En dygtig Politimester. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slagelse skrives under 28de dS. i "B.A.": Det havde allerede i nogle Dage været bekjendt, at en Sammenrottelse af Arbeidsfolk som den, der fandt Sted den 8de Mai 1864, var paatænkt til igaar, for ligesom dengang at bringe Hr. Agent Schou til at afskedige sine tydske Teglværksarbeidere. Politimesteren i Antvorskov Birk, Hr. Birkedommer Bech, havde saaledes havt Tid til at træffe fornødne Forholdsregler for at afværge Excesser og Skandaler; med hele den Politistyrke, Byen kan afgive, samt endel Sognefogder o. Fl., forsynede med Politiskilt, var han ogsaa igaar Eftermiddag personlig tilstede udenfor Agent Schous Bopæl ved Antvorskov, ligesom en Deling Dragoner var konsigneret ved Eskadronens Stald for i fornødent Fald at afgive Assistance Omtrent Kl. 6 samlede eftermanden en stor Del Arbeidsmænd sig foran Huset, og do te viste Opsætsighed mod Politimesterens Opfordring tit at fortrække, bleve Dragonerne kaldte til Hjælp. Kort efter saa man Arrestanter, i det hele 5, efterhaanden at blive indbragte til Byen under Eskorte af Dragoner, og ved denne kraftige Optræden syntes den afskyelige Selvtægt at skulle blive kvalt i sin Begyndelse, da Mængden, afskrækket ved de værste Skraalhalses Skæbne, for største Delen adspredte sig. Mulig vilde Spektaklet hermed have været endt, naar hensigtsmæssige Foranstaltninger havde været trufne til ved Mørkets Indtræden at forebygge videre Sammenrottelse; men begunstiget af dette kom den tumultuerende Skare tilbage, forøget ved en Mængde Tilskuere og fornemlig Læredrenge, som ved slige Affærer møde med langt større Iver end i Aftenskolen og ikke vare de mindst virksomme ved de senere forefaldende skandaløse Optrin. Disse maatte upaatvivlelig endnu kunne have været hindrede ved en kraftig, om end human Anvendelse af Magten, der efter Sigende var tilbudt forøget med den øvrige Del af Eskadronen, men uforklarlig nok blev næsten al Modstand opgiven fra det exekutive Politis Side mod den raa Vold, som ogsaa snart tog sin Begyndelse med en Demolering af Teglværket og en Bombardering af Hovedbygningens kostbare Vinduer, uagtet Dragonerne holdt ved Indgangene til Gaardspladsen, parate til at anvendes efter Politimesterens Bud. Selv hine bleve ikke sporede, og en Underofficer maatte, truffen af en Sten over Armen, forlade Valpladsen, ja selv Politimesteren følte Følgerne af "Folkets" Uvillie, idet han blev haardt truffen af en Steen, som blev kastet paa saa kort Hold, at der ingen Tvivl kunde være om, hvem den var tiltænkt. Som sidste Middel til at standse Voldsomhederne, hvis Endemaal, da de nu engang havde faaet frit Løb, ogsaa var vanskelig nok at forudse, greb man da til at underhandle med Sejrherrerne. Alle deres Betingelser bleve tilstaaede: De tydske Arbejdere skulde strax afskediges, en Danebrogsfane, som var fratagen dens Bærer, skulde tilbageleveres, de fem Fanger frigives, og den dem tilføjede Tort vederlægges med 5 Rd. til hver, en Fordring, der dog høimodig nok blev nedsat til 1 Rd. pr. Stk. For at opfylde Fredsbetingelsernes sidste Klausul bleve to Dragoner afsendte med Ordre om Fangernes Udlevering tilligemed Vogn til deres anstændige Transport, men paa Grund af en let forklarlig Vægring fra Arrestforvarerens Side, med mindre en skriftlig Befaling fra Politimesteren medfulgte til Bekræftelse paa en Forholdsregel, hvorved al Retsbevidsthed traadtes under Fødder, maatte den ene Dragon ride tilbage for at udvirke en saadan Bekræftelse, hvorpaa man havde det opløftende Syn, at Vognen, med en Dragon som Æresgarde i Spidsen, førte Fangerne tilbage til det suveræne Folk, som naturligvis modtog dem med Jubel. Man var derpaa saa god at forlade Skuepladsen for de udførte skammelige Gjerninger. En større Skare drog med Hurraraab, blandt hvilke Drengenes Diskant havde det overvejende Parti, gjennem Byen; men adspredte sig snart uden at foraarsage videre Uorden. - Med "Sorø Amtst." skulle vi udtale en Forventning om, at Sagen dog ikke er endt hermed; den almindelige Retsbevidsthed, som er krænket i sin inderste Rod, fordrer, at de strengeste Undersøgelser blive anstillede for at drage de Skyldige til Ansvar, dersom ikke al Tillid til Sikkerhed under Loven for Person og Gods skal forsvinde.

(Dags-Telegraphen (København) 30. april 1866)

Efter et fotografi af Sander Nielsen: Parti af "Schweitzerpladsen" i Slagelse. Illustreret Tidende nr. 459, 12. juli 1868.

Optøierne i Slagelse. De af Criminalretsassessor Behrend anstillede Undersøgelser angaaende Optøierne ved Slagelse Almindelig Bededags Eftermiddag og Aften skulle i alt Væsentligt have stadfæstet de Beretninger om Tildragelsen, vi allerede have meddeelt efter "Sorø Amtstidende." Navnlig skal det ved Undersøgelserne have vist sig, at der ikke er den mindste Anledning til at Aarsagen til de Stedfundne i Ophidselser enten fra det ene eller det andet politiske Parties Side. Den rette Aarsag til det Stedfundne maa udelukkende søges i Befolkningens Uvillie over, at Agent Schou - ligesom de andre Teglværkseiere der i Egnen - havde indkaldt fremmede Teglarbeidere under den Arbeidsløshed, der i længere Tid havde hersket baade i Byen og Omegnen, og som er saa stor, at flere Communer have maattet lade Arbeider udføre blot for at forebygge, at Folk kom paa Fattigvæsenet. For denne Stemning var det nu, at nogle Personer af den allerlaveste Classe besluttede at gjøre sig til Organer. Paa en berygtet Værtshuuskjælder, hvis Vært har været straffet med 10 Aars Fæstningsarbeide, aftalte de at drage ud til Antvorskov for at opfordre Agenten til at afskedige sine tydske Arbejdere. Men de Aftaler, de meente al have truffet med adskillige Andre om at deeltage i dette Tog, bleve ikke efterkomne: Toget indskrænkede sig saa omtrent til de oprindelige Anstiftere med en Fanebærer, og denne første Aet, som var den eneste af alle Tildragelserne, hvorom der havde fundet forudgaaende Aftale Sted, endte hurtigt og let ved Fanens Borttagelse og de Paagjældendes Arrestation eller Flugt. Den anden Act, Optøierne om Aftenen, under hvilke de egentlige skandaleuse Optrin fandt Sted, udførtes derimod af en aldeles tilfældigt sammenløben Hob paa imellem 500 og 1000 Mennesker og foregik uden Spor af Aftale, hverken om at befrie Arrestanterne eller om at sætte disses oprindelige Fordring igjennem. de voxede saa at sige instinctmæssig op fra Intet, fordi der ikke fra Først af blev skrevet kraftig ind mod den urolig stemte Mængde. I Begyndelsen indskrænkede nemlig Optøierne sig til, at nogle Drenge kastede Steen mod Teglværksbygningen, som ligger et Stykke fra Agent Schous Huus, medens den øvrige Deel af Mængden forholdt sig rolig. Da nu Politimesteren ialfald paa dette Standpunkt ikke mente at turde anvende Militairmagten, lod han sig af nogle Borgere overtale til at gaae hen til Agent Schou for at opfordre ham til at afskedige Arbeidere. Det var dette, som gav Sagen den uheldige Vending, thi da Politimesteren fra Teglværket begav sig hen til Agentens Bolig, fulgte hele Mængden med og begyndte snart at kaste Stene paa Huset, fordi Underhandlingerne derinde varede Folk forlænge. Agenten var nemlig først uvillig til al give efter, idet han - saavidt vi vide - beraabte sig paa, at da han allerede for otte Dage siden havde forlangt Beskyttelse mod det tilsigtede Overfald, havde Politimesteren selv raadet ham til ikke at afskedige sine Tydskere. Men da Faren for hans Person og Eiendom steg, lod gan sig omsider bevæge til at give efter. Da nu dette forkyndtes Mængden, raabte en Stemme paa Fanens Udlevering, strax efter en anden paa Arrestanternes Løsladelse, saa en tredie Stemme paa, at de skulde føres tilbage i den samme Vogn, som havde bragt dem ind, og Mængden gjorde uvilkaarlig med een Røst disse Raab til sine. Fordringen om, at Arrestanterne skulde havde Penge, fremkom først, da de efter halvanden Times Forløb ankom lil Skuepladsen for Optøierne, og da Politimesteren ikke vilde gaae ind herpaa, paatog en af de omtalte Borgere, en Kjøbmand V. Petersen, sig at udrede Erstatningen. Den militaire Styrke, en Undercofficeer og 21 Dragoner, som var stillet til Politimesterens Raadighed, opførte sig ved hele Tildragelsen fuldkomment correct, idet de strengt holdt sig til og efterkom de Ordrer, Politimesteren gav dem. - Vi have her kun opfrisket Hovedtrækkene for at stille Sagen i det rette Lys, idet vi angaaende Enkelthederne henholde os til det allerede Meddeelte. Nogen større Straf kan efter det Anførte tydeligt nok ingen af Deeltagerne blive ikjendt, eftersom de oprindelige Anstiftere paa Grund af deres Arrestation ikke deltoge i de egentlige Excesser og ikke kunne antages at have tilsigtet dem i ret Omfang eller paa den Maade, de i Aftenens Mørke fandt Sted. Af Deeltagerne i Aftenens Optrin er nok en svensk Modelsnedker den Eneste, der vil slippe for mindre godt Kjøb: han skal nemlig have vedgaaet, at han med en Stok har slaaet en Politibetjent over Nakken, fordi denne tidligere paa Dagen havde villet arrestere ham. - Agent Schous Tab anslaaes til c. 300 Rd., nemlig 150 Rb for 6 Speilglasvinduer a 25 Rd. og ligesaa Meget for den øvrige Skade paa Huset og Teglværket. Desuden betalte han 300 Rd. til de tydske Arbejdere, da han næste Morgen lod dem reise; men nu er der fra Lippe igjennem den derværende Regjeringscommisfair for Teglarbeiderne kommet en yderligere Erstatningsfordring paa 100 preussiske Thaler til hver; hvorvidt han er pligtig at betale denne, maa beroe paa Contracten. Efter Forlydende tænker han paa at henvende sig til Rigsdagen om Erstatning af det Offentlige, i Betragtning af, at dettes Reprædentant, Politimesteren, forlangte de paagjældende Arbeideres Bortsendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. maj 1866).

Omkring 1886 kom der fortsat teglværksarbejdere fra det lille fyrstedømme Lippe-Detmold i Slagelse, men så var det slut.

Pastor Kofod indespærrer Dreng i Slagelse. (Efterskrift til Politivennen)

For 5 a 6 Uger siden blev Dr. Rudelbach, der er Sognepræst til St. Mikkels Kirke i Slagelse, ved at læse med sine Konfirmander i en af Skolestuerne paa Borgerskolen, opmærksom paa en klynkende Lyd, som kom fra Sideværelset. Ved at undersøge, hvad dette kunde være, viste det sig da, at Pastor Kofod, i eller under Skoletiden, havde indespærret en 12- a 13aars Dreng i et i Muren anbragt Skab, som han havde aflaaset, og var derpaa gaaet fra Skolen, uden at han derefter skjænkede denne Sag videre Opmærksomhed. Pastoren har rimeligviis glemt Drengen i Skadet, da man ikke bør troe, at det har været Præstens Hensigt at qvæle Drengen, der iøvrlgt, ved sin Udlukning af Skabet, nok ikke havde ret langt tilbage. Med Drengens Fader skal Pastor Kofod have affundet, sig, men der skal fra anden Side vare indgivet Klage til Skolecommissionen over Pastor Kofod, der er Inspecteur og tillige Lærer ved Skolen, og det er at haabe, at Kofod, paa Skolekommissionens Indstilling, vil blive afskediget, idetmindste som Inspecteur. (Sjællp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. januar 1854).

Til denne historie tilføjedes:

Da det unegteligt vilde være Skade for Skolen og ubilligt mod de andre Lærere, blandt hvilke ere flere dygtige Mænd, om en saadan Mand skulde vedblive at være Inspecteur. - Dette er ikke den eneste uhyggelige Historie om bemeldte Præst, og det er derfor intet Under, at man i Slagelse nærer det ønske, at Pastor Kofod paa Borgerskolen ikke længere vedbliver at være "Manden for Skabet."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. januar 1854).

(Forlangt indrykket.)

Ved at læse "Sjællandspostens" Meddelelse i Nr. 2 d. A. af et Brev fra Slagelse maae man næsten grue over, hvad man ter læser om en Dreng, der har været i Skabet. Man maae grue, hvis det Meddeelte virkelig skulde være Sandhed, og man maae grue hvis det ikke er sandt. Enten det er sandt eller ikke sandt maae man grue! - Er det Sandhed, at det ulykkelige Drengebarn, forglemt i sin Ensomhed, sad indespærret i Skabet, hvor Døden ufejlbarlig vilde være blevet den sikkre Følge, da er det yttrede Haab om, at Pastor Kofod bliver afsat som Inspektør ved Borgerstolen, forsaavidt velbegrundet; men Haabet vil dog sikkert glippe og Præsten vil ligefuldt vedblive at være Skoleinspektør. Grunden til at Præsten ikke bliver afsat som Inspektør, mene vi, vil være den, at han er theologisk Kandidat. Efter hvad vi have Grund til at antage, maa Dr. Rudelbach sikkert være Formand for Skoledirektionen i Slagelse, og hvis han er det, hvor kan da Nogen mene, at den ene Theolog vilde træde kraftig op og hjælpe til at suspendere den Anden? De maae jo dog til en vis Grad være Brødre. - Er det derimod ikke sandt, hvad "Sjællandsposten" beretter, da gjør det os ondt for vor Kollega, at han paa Prent skal være navngivet som en Mand, der som Skolelærer maatte være saa ussel, at han ikke skulde vide nogen anden Maade at komme tilrette med Drengene paa, end ved at spærre dem inde paa en Maade, der i Ondskabsfuldes Øine let kunde see ud som attenteret Mord. Hensigten med disse Linier er at søge nøiere Oplysning om bemeldte Meddelelse i "Sjællandsposten", og vi haabe, enten at Pastor Kofod i Slagelse eller "Sjællandspostens" Referent, der neppe er en og samme Person, ville yderligere lade høre fra sig i denne for Lærerstanden interessante Sag.

To Skolelærere fra Landet.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 12. januar 1854).

Svar til de "to Skolelærere" fra vor Referent i Slagelse. I "Sjællandsposten" Nr. 5 har jeg seet de tvende Skolelæreres Udtalelse angaaende Historien med Drengen, der paa Slagelse Borgerskole var kommen i Skabet, og skal jeg i denne Anledning bemærke, at Sagen var under Behandling i Skolekommissionen en af de sidste Dage i forrige Uge. Resultatet blev, at Dr. Rudelbach skal give Pastor Kofod en Tilretteviisning, eller med andre Ord: en Næse. Historien er nu 7 a 8 Uger gammel, og naar man veed, at den først d. 13de Januar er kommen til Behandling i Skolekommissionen, da fristes man til at tro, at Meningen har været, at Sagen skulde neddysses, dersom den ikke var bleven omtalt i Bladene. - For at de tvende Herrer skolelærere ikke skulle tro, at der er sagt formeget om deres Kollega, Pastor Kofod, vil jeg kun sige Dem, at Pastoren allerede 8 a 14 Dage før Skabhistorien passerede skal have gjort sig fortjent til at suspenderes fra Inspektørposten, hvilken han aldrig har været skikket til at beklæde. Hs. Velærværdighed, oftnævnte Kofod, skal nemlig en Dag, ved at gaae ud af den øverste Pigeklasse, have ladet Døren staae aaben, og da han kom tilbage, paastod han, at een eller flere af Pigebørnene havde begaaet denne, i hans Øine, skrækkelige Forbrydelse. Da Pigerne imidlertid ikke vilde lyve, men vedbleve at paastaae Sandheden: at HS. Velærværdighed selv havde ladet Døren staae aaben, blev Præsten saa yderlig opbragt, at han tildeelte 10 a 12 af de øverste Piger en Mængde "Haandtager", formodentlig af en Tamp, saa at de stakkels Pigebørns Hænder endnu flere Dage vare ophovnede af den lidte Mishandling. Er det ikke afskyeligt? Hvad mon Pastor Kofod vilde sige, hvis hans Børn kom hjem fra Frøkenens Skole og vare dygtigt gjennempryglede, fordi Frøkenen selv havde ladet sin Dør staae aaben? - Fordi Forældre eller Værger enten ikke have Raad eller Lyst til at lade deres Børn gaae hos Carlsen, Frænkel eller i Realskolen, ere dog de Børn, der søge Borgerskolen, ligefuldt Mennesker; og det kunde klæde Pastor Kofod meget kjønt, om han fulgte de andre Læreres Exempel: at komme og gaae til rette Tid, samt bestille noget Nyttigt i den Tid, han er paa Borgerskolen. - Iøvrigt er og bliver det en Mærkelighed, at Pastor K. saaledes kunde tage paa Vei og mishandle disse Pigebørn, da han dog ellers ingenlunde har Ord for at hade Kjønnet."

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. januar 1854).

Ifølge "Lærerstanden ved Slagelse Lærde Skole" (1861) var Carl Peter August Kofod (1814-1881) blevet kateket i Slagelse april 1851. I 1856 blev han sognepræst i Weerst og Bekke, Ribe stift. Kort efter pastor Kofods forflyttelse til Veerst (februar 1857), afbrændte præstegården. Får og kreaturer blev reddet, men indboet, herunder præstens bogsamling afbrændte. Kirkebøgerne blev reddet. Enkefrupastorinde Wraae beboede i nådsensåret stadig præstegården. Han blev senere præst i Todbjerg-Mejlby ved Århus. Han døde af et slagtilfælde. Han var søn af en præst ved Helligåndskirken i København.

Slagelse, den 14de Juli. (Efterskrift til Politivennen)

Det i Slagelse den 7de d. M. afholdte Krammarked var sandsynligt et af de største Markeder, der længe har været holdt i nogen af Siellands Kiøbstæder, saavel med Hensyn til de Handlendes Antal, som de, der havde indfunden sig, enten som Kiøebere eller Tilskuere. Ikke mindre end 310 udenbys Handlende besøgte, ved denne Leilighed, denne Kiøbstad, og i disses Boutiker saaes alt, hvad der kunde være tillokkende, saavel for Øiet, som Ganen, til Exeempel: Juveler af flere hundrede Rigsbankdalers Værd, og Conditorier fra Hovedstaden, Fyen, Langeland og mange af Siellands Kiøbstæder.

De handlende skal have funden god Afsætning, ja, man paastaaer endog, at flere udsolgte ganske deres medbragte Varelager. De kostbareste og eleganteste Vare bleve fortrinligt søgte. Paa Postgaarden, hvis indvendige Locale, ved dens nye Eier, allerede er, og kan ventes end mere, forbedret og forskiønnet ved en passende Decorering og et meget skiønt Meublement, og hvor Beværtning og Opvartning, efter de Reisendes almindelige Omdømme, nu skal være meget god, var der en saadan Søgning, at Giæsterne næppe kunde rummes.

På tvende andre Steder i Byen, hvor der paa den Dag, med Politiets Tilladelse, gaves Dandseforlystelser, saaes, uagtet den brændende Hede, saa fulde Huus, i snevre Rum, fra Morgen til Aften, at Tilskuerne, fra Bænke og Borde, maatte tage la bateuse og Wienervalsen i Øiesyn.

En Hr. Bøchmann, der morede Publikum med sine og sin kloge Hests Tusindkonster, manglede ei heller Søgning.

Alt dette uagtet, gik alt med den mueligste Orden og Rolighed, og en beskiænket Person var et Særsyn, men om dette kan antages som et heldigt Symptom for Moralitetens Fremskridt, eller det bevirkedes derved, at Brændeviinsbrænderne til denne Dag hensigtsmæssig havde lempet Styrken af deres Spiritus efter Luftens Varmegrad, eller og Evnen ei har villet staae de Lysthavendes Villie bi, skal man lade være usagt.

Kun et Uheld indtraf, at et Barn paa 7 Aar blev ved Uforsigtighed overredet; Barnet er i god Bedring.

Den 8de, lidet over Middag, fandtes ei Spor tilbage af, at en saa stor Samling, Dagen tilforn havde giæstet Byeen, og en almindelig Tilfredshed hos Kiøbstadens Indvaanere, over, at en ikke ubetydelig Sum Penge derved var sat i Circulation, var den endelige og behagelige Følge af denne Folkeforsamling. (Slagelse Av.)

Dagen, 18. juli 1818.

Markedet i Slagelse var også året før (1817) tilsyneladende stort. Det fortalte Skilderie af Kjøbenhavn, juli 1817.

Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. (Efterskrift til Politivennen).

J. J. Dampe blev 29. december 1812 adjunkt ved den lærde skole i Slagelse. Den 14. januar 1813 blev den daværende vikar rektor Thomas Christian Withusen udnævnt til rektor, og Paul Arnesen til overlærer sammesteds. Den officielle indvielse ved biskop Münter fandt sted 26. maj 1813. 

Den 31-rige københavnske bogtrykker Peter Magnus købte en brugt bogtrykkerpresse fra det nedbrændte Sorø Akademis bibliotek. Helsingør havde lokalavis, og det skulle Slagelse også have. Som redaktør ansatte han J. J. Dampe. Det første nummer udkom 3. januar 1815 (nummeret i Dampes fraværelse redigeret af overlærer Arnesen). Bladet indeholdt mest udenlandske nyheder. Det indenlandske var hovedsagelig taget fra andre aviser. Samt lokale annoncer. Der var også enkelte små historier, anekdoter o. lign. Lokalt stof var kun sporadisk.

I Nykøbing på Falster er arresteret en tiggerpige. Hun skal være 23 år gammel og endnu ikke konfirmeret. Men skal dog have ladet sig besvangre. Hun er dømt til 2 års tugthusarbejde. (Mar. Av.)

Slagterboderne på Amagertorv i København er i onsdags blevet henflyttet til Nikolaj Kirke, hvorved torvet nu har fået en fri udsigt. Pladsen omkring kirken har fået et ganske forandret udseende, og vejen forbi kirkegården fra Vingårdsstræde til Lille Kongensgade kan betragtes som en ny gade. Man er nu i færd med at nedrive hovedindgangen ud til Vingårdsstræde, over hvilken årstallet 1624 findes, og som er prydet med mange zirater og adskillige stenbilleder. - Ved denne lejlighed må anmelderen anmærke at med en ikke betydelige bekostning kunne i den nu tilbagestående facade af kirken indrettes en sal hvortil der næppe ville findes mage i København, og som ved mange lejligheder og til forskelligt brug kunne benyttes. Således kunne den fx bruges til en almindelig auktionssal som hovedstaden højlig trænger til, et almindeligt møbelmagasin etc. Der er ingen tvivl om at jo Nikolaj Menighed som nok er en af de største og rigeste i København, villigt ville påtage sig ved frivillig sammenskud, de til denne indretning medgående omkostninger, når det måtte blive dem tilladt at have nyte og brug deraf. (Kbhvn Sk.)

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 3. januar 1815).

Slagelse Købstads fattigvæsen.

Herved bekendtgøres på fattigkommissionens vegne: at enhver familie i byen som har det nødigt, kan lade sine børn så snart de er 8 år gamle, gå på arbejdsanstalt i fattighuset hvor de for at spinde på skotrok, får et brød hver uge på 7 pd. foruden nogle skillinger og desuden fri skolegang den halve dag. Når et barn kan spinde, får det straks sit brød. Når dette kan spinde først efter 14 dages forløb. Fattigvæsenet kan uddele denne understøttelse uden tab. Men større understøttelse kan ikke gives børnene, når forældrene ikke arbejder selv til fattigvæsnets fordel. Fattigkommissionen føler sig overbevist om at byens indbyggere er enige med dem i: at det er langt klogere at understøtte byens såre virksommme politimesters bestræbelser for at hindre alt fordærveligt tiggeri, ved ikke at give sådanne børn, som tigger i smug, nogen almisse end at give dem den, og derved afholder dem fra at bestille noget og fra skolegang. Alle børn som vil spinde på arbejdsanstalten, kan melde sig hos undertegnede der også altid er villig til at give enhver byens indbygger som vil tale med ham derom, forklaring over hvorledes det går til med fattigvæsnets bestyrelse, og at skaffe enhver nødlidende hjælp efter lovens bud og fattigvæsnets regler, sås snart man vil anmelde for ham at der er nogen som lider mangel. Det er en herlig sag nor alle folk i en by hjælpes ad, og når alle vil det gode, så kan der komme noget ud deraf.

Slagelse, den 6. januar 1815.

Bastholm. 

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 7. januar 1815).

Mærkelige processer.

Den bekendte justitsdag, anlagt mod pottemagersvendene Hybeneth og Dahlstrøm samt pottemager Bergstrøm i anledning af den på fajancefabrikken ved Antvorskov, i nærheden af Slagelse, natten mellem den 10. og 11. marts 1812 anlagte ild, er under 28. december f. å. pådømt i Højesteret ved hvilken allernådigste dom Hybeneth blev dømt til at halshugges og lægges på stejle og hjul, Dahlstrøm til 3 års rasphusarbejde, og Bergstrøm frikendt mod at deltage i sagens omkostninger. Denne dom har dronningen med hensyn til Hybeneth allernådigst formildet således at han hensættes i tugthuset på livstid, og begge disse malefikanter er nu afsendt her fra arresterne til de respektive straffeinstitutter.

Af disse personer har Ove Dahlstrøm siddet i Slagelse Arresthus fra 6. juli 1813 til 11. januar 1815, og Claus Abraham Hybeneth fra 29. marts 1813 til 8. januar 1815.

I Fyn og Nørrejylland er kyskheden omtrent ens. HVert ottende barn af dem der fødes begge steder, er uægte. Dog har man i fjor været mere kysk i den ene part af Aalborg end i den anden. For i Frue Sogn i Aalborg har blot hvert 10. barn været uægte. 

Retssagen er udførligt beskrevet i Nyt Juridisk Arkiv, bind 10-12,side 109-127.

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 14. januar 1815).

I februar (nr. 15) lagde Dampe sig ud med læsere: I en kort notits sammenlignede han (formodentlig humoristisk ment) Slagelses damer med papegøjer. Det blev taget ilde op. 

Blandede efterretninger.

Et af de sidste SKilderier har en afhandling om kroskilte og om navne på kroer og enkelte steder. I København er Løven, Svanen (den hvide), Hjorten osv. til huse. Krebshuset roses fordi det svarer bedre til sit navn de fleste andre steder. Her ved Slagelse har vi ikke synderlig mange mærkværdige navne, med mindre det skulle være Papegøjen som formodentlig er opkaldt efter de mange damer der spadserer der forbi til skoven om sommeren.

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 28. februar 1815).

Spørgsmål

Hvor kan Slagelse Avis tillade sig en så uvittig, grov og i alle henseender urigtig sarkasme mod Slagelse damer som den i nr. 15 indførte?

Svar:

Hvorfor skulle det seksbenede dyr ikke bide på sin vis, hvert dyr må følge sin instinkt og det er synd at forlange nogen skal fornægte hin bekendte natur. 

R. I det sidste lyver han (eftersom det første allerede er drøftet). Slagelse Avis hylder vel den ærværdige satire, moralens søster og uundværlige hjælperinde, men den har også lige så ofte rost, rost med varme, ja entusiasme ænd som fortjente det. Til narrene har den derimod bid til rede, og til den nærværende - desuden megen tak for dette bidrag. - Men lad os nu høre den anden skørte-ridder!

N. Han er mærkværdig derved at han ikke kan stave rigtig *). Forresten kalder han dig en han-papegøje og en gabmundet, næsvis, ubetænksom, meningsløst plapprende, utålelige våsende ubeskeden pluddermads.

R. Ha, ha, ha! Det kalder man at tage munden fuld. Han er formodentlig af et hidsigt temperament, eller også han har betinget sig hos mad. X. et kys for hvert skældsord.

N. Han lyser efter dig for at få fat på dig og stække dine vinger.

R. Det synes underligt da jeg dog står til rede for ham hver dag. - Lad os nu høre da:

Efterlyses.

En hanpapegøje. - Den er at kende på sin gabmundede, næsvise, ubetænksomme og meningsløse plapren, sine stribede ben, lysegrå hale, mørkegrå ryg og vinter, rødt bryst og smudsig hvid hals, sort hoved. Hvem som måtte træffe på den, anmodes om at opgive det i Slagelse Avis, da man ked af dens utålelige stødende vås, ønsker at stække dens vinger, og således at befri sine medborgere for denne pluddermads' ubeskedne sludren.

R. Da denne mands stil synes at høre til det lavere slags, eftersom almuen som bekendt plejer at hente sine vittigheder af udvortes ting, som dragat, skabning osv., hvilke ellers den komiske mose forsmår, så erindrer jeg mig herved en formaning af min bogtrykker, også at indrette noget for almuen. Der synes mog ved dette stykke at være vel sørget for den lavere klasse. Måske forfatteren deraf kunne formås til at lade sig engagere til også for eftertiden at besørge en sådan artikel i bladet.

*) test. fx. Vinger, Nyk. osv. 

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 21. februar 1815).

Indtil slutningen af maj, nr. 43 optræder Dampe som redaktør, men fra 3. juni 1815 forsvinder Dampes navn som redaktør, og fra nr. 47, 13. juni optræder "pastor og ridder Bastholm" som redaktør - hvilket han fortsatte med helt indtil 1837. Dampe efterfulgtes af sognepræsten ved Sct. Mikkels Kirke, Hans Bastholm.

(Indrykket med vedkommendes tilladelse).

Som et interessant bidrag til fortællingen om de hengivenhedsudtryk hvormed Slagelse By ledsagede den elskede landsfader på hans gennemrejse den 1. juni, leveres følgende: Efter at han var blevet modtaget ved indgangen til byen med sang, efter at denne sang var overrakt ham, efter at han af unge piger havde modtaget overflødighedshorn, efter at han ved sin bortrejse havde modtaget det sidste lev vel, er endnu et undersåtligt hengivet hjerte som ikke har fuldelig udgydet sine følelser. En dannerkvinde lader sig se, endnu smykket i frestens dragt, med blottet hoved, hurtig nærmer hun sig og rækker ham en buket med et digt hvis digterinde hun selv er. Han griver det, idet han farer forbi, og læser det straks, efter øjenvidners udsagn, med vennehuld opmærksomhed. Med il svæver hun bort, ligesom hun kom. Således følges en fader på vej af sine børn, der trængte sig om ham. Enhver ofrer ham sit, og de kappes om hvem der i sin gave kan tilrække ham det sidste lev vel, den sidste kærminde til en ihukommelse om de børn han på dette sted har. Sådanne træk er følelsens sande, ubedragelige tegn og udvælder af hjertets inderste, held, trefold held, den fyrste der modtager dem!

Verset var følgende:
Dannerkonge fra dit sæde
se til sonners, døtres glæde.
Længe du jo savnet var!
O! men atter dig vi har.
Håbet bragte du til Norden,
Frederik! fra denne dag,
Da du talte Danmarks sag, 
kært og varmt som kærlig fader.
O! gid sildig du forlader
elskede Frederik dit folk!
Læben svagt er hjertets tolk.
Frederiks og Marias held
Det er dannerfolkets vel.

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 13. juni 1815).

Fra mit arbejde på Nøragergård er natten mellem den 10. og 11. d. m. bortgået min læredrng Steffen Olsen Holm, født i Sundby Vester på Amager. Hans far er fortiden skolelærer i Bjerre ved Kalundborg, Svallerup Sogn. Drengen er 15 år gammel. Ved hans bortgang var han iført i blå trøje og bukser, en blåstribet hvergarns vest og en halvgammel hat på hovedet. Han er før af lemmer og fyldig af ansigt. Undertegnede beder alle resp. øvrigheder, samt alle og enhver som bemeldte læredreng måtte forekomme, at anholde ham og give mig hans opholdssted til kende for at blive afhentet, og de deraf flydende omkostninger skal til takke betales af

Slagelse den 12. juni 1815

Peitz. Snedkermester.

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 10. juni 1815).

Indenlandske mærkværdigheder.

(Til dels af offentlige blade,)

Vejrliget i maj  måned var meget fordelagtigt for naturen og til dels behageligt for menneskene, da det bragte rigelig regn med sig, uagtet de nordlige vinde var de herskende. Dog fandt idelige afvekslinger sted i vindene, de blæste heftig og førte den 18.-20. storme med sig fra nordvest. 14 gange gav luften regn. Det tegner til et frugtbart år, og især vintersæden står upperligt. I begyndelsen af måneden var der mange dejlige forårsdage, men i den sidste del af den herskede kolde og tørrende vinde. - Frugttræerne lover ikke nogen rig høst. - Uhyre sværm af oldenborrer fortærede de beskærmende blade, især blommetræernes, og myriader af larver stikkelsbærrenes, hvis blomster desuden bortfrøs i deres første udspring. Hvor megen årsag har mennesket ikke til at takke forsynet: at ikke markens afgrøde, men blot havens forlystelser er anvist disse utallige af dets medskabninger til underholdning. Hvilke påmindelser om at vores hele tilværelse blot beror på et vink fra almagten. Det forrige års maj var langt koldere, naturen dengang langt tidligere i sin udvikling end i år. Imens årstiden kalder landmanden til sine vante beskæftigelser, og købstadsmanden synes at misunde ham, at det er blevet hans lod at arbejde under den dejlige naturs omgivelser, grunder patrioten på hvorledes by- og huslivets vindskibelighed kan befordres ved siden af landlivets. For statens vel beror på at de begge jævnsidig blomstrer ved hianden, og at ingen af dem hæver sig på den andens bekostning. Turde disse linjers forfatter opløfte sin beskedne stemme uden at befrygte misforståelse og miskendelse, da ville han tilråde at man ville skrive mindre, men handle mere - begynd planmæssigt, begyndt sammenhængende, begynd allevegne, begynd med det små og gå langsomt frem til det store, når landets kunstflid skal ophjælpes. - Der er nyligt spurgt i en offentlig tidende; Kan landet ikke frembringe lige så godt papir af alle sorter og i den mængde som behøves, og for samme køb som der haves udenlands? - Mon man ikke kunne svare derpå: - jo, når man vil det alvorlig. Nemlig ved det simple middel at enhver familie takseres for efter sin størrelse og for sin næringsvejs beskaffenhed at levere en vis kvantitet klude eller papirstumper for en bestemt betaling. Da ville hvert menneske omhyggelig gemme hver linnedtrevle, hvor papirstrimmel, som nu overgives til kakkelovnen eller til møddingen. Den ene families overskud ville afhjælpe den andens mangel. En lille indtægtskilde ville åbnes for hvert hus, og en stor kapital erhverves for sten. En velgørende tvang er bedre end en ubenyttet frihed. En købmand Verte i Paris har nylig opfundet en maskine til at forfærdige papir af 46 tommers bredde og af en umådelig længde. - Et fremskridt i vores landindustri, som krigen har haft til følge er, at landmanden nu producerer langt mere hør end tilforn, selv hampens dyrkning kommer uformærket mere i gang. En fordelagtig industrigren i landet som i den senere tid er tilkommet, er den fintmalede sennep som hr. Holmblad i København og købmand Sødring i Aalborg nu fabrikerer ligeså god som den engelske og for fire gange bedre køb. Man ser ikke heller nu at engelsk sennep sælges ved børsauktioner, og man regner at der spares årlig 20.000 rigsbankdaler, som gik ud af landet for engelsk sennep. 

---

Agerdyrkningens og vindskibelighedens tilvækst ledsages af folkemængdens. Patrioten har derfor altid sine øjne henvendt på denne, for deraf på en sikker måde at slutte sig til disse, og som aldrig kan vildlede når man kun ikke ser landet opfyldt med tiggere. Udskiftningen og den deraf følgende bedre opdyrkning af de hidtil forsømte udmarker har befordret folkemængdens tilvækst på landet overmåde meget. Vil det lykkes i Danmark at ophjælpe industrien lige så meget som agerdyrkningen, så vil købstædernes folkemængde i samme grad tiltage. At holde en rigtig ligevægt heri og det således at folkemængdens formerelse og almindelige velstands befordring forbindes med hinanden, er et stort problem for regeringskunsten at opløse. Udbreder tiggeriet sig i et land, så er det et bevis på at enten folkemængden tilvokser for stærkt i forhold til landets produktion, eller at de nødvendige foranstaltninger mangler til at beskæftige et lands indbyggere. Embedsmændene må indsende så mange årlige indbretninger. Hvorfor er det dem ikke pålagt at indsende en årlig indberetning om hvad der hindrer eller befordrer den almindelige velstand og velbefindende i hver egn? Ville sådanne indbretninger ikke foranledige utallige nyttige påmindelser og råd, tømte af erfaringens ubedragelige kilde? Ville de ikke i forbindelse med hinanden udgøre lærerige træk hvoraf et almindelig maleri over folkets velgående og lidelser kunne årlig fremstilles for landsfaderens blikke.

---

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 17. juni 1815).

Det dramatiske selskab i Slagelse har den 30. juni åbnet det nye, rummelige, meget smagfuldt og bekvemt indrettede teater i den for al offentlig fornøjelse så virksomme købmand Kjerulfs gård på Bredegade med en prolog som blev fremsagt af rektorinde Withusen, med stykket Renzikoff og Dolgorucki og med en epilog fremsagt af jomfru Blumenthal der havde hensyn til festens hensigt, hvilket var at indsamle gaver til de husarme. Det indkomne er ikke ubetydeligt og dets beløb skal blive bekendtgjort når alle udgifter er fratrukket. En smagfuld gruppe der omgav et brændende alter, forbandt sig ved teatrets indvielse med den kunstnerindes tale som fremsagde prologen, og som ved sit foredrag røbede den stamme hvorfra hun er udpsrunget. Og alle menneskevenners varme taksigelser ledsagede hendes, de spillende personer, epilogens fremsigerskes og dens og prologens fortjente og tealentfulde forfatters, hr. overlærer Arnesens forenede bestræbelser for at  forbinde medborgeres moro og de trængendes understøttelse med hinanden. Og man må beklage at dette ugeblads ringe omfang og øvrige bestemmelse ikke tillader at optage disse digteriske arbejder.

(Indsendt).

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 4. juli 1815).

Lars Jensen Marchel der skal være murermester af profession, og som i sidstafvigte faste, i selskab med en bonde hvis navn er Niels Johansen, fik logi hos Jacob Jensen i Ringted, og der da af nævnte Niels Johansen blev frastjålet en skjorte m.m., hvorfor denne nu er arresteret og sat under tiltale, anmodes om ufortævet at opgive sit nuværende opholdssted for undertegnede som befalet aktor imod tiltalte. Ligeledes anmodes enhver som kan give oplysning om nævnte Lars Jensen Merchels nuværende opholdssted, og i særdeleshed vedkommende rettens betjent under hvis jurisdiktion han måtte opholde sig, derom behageligst snarest muligt at meddele mig underretning.

Slagelse den 2. juli 1815.

Baadh.

(Avis for ti Kjøbstæder. Slagelse, Sorøe, Ringsted, Korsøer, Kallundborg, Holbek, Nykjøbing, Nestved, Skjelskør, Vordingborg og deres Omegn. 4. juli 1815).

10. februar 1816 blev Dampe afskediget i nåde efter ansøgning. Bl.a. som følge af sin journalistik. Pegede det frem mod hans senere skæbne? Det er svært at afgøre, men her er et lille udvalg af artikler fra avisen. 

Dyrtid og varemangel. (Efterskrift til Politivennen)

Slagelse d. 29de Febr. De større Indtægter, Tiderne gjøre nødvendige, for at kunne bestride de faa meget forøgede Udgifter, søger man ogsaa her at skaffe sig, ved at aabne sig nye Næringsveje; men nogle ere særdeles uheldige i Valget. Saaledes faldt en Bondekarl her i Egnen paa at stiæle Qvæg, at slagte det paa Marken, nedgrave Huden, og kiøre med Kiødet til Torvs i nogle Mile fra de Bestiaalne liggende Kiøbstæder. Med flere end en halv Snees Hoveder skal dette have lykkes ham. Endelig kom man dog efter der, og han dømtes i Slaverie og at pidskes; hvilket sidste Deel af Straffen han under et stort Tilløb af Mennesker udstod her i Nærheden paa Biergeby-Banke. - En Møllekarl meente, at kunne anvende til at leve lystig for en Deel af de Penge, han paa sin Huusbondes Vegne for Malning modtog. Da saaledes henved et Par hundrede Rigsdaler vare tilsatte, og Regnskab skulde aflægges, fandt han dette saa ugiørligt, at han gik ud i Skoven og hængte sig. En anden Møllerkarl druknede her; dog menes, dette at være skeet ved Fuldskab, da han i Mørke tog Feil af Veien.

Dagen 5. marts 1812.

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

En Reisendes Bemærkninger om Slagelse.

Købstaden Slagelse er som en af de største også en af de smukkeste købstæder på Sjælland. Den største del af dens gårde og huse er opført af grundmur og godt vedligeholdt, så at staden for den rejsende har et renligt og venligt udseende. Man finder ikke her som i de fleste andre sjællandske købstæder stråtage. For disse er forsvundet efter den ildebrand som overgik byen for et par årtier siden. Og de huse som siden blev bygget er ifølge anordningerne belagt med tegltag. Da rejseruten går herigennem til Fyn, Jylland og Holsten, bliver byen besøgt af mange rejsende der klager meget over gadernes dårlige brolægning og vist nok ikke uden grund. For disse er i en meget mådelig tilstand, med undtagelse af en eneste som kaldes Natmandsstræde. Denne mangel må i sandhed mest føles af byens indbyggere. Men er også til besvær for den rejsende der under sit ophold der har forretninger som nøder ham til at bevandre gaderne. Eller der ked af at opholde sig i byens eneste herberg hvor der ikke findes synderlig adspredelse, ønsker at fordrive tiden med at bese byen. Især synes Bredgade der går midt gennem byen og er den mest befærdede , først at burde komme i betragtning når man vil begynde på brolægningens forbedring. Man må med fornøjelse tilstå at der imidlertid bæres en priselig omhu for gadernes renholdelse og at intet henlægges som kan være til hinder for passagen så at byen i den henseende ikke står tilbage for hovedstaden.

En anden mangel som også finder sted, er gadernes navne ikke findes på hjørnehusene. Er dette savn måske ikke føleligt for byens indbyggere, så er det dog for rejsende der har ærinde til en eller anden og nu må vandre fra hus til hus for at spørge sig frem. Denne mangel kunne dog let og uden synderlig bekostning afhjælpes når byens øvrighed ville opmuntre til det, heller ikke finder den sted i byer der er af mindre omfang og betydning end Slagelse.

Sankt Michaels Kirke er i dens nuværende tilstand ikke nogen pryd for byen, da den i allerhøjeste grad trænger til oppudsning. Men dens kirkegård er en sand skandale. Altid åben tjener den ikke alene til gennemgang for de der vil gå fra en gade til en anden, men de tilstødende huses og gårdes beboere benytter den endog som baggård idet man der snart ser vaskekoner sysle med deres dont og ophænge vasketøj til tørre næppe to skridt fra gravene. Snart udføres et og andet arbejde som ikke burde foretages på en kirkegård. En del af stedet er brolagt, og hist og her ser man en nedtrådt grav eller ituslået ligsten så at det ser ud som om man havde begravet lig på en gade. Da byen nu har fået en assistenskirkegård, var det vist nok rigtigst at lade den omhandlede sløjfes og brolægges, så at kirken kom til at ligge frit, hvilket i flere henseender var ønskeligt.

På hjørnet af Skovsøgade og Natmandsstræde er en anden begravelsesplads som man næppe skulle antage for at være en sådan, hvis ikke et beskadiget gravmonument *) og en ligsten over en ung pige vidnede om at her ligger mennesker begravet. For gravene er helt nedtrådt og skjult af nælder, torne og tidsler som næsten af mandshøjde udbreder sig over hele pladsen. At denne begravelsesplads og Sankt Michaels kirkegård er i så yderst slet tilstand, mens Sankt Peders Kirke og kirkegård i byens vestre ende er så fortræffeligt vedligeholdt at de tjener til pryd for byen, er ligeså påfaldende som det er umuligt at gætte årsagen til det.

Efter før at have bemærket at den største del af byens borgere bidrager til dens forskønnelse ved deres ejendommes vedligeholdelse, tillader anmelderen sig at anføre et par eksempler på, at nogle også ved at forene det behagelige med det nyttige. Således har en urmager Holst på sit hus i enden af Bredgade ladet opsætte et med transparent skive forsynet ur, hvilket han holder i regelmæssig gang og lader oplyse om aftenen. Herved har denne mand gjort sig fortjent såvel af byens indbyggere som af rejsende, hvilke sidste på grund af købstadsurenes mindre nøjagtige gang, ofte kan forsinkes i deres forehavende rejse. Ligeledes har assessor pharmaciæ og apoteker Knudsen i forening med flere borgere begyndt på at anlægge en spadserevej der efter planen skal føres rundt om hele byen. Skønt dette foretagende er gået i stå, på grund af nogle ejendomsbesidderes vægring ved dertil at overlade noget af deres jord, fortjener hr. assessoren dog indbyggernes tak for det offer han har gjort af sin egen jord og det skønne han har ladet udføre på det. Denne smukke med blomster-kvarterer prydede promenade besøges meget hyppigt, og påskønnes med megen taknemmelighed, da Slagelse indbyggere før ikke havde andre forlystelsessteder end det længere fraliggende Antvorskov.

Må anmelderen når han på sin næste rejse kommer til Slagelse, finde nogle af de her fremsatte mangler afhjulpet, og nye forbedringer udført, ville det gælde ham meget, og han vil da ikke fortryde at have anvendt et par timer til at fremsætte disse bemærkninger.

*) På monumentet står følgende indskrift:
Her hviler
Justitsraad Sören Munk
forhen
Secretair i Geneneralpostamtet.
Födt d. 16 Januar 1733.
Död d. 1. July 1801
Viis han sig itide drog tilbage
Efter möiefulde Embeds-Dage,
I din blive Favn, Natur! til Roe,
Ach! Han nöd den ikkun kort herneden,
Nu Han nyder den i Evigheden,
Did Han gik, ved Livets Aften froe 

(Politivennen nr. 1036, Løverdagen den 7de November 1835, s. 731-737).