Olav" i Lille Brøndstræde havde kaldt værten, hr. Rasmussen, for en bandit og betegnet beværtningen som en bondefangerforretning.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis, 7. januar 1911).

Russerne der stjal et svin.

For nogen tid siden blev et par af de indvandrede russere i Brøndstrædekvarteret enige om at de skulle se at skaffe sig noget mad ved at hjemsøge hovedstadens nærmeste omegn. De satte da kursen ud ad Amager til, og et enligt beliggende svinehus som hørte til en større gård, forekom dem egnet til operationsfelt. Som tænkt, så gjort. I nattens mulm og mørke brød de ind i svinehuset og stjal en gris som de slagtede på stedet, hvorefter de slæbte flæsket ind til København. Straks efter, da tyveriet blev opdaget, lykkedes det politiet at pågribe en af gerningsmændene, og han er i dag ved kriminalretten blevet idømt 8 års forbedringshusarbejde og udvisning af riget. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. februar 1911).

Bøllerne i hovedstaden

Uvæsnet griber om sig.
Et "slag" i Tivoli

Kbhvn d. 19. sept.

Bølleuvæsenet er blevet særlig slemt i hovedstaden i dette efterår. Der går næppe en dag uden at der meldes om blodige overfald på sagesløse personer fra forskellige steder i byen, og det lykkes kun i de færreste tilfælde politiet at få fat på voldsmændene.

Netop de sidste dage har bragt en mængde af den slags overfald der som oftest sker i forbindelse med røveri og tyveri. Damer er blevet frarøvede deres håndtasker og portemonnaier. Herrer er blevet slået til jorden og udplyndrede i forstædernes sidegader, ja. i sidegaderne på Vesterbro kan en herre ikke vise sig med en nogenlunde præsentabel hat på hovedet, uden at den straks bliver taget fra ham, ligesom stokke med sølvhåndtag er særlig eftertragtede af bøllerne.

Og det er ikke nok med at folk vanskeligt kan gå i fred på gaden. Også de offentlige anlæg er udsatte for hærværk af forskellig art. Således er der af ondsidede personer blevet tilføjet flere af de mange smukke statuer, som brygger Jakobsen har skænket byen, alvvtlig overlast, ligesom man daglig ser nybygninger hvor alle vinduesruderne er slået ind 

Under ildfesterne på Fælleden var bøllerne naturligvis også på færde. De brækkede hver aften plankeværkerne og indhegningerne ned når fyrværkeriet var forbi, og lavede store bål af bræderne. Ikke engang ved Tivolis afslutningsfest i aftes kunne man være i fred for dem. Da tiden kom at etablissementet skulle lukkes, trængte en snes bøller ind gennem indgangene og drog hujende og skrigende gennem haven, medens gæsterne rædselsslagne flygtede for dem. Ved søen brækkede de illuminationsanlægene ned og ødelagde dekorationerne til den italienske by. Til sidst mødte kontrollørerne og funktionærerne mandstærkt op, og det kom til et formeligt "slag", under hvilket der vankede brodne pander på begge sider. Omsider lykkedes det dog at få bøllerne overmandede og overgivet til politiet.

Årsagen til at uvæsenet således griber om sig, må vist nok for størstedelen søges i den store omkalfatring i den indre by som har fundet sted i de sidste år. Tidligere holdt bøllerne næsten allesammen til i bestemte kvarterer, navnlig Brøndstræde- og Farvergadekvarteret. hvor der altid var en større politistyrke posteret til at passe på dem. Nu er disse kvarterer imidlertid revet ned og ombyggede, og de sølle eksistenser er derved blevet spredt ud over hele byen, så at det er umuligt at etablere en så effektiv vagttjeneste over for dem som tidligere. Nu er det som nævnt, mest forstædernes sidegader - samt Adelgadekvarteret - der danner skuepladsen for bøllernes Tumle bedrifter, og der er det vanskeligt at passe på dem

Det synes dog nødvendigt, at der må gøres noget for at råde bod på ondet, og en ordentlig afklapsning af en mand der overfalder en sagesløs person, vil sikkert være på sin plads. Kriminalretten må antagelig hylde den samme anskuelse, for man har med tilfredshed kunnet konstatere, at dommene over voldsmænd i den senere tid har været forholdsvis strenge 

Anders Jyde.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. september 1910).

Fotografi bragt i Aftenbladet (København), 20. oktober 1911. Det viser belysningsvæsnets bygning under opførelse (nu KVUC), til højre Rosenborg Brøndanstalt i Gothersgade.

Brøndstrædekvarteret i dag, set fra hjørnet af Landemærket ned gennem Vognmagergade. Bygningerne blev erstattet af tre store byggerier: Gutenberghus (forrest) opført 1911-, tegnet af arkitekt Bernhard Ingemann (1869-1923), senere udvidet af Alf Cock Clausen (1886-1983). Belysningsvæsnets røde bygning der lige anes under broen (nu KVUC) blev opført 1912-13, tegnet af arkitekterne Gustav Bartholin Hagen (1873-1941) og Rolf Schroeder (1872-1948). Længst væk Møntergården mellem Sjæleboderne og Møntergade. Mellem de to første forløber Lønporten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Brøndstrædekvarteret i dag: Sjæleboderne langs Møntergården opført 1916 til grosserer A. C. Illum, tegnet af arkitekt H. P. Jakobsen. En helt ny og meget anonym gade. Til venstre skimtes Belysningsvæsnets bygning, for enden af gaden Kongens Have. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foto fra belysningsvæsnet bygning, et af de nyåbnede kontorlokaler. (Social-Demokraten, 15. april 1913)

Foto fra den nyåbnede politklinik i belysningsvæsnet bygning. Social-Demokraten, 30. april 1913.

Brøndstrædekvarteret i dag set fra Gothersgade: Møntergården mellem Møntergade og Sjæleboderne, dernæst Belysningsvæsnets røde bygning, Længst væk Gutenberghus, nu Cinemateket. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Den dovne Dreng" (3): Lovlydig borger. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af artikelserie om August Peder Jensen også kaldet "Den dovne Dreng" som består af tre dele: Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig nedenstående som omfatter perioden 1910-1912 hvorefter det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

En strejke på Kvægtorvet.

I går formiddags var der stor bevægelse blandt kreaturtrækkerne i København der besørger trafikken fra Kvæsthusbroen til Kvægtorvet. I kreaturtrækkernes række træffer man bl.a. celebre navne som "Bræddestablen", "Den dovne Dreng" og "Skovser-Wilhelm".

Hidtil har taksten været 1 krone for at trække fire kreaturer. Nu forlangte korpset 5 øre mere pr. kreatur. Men dette forlangende vakte stor modstand hos kommissionærerne.

Efter en hård kamp lykkedes det dog kreaturtrækkerne at sætte kravet igennem, og kort efter gik "Bræddestabelen" og hans fæller på ny frem og tog tyrene ved hornene og køerne ved halen.

(Ribe Stifts-Tidende, 13. oktober 1910).

Den dovne Dreng blokeret.

Københavns kreaturtrækkere drager i leding - Generalstrejke under opmarch - "Skovser-Wilhelm" aflægger visit på "Aftenbladets" kontor.

Som vore læsere nok erindrer, udbrød der i forrige uge en lille rask strejke på Kvæsthusbroen.

Kreaturtrækkerne nedlagde arbejdet for at tvinge deres arbejdsgivere til at give dem en lille forhøjelse af lønnen.

Det hele var iscenesat af Peter Jensen (den "dovne Dreng"), og på en fuldt ud arbejdermæssige måde idet han først høfligt havde bedt om en forhøjelse, men da trækkerne fik et overlegent svar, sendte de så arbejdsgiverne et strejkevarsel.

Og netop på dagen som de havde forkyndt i forvejen, nedlagde alle mand arbejdet.

Resultatet blev at arbejdsgiverne måtte give sig, og stor blev glæden blandt trækkerne.

Men den lille strejke har fået et mindre behageligt efterspil, idet "Den dovne Dreng" nu er blevet blokeret af arbejdsgiverne.

Da han tilligemed sine kammerater indfandt sig i går morges på Kvægtorvet, optrådte en forvalter F. Jørgensen for "Københavns Kreaturtransport" og protesterede imod at "Den dovne Dreng" tog fat med de andre.

- Man ønskede ham fremtidig ikke på arbejdspladsen! - havde forvalteren sagt.

Som svar på forvalterrens optræden nedlagde Kvægtorvets ca. 70 kreaturtrækkere på nær tretten mand arbejdet.

De tretten der straks blev døbt "de sorte får", gik på trods af kammeraterne opfordring i gang med losning af en kreaturdamper der var kommet fra Riga.

Vi havde i aftes besøg af "Skovser-Wilhelm" som ret forståeligt var meget indigneret over "de trettens" optræden.

Det ser unægtelig heller ikke videre fint ud at de tretten herrer vægrer sig ved at støtte en kammerat, og da navnlig den af deres kammerater som for ikke otte dage tilbage fik gennemført den lønforbedring de nu alle nyder godt af. 

- Det er sjofelt! - sagde "Skovser-Wilhelm", og vi må give ham ret.

Vi skal holde vore læsere a jour med slagets gang på Kvægtorvet de følgende dage.

Reporter.

(Aftenbladet (København), 18 oktober 1910).

Et møde mellem rønnerne.

Fabrikantfruen og arbejderen
To menneskeskæbner

De svage lys fra gadelygterne og de små kælderbeværtninger står som sløvede strjerne i en uendelighed af mørke. Vognmagergade er i dobbelt forstand den mørkeste gade i København. Der driver triste stakler forbi, mennesker som nøden slog til jorden med sine ulveklør eller som lasten tog livsmodet fra. Man ser dem et øjeblik i den svage belysning, så forsvinder de igen i mørket som gengangere der efter en kort spøgelsesvisit i livet atter går ind i skyggeriget. Se hende, den pjaltede kone der kommer gående ned ad trappen og nu skrumler hen til den nærmeste knejpe for at få brændevinsflasken fyldt. Det er kun få år siden hun som den velhavende fabrikanthustru modtog sine gæster i et strålende lyshav i en elegant salon. Efter mandens død rullede pengene som savsmuld mellem hendes fingre, og nu skjuler en mørk gade og et skråt tagkammer hendes elendighed.

Se så ham der kommer der. Det er en høj, kraftig mand. Engang var han kendt som den værste urostifter i kvarteret. "Den dovne Dreng", som han kaldtes, herskede med en tyrans voldsomhed i kvarteret. Der er betjente der endnu bærer minder om de kampe de måtte udkæmpe med ham. Så blev han afholdsmand, og da han slap brændevinen, slap mørket og lasten ham. Nu går han forbi de kendte steder. Med et smil på vejen hjem fra sit arbejde. Og ved lysskæret fra en enlig lygte mødes de to. Hun der oppe fra er på vejen nedad, og han der kommende nedefra er på vejen opad.

To mennesker som skæbnen fører i diametralt modsatte retninger og hvis historie man ligesom i et kort øjeblik læser ved skæret af en af Vognmagergades døsende lygter.

Aoe

(Aftenbladet (København), 5. maj 1913).

Herefter ser det ud til at aviserne har tabt interessen for "Den dovne Dreng"

Lille Brøndstrædes Nedrivning starter, April 1910. (Efterskrift til Politivennen)

 "Grundejerbladet" skriver således:

"Under de nuværende forhold anses iværksættelsen af større samlede byggeforetagender for ganske uforsvarlig?"

Med andre ord: Lad blot arbejderne sulte! Lad de handlende ruineres! Lad hele vores erhvervsliv og vores økonomiske evne blive forringet, når bare husejerne derved - ganske uden nogen grund - kan mele deres kage!

Mere udæskende brutalt har man sikkert aldrig set spekulationen i folkets blod! Sulten og fattigdommen med alle dens følger skal nu, da tiderne synes at åbne udsigt til at de kan lindres, fremtvinges ad kunstig vej? Arbejderne skal sulte for at grundejerne kan mættes i overflod!

Dette er ikke blot brutalitet, men råhed.

Og hvad nås der så, om det lykkes grundejerne at gennemføre deres plan?

Der nås det at folk må indskrænke sig. De der hidtil har haft råd til at bo i en 3 værelsers lejlighed, må flytte ind i en 2-værelsers. De der har kunnet bo med deres børn i de luftigere og sundere lejligheder i forstæderne, må nu pakke sig sammen i rønnerne i de skidne smøger i byens indre. Huslejens forhøjelse vil således bevirke at de ledige værelsers antal yderligere forøges. Heraf følger igen mere arbejdsløshed og mere elendighed. Samtidig med at alle de hygiejniske fremskridt som de sidste år har ført med sig i henseende til valg af bolig, nu igen skal lægges øde. 

Vi har fået raseret de modbydeligste dele af Brøndstrædekvarteret med deres arnesteder for sygdomme og moralsk pest. Vi har fået lyse boliger rundt i byen hvor det har været muligt for arbejderne at b o, fordi de har kunnet skaffe den leje der krævedes. Nu skal altså mange af disse arbejdere påny tvinges ind i de huler som det har været umuligt at få lejet ud fordi det mange steder er sundhedsfarligt at bo i dem. 

Sygdomme, arbejdsløshed, elendighed!

Lad dem blot brede sig!

Når man blot med vold og magt kan holde byggeriet i stå! Og husejerne kan stikke deres profit i lommen!

(Social-Demokraten, 14. februar 1910).

Det København der falder.

Lille Brøndstræde.

Midt i det gamle Københavns elendige rønner ligger Lille Brøndstræde som selve midtpunktet for denne fortid. Hvis Brøndstrædekvarteret er fra Christian den fjerdes tid, så må Lille Brøndstræde stamme fra kong Hans. Det er en perle af en gammel mørk og trist gyde. Lille Brøndstræde hvor århundreders smuds næsten synes dynget op. Men nu forsvinder det også. Den ene side af gaden er allerede rammet. Der ligger bl. a. huset, hvor Bulotti blev fanget; det er den ejendom, hvorfra lygten stikker ud. På den anden side af af gaden bor der endnu mennesker som (tre ord mangler) de også drage bort. Der er dem der gør det med sorg i hjertet. En gammel kone der havde boet der i tredive år, gæød da hun skulle derfra. Sådan er den menneskelige natur. Den hænger ved det gamle selv om det er mørkt og fattigt.

(Aftenbladet, 19. marts 1910).

Flyttedagen

Brøndstræde-kvarteret ryddet.

Flyttedagen i går forløb forholdsvis roligt. 

Der sås ikke synderligt mange flyttelæs, og gaderne var så rene og pæne som på den fineste søndag. Hvilken forskel på svineriet for nogle år siden, da gaderne var losseplads for alt sIags skrammel og skidt.

Et stort antal af de familier, der denne gang skulle forandre bopæl, har været så forsynlige at besørge flytningen i de forudgående dage.

Der har i år ikke været så mange ny lejligheder at råde over som for nogle år siden, da der var ca. 12.000 til disposition. I år er der kun ca. 8.000 ledige lejligheder at vælge imellem. Nedgangen i antallet har altså været ikke mindre end 4.000.

*

FIyttedags-institutionen går så langt tilbage i tiden som til den gamle skånske lov, der kun fastsatte en flyttedag om året, og den var lagt tæt op til påsken. Senere i tiden blev flyttedagen rykket hen til slutningen af april, eller den 1. maj - men stadig var der kun tale om denne ene årlige flyttedag. Det er først i den nyeste tid, at der forordnedes to flyttedage årligt, og de fastsattes til den tredie tirsdag i april og oktober - altså den ordning, som vi endnu lever under, og som der nu atter gøres forgæves forsøg på at få ændret, således at flyttedagen lægges til den 1. maj og den 1. november.

6 udsættelser i går.

På byfogedkontoret var som sædvanlig assistenter rede til at foretage eventuelle udsættelsesforretninger. Der blev foretaget 6.

April flyttedag 1909 blev der foretaget 2 udsættelser og oktober flyttedag samme år 3 udsættelser, hvorimod der i 1908 ikke fandt nogen udsættelsesforretning sted 

Udrykningen fra Brøndstrædekvarteret.

Det livligste flyttesjov i går var det dødsdømte kvarter ved Brøndstræde. Her flyttede lejerne ud om formiddagen. I aftes var der nogle enkelte beboere, som endnu ikke var rykket ud. De risikerer at få taget revet ned over hovedet på sig.

I dag tages der fat på nedbrydningen.

Arbejdet er taget i entreprise af to entreprenører, d'herr. Valdemar Jensen som betaler 4800 kr. for karreen mod Gothersgade, og Ole Petersen som har overtaget karrens anden halvdel mod Vognmagergade for ca. 2.000 kroner.

Entreprenørerne skal selv sørge for pladsens indhegning så længe nedbrydningsarbejdet varer. Det antages at nedbrydningen kan være fuldført i løbet af 2 til 3 måneder.

Og så bliver der plads til opførelsen af det tidligere omtalte store bygningskompleks for belysningsvæsnet. 

(Social-Demokraten, 20. april 1910, 2. udgave).

Lille Brøndstræde falder. 

I går har man påbegyndt nedrivningen af den sidste del af det gamle kvarter mellem Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade i København. Det uhyggelige Lille Brøndstræde falder samtidig og dermed er en god portion af det aller uhyggeligste København forsvundet.

Lige til nu har de gamle ruiner huset mennesker og fattigvæsnet har måttet tage sig af mange stakkels forhutlede mænd og kvinder som hidtil har holdt til i rønnerne, men nu står uden tag over hovedet.

Snart vil det gamle Brøndstræde med morderen Bulottis tagkammer, beværtningerne "Guldkuren", "Det lille Apotek" og "Det røde Horn" være en saga blot og på tomterne rejser Københavns Kommune en ny prægtig bygning for belysningsvæsnet.

(Kolding Social-Demokrat, 28. april 1910).

Gamle rønner

Brøndstræde-kvarterets nedrivning.

København 28. april.

I disse dage påbegynder Københavns Magistrat den sidste del af det store nedrivningsarbejde i den indre by, og dermed falder resten af det ilde berygtede Brøndstræde- og Vognmagergade- kvarter, hvori byens værste bærme, dens løse eksistenser og faste stamgæster i arresthusene i årevis har haft deres faste tilholdssteder. Den sidste del som falder nu, omfatter 21 ejendomme og danner en firkant, begrænset af Gothersgade, den åbne plads mod Møntergade, hvor de sidst nedrevne huse har stået, Vognmagergade og Landemærket, og midt i karreen ligger Lille Brøndstræde, hvori snavset og elendigheden altid har kulmineret. I alt står disse gamle, elendige ejendomme Kommunen i ca. en halv million kr. efter den nu foretagne vurdering, og for en uge siden måtte de sidste beboere rømme lejlighederne.

Vi gik i dag en tur gennem den resterende stump af Lille Brøndstræde, hvor arbejdsmændene allerede har taget godt fat med økser og brækjærn, og sjælden har vi set mage til elendighedens huler, som disse såkaldte "lejligheder", der findes her. Huset hvori Ballotti blev fanget, synger allerede på sit sidste vers; der står endnu kun en stump af sidehuset ud mod Lille Brøndstræde; Gavlen er revet ned - og en trappe, der er så snæver og lav at et voksent menneske ikke kan passere den oprejst, snor sig endnu op gennem etagerne. Vi stiger indenfor i en af de endnu urørte ejendomme, og det syn, der møder os, er så frygteligt, at man næsten skulle forsværge, at disse "lejligheder" har været benyttede til menneskeboliger. Et sted, hvor vi kommer ind, er "gården" mellem for- og baghus - alle ejendomme i Lille Brøndstræde er nemlig dobbelte - kun 7 alen i længden og højst 3 i bredden, og denne fri plads, hvis bestemmelse det er at skaffe det fornødne lys og luft mellem husene, optages fuldstændig af en mægtig retirade, en stor skarnspand, hvis indhold endnu flyder over alle bredder, og en frygteligt stinkende kloak. Baghuset i denne ejendom er så usselt, at dets gulmalede ydermur midt på har slået en stor bule, og højere oppe er den begyndt at læne sig over mod forhuset. At trappeopgangen er fælles for for- og baghuset siger sig selv. Men her er den dog indbygget. I en anden ejendom ved siden af optages en gård af lignende størrelse fuldstændigt af en trappegang, der er så rådden, at den er stivet af med både brædder og bjælker, og hvis trin giver efter da vi går op ad den.

Denne ejendom er noget af det elendigste man kan tænke sig. Ikke en solstråle kan trænge ned i "gården", grundet på taget over trappen og ved hver afsats er der opsat en ganske lille støbejernsvask, som står i forbindelse med nedløbsrøret. Den har dannet beboernes køkken. Vandet de skulle bruge, har de måttet hente på bunden af det mørke trappehul hvor der lige kan skimtes en post. Man må forundres over at der overhovedet har kunnet leve mennesker her, og dette indtryk forstærkes når man kaster et blik ind i baghusets etværelseslejligheder hvis døre overalt mangler låsetøj, og i mangel af bedre lukkes med en jernstang eller et stykke sammensnoet, rustent ståltråd.  Her kommer man først ind i en slags forstue, som væsentligst optages af et stort åbent og sodet fyrsted. Lavt til loftet er her og knapt med plads, men værre er der dog i "stuen", hvis fastspigrede vinduer aldrig har set en klud, og hvis vægge er tapetserede med gamle aviser. Vinduespudsning er i det hele noget, man ikke har givet sig af med i Lille Brøndstræde, men hvad skulle det også til, når der intet lys var. Når en rude gik i løbet, erstattedes den glat væk med en gammel las eller et stykke pap. Mørket i stuerne blev ikke tættere for det! Synet af disse huler, hvori man næppe kan stå oprejst, med deres tidligere beboeres efterladenskaber af snavs, ekskrementer, aske og papirdynger, ville få de fleste til at gyse, og man kan dårligt få sig selv til at tro, at sundhedspolitiet virkelig har tilladt, at de blev beboede af mennesker.

Men Brøndstræde-kvarteret har også haft sine muntre tilholdssteder, hvor gadernes faste stok af "gamle drenge" aften efter aften samledes om brændevinen og øllet. Vi kigger ned i "Cafe" Smedekælderens lave, tilrøgede skænkestue, hvor loftet af frygt for nedstyrtning er afstivet med brædder og bjælker, og hvor kvarterets lyrik har svulmet om kap med kvarterets pigers overdådige former. Disse mandhaftige kvindelige væsener ser man malede på "Kafeens" små vinduer, med ølglas i hånden, der er lige så store som de selv, og med "digteriske" udgydelser som denne:

"Vi vil ha' øl.
det koster sølv!"

I almindelig udtale passer rimet ikke, men for "de gamle soldesvende" var disse linjer guldkorn. På loftsbjælkerne i Smedekælderen fandt vi yderligere følgende perler:

"Kom tit igen,
Min gamle ven!
Hold dig som mand
Drik så længe du kan"

En opfordring der sikkert i fulde mål er blevet fulgt. 

Nu forsvinder altså endelig denne rest af det ældste og mest uhumske København - om et par uger er der ikke sten på sten tilbage af dette kvarter og af de usseldommens huler hvori der er udspillet mange tragedier, hvorfra megen åndelig smitte har bredt sig over byen og hvorfra også byens sidste pestepidemi i 1856 spredte død og ødelæggelse over København. 

Clas.

(Kolding Folkeblad 29. april 1910, 2. udgave)

Lille og Store Brøndstrædes Nedrivning, 1909. (Efterskrift til Politivennen).

 Ildløs i en russerkoloni.

Ved 6:30-tiden i går morges blev opvarteren i "Landhotellet" i Landemærket opmærksom på et lysskær fra 1. sals lejligheden i Lille Brøndstræde 17. Her bor en del russere der alle sov på det nævnte tidspunkt. Opvarteren fik gjort anskrig, og de sovende beboere kom i rette tid op og ud af den brændende lejlighed. Ilden slukkedes dog snart, da der ikke var meget som kunne brænde.

Det oplystes at der på et bord ved vinduet havde stået en tændt natlampe. Vinduesforhænget var af trækken blevet ført herhen imod og et øjeblik efter blussede det op, hvorefter ilden bredte sig til de nærmeste omgivelser.

(Dagbladet (København), 13. maj 1909).

Whitechapel i London var på daværende tidspunkt mest kendt som et immigrantkvarter med stor fattigdom, og husede bl.a. mange jøde. Der var udbredt prostitution og opstandelse over de 11 mord som foregik der 1888-1891. I den følgende artikel sammenlignes Brøndstrædekvarteret med dette kvarter.

Det København der forsvinder.

Brøndstrædekvarteret.
Hovedstadens Whitechapel.

København d. 28. aug.

I disse dage bliver de sidste huse i den dødsdømte del af Brøndstrædekvarteret jævnede med jorden, og om kort tid vil man begynde at lægge grunden til de ny moderne bygninger, der skal rejse sig på tomten som en fugl Føniks af asken.

Det er et af de mest karakteristiske partier af det gamle København, der her forsvinder. Kønt kan man ikke kalde det. Tværtimod, enhver, der er gået gennem de snævre, smudsige, stinkende gader, vil sikkert kalde kvarteret grimt og frastødende. Udefra præsenterede husene sig som en hob faldefærdige rønner, så elendige, at man næsten ikke begreb, der kunne leve mennesker i dem. I hveranden ejendom fandtes en skummel beværtning hvor kvarterets løse eksistenser og deres "damer" holdt til, og de talrige marskandiseres og spækhøkeres vinduesudstillinger så hverken indbydende eller appetitlige ud. 

Alligevel havde kvarteret en vis tiltrækning for Københavnerne og folk, der besøgte København, idet det nemlig gennem en lang årrække stod i ry for at være hovedstadens værste forbryderkvarter, dens Whitechapel.

At det ikke var med urette, det havde fået dette ry hæftet på sig, er sikkert nok. De fleste af de folk, der boede her, kendte ikke stort til samvittighed, moral og slige ting, og de lod aldrig en lejlighed gå ubenyttet bort til at "gøre et kup". Slagsmål og overfald hørte til dagens orden, og det var langtfra et udslag af overdreven forsigtighed at der til stadighed patruljerede to betjente i de værste gader, Store og Lille Brøndstræde og Vognmagergade.

Forbryderne holdt navnlig til i knejperne, hvoraf flere har erhvervet sig en vis "berømmelse", såsom "Nordpolen", "Kragereden", "Guldgruben", "Det lille Apotek" og flere. Her lokkede bondefangerne deres ofre ind og udplyndrede dem efter først at have bedøvet dem med spiritus. Det er således kun få år, siden en nordmand blev udplyndret for 8000 kr. i "Det lille Apotek", hvor han havde vovet sig ind for at studere København ved nat.

I dagene efter et sådant større kup var hele kvarteret på benene, fortæller en af de betjente, der har studeret livet i gaderne på nærmeste hold. Man samledes i beværtningerne og fejrede de vildeste orgier for de stjålne penge. Så snart der imidlertid viste sig en betjent, forsvandt hele selskabet ad baggårde og bagtrapper op i husene og skjulte sig der. Det varede dog aldrig ret længe, før politiet fandt forbryderen. Det kunne næsten altid slutte sig til, hvem der var gerningsmanden, og så blev han anholdt. Undertiden kostede anholdelsen brodne pander: mange betjente er blevet skamslået under forsøget på at sikre sig en voldsmand, for hele kvarterets bærme sluttede sig sammen, når det gjaldt at bekæmpe "panserne". 

Hver forbryder havde sit "nom de guerre", som han gik under blandt kammeraterne. Blandt de mest bekendte kan nævnes "Bræddestabelen", der en gang antastede kong Christian den Niende. "Den dovne dreng" og "Singgodt-Jørgen" samt af "damerne" "Sødsuppe - Sofie", "Rode Lotte", "Rikke Ejegod" og "Sørens Pige".

Da den ny Christian den Niendes Gade blev anlagt, rykkede det moderne København for nær ind på livet af det gamle kvarter, og de lyssky eksistenser begyndte derfor at udvandre. Nogle drog til Nørrebro, andre til Vesterbro og Christianshavn, hvor de foreløbig har fundet sig et fristed mod den ny tids fremtrængen. Aldrig så snart havde de imidlertid begyndt at forlade Brøndstrædekvarteret, før de indvandrede russiske og polske jøder slog sig ned her, og går man nu en tur gennem gaderne, ser man det overalt myldre med mænd, kvinder og børn af den sortsmudskede slaviske og hebræiske folketype. Det er et helt ghetto, her er skudt op i løbet af et par år, og størstedelen af russerne lever i den yderste fattigdom.

Nu må imidlertid også de forsvinde. Karreen mellem Gothersgade, Møntergade, Vognmagergade og Store Brøndstræde er allerede faldet, og her vil snart rejse sig nogle flotte ejendomme, bl. a. en bygning for Københavns Belysningsvæsen. Derefter kommer turen til den del af Vognmagergade, som endnu står tilbage, og til Lille Brøndstræde, og om få år vil der her være rejst en hel ny bydel, som ikke vil lade nogen ane at her har engang Københavns Whitechapel været.

Man havde ventet at finde nogle interessante gamle ting ved nedrivningen af ejendommene, men disse forventninger er ikke gået i opfyldelse. Man har blot fundet et par gamle ovnplader og en kanonkugle fra englændernes bombardement. Alt vidnede om at fattigdommen altid har haft til huse i kvarterets tarvelige rønner, og der er næppe nogen som vil savne dem.

(Viborg Stifts-Tidende, 30. august 1909. Artiklen blev bragt i flere andre provinsaviser).

Nedenstående artikel bringer en tegning som i forgrunden viser den grund hvor Belysningsvæsnets bygning (nu KVUC) kom til at ligge. De endnu ikke nedrevne huse ligger nord på det som kom til at være Lønporten og hvor Gutenberghus (nu Cinemateket) blev opført. Lille Brøndstræde (som blev nedlagt) ligger i højre side af tegningen, op mod Landemærket.

Nedrivningerne i Brøndstræde-kvarteret.

Udsigt over pladsen hvor de nedbrudte huse har ligget. I baggrunden ses den endnu ikke raserede del af Store Brøndstræde-kvarteret. Til højre: indgangen til Lille Brøndstræde. Til venstre: Husrækken i den tilbagestående del af Vognmagergade, med Rundetårn knejsende over tagryggene.

Når man passerer Gothersgade på strækningen fra Hørups Port til brøndanstalten, ser man den store, grusfyldte plads, der gabende åbner sig ind mod Vognmagergades lilleputhuse. 

På dette terræn lå indtil fornylig den uhyggelige karre, som er raseret for at give plads for et nyt og moderne kvarter. Her skal rejses pragtbygninger, hvor der hidtil kun stod usle rønner og faldefærdige rester af middelalderens "sjæleboder".

Det var i maj måned, at nedrivningen påbegyndtes, og i de forløbne måneder har kalk og støv fra de nedstyrtede mure fyldt luften i de tilstødende gader. Nu ligger den store plads ryddeliggjort og parat, således at der nårsomhelst kan tages fat på udgravningsarbejdet med det forestående bygningsarbejde for øje.

Det af kommunalbestyrelsen nedsatte fællesudvalg, angående omordningen af usunde bydele i hovedstaden har som bekendt foreslået at der opføres en administrationsbygning for belysningsvæsenet netop i denne karre (som indesluttes af Møntergade, Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade). Fristen for bedømmelsen af de indleverede projekter er udløbet. Bedømmelsen ventes afgjort i den nærmeste tid. Vi har tidligere leveret et billede af denne bygning, således som den ser ud på det af arkitekterne Plesner og Aage Matthiesen udarbejdede projekt.

Nedrivningsarbejdet fortsættes.

Til flyttedagen tages der fat på nedrivningen af halvdelen af den anden karre, som begrænses af Store Brøndstræde, Gothersgade og Vognmagergade. Og i næste omgang følger så endelig sidste del af karreen, der støder ud mod Landemærket .

Beboerne er opsagt til fraflytning. Så snart lejlighederne er ryddede, møder arbejderne med brækjern og hakke for at påbehgynde nedbrydningerne. 

For en halv snes år siden var Lille Brøndstræde væsentligst beboet af prostituerede kvinder, men i de sidste år er der rykket en hel russerkoloni ind i disse usle, små rum. hvor blandt andre også Bulotti har boet.

Som det ses på det vedføjede billede, er størsteparten af husene der grænser op til den åbne plads, meget uanselige og brøstfældige. De minder nærmest om de små dukkehuse på Neu Ruppiner-billederne og afgiver et talende eksempel på de triste og indskrænkede forhold, under hvilke Københavns befolkning tidligere måtte nøjes med at leve.

Det er et held for byen, at kommunalbestyrelsen har taget initiativet til at rydde op i alt dette skimmel og trøstesløse mørke; nu kan der skaffes lys og luft over byen, gode og sunde boliger og samtidig beskæftigelse til mange hænder ved de nye kvarterers opførelse.

R.-B.

(Social-Demokraten, tirsdag den 21. september 1909).

Nedenstående artikels tegning viser gennembruddet af Ny Østergade mellem Store Regnegade og Grønnegade, til højre kan man lige ane Seiferts bygning, nu "Det elektriske hjørne". Bygningen står endnu og har stadig facadeskilte med "Klæde C. L. Seifert...." Resten (venstre side af den kommende Ny Østergade) er nedrevet. Bemærk at artiklens oprindelige angivelser i kvadratalen, fod osv er omregnet til nutidige mål.

Omdannelsen af Brøndstræde- og Grønnegade-kvarteret.

Ny Østergades fortsættelse. Den nye passage der er åbnet mellem Grønnegade og Store Regnegade. - Indgangen til passagen set fra St. Regnegade. Til højre: Grosserer Seiferts ejendom. Til venstre: Det skrøbelige gavlparti med luftafstivninger; bagved denne ses den fremspringende gavl på Farvemøllen.

Vi omtalte forleden det faldefærdige gavlparti på Lønholdts ejendom ud mod Lille Regnegade. Et andet gavlparti, nemlig på ejendommen nr. 20 i St. Regnegade (til venstre på ovenstående billede) frembyder også interesse.

Da gaden blev gennembrudt, viste det sig at gavlmuren på nr. 20 var faldefærdig. For at forhindre den i at styrte sammen, blev den forsvarlig afstivet. For ikke at genere færdslen anvendtes der luftafstivning, således at de svære planker kiledes over mod gavlpartiet på grosserer Seiferts ejendom.

På denne måde er den faldefærdige gavl foreløbig betrygget.

Men nu er spørgsmålet hvad der skal gøres når luftafstivningen om kort tid fjernes af hensyn til de forandringer, der skal foretages ved grosserer Seiferts ejendom?

Hr. Seifert har nemlig fået tilladelse til at omdanne den del af gavlpartiet på sin ejendom der vender ud mod den nye gade, til facade. Huset bliver altså nu hjørneejendom. Seifert har fået denne begunstigelse som anerkendelse for sin beredvillighed overfor Magistraten under ekspropriationsarbejdet ved den nye gade.

Hr. Seifert kan imidlertid først påbegynde facadearbejdet, når luftafstivningen er fjernet. Men så snart dette sker, risikerer man at gavlen på nr. 20 styrter sammen.

Her er gode råd dyre. 

Der spekuleres på hvorledes man mest praktisk skal anbringe en ny afstivning. Sættes afstiverne ned i gaden, så hindrer man færdslen - men det jo ikke meningen med den nye gade. 

Der bliver vel næppe anden udvej for ejeren af nr. 20 end at han opfører en ny og mere solid gavl.

2.700 kvadratmeter byggegrunde til salg.

Den store raserede plads i Brøndstrædekvarteret målet ca. 2.700 kvadratmeter.

Magistraten udbyder her byggegrunde til salg og forhandler for tiden med et par købere. 

Tværs over pladsen, fra Vognmagergade til Gothersgade, anlægges en 14,5 meter bred gade.

På pladsens ene halvdel nærmest Landemærket, opføres

Belysningsvæsnets

nye ejendom. Administrationsbygningen der kommer til at dække over Store Brøndstræde.

Der er indkommet 38 projekter til denne nybygning.

I morgen, lørdag holder bedømmelsesudvalget møde.

Så snart bedømmelsen er færdig, og et af projekterne er præmieret og antaget, går sagen til borgerrepræsentationen.

18 ejendomme skal nedbrydes.

De til nedbrydningen bestemte ejendomme er følgende:

I Store Brøndstræde: Numrene 1-13.
I Gothersgade: Numrene 71-77.
I Lille Brøndstræde: Numrene 2, 4 og 6 samt 1, 3 og 5.
I Vognmagergade: Numrene 18-26.

Da flere af hjørneejendommene har dobbelte numre, bliver det i alt ca. 18 huse der skal raseres.

Nedbrydningsarbejdet udbydes i licitation straks efter flyttedagen.

R. -B.

(Social-Demokraten, 24. september 1909).

Store Brøndstræde 1-9. Vognmagergade ses til venstre. Til højre ses Lille Brøndstræde. 1. september 1909. Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Public Domain. Københavns Museum.

Nedrivningerne i Brøndstrædekvarteret.

Om et par dage begynder nedbrydningsarbejdet i Brøndstrædekvarteret. Efter april flyttedag faldt hele karreen mellem Møntergade, Vognmagergade, SL Brøndstræde og Gothersgade, der nu står omgivet af et højt plankeværk. Denne gang skal halvdelen af karreen op til Landemærket jævnes med jorden, nemlig hele den tilbagestående del af St. Brøndstræde, nr. 18-26 i Vognmagergade, nr. 71- 77 i Gothersgade samt nr. 1-7 og 2-6 i Lille Brøndstræde, ialt 23 ejendomme. Det er ikke vanskeligt at se, hvilke ejendomme der skal forsvinde, de fleste af dem står allerede tomme, og de få beboere, der endnu er tilbage, må idag forlade de dødsdømte ejendomme.

Dødsdommen over politirapporternes eldorado er fældet. Brøndstrædekvarteret har aldrig været nogen pryd for byen, det var blevet en verden for sig, hvor ulykkelige, forvildede og forhutlede mennesker henlevede en tilværelse så fornedret, at vel ingen uden de indviede havde noget rigtigt begreb derom. For år tilbage beboedes kvarteret af prostituerede kvinder, i de seneste år har det været tilholdssted for lyssky eksistenser af udenlandsk oprindelse. I en af de ejendomme, der nu skal falde, Lille Brøndstræde nr. 6, fandt Bulottis pågribelse sted. Af beværtninger med kendte navne forsvinder nu "Kragereden" i Vognmagergade nr. 26, "Guldgruben" på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde og "Brøndkuren" i Lille Brøndstræde nr 6.

På tomterne af de gamle ejendomme, som nu falder, skal belysningsvæsenets nye administrationsbygning opføres. Hele arealet mellem Møntergade og Landemærket, der ved St. Brøndstræde nu er delt i to karreer, deles fremtidig i tre ved anlæggelsen af to 20 alen brede tværgader mellem Vognmagergade og Gothersgade. På den midterste af disse tre karreer er det, at belysningsvæsenets administrationsbygning som tidligere meddelt skal ligge. 

Med tørre tårer vil de mure, som nu skal falde, blive begrædt. Kun skade, at dette oprydningsarbejde, som man fra alle sider må glæde sig over, men koster kommunen mange penge, skal foregå i en for byen så vanskelig periode i finansiel henseende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 19. oktober 1909).

Ejeren af Gothersgade 85, Landemærket 30, grosserer Michelsen havde modsat sig ekspropriationen, og Magistraten satte derfor fogeden på sagen. Michelsen fandt de 67.000 kr for lavt. Han blev sat ud og overdraget de 67.000 kr. Magistraten afviste klagen fordi hr. Michelsen havde købt ejendommen billigt, at ombygningstanken var fremkommet for at få mere for ejendommen.

Magistraten og ejendomsskylden.

En interessant retssag.
Grosserer H. P. Michelsen anlægger sag mod Magistraten i anledning af eksproprieringen af hans ejendom.

Ligesom tilfældet var, da Møntergade-kvarteret blev nedrevet: at Magistraten gik frem mod husejerne på en mildest talt hensynsløs måde, således viser det sig nu også, at kommunens optræden ved erhvervelsen af karreen, der afgrænses af Landemærket, Gothersgade, Brøndstræde og Vognmagergade, har vakt almindelig harme blandt de pågældende husejere. Mellem dem, der ikke er til sinds at nøjes med et knips i lommen, er grosserer H. P. Michelsen, som ejede ejendommen Gothersgade 85 og Landemærket 30. Han mener, at Magistraten har behandlet ham på en ligefrem lovstridig måde, og ansete jurister, han har konsulteret, giver ham ret og mener, at han kan få dom over kommunen.

Sagen forholder sig ifølge grosserer Michelsens udtalelser til os i går på følgende måde :

- For ca. et halvt år siden ønskede jeg at lade foretage en for mig gunstig ombygning af min ejendom i Gothersgade 85 og Landemærket 30, og jeg indsendte et andragende, ledsaget af de nødvendige tegninger, til bygningskommissionen. Jeg fik imidlertid afslag fra Magistraten, da denne skulle bruge ejendommen til nedbrydning.

Jeg henvendte mig så til den pågældende magistratsafdeling med forespørgsel om når nedbrydningen skulde finde sted, men fik kun det svar, at det kunne man ikke udtale sig om. Jeg rettede da en forespørgsel til ministeriet, til hvilket jeg også indsendte mine tegninger, og ministeriet gav mig medhold i sagen. Men Magistraten eksproprierede imidlertid straks efter min ejendom og satte den til en værdi af 65.856 kr. foruden bankhæftelsen a 1.644 kr. Jeg nægtede bestemt at modtage dette beløb, da ejendommen for 5 år siden var vurderet til 70.000 kr. i ejendomsskyld og igen i år vurderet til det samme beløb. Min protest hjalp intet, og nu sidste flyttedag overtog Magistraten min ejendom ved byfogdens hjælp.

Jeg har nu i disse dage gjort alle skridt til at få min ret ved domstolene; jeg ønsker at få konstateret, om Magistraten kan tage en i borgers ejendom til et beløb, der er under ejendomsskylden.

Sagen har i øvrigt flere mærkelige enkeltheder. Således fx: Jeg indsendte nøjagtig fortegnelse over lejeindtægten, ledsaget af alle lejekontrakterne, til Magistraten, og denne er derefter gået hen og har sat andre og lavere summer leje på mine papirer. Jeg vil aflægge ed på, at min opgivelse var fuldt ud korrekt !

Mange husejere i det kvarter, som skal ryddes, og talrige andre borgere har bedt mig om at føre denne sag ved domstolene. Det drejer sig ikke for mig om at få nogle penge, da jeg er velhavende, men jeg vil som sagt have konstateret, om Magistraten rent ud sagt har lov til at behandle borgerne som den lyster.

For at vise hvor hensynsløst Magistraten også er optrådt overfor andre husejere i kvarteret, har jeg nu skaffet en del af de meget talende skrivelser som Magistraten har sendt til disse husejere. Selve retssagen vil for mit vedkommende blive ført af overretssagfører H. Carlsen.

Magn.

(Dannebrog (København), 8. november 1909).