Kjøbenhavnsposten, 24. februar 1834 luftede en engelsk mistanke om dansk medvirken til slavehandel i Afrika:
Under Overskrift: "Beskytte Danske virkelig Slavehandelen?" læses i Hempels Avis "Bidrag til Tidshistorien", No. 99, af 21de ds. følgende Artikkel: "En nylig fra sin Station hjemkommen engelsk Officier beretter: "Reden før Cap Coast ligger Qvitta - Fortet Prindsensteen, det vigtigste af de danske Forter paa Negerkysten - et dansk Etablissement, hvor der ligger noget Militair. Tilforn var Qvitta en langt betydeligere Plads, maa man slutte af derværende Levninger af Bygninger. Nu bestaaer den hele Krigsmagt af en Sergeant og et lidet Vagtmandskab, som snarere synes lagt her, for at beskytte, end for at forhindre Slavehandelen. Portugisiske Skibe komme ofte hid, under Skin af at indkjøbe Kauris - en Art Cypeda, der bruges som Mønt, 40 Stykker til en Penny - men Slavehandelen er deres virkelige Hensigt. Ni engelske Mile fra Qvitta er der et Slavefactorie i Awhey, og et andet i lige Afstand i Mody. Her samler Man Slaverne og befordrer dem videre tilvands. De fleste i Faktorierne i Qvita indhandlede Slaver bringes til Whyda (egentlig: Ajuda c: Hjælp), hvorhen hele Flaader af portugisiske og spanske Skibe komme for at hente dem." Dette læstes i Aaret 1833 i et meget udbredt tydsk Blad (Das Ausland) og kaster en styg - vi haabe ufortjent Skygge paa de Danskes Opførsel i Afrika. Den Danske, som med en vis Stolthed pleier at rose sig af, at hans milde Regjering var den første, som afskaffede Slavehandelen, bør ikke lade en saadan Beskyldning hengaae uprøvet - og vi opfordre dem, som kunne dette, dertil - og til - vi ønske det - at gjendrive den!"
(Kjøbenhavnsposten, 24. februar 1834)
Denne artikel blev forsøgt gendrevet i Kjøbenhavnsposten, 4. marts 1834:
Kjøbenhavn den 4de Marts 1834. - Hr. Fuldmægtig B. M. Christensen, der tidligere, i en i Maanedsskriftet: "Valkyrien", for 1832, indført interessant Artikel om Guinea (oversat i "Lit. Bl. d. Börsenhalle"), har yttret sig om den guinesiske Slavehandel, har nu, i et Brev til "Dagens" Redacteur, Hr. Estatsr. Thaarup (indført i Gaars-No. af Dagen), beviist Urigtigheden af den i "Ausland", efter en engelsk Søeofficiers Beretning, fremførte Beskyldning imod de Danske, at de fra Fortet Prindsensteen, skulde "beskytte Slavehandelen" (omtalt i Hempels "Bidrag til Tidshistorien", cfr. No. 39 af d. Bl.). Hr. C. oplyser her, at det, "med undtagelse i det høieste af Byerne ved de bibeholdte og virkeligt besatte europæiske Forter, er baade de facto og de jure lige umuligt for noget af de trende europæiske Gouvernementer at forbyde eller forhindre de indfødte Negere (der omhyggeligt have bevaret deres fuldkomne indre Uafhængighed og fuldkomne indre Gouverainitet i deres egne mindre eller større Stater) fra at afhænde deres Slaver til hvem de ville, altsaa ogsaa til Slaveskibenes Commissionairer iblandt dem selv; og det er med Hensyn hertil, at de europæiske Cabinetter ikke heller tillade sig, og heller aldrig have tilladt sig, paa Kysten selv at søge denne Handel hæmmet ved andre Tvangsmidler eller Straffe, end dem, som de ifølge Traktater have skaffet sig Ret til at gjøre gjældende mod de Skibe, som, imod disse Traktater, gjøre sig Skyldige i at give Negrene Leiligheden til at afsætte deres Slaver til Udførsel til Amerika eller andetsteds." Han mener, at hiin englænder "meget snarere burde have nævnt den hollandsk-engelske Accra-Bye, der ligger umiddelbart under Kanonerne af ikke blot de hollandske Fort Cravecoeur, men tillige af det velvedligeholdte og fuldt monterede og besatte engelske Secondfort St. James, hvor en saadan Slavehandelsfactor eller Commissionair, en hver Kystmand bekjendt, riig og mægtig Negerhøvding, Ankla, har sin Residents i et efter Kystens Leilighed brillant bygget Pallads, der er stort nok til ham, hans Harem, hans talrige Huusslaver, hans indkjøbte Slaver til Udførsel og endeligt til hans stadige Gjæster af Slaveskibscapitainer, ja af engelske Søofficierer, som - og med Rette - interessere sig for at have seet denne i sin Sphære høist mærkelige Mand." Hvad Gouvernementerne, efter Kystens Forhold og deres egne ringe Kræfter, med Ret og med fuld Virkning have paa Stedet selv kunnet gjøre, og have gjort for Menneskehedens Sag, "reducerer sig til, strængt at overholde, at Ingensomhelst af Europæere eller Indfødte, som enten ved den Beskyttelse, de nyde, eller ved at staae i Regjeringens Tjeneste kunne ansees, som de respective Regjeringers virkelige Undersaatter, direkte eller indirekte besatte sig med denne Handel", og Hr. C. tør, som et troværdigt og dertil samtidigt Vidne, med Vished sige, at "ikke blot Ingensomhelst af Hs. Majestæts virkelige Undersaatter paa Kysten, i det mindste i det sidste Dosin Aar, har gjort sig skyldig i denne Menneskeheden saa vanærende Erhverv, men at de endog, alle tilhobe, abhorrede den, og tillige betragte den som et af de mange Forhold, der forhindre de talentfulde og af en riig Natur saa begunstigede Negre fra, i Industrie og Producering at skabe Tuskmidler for Varer, som de i saa Fald maatte tage hos dem, men nu naturligvis paa en lettere Maade faae fra Slaveskibene, der ret vel finde Regning ved, høit at betale de i Afrika selv ingenlunde dyre Slaver, og derfor naturligviis altid kunne undersælge den egentlige Kjøbmand." Han anfører tillige det Factum, "at intet af alle de opbragte Slaveskibe have afgivet det allermindste Indicium, der kunde i den henseende endog blot kaste en Skygge paa virkelige danske Undersaatter." Hvad angaaer det omtalte Qvitta-Fort, Prindsensteen, da er det "aldeles demonteret og opgivet som Fort"; det danske Flag, som er heist herpaa, sigter kun til, "mod enhver anden europæisk Nation at bevare Danmarks engang lovligt erhvervede Territorialret til, paa det saakaldte danske Gebeet, at formene enhver anden Nation at nedsætte sig eller handle paa anden Maade, end den danske Regjering maatte vide tilstæde", og "det Militair", der ligger, bestaaer kun af "en Sergeant - en vakker Mulat, ved Navn Børgesen - og een eneste, høit tvende gamle, pensionerede kongl. Inventarienegre", saa at man "vel ikke med Billighed kan fordre af ham, at han, uden een eneste monteret Kanon og uden anden Besætning, skal kunne tiltage sig nogen tvingende Myndighed over de ovenikjøbet trædskeste, trættekjæreste, grusomste og meest subordinerede af alle vore allierede Negerstammer", ligesaalidt som man med "Billighed kan finde nogen Beskyttelse for Slavehandelen fra hans Side deri, at han under bemeldte sit Fort taaler enten at Skibe ankre, vare de end ladede med Slaver, eller at de proviantere sig med Mais og Fjerkræe, eller fylde Vand eller deslige." - Af nogle Indledningsord til dette Brev erfarer man, at Hr. C. for Tiden er beskæftiget med et litterairt Arbeide af en "alvorligere Natur", som skjønnes at være stilet imod Hr. Algreen-ussings i en Række af Artikler i "Dagen" leverede "saakaldte Trykkefriheds-Fremstilling."
Denne artikel blev forsøgt gendrevet i Kjøbenhavnsposten, 4. marts 1834:
Kjøbenhavn den 4de Marts 1834. - Hr. Fuldmægtig B. M. Christensen, der tidligere, i en i Maanedsskriftet: "Valkyrien", for 1832, indført interessant Artikel om Guinea (oversat i "Lit. Bl. d. Börsenhalle"), har yttret sig om den guinesiske Slavehandel, har nu, i et Brev til "Dagens" Redacteur, Hr. Estatsr. Thaarup (indført i Gaars-No. af Dagen), beviist Urigtigheden af den i "Ausland", efter en engelsk Søeofficiers Beretning, fremførte Beskyldning imod de Danske, at de fra Fortet Prindsensteen, skulde "beskytte Slavehandelen" (omtalt i Hempels "Bidrag til Tidshistorien", cfr. No. 39 af d. Bl.). Hr. C. oplyser her, at det, "med undtagelse i det høieste af Byerne ved de bibeholdte og virkeligt besatte europæiske Forter, er baade de facto og de jure lige umuligt for noget af de trende europæiske Gouvernementer at forbyde eller forhindre de indfødte Negere (der omhyggeligt have bevaret deres fuldkomne indre Uafhængighed og fuldkomne indre Gouverainitet i deres egne mindre eller større Stater) fra at afhænde deres Slaver til hvem de ville, altsaa ogsaa til Slaveskibenes Commissionairer iblandt dem selv; og det er med Hensyn hertil, at de europæiske Cabinetter ikke heller tillade sig, og heller aldrig have tilladt sig, paa Kysten selv at søge denne Handel hæmmet ved andre Tvangsmidler eller Straffe, end dem, som de ifølge Traktater have skaffet sig Ret til at gjøre gjældende mod de Skibe, som, imod disse Traktater, gjøre sig Skyldige i at give Negrene Leiligheden til at afsætte deres Slaver til Udførsel til Amerika eller andetsteds." Han mener, at hiin englænder "meget snarere burde have nævnt den hollandsk-engelske Accra-Bye, der ligger umiddelbart under Kanonerne af ikke blot de hollandske Fort Cravecoeur, men tillige af det velvedligeholdte og fuldt monterede og besatte engelske Secondfort St. James, hvor en saadan Slavehandelsfactor eller Commissionair, en hver Kystmand bekjendt, riig og mægtig Negerhøvding, Ankla, har sin Residents i et efter Kystens Leilighed brillant bygget Pallads, der er stort nok til ham, hans Harem, hans talrige Huusslaver, hans indkjøbte Slaver til Udførsel og endeligt til hans stadige Gjæster af Slaveskibscapitainer, ja af engelske Søofficierer, som - og med Rette - interessere sig for at have seet denne i sin Sphære høist mærkelige Mand." Hvad Gouvernementerne, efter Kystens Forhold og deres egne ringe Kræfter, med Ret og med fuld Virkning have paa Stedet selv kunnet gjøre, og have gjort for Menneskehedens Sag, "reducerer sig til, strængt at overholde, at Ingensomhelst af Europæere eller Indfødte, som enten ved den Beskyttelse, de nyde, eller ved at staae i Regjeringens Tjeneste kunne ansees, som de respective Regjeringers virkelige Undersaatter, direkte eller indirekte besatte sig med denne Handel", og Hr. C. tør, som et troværdigt og dertil samtidigt Vidne, med Vished sige, at "ikke blot Ingensomhelst af Hs. Majestæts virkelige Undersaatter paa Kysten, i det mindste i det sidste Dosin Aar, har gjort sig skyldig i denne Menneskeheden saa vanærende Erhverv, men at de endog, alle tilhobe, abhorrede den, og tillige betragte den som et af de mange Forhold, der forhindre de talentfulde og af en riig Natur saa begunstigede Negre fra, i Industrie og Producering at skabe Tuskmidler for Varer, som de i saa Fald maatte tage hos dem, men nu naturligvis paa en lettere Maade faae fra Slaveskibene, der ret vel finde Regning ved, høit at betale de i Afrika selv ingenlunde dyre Slaver, og derfor naturligviis altid kunne undersælge den egentlige Kjøbmand." Han anfører tillige det Factum, "at intet af alle de opbragte Slaveskibe have afgivet det allermindste Indicium, der kunde i den henseende endog blot kaste en Skygge paa virkelige danske Undersaatter." Hvad angaaer det omtalte Qvitta-Fort, Prindsensteen, da er det "aldeles demonteret og opgivet som Fort"; det danske Flag, som er heist herpaa, sigter kun til, "mod enhver anden europæisk Nation at bevare Danmarks engang lovligt erhvervede Territorialret til, paa det saakaldte danske Gebeet, at formene enhver anden Nation at nedsætte sig eller handle paa anden Maade, end den danske Regjering maatte vide tilstæde", og "det Militair", der ligger, bestaaer kun af "en Sergeant - en vakker Mulat, ved Navn Børgesen - og een eneste, høit tvende gamle, pensionerede kongl. Inventarienegre", saa at man "vel ikke med Billighed kan fordre af ham, at han, uden een eneste monteret Kanon og uden anden Besætning, skal kunne tiltage sig nogen tvingende Myndighed over de ovenikjøbet trædskeste, trættekjæreste, grusomste og meest subordinerede af alle vore allierede Negerstammer", ligesaalidt som man med "Billighed kan finde nogen Beskyttelse for Slavehandelen fra hans Side deri, at han under bemeldte sit Fort taaler enten at Skibe ankre, vare de end ladede med Slaver, eller at de proviantere sig med Mais og Fjerkræe, eller fylde Vand eller deslige." - Af nogle Indledningsord til dette Brev erfarer man, at Hr. C. for Tiden er beskæftiget med et litterairt Arbeide af en "alvorligere Natur", som skjønnes at være stilet imod Hr. Algreen-ussings i en Række af Artikler i "Dagen" leverede "saakaldte Trykkefriheds-Fremstilling."
(Kjøbenhavnsposten, 4. marts 1834)
De slavegjorte blev udførligt behandlet i en artikelserie i Liunges Kjøbenhavnsposten i 1834 (uddrag), her først fra 1. juli 1834:
De slavegjorte blev udførligt behandlet i en artikelserie i Liunges Kjøbenhavnsposten i 1834 (uddrag), her først fra 1. juli 1834:
Om Slave-Emancipation i Dansk-Vestindien *)
... total Ophævelse af Slaveriet, hvilket vi, naar vi blot vilde tale in abstracto, og som Philantroper, ikke kunde give andet, end vort hjerteligste Bifald, betraget fra et mere praktisk og tillige politisk Synspunkt, er forbundet med saa overordentlige Vanskeligheder, at en forsigtig lovgivende Magt atter og atter bør dvæle ved dette Spørgsmaal og see det fra alle Sider, forinden det afgjøres. Sagen er nemlig omtrent denne: Staten eller Lovgiveren har, saalænge den har staaet i Forbindelse med Colonierne, anerkjendt Slavetilstanden som lovlig, det er, den har ved sine Love garanteret Slaver, som Eiendom i Colonierne, følgelig betragtet dem som Capital, der deels kunde eies af Individet, deels transporteres fra Mand til Mand. Slaverne have saaledes, som nødvendige til Coloniens Cultivation, erholdt en vis Priis, efter den større eller mindre Nytte, de ved deres Arbeide kunne stifte for Eierne, hvilen Priis kan betragtes som Capitalen, der bliver større eller ringere, i Forhold til det Surplus, som Arbeidet kaster af sig (Slavernes Underhold, Beklædning o.s.v. dog først fradraget), hvilket kan ansees som Renten af Capitalen ... Denne Art af eiendom, som Staten ikke alene har tilladt, men endog garanteret ved Love, som nødvendig for Colonien, hvis hele Dyrkning skeer af Slavearbeidere, er saaledes bleven af megen Betydenhed i Colonierne, og særdeles anseelige Capitaler henstaae i denne Art af Eiendom, som man, under forommeldte Garantier, og under Overbeviisningen om Eiendomsrettens Hellighed, som et af Fundamenterne for Statsselskabet, har disponeret over, eller erhvervet , og gjort til Capital med ligesaa megen Rolighed, som enhver anden Gjenstand for Eiendom og Besiddelse. De eies saaledes ikke alene af Plantere (ofte i Hundredeviis efter Eiendommens Størrelse), men og næsten anden, Statens Garantier, de Capitaler, som paa Grund heraf ere satte i denne Art af Eiendom, den absolutte Nødvendighed, de ere for Colonierne, den Ruin, det vil medføre for disse, pludselig at berøves den hele Arbeidende Klasse, og den Indvirkning, dette atter vil faae paa Moderstaten. Hertil kommer endvidere, at Slavepopulationen er i en uforberedt Stand til at modtage Friheden, at den, pludseligen fritaget for al Tvang, vil henfalde til Lediggang og Sviir, og saaledes ved sin overlegne Masse blive en yderst farlig for Coloniens Sikkerhed, da Slaven, paa Grund af den Sorgløshed, hvormed han stedse har seet hen i Fremtiden (da Eieren forsyner ham med alt Nødvendigt) ikkun vil bekymre sig om den Dag idag, og saaledes idetmindste til en Tid, i de rige tropiske Climater, hvor man næsten ikkun behøver Klæder for at afholde Solens altfor varme Straaler, og hvor Vegetationen er saa yppig, kan og vil hensove Livet, uden at dyrke mere, end de faa Jord- eller Træfrugter, som han behøver til sit Ophold. Desforuden maa det, hvad Qvæstionens første Side angaaer, bemærkes, at Slaveriet vel er et Onde, et overordentligt Onde, og at det i og for sig ikke kan andet, end virke skadeligt paa Characteeren; men at det paa den anden Side er oplyst, at Slaverne i de engelske (og det samme tør paastaaes at være Tilfældet i vore danske) Colonier, ikke alene have det ligesaa godt, men endogsaa bedre, end de lavere arbeidende Klasser i Moderlandene. Disses Nød og elendighed kjende hine aldeles ikke, medens Frygten for den physiske Tvang, som bringer Slaverne til at arbeide og dyrke Colonien, vistnok ikke er tungere - ja vi tør sige, ikke nær saa ting - som den moralske tvang der Dag ud og Dag ind kuer den fattige Daglønner med en talrig Familie, der ene og alene seer hen til ham for Brødet, og for Varmen i det uvenlige Klimat, og nøder ham til at overarbeide sine kræfter, og maaske længe før tiden kaster ham paa Sygeleiet og i Graven. Slaveriet i Vestindien har vistnok endnu Meget, som i Formerne er stødende og af hvilket en stor Deel unægtelig ligefremfølger af denne Tilstand; men ligesaa vist er det ogsaa, at de Grusomheder imod Slaver, som man hører om fra fordums Tider, næsten ere aldeles forsvundne, og ikke mere vilde taales, hverken af de locale Øvrigheder eller i Communen. Det er vel sandt, at Revselse med Pidsk udøves af Eieren; men denne kjender altfor vel sin egen Interesse til at benytte denne Ret imod et godt Subject; og de slette, løgnagtige og dovne Slaver chikanere deres Eiere paa saa utallige Maader, at vi isandhed betvivle, hvorvidt en Europæer, uden at nedstemme sine Fordringer af en arbeidende Klasse, idetmindste halvtredsinstyve Procent, kunde udholde det med dem, endogsaa med den fuldeste Correctionsret. [Her følger en sammenligning mellem Vestindien og Danmark, slaver og tyende, hvis konklusion er at plantageejerne kun udøver den vold der er nødvendig]. ... Det eneste Forhold, i hvilket Slaven hos os betragtes og virkelig behandles som en Ting, og ei som en Person, er ved Salg og Overdragelse, og denne Scene, især naar det skeer ved offentlig Opbydelse, har derfor unægtelig noget særdeles Stødende for Europæeren. [Slaverne beskrives her som selv ejere der ofte har råd til luksus) ...](Kjøbenhavnsposten i 1834 (uddrag), 1. juli 1834)
Artiklen fortsattes den 3. juli 1834. I denne artikel beskrives hvordan England havde løst problemerne og ved lov gennemført "slaveemancipationen" med virkning fra 1. februar 1834. Omfanget af slavegjorte i de engelsk-vestindiske øer angives i artiklen til mellem 750 og 800.000. Artiklens ærinde er at erklære at dette skridt er alt for vidtgående og hurtigt. Den tredje og sidste artikel er fra 4. juli 1834. Her kikkede den igen mod Danmark.
... hvis Regjeringen forholder sig passivt, og indtager en forsigtig Iagttagers Post, for at høste Godt af Andres Erfaring, handler den vistnok saare klogt og rigtigt. ... Men ligesom vi af ovennævnte Grund antage det for rigtigt, at Danmark for det første holder sig passiv som Tilskuer, saaledes er det nok ogsaa rimeligt, at de de danske Colonier ville hæve sig betydeligt ved Forvirringen i de engelske Colonier, saafremt vort system ikke rokkes. Prroductionen vil aftage paa de engelske Øer, medens den kan tiltage hos os, i Forhold som Productet bliver mere søgt og bedre betalt. [Artiklen advarer her imod det økonomiske i at frigive 30-35.000 slaver på de danske øer, og hvad endnu værre, at det ville skabe uro og ødelæggelser]
At man udmærket var klar over at slavegørelsen fortsatte til langt op i 1800-tallet, fremgår af følgende uddrag af en artikel fra Kjøbenhavnsposten den 21. juni 1837, hvor man kommenterer en udtalelse fra paster Melby:
"Kong Frederik den Sjettte var det, som løfte Negerens Slavelænker og skjænkede ham Frihed og Menneskets Retttigheder." Det vilde være sørgeligt, om "det danske Folk, Historiens Bog og Jordens Folk" skulde tage saa grovelig feil, thi hvem skulde man troe, naar man ikke længer kunde troe alle dem. Men baade Danmark, Historien og Jorden vide meget vel, at Fr. 16de Marts 1792, hvortil der naturligviis sigtes, ikkun angaar Negerhandelen, ikke Negerslaveriet, og at Negerslaveriet endnu den Dag i Dag paa vore vestindiske Øer er i fuld Flor.
Kjøbenhavnsposten berettede den 13. august 1838 om utilfredshed på de vestindiske øer:
Kjøbenhavn, den 13de August 1838. Kort forinden Generalgouverneur Scholten forlod de vestindiske Besiddelser udstedte han endeel nye Bestemmelser om Negerres Arbeide og Behandling, hvilke publiceredes paa Plantagerne; da han selv strax efter forlod Øerne, kunde han ikke iagttage Virkningen heraf. Fra Vestindien skrives nu, at Negerne paa mange Plantager have yttret Misfornøielse, formodentlig især fordi de ventede mere gunstige Bestemmelser, maaskee endog Friheden. Hvad der mest har vakt deres Uvillie, er Indførelsen af Straf med Tamp, der i Følge deres Begrebet - og de maae vel i dette Capitel være afgjørende - er være, end den tidligere Straffemaade med Qviste, og naar Tampens Tykkekse ei er bestemt, kan det let hænde, at gammel Præjudice vil gjøre sig gjældende. Det synes os aabenbart, at en Forandring i en saadan Sag, som Negernes Afstraffelse, i følge hele Tidens Aand maa ære til det Bedre og Mildere, og for saavidt det altsaa befindes, at det Modsatte, om endog uforsætligt, ved nye Bestemmelser er blevet Tilfældet, maa det ligefrem være vedkommende Embedsmænds Pligt at gaae tilbage til det mildere System, og bevirke en Forandring i det feilagtigt Nye. At tillade de vestindiske Politimestre at bruge sligt Instrument ad libitum, synes heller ikke at være ønskeligt.
I den følgende nummer 222, 14. august 1838 kunne man under overskriften "Negerslavernes fuldkomne Emancipation" læse om Englands afskaffelse af slavegørelsen. Her ventede man stadig på svar på spørgsmålet fra 1834:
Slaveriets sidste Spor er altsaa nu hævet i de engelske Colonier; Herrerne have selv renonceret paa de to Aar, der endnu stode tilbage af Lærlingsperioden, og det store Spørgsmaal staaer nu sin Løsning nær, om Negerne som frie Arbeidere ville dyrke den vestindiske Jordbund for en saadan Løn, at Eiendommene kunne bestaae; om de ville være modtagelige for en saadan Kultur og Forædling, at de kunne skatte og rigtig afbenytte Friheden, og de mange Velsignelser som den engelske Nation dermed har forberedt dem.
Artiklen fortsattes den 3. juli 1834. I denne artikel beskrives hvordan England havde løst problemerne og ved lov gennemført "slaveemancipationen" med virkning fra 1. februar 1834. Omfanget af slavegjorte i de engelsk-vestindiske øer angives i artiklen til mellem 750 og 800.000. Artiklens ærinde er at erklære at dette skridt er alt for vidtgående og hurtigt. Den tredje og sidste artikel er fra 4. juli 1834. Her kikkede den igen mod Danmark.
... hvis Regjeringen forholder sig passivt, og indtager en forsigtig Iagttagers Post, for at høste Godt af Andres Erfaring, handler den vistnok saare klogt og rigtigt. ... Men ligesom vi af ovennævnte Grund antage det for rigtigt, at Danmark for det første holder sig passiv som Tilskuer, saaledes er det nok ogsaa rimeligt, at de de danske Colonier ville hæve sig betydeligt ved Forvirringen i de engelske Colonier, saafremt vort system ikke rokkes. Prroductionen vil aftage paa de engelske Øer, medens den kan tiltage hos os, i Forhold som Productet bliver mere søgt og bedre betalt. [Artiklen advarer her imod det økonomiske i at frigive 30-35.000 slaver på de danske øer, og hvad endnu værre, at det ville skabe uro og ødelæggelser]
At man udmærket var klar over at slavegørelsen fortsatte til langt op i 1800-tallet, fremgår af følgende uddrag af en artikel fra Kjøbenhavnsposten den 21. juni 1837, hvor man kommenterer en udtalelse fra paster Melby:
"Kong Frederik den Sjettte var det, som løfte Negerens Slavelænker og skjænkede ham Frihed og Menneskets Retttigheder." Det vilde være sørgeligt, om "det danske Folk, Historiens Bog og Jordens Folk" skulde tage saa grovelig feil, thi hvem skulde man troe, naar man ikke længer kunde troe alle dem. Men baade Danmark, Historien og Jorden vide meget vel, at Fr. 16de Marts 1792, hvortil der naturligviis sigtes, ikkun angaar Negerhandelen, ikke Negerslaveriet, og at Negerslaveriet endnu den Dag i Dag paa vore vestindiske Øer er i fuld Flor.
Kjøbenhavnsposten berettede den 13. august 1838 om utilfredshed på de vestindiske øer:
Kjøbenhavn, den 13de August 1838. Kort forinden Generalgouverneur Scholten forlod de vestindiske Besiddelser udstedte han endeel nye Bestemmelser om Negerres Arbeide og Behandling, hvilke publiceredes paa Plantagerne; da han selv strax efter forlod Øerne, kunde han ikke iagttage Virkningen heraf. Fra Vestindien skrives nu, at Negerne paa mange Plantager have yttret Misfornøielse, formodentlig især fordi de ventede mere gunstige Bestemmelser, maaskee endog Friheden. Hvad der mest har vakt deres Uvillie, er Indførelsen af Straf med Tamp, der i Følge deres Begrebet - og de maae vel i dette Capitel være afgjørende - er være, end den tidligere Straffemaade med Qviste, og naar Tampens Tykkekse ei er bestemt, kan det let hænde, at gammel Præjudice vil gjøre sig gjældende. Det synes os aabenbart, at en Forandring i en saadan Sag, som Negernes Afstraffelse, i følge hele Tidens Aand maa ære til det Bedre og Mildere, og for saavidt det altsaa befindes, at det Modsatte, om endog uforsætligt, ved nye Bestemmelser er blevet Tilfældet, maa det ligefrem være vedkommende Embedsmænds Pligt at gaae tilbage til det mildere System, og bevirke en Forandring i det feilagtigt Nye. At tillade de vestindiske Politimestre at bruge sligt Instrument ad libitum, synes heller ikke at være ønskeligt.
I den følgende nummer 222, 14. august 1838 kunne man under overskriften "Negerslavernes fuldkomne Emancipation" læse om Englands afskaffelse af slavegørelsen. Her ventede man stadig på svar på spørgsmålet fra 1834:
Slaveriets sidste Spor er altsaa nu hævet i de engelske Colonier; Herrerne have selv renonceret paa de to Aar, der endnu stode tilbage af Lærlingsperioden, og det store Spørgsmaal staaer nu sin Løsning nær, om Negerne som frie Arbeidere ville dyrke den vestindiske Jordbund for en saadan Løn, at Eiendommene kunne bestaae; om de ville være modtagelige for en saadan Kultur og Forædling, at de kunne skatte og rigtig afbenytte Friheden, og de mange Velsignelser som den engelske Nation dermed har forberedt dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar