Spørgsmaal.

1) Kan smedemester P. Jensen, som giver sine svende elendig og dårlig kost, af hvilken årsag man ikke så sig i stand til at forblive i hans arbejde, men opsagde dette til skifte med hans vilje efter 4 ugers forløb - påstå godtgørelse for at svenden 2! dag før tiden forlod arbejdet på grund af mesterens mod ham udviste brutale og ulovlige skælden og adfærd uden grund og årsag mod ham i værkstedet.

2. Kan denne mester forholde svenden sin seddel uagtet denne ikke er ham noget skyldig, og uagtet svenden bevisligt har tilbudt ham en lovmedholdelig godtgørelse for de nævnte 2½ dage for så vidt denne med ret kan tilkomme ham.

3) Er det forsvarligt at mesteren efter 4 ugers forløb endnu ikke har afgivet seddel til svenden uden hvilken denne ikke kan få arbejde

4) Hvorledes kan det forklares at efter at mesteren af svenden har været indkaldt for 5. protokol i ovennævnte anledning, denne sag endnu ikke efter fulde 3 ugers forløb er afgjort, eller svenden i det mindste har fået sin seddel, hvorpå han kunne få arbejde og skaffe sig og familie det nødvendige til livets daglige fornødenheder.

En anden svend slap lykkelig og vel ud af denne mester garn, fordi han heldigvis ikke havde afleveret sin seddel til ham, og jeg tror ved at bringe disse spørgsmål til offentlighedens og retskafnes bevarelse herved at kunne give mine ærede medbrødre et advarende eksempel for ovennævntes dårlige behandling der næppe undgås når svenden først har afgivet sin seddel da han ved skifte ikke uden vanskelige og byrdefulde langtrukne omstændigheder igen kan få en sådan.

Den 19. august 1844
P. C. Nilsen
Kleinsmedesvend.

(Politivennen nr. 1495. Fredagen den 23 August 1844, s. 532-534)

Redacteurens Anmærkning

For denne artikel indkasserede svenden en bøde på 50 rigsbankdaler, han blev underkastet censur i 1 år samt måtte betale 16 rigsbankdaler i sagsomkostninger:

Aar 1845 den 6te Jan. blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn afsagt Dom i Sagen: No 574/1844 Smedemester P. Jensen, contra Kleinsmedesvend P. E. Nielsen, og saaledes Kjendt for Ret:

"De ovennævnte, af Indstævnte Kleinsmedesvend P. E. Nielsen i et Inserat med Overskrift "Spørgsmaal" i No. 1495 af Bladet "Politivennen" for Fredagen den 23de August sidstleden brugte, for Citanten Smedemester P. Jensen fornærmelige udladelser bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke kommer Citanten til Forkleinelse paa gode Navn og Rygte; og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt være den i Forordningen af 27de September 1799 § 20 anordnede Censur undergiven i 1 Aar. Processens Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten med 16 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."

Hvilket, efter ovenmeldte Forordning, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justists-Contoir i Kjøbenhavn, den 6te Januar 1845.
Krÿger.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende. 20. januar 1845.)

Natteuorden paa en Svendekro

Adskillige gange har indsenderen gennem dette blad påtænkt at ville offentliggøre det uvæsen der finder sted i tøj- og bomuldvæversvendenes herberg på Rosengården. Men så længe det var nogenlunde tåleligt har han været tavs. Nu derimod nødsages han til at fremkomme med disse linjer fordi han mærker at det onde bliver stadig værre.

Efter borgerlig sengetid kl. 11 natten mellem lørdag og søndag den 23. og 24. august forleden vedblev der på nævnte svendeherberg at være en sådan støj at hverken gårdens beboere eller deres naboer og genboer kunne lukke et øje hele natten. Samme støj udartede omsider gennem druk til slagsmål der varede ved næsten til søndag dag.

Man spørger derfor den ansvarlige autoritet om gårdens beboere ikke har ret til at påtale en sådan uorden der i almindelighed finder sted lørdag og søndag på nævnte herberg, og om det er tilladt krofaderen eller værten i herberget at beholde en del svende hele natten i huset og derved være et redskab til forstyrrelse af husroen hvorpå enhver med rette kan gøre fordring.

(Politivennen nr. 661, Løverdagen den 30te August 1828, s. 570-571)

Lumpen Behandling

"Loven er ærlig, men holden besværlig" lyder det gamle ordsprog. Og det må indsenderen af disse linjer desværre tilstå. Ikke desto mindre vil han dog offentliggøre en handling, muligvis ikke den eneste af sin slags, og ved intet mere passende sted end gennem dette blad at underrette publikum om hvorledes en temmelig alderstegen mands handlemåde mod undertegnede har været.

For noget over 3 år siden blev jeg ansat som ekstramand i de kongelige stalde. Efter i nogen tid at have været der, kommer sukkermøller Jens Høy som er i tjeneste hos S. T. hr. grosserer Christensen på Christianshavn, til mig og lover mig at han når jeg ville tage til ham, vil han lære mig at koge og hjælpe mig til enten efter hans død eller i tilfælde af alderdomssvaghed at afløse ham som sukkermester. Et sådant tilbud var ikke at foragte. Jeg forlod min tjeneste og tog til 1. november 1824 til ham. Imidlertid lærte jeg hvad der behøvedes for at forestå et sukkerraffinaderi. Men pludselig opsiger han mig, og jeg er nu med familie brødløs.

Som lægmand har jeg altid undset mig for at fremkomme med noget der publiceres offentligt. Men her forekommer det mig at være min pligt da jeg førhen har været i besiddelse af Jens Høys fortrolighed og er nu uden nogen som helst fra min side dertil given anledning hovedkulds afskediget.

Min æresfølelse er ved denne lejlighed blevet krænket. Og derfor må jeg spørge: Hvad er årsagen, hr. Høy til min afskedigelse fra hr. Christensens sukkerraffinaderi og har jeg ikke til rette tid været påpasselig i mine pligters udførelse? Har jeg nogen tid forsømt hvad der er blevet mig pålagt? Og endelig kan hr. Høy tillige med mine forhenværende medarbejdere i sukkerraffinaderiet beskylde mig for at have været hengiven til drik, dovenskab etc.? Når de 2 første spørgsmål besvares bekræftende og det sidste benægtende, da grib Dem, hr. Høy i Deres egen barm og tænk over hvor lumpent De har behandlet mig. En gråhærdet 69 årig olding burde ikke i sine med hensyn til alderen sidste levedage opføre sig således at han ikke uplettet vil forlade det jordiske, og måske ved en lille højst ubetydelig, kvindelig person lade sig forføres til en handling der er og altid vil blev ham bebrejdet som uværdig.

København den 22. august, 1827
Peder Pedersen Farsbølle

(Politivennen nr. 608. Løverdagen den 25de August 1827, s. 540-542).

Brogade 1 set fra Knippelsbro. Nedrevet 1906. På huset i baggrunden står der så vidt jeg kan se Charlys Sukker Vinhandel. Niels Ludvig Mariboes billedsamling. Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

En sukkermester var og er en person, der forestår (sukkerkogningen i) et sukkerkogeri, en sukkerfabrik. Kraks Vejviser angiver for året 1827 J. F. Høy, sukkermester. Christianshavns Brogade 17. Her må han have boet i lang tid, for Folketallet den 1. februar 1840 oplyser om en Jens Høy: Brogade (Langebrogade, ved Knippelsbro), gården nr. 17, anden Sal. Fødselsår 1759 (på tællingens tidspunkt altså 81 år, og på artiklens tidspunkt ca. 69 år). Enkemand. Sukkermester. Husstanden bestod af husjomfru Flemine Meyer (1789) og tjenestepige Christiane Sørensen. (1813). Begge ugifte. 

Brogade blev nedlagt 1938 og lå mellem nuværende Torvegade og Asiatisk Plads (der hvor udenrigsministeriet ligger). Tilsyneladende har skribenten været hos sukkermester Jens Høy 1824-27, hvorefter han er blevet fyret pga druk og dovenskab. Men han mener åbenbart at Jens Høy er blevet forledt af en kvinde til at gøre det. 

Ønske om almindelig Nedsættelse paa Arbeidslønnen for Laugsvendene

På et tidspunkt som nu hvor forbedringen af statens pengevæsen bidrager så betydeligt til enhver enkelt mands blidere udsigter for fremtiden, hører man især visse mestre jævnligt klage over at de enten ikke kan få deres regninger betalt for det forgangne år, eller at de ikke kan komme overens med deres kunder om den arbejdsløn de for øjeblikket finder rimelig at tage.

Godt nok har der fundet alternativ nedsættelse på arbejdsløn sted af visse bekendte mestre i ethvert lav. Ja nogle har endog offentlig bekendtgjort samme. Men dette har fornemmelig været en frivillig opofrelse af deres egen fortjeneste, da ingen kan være i stand til at sige svendelønnen er indrettet derefter. Det er der sørget for ved lavet. Nej, det erfares stadig mere at selvom arbejdet er småt hos de fleste, og flere svende i lavene er ledige, er disse dog endnu ikke til at slå af på deres arbejdsløn. De påstår derimod en 3 til 4 dobbelt betaling i rigsbankpenge imod det som de fik for 12 til 18 år siden.

Vintappersvend o. år 1810. (Lahdes Kobbertryk) 

Jeg vil her nævne nogle af de lav som lider mest ved den ublu løn som ovennævnte mestre må give deres svende, endog under de vanskeligste omstændigheder hvor de første undertiden må vente flere måneder efter deres tilgodehavender, mens de sidste øjeblik nyder hvad de fortjener. Disse er nemlig: vævere, hattemagere, skræddere, skomagere. Hvorfor jeg nævner disse fremfor andre er fordi disse arbejder er de meste fornødne, næst efter bagere og slagtere, og altså bør tages i betragtning når håndværkere her skal berøres.

Årsagen til denne nølende nedsættelse på svendelønnen i førnævnte lav ligger uden tvivl først og fremmest i at der ikke foretages rådslagning blandt oldermænd og de mestre som holder svende inklusive til at opnå dette formål. Dernæst at der sjældent eksisterer enighed og ordholdenhed i hvad de kunne fremvirke ved et endelig resultat. Svendene finder vist selv at de får for høj løn og står sig overmåde godt ved det. Men de vil også utvivlsomt ligeså fornuftige som veltænkende finde sig i at man foreskrev dem almindelig løn for simpelt arbejde og gav dem en bestemt særdeles løn for det finere. Man fik dem da i tale, og ville snart se gode følger både for mestre og svende.

Vistnok ville føromtalte nedsættelse på svendeløn møde sine vanskeligheder. Men disse ville snart kunne hæves. For når svendene mærker det kan ikke være anderledes, så finder de sig nok i det.

Uden at øvrigheden medvirker til bestemmelsen for de her berørte håndværkssvende vil det næppe kunne finde sted, hvorfor enhver mester vist ønsker sådan. Den ville da i forening med oldermænd og nogle enkelte af de ældre mestre snart kunne gøre udslaget til de bestemte priser som for fremtiden skulle gælde for nævnte svende. Herved ville vindes for det første at arbejdet i almindelighed blev lettere at få. For det andet at svendene når der var nok arbejde ville være flittigere. Og endelig for det tredje at mesteren ikke behøvede så mange svende for at få lidt arbejde færdigt. Den høje øvrighed vil vist finde ønsket rimeligt, og den glemmer aldrig at give gehør hvor der forestilles den noget som er godt og gavnligt for det almene vels fremme.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2625-2628)

Redaktørens Anmærkning

Lavsvæsnet var ved at udspille sin rolle på tidspunktet for denne artikel. At det knagede i det gamle system med mesterlav og svendelav var tømrerstrejken i 1794 et forvarsel om. Den indvarslede at efterspørgslen ikke steg i samme takt som befolkningstallet og konkurrencen derfor blev hårdere. Svende og lærlinge overgik mere og mere fra at være udtryk for hvor langt man var nået hvad angik erfaring til at være arbejdskraft for mestrene. Det blev ydermere skærpet af at der blev sat loft over antallet af mestre. Uligheden mellem de mestre som klarede sig godt og de som klarede sig dårligt blev ligeledes større. Og det kunne ende med at de sidste overlevede som underleverandører til de første.

En Skjærv til Hjelp for udlærte Haandværksdrenge

(Indsendt)

Det er glædeligt for patrioten at se hvordan mange gode indretninger der altid sker i staten når høje vedkommende af oldermænd eller af en og anden bliver gjort opmærksom på samme, og hvor redebon regeringen er til altid at fremme undersåtters vel. Det er derfor enhver tro og redelig borgers pligt at vække opmærksomhed på alt hvad der synes at kunne være til almindelig nytte. I den tanke altså at stifte nytte og med tryg tillid at det af vedkommende vel optages, vover anmelderen at fremsætte følgende.

Det er en bevislig sandhed at de fleste mestre af alle professioner holder 2 til 3 ja ofte flere drenge og derimod slet ingen svende. For så snart en dreng er udlært, har mesteren gerne en anden i beredskab og udlærlingen må vandre med de ord: Nu behøver mesteren ham ikke. At mesteren kan have fordel af at holde drenge i stedet for svende, eftersom ugelønnen derved spares, kan være meget muligt. Men denne skik er vist til stor skade for professionerne og de svende som har lært samme. Er det en sandhed at en skomagersvend syr bedre sko efter at han har været svend i 2 til 3 år end den dag da han kommer ud af læren, så gælder det nok om alle håndværkere. Især i de små købstæder hvor en dreng ofte lærer lidt nok, da han må gøre så mange ekstraarbejde uden for professionen. Desuden kan man vel også antage at selvom en lærling er blevet gjort til svend, kan han dog endnu trænge til at lære meget inden han kan kaldes udlært i professionen. Det værksted hvor flere ældre svende arbejder, leverer vist bedre arbejde end det som bestyres alene af drenge.

Der kan vel ikke være to meninger om at den uskik som især finder sted i købstæderne, nemlig at håndværkere antager drenge i lære på kortere tid end den sædvanlige, imod at der erlægges en vis betaling for dem er meget skadelig. De fleste af sådanne drenge er bønderbørn. Disse sættes sjældent i lære så tidligt som købstadsbørn, og så snart de endog efter den kortere læretid er udlært, bliver de indkaldt til soldatertjeneste når de er tjenstdygtige. Og når nu sådan en bondekarl er udtjent til regimentet, drager han for det meste tilbage på landet igen og får sig der et hus eller en stue og driver da det håndværk som han har lært dårligt, ikke øvet i 6 år og altså næsten glemt. At hans arbejde kan kaldes fuskeri er der vel ingen tvivl om. Vel bruger mestrene den såkaldte måde at jage efter dem. Men denne har også sine vanskeligheder. For da den kun må foretages med rettens betjente, så vil der nok altid vindes så megen tid, at vedkommende kan få det pågældende bragt til side så at hverken omkostningerne eller ulejligheden kan betale sig. Anmelderen uforgribelige mening er derfor.

1. At det aldrig burde tillades nogen bondedreng at lære noget håndværk hos nogen købstadsmestre når ikke en eller anden legemsfejl eller bræk gør ham udygtig til bondearbejde. Agerdyrkningen, rigets guldmine, trænger vist til alle de hænder der kunne være duelig til at beskæftige sig dermed.
2. At når en mester holdt 2 drenge, han da også måtte forpligtes til at holde en svend, og hvis han holdt 3 til 4 drenge, da 2 svende, og at der fra oldermandens og politiets side måtte haves strengt tilsyn dermed, hvilket let kunne ske hvert kvartal da de fleste lav holder et såkaldt kvartalsmøde. Anmelderen er temmelig overbevist om at når dette gik i opfyldelse, ville man for størstedelen blive befriet for de mangfoldige, halvnøgne håndværkersvende, som 2, 3, 4 ad gangen kommer betlende og klagende over at de intet arbejde han få. Og hvorledes er dette også muligt når ingen svende holdes mod det store antal lærlinge, så år for år udlæres og således selv må udvandre. Ja det er ikke for meget sagt når man påstår at i de små købstæder hvor der er et antal svende af de såkaldte geschengte professioner, at disse næppe selv kan tjene så meget i ugeløn som de må give til deres medbrødre. Vel er det bekendt at en håndværkersvend ikke må betle, men når han dog så uformærket, halvnøgen og med elendigt fodtøj anmoder om lidt hjælp til rejsen efter at have løbet så længe uden at kunne få arbejde, så ynkes man dog over ham og giver ham en almisse. Dette fremsættes i bedste hensigt til højere vedkommende og kyndigere medborgeres nøjere eftertanke

***

Udgiveren som for en stor del er enig med forfatteren af ovenstående, tror at burde tilføje at han anser en urtekræmmers, isenkræmmers og klædekræmmers, kort sagt enhver detailhandlers lærling der bliver tjenesteløs for langt ulykkeligere end enhver håndværkers lærling. For denne sidste har dog lært noget som hvor lidt det end er kan til nød brødføde ham på et eller andet sted. Men hvad har en af de første egentlig lært efter 7 års tjeneste og kan det han har lært beskytte ham for mangel eller sætte ham i stand til at erhverve sig livets ophold? Har en sådan person egen formue eller venner som kunne og ville sætte ham i stand til at etablere en egen handel, har han da i så ung en alder kunnet samle sig den erfaring, menneskekundskab, sindighed og klogskab der udfordres for at være en sådan husfader og borger som staten kan have gavn af eller være tjent med? Og nu den der ikke er så heldig at eje disse lykkens goder, hvordan går det ham? Hvordan skal han kunne leve? 

Ville man adspørge en del af vores talrige handelskommissærer om deres levnedsløb, så ville man vist komme til det resultat: At de var forulykkede svende der ikke have kunne få tjeneste og altså måtte skabe sig en næringsvej som de kunne leve af. Om denne næringsdrift er gavnlig for handelen eller det almindelige hører ikke til her. Imidlertid tror udgiveren at om den ypperlige forandring der for nyligt er sket med bagerlavet i henseende til svendenes skiftetid, som nu er sat i lighed med andre tjenestetyendes også blev udvidet til flere lavssvende ville dette allerede bidrage meget til at afhjælpe de mangler som anmelderen af forestående påanker.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1685-1692)