Kong Adum og Sabah Akim. (Efterskrift til Politivennen).

Kastellet husede 1846-1950 to højtstående afrikanske statsfanger, der egentlig stod til dødsstraf. De vakte tilsyneladende stor opmærksomhed i København, folk valfartede til Toldboden og Esplanaden for måske at få et glimt af de to seværdigheder når de var på gårdtur. Avisernes behandling af sagen viser en del om datidens danske syn på landets kolonier og deres befolkninger. 

Først lidt bagrundsstof fra "Kastellets venner", under 14. oktober 1846:

”Negerkongen og hans minister”, som man kaldte dem i byen, kong Adum og Sabah Akim indsattes i statsfængslet, for i vor koloni på Guldkysten at have dræbt en anden konge og hans sønner, tilmed midt under en dansk arrangeret fredskonference foran fæstningen Christiansborg. Da Danmark i december 1849 afstod sine afrikanske besiddelser til England, blev de løsladte og udskibede til Afrika på et engelsk skib, men nåede tilsyneladende aldrig frem. Navnlig Sabah Akim var meget populær i København, da han brugte enhver skilling, han kunne undvære, på bolcher til børnene, der flokkedes for at se de sorte mennesker – vel de eneste i København dengang.

En beretning findes i O. C. Hammer: En Livsskildring (1928), Kapitlet "Negerkongen og hans minister som statsfanger i København" (side 55-62). Denne beretning synes i høj grad at have brugt de to artikler fra Kjøbenhavnsposten som kilde. Den indeholder dog også noget om deres ophold i Kastellet, hvor de sad i to små celler, med udgang på Kastelsvolden 2 timer om dagen. De gik med høj hat, og var kendt som "negerkongen og hans minister". 5. januar 1850 frigav kongen dem. Dog måtte de blive på Kastellet for ikke at vække opsigt i gaderne. 

Kastelsfængslet hvor de to afrikanere sad fængslet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artiklernes kilder kan kun have været udsendte til kolonierne. Afrikanernes synspunkt kerede ingen sig om. De blev beskrevet som barbarer, på niveau med børn som man ikke kunne forvente for meget af. At beretningerne er fulde af foragt for deres krigeriske fremfærd, skal sættes i perspektiv af at fx Napoleonskrigene i Europa havde kostet i hundredtusindvis af ofre, og mens de to afrikanere sad i Kastellet, udkæmpedes den blodige treårskrig, 1848-1851.

Fædrelandet, 4. juni 1845:

- Ribe Avis. Af et Brev fra de danske Besiddelser paa Guinea, dateret d. f. A. var jeg fra min Altan Vidne til en lille Træfning, som fandt Sted mellem Negrene fra Aquapim og vore Ussu-Negre; der var opstaaet Strid imellem dem, hvorfor Aquapimmerne kom, 120 i tallet, til Ussu-By, for at faae Sagen bilagt. De vare imidlertid bevæbnede med skarpladte Flinter og andre farlige Vaaben, og midt under Forhandlingerne, som holdtes paa Torvet lige nedenfor Fortet, bleve de uenige. Aquapimmerne grebe deres Flinter og nedskøde nogle Ussu-Negre og saarede flere; men Ussuerne og Soldaterne fra Fortet dreve dem snart paa Flugten, gjorde 50 Fanger og dræbte mange, deriblandt den fjendtlige Anfører. Denne havde faaet et betydeligt Slagsaar i Byen, og maatte sætte sig i en Kurv, som to Negre bare paa deres Hoveder, herfra skød han efter en Ussuer, men feilede, hvorpaa denne skød ham, saa han styrtede paa Hovedet ud af Kurven. Foruden Fangerne medbragte Ussuerne og Soldaterne 5 afskaarne Hoveder, hvoriblandt Anførerens, og om Aftenen skare Negrene Hovederne af 2 af Anførerens Sønner, som de ikke havde leveret ind paa Fortet. Disse Hoveder rengjøres af Negrene og hænges som Zirat paa deres store Tromme, og Hjernerne gjemmes og nydes i Brændevin ved høitidelige Leiligheder."

Kjøbenhavnsposten 27. juni 1846:

- Angaaende en meget omtalt Historie om tvende Straffeanstalten paa Christianshavn nylig indsatte Negere fra Guinea meddeler Coll. Tid. efterfølgende nøiere Beretning:
"Nordlig for Fortet Christiansborg paa Kysten af Guinea ligger Landet Aquapim, der erkjender at staae under dansk Høihed. Dette Land har i de senere Aar lidt af indvortes Urolighed, især foranlediget ved Cabuceer eller Høvedsmand Adums heftige og voldsomme Adfærd, der fremkaldtes ved hans raa Charakteer og Hang til Drik. Som en Modvægt imod Adums Voldsomhed, havde der dannet sig et Parti, for hvilket Adums Successor i Aquapimlandet, Ussu Akim, stod i Spidsen, men under Stridighederne mellem de tvende Partier leed Landets Indbyggere, og Veien til Fortet for fredelige Handlende fra Lande nordlig for Aquapim blev usikker. At raade Bod herpaa maatte ansees ønskeligt, og da de Indfødte erkjende de europæiske Gouverneurers Ret til at afgjøre deres indbyrdes Stridigheder, fandt Gouverneur Carstensen sig foranlediget til at indkalde Adum og Ussu Akim til Christiansborg, for al tilvejebringe Enighed imellem dem. Begge mødte den 25de November 1844, men forinden Sagen blev foretagen i Fortet, anholdt Høvdingerne (Grandes) i den til Fortet stødende By Ussu om Tilladelse til, efter den Byen ifølge gammel Vedtægt tillagte Ret, at samle de stribende Partier for al mægle imellem dem, hvilket Gouverneuren tillod, da han haabede, al Parterne, ved al forklare sig for hinanden, senere, naar de samledes i Forter, vilde være mere tilgængelige for Hans egne Mæglingsforsøg. Men forinden Ussu-Negerne vilde foretage Sagen, forlangte de Betaling af Ussu Akim, og da denne nægtede al betale, og yttrede, at han ikke var kommen til Ussu By. men til Fortet, mishandlede de ham. I Stedet for at søge Beskyttelse i Fortet, flygtede Ussu Akim, idet Hans Folk affyrede deres Geværer paa den som Tilskuere forsamlede ubevæbnede Mængde, hvorved tre Mennesker bleve dræbte. Ussu-Negerne forfulgte derpaa Aquapimmerne, indhentede Ussu Akim, som blev skudt tilligemed flere af hans Ledsagere, og bragte et Antal Fanger tilbage (46). som paa Gouvernementets Forlangende bleve afleverede i Fortet og derfra sendte tilbage til deres Hjem. Foruden disse for Gouvernementet anmeldte og til samme udleverede Fanger, havde imidlertid Ussuerne tillige indbragt tvende Børn, Sønner af Ussu Akim, hvis Anholdelse de holdt skjult for Gouvernementet. Disse Børn bleve Natten til den 26de November i en Forsamling af Ussu Byens Grandes, efter Adums Tilskyndelse, myrdede. Denne Misgjerning kom til Gouverneur Carstensens Kundskab, og da han fik Vished om, at en vis Sabah-Akim. der længere Tid har tjent Gouvernementet som Tolk, havde udført Mordet paa Børnene, forlangte han denne udleveret, hvorhos han paalagde Byen en Straffebod af 200 Rd. g. S. for Deelaglighed i Mordet. Byen foretog imidlertid Intet til denne Sags Afgjørelse, men gav tvertimod Sabah-Akim. der holdt sig skjult i Nærheden, Tilhold om Natten i selve Byen, og da Gouverneur Carstensen kom til Kundskab herom, lod han ham ved en fra Fortet udsendt Commando paagribe den 2den Februar f. A. om Natten Kl. 12. Vel viste derefter adskillige Negere, der vare Sabah-Akims Tilhængere, sig tilbøjelige til at stifte Uroligheder og til at dræbe Gouverneuren; Men det lykkedes dog denne, ved passende Foranstaltninger at dæmpe disse Uroligheder. Navnlig lod Gouverneuren en Deel af Byen Ussu, som laae tæt op til Fortet imellem dette og Mordstedet, sløife og bortrydde til Advarsel og Paamindelse i Tiden. I et Forhør, som under 8de Februar f. A. afholdtes over Sabah-Akim. forklarede denne de nærmere Omstændigheder ved Mordet, og navnlig at Adum havde tllraadet at dræbe Børnene, hvilket derpaa blev besluttet af Forsamlingen. Saavel Sabah Akim som Adum, hvem allerede nogle Uger efter Misgjerningens Fuldbyrdelse var blevet anviist Ophold i Fortet, bleve derefter. Sidstnævnte formedelst Deelagtighed i Mordet, holdte arresterede sammesteds, indtil Bestemmelse kunde modtages om, hvorledes de skulde straffes. Efterat Gen. Toldkammer- og Commerce-Collegiet i denne Anledning havde nedlagt allerund. Forestilling med nærmest Hensyn til den paatrængende Nødvendighed, som der paa Grund af Landets særegne Forhold viste sig til at træffe en Foranstaltning, der kunde gjøre et tilbørligt Indtryk paa Negerne, og efterat Sagen derpaa var foredraget for Hs. Maj. i allerh. Geheime-Statsraad, blev der under 13de Juni f. A. udfærdiget tvende allerh. Reskripter til Gouverneur Carstensen. Det ene af disse Recripter paalægger ham, saasnart det til de guineiske Besiddelser bestemte Krigsskib, nemlig Orlogsbriggen Ørnen, dertil ankom, at nedsætte en Commission, bestaaende af Orlogsbriggens Chef som Præses, og saadanne Gouverneuren underordnede Embedsmand i Besiddelserne, hvilke han dertil maatte ansee skikkede, som Assessorer, og en af disse tillige som Actuarius, hvilken Commission vilde have at undersøge det Mord eller Menneskeoffring, som i Ussu By, Natten til den 26de Novbr. 1844, var udøvet paa to fangne Børn fra Børn Arropong i Aquipim-Landet, samt dømme Hovedanstifterne og Gjerningsmanden eller Gjerningsmændene af denne Udaad til saadan Straf, som almindelig Ret under tilbørligt Hensyn til Landets Sæder og Delinqventernes Religions- og Oplysningstilstand maatte tilsige. Det andet af førnævnte allerh. Rescripter indeholder en Bemyndigelse for Gouverneuren til i Hs. Maj. Navn at stadfæste eller formilde Commissionsdommen, samt foranstalte dens Execution. Tillige tilkjendegaves det Gouverneuren, at Hs. Maj., om end Commissionen maatte have dømt Nogen fra Livet,  ikke vilde have saadan Straf exeqveret, men derimod af Gouverneuren formildet til Frihedstab eller Deportation, samt at, saafremt Frihedstab eller Deportation ved Dommen eller den formildende Resolution ikjendtes Nogen, denne Straf da skulde exeqveres derved, at Vedkommende i Orlogsbriggen overførtes til de vestindiske Øer, for enten der at udstaae samme efter den derværende Generalgouverneurs nærmere Bestemmelse, eller, hvis dette af sidstnævnte Embedsmand maatte ansees utilraadeligt, ved, efter hans Foranstaltning, at overføres til Danmark. I Overeensstemmelse med fornævnte allerh. Befaling blev der, efter Orlogsbriggens Ankomst til Guinea, under 23de Oktober f. A. nedsat en Commission til Undersøgelse og Paakjendelse af det omhandlede Mord, bestaaende foruden Briggens Chef, Capitainlt. Krenchel, som Præses, af Assistent Schumacher og Overkrigcommiss. Richter og Lutterodt. samt furn. Assistent Bergenhammer. der tillige skulde fungere som Actuarius, idet Gouverneuren, i sin Indberetning til Collegiet med Hensyn til Richter og Lutterodt har bemærket, at han har tilforordnet dem Commissionen efter Conference med dens øvrige Medlemmer, da det fandtes hensigtsmæssigt, at Commissionen i sin Midte havde nogle Mænd, der vare bekjendte med Landets Sædvaner og Skikke. Ved de derpaa optagne Forhører er der med Hensyn til Gjerningens Udførelse blevet Følgende oplyst. Da Negerne fra Ussu efter det ovenmeldte i Ussu opstaaede Slagsmaal, under hvilket Negerne fra Aqvapim havde givet sig til at skyde og derefter taget Flugten, forfulgte de Flygtende, fangede forrige Tolk Sabah Akim tvende af Ussu Akims Børn, hvilke han førte med sig til Ussu Bv. Samme Dag, den 25de November 1844, om Aftenen foranledigede han en Forsamling af Byens Ældste eller Grandes og fremstillede Børnene for denne Forsamling, med Forespørgsel om hvad der skulde foretages med dem. Adune, der var tilstede i Forsamlingen, reiste sig derefter, uagtet han ikke hører til Ussu By, men er bosat i Aquapim, og forlangte at Børnene skulde dræbes, fordi disses Forældre havde fornærmet ham, eller, efter Andres Forklaring, fordi Børnene selv ved legemlig Overlast havde personlig krænket ham. Forsamlingen samtykkede i, at Børnene skulde dræbes, og overdrog Sabah Akim at udføre Gjerningen, hvilket han og gjorde ved at skære Halsen over paa Børnene, medens disse bleve holdte af nogle andre Drenge, der derefter oversmurte Byens Tromme med Blodet. Det var mørkt, da Gjerningen udførtes, og de sidstommeldte Drenge have derfor ikke været at gjenkjende. Tiltalte Sabah Akim er ved egen Bekendelse og Sagens øvrige oplyste Omstændigheder overbeviist om at have udført det ommeldte Mord, og Arrestanten Adum er ligeledes ved egen Bekjendelse og Sagens oplyste Omstændigheder overbeviist om at have tilskyndet og raadet til det begaaede Mord. Idet Commissionen saaledes har fundet den Gjerning fuldstændig beviist, hvorfor de nævnte Tiltalte ere blevne sigtet Commissionen med Hensyn til Straffen antaget, at den i den almindelige Ret grundede Regel, hvorefter den, der forsætlig myrder en Anden, bør miste Livet, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde. ifølge den hos Negerstammerne gjeldende Forestillingsmaade. Baade har Tiltalte Adum ved sin Forklaring erkjendt denne Anstuelse, som af Negerne almindelig antagen, og, naar Sabah Akim har modsagt, at denne Anskuelse er anerkjendl af hans Stamme, da er det kommissionen gjennem tvende af dens Medlemmer, der ved et meget langt Ophold netop i bemeldte Stamme have lært at kjende dens Sædvaner, vitterligt, at dette ikke forholder sig saaledes. Commissionen har derfor fundet, at Tiltalte Sabah Akim, som den egenlige Gjerningsmand og Fuldbyrder af Mordet, burde have sit Liv forbrudt. Vel har Tiltalte til Forsvar for sig paaberaabt, at Mordet blev besluttet af Byens Ældste, og at han kun fuldbyrdede det af Lydighed mod Forsamlingen; men Commissionen har ikke fundet, at denne Undskyldning i nogen væsenlig Grad kunde tale for ham. Tiltalte har nemlig selv anerkjendt, at baade han og Forsamlingen have handlet uretfærdigt i at dræbe Børnene. Den almindelige Retsfølelse, der findes hos ethvert Menneske, burde derfor have bevæget ham til at nægte sit Samtykke til Forsamlingens Forlangende, saameget mere som der kunde have været grundet Udsigt til, at derved et forandret Resultat vilde have været at opnaae. Tvertimod har Tiltalte for Forsamlingen erklæret sig strax villig til at fuldbyrde Mordet, og han maa saaledes ansees for at have handlet aldeles frivillig. At Mordet skulde kunne ansees som en religiøs Handling, er blevet anseet for aldeles uantageligt, da den Fetisch, der hyldes af Ussu By og begge Tiltalte, udtrykkelig forbyder Menneskeoffer. Derimod er det udhævet som en formildende Omstændighed. der taler til Fordeel for Sabah Akim, at det har været en gammel Skik blandt Negerne at dræbe deres Krigsfanger; men denne Skik er i den senere Tid bleven opgivet paa Grund af Gouvernementets Forlangende, og Commissionen har alene forment, at hiin Omstændighed i Forening med Arrestantens ringe Uddannelse kunde tale for, at han ikkun belagdes med simpel Dødsstraf. Af det Foranførte fremgaaer endvidere, at Adum har været den, der oprindelig har fremkaldt Beslutningen om Mordet, og saaledes været den egenlige Grundaarsag til samme. Bevæggrunden til hans Handling har, som ovenfor bemærket, ikke været nogen religiøs Anskuelse, men alene Hævnelyst, der i den Grad var stærk Hos ham, at han endog søgte at faae den tilfredsstillet paa Personer, der efter hans egen Forklaring aldrig havde fornærmet ham, men forbi de vare Børn af hans Fjende, Ussu Akim. Hans Strafskyld, som moralsk Hovedaarsag til Gjerningen, syntes derfor at staae paa lige Trin med dens, der physisk havde udført Forbrydelsen, og ei heller kunde den Tiltalte finde nogen Undskyldning i den gamle Skik. som hjemler Ret til al dræbe Krigsfanger, eftersom Børnene ikke vare hans Fanger. Under disse Omstændigheder har Commissionen troet at burde belægge Adum med Livsstraf, men derimod ikke fundet nogen Anledning til at belægge ham med nogen mere skærpet Straf. Sabah Akim antages at være omtrent 50 Aar gammel og Adum imellem 50 og 60 Aar. Ingen af de Tiltalte har førhen været offenlig straffet. Begges aandelige Uddannelse befinder sig paa et lavt Standpunkt; men de kunne desuagtet ikke ansees som de mindst oplyste blandt deres Landsmænd, da de begge tidligere have beklædt anseelige Poster blandt Negerne. Commissionen har i Henhold til disse Omstændigheder kjendt for Ret: at de Tiltalte, forhenværende Tolk Sabah Akim og forhenværende Cabuceer Adum, bør have deres Liv forbrudt. Overeensstemmende med den Gouverneuren ved allerh. Rescript af 13de Juni 1845 allern. tillagte Bemyndigelse, har han formildet den ergangne Dom derhen, at de Tiltalte eftergaves Dødsstraffen, hvorimod de, som Livsfanger, vilde være at føre til de danske Øer i Vestindien til Foranstaltning af det videre Fornødne ved bemeldte Øers Generalgouverneur, i Henhold til Rescriptets Bestemmelse. De Tiltalte bleve derefter afgivne til Orlogsbriggen, og Sagens Udfald af Gouverneuren kundgiørt for de udenfor fortet forsamlede Grandes fra Ussu, med Advarsel imod i Fremtiden at begaae lignende Forbrydelser. Ved Orlogsbriggens Ankomst til Vestindien fandtes det ikke hensigtsmæssigt , at de Tiltalte som Livsfanger forbleve i Vestindien, og efterat Generaltoldk. - og Com-Collegiet desangaaende havde corresponderet med det kgl. danske Cancelli, bleve begge de Tiltalte førte hertil Staten, og derefter afgivne til Straffeanstalten for at udstaae Straffen i Kjøbenhavns Tugthuus".

Kjøbenhavnsposten, 12. juli 1847:
- Folk, som spadsere paa Smedelinien, berette, at man nu ofte seer den i sin tid meget omtalte Negerkonge, iført røde Permissioner og blaa Frakke og ledsaget af sin sorte Adjudant, spadserende paa Kastelsvolden. Naturligviis gaaer han kun under Osigt af tvende danske soldater, i deres sædvanlige danske Costume. Man fortæller iøvrigt, at den fremmede Majestæt skal befinde sig særdeles vel og være henrykt over den Maade, hvorpaa han her er bleven behandlet, da han naturligviis ifølge sit Lands Anskuelser havde ventet at imødegaae de mest udsøgte Piinsler eller vel endog blive slaget og fortæret ved en af de hyperboræiske Vildes Nationalfester. Man siger endog, at han skal have følt nogen ængstelighed ved Rygtet om Naturforskernes Ankomst hertil Byen. Angaaende den Maade, hvorpaa man er kommen til Kundskab om den høie Fanges fornøiede Sindsstemning, da hedder det, at de.r skal være skeet ved et Besøg, som H. D. Stadens Gouverneur aflagde i Castellet, og hvorved samme ogsaa skal have taget Exmonarchens beskedne Bolig i Øiesyn. Paa Forespørgsel om hans Befindende, der skete igjennem Adjutanten, som forstaaer noget Engelsk, behagede det Exmajestæten at svare med et Very Well, samt en hel del andre malebariske Glædesyttringer, som vi dog ikke her skulle meddele, hvorhos det til Slutningen behagede ham at tilkjendegive, at han aldeles ikke følte til nogensomhelst Savn med Undtagelse af - et Pund Tobak. Det forekommer os unegteligt at være en besynderlig mangel paa Opmærksomhed mod en Fange af saa høi Rang, at man ikke stadig og tilstrækkelig har forsynet ham med denne Artikel, der dog ikke kan regnes til Luxusgjenstande i en Exkonges Civilliste. Imidlertid skulle hoiere Vedkommende strax have decreteret en Summa af 5 Rigsbankdaler til at anvendes i ovennævnte Øiemed. Vi haaber at det ikke vil blive derved.

Kjøbenhavnsposten 31. juli 1850:

- (Dep. Tid ) I Aaret 1846 hjembragtes hertil fra Guinea og Vestindien som Livsfanger tvende Negere fra de dansk-guineiske Besiddelser. Sabah Akim og Adum, der vare dømte for et paa tvende Børn forøvet Mord og Deeltagelse heri. Disse Fanger have siden den Tid, ifølge kgl. Resol. af 14de Septbr. 1846, hensiddet i de Kjøbenhavns Politikammer underlagte Arrester i Citadellet Frederikshavn. Da den danske Krones Forbindelse med Kysten Guinea fortiden opløses ved de hidtilværende danske Etablissementers Afstaaelse til England, maatte Finantsministeriet holde for, at det nærværende Tidspunkt var passende til at lade disse tvende Negere hjemsende til Guinea. Den Straf, de med deres Friheds Tab i et Tidsrum af over 4 Aar have udstaaet langt fra deres Fødeland og tildeels i et koldt Klima, maa desuden antages at have været meget følelig for dem og tillige at have gjort det tilbørlige Indtryk paa de Negere, fra hvis Omgivelse de i sin Tid bortførtes, hvortil derhos kommer, at den hos Negerstammerne herskende Mangel paa rigtige religiøse og moralske Begreber taler for at bedømme den af Sabah Akim og Adum forøvede Misgjerning noget lemfældigere end under andre Forhold. Paa Finansministeriets i Overensstemmelse hermed, efter Brevvexling med Justitsministeriet, vedlagte allerund. Forestilling, har det behaget H. M. Kongen ved all. Resol. af 16de Juni d. A. all. at bifalde, at Sabah Akim og Adum maae forundes Friheden og uden Ophold, paa Statskassens Bekostning, over England hjemsendes til Kysten Guinea. Da det efter indhentede Underretninger kunde ventes, at et Skib omtrent i Midten af Juli Maaned vilde afgaae fra London til Guinea , med hvilket de ovennævnte Negere kunde oversendes dertil, ere de blevne afsendte herfra med et til London afgaaet Skib, og ville derfra ved den danske Generalkonsuls Foranstaltning blive sendte videre til deres Hjem.

Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen)

To artikler i Kjøbenhavnsposten fortæller noget om at i overgangsperioden til slaveriets endelige afskaffelse forsøgte man at "civilisere de barbariske afrikanere". Men bemærk dog hvad det er de skal civiliseres til. 

Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.

- Tidener fra Jamaica, som nyligen ere ankomne til London, berettes følgende: "Det første Forsøg paa at civilisere Afrika ved vestindiske Negere, har begyndt den 8de Februar, paa hvilken Dag Brigantinen "Joseph Andrew" Capitain Honau, afseilede fra Port Royal. Den medtager DHr. Riis, Wiidmann og Thomson, Fru Riis og Fru Thomson samt en og tyve christelige Negere fra Vestindien. Denne Missions Bestemmelsessted er Kongeriget Ashanti paa Guldkysten." Dette Forsøg paa at civilisere Afrika udgaaer fra Tydskland, og er Resultatet, af heltemodige Anstrengelser, som vel fortjene at blive nærmere bekjendte. Andreas Riis er Missionair for det Baseler Selskab, men en født dansk Mand. Selskabet i Basel besluttede i 1823 at oprette en Mission i dansk Accra paa Guldkysten og sendte fem Missionairer derhen, der efterfulgtes i Aaret 1832 af tre Andre, blandt hvilke var Riis. Feberen paa Kysten bortrev i faa Aar hele Missionen med Undtagelse af Riis, der i Aaret 1815 henflyttede Missionens Sæde 40 engl. Mile fra Havet til den høitliggende Stad Akrapong, Hovedstaten i Aguapim, hvor han med Held oprettede Skoler, holdt prædikener og foretog derfra Reiser i det Indre. I A. 1859 reiste han til Kumassi, Hovedstaden i Ashanti, hvor han blev nogle Uger og talte flere Gange med Kongen, men uden at modtage nogen særdeles Opmuntring af ham. Det næste Aar endte han med svækket Sundhed, men med den urokkelige Beslutning at hellige Afrikas Civilisation sit Liv, tilbage til Basel, hvor han fandt Selskabet meget nedslaaet over det store Tab af Missionairer, Hans Mod indgjød hans Venner atter Haab og Kraft, og man besluttede at foretage en ny Expedition, hvorved man saameget som muligt søgte at undgaae de Farer, som den Første havde bukket under for. Man besluttede at hverve blandt de mæhriske Brødres sorte Menigheder i Vestindien civiliserede Negere, der deels skulde spare de hvide Missionairer det Haandarbeide, for hvilket de første vare bukkede under, deels tjene som Catecheter, deels skulde lære Afrikanerne Agerdyrkning og de nødvendigste Konster. En stor Hindring i Afrika er, at Negeren anseer Europæeren for et Væsen af en anden Natur, hvis Gjøren og Laden han ikke kan efterligne. Denne Fordom vil man modarbeide ved de vestindiske Negeres Exempel. 

Riis fattede den modige Beslutning, at anlægge sin nye Mission i Hjertet af Landet, i Kumassi, fordi det nuværende Barbari paa hele Guldkysten der har sit Sæde. Han fandt i Basel en ung Neger, Georg Thompson, fra Cap Mount, der i Aaret 1852 var bragt af den Baseler Missionair Lessing i Liberia til Europa, og senere var bleven opdragen i Basel. Han besluttede at tage ham med saavelsom Missionairen Wiidmann, en Würtemberger. Han forfattede i Basel en Lærebog i Ashantsproget og lod den trykke; Selskabet forsynede ham med Plouge og allehaande Værktøi, og dets Hensigt er om muligt, at sende en Dampsaugmølle til den intenderede Anstalt, for at lette Ashantierne i at forvandle deres Skove til Brædder, og at udføre dem til Kysten, hvor man i den Grad mangler Træ, at Brædderne til Europæernes Huse blive hentede fra Nordamerika. Det Første man maa lære i Afrika er Arbeide, uden hvilket personlig Frihed er utænkelig, og Plougen er det Første, som er nødvendig, naar man vil udrydde Slavehandelen. Riis reiste nu til Danmark, hvor Kongen modtog ham naadigt og lovede ham Bistand af de danske Øvrigheder i Vestindien og Afrika; derfra tog han til England, hvor Lord Stanley forsynede ham med Breve til de engelske Øer, og endelig til Antigua og Jamaica, hvor han blandt de mæhriske Brødres Elever hvervede de eenogtyve Negermedhjelpere, hvormed han tilsidst indskibede sig. 

De Omstændigheder, under hvilke Missionen ankommer til Ashanti, ere gunstigere end de, under hvilke Riis havde besluttet sin Expedition. Kongen af Ashanti havde nemlig efter den lange Krig, som han havde ført med de engelske Colonier og deres Allierede, sluttet i Aaret 1831 en Tractat med den engelske Gouverneur paa Guldkysten, i hvilken han lovede fri Communication med Kysten, Fred med sine Naboer og Afskaffelsen af visse grusomme Skikke. Som Garanti overgav han Gouverneuren 600 Unzer Guld og to af hans Neveuer, Ansah og Ouantamissu. Guldet blev tilbagegivet i 1837, og begge Neveuerne opdragne i England paa Bekostning af Methodisternes Missionsselskab indtil 1811, da de bleve sendte tilbage med Nigerexpeditionen. Methodisternes Missionsselskab medgav dem en allerede til Klimaet vant Missionair, Hr. Freeman, der, som jeg troer, er en Mulat. Til samme Tid sendte de i Kongen af Ashanti forskjellige Foræringer, blandt Andet en smuk engelsk Stadsvogn. Hans vilde Majestæt var meget henrykt over Europæernes Adfærd, de 600 Unzer Gulds Tilbagegivelse havde allerede stemt ham gunstig, men Efterretningen om Vognen, der vilde skænke Hans Regering en i Afrika uhørt Glands, var en overvættes stor Triumpf for ham. Han lod anlægge en Vei og Broer og sendte 100 Dragere til Kysten, men som ikke fandtes tilstrækkelige til at transportere de unge Prindsers Eiendele, Dronningen af Englands og Missionsselskabets Foræringer. Man tog derfor endnu 150 Dragere ved Kysten, og saaledes satte Karavanen sig i Bevægelse og naaede efter en fyrretyve Dages Marsch Kumassi. Vognen ankom endelig efter uendelige Vanskeligheder og blev overgiven Kongen under Folkets store Tilløb og Jubel, hvorpaa han sagde: "Dronningen af England er de Hvides Dronningers Dronning, og jeg er de Sortes Kongers Konge, og nu have vi eens Vogne; det er meget godt!" 

Det er ikke let at give et tydeligt Begreb om Tilstanden i Ashanti. Nationen staaer midt mellem Vilde og Barbarer, den har endnu de Vildes barnlige Mangel paa Betænksomhed og Eftertanke, medens der hos deres Høvdinge har udviklet sig hiint Hang til Pomp og Grumhed, som er Barbarernes charakteristiske Tegn. Under Kongen staae nogle hundrede Høvdinge, kaldet Cabocir, der anføre deres Livegne Krig, have visse Rettigheder og vise sig ved Hoffet med Solskærme; naar en af dem døer, bliver et Antal af hans Livegne ofret paa hans Grav, forholdsviis efter Enhvers Rang, og hvor uhyre mange Mennesker derved ødelægges, kan man forestille sig deraf, at den nuværende Konge ved sin Broders Død lod halshugge 2000 fangne Fantis, 1000 af hans egne Slaver og 1000, som vare blevne leverede dertil fra de forskjellige Landsbyer. Ligene bleve kastede paa Gaden og Kumassi er hele Aaret igiennem forpestet af deres Forraadnelse. Den meget ringe Grad af Civilisation, som Nationen bar opnaaet, forbinder nogle Træk, som ere laante af Mohamedanerne, med de for Negerne eiendommelige Sæder. Jeg hidsætter her Beskrivelsen af en Hoffest, som Kongen gav Missionairen Freeman den 3die Januar 1341, og som uden Tvivl er det prægtigste Specimen af Ashantis Ceremonier, som man kunde anføre: "Kl. 4 kom Sendebude til vort Huus, for at kalde os til Kongen; vi bleve førte til en stor indesluttet Gaard, og fandt der Kongen i et ophøiet Værelse, som var aabent ud til Gaarden, siddende under en pragtfuld Silkesolskjærm og omgiven af nogle af sine Koner, sine Søstre og Døttrene af sine to Forfædre. En Side af Gaarden var besat med hans øvrige Koner og deres Tjenerinder. Ligeover for dem sadde ligeledes i et aabent Værelse Musikanter, og foran dem, i Gaarden, Kongens første Gilding og et Antal Smaadrenge af hans Følge. De to Prindser, min Ledsager Brooking, min Tolk og jeg satte os i Gaarden, tilhøire fra os stode tyve Drenge med Sværd med Guldgreb og bedækkede med Guldsmykker. Mange Medlemmer af den kgl. Familie bare nye Silkeklæder og vare bedækkede med Guldzirater, Kongen bar et smukt Tøi af indenlandsk Arbeide, en Hue af Leopardskind smykket med Guld, Guld-Hals- og Armbaand, og Sandaler som overalt vare besatte med Guld og Sølv. De voxne Prindser, med Undtagelse af Ansah og Quantamissu saavelsom alle Mænd, paa os nær, vare udelukkede, fordi de ikke torde see Kongens Koner; naar disse gaae paa Gaden, maae alle Mænd ile ind i Husene eller vende sig med Ansigtet mod Væggen indtil de ere forbi. Kongen kom ned og sagde, at han mod Sædvane havde indbudt os til denne Fest, som det bedste Middel til at vise sin Taknemmelighed for Prindsernes Tilbagekomst og den Godhed, man havde beviist dem og ham. Musiken begyndte og nogle af Kongens Koner begyndte at dandse om i Gaarden med hurtige og ziirlige Vendinger. Deres Bevægelser havde intet Anstødeligt eller Uanstændigt; saasnart de ophørte, kom Kongen ned og begyndte selv at dandse; da han kom os nær, sagde han, at Kongerne af Ashanti aldrig tillode Nogen at være tilstede naar de dandse for deres Koner, men han gjorde det af Respect for Dronningen af England; han dandsede derpaa hen til sin Plads. Herefter dandsede andre af hans Koner, der tillige sang Krigssange til hans Ære; nu kom han atter selv ned, dandsede med Konerne, forklarede os Hentydningerne i Sangene, tog et Sværd af Haanden paa en Dreng, dandsede lidt, tog derpaa et Gevær dansede atter, kom hen til mig, gav mig Haanden og dandsede hen til Qvinderne. Da det blev Aften dannede han med Qvinderne i deres Silkeklæder og deres Masse af Guldsmykker den besynderligste Gruppe, vi nogensinde havde seet. Vi gik bort Klokken syv."
(Sluttes)

(Kjøbenhavnsposten 25. april 1843)

Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.

(Sluttet.)

Kongen af Ashanti forsikkrede gientagne Gange Hr. Freeman, at han tidligere havde tvivlet paa Europæernes Uegennyttighed ved deres Forsøg paa at civilisere Afrika og havde seet deres Besøg med Mistillid, men at han nu var overtydet om deres gode Villie og vilde hjelpe dem ved at indføre Civilisationen. Freeman lod ved sin Ledsager Brooking aabne en Skole, til hvilken Kongen strax anviste ham Plads, og den blev besøgt af Osai Rujoh, den nærmeste, og af Apoko, den anden Thronfølger, som viste stor Iver for at lære at læse. Kongen og Rujoh begyndte at bygge Steenhuse og anlægge bedre Veie. Freeman forlod Kumassi i Begyndelsen af afvigte Aar og lod Brooking blive tilbage, fra hvem man har Efterretninger indtil Septbr., der bestandig lyde gunstige.

Trods disse gunstige Udsigter er Missionen udsat for store Farer, ikke alene for de uundgaaelige, som et fjendtligt Klima frembyder, der hvert Øieblik kan bortrive de faa Europæere og tilintetgjøre Alt hvad der er skeet, men især de Farer, som Ubestandigheden og de brutale Lidenskaber hos en barbarisk Despot og en halvvild Nation kunne føre med sig. Kongen har Intelligents nok til at beundre en dannet Nations Produkter og ønske at besidde dem, men det er umuligt, at han kunde forestille sig den overordenlige Forandring, som Indførelsen af et om ogsaa kun ringe Trin af Civilisation vilde kunne frembringe i hver af hans personlige Livs Handlinger. Naar Missionærerne ville prædike Monogami, Agtelse for Liv og Eiendom, Afskaffelse af Fetischerne, Menneskeoffringerne og Gudsdomme, saa er det at vente, at Overtroen og de barbariske Sæder ofte ville modsætte sig samme. Der gives Høvdinge i Ashanti, der have trehundrede Koner, og Antallet af Kongens veed Ingen; Menneskeoffringerne ansees for en hellig Pligt, og da Riis var første Gang i Kumassi, bade de Indfødte ham om, vel at vogte sig for at tale til Kongen derom, thi han kunde ikke vedblive at være Konge naar han vilde afskaffe dem. De have ogsaa et politisk Øiemed: Kongen er nemlig ikke Slavehandler; da Freeman talte til ham derom, sagde han, at han ikke tillod Nogen at sælge Hans Undersaatter udenlands, men at Stammerne i det Indre førte indbyrdes Krige og solgte deres Fanger, disse tillod han sine Undersaatter at kjøbe og sælge, og de vare ogsaa saa stupide, at de ikke duede til noget Bedre, og i Grunden vare som Dyr. Dette er en Fordeel, fordi i det mindste hans pecuniaire Interesse ikke hænger sammen med Slavehandelen som hos Stammerne ved Nigeren og paa Kysten, men det uhyre Antal Menneskeoffringer har det politiske Øiemed, at de skulle forebygge Slavekrige, hvoraf flere ere udbrudte og have sat Kongen i stor Fare. Han fortalte selv til en Missionair, at han for nogle Aar siden havde medbragt 20,000 Slaver fra et Felttog, hvoraf han havde ladet Halvdelen henrette og badet sin Throne i deres Blod, for at forebygge, at de skulde frembringe en flet Stemning blandt hans Undersaatter; den anden Halvdeel havde han fordeelt blandt sine Høvdinge. Men om han endog havde fast Villie til at giøre en Ende paa det nuværende System af Rædselshandlinger, saa vilde dette ingenlunde være saa let; en af hans Forfædre, Osai Quamina, mistede sin Throne og sit Liv, fordi han vilde afskaffe nogle Skikke. Fetischpræsternes Magt er betydelig, og de ville anvende Alt for at vedligeholde den gamle Overtro; deres Indflydelse paa Folket, medens den Art af Raseri vedvarer, som de store Mordscener ved Festlighederne frembringe, er uindskrænket, og Ingen er i disse Dage sikker paa sit Liv.

Men ligesaa stor som Faren er, ligesaa stort er Øiemedet; thi Ashanti og Dahomay danne mellem Vestkysten og Nigeren Hovedstøtterne for det gamle Barbari i Afrika, og et i Kumassi vundet heldigt Resultat maatte udstrække sine Virkninger vidt og bredt. Hidtil var det Kongerne af Ashantis Politik, saa meget som muligt at indskrænke Communicationen med Guldkysten og de europæiske Colonier, og denne gaaer saa vidt og drives paa en saa systematisk Maade, at de erholde største Delen af deres europæiske Fornødenbeder ikke fra den nærliggende Kyst, men fra Tripolis, hvorhen Karavaner drage over Haussa. Ogsaa Slavehandelen, som Ashantierne drive, finder ikke Sted paa den nærliggende Guldkyst, men paa Nordgrændsen af Landet mod Vesten og Østen. Hidtil har derfor dette store Land sat Europæernes Indflydelse paa det Indre af denne Deel af Afrika en uoverstigelig Grændse imøde! Ashanti er en krigerisk Stat, som i Forhold til sin Størrelse og Landets Rigdom driver leden Handel. Organisationen er feudalistisk. Cubocirerne ere arvelige Vasaller, hvoraf Enhver i det Mindre holder et Hof som Kongen og ligesom han har Rettigheder over sine Undersaatters Liv og Eiendom. Kongen sikkrer sig ved et System af hemmeligt Politi, og da det er Høiforræderi at dadle ham, saa finder han altid Leilighed til at lade de Vasaller, der indgyde ham Bekymring, anklage og rydde dem af Veien. Han arver det Guld, som hans Undersaatter eie, uden forsaavidt det er forarbeidet til Smykker; af denne Grund forvandler Enhver sine Rigdomme, forsaavidt han faaer Tilladelse dertil, til Smykker og bærer dem til Skue paa sig og sine Slaver, deraf hidrører den uhyre Masse Guld, man faaer at see ved alle Optog. Cubocirerne bære endog store Klumper Guld ved Lænker, der ofte ere saa svære, at  Slaver maae gaae ved Siden af dem for at holde Guldklumperne. En egen Art Luxus ere de Silkeklæder og skjærme, som forarbeides i Landet. Man kjøber dertil i Tripolis de sværeste Lyonerstoffer, Tøierne blive optrevlede og det nye Stof vævet deraf. Deri og i Krud og Geværer bestaaer Hovedindførselen af de europæiske Fornødenheder. Armeen bestaaer af 200,000 Mand, hvori enhver Vaabendygtig er indskreven, og den kunde bringes endnu høiere, da Undersaatterne og de skattepligtige Stammer udgjøre 4 til 5 Mill. Mennesker. Disciplinen er meget streng og satte i den sidste Krig Englænderne i Forbauselse. Landet er saa rigt paa Guld, at den aarlige Production, trods den ufuldkomne Maade hvorpaa Udvastningen skeer og Bjergværkerne drives, overstiger 100,000 Unzer. Ved Siden af Guldet er Hovedudførselsproducterne Elfenbeen og Goranødder, som gaaer gjennem hele Afrika indtil Middelhavet og dyrkes som et Surrogat for Kaffe. Den voxer vildt og er en meget væsenlig Handelsartikel.

Disse Details kunne være tilstrækkelige til at vise, hvor stort og vanskeligt det Foretagende er, som de Baseler Missionairer have begyndt. De finde Omstændighederne gunstigere, end Riis kunde ahne, da han sidste Gang forlod Kysten, og den Coloni christelige Negere, som han bringer med, er Begyndelsen til en Række Forsøg, af hvis heldige Resultat efter al Formodning Afrikas Fremtid er afhængig. Thi det er ingen Tvivl underkastet, at man ikkun ved sorte Agenter under europæisk Ledning vil kunne gjøre et dybt Indtryk paa Negernationerne. Den fornemste Aarsag til den engelske Nigerexpeditions uheldige Skjæbne var den, at den indbefattede altfor mange Europæer og vilde gjøre Alt ved dem. De mæhriske Brødres Bestræbelser, der saalænge og under de vanskeligste Omstændigheder have helliget sig til de vestindiske Slavers Civilisation, staae nu endelig paa det Punkt at frembringe en Virkning, som staaer langt over deres oprindelige Beregning ; men man kan neppe haabe, at det første Forsøg strax vil lykkes; at civilisere et saa gammelt og saa dybt liggende Barbari er en meget vanskelig Sag, og man maa derfor være fattet paa at Forsøget gjentagne Gange vil slaae feil, indtil der endelig kan skee et afgjørende Skridt fremad. Man kan ansaae de Første, der begynde Værket for visse Martyrer for den gode Sag, og deres Hæder er saameget desto større, som man med Bestemthed kan sige, at det Høieste, de kunne opnaae, er at bane Veien. Barbariet har altid fundet Folk der vare rede til at opoffre deres Liv for den ringeste Ære eller den ringeste Fordeels Skyld, hvorfor skulde da ikke Civilsationen ogsaa kunne finde saadanne Folk?
(A. Z.)

(Kjøbenhavnsposten 26. april 1843)

Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen)

Et til Kjøbenhavn fra Guinea ankommet Brev, dateret den 5te November 1837, beretter:  "Af Nyt er her det Sørgelige indtruffet i denne og forrige Maaned, at fra det hollandske Hovedfort St. George de la Mina, paa denne Kyst, sendte Etablissementernes Gouverneur , Oberst Tonnebeyer, sin Commandant fra Fortet St. Jago samt Commandanten fra et ham underliggende Fort St. Anthony i Arim med nogle Soldater til Buttern eller Boutry, ved det hollandske Fort Ratenstein, hvor Negerne skulde betale endeel Penge i Mulct. Da de kom der, skjød Negerne Europæerne og Mandskabet paa nogle faa nær, som bragte de døde Legemer tilbage til St. George de la Mina. Efter denne sørgelige Affaire afmarscherede Gouverneur Tonnebeyer strax med en Styrke imod de Opsætsige, men Udfaldet blev, at han og de Betjenter, der vare med paa dette Tog, havde samme Skjæbne; Negerne afhuggede Hovederne paa dem og en Deel af Soldaterne. Man siger, at Byen d'Na, under Hovedfæstningen, den betydeligste ved alle Forterne, som kan stille over 1 000 vaabenføre Mand, ikke vilde understøtte dens Gouverneur, da Indbyggerne vare opbragte paa Fæstningens Besætning. Efter denne sørgelige Tildragelse er paa St. George de la Mina kun 2 Betjenter og et Par Soldater tilbage; men en der reisende Hollandsk Officier har overtaget Commandoen i Fæstningen og indberettet sin Regjering den ulykkelige Begivenhed, som kan have høist ubehagelige Følger for de andre europæiske Nationer, hvis Respect iblandt de Indfødte efter denne, forvisse ulykkelige Affaire, vil have lidt et betydeligt Skaar. Vel har den engelske Gouverneur Maclean fra de britiske Etablissementers hovedsæde, Cape Coast Castle, sendt de betrængte Hollændere en Hjelp af 80 Soldater med congreveske Raketter; men det vil komme meget an paa, om disse Tropper ville af de imellemliggende Negere blive tilladte Gjennemmarsch. Da der er nogle og 40 Mile imellem det Sted, hvor benævnte sørgelige Tilfælde indtraf, og Begyndelsen af de kgl. danske Besiddelser ved Hovedfortet Christiansborg, ville disse være mindst udsatte for Følgerne af dette for Europæerne bedrøvelige Tilfælde, naar kun Negerne paa de 8 Mile fra Fæstningen liggende Aquapim-Bjerge holde sig rolige og ei lade sig forlede af deres forrige Hersker eller Cabusser, Ado-Adangua, som nu opholder sig hos vore Naboer, Englænderne, paa Accra.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler,  15. februar 1838)

Opgør paa Guineakysten. (Efterskrift til Politivennen)

Det sidstudkomne Hefte af "Archiv for Søvæsenet" indeholder følgende Beretning om en lille Krig, de Danske paa Kysten af Guinea i forrige Aar have ført med en opsætlig Negerstamme, "Krobbo-Negerne:" Med en talrig Hær af Indfødte og, hvad der var af større Betydenhed, med 40 Mand af Garnisonen, en Feltkanon og 3 Haubitzer, rykkede Gouverneur Mørk imod Fienden, der beboede 12 Landsbyer paa et lille, steilt, midt i en flere Dagsmarcher udstrakt Slette, isoleret liggende Bjerg, adskillige Dagsmarcher i det Indre af Landet. Efter flere Dages Skjærmydslen og af og til nogle velanbragte Kanon- og Haubitzskud, bleve de Opsætsige nødte til at underkaste sig det danske Gouvernement, gave Gidsler o. s. v. samt sluttede Forlig med de andre Stammer, som de ligeledes havde levet i Uenighed med. Følgerne af denne lille, i Tide anbragte Tugtelse vil være Rolighedens Gjenoprettelse i Landet og det danske Herredømmes Befæstigelse, hvortil især det har bidraget, at de Indfødte have seet, at Kanoner lade sig transportere dybt i det Indre af Landet, uden stor Vanskelighed." 

(Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1837)

Kolonierne. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjøbenhavnsposten, 24. februar 1834 luftede en engelsk mistanke om dansk medvirken til slavehandel i Afrika:

Under Overskrift: "Beskytte Danske virkelig Slavehandelen?" læses i Hempels Avis "Bidrag til Tidshistorien", No. 99, af 21de ds. følgende Artikkel: "En nylig fra sin Station hjemkommen engelsk Officier beretter: "Reden før Cap Coast ligger Qvitta - Fortet Prindsensteen, det vigtigste af de danske Forter paa Negerkysten - et dansk Etablissement, hvor der ligger noget Militair. Tilforn var Qvitta en langt betydeligere Plads, maa man slutte af derværende Levninger af Bygninger. Nu bestaaer den hele Krigsmagt af en Sergeant og et lidet Vagtmandskab, som snarere synes lagt her, for at beskytte, end for at forhindre Slavehandelen. Portugisiske Skibe komme ofte hid, under Skin af at indkjøbe Kauris - en Art Cypeda, der bruges som Mønt, 40 Stykker til en Penny - men Slavehandelen er deres virkelige Hensigt. Ni engelske Mile fra Qvitta er der et Slavefactorie i Awhey, og et andet i lige Afstand i Mody. Her samler Man Slaverne og befordrer dem videre tilvands. De fleste i Faktorierne i Qvita indhandlede Slaver bringes til Whyda (egentlig: Ajuda c: Hjælp), hvorhen hele Flaader af portugisiske og spanske Skibe komme for at hente dem." Dette læstes i Aaret 1833 i et meget udbredt tydsk Blad (Das Ausland) og kaster en styg - vi haabe ufortjent Skygge paa de Danskes Opførsel i Afrika. Den Danske, som med en vis Stolthed pleier at rose sig af, at hans milde Regjering var den første, som afskaffede Slavehandelen, bør ikke lade en saadan Beskyldning hengaae uprøvet - og vi opfordre dem, som kunne dette, dertil - og til - vi ønske det - at gjendrive den!"

(Kjøbenhavnsposten, 24. februar 1834)

Denne artikel blev forsøgt gendrevet i Kjøbenhavnsposten, 4. marts 1834:

Kjøbenhavn den 4de Marts 1834. - Hr. Fuldmægtig B. M. Christensen, der tidligere, i en i Maanedsskriftet: "Valkyrien", for 1832, indført interessant Artikel om Guinea (oversat i "Lit. Bl. d. Börsenhalle"), har yttret sig om den guinesiske Slavehandel, har nu, i et Brev til "Dagens" Redacteur, Hr. Estatsr. Thaarup (indført i Gaars-No. af Dagen), beviist Urigtigheden af den i "Ausland", efter en engelsk Søeofficiers Beretning, fremførte Beskyldning imod de Danske, at de fra Fortet Prindsensteen, skulde "beskytte Slavehandelen" (omtalt i Hempels "Bidrag til Tidshistorien", cfr. No. 39 af d. Bl.). Hr. C. oplyser her, at det, "med undtagelse i det høieste af Byerne ved de bibeholdte og virkeligt besatte europæiske Forter, er baade de facto og de jure lige umuligt for noget af de trende europæiske Gouvernementer at forbyde eller forhindre de indfødte Negere (der omhyggeligt have bevaret deres fuldkomne indre Uafhængighed og fuldkomne indre Gouverainitet i deres egne mindre eller større Stater) fra at afhænde deres Slaver til hvem de ville, altsaa ogsaa til Slaveskibenes Commissionairer iblandt dem selv; og det er med Hensyn hertil, at de europæiske Cabinetter ikke heller tillade sig, og heller aldrig have tilladt sig, paa Kysten selv at søge denne Handel hæmmet ved andre Tvangsmidler eller Straffe, end dem, som de ifølge Traktater have skaffet sig Ret til at gjøre gjældende mod de Skibe, som, imod disse Traktater, gjøre sig Skyldige i at give Negrene Leiligheden til at afsætte deres Slaver til Udførsel til Amerika eller andetsteds." Han mener, at hiin englænder "meget snarere burde have nævnt den hollandsk-engelske Accra-Bye, der ligger umiddelbart under Kanonerne af ikke blot de hollandske Fort Cravecoeur, men tillige af det velvedligeholdte og fuldt monterede og besatte engelske Secondfort St. James, hvor en saadan Slavehandelsfactor eller Commissionair, en hver Kystmand bekjendt, riig og mægtig Negerhøvding, Ankla, har sin Residents i et efter Kystens Leilighed brillant bygget Pallads, der er stort nok til ham, hans Harem, hans talrige Huusslaver, hans indkjøbte Slaver til Udførsel og endeligt til hans stadige Gjæster af Slaveskibscapitainer, ja af engelske Søofficierer, som - og med Rette - interessere sig for at have seet denne i sin Sphære høist mærkelige Mand." Hvad Gouvernementerne, efter Kystens Forhold og deres egne ringe Kræfter, med Ret og med fuld Virkning have paa Stedet selv kunnet gjøre, og have gjort for Menneskehedens Sag, "reducerer sig til, strængt at overholde, at Ingensomhelst af Europæere eller Indfødte, som enten ved den Beskyttelse, de nyde, eller ved at staae i Regjeringens Tjeneste kunne ansees, som de respective Regjeringers virkelige Undersaatter, direkte eller indirekte besatte sig med denne Handel",  og Hr. C. tør, som et troværdigt og dertil samtidigt Vidne, med Vished sige, at "ikke blot Ingensomhelst af Hs. Majestæts virkelige Undersaatter paa Kysten, i det mindste i det sidste Dosin Aar, har gjort sig skyldig i denne Menneskeheden saa vanærende Erhverv, men at de endog, alle tilhobe, abhorrede den, og tillige betragte den som et af de mange Forhold, der forhindre de talentfulde og af en riig Natur saa begunstigede Negre fra, i Industrie og Producering at skabe Tuskmidler for Varer, som de i saa Fald maatte tage hos dem, men nu naturligvis paa en lettere Maade faae fra Slaveskibene, der ret vel finde Regning ved, høit at betale de i Afrika selv ingenlunde dyre Slaver, og derfor naturligviis altid kunne undersælge den egentlige Kjøbmand." Han anfører tillige det Factum, "at intet af alle de opbragte Slaveskibe have afgivet det allermindste Indicium, der kunde i den henseende endog blot kaste en Skygge paa virkelige danske Undersaatter." Hvad angaaer det omtalte Qvitta-Fort, Prindsensteen, da er det "aldeles demonteret og opgivet som Fort"; det danske Flag, som er heist herpaa, sigter kun til, "mod enhver anden europæisk Nation at bevare Danmarks engang lovligt erhvervede Territorialret til, paa det saakaldte danske Gebeet, at formene enhver anden Nation at nedsætte sig eller handle paa anden Maade, end den danske Regjering maatte vide tilstæde", og "det Militair", der ligger, bestaaer kun af "en Sergeant - en vakker Mulat, ved Navn Børgesen - og een eneste, høit tvende gamle, pensionerede kongl. Inventarienegre", saa at man "vel ikke med Billighed kan fordre af ham, at han, uden een eneste monteret Kanon og uden anden Besætning, skal kunne tiltage sig nogen tvingende Myndighed over de ovenikjøbet trædskeste, trættekjæreste, grusomste og meest subordinerede af alle vore allierede Negerstammer", ligesaalidt som man med "Billighed kan finde nogen Beskyttelse for Slavehandelen fra hans Side deri, at han under bemeldte sit Fort taaler enten at Skibe ankre, vare de end ladede med Slaver, eller at de proviantere sig med Mais og Fjerkræe, eller fylde Vand eller deslige." - Af nogle Indledningsord til dette Brev erfarer man, at Hr. C. for Tiden er beskæftiget med et litterairt Arbeide af en "alvorligere Natur", som skjønnes at være stilet imod Hr. Algreen-ussings i en Række af Artikler i "Dagen" leverede "saakaldte Trykkefriheds-Fremstilling."

(Kjøbenhavnsposten, 4. marts 1834)

De slavegjorte blev udførligt behandlet i en artikelserie i Liunges Kjøbenhavnsposten i 1834 (uddrag), her først fra 1. juli 1834:

Om Slave-Emancipation i Dansk-Vestindien *)

... total Ophævelse af Slaveriet, hvilket vi, naar vi blot vilde tale in abstracto, og som Philantroper, ikke kunde give andet, end vort hjerteligste Bifald, betraget fra et mere praktisk og tillige politisk Synspunkt, er forbundet med saa overordentlige Vanskeligheder, at en forsigtig lovgivende Magt atter og atter bør dvæle ved dette Spørgsmaal og see det fra alle Sider, forinden det afgjøres. Sagen er nemlig omtrent denne: Staten eller Lovgiveren har, saalænge den har staaet i Forbindelse med Colonierne, anerkjendt Slavetilstanden som lovlig, det er, den har ved sine Love garanteret Slaver, som Eiendom i Colonierne, følgelig betragtet dem som Capital, der deels kunde eies af Individet, deels transporteres fra Mand til Mand. Slaverne have saaledes, som nødvendige til Coloniens Cultivation, erholdt en vis Priis, efter den større eller mindre Nytte, de ved deres Arbeide kunne stifte for Eierne, hvilen Priis kan betragtes som Capitalen, der bliver større eller ringere, i Forhold til det Surplus, som Arbeidet kaster af sig (Slavernes Underhold, Beklædning o.s.v. dog først fradraget), hvilket kan ansees som Renten af Capitalen ... Denne Art af eiendom, som Staten ikke alene har tilladt, men endog garanteret ved Love, som nødvendig for Colonien, hvis hele Dyrkning skeer af Slavearbeidere, er saaledes bleven af megen Betydenhed i Colonierne, og særdeles anseelige Capitaler henstaae i denne Art af Eiendom, som man, under forommeldte Garantier, og under Overbeviisningen om Eiendomsrettens Hellighed, som et af Fundamenterne for Statsselskabet, har disponeret over, eller erhvervet , og gjort til Capital med ligesaa megen Rolighed, som enhver anden Gjenstand for Eiendom og Besiddelse. De eies saaledes ikke alene af Plantere (ofte i Hundredeviis efter Eiendommens Størrelse), men og næsten anden, Statens Garantier, de Capitaler, som paa Grund heraf ere satte i denne Art af Eiendom, den absolutte Nødvendighed, de ere for Colonierne, den Ruin, det vil medføre for disse, pludselig at berøves den hele Arbeidende Klasse, og den Indvirkning, dette atter vil faae paa Moderstaten. Hertil kommer endvidere, at Slavepopulationen er i en uforberedt Stand til at modtage Friheden, at den, pludseligen fritaget for al Tvang, vil henfalde til Lediggang og Sviir, og saaledes ved sin overlegne Masse blive en yderst farlig for Coloniens Sikkerhed, da Slaven, paa Grund af den Sorgløshed, hvormed han stedse har seet hen i Fremtiden (da Eieren forsyner ham med alt Nødvendigt) ikkun vil bekymre sig om den Dag idag, og saaledes idetmindste til en Tid, i de rige tropiske Climater, hvor man næsten ikkun behøver Klæder for at afholde Solens altfor varme Straaler, og hvor Vegetationen er saa yppig, kan og vil hensove Livet, uden at dyrke mere, end de faa Jord- eller Træfrugter, som han behøver til sit Ophold. Desforuden maa det, hvad Qvæstionens første Side angaaer, bemærkes, at Slaveriet vel er et Onde, et overordentligt Onde, og at det i og for sig ikke kan andet, end virke skadeligt paa Characteeren; men at det paa den anden Side er oplyst, at Slaverne i de engelske (og det samme tør paastaaes at være Tilfældet i vore danske) Colonier, ikke alene have det ligesaa godt, men endogsaa bedre, end de lavere arbeidende Klasser i Moderlandene. Disses Nød og elendighed kjende hine aldeles ikke, medens Frygten for den physiske Tvang, som bringer Slaverne til at arbeide og dyrke Colonien, vistnok ikke er tungere - ja vi tør sige, ikke nær saa ting - som den moralske tvang der Dag ud og Dag ind kuer den fattige Daglønner med en talrig Familie, der ene og alene seer hen til ham for Brødet, og for Varmen i det uvenlige Klimat, og nøder ham til at overarbeide sine kræfter, og maaske længe før tiden kaster ham paa Sygeleiet og i Graven. Slaveriet i Vestindien har vistnok endnu Meget, som i Formerne er stødende og af hvilket en stor Deel unægtelig ligefremfølger af denne Tilstand; men ligesaa vist er det ogsaa, at de Grusomheder imod Slaver, som man hører om fra fordums Tider, næsten ere aldeles forsvundne, og ikke mere vilde taales, hverken af de locale Øvrigheder eller i Communen. Det er vel sandt, at Revselse med Pidsk udøves af Eieren; men denne kjender altfor vel sin egen Interesse til at benytte denne Ret imod et godt Subject; og de slette, løgnagtige og dovne Slaver chikanere deres Eiere paa saa utallige Maader, at vi isandhed betvivle, hvorvidt en Europæer, uden at nedstemme sine Fordringer af en arbeidende Klasse, idetmindste halvtredsinstyve Procent, kunde udholde det med dem, endogsaa med den fuldeste Correctionsret. [Her følger en sammenligning mellem Vestindien og Danmark, slaver og tyende, hvis konklusion er at plantageejerne kun udøver den vold der er nødvendig]. ... Det eneste Forhold, i hvilket Slaven hos os betragtes og virkelig behandles som en Ting, og ei som en Person, er ved Salg og Overdragelse, og denne Scene, især naar det skeer ved offentlig Opbydelse, har derfor unægtelig noget særdeles Stødende for Europæeren. [Slaverne beskrives her som selv ejere der ofte har råd til luksus) ...]

(Kjøbenhavnsposten i 1834 (uddrag), 1. juli 1834)

Artiklen fortsattes den 3. juli 1834. I denne artikel beskrives hvordan England havde løst problemerne og ved lov gennemført "slaveemancipationen" med virkning fra 1. februar 1834. Omfanget af slavegjorte i de engelsk-vestindiske øer angives i artiklen til mellem 750 og 800.000. Artiklens ærinde er at erklære at dette skridt er alt for vidtgående og hurtigt. Den tredje og sidste artikel er fra 4. juli 1834. Her kikkede den igen mod Danmark.

... hvis Regjeringen forholder sig passivt, og indtager en forsigtig Iagttagers Post, for at høste Godt af Andres Erfaring, handler den vistnok saare klogt og rigtigt. ... Men ligesom vi af ovennævnte Grund antage det for rigtigt, at Danmark for det første holder sig passiv som Tilskuer, saaledes er det nok ogsaa rimeligt, at de de danske Colonier ville hæve sig betydeligt ved Forvirringen i de engelske Colonier, saafremt vort system ikke rokkes. Prroductionen vil aftage paa de engelske Øer, medens den kan tiltage hos os, i Forhold som Productet bliver mere søgt og bedre betalt. [Artiklen advarer her imod det økonomiske i at frigive 30-35.000 slaver på de danske øer, og hvad endnu værre, at det ville skabe uro og ødelæggelser]

At man udmærket var klar over at slavegørelsen fortsatte til langt op i 1800-tallet, fremgår af følgende uddrag af en artikel fra Kjøbenhavnsposten den 21. juni 1837, hvor man kommenterer en udtalelse fra paster Melby:

"Kong Frederik den Sjettte var det, som løfte Negerens Slavelænker og skjænkede ham Frihed og Menneskets Retttigheder." Det vilde være sørgeligt, om "det danske Folk, Historiens Bog og Jordens Folk" skulde tage saa grovelig feil, thi hvem skulde man troe, naar man ikke længer kunde troe alle dem. Men baade Danmark, Historien og Jorden vide meget vel, at Fr. 16de Marts 1792, hvortil der naturligviis sigtes, ikkun angaar Negerhandelen, ikke Negerslaveriet, og at Negerslaveriet endnu den Dag i Dag paa vore vestindiske Øer er i fuld Flor. 

Kjøbenhavnsposten berettede den 13. august 1838 om utilfredshed på de vestindiske øer:

Kjøbenhavn, den 13de August 1838. Kort forinden Generalgouverneur Scholten forlod de vestindiske Besiddelser udstedte han endeel nye Bestemmelser om Negerres Arbeide og Behandling, hvilke publiceredes paa Plantagerne; da han selv strax efter forlod Øerne, kunde han ikke iagttage Virkningen heraf. Fra Vestindien skrives nu, at Negerne paa mange Plantager have yttret Misfornøielse, formodentlig især fordi de ventede mere gunstige Bestemmelser, maaskee endog Friheden. Hvad der mest har vakt deres Uvillie, er Indførelsen af Straf med Tamp, der i Følge deres Begrebet - og de maae vel i dette Capitel være afgjørende - er være, end den tidligere Straffemaade med Qviste, og naar Tampens Tykkekse ei er bestemt, kan det let hænde, at gammel Præjudice vil gjøre sig gjældende. Det synes os aabenbart, at en Forandring i en saadan Sag, som Negernes Afstraffelse, i følge hele Tidens Aand maa ære til det Bedre og Mildere, og for saavidt det altsaa befindes, at det Modsatte, om endog uforsætligt, ved nye Bestemmelser er blevet Tilfældet, maa det ligefrem være vedkommende Embedsmænds Pligt at gaae tilbage til det mildere System, og bevirke en Forandring i det feilagtigt Nye. At tillade de vestindiske Politimestre at bruge sligt Instrument ad libitum, synes heller ikke at være ønskeligt. 

I den følgende nummer 222, 14. august 1838 kunne man under overskriften "Negerslavernes fuldkomne Emancipation" læse om Englands afskaffelse af slavegørelsen. Her ventede man stadig på svar på spørgsmålet fra 1834: 

Slaveriets sidste Spor er altsaa nu hævet i de engelske Colonier; Herrerne have selv renonceret paa de to Aar, der endnu stode tilbage af Lærlingsperioden, og det store Spørgsmaal staaer nu sin Løsning nær, om Negerne som frie Arbeidere ville dyrke den vestindiske Jordbund for en saadan Løn, at Eiendommene kunne bestaae; om de ville være modtagelige for en saadan Kultur og Forædling, at de kunne skatte og rigtig afbenytte Friheden, og de mange Velsignelser som den engelske Nation dermed har forberedt dem. 

"Negere og Negerinder" (1820-1829). (Efterskrift til Politivennen)

 Dagen, 25. juli 1820:

Hr Auditeur Steen Bille har i Adresseavisen, der udkom igaar ladet indrykke følgende Avertissment, der har vakt og fremdeles vil vække Manges Deeltagelse: "En sørgelig Begivenhed berøvede i Gaar Morges den ædle, trofaste og gudhengivne Neger, Christopher Hage, Livet, da han som Opvarter ombord i Dame Paquetten, af særdeles hielpsomhed, vilde under en svær Kuling bringe et Seil ud over Rælingen, imedens det blev heiset, men blev af samme styrtet i Søen, hvor han fandt sin Grav. Som voxent Menneske blev han for 30 Aar siden bragt fra Kysten af Guinea til Vestindien, hvor han kom i Justitsraad Hages Tieneste, hvis Huus han aldrig forlod, hverken som Fri eller Slave. Han var Hedning født, men Christi Lære laae i hans Hierte, og hans hele Vandel var et Mønster for hans Lige. Han efterlader Kone og 4 Børn, for hvem han stræbsomt sørgede her i Livet og døde i sit Kald, da han for deres Skyld søgte en ny Fortieneste som opvarter i Paquetten under hans Herres Fraværelse paa Landet."

Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden- og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, 25. november 1823:
Ved Høiesteret er ... En Friemusticeinde, for udøvet Mishandling af en hende tillhørende Negerinde dømt til at have sin Eiendomsret til denne forbrudt.

Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden- og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, 16. februar 1824:
... men man erindres dog snart om, at man opholder sig i en fremmed Verdensdeel ved den Vrimmel af sorte og halvsorte Mennesker, som udgjør den arbeidende Classe og som man overalt møder, saasnart man sætter en Fod paa Landet; men dette Syn er meere frapperende end behageligt, fordi den lave raae Natur hos disse halvnøgne og paatrængende Mennesker er stødende for Følelsen.
(Uddrag af artiklen: "Rio Janeiro (Efter den nye Reiseberetning af Spix og Martius.)

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. marts 1824:
En Dame, som om nogle Dage reiser til Vestindien, önsker sig en fri Negerinde til sin Opvartning paa Reisen. De herpaa Reflecterende mælde sig i store Kongensgade Nr. 46, 1ste Sal.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 9. juli 1828:
Et Herskab, som skal reise, ønsker en ung Neger eller Negerinde i Tieneste. Man mælde sig i Billet paa Adressecomptoiret, mrkt. K. 633.

Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen).

Den allerede sidst omtalte Seier over Assjanteerne i Afrika (S. 636) har været fuldstændig, men kostet Blod paa begge Sider. Hiint krigerske Folks Plan gik ikke ud paa mindre, end at underkaste sig alle omboende Nationer lige til Søekysten og erobre selv den brittiske Besiddelse Accra. Underrettet om dets Rustninger, havde Interims-Statholderen paa Cap Coast, Oberst Purdon, forsynet de Høvdinge, som vare Engellands Allierede, med Vaaben, og paa denne Maade stillede Kongerne af Aqvimbo, Agvapimie. 12,000 Rbd., som bleve inddeelte i 5 Brigader. Kjøbmændene og andre fremmede Indbyggere udgjorde et Reservekorps. Af regelmæssige Tropper havde hele Armeen derimod kun 80 Mænd med 4 Kanoner. Den 7 August rykkede Assjanteernes 25 ,000 Mand stærke Armee, under Anførsel af deres Konge, frem og begyndte et almindeligt Angreb paa den allierede kun af 11,380 Md. bestaaende Armee. Efter en Times Forløb veeg sammes venstre Fløi og de Allierede toge Flugten. I dette kritiske Øieblik lod Oberst Purdon Reserven rykke frem og aabne en mordisk Ild med Brandraketter, som udbredte en panisk Skræk mellem Fjenderne. Da deres Centrum var brudt, toge de Flugten til alle Sider. Tabet paa brittisk Side (dog kun af de Allierede!) var 800 Dræbte og 2000 Saarede, derimod havde Assjanteerne 4000 Dræbte, Saarede og Fangne, hvorimellem mange af deres Anførere. Den hele Leir med Statsskjemen og Statsskolen af Guld, Guldstøv, Elfenbeen og andre Kostbarheder, faldt de allierede Stammer i Hænderne. Iblandt andet gjorde Kongen af Aquapim, Adononagua, den i forrige Feldttog dræbte Britters, Sir Charles Mac Cortrys Pandeskal til Bytte, hvorpaa Assjanteerne satte overordentlig Priis, da de holdt den for deres største Tryllemiddel eller Fetish. Adononagua maa vel gjøre det samme, siden han ikke vil udlevere den. To med arabiske Bogstaver beskrevne Ark Papir omgav denne Reliquie, som desuden var indviklet i et Silkeklæde og derpaa indsyet i et Leopard-Skind. Havde de Allierede holdt bedre Slagtorden, var Assjanteernes hele Armee bleven tilintetgjort, hvilket altsaa dog ikke er Tilfældet. Kongen selv skal have faaet to Saar. I den brittiske Armee befandt sig ogsaa 500 brittiske, hollandske og danske Militser.

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 27. november 1826)

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier. (Efterskrift til Politivennen)

Artikler fra Borger-vennen om slavehandlen og slaveriet i de danske kolonier i Afrika og Vestindien.

Borger-Vennen No. 27. Fierde Aargang. Fredagen den 2. Martii 1792, s. 207-212.

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier

(oversat)

Naar skal dog den Tid komme, da Menneskene alle vil blive menneskelige, og atter knytte de hellige Broderkierligheds Baand, som Ærgerrighed og Vindesyge har sønderrevet?

Det veed ingen uden Du, algode og alvise Verdens Styrer! Du, som efter Din uudgrandskelige Raadslutning har sat et Maal for alle Ting, og tillader det Onde, for at lade det Gode udspringe deraf. Os sømmer det, at vente - og at tie.

Med dette Suk saae jeg ofte til Himlen, da jeg læste nogle nyere Efterretninger om Europæernes endnu vedvarende umenneskelige Omgang med vore sorte Brødre, som ere bragte under deres grusomme Herredømme. Det er skrækkeligt, og overstiger næsten al Troværdighed, hvad de Reisende i deres Dagbøger endnu stedse eenstemmig berette derom.

Jeg vil fortælle mine Læsere noget deraf, og vi ville med Gysen faae at see, hvorledes Mennesket, denne af Naturen saa milde og kierlige Skabning, efterhaanden kan blive liigt med det grusomste Dyr, naar det ikke fra Ungdommen op omhyggelig bliver bevaret for, at ingen haarde, ukierlige, og ubarmhiertige Tilbøieligheder indsnige sig i ders Hierte.

Her er et Udtog af de nyeste Efterretninger, om den umenneskelige Slavehandel paa Kysten af Guinea, og om de arme sorte Slavers Tilstand i Europæernes americanske Colonier.

Nogle Menneskers Eiendoms-Ret over andre er i Guinea almindelig indført; dog med den Indskrænkning, at ingen tør sælge sine Livegne, naar de ikke enten som Krigsfanger ere komne i hans Magt, eller ere forærede ham af en anden Eiermand, til Giengield for en eller anden tilføiet Forurettelse.

Denne Lov synes at være bestemt til Best for den, der er født Slave, paa det han kan blive i sin Familie og i sit Fædreland; men den bliver paa mangfoldige Maader ved List giort frugtesløs. De Eiere, som har Lyst at sælge deres Slaver til Europæerne, giøre Aftale med hinanden, opdigte en eller anden Stridighed, som de foregive at være opkomne imellem dem, føre paa Skrømt en lille Krig med hinanden, i hvilken den ene lader sine Slaver giøre til Krigsfanger af den anden; eller og man slutter en Fred, hvorved den ene til Giengield for den opdigtede Uret, afstaaer den anden et vist Antal Slaver, og med disse kan da den anden giøre hvad han vil.

De smaae Konger i Guinea føre af den samme afskyelige Aarsag næsten bestandig Krig med hinanden; og alle de Folk, den ene tager til Fange fra den anden, sælger han til Slaver. I en vis Frastand fra Kysterne opholde sig Herrer, der lade Fange og bortføre alle dem, de kan faae fat paa.

Man kaster Børnene i Sække, binder Mændene og Qvinderne en Knøvl for Munden, for at hindre deres Skrig. Blive disse Røvere selv fangede af andre, og den, der har udsendt dem, bliver krævet til Regnskab, saa fragaaer han, at det er skeet efter hans Befaling, og til Beviis, at det er Sandhed, han fremfører, lader han dem selv, som han har udsendt til at røve Mennesker, bringe til Skibene for at sælges.

Denne afskyelige Skik, at handle med Mennesker, blev først almindelig paa Kysterne, siden har den efterhaanden udbredt sig til nogle hundrede Mile længer ind i Landet. Transporten derfra til Skibene, paa hvilke disse Ulykkelige blive bortførte, skeer paa følgende Maade.

Slavehandlerne slaae sig sammen i Selskaber, for at udgiøre en eneste stor Caravane. Enhver Slave er forsynet med saa meget Vand og Føde, som han behøver til sit Ophold i de tørre Sandørkner, man skal giennemreise. Men for at hindre dem fra, at løbe børt, har man udtænkt følgende sindrige Grusomhed. 

Man stikker hver Slaves Hals i en Træfork, der er otte til ni fod lang. Denne fork bliver bag til lukket med et ombøiet Jernsøm, saa at Hovedet ikke kan slippe igiennem. Skaftet af Forken, der er af meget tungt Træ, hænger ned foran dem, og hindrer den Fangne saaledes, at han hverken kan gaae eller opløfte Forken.

Naar man nu vil tiltræde reisen, saa blive alle Slaverne stillede i en Linie bag ved hinanden. Derpaa binder man Skaftet af hver Fork fast til Formandens Skulder, og saaledes fra en til anden, indtil den Første, hvis Fork bliver baaret ved en af Anførerne. Paa denne Maade bliver det umueligt for nogen, at sættes sig i Frihed ved Flugten.

Ethvert medlidende Hierte maa gyse ved Forestillingen, at saa mange tusinde Mennesker blive aarligen paa denne Maade bragte i det grusomste Slaverie. I Aaret 1768 gik der i alt over 100,000 Slaver fra Africa. Deraf kiøbte
Englænderne for deres Øer ...... 53,100.
Deres Colonister i Nord-America 6,300.
Franskmændene....................... 23,500.
Hollænderne ............................ 11,300.
Portugiserne .............................  8,700.
De Danske ...............................  1,200.

Det udgiør i alt .......................104,100.

Som oftest døer en stor Deel af disse Ulykkelige alt paa Overfarten til America, fordi de blive sammenpakkede paa Skibene, i snævre Rum, ligesom Qvæg, man fører hen at sælges. Hvert Aar bliver vel ikke fuldkommen saa mange udført; men overhovedet kan man dog ansætte det aarlige Antal i det mindste til 60,000. For hver Slave betaler man i Guinea 79 Rdlr. Africa faaer altsaa aarlig ved dette Menneskesalg 4,840,000 Rdlr.

Intet er afskyeligere end den Levemaade, hvortil disse stakkels Sorte ere fordømte i America. Deres Vaaninger bestaaer i snevre, ubeqvemme og usunde Hytter. Deres Leie er et Knippe Vidieqviste, der snarere maae pine deres Legeme end skaffe dt Hvile. Nogle Leerkar, nogle Træbrikker udgiøre deres hele Huusgeraad. Nogle Lapper af grovt Linned, der bedække en Deel af deres Nøgenhed, beskytter dem hverken for Dagens utaaligelige Hede, eller for Nattens farlige Kiølighed. de nyde samme Spise som de urenenste Dyr; ja de faae neppe saa meget deraf, at de dermed kunde kummerlig opholde deres elendige Liv.

Ikke nok, at den ulykkelige Neger maae lide Mangel paa Alting; i et brændende hedt Klima er han fordømt til uophørligt Arbeide under ufølsomme Driveres Pidsk. Efter Solens nedgang hviler alle Dyrene ud fra deres Sløb; kun det ulykkelige sorte Menneske giør sig forgieves Regning derpaa, hans Arbeide bliver kun forandret. Ved Nattens Indbrud maae han forrette mindre Arbeider, hvorved hans Taalmodighed gandske udtrættes, efterat Dagens Byrde alt har udtømmet alle hans Kræfter. *)

De Colonister, der eier meget Land, giver dem gierne et Stykke Jord, hvoraf de selv maae stræbe at forskaffe sig noget til Livs Ophold. Men til at passe det, under man dem paa mange Steder kun en Deel af Søndagen, og de faa Øieblikke, de paa de andre Dage kunne afbryde fra deres Spisetid. I andre Egne tilstaaer man dem en anden Dag, for enten ved Arbeid eller ved Plyndring i de omliggende Vaaningssteder at forskaffe sig saa meget, som de behøve Ugen igiennem til deres Underholdning.

For at retfærdiggiøre disse Grusomheder, har de Hvide udbredet den Fordom, at de Sorte ikke vare som andre Mennesker, at man ved fornuftige Forestillinger intet udrettede hos dem; at de hverken havde Følelse for Godhed eller Venskab; at man altsaa maatte behandle dem som Umælende. Men hvor usandfærdigt dette er, bevise de iblandt dem, der ere saa lykkelige, at have fornuftige Herrer, som omgaaes menneskelig med dem. disse give hyppigen de beundringsværdigste Prøver paa deres Troskab og Kierlighed. Jeg vil anføre nogle deraf.

Hvor ædelt handlede ikke hiin Negerinde, da hendes Herres Huus styrtede ind ved et Jordskiælv. De, som vare i Huset, mærkede Faren tidlig nok, til at kunde springe ud, inden det styrtede fuldkommen. Ogsaa Negerinden kunde have reddet sig paa denne Maade, men da maatte hendes Herres Barn, som hun var Amme til, været blevet tilbage. Men dette var hende umueligt. Denne ædle Kone vilde heller opofre sit eget liv, end lade hendes Fosterbarns Liv blive i Fare. Hun bedækkede derfor Barnet med sit Legeme, og afbødede med utroligt Mod alle de nedfaldende Stykker af Huset. Barnet blev reddet; men hun selv blev nogle Dage efter et offer for sit ædelmodige Hierte.

(Fortsættelsen følger).

*) Til Ære for vore Landsmænd maa her anmærkes, at de Sorte paa de danske Eiendomme, saavel i Henseende til deres Hviletimer som i Henseende til Føden, have bedre Kaar end paa nogen anden Colonie; dette bevidne blandt andre Hr. Rector West, i hans Efterretninger om St. Croix, som findes i Maanedskr. Iris for Aaret 1791.

Oversætt. Anm.


Borger-Vennen nr. 28. Fierde Aargang. Fredagen den 9. Martii 1792, s. 215-220:

Fortsættelse af 

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier

(oversat)

(See forrige Nummer)

Hvor standhaftig elskede ikke hiin unge Neger sin Herre! Han saae ham, at blive, paa Gouverneurens Befaling, bragt ombord som en Fange. Det var forbudet alle hans Betientere at følge med ham. Hvad giorde nu den troe unge Slave? Han lod sig indsye i en Matrasse, og bedrog Vagtens Opmærksomhed, ved saaledes at lade sig bringe ombord paa Skibet, ligesom det var en Pakke.

Et engelsk Fartøi, der i Aaret 1752 handlede paa Guinea, blev nødt til at lade sin Saarlæge blive der tilbage, siden han for sin slette Helbreds Skyld ikke kunde taale Søen. Murray heed denne Mand. Medens han opholdt sig der i landet, kom et hollandsk Skib til den samme Kyst. Hollænderne tillode sig den Uretfærdighed, at bemægtige sig nogle Sorte, der var gaaet ombord til dem, lagde dem i Lænker, og skyndte sig derpaa bort med deres Bytte, det hastigste de kunde.

Forbitrede over denne grusomme Uretfærdighed, løb de bortstiaalnes Slægtninge og Venner hen til Murrays Vert, for at giengielde Grusomhed med Grusomhed. "Hvad vil I have;" spurgte Verten, id et han holdt dem tilbage ved Indgangen til sit Huus - "Den hvide, der er hos Dig, skrege de; han maae miste Livet, this hans Brødre har ranet vore Brødre!" Men den ædelmodige Vert svarede:

"De Europæer, der har slæbet vore Medborgere bort, ere Barbarer; dræber dem, naar I finde dem. Men den, der boer hos mig, er et godt Menneske; han er min Ven; mit Huus er hans Kastel; jeg er ingen Soldat, men jeg vil forsvare ham. Førend I kan naae ham, maae I træde over mit døde Legeme. O! mine Venner! hvilken retskaffen Mand vilde vel tage ind hos mig, naar jeg taalte, at min Vaaning blev besmittet med den Uskyldiges Blod?"

Disse ord stillede de Sortes Vrede; de gik, skamfulde over den hensigt, hvori de vare komne, og nogle Dage efter bevidnede de Murray selv, hvor kiert det var dem, at de vare blevne hindrede fra at fuldføre en Forbrydelse, der ville have foraarsaget dem stedsevarende Samvittigheds-Nag.

Kun endnu eet Exempel af dette Slags, og som iblandt alle fortiener den største Beundring. En portugisisk Slave, der havde reddet sig af Slaveriet, og var flygtet til Skovene, erfarede, at hans forrige Herre var sat fast, og skulde straffes paa Livet for et Mord, man beskyldte ham for. Pludselig opvaagnede Følelser af den ædelmodigste Kierlighed hos ham, og opflammede hans Hierte med usædvanlig Heltemod. Han løb tilbage til det Sted, hvor hans Herre sad fangen; her traadde han frem for Retten, og anklagede sig selv for den Forbrydelse, for hvilken hans Herre var lagt i Lænker. Hans sindrige Ædelmodighed vidste at giøre Sagen saa sandsynlig, at man troede ham, lod hans Herre løs, og førte ham selv til Døden.

Naar vi Europæer og Christne undertiden ikke faae det her i Verden som vi ønske det, med hvilke Klager og Bebreidelser bestorme vi da ofte Himlen! Den ulykkelige og beskedne Neger derimod lader den guddommelige Bestyrelse vederfares mere ret, og tilregner sig selv Skylden for sine Lidelser. Han troer i sin Enfoldighed, at Gud havde i Begyndelsen skabt de Sorte og de Hvide med lige Fortrin, eller om han havde givet en af begge Arterne noget forud for den anden, saa havde det været de Sorte. Gud havde derpaa viist dem to forskiellige Arter af Lyksalighed - paa den ene Side Guld, paa den anden Kunster og Videnskaber. De Sorte havde valgt Guldet; og til Straf for deres Gierrighed vare de derpaa blevne fordømte til, evig at være de Hvides Slaver.

Desuagtet synke de ofte under Byrden af deres elendigheder. Af Længsel efter deres Fædreneland, og af Fortvivlelse over deres ynkværdige Tilstand, falde de ofte i en dyb og stum Tungsindighed. Det Middel de da gribe til, er enten at hænge sig, eller og at æde Jord, Kalk, Aske og andre Ureenligheder, hvoraf følger, at de omsider bekomme en ulægelig Vandsot, og døe. Derhos sætte de deres hele Liid til, at de efter Døden skal komme tilbage til deres Fædreneland, og see Forældre, Slægt og Venner igien. Er det først kommen saavidt med dem, saa er hverken Mildhed eller Trudsler og Straffe i Stand til, at bringe dem fra deres Forsæt, at døe. Den Tanke, at de skal faae deres Venner igien at see, er stærkere end alle modsatte Bevæggrunde.

En engelsk Major Crips, paa Øen St. Christoph, faldt paa en besynderlig Cuur for denne Hiemmesyge, og som ikke kunde udtænkes mere passende. Næsten alle hans Slaver vare angrebne deraf; daglig hængte sig nogle af dem, i Haab om at leve op igien i deres Fædreneland; og til Slutningen fattede de alle den eendrægtige Beslutning, i en bestemt Nat at flygte til Skovene, og der at hænge sig i Selskab, for paa engang at samles igien hos deres Fædre og Paarørende.

Majoren fik dette at vide; han lod strax en Mængde Kiedler og andre Kar, som hørde til et Sukkersyderie, pakke paa Vogne og Karrer, og iilte hen til den Plads, hvor hans Negre just belavede sig til at reise ind i den anden Verden. Han nærmede sig til dem med en Strikke in Haanden, bad dem gandske rolig, ikke at lade sig forstyrre; sagde dem, han havde besluttet, at følge med dem, siden han havde kiøbt en Sukkerplantage i deres Fædreland, hvor han meget bedre kunde bruge dem, end deres Landsmænd, der endnu ikke vare vante til slige Arbeider. Naar de saa vare ankomne der, hvor de slet intet Haab havde til mere at undflye, saa vilde han lade dem arbeide Dag og Nat, uden at give den en eneste Hviledag. Desforuden skulde han nok, naar de kom derhen, vide at hævne sig paa dem for deres strafværdige Forsæt, at forlade ham, ved at paalægge dem større Besværligheder og Plager. Hans Opsynsmænd, som han havde sendt i Forveien, havde alt bemægtiget sig alle dem, der vare undvigte, og lod dem indtil hans Ankomst arbeide med Lænker om Benene. 

Den rolige Mine, hvormed Majoren talede, de ankommende Vogne med Kiedler og Kar, tillod Negerne ikke den ringeste Tvivl. De begyndte først at tale hemmelig med hinanden, kastede sig endelig for Majorens Fødder, og lovede paa det helligste, aldrig mere at tænke paa, at vende tilbage i deres Fædreneland.

Han gjorde i Begyndelsen Vanskeligheder, men lod sig dog endelig ved sine hvide Betientere overtale til, igien at tage dem til Naade; dog under den Betingelse, at dersom en eneste fik i Sinde at hænge sig, vilde han sende alle de øvrige samme Vei, for at straffe dem ved haardere Arbeider i hans Sukkerplantager i deres Fædreland. Efter den Tid faldt det ingen af dem nogensinde ind, ved Selvmord at ville komme til sine forrige Venner igien.

En anden Indvaaner paa samme Ø brugte et lignende Kunstgreb, der gjorde ligesaa god Virkning. Han lod nemlig hugge Hoved og Hænder af alle dem, der havde hængt sig, kom dem i et Jernbuur, og lod dem ophænge i et Træ, nær ved sit Huus, til Skue for de øvrige Negre. De kunde, sagde han til dem, hænge sig saa tidt og saa meget de vilde; men han skulde dog mage det saaledes, at de evig skulde komme til at gaae omkring i deres Fædreland uden Hoved og Hænder.

Negerne tvivlede imidlertid slet ikke paa, at jo de Afdøde vilde komme og hente deres Hoved og Hænder; thi de troede, at Sielene efter Døden tog ders jordede Legemer op af Graven, og bragte det med sig til deres Fædreland. Men de bleve ikke lidet forundret, da de saae, at de afhugne Hoveder og Hænder bleve ved at ligge paa samme Sted; og holdt nu op at hænge sig, af Frygt for at komme til deres Landsmænd som Krøblinger.


Behøves der mere, end at læse den ynkelige Historie om disse ulykkelige Africaneres Gienvordigheder, for at blive overbeviist, at der forestaaer et andet Liv, hvori Guds evige Retfærdighed vil forvandle Uskyldigheds Taarer til Fryd, og kræve Undertrykkeren frem til velfortient Straf? -

Dog, Gud skee Lov! Den Tid synes at nærme sig, da vore sorte Brødre skulle, om ikke gandske befries fra Slaveriet, dog i det mindste nyde en Lettelse i deres Tilstand. Alt er der gjort en lykkelig Begyndelse hertil; og hvad kan man ikke vente af vore tiders milde Tænkemaade, da man alt mere og mere lærer at kiende og ære Menneskenes uforkrænkelige Rettigheder. *)

') Og hvilket glad Haab maae især opfylde ethvert følende dansk Hierte, ser seer, at vor gode Fyrste giør ogsaa denne Sag til Gienstand for sin veldædige Omhue, og har udnævnt Mænd, af hvis Tænkemaade og Duelighed man kan vente saa meget, til at undersøge de Sortes Tilstand paa de danske Eilande i Vestindien!

Oversætt. Anmk.

(Fortsættelsen følger)

Borger-Vennen No. 29. Fierde Aargang. Fredagen den 16. Martii 1792, s. 225-228: 

Slutning af 

Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier

(oversat)

(See forrige Nummer)

I Nord-Amerika ligger, som bekiendt er, et Landskab, der hedder Pensylvanien. Dette Land er, under Anførsel af en Mand, ved Navn Pen, bleven bebygget ved et Selskab af Christne, der fornemmelig udmærke sig fra andre derved, at de leve mellem hinanden som virkelige Brødre, søge at skye al Pragt og Yppighed, og beflitte sig paa streng Retskaffenhed og Fromhed. Man har givet disse Folk Navn af Qvækere, det betyder Skiælvere, og det af følgende Aarsag.

De have ingen egentlige Geistlige eller Præster iblandt sig, men enhver af dem, enten det er et Mandfolk eller Fruentimmer, har Ret til at træde frem i deres Forsamlinger, og tale over det, der synes at være vigtig for Menigheden. De har derhos den Troe, at Gud selv hver Gang indgiver dem det, de skal foredrage. Denne Troe og den Iver for det Gode, der driver dem, opvarmer deres Hierter i saadan Grad, at de ofte under Talen skielve over hele Legemet.

Nu fremstod for nogle Aar siden en Mand i denne Qvækerforsamling, og begyndte, som om han var virkelig begeistret, paa følgende Maade at tale:

"Hvorlænge, mine Brødre, ville vi beholde to Samvittigheder, dobbelt Maal, dobbelt Vægt, den ene for vores Fordel, den anden for vor Næstes Elendighed, og som begge ere lige falske? Tilkommer det os - siger, mine Brødre! tilkommer det os i dette Øieblik at klage, fordi det engelske Parlament vil bringe os under Aaget, vil paalægge os Slavelænker *), medens vi selv i meer end et Aarhundrede har udøvet, og endnu udøve, et tyrannisk Herredømme, ved at holde Mennesker, der ere vore Lige, vore Brødre, i de haardeste Slavelænker?"

"Naturen satte et frygteligt Skillerum - det umaalelige Verdens Hav - mellem os og disse Ulykkelige; hvad have de giort os, at vor Gierrighed skulde opsøge ham i deres brændende Sandørkener, og hente dem hid fra deres Skove blandt Tigrene? Hvad var deres Forbrydelse, at de skulde drages bort fra et Land, hvor Natuen selv tilbød dem sine Skatte, for siden ved os at henflyttes til en anden Himmelegn, hvor de maae døe under Trældommens tungeste Arbeider?"

"Hvilken Familie har Du da skabt, himmelske Fader, hvor de Ældste først have ranet deres yngre Brødres Eiendomme, og siden endog med Svøben i Haanden ville tvinge dem til, med deres Aarers Blod, med deres Ansigts Sveed, at giøde den Arvedeel, man har berøvet dem?"

"Ynkværdige Slægt, som vi fornedre til Lighed med Qvæget, for at tyrannisere derover; hos hvilket vi qvæle enhver Evne i Sielen, for at nedtrykke dets Legeme ved Byrder; hos hvilket vi giøre Guddommens Billede og Menneskelighedens Stempel ukiendeligt! En Slægt, hvis Siels og Legems-Evner, hvis hele Væsen er forsvækket!"

"Og vi ere Christne? Og vi ere Englændere? Et Folk, som Himlen har betegnet med sin Yndest, og giort frygtet til Søes! Hvorledes vil Du være fri og Tyran paa engang?"

"Nei, mine Brødre! det er Tid, at vi arbeide forenede sammen; lader os frigive disse ulykkelige offre for vort Stolthed og vor Vindesyge; lader os skiænke Negerne den Frihed, som det ene Menneske aldrig uforskyldt burde berøve det andet."

"Maatte dog alle christelige Selskaber, efter vort Exempel, lære at erstatte en Uret, som igiennem tvende Aarhundreder har ved Ran og Forbrydelser været indgroet! maatte endelig disse saalænge fornedrede Mennesker engang opløfte deres fra Lænker befriede Hænder, og ders med Taknemmeligheds Taarer opfyldte Øine mod Himlen! Ak! disse Ulykkelige have hidindtil ikke kiendt andre end Fortvivlelsens Taarer!"

Saa talte den vakre Qvæker: og hvad blev Virkningen? Hans Brødres Samvittighed vaagnede, og i hele Pensylvanien bleve alle Slaver erklærede for fri. Held den menneskeven, hvis Stemme vækkede hans Brødres Følelse, og Held det fromme Broderskab, der kun behøvede at erindres om sin Pligt, for strax at bringe den i Opfyldelse!

Intet godt Exempel bliver spildt. Det er et Sædekorn, der udstrøes, og som vist, om ikke strax, dog engang vil bære tusindfold Frugt.

Ja! Man har alt seet en nyttig Følge af Qvækernes menneskekierlige Daad. Dronningen af Portugal skal have givet en Forordning for alle hendes udenrigske Besiddelser, at Slavernes Børn, der hidindtil ogsaa vare Slaver, skulde erklæres for frie.

Altsaa igien en Uretfærdighed mindre i Verden! O lader os glæde os ved ethvert Skridt, som leder Mennesket nærmere til sin sande Bestemmelse, og sin sande Lyksalighed; og lader os nedbede Forsynets Velsignelse over ethvert Foretagende, som sigter til at giøre de Lidendes Antal mindre, at tale den Forurettedes Sag, og at udbede Held og Fryd mellem vore Lige.

M. F. L-g.

*) Det var just i Begyndelsen af de Stridigheder mellem England og dets amerikanske Colonier, hvoraf disses Frihed og Uafhængighed omsider blev en Følge.

Yderligere artikelserier:

Om Slaveriet
Oversættelse.
Le Joug de l'esclavage est brifé, lorsque les princes se font hommes & les ministres citoyens.
Hist. de la revolution de 1789 *)

Borger-Vennen. No. 19. Ottende Aargang. Fredagen den 6. April 1796, s. 146-152. 
Borger-Vennen. No. 20. Ottende Aargang. Fredagen den 13. Mai 1796, s. 153-160. 
Borger-Vennen. No. 21. Ottende Aargang. Fredagen den 20. Mai 1796, s. 161-168. 
Borger-Vennen. No. 22. Ottende Aargang. Fredagen den 27. Mai 1796, s. 169-176.
Borger-Vennen. No. 23. Ottende Aargang. Fredagen den 3. Junii 1796, s. 177-184. 
Borger-Vennen. No. 24. Ottende Aargang. Fredagen den 10. Junii 1796, s. 149-154. 

Bidrag til de afrikanske Negeres Karakteristik.
Borger-Vennen. No. 42. Sextende Aargang. Løverdagen den 20de October 1804, s. 329-336.
Borger-Vennen. No. 43. Sextende Aargang. Løverdagen den 27de October 1804, s. 337-344.
Borger-Vennen. No. 44. Sextende Aargang. Løverdagen den 3die November 1804, s. 345-352.
Borger-Vennen. No. 45. Sextende Aargang. Løverdagen den 10de November 1804, s. 353-360.
Borger-Vennen. No. 46. Sextende Aargang. Løverdagen den 17de November 1804, s. 362-365.