Viser opslag med etiketten karnapper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten karnapper. Vis alle opslag

16 januar 2015

Karnap-Berømmelse

Ejeren af nr. 127 i Borgergade har ladet opsætte et stort karnapvindue af en betydelig størrelse, eller skomagervindue som de også kaldes af mange, på et fag i hans første sals etage.

Da disse fra den gotiske bygningsmåde tilbagehentede vansiringer vist nok ikke er almindelig tilladte, så skal ikke her nævnes eller bestrides ejerens ret til at sætte dette hæslige vindue op. For han har vist nok ikke gjort det uden i forvejen at søge og fået speciel tilladelse til at opsætte det. Havde han ikke den, ville denne karnap vel også for lang tid siden igen af den ansvarlige være blevet befalet nedrevet. For dersom der er et tilsyn med den måde som nye bygninger opføres, så følger det af sig selv, og for nødvendig konsekvens skyld, at der må være et tilsyn mod husejernes senere foretagede overtrædelse af den form der engang er bestemt for huset.

Hensigten med dette indlæg er derimod mere at fremsætte med berømmelse enhver husejers fortjenester der bygger karnapper på sit hus. Hans hus har jo derved en "udmærkelse", hvorved det tiltrækker øjet. Og hvor almindelig eftertragtet er ikke udmærkelse, lige meget på hvad måde det sker! Hvor dejligt kunne ikke en sådan husejer selv eller lejerne sidde og godte sig i karnapper ved en "stor udsigt". Den ting hvorfor så mange hoveder i verden sveder, så mange nætter under anstrengelse gennemvåges! Hvor forhøjes ikke nydelsen ved den betragtning at naboerne ikke har den fordel at man altså "udelukkende" nyder den. Den kan altså betragtes som et kostbart privilegium eller hvad man kan kalde en "husherlighed"! Endelig forsødes det hele tusindfold ved den skønne tanke: Denne nydelse haves på disse menneskers bekostning! Det er om man så vil sige en erobring taget fra dem. De venstre naboer kan nu ikke se op ad gaden til højre, og de højre ikke til venstre. Når altså en karnapskabende husejer sidder i sin erobrede provins, hvor må han da ikke gennemstrømmes af den østerlandske erobrers følelse, der stolt skuer hen på de overvundne som han har ladet øjnene udstikke på!

Hvor bør da ikke den husejer der lægger sig en karnap til, berømmes! Han skaffer sig udmærkelse, en stor udsigt, en husherlighed, en erobrers store selvfølelse! Den småting at naboerne forbander hans karnap, kan han tilskrive deres misundelse. Og hvornår var ikke den store mand misundt! "Bedre", siger ordsproget, "at misundes end at ynkes".

Måske vil nogen finde denne spot med stadens karnapmagere for lang og for stærk! Men udgiveren ved intet andet middel mod et onde der så stærkt tiltager at det synes som om det kom an på et væddemål om vores stad skal vansires mest ved den smagløse brogede maling af husene eller ved karnapmageri

(Politivennen 366, 27. april 1805, s. 5822-5825)

Dette foto af Frederiksholms Kanal op til Vandkunsten illustrerer hvordan man typisk kan datere huse ud fra karnapper i Københavns Indre by: Det mørkerøde hus i midten er fra før karnappernes glansperiode (1888). Det røde hjørnehuset med karnapper længst væk er fra 1904-06. Det røde murstenshus i forgrunden er fra 1910 hvor karnapperne igen gik af mode.


Redacteurens Anmærkning

Karnapper var forbudt i andre lande end Danmark (England fx) til slutningen af 1800-tallet. Herefter havde karnapper en opblomstring i bybilledet ca. 1895-1910. Så som tommelfingerregel (der er undtagelser) kan man sige at hvis man ser et ældre hus med karnapper i Indre By og brokvarterne er de sikkert bygget mellem 1895 og 1910. På grund af Københavns vækst ligger huse med karnapper groft sagt og meget forenklet i et bælte fra Østerbro til Vesterbro på begge sider af Jagtvej, plus minus 800 meter. Sådan cirka.

04 januar 2015

Om Karnapper

(Efter indsendt)

Karnapper er egentlig et stykke gotisk bygningskunst, og brugtes på alle fortidens pragtbygninger i disse lande, hvorpå Rosenborg stadig er et talende bevis. Efterhånden som den bedre bygningskunst naturaliseredes hos os, bortfaldt karnapperne, som denne på ingen måde vedkender sig.

Rosenborg er et talende bevis på at karnapper blev brugt på alle fortidens pragtbygninger. Men den bedre bygningskunst vedkender sig ikke karnapperne, nu hvor den indfinder sig i Danmark.

Nu synes disse vanskabninger igen at ville tage overhånd til skade for vores gader og pladser, og til vanære for vores bygningskunst og smag. Man ser allerede huse, der har to og flere sådanne glasskabe. Ja de begynder endog at stige fra underste etage op i 2. sals højde, og vil måske stige endnu højere.


Det er et stort ønske, at man får dette uvæsen standset. Det bliver næppe den gode smag der gør det. For hvordan den er hos os, fremgår af at den latterlige grille med at male forhuset på et og samme hus i flere forskellige og stærk afstikkende farver har taget overhånd. Det ser derfor ud som om man har bygget et stykke af blå, et andet af brune, et tredje af gule, et fjerde af røde sten, osv. Kun bygningskommissionen eller Politiet kan standse det.


Det er ubestrideligt at enhver der sætter karnap på sit hus, skader udsigten for en stribe huse til begge sider. Og der er nok ingen tvivl om, at lovene ville forpligte ham til at fjerne det, hvis naboer klagede over det inden der vandtes hævd på det.


(Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5614-5615)



Aversionen - eller måske lige så meget angsten for brand - giver sig udslag i at man stort set ikke (eller måske endda: slet ikke) kan finde bygninger fra Politivennens tid med karnapper i den indre by. Denne beskedne karnap - hvis den kan kaldes det - på Skt. Petri Skole i Larslejstræde er fra et langt senere byggeri, 1899.

Redakteurens bemærkninger


Karnapper og etageejendomme

Man kan lede længe efter bygninger med karnapper i City fra Politivennens tid. Så skribenten må repræsentere et generelt synspunkt hos bygherrer. København fik den 4. juli 1795 en Rådstue-Plakat  "Angående de regler som ved bygningers gørelse i København for eftertiden bliver at iagttage". Karnapper, kviste, gavle og tårne blev populære et århundrede senere. Dog ikke i city, men i brokvartererne.

Karnapper fandtes allerede i middelalderen og barokken, og blev specielt i gotikken (ca. 1200 til 1600-tallet) mere udbredt. Samt igen i 1870'erne. Først I England, senere USA, Canada og Australien.

På Politivennens tid stod de mest almindelige etagebygninger fra 1700-tallet og til slutningen af 1890'erne i tætbebyggede byer som fx København på fundamenter af murværk eventuelt iblandet natursten. Ydervæggene var massive, indervægge normalt af udmuret bindingsværk, (grundmur i nederste etage og kælder) eller dobbelte bræddevægge. Etagerne var adskilt af træbjælkelag, og trapper er af træ. Taget af tegl, skifer eller metal på en trækonstruktion.


Bygningskommissionen


Siden 1728 blev der i København nedsat adskillige bygningskommissioner og -direktioners fortrinsvis for at genopbygge de offentlige bygninger efter brandene 1728 og 1790'erne. I 1803 skulle en kommission koncentrere sig om slottet, rådhuset og domhuset. Så med mindre skribenten kunne godtgøre (hvad han ikke gør) at karnapperne var brandfarlige, har det formentlig ikke gjort det store indtryk. 

17 september 2014

En gotisk Uskik som truer Residensstaden

Karnapper var en af fortidens smagløse udsmykninger, og tilmed en anmasselse, som kun det endnu såre ufuldkomne politi og den endnu dybt slumrende følelse af lighed kunne holde til gode. At man derimod nu ser dem dagligdags opstå både ved butikker og beboelsesrum kan man på ingen måde få til at rime med tiden og smagen. Det er klart at den, der bygger en karnap, fornærmer sine naboer, mens han skænder sit hus. Dersom der ingen lov er imod det, som man dog mener, så håber man, at både stadskonduktøren, Magistraten og enhver som der har med smag og ret at gøre, vil gøre sit for at få sådan en lov vedtaget, før vi ganske er hensunkne i det gammeldags arkitekturbarbari igen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2698-2699)