Under gården nr. 54 i Kompagnistræde er en kælder hvori der holdes dans. Kælderen frekventeres temmeligt stærkt så vidt man efter udseendet kan dømme, af militære. Høje, kolossale skikkelser med knebelsbarter vandrer hele aftenen ud og ind. Imod den tid da dansekælderen skal lukkes (sædvanligvis mod kl. 10) opstår ofte det frygteligste slagsmål. Plattyske skældsord, næveslag og rædselsskrig lyder nede fra kælderen den stille vandrer i møde. Vægteren i gaden der som indsenderen har bemærket, er en meget påpasselig mand, indfinder sig vel hastigt udenfor kælderen for at forhindre sammenløb. Men hans territorium tør han jo ikke overskride, og op af kælderen kommer ingen før de har fået deres tilbørlige andel.
Det er derfor visseligt manges ønske ligesom indsenderens at nogle af vore raske politibetjente engang imellem måtte se ned til disse højrøstede og kamplystne gæster, ligesom man også holder sig forvisset om hvis det kan erfares til hvilket korps gæsterne hører at der da fra høje militære foresatte vil blive sat en pind for dette uvæsen.
(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 731-732)
Redacteurens Anmærkning.
Kompagnistræde 54 er (eller var) nutidens Kompagnistræde 13. Denne ejendom blev i 1907 henlagt til nr. 8. Den nuværende bygning er fra 1902.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar