Artikler fra Borger-vennen om slavehandlen og slaveriet i de danske kolonier i Afrika og Vestindien.
Borger-Vennen No. 27. Fierde Aargang. Fredagen den 2. Martii 1792, s. 207-212.
Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier
(oversat)
Naar skal dog den Tid komme, da Menneskene alle vil blive menneskelige, og atter knytte de hellige Broderkierligheds Baand, som Ærgerrighed og Vindesyge har sønderrevet?
Det veed ingen uden Du, algode og alvise Verdens Styrer! Du, som efter Din uudgrandskelige Raadslutning har sat et Maal for alle Ting, og tillader det Onde, for at lade det Gode udspringe deraf. Os sømmer det, at vente - og at tie.
Med dette Suk saae jeg ofte til Himlen, da jeg læste nogle nyere Efterretninger om Europæernes endnu vedvarende umenneskelige Omgang med vore sorte Brødre, som ere bragte under deres grusomme Herredømme. Det er skrækkeligt, og overstiger næsten al Troværdighed, hvad de Reisende i deres Dagbøger endnu stedse eenstemmig berette derom.
Jeg vil fortælle mine Læsere noget deraf, og vi ville med Gysen faae at see, hvorledes Mennesket, denne af Naturen saa milde og kierlige Skabning, efterhaanden kan blive liigt med det grusomste Dyr, naar det ikke fra Ungdommen op omhyggelig bliver bevaret for, at ingen haarde, ukierlige, og ubarmhiertige Tilbøieligheder indsnige sig i ders Hierte.
Her er et Udtog af de nyeste Efterretninger, om den umenneskelige Slavehandel paa Kysten af Guinea, og om de arme sorte Slavers Tilstand i Europæernes americanske Colonier.
Nogle Menneskers Eiendoms-Ret over andre er i Guinea almindelig indført; dog med den Indskrænkning, at ingen tør sælge sine Livegne, naar de ikke enten som Krigsfanger ere komne i hans Magt, eller ere forærede ham af en anden Eiermand, til Giengield for en eller anden tilføiet Forurettelse.
Denne Lov synes at være bestemt til Best for den, der er født Slave, paa det han kan blive i sin Familie og i sit Fædreland; men den bliver paa mangfoldige Maader ved List giort frugtesløs. De Eiere, som har Lyst at sælge deres Slaver til Europæerne, giøre Aftale med hinanden, opdigte en eller anden Stridighed, som de foregive at være opkomne imellem dem, føre paa Skrømt en lille Krig med hinanden, i hvilken den ene lader sine Slaver giøre til Krigsfanger af den anden; eller og man slutter en Fred, hvorved den ene til Giengield for den opdigtede Uret, afstaaer den anden et vist Antal Slaver, og med disse kan da den anden giøre hvad han vil.
De smaae Konger i Guinea føre af den samme afskyelige Aarsag næsten bestandig Krig med hinanden; og alle de Folk, den ene tager til Fange fra den anden, sælger han til Slaver. I en vis Frastand fra Kysterne opholde sig Herrer, der lade Fange og bortføre alle dem, de kan faae fat paa.
Man kaster Børnene i Sække, binder Mændene og Qvinderne en Knøvl for Munden, for at hindre deres Skrig. Blive disse Røvere selv fangede af andre, og den, der har udsendt dem, bliver krævet til Regnskab, saa fragaaer han, at det er skeet efter hans Befaling, og til Beviis, at det er Sandhed, han fremfører, lader han dem selv, som han har udsendt til at røve Mennesker, bringe til Skibene for at sælges.
Denne afskyelige Skik, at handle med Mennesker, blev først almindelig paa Kysterne, siden har den efterhaanden udbredt sig til nogle hundrede Mile længer ind i Landet. Transporten derfra til Skibene, paa hvilke disse Ulykkelige blive bortførte, skeer paa følgende Maade.
Slavehandlerne slaae sig sammen i Selskaber, for at udgiøre en eneste stor Caravane. Enhver Slave er forsynet med saa meget Vand og Føde, som han behøver til sit Ophold i de tørre Sandørkner, man skal giennemreise. Men for at hindre dem fra, at løbe børt, har man udtænkt følgende sindrige Grusomhed.
Man stikker hver Slaves Hals i en Træfork, der er otte til ni fod lang. Denne fork bliver bag til lukket med et ombøiet Jernsøm, saa at Hovedet ikke kan slippe igiennem. Skaftet af Forken, der er af meget tungt Træ, hænger ned foran dem, og hindrer den Fangne saaledes, at han hverken kan gaae eller opløfte Forken.
Naar man nu vil tiltræde reisen, saa blive alle Slaverne stillede i en Linie bag ved hinanden. Derpaa binder man Skaftet af hver Fork fast til Formandens Skulder, og saaledes fra en til anden, indtil den Første, hvis Fork bliver baaret ved en af Anførerne. Paa denne Maade bliver det umueligt for nogen, at sættes sig i Frihed ved Flugten.
Ethvert medlidende Hierte maa gyse ved Forestillingen, at saa mange tusinde Mennesker blive aarligen paa denne Maade bragte i det grusomste Slaverie. I Aaret 1768 gik der i alt over 100,000 Slaver fra Africa. Deraf kiøbte
Englænderne for deres Øer ...... 53,100.
Deres Colonister i Nord-America 6,300.
Franskmændene....................... 23,500.
Hollænderne ............................ 11,300.
Portugiserne ............................. 8,700.
De Danske ............................... 1,200.
Det udgiør i alt .......................104,100.
Som oftest døer en stor Deel af disse Ulykkelige alt paa Overfarten til America, fordi de blive sammenpakkede paa Skibene, i snævre Rum, ligesom Qvæg, man fører hen at sælges. Hvert Aar bliver vel ikke fuldkommen saa mange udført; men overhovedet kan man dog ansætte det aarlige Antal i det mindste til 60,000. For hver Slave betaler man i Guinea 79 Rdlr. Africa faaer altsaa aarlig ved dette Menneskesalg 4,840,000 Rdlr.
Intet er afskyeligere end den Levemaade, hvortil disse stakkels Sorte ere fordømte i America. Deres Vaaninger bestaaer i snevre, ubeqvemme og usunde Hytter. Deres Leie er et Knippe Vidieqviste, der snarere maae pine deres Legeme end skaffe dt Hvile. Nogle Leerkar, nogle Træbrikker udgiøre deres hele Huusgeraad. Nogle Lapper af grovt Linned, der bedække en Deel af deres Nøgenhed, beskytter dem hverken for Dagens utaaligelige Hede, eller for Nattens farlige Kiølighed. de nyde samme Spise som de urenenste Dyr; ja de faae neppe saa meget deraf, at de dermed kunde kummerlig opholde deres elendige Liv.
Ikke nok, at den ulykkelige Neger maae lide Mangel paa Alting; i et brændende hedt Klima er han fordømt til uophørligt Arbeide under ufølsomme Driveres Pidsk. Efter Solens nedgang hviler alle Dyrene ud fra deres Sløb; kun det ulykkelige sorte Menneske giør sig forgieves Regning derpaa, hans Arbeide bliver kun forandret. Ved Nattens Indbrud maae han forrette mindre Arbeider, hvorved hans Taalmodighed gandske udtrættes, efterat Dagens Byrde alt har udtømmet alle hans Kræfter. *)
De Colonister, der eier meget Land, giver dem gierne et Stykke Jord, hvoraf de selv maae stræbe at forskaffe sig noget til Livs Ophold. Men til at passe det, under man dem paa mange Steder kun en Deel af Søndagen, og de faa Øieblikke, de paa de andre Dage kunne afbryde fra deres Spisetid. I andre Egne tilstaaer man dem en anden Dag, for enten ved Arbeid eller ved Plyndring i de omliggende Vaaningssteder at forskaffe sig saa meget, som de behøve Ugen igiennem til deres Underholdning.
For at retfærdiggiøre disse Grusomheder, har de Hvide udbredet den Fordom, at de Sorte ikke vare som andre Mennesker, at man ved fornuftige Forestillinger intet udrettede hos dem; at de hverken havde Følelse for Godhed eller Venskab; at man altsaa maatte behandle dem som Umælende. Men hvor usandfærdigt dette er, bevise de iblandt dem, der ere saa lykkelige, at have fornuftige Herrer, som omgaaes menneskelig med dem. disse give hyppigen de beundringsværdigste Prøver paa deres Troskab og Kierlighed. Jeg vil anføre nogle deraf.
Hvor ædelt handlede ikke hiin Negerinde, da hendes Herres Huus styrtede ind ved et Jordskiælv. De, som vare i Huset, mærkede Faren tidlig nok, til at kunde springe ud, inden det styrtede fuldkommen. Ogsaa Negerinden kunde have reddet sig paa denne Maade, men da maatte hendes Herres Barn, som hun var Amme til, været blevet tilbage. Men dette var hende umueligt. Denne ædle Kone vilde heller opofre sit eget liv, end lade hendes Fosterbarns Liv blive i Fare. Hun bedækkede derfor Barnet med sit Legeme, og afbødede med utroligt Mod alle de nedfaldende Stykker af Huset. Barnet blev reddet; men hun selv blev nogle Dage efter et offer for sit ædelmodige Hierte.
(Fortsættelsen følger).
*) Til Ære for vore Landsmænd maa her anmærkes, at de Sorte paa de danske Eiendomme, saavel i Henseende til deres Hviletimer som i Henseende til Føden, have bedre Kaar end paa nogen anden Colonie; dette bevidne blandt andre Hr. Rector West, i hans Efterretninger om St. Croix, som findes i Maanedskr. Iris for Aaret 1791.
Oversætt. Anm.
Borger-Vennen nr. 28. Fierde Aargang. Fredagen den 9. Martii 1792, s. 215-220:
Fortsættelse af
Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier
(oversat)
(See forrige Nummer)
Hvor standhaftig elskede ikke hiin unge Neger sin Herre! Han saae ham, at blive, paa Gouverneurens Befaling, bragt ombord som en Fange. Det var forbudet alle hans Betientere at følge med ham. Hvad giorde nu den troe unge Slave? Han lod sig indsye i en Matrasse, og bedrog Vagtens Opmærksomhed, ved saaledes at lade sig bringe ombord paa Skibet, ligesom det var en Pakke.
Et engelsk Fartøi, der i Aaret 1752 handlede paa Guinea, blev nødt til at lade sin Saarlæge blive der tilbage, siden han for sin slette Helbreds Skyld ikke kunde taale Søen. Murray heed denne Mand. Medens han opholdt sig der i landet, kom et hollandsk Skib til den samme Kyst. Hollænderne tillode sig den Uretfærdighed, at bemægtige sig nogle Sorte, der var gaaet ombord til dem, lagde dem i Lænker, og skyndte sig derpaa bort med deres Bytte, det hastigste de kunde.
Forbitrede over denne grusomme Uretfærdighed, løb de bortstiaalnes Slægtninge og Venner hen til Murrays Vert, for at giengielde Grusomhed med Grusomhed. "Hvad vil I have;" spurgte Verten, id et han holdt dem tilbage ved Indgangen til sit Huus - "Den hvide, der er hos Dig, skrege de; han maae miste Livet, this hans Brødre har ranet vore Brødre!" Men den ædelmodige Vert svarede:
"De Europæer, der har slæbet vore Medborgere bort, ere Barbarer; dræber dem, naar I finde dem. Men den, der boer hos mig, er et godt Menneske; han er min Ven; mit Huus er hans Kastel; jeg er ingen Soldat, men jeg vil forsvare ham. Førend I kan naae ham, maae I træde over mit døde Legeme. O! mine Venner! hvilken retskaffen Mand vilde vel tage ind hos mig, naar jeg taalte, at min Vaaning blev besmittet med den Uskyldiges Blod?"
Disse ord stillede de Sortes Vrede; de gik, skamfulde over den hensigt, hvori de vare komne, og nogle Dage efter bevidnede de Murray selv, hvor kiert det var dem, at de vare blevne hindrede fra at fuldføre en Forbrydelse, der ville have foraarsaget dem stedsevarende Samvittigheds-Nag.
Kun endnu eet Exempel af dette Slags, og som iblandt alle fortiener den største Beundring. En portugisisk Slave, der havde reddet sig af Slaveriet, og var flygtet til Skovene, erfarede, at hans forrige Herre var sat fast, og skulde straffes paa Livet for et Mord, man beskyldte ham for. Pludselig opvaagnede Følelser af den ædelmodigste Kierlighed hos ham, og opflammede hans Hierte med usædvanlig Heltemod. Han løb tilbage til det Sted, hvor hans Herre sad fangen; her traadde han frem for Retten, og anklagede sig selv for den Forbrydelse, for hvilken hans Herre var lagt i Lænker. Hans sindrige Ædelmodighed vidste at giøre Sagen saa sandsynlig, at man troede ham, lod hans Herre løs, og førte ham selv til Døden.
Naar vi Europæer og Christne undertiden ikke faae det her i Verden som vi ønske det, med hvilke Klager og Bebreidelser bestorme vi da ofte Himlen! Den ulykkelige og beskedne Neger derimod lader den guddommelige Bestyrelse vederfares mere ret, og tilregner sig selv Skylden for sine Lidelser. Han troer i sin Enfoldighed, at Gud havde i Begyndelsen skabt de Sorte og de Hvide med lige Fortrin, eller om han havde givet en af begge Arterne noget forud for den anden, saa havde det været de Sorte. Gud havde derpaa viist dem to forskiellige Arter af Lyksalighed - paa den ene Side Guld, paa den anden Kunster og Videnskaber. De Sorte havde valgt Guldet; og til Straf for deres Gierrighed vare de derpaa blevne fordømte til, evig at være de Hvides Slaver.
Desuagtet synke de ofte under Byrden af deres elendigheder. Af Længsel efter deres Fædreneland, og af Fortvivlelse over deres ynkværdige Tilstand, falde de ofte i en dyb og stum Tungsindighed. Det Middel de da gribe til, er enten at hænge sig, eller og at æde Jord, Kalk, Aske og andre Ureenligheder, hvoraf følger, at de omsider bekomme en ulægelig Vandsot, og døe. Derhos sætte de deres hele Liid til, at de efter Døden skal komme tilbage til deres Fædreneland, og see Forældre, Slægt og Venner igien. Er det først kommen saavidt med dem, saa er hverken Mildhed eller Trudsler og Straffe i Stand til, at bringe dem fra deres Forsæt, at døe. Den Tanke, at de skal faae deres Venner igien at see, er stærkere end alle modsatte Bevæggrunde.
En engelsk Major Crips, paa Øen St. Christoph, faldt paa en besynderlig Cuur for denne Hiemmesyge, og som ikke kunde udtænkes mere passende. Næsten alle hans Slaver vare angrebne deraf; daglig hængte sig nogle af dem, i Haab om at leve op igien i deres Fædreneland; og til Slutningen fattede de alle den eendrægtige Beslutning, i en bestemt Nat at flygte til Skovene, og der at hænge sig i Selskab, for paa engang at samles igien hos deres Fædre og Paarørende.
Majoren fik dette at vide; han lod strax en Mængde Kiedler og andre Kar, som hørde til et Sukkersyderie, pakke paa Vogne og Karrer, og iilte hen til den Plads, hvor hans Negre just belavede sig til at reise ind i den anden Verden. Han nærmede sig til dem med en Strikke in Haanden, bad dem gandske rolig, ikke at lade sig forstyrre; sagde dem, han havde besluttet, at følge med dem, siden han havde kiøbt en Sukkerplantage i deres Fædreland, hvor han meget bedre kunde bruge dem, end deres Landsmænd, der endnu ikke vare vante til slige Arbeider. Naar de saa vare ankomne der, hvor de slet intet Haab havde til mere at undflye, saa vilde han lade dem arbeide Dag og Nat, uden at give den en eneste Hviledag. Desforuden skulde han nok, naar de kom derhen, vide at hævne sig paa dem for deres strafværdige Forsæt, at forlade ham, ved at paalægge dem større Besværligheder og Plager. Hans Opsynsmænd, som han havde sendt i Forveien, havde alt bemægtiget sig alle dem, der vare undvigte, og lod dem indtil hans Ankomst arbeide med Lænker om Benene.
Den rolige Mine, hvormed Majoren talede, de ankommende Vogne med Kiedler og Kar, tillod Negerne ikke den ringeste Tvivl. De begyndte først at tale hemmelig med hinanden, kastede sig endelig for Majorens Fødder, og lovede paa det helligste, aldrig mere at tænke paa, at vende tilbage i deres Fædreneland.
Han gjorde i Begyndelsen Vanskeligheder, men lod sig dog endelig ved sine hvide Betientere overtale til, igien at tage dem til Naade; dog under den Betingelse, at dersom en eneste fik i Sinde at hænge sig, vilde han sende alle de øvrige samme Vei, for at straffe dem ved haardere Arbeider i hans Sukkerplantager i deres Fædreland. Efter den Tid faldt det ingen af dem nogensinde ind, ved Selvmord at ville komme til sine forrige Venner igien.
En anden Indvaaner paa samme Ø brugte et lignende Kunstgreb, der gjorde ligesaa god Virkning. Han lod nemlig hugge Hoved og Hænder af alle dem, der havde hængt sig, kom dem i et Jernbuur, og lod dem ophænge i et Træ, nær ved sit Huus, til Skue for de øvrige Negre. De kunde, sagde han til dem, hænge sig saa tidt og saa meget de vilde; men han skulde dog mage det saaledes, at de evig skulde komme til at gaae omkring i deres Fædreland uden Hoved og Hænder.
Negerne tvivlede imidlertid slet ikke paa, at jo de Afdøde vilde komme og hente deres Hoved og Hænder; thi de troede, at Sielene efter Døden tog ders jordede Legemer op af Graven, og bragte det med sig til deres Fædreland. Men de bleve ikke lidet forundret, da de saae, at de afhugne Hoveder og Hænder bleve ved at ligge paa samme Sted; og holdt nu op at hænge sig, af Frygt for at komme til deres Landsmænd som Krøblinger.
Behøves der mere, end at læse den ynkelige Historie om disse ulykkelige Africaneres Gienvordigheder, for at blive overbeviist, at der forestaaer et andet Liv, hvori Guds evige Retfærdighed vil forvandle Uskyldigheds Taarer til Fryd, og kræve Undertrykkeren frem til velfortient Straf? -
Dog, Gud skee Lov! Den Tid synes at nærme sig, da vore sorte Brødre skulle, om ikke gandske befries fra Slaveriet, dog i det mindste nyde en Lettelse i deres Tilstand. Alt er der gjort en lykkelig Begyndelse hertil; og hvad kan man ikke vente af vore tiders milde Tænkemaade, da man alt mere og mere lærer at kiende og ære Menneskenes uforkrænkelige Rettigheder. *)
') Og hvilket glad Haab maae især opfylde ethvert følende dansk Hierte, ser seer, at vor gode Fyrste giør ogsaa denne Sag til Gienstand for sin veldædige Omhue, og har udnævnt Mænd, af hvis Tænkemaade og Duelighed man kan vente saa meget, til at undersøge de Sortes Tilstand paa de danske Eilande i Vestindien!
Oversætt. Anmk.
(Fortsættelsen følger)
Slutning af
Nogle Efterretninger om Negerslaverne paa Guinea, og om deres Tilstand paa Europæernes americanske Colonier
(oversat)
(See forrige Nummer)
I Nord-Amerika ligger, som bekiendt er, et Landskab, der hedder Pensylvanien. Dette Land er, under Anførsel af en Mand, ved Navn Pen, bleven bebygget ved et Selskab af Christne, der fornemmelig udmærke sig fra andre derved, at de leve mellem hinanden som virkelige Brødre, søge at skye al Pragt og Yppighed, og beflitte sig paa streng Retskaffenhed og Fromhed. Man har givet disse Folk Navn af Qvækere, det betyder Skiælvere, og det af følgende Aarsag.
De have ingen egentlige Geistlige eller Præster iblandt sig, men enhver af dem, enten det er et Mandfolk eller Fruentimmer, har Ret til at træde frem i deres Forsamlinger, og tale over det, der synes at være vigtig for Menigheden. De har derhos den Troe, at Gud selv hver Gang indgiver dem det, de skal foredrage. Denne Troe og den Iver for det Gode, der driver dem, opvarmer deres Hierter i saadan Grad, at de ofte under Talen skielve over hele Legemet.
Nu fremstod for nogle Aar siden en Mand i denne Qvækerforsamling, og begyndte, som om han var virkelig begeistret, paa følgende Maade at tale:
"Hvorlænge, mine Brødre, ville vi beholde to Samvittigheder, dobbelt Maal, dobbelt Vægt, den ene for vores Fordel, den anden for vor Næstes Elendighed, og som begge ere lige falske? Tilkommer det os - siger, mine Brødre! tilkommer det os i dette Øieblik at klage, fordi det engelske Parlament vil bringe os under Aaget, vil paalægge os Slavelænker *), medens vi selv i meer end et Aarhundrede har udøvet, og endnu udøve, et tyrannisk Herredømme, ved at holde Mennesker, der ere vore Lige, vore Brødre, i de haardeste Slavelænker?"
"Naturen satte et frygteligt Skillerum - det umaalelige Verdens Hav - mellem os og disse Ulykkelige; hvad have de giort os, at vor Gierrighed skulde opsøge ham i deres brændende Sandørkener, og hente dem hid fra deres Skove blandt Tigrene? Hvad var deres Forbrydelse, at de skulde drages bort fra et Land, hvor Natuen selv tilbød dem sine Skatte, for siden ved os at henflyttes til en anden Himmelegn, hvor de maae døe under Trældommens tungeste Arbeider?"
"Hvilken Familie har Du da skabt, himmelske Fader, hvor de Ældste først have ranet deres yngre Brødres Eiendomme, og siden endog med Svøben i Haanden ville tvinge dem til, med deres Aarers Blod, med deres Ansigts Sveed, at giøde den Arvedeel, man har berøvet dem?"
"Ynkværdige Slægt, som vi fornedre til Lighed med Qvæget, for at tyrannisere derover; hos hvilket vi qvæle enhver Evne i Sielen, for at nedtrykke dets Legeme ved Byrder; hos hvilket vi giøre Guddommens Billede og Menneskelighedens Stempel ukiendeligt! En Slægt, hvis Siels og Legems-Evner, hvis hele Væsen er forsvækket!"
"Og vi ere Christne? Og vi ere Englændere? Et Folk, som Himlen har betegnet med sin Yndest, og giort frygtet til Søes! Hvorledes vil Du være fri og Tyran paa engang?"
"Nei, mine Brødre! det er Tid, at vi arbeide forenede sammen; lader os frigive disse ulykkelige offre for vort Stolthed og vor Vindesyge; lader os skiænke Negerne den Frihed, som det ene Menneske aldrig uforskyldt burde berøve det andet."
"Maatte dog alle christelige Selskaber, efter vort Exempel, lære at erstatte en Uret, som igiennem tvende Aarhundreder har ved Ran og Forbrydelser været indgroet! maatte endelig disse saalænge fornedrede Mennesker engang opløfte deres fra Lænker befriede Hænder, og ders med Taknemmeligheds Taarer opfyldte Øine mod Himlen! Ak! disse Ulykkelige have hidindtil ikke kiendt andre end Fortvivlelsens Taarer!"
Saa talte den vakre Qvæker: og hvad blev Virkningen? Hans Brødres Samvittighed vaagnede, og i hele Pensylvanien bleve alle Slaver erklærede for fri. Held den menneskeven, hvis Stemme vækkede hans Brødres Følelse, og Held det fromme Broderskab, der kun behøvede at erindres om sin Pligt, for strax at bringe den i Opfyldelse!
Intet godt Exempel bliver spildt. Det er et Sædekorn, der udstrøes, og som vist, om ikke strax, dog engang vil bære tusindfold Frugt.
Ja! Man har alt seet en nyttig Følge af Qvækernes menneskekierlige Daad. Dronningen af Portugal skal have givet en Forordning for alle hendes udenrigske Besiddelser, at Slavernes Børn, der hidindtil ogsaa vare Slaver, skulde erklæres for frie.
Altsaa igien en Uretfærdighed mindre i Verden! O lader os glæde os ved ethvert Skridt, som leder Mennesket nærmere til sin sande Bestemmelse, og sin sande Lyksalighed; og lader os nedbede Forsynets Velsignelse over ethvert Foretagende, som sigter til at giøre de Lidendes Antal mindre, at tale den Forurettedes Sag, og at udbede Held og Fryd mellem vore Lige.
M. F. L-g.
*) Det var just i Begyndelsen af de Stridigheder mellem England og dets amerikanske Colonier, hvoraf disses Frihed og Uafhængighed omsider blev en Følge.
Yderligere artikelserier:
Om Slaveriet
Oversættelse.
Le Joug de l'esclavage est brifé, lorsque les princes se font hommes & les ministres citoyens.
Hist. de la revolution de 1789 *)
Borger-Vennen. No. 19. Ottende Aargang. Fredagen den 6. April 1796, s. 146-152.
Borger-Vennen. No. 20. Ottende Aargang. Fredagen den 13. Mai 1796, s. 153-160.
Borger-Vennen. No. 21. Ottende Aargang. Fredagen den 20. Mai 1796, s. 161-168.
Borger-Vennen. No. 22. Ottende Aargang. Fredagen den 27. Mai 1796, s. 169-176.
Borger-Vennen. No. 23. Ottende Aargang. Fredagen den 3. Junii 1796, s. 177-184.
Borger-Vennen. No. 24. Ottende Aargang. Fredagen den 10. Junii 1796, s. 149-154.
Bidrag til de afrikanske Negeres Karakteristik.
Borger-Vennen. No. 42. Sextende Aargang. Løverdagen den 20de October 1804, s. 329-336.
Borger-Vennen. No. 43. Sextende Aargang. Løverdagen den 27de October 1804, s. 337-344.
Borger-Vennen. No. 44. Sextende Aargang. Løverdagen den 3die November 1804, s. 345-352.
Borger-Vennen. No. 45. Sextende Aargang. Løverdagen den 10de November 1804, s. 353-360.
Borger-Vennen. No. 46. Sextende Aargang. Løverdagen den 17de November 1804, s. 362-365.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar