Fredag den sjette oktober gik anmelderen sammen med 2 af sine bekendte ud af Nørreport, dels for at betragte det militære og dels for at gøre sig en motion. Klokken var da henved 11, og da anmelderen med medfølgere passerede for den skildvagt som var posteret ved den yderste barriere, blev han på grund af den vrimlende menneskemasse, nødt til at passere bag skilderhuset mellem dette og stendiget. Så snart skildvagten blev opmærksom på dette, greb han anmelderen i brystet, tiltalte ham med du og pålagde ham at blive til stede som arrestant indtil han blev afløst, samt viste i det hele taget en højst uforskammet, lovstridig og tølperagtig opførsel.
Efter at anmelderen og medfølgere havde stået i nogen tid og tåleligt fundet sig i skæbnen, gjorde anmelderen skildvagten opmærksom på en anden mand der netop gjorde sig skyldig i samme forseelse, hvorpå han slap anmelderen og greb fat på nævnte mand som han overvældede med skældsord og grusomme slag af geværpiben, ja forlod endog sin post og forfulgte ham langt hen i alleen.
Anmelderen der som naturligt benyttede den lejlighed der frembød sig til at slippe bort, har ikke villet undlade at offentliggøre denne affære, overbevist om at nævnte skildvaldts regimentschef som vist nok ønsker at den humanitet der besjæler ham selv, også skal forplante sig til hans undergivne, vil foranstalte denne sag undersøgt, og personen afstraffet for denne hans inhuman eog tølperagtige adfærd.
Det bemærkes til slut at nævnte skildvagt stod ved 1. jyske regiments jægerkompagni.
*) Udgiveren må herved erklære at nærværende stykke har været indleveret til indrykkelse i bladet 8 dage efter at de påklagede passerede, men at det af mangel på plads hidtil ikke er blevet optaget i samme.
(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 726-728)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar