Naar Rødby Fjord forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

 Det største Udtørringsarbejde, der er foretagt herhjemme.

Øverst: Den del af Rødby Fjord hvor den sidste Sprængning foretages. I Baggrunden Pumpestationen. Nederst: De mægtige Turbinepumper, der hvert Minnut sender flere Hundrede Tønder Vand ud i Østersøen. I Hjørnerne: Pumpemesteren og hans Søn, der passer det daglige Arbejde.

I næste Uge oprinder en stor Dag i den lille By Rødbys Historie. Man har i længere Tid arbejdet med Forberedelser til det største Udtørringsarbejde, der nogen Sinde er foretaget her hjemme. Rødby Fjord skal tørlægges, og man vil derved indvinde ea. 3000 Tønder Land, der i Løbet af faa Aar vil blive forvandlet til frugtbar Ager jord. Forberedelsesarbejdet har varet det meste af en halv Snes Aar

Og har allerede kostet et Par Millioner Kroner, men nu er man endelig sna vidt, at man snart sprænger den sidste Dæmning, og etTryk paa de elektriske Kontakter vil derefter sætte to mægtige Turbinepumper, der drives af Dieselmotorer, i Gang, og flere Hundrede Tønder Vand vil i hvert Minut blive pumpet ud i Kramnitse-Bassinet, der staar i direkte Forbindelse med Østersøen.

Et meget interessant Led i Arbejdet bliver indfangningen af Fjordens store Fiskemængde. Turbinepumpens mægtige Kraft vil bevirke, at Fiskene suges hen til Pumpestationen, og her har man hygget en særlig Fangstruse, hvor man regner straks at kunne fange Fisk til en Værdi af ca.100,000 Kr og derefter I de første Aar for omkring 30-40,000 Kr. aarligt. Fangsten vil ske ganske mekanisk, og man har Kontrakt med et stort Firma i Tyskland om at aftage Fisken.

Selv Rødby Fjord vil i Løbet af ganske kort Tid være en hvid, klæget Slette, der ved Opdyrkning vil give Brødet til adskillige Hundrede Mennesker paa en Egn der hidtil har hørt til de mest øde i Danmark. Hidtil har der paa denne strækning ved det lollandske Havdige kun ligget nogle faa fattige Fiskerønner, Kramnitze, hvor de for mange Aarhundreder siden havde indrettet deres faste Landgangssted paa den lollandske kyst, og hvor Stormfloderne lige op til 1865 udrettede frygtelige Ødelæggelser, indtil det nuværende Havdige og den store cementfundamenterede Sluse blev bygget.

(Aftenbladet (København) 8. august 1927).

De højstliggende områder blev herefter solgt til gode priser, men jorden ude i den nu tørlagte fjord gik det mere trægt med, og de blev solgt for 1/10 af prisen. I 1930 blev rejst en mindesten. Nogen stor landbrugsproduktion kom der ikke ud af det, og i 1960 forsøgte man at sænke vandstanden yderligere en meter. 

I 1931 forsøgte man at plante 15.000 nåle-og løvtræer i den udtørrede fjord. I februar 1933 anmodede lodsejerne påny staten om hjælp til dækning af pumpeudgifterne, udover de 25.000 kr der allerede var givet. 

I 1964 måtte landbrugsminister ansøge om yderligere 7 mill. kroner til afvanding af Rødby Fjord. Udgifterne var da ½ mill kr. årligt.

Knap 60 år efter skrev civilingeniør og deltidsforfatter Poul J. Eriksen følgende i en 1½ sides lang artikel i Ny Dag (Nakskov):

Rødby Fjord

---

Et yndet område for min barndoms søndagsture var Rødby Fjorden, som vi gennemkørte på kryds og tværs, medens støvet stod om ørerne på os, og Prins fnyste som okserne på Gefion-springvandet.

Efter navnet at dømme burde der have været tale om sejlture, og det havde også været tilfældet, hvis ikke man i 1927, hvor jeg bare var to år gammel, havde fået den afsindige idé at pumpe fjorden tom for vand.

Et tidligere lavvandet havområde på ca. 2.000 tønder land lå nu hen som en slags ørken. Små forkrøblede og spøgelsesagtige træer, der var plantet langs de snorlige veje, stræbte mod himlen, og deres hældning lod aldrig en i tvivl om, hvor vestenvinden kom fra. Jeg ville hellere have sejlet i en lille båd. Det havde ikke støvet så meget, og vi kunne have fanget fisk.

Nu er den tidligere ørken opdyrket, og der vokser korn i beskedne mængder til EFs overskudslagre, medens man taler om at tage den såkaldte marginaljord ud af drift. Sikken et pragtfuldt vådområde og sikken en natur, der kunne have været her til glæde for dyr og mennesker.

Eftermidagskaffen blev som regel indtaget ved Mindestenen. der står midt i den tørlagte Rødby Fjord i en lund. hvor vi prøvede at finde en grøn plet.

En enorm sten, der er fundet i området, og som vejer 23 tons, er rejst på højkant og udnævnt til mindesten. På dens sokkel kan man læse, at der på dette sted midt i Rødby Fjord ved dagligt vande var en vanddybde på kun 87 cm.

Sørens ko blev mager

En ukendt poet fra Rødby har givet stenen mæle medfølgende inskription:

"Her hvor agren klæder gruset,
så har sunget, storme suset,
luren kaldt fra kyst til kyst

Her hvor landet grønt sig løfter
bag ved digevold og høfter.
kyssed bølgen snedkens bryst.

Her hvor seklers søvn jeg sov.
land skal lyde fremtids lov."

Jeg husker, at jeg måtte spørge flere steder, inden jeg fik at vide hvad ordet sekel betød. Det var ikke et ord, jeg havde lært i Landets skole

(Ny Dag (Nakskov) 26. juli 1986).

Chefredaktøren på det daværende lollandske dagblad Ny Dag skulle bruge en rejseartikel, og da hans ven Poul Eriksen var i udlandet på en arbejdsopgave, måtte han da kunne levere en sådan. Det blev til flere, hvoraf følgende uddrag er en af dem.

I 1990'erne var der ikke længere brug for landbrugsjord, og i stedet ville man lade en fjordarm fylde op med vand igen - marginaljord. Da der med klimaændringer begyndte at komme ekstremregn, skabte det nye oversvømmelser - denne gang fra oven.

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Femte Omgang: Landvindingen starter 1853. (Efterskift til Politivennen)

Om den paatænkte Inddæmning ved Nakskov.

Enhver, der kender lokaliteterne eller kaster et blik på kortet, ved at der fra Nakskov Fjord skærer sig en dyb bugt ind i landet mellem fastlandet - om dette udtryk kan bruges - på den ene side og de tre holme Færgelandet, Mellemlandet og Stubbelandet på den anden. Ved Lidenlund deler denne bugt sig i to mindre fjorde, af hvilke den ene strækker sig imellem Halsted og Aunede sogne endog forbi Sæbyholm, mens den anden skærer sig i flere krumninger ind imellem Arninge sogn og landsbyen Torpe. 

Længe har patriotiske mænd tænkt på at indvinde disse vandflader fra havet. Men tilfældige årsager, især begrundede på forskellige interesser, har hidtil været til hinder derfor, skønt gevinsten ved et sådant foretagende, ved første øjekast må synes indlysende for alle. Det er nemlig ikke den virkelige erobring af disse små havbugter, som her alene kan komme i betragtning. Men hvis en sådan inddæmning bliver foretaget, da vil 900-1000 tdr land der nu som salteng, overdrev eller moser, på grund af havets jævnlige oversvømmelser kun er af underordnet vigtighed for ejeren, inden føje tid være forandret til frugtbart agerland, og vedkommende landejendommes pris derved i en betydelig grad forøget. Allerede da den nu anlagte vej over øerne til Sønderherred kom under ventilation, var de mænd der med kammerherre grev Frijs til Juellinge i spidsen, interesserer sig for denne inddæmning, ikke ledige; men skønt disse vejanlæg ikke kunne bringes i den nøje forbindelse med denne som de ønskede, kunne det dog ikke blive skjult for dem at samme derved i høj grad måtte begunstiges, eftersom dæmningsomkostningerne derefter ville blive betydelig ringere. 

Men det er ikke alene for de tilgrænsende lodsejere at denne Inddæmning vil være af så indgribende vigtighed. For så vidt som det størst mulige opland må være en købstad velkomment, kan Nakskov by heller ikke andet end finde sig interesseret i dette foretagende. Som vi hører har planen været forelagt havnekommissionen, og hvis vi ellers er vel underrettede, har den i det hele taget ikke fundet sig foranlediget til andre betænkeligheder end sådanne som nok på en eller anden måde ville blive hævede eller indrømmede. Man vil således befrygte at den projekterede inddæmning kan være en medvirkende årsag til at havnen i tidernes løb lettere vil blive opfyldt med mudder, når strømmen der nu tjener til at rense den, bliver standset så umiddelbart bag ved byen, og havnekommissionen skal desårsag have betinget sig deltagelse i de mulige Opmudringsomkostninger af havnen fra Langebro indtil Skandsen, når det siden skal vise sig, at den frygt findes begrundet. 

Skønt eksempler, hentede fra andre danske købstæder, kan godtgøre at en sådan frygt næppe vil blive begrundet, og her så meget mindre som inddæmningen kommer til at ligge cirka 1,000 alen bag ved Langebro, så der er plads nok for strømmen til at samle sit mudder, hvis den ellers vil, kunne de ærede deltagere i projektet alligevel ikke miskende, at en kommune der har anvendt så enorme summer på sin havns udbedring, iagttager den yderste forsigtighed med hensyn til enhver tænkelig fare som måtte true den. Turde vi imidlertid have noget herimod at erindre, skulle det blot bestå deri at det måtte synes os tilstrækkeligt om havnekommissionen blot havde indskrænket deltagernes ansvar til et vist åremål. Viste det sig at opfyldningen i løbet af fx 20 år vil være for intet at regne, eller i alfald så ubetydelig at inddæmningen ingen videre skade i den retning forårsager, burde også ansvaret haves, da eksempler andet steds fra kunne godtgøre at en fortræffelig plan ofte er strandet formedelst fremsatte fordringer der skulle gælde for tid og evighed selv om disse ikke har indeholdt en sådan ubestemthed som den nærværende.

Der har forresten, foruden flere mindre væsentlige modgrunde fra andre sider også været anført den, at isen vil let komme til at ligge længere når strømmen som hurtigere bryder sig vej gennem den, taber i kraft. Men netop denne vinter har vist at en sådan frygt i realiteten intet har at betyde, eftersom isen har ligget tæt sammenpakket omkring øerne, som ligger i fjordens munding, og derved forhindret sejladsen endnu længe efter at denne var frigjort i selve havnen.

Planen er nu indsendt til kommunalbestyrelsens betænkning, som kan imødeses med det allerførste. Det er næppe tvivl underkastet at den vil møde en sådan understøttelse af det ærede repræsentantskab, at dhrr. deltagere i foretagendet derved ville finde sig opmuntrede til så snart som muligt at lægge kraftig hånd paa værket.
-r -s

(Lolland Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1853)

Maribo Amtsråds forhandlinger 21. februar 1854, referet i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. marts 1854:

6. Proprietair Jensen til Fredsholm har anholdt om Rådets bistand til at vejen op til hans gård optages på sognets bivejregulativ, i hvilken anledning han har oplyst at vejen til gården, som i Raarup By adskiller sig fra en af sognets købstadsveje, løber imellem 2 bebyggede huslodder og videre over 3 af gårdens marker. I øvrigt har andrageren ment, at hans begæring er grundet på såvel rimelighed som streng ret efter at gården nu er blevet arbejdspligtig på sognets biveje, hvorimod sogneforstanderskabet ved dets pluralitet har afgivet den erklæring at andragendet fandtes rimeligt hvad angik det første stykke af vejen, som går op til de to huse, men at derimod resten af vejen, over andragerens egne marker, formentlig mere var at betragte som en privat vej, hvorfor sagen forsåvidt henstilles til Rådets skøn. Politimesteren har i sine ytringer over sagen indstillet, at vejen måtte blive optaget på regulativet.
Ved pluralitet blev det afgjort at vejen i sin helhed ville ved forfattelsen af det nye bivejs-regulativ for Trienniet 1855-57, være at optage på Reg, 

Kort for Nakskov Fjord, 1900. Et stort område syd for Nakskov er inddæmmet til landbrugsjord. Færgelandet er ikke længere en ø, og Savnsøvig ligger tørlagt. Der eksisterer stadig nogle små firkantede damme. Veje er anlagt over den tidligere vig til Fredsholm. 

Selv i vore dage er dette en sag som man åbenbart ikke snakker så meget om. På Naturpark Nakskov Fjords hjemmeside forklarer man at "Nakskov Fjord er ikke bare de steder, hvor der er vand. Store inddæmningsarbejder efter stormfloden 1872 har halveret fjorden, men stadig findes spor af den gamle fjord, og der skal ikke ret meget fantasi til for at forestille sig bugter og vige, hvor man tidligere har fisket og jaget." Men stormfloden fandt altså sted flere årtier efter ovennævnte affære. Omend stormfloden satte yderligere gang i inddæmningen. 

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Fjerde Omgang. Godsejer Bech. (Efterskrift til Politivennen)

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1840:

Fredag den 24. dennes, formiddag Kl. 9, og om fornødent den påfølgende dag på samme tid, lader Hr. kammerråd Lund, formedelst bortrejse, ved offentlig auktion på Fredsholm bortsælge en betydelig del ind- og udbo, kreaturer m. v., såsom mahognichatoller med og uden opsats, ditto kommoder, ditto borde, ditto stole, ditto divaner, ditto spejle, nogle store ditto i forgyldt ramme, forskellige sofaer og stole, hjørne- og andre skabe, en del forskellige sengesteder, forskellige smukke kakkelovne; en del vogne, såsom: en wienervogn, en postvogn, en hamborger ditto, 2 fjellevogne med sæder, 1 kane, slæder, forskellige unge heste, hvoriblandt en blankbrun stjernet halvblods hingst, en ditto hoppe og et ditto føl, 8 fortrinlige malkekøer, pletterede seletøjer, forskellige arbejds- ditto, en engelsk sadel med mere ridetøj, et stort rapspejl, en del ege-, aske-, elme-, og pæretræs planker med mere gavntømmer, køkkentøj og træseng, en del hør i rå materie, en del folkesengeklæder, 20 til 30 tdr. såbyg, 18 til 20 tdr. malt, cirka 10 tdr. rajgræsfrø, kartofler med mere, hvorover trykte fortegnelser er at få på mit kontor. 
Det bemærkes at hestene, vognene og køerne sælges i middagsstunden mellem kl. 11 og 1. 
Vederhæftige købere gives kredit til 14 dage efter Mikkelsdag d. å. 
Nakskov den 12. April 1840. Fasting,

Godsejer Bech sejrer

Kjøbenhavnsposten, 30. april 1846:

Fra Nakskov.

Ved en Højesteretsdom af 14. februar 1828 i den bekendte kanalsag mellem en del borgere heraf byen og den forrige ejer af Fredsholm, blev sidstnævnte tilpligtet at borttage en mellem Skandsen og Færgelandet anlagt dæmning eller kørevej og sætte farvandet i samme for både sejlbar stand, hvori det var forinden dæmningen eller kørevejen blev anlagt. Den nuværende ejer af Fredsholm, hr. proprietær Bech, har nu projekteret en inddæmning af ovennævnte Farvand; men da denne inddæmning ikke kan bringes i stand forinden han har opnået overenskomst med domhaverne, så har disse fundet sig foranledigede til at imødekomme hr. Bech og desårsag tilstillet landvæsenskommissionen for Lollands Søndre og Nørre Herreder, nedenstående proposition:

"Allerærbødigst Promemoria!

I anledning af den af os i landvæsenskommissionsmødet på Fredsholm, den 18. f. m., under navn af protest fremlagte reservation af vor ved Højesteretsdom af 14. februar 1838 hjemlede ret imod den af hr. proprietær Beck til Fredsholm projekterede inddæmning af "Frihedskanalen" og "Bredningen", tillader vi os herved at imødekomme hr. Beck med en proposition, som vi håber vil finde hans og alle andre i sagen interesseredes bifald. For egen regning og som aldeles private folk har vi i tre år måttet udholde en proces der kostede os mange penge, stor opoffrelse og som forårsagede os mange ufortjente krænkelser, forinden vi erhvervede os den retfærdige Højesteretsdom af 14. februar 1838, hvorved vi er kommet i besiddelse af den lovligste adkomst til at besejle og benytte den imellem Skandsen, Færgelandet, Mellemlandet, Stubbelandet, Holleby, Saunsø, Fredsholm og Steensø værende bredning.

Den os således ved Højesteretsdommen tilkendte adkomst kan ikke på nogen måde berøves os, uden at der sker indgreb i privatmands ejendomsret, der er grundvolden for al borgerlig lykke og velvære. Da imidlertid den projekterede inddæmning af Frihedskanalen og Bredningen kan blive til stor fordel for hr. Bech, som derved kommer i besiddelse af et areal af omtrent 800 tønder land, og da inddæmningen mulig også kan blive til gavn for det offentlige, så skal intet være os kærere end om vi, ved at renoncere på noget af vor ret, kunne komme til en fredelig overenskomst med hr. Bech.

Når Frihedskanalen og Bredningen spærres for bådesejladsen, da vil de fiskeridrivende søfolk i Nakskov især lide et stort tab. Det er derfor i overensstemmelse med retfærdigheden, at denne stand nyder en lille årlig godtgørelse - denne har vi bestemt til 120 rbd., der kun er en meget ubetydelig erstatning for hvad der tabes.

Vor proposition er derfor følgende:

Hvert års 14. februar (første gang næste år) udbetaler ejeren af Fredsholm 120 rbd. (et hundrede og tyve rigsbankdaler) sølvmønt til kæmneren i Nakskov for af ham, efter nærmere bestemmelse og efter overlæg med os undertegnede, så længe nogen af os er til stede, at anvende til værdige, trængende søfolk i Nakskov - og at hr. proprietær Bech til Fredsholm ved tilbudets antagelse aldeles betryggende garanterer os førnævnte sums prompte og årlige udbetaling.

Når derfor vores proposition antages inden 14 dage fra dato, har vi intet imod inddæmningens udførelse at erindre. Men skulle propositionen imod forventning ikke inden den fastsatte frists udløb blive antaget, da vil vi vide at gøre vores fulde nej gældende, efter vores velerhvervede Højesteretsdom af 14. februar 1838.
Dragøe - Nakskov den 17. april 1846,
På egne og meddomhaveres vegne.
Allerærbødigst
J. Andrea. G Sove. G. F Andrea.
Til
Landvæsenskommissionen for sønder- og Nørre Herred i Lolland."

Vi antager naturligvis, at hr. Bech, der ved inddæmningen kommer i besiddelse af et areal af 800 tønder og en meget kortere og bekvemmere kørevej til Nakskov end han hidtil har haft, ikke vil vægre sig ved at tilstå dhrr. domhavere den meget billige afgift, de til et så ædelt øjemed har forlangt til erstatning for afståelsen af deres rettigheder.

Det er vel tænkeligt at de der sin tid viste sig så virksomme imod vore ærede medborgere i bemeldte kanalsag, mulig nu igen vil anvende al deres indflydelse i favør af den projekterede inddæmning; men domhavernes interesse må uundgåelig komme i betragtning forinden Højesteretsdommen kan blive ophævet. For i den kongelige resolution af 8. oktober 1840 hedder det nemlig:

"Det er en selvfølge at ingen ansøgning, der kan komme i konflikt med andres rettigheder, må af Kollegierne bevilges eller indstilles til kongen, med mindre der er givet de pågældende lejlighed til at erklære sig over de faktiske omstændigheder, som ved sagens afgørelse måtte komme i betragtning".

Da vi antager at det kan have interesse for publikum, skal vi igennem dette blad offentliggøre hvad der endvidere passerer i denne sag.
Nakskov, den 24. april 1940.
Nogle Borgere.

Kjøbenhavnsposten, 11. juni 1846:

Den Nakskovske "Frihedscanalsag" *)

Den ejeren af Fredsholm, hr. proprietær Bech **) igennem landvæsenskommissionen for Lollands Søndre- og Nørre-Herreder tilstillede proposition fra dhrr. domhavere i Højesteretsdommen af 14. februar 1838 - er ikke bleven antaget (ved dette blads nr. 30 for 30. april d. å.). Derimod har Hr. Beck tilladt sig at røbe domhaverne en slags almisse "af nogle tønder byg". Dette flaue tilbud er naturligvis blevet vist tilbage. Det ser næsten ud som om hr. Bech tror sig i stand til ved hjælp af et "mægtigt Parti" og uden at give fuld erstatning, at kunne fratage domhaverne de rettigheder som de har erhvervet sig ved en upåankelig og usvækkelig højesteretsdom. Men heri kan han dog muligvis tro fejl, for vel kender vi hvad penge og "et mægtigt Parties" kabaler formår, men vi har dog også for - og netop i - Frihedskanalsagen - erfaret at man ved mod og udholdenhed kan komme til ret og retfærdighed, Trods alle mulige intriger. Hr. Beck kan også nu være overbevist om at domhaverne med alvor og energi vil forsvare deres og uformuende medborgeres dyrekøbte rettigheder så længe de formår.

Domhaverne har ikke forlangt mere for afståelsen af deres ejendomsret end højst rimeligt er (120 rbd. årlig til Nakskovs trængende søfolk) og selv om de havde krævet tre gange så meget, kunne de endda forsvare det for Gud og hele verden. Vedkommende glemmer vel ikke at udråbe inddæmningsværket for et så fortjenstligt og almennyttigt foretagende at man næsten skulle tro hele Lollands vel beroede derpå. Men uden at frakende inddæmningens nytte for det almene, er det dog en uimodsigelig sandhed: at det først og fremmest er en privat mand, hr. Bech, der nyder fordelen.

For (som før er bemærket i dette blad) foruden et areal af 800 tønder land, kommer han til en kort og bekvem kørevej der vil forhøjer hans ejendoms værdi flere tusinde rigsdaler. Vi har ikke noget imod hr. proprietær Bech, der hidtil har vist sig som en liberal, ung mand og fredeligsindet genbo. Men når vi skal være oprigtige, da kan vi ikke rose hans fremgangsmåde i denne Sag. For det var ham naturligvis bekendt at en del borgere her i byen var i besiddelse af en højesteretsdom der gav dem ejendomsret i "Frihedskanalen" og "Bredningen". Derfor burde han på vanlig vis, være kommet dem i møde med anerkendelse af deres ret. Men - det har han ikke gjort. Derimod har han villig fulgt det partis råd der af hvilke som helst smukke bevæggrunde har blandet sig i en sag, hvor de aldeles ikke havde noget at gøre, og som have været uædle nok til at gengælde domhavernes humane fremfærd med hovmod og brutalitet. Ja, som ikke har skammet sig for ved alle optænkelige midler at forstyrre en fredelig overenskomst der ellers så let kunde været bragt i stand. Nu kan talen næppe være om fredelig afgørelse. For i "Lolland-Falsters Stifstidende" læses følgende Indkaldelse:

"Efter begæring af ejeren af gården Fredsholm i Lollands Sønderherred, proprietær August Villads Bech, og i medhold af allernådigst Kommissorium af 28. april dette år, hvorved Landvæsenskommissionen er bemyndiget til, i mangel af mindelig forening, ved kendelse at afgøre de indsigelser, erstatningsfordringer eller andre prætensioner som måtte fremkomme i anledning af den af bemeldte proprietær, A.V.Bech, forehavende inddæmning af en del af Nakskov Fjord, således som denne ved allerhøjeste resolution af 8. januar forrige år er blevet ham tilladt, indkaldes herved alle og enhver som i anledning af inddæmningen måtte have nogen indsigelse eller fordring at fremsætte, til under sammes forladelse at møde for landvæsenskommissionen på Fredsholm torsdag den 2. juli dette år om middagen kl. 12 og der at fremkomme med samme, såvel som med de bevisligheder, som de i så henseende måtte anse fornødne.

I øvrigt er det vedkommende parter forbeholdt, såfremt de måtte finde sig utilfredsstillede ved den afsagte kendelse, at appellere samme, forsåvidt spørgsmålet er om selve inddæmningsarbejdet, dets udstrækning og virkninger, til det kongelige Rentekammer, mens forsåvidt ejendomstretten måtte fremstå, til Højesteret.

Stiftamtet for Lolland og Falster. Nykjøbing, den 6te Mai 1846.
R. v. Jessen."

Vi sige det rent ud: Domhaverne kan i denne sag ikke have nogen tillid til landvæsenskommissionen. Dens formand, stiftamtmand v. Jessen, har sandelig aldrig gjort noget til gavn for vore medborgere i "Frihedskanalsagen" - hvorfor skulle han da gøre det denne gang? De øvrige medlemmer af kommissionen har tydeligt udtalt sig i favør af hr. Bech. Især har vores borgmester, hr. justitsråd Fasting, der ved landvæsenskommissionsmødet på Fredholm den 18. marts d. å. var kommissionens konstituerede formand, vist sig virksom. Forresten har hr. justitsråden allerede tidligere tonet flag i "Frihedkanalsagen". Navnlig har han afsagt "en kendelse", der er så mærkelig at den fortjener at komme i trykken for at publikum deraf kan erfare, hvorledes en lollandsk kendelse ser ud, og tillige deraf slutte sig til hvad domhaverne har at vente af den Lollandske landvæsenskommission.

Dette vil vi lade være nok for denne gang; men - dersom hr. redaktøren med sædvanlig beredvillighed til at fremme sandhed og ret vil lade dette sit agtede blads spalter åbne sig for vore meddelelser, da skal vi efter at landvæsenskommissionens kendelse er afsagt, atter tillade os at føre denne sag frem for den offentlige menings domstol.
Nakskov i maj 1840.
En del Borgere.

*) "Frihedskanalen" løber imellem "Færgelandet" og "Skandsen" et par bøsseskud fra og lige over for Nakskov Havn, og er indsejlingen til "Bredningen", hvor der især er godt ålefiskeri, og som på grund af sin nærhed bliver meget benyttet. Over denne kanal var det at den forrige ejer af Fredsholm ulovlig anlagde en kørevej, hvorved Nakskovs søfolk blev berøvet adgang til "Bredningen", hvor de fra umindelige tider havde været berettigede næringsbrugere. Efter en treårig, højst mærkelig proces kom nakskoverne omsider til deres ret, idet ejeren af Fredsholm ved højesteretsdommen af 14. februar 1838 blev forpligtet til at borttage kørevejen og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, som det var forinden kørevejen blev anlagt

**) Hr. proprietær Bech er afdøde sæbesyder Bechs søn og svoger til grev Knuth til Knuthenborg heri Lolland.

Kjøbenhavnsposten, 14. august 1846:

Kjøbenhavnsposten nr. 152 har optaget et Inserat fra Nakskov angående det af hr. proprietær Beck på Fredsholm påtænkte inddæmningsforetagende af fladvandene, hvorigennem alle Sønderherreds vestlige beboere med megen besvær daglig færdes. De færreste af dette blads læsere vil kunne gøre sig et rigtigt begreb om hvorledes passagen fra nævnte herred er til Nakskov. Af amtskortene vil (dog kun utydeligt) kunne ses, at man må passere 4 til 5 våd, men hvorledes disse og de i dem med temmelig store sten fyldte veje er at befare, kan kun den dømme om der i flere år har måttet døje ondt i dem. Vandet kan være så højt, at det endog er umuligt at komme over disse våd, det kan gå over heste og vogn; ofte må vognfjellene fyldes med tang. Kornsækkene lægges tværs derovenpå. - og dog sker det hyppigt at sæden i sækkene bliver fordærvet af søvandet som skvulper op på dem til stort tab for bonden som må sælge sådant vådt korn for hvad købstadmanden vil give ham for det.  Om efteråret, hele vinteren og om foråret - altså den længste tid af året - er farten forbundet med mere eller mindre fare og besvær, især i isbrud om vinteren (når isen hverken brister rigtig eller bærer). 

Vestenskov, Cappel, Arninge og Tilliste sognes beboere må derfor være proprietær Beck uendelig taknemmelig om han foretager inddæmningen. For ikke alene at de forannævnte ulemper derved hævedes, idet at det blev muligt at danne en ordentlig vej oven på stenvaserne (der er nemlig fyldt vaser med sten, fordi bunden mange steder er så blød, at heste og vogn blive siddende i disse såkaldte smøjer, når man i mørke er så uheldig at komme udenfor stenvejen). Denne kan kun være af temmelig store sten, som en knyttet hånd da mindre sten og grus skylles bort ved bølgegangen.

Det er således ofte ganske umuligt, ofte farligt eller meget besværligt at komme til byen efter læge, medicin, til tinge eller i absolut nødvendige ærinder. Hvorledes det endog om sommeren er at køre på disse i vådene fyldte sten; hvorledes det slider og ødelægger på heste og vogntøj, det må den fattige Sønder-Herreds-bonde mest bekende. Hvad ondt husmandsklassen og alle fattige der ikke har heste og vogn, men kun deres egne bare ben at vade over på, må døje især når vandet er koldt og det går dem op til bæltestedet, derom kan enhver gøre sig begreb, dog bedst når man har set disse stakler enten vade over, eller forfrosne af kulde at stå på åben mark ved stranden og vente på om en vil tage dem op at age over vandet. Således står de ofte i timer og venter. For de med flinkt læs på vognen tager ingen op for heste og vogns skyld. Andre fordi der er så mange der vil køre med på en gang at man må sige nej for ikke at høre grovheder af dem, der bliver tilbage. At det således at vade over flere våd, når vandet er koldt, må afstedkomme mange sygdomme især hos fruentimmere vil også enhver kunne indse.

Dette kort fra 1839 viser at "gabet" hvor Nakskov ligger, er langt større end nu. Som Lollands sydkyst var området radikalt anderledes end i dag: præget af strandenge og lavvandede områder. 

Foruden den nævnte store nytte, inddæmningen altså vil foranledige i passagen for kørende og gående til Nakskov, vil den tillige være til uberegnelig nytte for alle dem i de 4 sogne, hvis jorder grænser umiddelbart til stranden eller er udsat for højvandet, som i grøfter og sine steder trænger højt op i dette flade og lavtliggende land. Herom vil den landbokyndige kunne gøre sig begreb, der ved, hvorledes den jord i mange år taber i kraft som endog kun har indsuget strandvand. Jorden bliver da som bekendt aldeles ubrugtbar til sæd ved saltvandets påvirkning. Kreaturerne æder heller ikke græsset som har været oversvømmet, før regn, stærk dug og blæst i længere tid har virket på det og afvasket de saltagtige dele, som højvandel efterlader. Hvad ville staten ikke i det hele vinde ved denne større produktion af sæd m. m., som denne inddæmning absolut vil bevirke. 

Altså det hele vinder og ingen taber derved, for fiskeriet på disse fladvande er Intet værd. Det ved ålestangerne i Nakskov bedst, og dog kræver de 120 rbd. om året for hvad de ved ikke at have 120 sk. værdi for dem. Jeg indser overhovedet ikke hvad ret nakskoviterne har til fiskeriet i denne strand. Enhver står det formentlig frit at fiske i stranden og her er de ikke engang tilgrænsende; Fredsholm, Saunsø, Færgelandet og Holleby, disses jorder støder til stranden, "Bredningen" kaldet. Nakskov har intet, eller i det højeste kun lidt tilstødende land.

Hvad ejendomsret de sig kaldende domhavere kan have over Bredningen eller noget andet sted af stranden, vil jeg lige så lidt her indlade mig på, som jeg i øvrigt vil gendrive deres urigtige og upassende ytringer. Kun så meget må jeg offentliggøre for - som de sige - at fremme sandhed og ret, at den i noten anførte passus "at den forrige ejer af Fredsholm ulovligt anlagde en kørevej fra Skandsen over til Færgelandet, hvorved adgangen til Bredningen berøvedes ålestangerne osv.", er aldeles usandfærdig. Det blev oplyst og bevist for retten, at ikke jeg, men Steensøens tidligere ejer, hr. T. Clasen, efter at have fået Magistratens, havnekommissionens og alle rette vedkommendes tilladelse, anlagde denne kørevej eller våse over til Færgelandet endog før jeg blev ejer af Fredsholm; - at han i mange år kørte derover til Nakskov, - at Clasens enke solgte mig ejendommen Steensø, Skandsen og Dæmningerne der forbinder disse med hinanden og med Færgelandet og at skødet ved tinglæsningen ingen anmærkning fik om at Clasen ikke havde ejendomsret over de mig solgte dæmninger eller vaser. Der var altså ikke mindste anledning for mig til at betvivle min lovlige ret til disse dæmninger, eller til at køre derover, hvilket jeg også gjorde upåtalt i 3 til 4 år, indtil en mand i Nakskov som nu er død, formåede sin svoger, ejeren af Færgelandet, til at grave en grøft tværs for enden af min vej, så at jeg ikke kunne køre op på Færgelandet, og det uagtet den herfor akkorderede afgift var forudbetalt, og uagtet man ved købslutningen havde lovet, at jeg bestandigt skulle beholde denne kørselsret for den akkorderede og senere af mig svarede årlige afgift.

Jeg henvendte mig derefter til Magistraten og havnekommissionen i Nakskov om tilladelse til at forlænge den Clasen bevilgede kørevej, hvilken pekuniære omstændigheder havde hindret ham i ganske at udføre, og hvorved kørsel over Færgelandet blev undgået. Man indrømmede mig mit forlangende. Hr. møller Seifert havde intet imod at denne forlængelse af vasen gik udenfor strandkanten langs hans havegærde, så at ingen i fjerneste måde fornærmedes ved den. For at chikanere mig og aftvinge mig en højere afgift, fandt man nu på at grave en bred grøft fra det bløde i stranden op i landbrinken i møllerens have, således at kørselen der også spærredes for mig; - endnu kunne dog et ridende bud eller en tom vogn ved lavt vande ad den modsatte strandbred, som var nogen omvej, komme ind til Nakskov; men nu hvervedes der en del folk, og under hujen udførtes det hæderlige foretagende, at man gennemgravede min dyrt betalte vej, og således opstod "Frihedskanalen."

Generaltoldkammeret befalede Nakskovs havnekommission at fylde denne kanal, hvor igennem en mængde mudder flød ind i havnen. Havnekommissionen respekterede hverken denne eller den derom gentagne befaling. Generaltoldkammeret pålagde stiftamtet: "om muligt at bevirke at havnekommissionen fik ejendomsret over denne for havnen så vigtige dæmning, for at der kunne foretages forbedringer med samme. Jeg svarede stiftamtet derpå: - at skønt dæmningen havde kostet en del, overlod jeg dog herved det offentlige den attråede ejendomsret, imod at jeg bestandig beholdt den kørevej derover som min formand og jeg havde haft der i 16 til 18 år. 

Jeg havde ventet at Generaltoldkammeret havde ladet intervenere i sagen eller søgt at soutinere de afgivne resolutioner. Ved Højesteret tabte jeg imidlertid uventet denne sag, hvori vedkommende ved underretten var idømt voldsbøder, og hvilken dom Landsoverretten havde stadfæstet. Hvorledes flere i Nakskov ved disse lejligheder (gennemgravningen af min dæmning og hvad senere deraf fulgte) opførte sig, derom kan jeg fortælle meget som de personer jeg måtte navngive, vist nødig ser offentliggjort. Fra min side ville ikke engang dette eller mere om denne sag være fremkommet, dersom man havde ladet mig med fred, men usandfærdige beskyldninger tier jeg ikke til.

Den hæderlige hr. justitsråd og borgmester Fastings kendelse som der doleres over, fordi den ikke var efter vedkommendes ønske, gik ud på at da han som foged fandt, at jeg til fulde havde opfyldt højesteretsdommen, og havde bortført ikke alene det som min formand havde fyldt i stranden, men også den del, som jeg med tilladelse - som forannævnt - havde fyldt i strandkanten således at farvandel efter ført tingsvidne nu var i bedre sejlbar stand end det før dæmningens anlæg havde været, - så kunne han ikke finde grund for at foretage den registrerede eksekution for mulkten som vedkommende troede tillige at kunne udpine hos mig.

Dette er kort sagens sandfærdige sammenhæng. Den nye med proprietær Beck interesserer mig ikke videre end enhver anden retsindig, der har sans for almennyttige og store foretagender. Det er, mener jeg, behageligt at høre at mænd, der har evne dertil, vil anvende betydelige summer på at virke til gavn for det offentlige, for deres medborgere og efterkommere. For Beck vil foretagendet hverken kunne forrente eller betale sig videre, end at han også vil kunne få en bedre vej, der altid kan passeres. Beklageligt ville det derfor være for Sønder-Herreds vestlige beboere, der så meget ønske inddæmningens udførelse, at de have forpligtet sig til i flere år årlig at betale en sum penge som erstatning for de derpå anvendte bekostninger. Om dette foretagende skulle forhindres ved chikane og foranledige Beck til at opgive samme formedelst ålestangernes urimelige og ubegrundede fordringer.

Mærkeligt at de fornuftige og retbesindede borgere i byen ikke modarbejder eller i det mindste fralægger sig del i en så urimelig protest. Til en tid, da alle byer anvende bekostninger til at forskønne omegnen og især ved anlæg af gode veje at gøre frekvensen let og behagelig til Byen, ser man i Nakskov det modsatte. De vil ikke engang tillade at andre påtager sig bekostningerne ved at et så betydeligt og rigt kornlands beboere, som de førnævnte sogne, lettere og følgelig oftere kan komme til byen, endog uagtet kæmnerkassen hæver en betydelig broafgift af hver kørende eller ridende.
Nebbegaard d. 1ste August 1846.
H. Lund.
Kammerraad.

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Tredje Omgang: Højesteret 1836. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1836:

- Red. er bleven anmodet om at bringe til offentlig kundskab at de i Nr. 62 af d. bl. navngivne borgere af Nakskov under 1. dennes har ladet udtage appelstævning til Overretten i sagen mellem dem og hr. kammerråd landvæsenskommissær Lund på Fredsholm; hvorhos bemærkes at, i den af hr. kammerråden i benævnte nr. af d. bl. indkørte underretsdoms-konklusion, kontracitanternes navne er angivne i en urigtig orden. Dommen nævner nemlig som de tre første af disse: "Lods Poul Weilsøe, dennes Søn Peder Weilsøe og Kjøbmand og Dbmd. Jens Andrea", og ikke som anført, den sidstnævnte af disse tre først.

Tillægsblad til Kjøbenhavnsposten nr. 332, 16. november 1836:

Underdanigst!
Det er det Kongelige danske Kancelli bekendt, at der mellem landvæsenskommissær Lund på Fredsholm og en del af Nakskovs borgere og indbyggere verserer 2 retssager, angående bortryddelsen af en del af dæmningen, der forbinder Skandsen i Nakskov Fjord med Færgelandet og over hvilke Lund har søgt at bane sig en kørevej til Nakskov.

Hvad der i særdeleshed må have bevæget Lund til at anlægge sag i berørte anledning må vi formode er den omstændighed, at det skøde der meddeltes Lund af den forrige ejer af Steensøe, Clasens enke, og hvori hr. Lund tillige overdrages Skandsen og dæmningerne, som forbinder Steensøen med Skandsen og denne igen med Færgelandet - er tinglæst uden at rettens skriver hr. byskriver Vest, som bestyrer af skøde- og pantevæsenet, har meddelt samme nogen bemærkning eller påtegning om Clasens og enkes manglende adkomst og hjemmel til de nævnte dæmninger eller grunden hvorpå disse hviler.

Det er netop i denne vigtige anledning at undertegnede, som nogle af dem, Lund i hint tilfælde har sagsøgt, vover at henvende sig til det Kongelige danske Kancelli for at gøre dette Kollegium bekendt med hvorledes byskriver Vest her i Nakskov ved at undlade hin bemærkning, har forsømt at meddele en attestation, han i medfør af sit embede, antages at burde have givet, og hvorunder de sagsøgte mere eller mindre vil komme til at lide. Lund beråber sig under sagerne bestandigt på sit rene, uanmærkede skøde som skulle hjemle ham ejendomsret til dæmningerne og deres beliggenhed. Men Clasens enke der ved skødet overdrog Lund disse, har lige så lidt som hendes afdøde mand haft rettighed til disse enten ved skøde, ved hævd eller på nogen som helst anden måde, og havde følgelig heller ikke rettighed til dæmningens anlæg eller vej.

Nævnte vej som af Clasen blev anlagt ved tilførsel af sand, sten, grus osv., har blot henligget nogle år upåtalt af vedkommende på et sted, hvor der fra Arilds tid har været fri og uhindret sejlads og fart, og er det som meldt først ved skødet til Lund at der eksisterer et retsdokument på samme. Byskriver Vest har således ved at undlade på skødet at gøre bemærkning om forrige ejers manglende adkomst til disse køre-våser og deres beliggenhed, formentlig tilsidesat eller forsømt en pligt der i medfør af hans embede i det væsentlige måtte påhvile ham. 

Vi vil for at det høje Kollegium kan være i stand til fuldkommen at skønne over, og sætte sig ind i sagen, ordlydende anføre landvæsenskommissær Lunds egen begæring på titnævnte skøde med hensyn på sammes tinglæsning ved Nakskov byting, under hvis jurisdiktion nævnte vejanlæg ligger. - Bemeldte begæring lyder således:

- For så vidt den i dette skøde anmeldte V, Skandsen kaldet med tilhørende og tilliggende dæmninger, der forbinder Steensø og Skandsen med Færgelandet er beliggende på Nakskov grund og under dennes jurisdiktion, udbedes samme tinglæst som adkomst for mig til dem. Det bemærkes, at bemeldte Skandse med dæmninger ansættes til en værdi af 100 Rbd. sedler.
Fredsholm d. 5. jan. 1835.
Lund.

I overensstemmelse med denne begæring blev skødet tinglæst uden at hr. byskriver Vest på samme gjorde nogen bemærkning om at Clasen eller enke manglede hjemmel eller adkomst såvel til dæmningerne selv, som til grunden hvorpå disse ligger.

Hr. Vest vidste fuldkommen vel at der ikke eksisterede hjemmel for Clasen eller enke til titnævnte dæmninger, der var anlagte på en det offentlige tilhørende grund. Det var endog da skødet blev tinglæst, som først skete den 7. januar 1835, omendskønt udfærdiget i marts 1832, allerede over en måned siden at Lund var forbudt brugen af vejen over dæmningerne til Nakskov derved: at møller Seifert havde i november måned 1834 ladet oprense den gamle kanal eller indsejling til hans mølle og hvilket foretagende havde afskåret Lund al videre passage og vej over møllerens grund og ejendom.

Årsagen hvorfor mølleren således afskar ham vejen var: at Lund nægtede at give såvel ham, som Færgelandsejeren den erstatning for at køre fra dæmningsvejen over deres ejendomme til byen, som de før havde haft, ikke alene af Clasen og dennes enke, men endog af selve hr. Lund i de flere år disse og han havde været ejere af Steensø og gjort brug af vejen over Færgelandsvejen og møllerens Grund.

Kancelliet behager at bemærke: at omendskønt Lund fra marts 1832 har haft skøde af madam Clasen på Skandsen og dæmningerne, har han dog, som kan bevises - men for underretten er glemt at bevises - svaret mølleren og Færgelandsejeren noget vist årlig for at have vej over deres grund; vi beder endog underdanigst at det høje Kollegium vil bemærke at der i Lunds begæring til Vest om at skødet ved retten måtte læses som adkomst for ham, forsåvidt dæmningerne lå på Nakskov grund, ligger bevis og tilståelse af Lund for at dæmningerne for en del var anbragt på byens grund; - Ja der var endog under 1. december 1834 læst en deklaration ved bytinget, efter hvilken møller Seifert erklærede at han ingen sinde over sin ejendom, hvortil benævnte dæmninger grænser, ville tillade Lund vej da han indså at det kunne være til største skade for byen, og hans deklaration indeholdt endog at han til sikkerhed for at han ville holde sit løfte, forpligtede sig til at han i modsat tilfælde ville yde 10 tønder byg til byens kæmnerkasse årlig, hvilket skulle hæfte som prioriteret gæld på hans mølle og øvrige ejendom.

Alt dette foruden den almindelige tale imellem mand og mand om det urigtige og skadelige af dæmningerne og vejanlæg m. v. burde have vakt hr. Vests opmærksomhed. Men desuagtet gav han Lund et uanmærket skøde, så man næsten kunne fristes til at tro at han har gjort dette ganske i favør af Lund. 

Som følge deraf har Lund hvad man kalder et rent uanmærket skøde, hvilket her ikke tilkommer ham, eller han nogensinde kan få. Men da dette hidrører fra en forseelse fra skøde- og pantekontoret, skal da 3 mænd lide derunder? eller skal vedkommende embedsmand efter loven ikke rimeligvis tilsvare den deraf flydende skade i enhver henseende? Der haves jo ingen anden sikkerhed med hensyn til adkomstens fuldstændighed og mulige behæftelser på ejendommen end netop skødet og pantevæsnets bestyrers attestation.

Når nu altså Lund har hjemlet skøde på oftnævnte dæmninger med videre, ved den omstændighed at byskriver Vest ingen påtegning om sælgerens manglende adkomst har givet skøder så ved vi heller ikke hvormed hr. Vest vil forsvare denne sin handling, da han i en attest af 31. maj 1836, som her in extenso indføres, erklærer: at aldeles ingen for Lund har haft skøde på dæmningerne m. m. Attesten lyder således:

"Afdøde H. D. Clasen, Eier af Steensøe, haver under 28de Februar 1831 faaet Skjøde af Bagermester Anders Lehm paa Øen Skandsen i Nakskov Havn, derimod har hverken han eller hans Enke, saalidet som nogen Anden her under Jurisdictionen havt tinglæst Adkomst til de Dæmninger, der forbinde Skandsen med Færgelauget eller Steensøe, der disse ved Clasens Enkes Skjøde overdroges Kammerraad Lund. Dette attesteret herved.

Nakskov, den 31te Mai 1836. Vest.

Denne attest indeholder bevis eller oplysning om det ganske modsatte af hvad skødet godtgør. Og netop ved denne attest erkender Vest det urigtige i at have undladt at give skødet anmærkning om sælgerens manglende adkomst til det solgte. Netop ved denne attest modsiger Vest sig selv.

I det vi således have gjort det høje Kollegium bekendt med hvorledes byskriver Vest i Nakskov har undladt at give den fornødne bemærkning på det omtalte skøde, hvilken omstændighed vi formener alene har bevæget landvæsenskommissær Lund til under sagerne om os at bruge den skammelige benævnelse: "Voldsmænd," udbeder vi på egne og øvrige sagsøgtes vegne, underdanigst at hr. Vest fra det offentliges side må blive draget til strengt ansvar for denne hans tilsidesættelse af hvad der qva embedsmand pålå ham som pligt, og ham tillige pålagt at erstatte den ved sådan urigtighed foranledigede og foranledigende skade og tab overensstemmende med forordningen af 7. februar 1738, i hvilken anledning vi forventer det høje Kollegiums gunstige resolution, da vores sag ikke er chikane mod Lund, men en redelig trætte om enten byen skal beholde sine gamle rettigheder til fri sejlads for fiskeri og videre næringsdrift imellem nævnte øer, eller Lund skal beholde hævd og ret til veje og vejanlæg ved de gjorte dæmninger.
Nakskov, den 27. oktober 1836.
Underdanigst 
konciperet af Jens Andrea, Skibsfører. Dannebrogsmand.
Til Det Kongl. danske Eancelli. i Kjøbenhavn.
Underdanigst
Jens Andrea, Skibsfører. Dannebrogsmand. 
C. L. Dideriksen, Skipper og Borger i Nakskov.
Poul Weile, Fast-Lods.
Christian Poulsen, Skibsfører.
Christian Sove, Skipper og Borger.
At en ligelydende kopi til det Kongelige danske Kancelli, såvelsom den ligelydende original til stiftsbefalingsmand kammerherre Jessen er afsendt med dagsposten, bliver på Forlangende bevidnet.
Nakskov Postkontor den 27. oktober 1836.
Klemp.
Genpartens rigtighed bekræfter
J. Andrea. C. I. Diderichsen. Poul Weile

Kjøbenhavnsposten 7. februar 1838:

- Imorgen (torsdag d. 8. febr.) foretages i Højesteret Sagen: Lods Poul Weiløe, dennes søn Peder Weilløe, købmand og dbm Jens Andrea, skibstømmerm. Jens Jacobsen med flere kontra landvæsenskommissær og proprietær Henrik August Lund til Fredsholm. Denne sag har allerede tidligere været omtalt i dette blad, idet 2 borgere fra Nakskov havde tilstillet redaktionen en skrivelse, der findes meddelt i det nummer, som udgik torsdag den 8. oktbr. 1835, og hvori de klagede dels over den ovennævnte indstævntes formentlig aldeles ubeføjede anlæg af en dæmning mellem den såkaldte Skandse og Færgelandet ved Nakskov, af en anden mellem Skandsen og Steensø samt af en fra Skandsen ud i Nakskov Havn anlagt gangbro, hvorved "han spærrede dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben og altid været befaret såvel af Nakskovs fiskere som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstaden med deres produkter", dels over Generaltoldkammerets formentlig uberettigede indblanding i denne sag, der ikke egnede sig til administrativ, men kun til judiciel afgørelse, ved at befale havnekommissionen at tilstoppe en åbning i førnævnte dæmning, som citanterne havde ment sig berettigede til at gøre, da Lund havde vægret sig ved at åbne dem den gamle vej, hvilken ordre havnekommissionen vægrede sig ved at opfylde. Senere modtog redaktionen atter fra 3 borgere i Nakskov en skrivelse, hvor de yderligere deducerede sagen, og som er blevet meddelt i nr. 258 af dette blads 9. årgang for tirsdag den 27. oktbr. 1835, hvortil vi henviser vores læsere. 

På grund af det ovennævnte brud på dæmningen havde Lund indklaget citanterne for vold, samt til at istandsætte våsen, og disse havde igen kontra-sagsøgt denne for vold samt til at borttage våsen. I begyndelsen af året 1836 modtog redaktionen fra proprietær Lund en skrivelse, der er kommunikeret i nr. 62 af dette blads tiende årgang, og hvori findes indrykket den af den konstituerede sættedommer, birkedommer Christian Møller, den 22. febr. 1836 afsagte domskonklusion 

(her dommen, se artiklen ovenfor)

Denne dom blev under 10. oktober næstefter stadfæstet inden Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, hvis dom ved stævning af 8. november samme år er ved justitsråd Høegh-Guldberg indanket for Højesteret til at blive kendt uefterrettelig at være og til sagens hjemvisning eller til underkendelse, tilsidesættelse og forandring, ligesom der også under 29. april 1837 er erhvervet kongelig bevilling til at sagen må for Højesteret procederes og sammesteds påkendes i realiteten, uden at den omstændighed at sagens realitet ikke er blevet procederet for Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, og at denne ret ikke desto mindre har pådømt samme, deri skal være til hinder. For fuldstændigheds skyld bemærker vi at redaktionen efter at overrettens dom var faldet, har modtaget en skrivelse fra en af citanterne, købmand og dannebrogsmand Jens Andrea der findes meddelt i et ekstranummer til dette blad for onsdag den 16. november 1836, til hvilken vi vil henvise de af vore læsere der ønsker yderligere kundskab om sagen. For den indstævnte møder for Højesteret advokat Schäffer.

Kjøbenhavnsposten 8. februar 1838:

For at publikum ikke forgæves skal møde i Højesteret i anledning af den til i dag ansatte sag: Lods Poul Weiløe, dennes søn Peder Weiløe, købmand og dannebrogsm. Jens Andrea, skibstømmermand Jens Jacobsen med flere kontra landvæsenskommissær og proprietær Henrik August Lund til Fredsholm, bemærker vi at samme formentlig endnu ikke i morgen vil komme for, da den foregående sag endnu vedvarer, men at den derimod rimeligvis vil begynde på mandag. Vi har allerede tidligere bemærket hvor vanskeligt det er, med bestemthed at sige, til hvilken tid en sag vil blive foretagen i ugens løb, og har her en stadfæstelse derpå som vi beder læserne undskylde, som os utilregnelig. Sagen selv vil når den kommer for, formodentligt vare flere dage.

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 18. februar 1838:

Fædrelandet.
I sagen lods Poul Weiløe, Kjøbmand og dbm. dennes søn, Peder Weiløe, Jens Andrea m. fl. kontra landvæsenskommissær, og proprietær Henrik August Lund blev i onsdags, den 14. febr. afsagt følgende dom i Højesteret: "Indstævnte bør inden 6 måneder efter denne Højesteretsdoms lovlige forkyndelse, under en mulkt af 5 rbd. Sølv til Nakskov Købstads Fattigkasse for hver dag han derefter sidder dommen overhørig, foranstalte borttaget den mellem Skandsen og Færgelandet værende dæmning eller kørevej, betegnet på det under sagen fremlagte kort no 1 med a til b, og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, hvori det var forinden bemeldte dæmning eller kørevej blev anlagt. I øvrigt bør parterne for hinandens tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger for alle parter ophæves. Til justitskassen betaler citanterne 5 rbd. sølv og indstævnte ligeså meget. 

(Som bekendt var citanterne såvel ved Under- som Overretsdommen tilpligtede hver for sig at bøde 3 S lod sølv til deling på anordnet måde, samt in solidum at erstatte kammerråd Lund på Fredsholm den skade som de ved at  gennembryde forbemeldte dæmning eller kørevei havde forårsaget, efter uvillige af retten udnævnte mands skøn, dog at denne erstatning ikke måtte overstige 3000 rbd.).

Tørlægning af Nakskov Fjord. Anden Omgang: Lund får Ret i Overretten 1836. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten den 27. oktober 1835:

- Angående den i dette blad nr. 239 nævnte sag mellem Nakskov søfolk m. fl. og landvæsenskommissær Lund til Fredsholm, samt kaptajn-løjtnant Leth, i egenskab af havne-inspektør, og det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegiums indblanding i sagen m. m. har red., fra 3 borgere i Nakskov, modtaget følgende yderligere fremstilling og oplysninger, som man da denne ikke umærkelige sag heri bladet er blevet almenheden forelagt, ligeledes tror at burde bringe til offentlig kundskab: "Det kan være omtrent 4 år siden, at hr. landvæsenskommissær Lund til Fredsholm egenmægtigt lod afgrave og derved også formene Saunsø Byes ejendomsbønder en af dem fra Arilds tid benyttet alfar genvej til Nakskov. Bønderne, som blev understøttede med Benificium paupertatis, anlagde sag imod hr. landvæsenskommissæren, der ikke ville bekvemme sig til at hæve de af ham for vejens benyttelse lagte hindringer, med mindre de ville forbinde sig til årlig at udkøre visse læs gødske for ham! De frie ejendomsbønder ville ikke lade sig forpligte hertil, men fremmede sagen ved retten, hvor den også blev vundet af bønderne. 

Fra den i Nakskov Fjord liggende Skandse tværs over en arm af fjorden til Færgelandet påbegyndte i 1822 daværende ejer af Steensø anlæggelsen af en våse eller kørevej, i hvilken anledning daværende havnekommission erklærede, at de "for deres vedkommende" intet havde imod våsens anlæg, uden hvilken også vedkommendeejers tilladelse til at passere over Færgelandet, ejeren af Steensø hverken kunne komme kørende, gående eller ridende til Nakskov. Det bemærkes at havnevæsenet ingen lod eller del har i den arm af fjorden, eller af bunden i samme, hvorpå våsen blev anlagt, og havnekommissionens erklæring indeholder således i det højeste kun at den ved våsens anlæg forårsagede spærring af det mellem Færgelandet og Skandsen værende strømløb eller farvand ingen skadelig influens ville have på havnen. 

Senere da hr. landvæsenskommissær Lund blev ejer af Steensø, konvenerede det ham at få købstædvej fra Fredsholm til Nakskov over fjorden, Steensø, Skandsen og Færgelandet, hvorved han forkortede sin sædvanlige købstædvej fra omtrent 1 mil, på en til visse tider af året aldeles ufremkommelig vej, til en fjerdedel mil god vej, i hvilket øjemed hr. landvæsenskommissæren lod kaste en mængde sten og fyld mellem Fredsholms nokke og Steensø, imellem denne og Skandsen og imellem Skandsen og Færgelandet, hvorved den nye, usurperede vej blev passabel for kørende, ridende og gående. Men det må ikke glemmes at hr. landvæsenskommissær Lund som meldt ikke kunne komme ad denne vej, uden at passere: dels over Færgelandet, der er i anden mands hævd og besiddelse, og hvorpå ingen uden ejerens tilladelse har vej fra Skandsen af, dels over nævnte 3 arme eller løb af fjorden, hvilke fra umindelige tider og indtil den vej egenrådigt blev anlagt, har været sejlbar for både, især strømløbet mellem Færgelandet og Skandsen, og derfor også er benyttet meget såvel af dem, der daglig færdedes mellem Nakskov og en del af Lollands Sønderherred, som af dem der fra byen daglig drog på fiskeri i de sønden for denne våse værende fjordvande. 

Der var således intet naturligere end at de, der mest led ved landvæsenskommissærens anlæg på anden mands grund, søgte at få denne hindring for en fri afbenyttelse af deres ejendom og den fra umindelige tider hjemlede brugsret hævet, så meget mere som den fredsholmske landvæsenskommissær ikke har været at formå til at jævne sagen i mindelighed på de ham tilbudte, yderst rimelige vilkår. En grøft lig den landvæsenskommissæren som ovenmeldt, for få år siden lod grave tværs over over en af de Saunsø bønder i over hævds tid befaret vej, hvori han forresten ingen fæ-lod eller del havde, lod nu Færgelandsejeren grave, men på sit eget, Færgelandet, så at ingen nu kunne befare vejen derover fra Skandsen af. Over dette sidste foretagende, hvortil en mand dog vel måtte være berettiget på sin egen grund, gjorde landvæsenskommissæren mange ophævelser, uagtet han som nys meldt, og hvad vel må bemærkes, selv for få år siden havde ladet grave en lignende grøft, ikke på sit eget, men på alfarvej, og det i den hensigt at tvinge hoverifri ejendomsmænd, for hvilke vejen var uundværlig, til årlig at køre gødske for sig. Opbragt over at Færgelandsejeren, der er en simpel mand, ikke ville lade herren til Fredsholm køre over Færgelandet, forlængede denne våsen mellem Skandsen og Færgelandet, omtrent 90 alen og i en lige linje hen ad strandbredden. Men da denne ikke mindre end selve Færgelandet, hvoraf den udgør en del, tilhører en og samme ejer, blev også denne egenrådigt anlagte vej forpurret ham. 

- Især byens søfolk og andre som jævnligt enten drog på fiskeri i fjordvandene syd for våsen eller havde forretninger at besørge i en del af Sønderherred, havde allerede i en del år beklaget sig over den omvej som lukningen af dette farvand forårsagede dem. Men da enhver, især den simple mand, flyer de omkostninger og fortrædeligheder en vidtløftig proces fører med sig, blev også våsen upåtalt henliggende indtil i februar d. å. - altså omtrent i 13 år. Et tidsløb dog som enhver ved, ikke er langt nok til at give hævd! Først for et års tid siden da Færgelandsejeren gjorde landvæsenskommissæren vejen over Færgelandet stridig, besluttede en stor del af byens indbyggere sig til om muligt også at flytte våsen, og at gøre de der forhenværende farvande sejlbare for deres både igen. De henvendte sig først til byens Magistrat og stiftamtet, men forgæves! Ingen ville tage sig at sagen. Men fra alle kanter henvistes sagen til lands lov og ret - hvilket vel også var det rigtigste. 

Da det offentlige eller byen således ikke ville antage sig denne sag, og man selv måtte forskaffe sig vej, blev der på våsen brudt en sejlbar åbning, omtrent en halv snes alen bred. Dagen efter at denne åbning var gjort, indfandt hr. landvæsenskommissærens forvalter sig med en del bønder, forsynede med spader, skovle, hakker m. v. og udkastede det dagen forud ved gennemgravningen opkastede grus m. v., dels i den gravede åbning, dels i vandet ved begge sider af våsen. Men samme dags eftermiddag blev åbningen af modpartiet atter sat i sejlbar stand. Det er denne gennemgravning der gav landvæsenskommissæren anledning til at søge dem, som deltog deri, både for vold og til erstatning. De indstævnte derimod procederer dels til frifindelse, dels, efter udtagen kontrastævning, til at få hr. landvæsenskommissær Lund dømt til inden en passende frist og under en daglig mulkt at flytte den tilbagestående del af våsen m. v. og at sætte denne arm af fjorden i sejlbar stand, således som den var før våsen i 1822 blev påbegyndt. 

Men mærkværdigt nok! efter at sagen af begge parter således er gjort til genstand for domstolenes kendelse og mens den der endnu står under behandling og kendelse, arbejder hr. landvæsenskommissæren ad sine veje på også at få sagen gjort til genstand for kollegial afgørelse, og dette er for så vidt lykkedes ham som det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium - et som man ved, i øvrigt lige så meget ved sin liberalitet, som ved sin dygtighed udmærket Kollegium - til hvilket hr. landvæsenskommissæren skal have henvendt sig med besværing over den formentlig lidte uret, allerede for flere måneder siden udsendte kanal-, havne- og fyrinspektør kaptainløjtnant Leth, for at undersøge gennembruddet på våsen og dets indflydelse på havnen m. v. Resultatet af denne undersøgelse, der forresten foretoges uden at nogen af de i gennembruddet deltagne underrettet derom, skal som man til sin store forbavselse hører, have været, "at havneinspektøren - der er en svoger af hr. landvæsenskommissæren - skønner det indlysende, at den foretagne gennemgravning vil bevirke havnens tilslemning", hvorfor også højbemeldte Kollegium, støttende sig på det af hr. kaptajnløjtnant Leth afgivne skøn, under 25. juni d. å., har resolveret: "at hr. landvæsenskommissær Lund bemyndiges til atter at fylde åbningen på våsen, og såfremt han ikke dertil ville bekvemme sig og der skulle være periculum in mona for havnens konservation, skulle havnekommissionen fra stiftamtet tillægges ordre til at foranstalte åbningen fyldt for havnekassens regning." 

- Da hr. landvæsenskommissæren med denne resolution i hånden troede at have vundet spillet, vægrede han sig for selv at fylde åbningen på våsen, hvorfor stiftamtet tillagde havnekommissionen ordre hertil. Men da havnekommissionen, der til al lykke nu består af andre medlemmer, end dem der var det da våsens anlæg i 1822 blev påbegyndt, efter den lokale kundskab den har skaffet sig, ikke anser åbningen på våsen for at være til skade for havnen i nogen navnlig måde og mener at den ikke, som havneinspektøren har villet skønne, kan bevirke havnens tilslemning, har kommissionen under 30. juli d. å., vægret sig for at fylde åbningen. Senere har havnekommissionen modtaget kommunikation af en skrivelse fra det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium til stiftamtet af 1. aug. d. å. indeholdende: at havneinspektøren, under 1. s. m. var tillagt ordre til at meddele havnekommissionen anvisning til på hensigtsmæssig måde at lukke åbningen på førnævnte våse, "Da lukningen interesserer havnen"; at havnekommissionen tillægges ordre til at sagsøge de i gennembruddet deltagende, til erstatning af hvad lukningen vil koste; og endelig at der skal indledes underhandling med landvæsenskommissær Lund om at købe våsen af ham, m. v. 

- Hvad Havnekommissionen herpå har svaret, har man ikke haft lejlighed til at erfare; men at svaret må have været i konsekvens med kommissionens tidligere erklæring, derfor borger de nuværende Havnekommissærers selvstændighed og bekendte retskaffenhed, og når kommissionen finder at åbningen på våsen ingen skadelig indflydelse ytrer på havnen, og at den in specie ikke som havneinspektøren - for at få Kollegiet til at tage sig af sagen som havnesag - foregiver, kan bevirke havnens tilslemning, så er der ikke heller anledning for kommissionen, hverken til enten at besørge den, dog kun konditionaliter påbudne lukning, eller til at anlægge sag, for at indtale erstatning af omkostninger, der endnu ikke er gjort eller bør gøres, eller endelig til  at afkøbe herren til Fredsholm våsen, hvis eksistens eller ikke-eksistens anses for at være indifferent for havnevæsnet. 

Ligesom landvæsenskommissærens kontraparter i denne mærkelige retssag lige indtil førnævnte 2 resolutioner indløb, havde været aldeles uvidende om landvæsenskommissærens besværing til stiftamtet og Kollegiet, såvel som om den af havneinspektøren foretagne undersøgelse, og om de grunde, hvorpå hans betænkning til Kollegiet støtter sig, så lidt som de i det hele taget vidste eller anede, at denne retssag skulle gøres til en havne- og Kollegiesag, i den forstand at det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium skulle afgive endelig dom eller resolution deri - således tør vi heller ikke tro andet, end at højbemeldte Kollegium, både da det lod havneinspektøren undersøge de lokale forhold ved havnen, og da det afgav de 2 resolutioner om tillukningen af åbningen på den in quæstione værende våse, må have været aldeles uvidende om tilværelsen af retssagen, hvorunder det i de for den civile proces anordnede former procederes netop om det, hvorom Kollegiet har resolveret, - sandsynligvis forledt dertil ved havneinspektørens ensidige og næppe så aldeles upartiske indstilling. 

Under andre omstændigheder indser man ikke at det høje Kollegium har kunnet komme til at afgive resolutioner som de ovennævnte; for ligesom H. M. Kongen og højsalige forfædre på tronen, uagtet deres aldeles suveræne og ubundne magt, altid har afholdt sig fra, ved egen allerhøjeste resolution at decidere i de til påkendelse ved domstolene indstævnte private sager, således holder man sig også overbevist om, at de kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium vil have handlet i samme ånd, og ikke unødvendigt givet sig af med at afsige resolution eller kendelse i nærværende sag, såfremt det høje Kollegium af vedkommende var blevet gjort opmærksom på at den svævede for retten. 

- Da Kollegiet imidlertid som nævnt, nu engang til samme tid havde gjort sig til part og til dommer i sagen, og denne Kollegiets afgørelse af sagen står i direkte modstrid med den hos os så højt priste domstolenes uafhængighed, med hensyn til de under disses ressort hørende sagers upartiske påkendelse, har man under 16. august søgt Hans Majestæt om, at højbemeldte Kollegie resolutioner af 25. juni og 1. august d. å., allernådigst måtte blive suspenderede og sagen derefter gå sin afgørelse ved domstolene imøde, på det at ingen af parterne skal få anledning til at beklage sig over at lands lov og ret er blevet dem nægtet." -  (Om sagens videre gang og endelige udfald har meddelerne af føranførte lovet, i videre kontinuation af deres beretning om samme, at sætte red. i kundskab).

Kjøbenhavnsposten, 2. marts 1836:

Fra kammerråd Lund på Fredsholm ved Nakskov har red. modtaget følgende kundgørelse med tilhørende udskrift af domkonklusionen i den tidligere i dette blad omhandlede sag mellem ham og nogle borgere af Nakskov: 

"I Kjøbenhavnsposten Nr. 239 og 252 f. å. lod nogle anonyme borgere af Nakskov indrykke to avertissements, i anledning af en af mig imod nogle i Nakskov anlagt sag, fordi disse den 24. og 25. febr. f. å. udøvede en voldsom selvtægt på min lovlige ejendom, ved nemlig egenmægtigt at gennemgrave og derved ødelægge min dæmning. Man meddelte ved denne lejlighed tillige dette blads læsere en del såkaldte oplysninger og forklaringer om bemeldte retssag, samt om mit forhold såvel i denne, som i en med Saunsøe bymænd tidligere haft bisag. Enhver som kendte de her omhandlede sager, indså let det usandfærdige, det modsigende og fordrejede i de bekendtgørelser, og optog disse med den foragt som de fortjente. 

Jeg værdigede dem af den årsag heller ingen videre forklaring eller gendrivelse - men skønt de anonyme mænd dengang tillige lovede, at når den i nævnte af mig anlagte sag blev afsagt dom, skulle denne ligeledes komme til offentlig kundskab, så kunne det dog muligvis være noget, inden man fik domsakten beskrevet m. m.; og jeg kan derfor ikke undlade foreløbig at meddele mine venner: at den konstituerede sættedommer hr. birkedommer Chr. Møller under 22. dennes, i oftnævnte sag har afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

"Contra-Citanterne Kjøbmand og Dannebrogsmand Jens Andrea, Lods Paul Weiløe, dennes Søn Peder Weiløe, Lods Hans Nielsen, skibstømmermand Jens Jacobsen, Muursvend Hans Jyde, Matros Joh. Bøehm, Frederik Riddersborg, Tjenestekarl Claus Eriksen, Matros Morten Hansen, Skipper Kristian Dideriksen, Eduard Andrea, Matros Christen Holm, Chr. Weiløre, Dines Hansen, Bager Anders Lehm, Matros Peter Chr. Severin. Skipper Sowe, Tjenestekarl Henrik Christensen og indstævnte Skipper Hans Jørgensens Søn Peter Hansen bør hver for sig bøde trende fyrretyve lod sølv til Deling paa anordnet Maade, samt Een for Alle og Alle for Een erstatte Hoved-Citanten Kmraad Lund paa Fredsholm den Skade. som de ved at gjennembryde hans Dæmning eller Kiøre-Vaase imellem Skandsen og Færgelandet den 24de og 25de Februar f. A. have foraarsaget, efter uvillige af Retten udnævnte Mænds skjøn, dog at denne Erstatning ei overstiger 3000 Rbd. S., ligesom de in solidum betale Hoved-Citanten Processens Omkostninqer skadesløs. Indstævnte Skipper Lars Andersens Søn, Chr. Andersen bør for Hoved-Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Forsaavidt Contra-Søgsmaalet er anlagt at Andre end dem, der ere saggivne af Hoved-Citanten, afvises Samme, og iøvrigt bør Hoved-Citanten for Contra-Citanternes Tiltale i denne Sag fri at være. Det idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Møller."
Fredsholm, den 25. Februar 1836
H J Lund

Nakskov Fjord, 1830. Omend kortet er temmelig udetaljeret, fremgår dog at fjorden syd for Nakskov er meget bredere end nu, og at der ligger flere øer i den. Udsnit af Sidney Hall. Foto anvendt efter  Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license.