Slagsmaal i "Fønix" (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Torsdagen den 4de Mai.

- Alt gik roligt og fredeligt i "Fønix"; til Gigers og Trompeters Lyd hvirvlede de muntre Skarer sig paa det nye vandede Gulv, men pludselig afbrydes Terpsikores muntre Præster og Præstinder i deres uskyldige Glade - Grupperne skilles. Kvinderne i de lette Kostumer flygte hvinende til Salens fjerneste Kroge, medens Salens Midte er opfyldt af en Prygl, blaa Øine og Skaller uddelende Masse af Kæmper. Særlig udmærkede en Mursvend sig: der vankede dygtige Hug fra hans vældige Næver, og snart havde han gjort ryddeligt omkring sig; men da viste Betjentene sig; de greb ham i Nakken. fik ham ud af Lokalet, puttede ham ind i en Droske og kjørte ham til Stationen. Hans Silkehat led meget ved hans Anholdelse, og han forlangte idag 6 Rd. i Skadeserstatning for den, men det kunde ikke bevilges; heller ikke kunde han faa Erstatning for Svie og Smerte, der var foraarsaget ved, at han havde modtaget en lille Rift af en Negl i Nakken; derimod maatte han love inden Maanedens Udgang at ofre 4 Rd. til Fattigkassen, da der maa tages alvorlige Forholdsregler for at forebygge de hyppige Slagsmaal i Dandseboden.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 5. maj 1865)

Slagsmaal i Hunderup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Odense. Ogsaa her har Dandsebodsforlystelsen desværre givet Anledning til Rivninger mellem Haandværkssvende og Søfolk paa den ene og Soldater af Garnisonen paa den anden Side. Allerede forrige Søndag var der Klammeri i Dandselokalet i Hunderup Skov; det opfriskedes iaftes, og da Soldaterne, af hvilke kun Faa havde indfundet sig, fra Byen havde faaet hentet Forstærkning, som paa Veien tildeels forsynede sig med Knipler, udartede det til et vildt Slagsmaal. Endog den konstituerede Politimester i Distriktet - Stedet er beliggende i Odense Herred - blev saaret, da han kastede sig imellem de Kæmpende. Vel lykkedes det nu nogle fra det nærliggende "Fruens Bøge", hvor Skovselskabet havde en Sammenkomst, tililende Officerer at standse Slagsmaalet, idet de befalede Soldaterne ufortøvet at begive sig hjem og lovede en streng Undersøgelse, medens ligeledes tililende agtværdige Borgere søgte at formilde den ophidsede Stemning blandt de Civile; men det fornyedes i Nærheden af Byen. Der er Saarede paa begge Sider. Vi haabe, at den alvorlige Undersøgelse, som vi antage vil blive anstillet paa begge Sider, vil gjøre en brat Ende paa sligt Uvæsen og gjengive os den vante Fred. - Kneipen i Hunderup Skov vil vel blive lukket.

(Fyens Stiftstidende 13. juni 1853).

Det kom til at holde stik. Sagen kom i øvrigt til justitsministeriets kendskab:

Annonce i Fyens Stiftstidende 18. juni 1853.

En Kirke forvandlet til Dandsesal

I Helsingørsavisen af 16. september bekendtgør en danselærer at han til 1. december åbner sin danseskole, og at øvelserne "foretages i den forhenværende engelske kirke". Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere.

Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)  

Huset i Søstræde 2-4 som blev bygget til den engelske kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om en ejendommen i Søstræde 2 og 4 som blev indrettet til danseboden med det bibelsk klingende navn "Babylon" i 1839 efter at være blevet solgt 1837. Babylon bliver i Bibelen brugt som symbol på synd og forfald, skøge mm. 1889/1904 blev ejendommen til "Arbejdernes forsamlingsbygning" (fra 1951 Folkets Hus), som blandt andet brugte kirkerummet til sommerteater. 

Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade. 

Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 44, 30. april 1804, side 700 kunne man læse følgende:

"Hr. Jackson, Engelsk Præst i Helsingøer, erklærer nu i sine trykte Breve til Hr. Mourier, dennes Efterretning om den Britiske Kirkes Tilstand i Helsingøer for virkelig ufuldkommen og i mange Dele urigtig. Han siger, at han i Dannemark er bleven behandlet uretfærdig (unjust) og at man allerede i Aaret 1794 gjorde Forsøg paa at skille ham ved hans Kald eller Levebrød. Udeblivelsen af hans løn var den egentlige Aarsag til den Tvistighed, han har havt, og hans Vægring for at give Slip paa sit Levebrød Aarsag til Tvistigheden i Forveien. Dette sidste findes anført i den i samme Anledning nedsatte Commissions Protocol."

Den tredje præst fra 1805 fik ingen varig ordning. I 1807 kom så Københavns Bombardement, og kirkens ejer John Good udlejede fra 1809 kirken til indkvartering af kanonbådenes søfolk. Det må have været en underlig situation da kanonbådene blev brugt til at angribe engelske flådefartøjer. Kirken forfaldt og blev herefter tilsyneladende opgivet. 

Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)

Ønske, om Dandseboder i Almindelighed, og om den i Dronningens-Tvergade afbrændte i Særdeleshed.

Blandt alle de offentlige forlystelsessteder en stor stad frembyder, er der intet mere afskyeligt, intet mere farligt for begge køns moral end offentlige danseboder. Man vil ikke engang tale om hvor forstyrrende den herskende tummel, musik og spektakler på dem er for de omkringboendes nattero. Men hvor mange piger er ikke ved at besøge sådanne institutter sunket så dybt at hun er blevet en skændsel for sit køn? Hvor mange unge mennesker er der ikke som har tabt formue, lyst til arbejde og ved indgåede uværdige forbindelser, deres timelige lykke *). Ja hvor mange forbrydere forbander ikke den første gang da han satte sin fod på en dansebod hvor han forført til udyd henfaldt til laster der omsider bragte ham i livsvarigt fængsel. Enhver retsindet og veltænkende borger må derfor ønske at disse forlystelser som nedbryder al moral, efterhånden måtte indskrænkes og at øvrigheden så sjældent som muligt vil give tilladelse til fremtidige anlæg af samme. 

Indsenderen heraf kom til at tænke over dette emne ved at erfare at den gård hvori den nedbrændte dansebod i Dronningens Tværgade var, vil blive opført og er solgt således at man kan vente denne såkaldte salon opstå forherliget af sin aske. Men han har det håb at om end vores humane øvrighed ikke vil nægte ejeren af privilegiet til at holde dans at afbenytte sin ret, dog ikke vil tillade at en dansebod eller dansesalon opføres på det sted hvor den gamle stod. For stedet er så afsides beliggende at hverken gadens vægter eller politiet kan føre nogen kontrol med samme. Endvidere kan ved opstået klammeri eller slagsmål skamslås og lemlæstes et menneske uden at nogen kunne høre hans råb om hjælp eller komme ham til undsætning. Og endelig da stedet flere gange før har været truet af ilden, er det vel ikke urimeligt om man faldt på den tanke at sådant kunne være bevirket af misundelse, had eller hævnlyst, og at derfor de omkringboende, hvis bindingsværksgavle ud til dette sted, bestandigt må svæve i frygt for en da capo, der kunne have deres ejendom, ja deres livs forlis til følge. 

Har man at vælge mellem to onder, bør man vælge det mindste. Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden. For hvor store ubehageligheder det end vil føre med sig, så er disse dog kun at anse for som ubetydeligheder mod nys nævnte onder. Men vist nok var det bedre om sådan rettighed bortfaldt, enten ved dødsfald eller som her er tilfældet ved ildebrand eller når ejeren ikke selv ville eller kunne benytte samme.

*) I Elmquists Læsefrugter for juli 1829 findes, under titel af "Selvopofrelse" en original fortælling om en ung student fra Jylland der på Kretschmers dansebod gjorde bekendtskab med en almindelig skøge, ægtede hende, men siden af fortvivlelse over hendes skændige opførsel endte sit liv ved et pistolskud. I denne fortælling som er mere end roman, nævnes adskillige vel bekendte personer ved deres virkelige navn. Den formentlige forfatter af samme er for nærværende tid præst i Sjælland og var for henved et decennium siden en meget yndet prædikant i hovedstaden.

(Politivennen nr. 1087, Løverdagen, den 29de October 1836. Side 697-700) 

"Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden." (Området hvor danseboden er totalt udslettet, men for at give et indtryk af hvordan der måske kunne have været, her et billede fra Dronningens Tværgade 9. Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

A. F. Elmquist (1788-1868) udgav 66 bind "Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark" 1818-1840. Udover oversættelser, stof, bl.a. af H. C. Andersen, B. S. Ingemann og især St. St. Blicher (bl.a. Af en Landsbydegs Dagbog). 

I Krak 1828 anføres F. Kretschmer, organist og Chr. Fr. Kretschmer, kgl. Capelmusikus. Men mon ikke det er værtshusholder J. Kretschmer, Dronningens Tværgade 335 der er tale om? Denne matrikel blev 1812 delt i 335 A (fra 1859 nr. 55, og fra 1943 indbefattet i 648, nutidens Christiansgården, Dronningens Tværgade 37-45), 335 B (1812 sammenlagt med 396) og 335 C (1812 sammenlagt med 395, nutidens Adelgade 15-19). Området er blevet kraftigt saneret, og intet er tilbage fra dansebodens tid.

Spørgsmaal i Anledning af Natteuorden paa Christianshavn.

Er vægterne der har post i nærheden af værtshusholder og dansebodvært P. Sørensens, eller P. Sørensen Bagsværds bopæl i Torvegade beordrede af deres foresatte til at tjene denne mand til sikkerhedsvagt når der indtræffer uordener hos ham?

Til dette spørgsmåls fremsættelse er indsenderen anmodet af flere af Christianshavns beeboere der har fundet det højst påfaldende jævnligt at se en del vægtere stå udenfor den oven nævnte mands bopæl som jævnlig er tumleplads for nattekommers og urdener, hvilke som oftest foranlediges af ham selv. På Christianshavn bor ingen politiofficiant, og når vægterne skal være bestemt til at beskytte en dansebodvært, hvem skal da varetage disses poster mens de flere timer står udenfor denne mands bopæl? Og hvem garanterer Christianshavns fredelige beboeres liv og ejendom når vægterne der om natten er sat til at våge over folks sikkerhed, tør forlade deres poster.

Foranlediget heraf indstilles til vores højagtede og driftige politidirektørs modnere overvejelse:

1) Bør det for fremtiden ikke forbydes Christianshavns vægtere at forlade deres poster for at tjene den nævnte dansebodvært til sauvegarde, og var det ikke rimeligere at denne i påkommende tilfælde ligesom andre henvendte sig til den nærmeste vagt, samt 

2) Da rettighed til at holde dans beror på en special tilladelse af politiet, bør da en sådan meddeles en mand hos hvem jævnlig uorden finder sted?

Disse vink håber indsenderen ville blive modtaget med velvilje af høje vedkommende.

Hansbild.
Maler.

(Politivennen nr. 1057, Løverdagen, den 2den April 1836. Side 215-216)

En Priis Rapée til Dansebodsværten Roerup

(Se Politivennen nr. 613)

"Han har jo ikke nævner Dem, Herr Mads!
Og derfor synes mig det Hele Fjas"
"Hvad!" brøler Mads: "De spøger, på min Ære! -
Hvo kunne Bæstet, uden mig, vel være"
Blok Tøxens Pennestrøg.

"Når en klodrian vil forsvare sine ravgale streger, sker det sædvanligvis ved dumheder og grovheder", siger en gammel tradition.

Indføreren af stykket om flere danseboders musik ved sidste brandalarm havde aldrig troet at velagtbare og velbyrdige hr. dansebodsvært og værtshusholder J. P. Roerup (som vor herre for resten kender, men som er boende i Magstræde nr. 23), kunne have været så tåbelig at ville tage en så skiden sag i forsvar og det oven i købet i et slags mesopotamisk krogemål, som kun han selv og hans bartede gæster til fulde forstår. Et gammelt ordsprog siger: at ræven gerne bider gæs, men produktet der kom til verden Mikkelsdag, syntes sand for Herren! før at være undfanget af en gås end af en Mikkel.

Dog - De har, sødeste Roerup! (muligvis mod Deres vidende) forskaffet en stor del af Politivennens læsere en sand lungerystelse.- Og derfor vil man blot ved nærværende bede Dem om på deres nyvalgte forfatterbane at tage Dem i agt. For dens brede sten er glatte og uden dansesko, som nok hverken De eller Deres gæster (reverenter talt!) bruger, kan man forfærdeligt let falde.

Hvad angår Deres "Hassendansere og lommetyve", da er det formodentlig folk hvis sfære og virksomhed De har haft bedre lejlighed til at lære at kende end indsenderen af anken, især siden De omtaler dem.

Forrige gang fik De en klarinet, og her har De såmænd en lille pris af en god, gammel snusdåse. Man håber at De nu for en tid er fornøjet, for ellers er De, allersødeste ven! virkelig en smule umådelig. Og man kommer til at byde Dem solidere kost.

Ole Madsen Fincke
Klarinet-leverandør.

(Politivennen nr. 615, Løverdagen den 13de October 1827, s. 647-649).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 612, 22. september 1827, s. 601-602 og Politivennen nr. 613, 29. september 1827, s. 618-619.

Dandsebod-Commerce i Compagnistrædet.

Under gården nr. 54 i Kompagnistræde er en kælder hvori der holdes dans. Kælderen frekventeres temmeligt stærkt så vidt man efter udseendet kan dømme, af militære. Høje, kolossale skikkelser med knebelsbarter vandrer hele aftenen ud og ind. Imod den tid da dansekælderen skal lukkes (sædvanligvis mod kl. 10) opstår ofte det frygteligste slagsmål. Plattyske skældsord, næveslag og rædselsskrig lyder nede fra kælderen den stille vandrer i møde. Vægteren i gaden der som indsenderen har bemærket, er en meget påpasselig mand, indfinder sig vel hastigt udenfor kælderen for at forhindre sammenløb. Men hans territorium tør han jo ikke overskride, og op af kælderen kommer ingen før de har fået deres tilbørlige andel.

Det er derfor visseligt manges ønske ligesom indsenderens at nogle af vore raske politibetjente engang imellem måtte se ned til disse højrøstede og kamplystne gæster, ligesom man også holder sig forvisset om hvis det kan erfares til hvilket korps gæsterne hører at der da fra høje militære foresatte vil blive sat en pind for dette uvæsen.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 731-732)

Redacteurens Anmærkning.

Kompagnistræde 54 er (eller var) nutidens Kompagnistræde 13. Denne ejendom blev i 1907 henlagt til nr. 8. Den nuværende bygning er fra 1902.