Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævaet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

 fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet komtil, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som lom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, al Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag sik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Delte er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københevnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske kke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet as Korsgade, og Kapelvej, fortæller, al hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm , som bor i Grissenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da. al hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrom før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Mari Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv. men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Cristensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idel Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenseldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Ehristensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har sundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:

Højesteretsdom Nr. 74.

Mandagen den 17de Marts.

Etatsraad Buntzen

contra

Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.

Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver. 

I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugt ommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.

Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at sce, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaact, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte autager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.

En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.

Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døc af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansce efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."

(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning as ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Fødsel og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at det var kommet Politiet for Øre, at der paa en Fabrik her i Byen var opstaaet Mistanke om, at en der arbejdende Pige havde født i Dølgsmaal, blev denne Pige igaar Middags anholdt og afgav derefter følgende Tilstaaelse om den hende paasigtede Forbrydelse. Hun er svensk af Fødsel og ankom her til Landet for henved 5 Aar siden. Efter at have født 2 Børn (af hvilke dog det ene var dødfødt) uden for Ægteskab, traadte hun i et utugtigt Forhold til en Skrædersvend, ved hvem hun blev frugtsommelig. Forholdet imellem hende og hendes "Kjæreste" var imidlertid ikke altid det bedste. Han var jævnligt beruset og truede hun ham da ofte med, at hun, hvis han vedblev at behandle hende slet, vilde dræbe det Barn, hvormed hun var frugtsommelig, selv om hun derfor skulde  paadrage sig Straffearbeide. Han lod imidlertid ikke til at tage sig denne Trudsel nær og hun meente den da heller ikke alvorligt. Først da "Kjæresten" i August Maaned f. A. havde forladt Byen og var ophørt med at skrive til hende, besluttede hun sig til at ombringe sit Foster, idet hun, der ingen Hjælp fik til det Barn, hun allerede havde til Forsørgelse, og nu maatte forudsee, at hele Byrden af det Barn, hun ventede at nedkomme med, ogsaa vilde falde paa hende alene, forudsaae, at hun ikke vilde kunne bære den saaledes forøgede Byrde. Hun hemmeligholdt derfor sit Svangerskab baade overfor de andre Huusbeboere og hendes Medarbejdere paa Fabrikken og begav sig, da hun i Torsdags Morges følte sig ilde tilpas, hjem uden at omtale for Nogen, hvad hun ventede. Hun gik strax tilsengs og modtog kort efter Middag Besøg af en Bekjendt, men uagtet Veerne allerede da paakom hende, betvang hun sine Smerter, saaledes at den Fremmede Intet mærkede, og fødte hun sit Barn til Verden ½ Time efter at den Fremmede havde forladt hende. Barnet gav en klagende Lyd fra sig, men da hun lod det forblive liggende under Dynen, forstummede Lyden snart, og da hun kunde skjønne, at det var qvalt, viklede hun det, efter at være kommen til Kræfter, ind i et Stykke Linned og lod det blive liggende i Sengen hos sig. Den paafølgende Morgen stod hun op, lod Barnet blive liggende i Sengen og tilbragte hun den paafølgende Nat udenfor sit Hjem hos en Veninde. Dagen efter, om Løverdagen, bandt hun 2 Muursteen ved det indsvøbte Barneliig, viklede et Stykke graat Papir om hele Pakken og bar den derpaa gjennem Byen ud til Hasseriisaaen, hvor hun kastede Barnet fra sig. Efter hendes Paaviisning blev Liget af et fuldbaaret Drengebarn fundet i Aaen igaar Eftermiddags og vil nu blive underkastet en legal Obductionsforretning for at prøve Rigtigheden af den afgivne Tilstaaelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1873).

Hasseris Å løber lidt vest for Aalborg.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilstyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Johanna Pedersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Den 30te Juni d. A. bemærkede to Personer, der passerede Kirsebærgangen, at der ude i Stadsgraven udfor St. Pederstrædes Mølle flød et Barnelig, som skjønnedes at være i en forraadnet Tilstand. De gjorde Anmeldelse herom til Politiet, der besørgede Liget bragt til Almindeligt Hospital, hvor der blev foretaget en legal Sektion af det, hvis Resultat bragte Lægerne til den Slutning, at Barnet havde været 2 Aar eller noget derover gammelt, og at det ca. 1 eller 2 Uger iforveien var kastet i Vandet som Lig, uden at det dog var muligt paa Grund af dets forraadnede Tilstand at iagttage noget Tegn paa Kvælning eller anden voldsom Dødsmetode. Da der var bundet et Tørklæde med 2½ Pd. Jord om Ligets Lænder for at tynge det md under Vandets Overflade, maatte det antages, at Barnet med Forsæt var kastet ud i Stadsgraven. Politiet satte sig derfor i Bevægelse for at finde den Skyldige, og det bragtes efter 10 Dages Forløb i Erfaring, at en svensk Pige, der formodedes at være Barnets Moder, var kommen i Tjeneste i "Skomagerkroen". Denne Pige, hvis Navn er Johanna Pedersdatter eller Pehrsson, blev nu anholdt og arresteret og afgav strax en aabenhjertig Tilstaaelse om, at hun var den Skyldige, idet hun den 24de Juni d. A. havde med Overlæg skilt sit den 7de November 1868 udenfor Ægteskab fødte Barn, Anne Sophie Pedersen, ved Livet. De nærmere Omstændigheder, hvorunder Forbrydelsen blev begaaet, ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden, der, som bemærket, er født i Sverige, efter Opgivende den 3die April 1843, altsaa 22 Aar gammel, ankom hertil Landet i Slutningen af April Maaned 1866 og tjente derefter forskjellige Steder paa Sjælland. I en af disse Tjenester blev hun besvangret af sin Kjæreste, en Tjenestekarl, der senere er udvandret til Amerika. Det ved denne Forbindelse avlede Barn anbragte hun efter dets Fødsel i Pleie, for Størstedelen paa egen Bekostning, hos Forskjellige, senest i Begyndelsen af afvigte Juni Maaned hos en Husmandskone i Landsbyen Ordrup under Leire Herred. Til denne Kone skulde Arrestantinden strax betale 2 Rd. for Barnets Pieie, og da hun ikke var i Besiddelse af dette Beløb, anmodede hun, efter hvad hun under Sagen har paastaaet, sin daværende Madmoder om et Forskud paa sin Løn, hvad denne dog vedblivende har benegtet. Da hun fik Afslag, gik hun til en Nabo. hvor det lykkedes hende at faa Pengene tillaans, men da hun kom tilbage, blev hun af Madmoderen bortvist af Tjenesten, fordi hun uden hendes Tilladelse var gaaet dette Ærende. I sin Fortvivlelse over denne Bortvisning, hvorved hun blev uden Erhverv og som Følge deraf ude af Stand til at betale for sit Barns Underhold, besluttede hun at dræbe Barnet for saaledes baade at befri sig selv fra en tung Byrde og Barnet sin fremtidige Savn af Livets Goder. For at undgaa Mistanke vilde hun udføre sit Forsæt her i Staden, og den 23de Juni hentede han derfor sit Barn hos den omtalte Husmandskone, for hvem hun foregav, at hun vilde sætte Barnet i Pleie hos sine Forældre i Sverige; hun kjørte tilligemed Barnet med en Bekjendt her til Staden, hvor hun ankom den næste Dags Morgen Kl. mellem 5 og 6. Umiddelbart efter Ankomsten begav hun sig op paa Volden og bemærkede fra den udenfor St. Pederstræde liggende Bastion, at der var Vand nedenfor Volden. Hun havde fra Begyndelsen af ikke tænkt paa, hvorledes hun skulde iværksætte sit Forehavende, og først paa Veien til Kjøbenhavn havde hun taget dette Moment under Overvejelse. Ved Synet af Vandet bestemte hun sig til at kvæle Barnet med Haanden og derefter kaste det ud i Vandet. Hun krøb derfor med Barnet, som hun stadig bar hos sig, ad Voldskrænten ned til Fæstningsgraven, hvor hun gav det en Bolle og noget Mælk, som hun havde havt med paa Reisen. Efterat det havde fortæret disse Fødemidler, lagde hun sin høire Haand paa Barnets Mund og Næse, hvilke hun trykkede saa tæt sammen, at Barnet umulig kunde drage Aande. I denne Stilling holdt hun Barnet i 2 til 3 Minuter, indtil det blev aldeles blaat i Ansigtet og lukkede Øinene uden senere at aabne dem, og da hun var fuldstændig overbevist om, at Barnet var dødt, afførte hun det nogle af dets Klæder, fyldte et Tørklæde, som det havde havt om Hovedet, med Jord og bandt dette Tørklæde om Laarene paa Barnet, hvorefter hun kostede Liget ud i Vandet, i hvilket det strax sank tilbunds. Efterat have fuldbragt denne Gjerning opholdt Arrestantinden sig her i Staden indtil Aften og tog da paany ud i Sjælland, hvor hun fik den omtalte Tjeneste i Skomagerkroen. Under Sagen har Arrestantinden, der overalt har erhvervet sig gode Vidnesbyrd, og som har holdt meget af sit Barn, og hvis Gjerning - for at bruge Defensors Ord - skyldes hendes ved de foreliggende fortvivlede Forhold for en Tid misledede Dømmekraft, udtalt, at hun oprigtig har angret sin Forbrydelse og ønsket, at den ikke var skeet, og skjøndt hun efter Udførelsen for ikke at vække Mistanke har maattet vise sig munter og glad, paastod hun dog, at hun siden hint Øieblik ikke har havt Ro i sit Hjerte. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet.

(Dags-Telegraphen (København) 30. september 1870).

Højesteret stadfæstede dommen den 8. november 1870. Ved kongelig resolution af 26. november 1870 blev hun benådet med at hensættes til tugthusarbejde på livstid. 

Skoemager Kroen ved Dyvelslyst og Ordrup i Lejre Kommune. Efter sigende Danmarks ældste post- og diligencekro. Efter artiklens oplysninger må det være her hun var tjenstepige. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødseler i Dølgsmaal. Under de Forhør, som ere blevne optagne i Anledning af, at en Pige i Tommerup Sogn den 8de d. M. fødte et Barn i Dølgsmaal og derefter kastede det i en Vanddam, er det. ifølge "Fyens Stifts-Tid.", endvidere lykkedes Herredsfogden i Odense Herred, Amtmand Dahlerup, at drage endnu en Forbrydelse frem for Dagens Lys, idet den samme Pige har tilstaaet og afgivet fuldstændig Forklaring om, at hun tidligere, nemlig i 1867, ubemærket en Aften har født et fuldbaaret Barn, som hun kvalte ved at indbinde det i sit Skjørt, og, efter at have ladet det ligge i sit Kammer om Natten, den næste Morgen nedgravede i Haven ved Huset, hvor hun tjente. Den samme Pige har tillige tilstaaet adskillige Tyverier, som hun har forøvet hvor hun har tjent.

- En Tjenestepige i Kjøbenhavn har i forrige Uge gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og skjult Fosteret, som efter hendes Udsagn var dødfødt, i en Skuffe paa sit Kammer. Her fandtes Liget, og Pigen blev overgivet i Politiets Hænder. (Dgs. Nhdr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. april 1870)

Ane Kirstine Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Højesterets Dom af 11te Novbr. f. A. er Ane Kirstine Marie Christensen, der tiltaltes for at have skilt sit Barn ved Livet, dømt til at straffes paa Livet. Barnet - et Pigebarn - , der var født den 28de Septbr. 1868, aflivede hun efter nogen Vaklen den 6te October f. A. i sit Hjem i Skarrild, Hammerum Herred, ved at kvæle det med et Tørklæde, hvorefter hun nedgravede Liget i nogen Afstand fra Huset. Som Motiv til Gjerningen angav hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge Barnet, og hun ikke ønskede det anbragt under Fattigvæsenet, da de under dettes Forsorg værende Pleiebørn have det saa daarligt. Samtlige de i Sagen voterende Tilforordnede i Højesteret have imidlertid indstillet hende til Eftergivelse af Livsstraffen, mod et hun hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid Som Grund herfor have de anført, at hun maa ansees, da hun besluttede sig til Gjerningen, at have befundet sig i en stærkt nedtrykt Sindsstemning, fremkaldt navnlig ved, at hun havde Grund til at ansee sig for forladt af Barnefaderen, og ved hendes Bekymring med Hensyn til Barnets fremtidige Forsørgelse. Justitsministeriet har sluttet sig til denne Indstilling, hvilken Hs. Maj. Kongen derefter ved Resolution af 11te December f. A har taget til Følge.

(Fyens Stiftstidende 24. januar 1870).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En afskyelig Forbrydelse er, ifølge Vs. Av., i Søndags opdaget i Hjørring. Pigen Anne Kirstine Jensen, der er 22 Aar gl. og i den senere Tid tjente i Randers, fødte den 6te Juli d. A. et uægte Barn. Da hun ingen Hjælp havde til Barnet, reiste hun med det for at anbringe dette hos sine Forældre i Ingstrup. Underveis paakom der hende Frygt for, at de maaskee vilde undslaae sig for at tage imod Barnet, hvorfor hun besluttede at ombringe det. Under et Ophold i Aalborg kjøbte hun noget Skedevand, hvoraf hun, efterat Reisen var fortsat, heldte noget i Barnets Mund og kastede Resten tilligemed Flasken ud af Vinduet paa Postvognen, uden at de Medreisende mærkede Noget. Da hun ikke syntes det virkede, kvalte hun kort efter Barnet. Ankommen til Hjørring begav hun sig til en Søster der, og foregav, at Barnet, som hun bragte med sig, var død underveis og anmodede hendes Svoger om at anmelde Dødsfaldet for Distriktslægen. Ved den af denne foretagne Undersøgelse af Barnet kom Sandheden for Dagen. Hun foregiver nu, at hun inderlig fortryder sin Gjerning.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. november 1869).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen nu pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalstatistikken 1856-1865 viste at antallet af domfældte for forsætligt drab og fostermord, barnefødsel i dølgsmål, vold og mishandling, voldtægt, blodskam og bigami steg fra 81 til 116. I samme periode blev 176 dødsdømt, heraf for forsætligt drab og fostermord 42 % og barnefødsel i dølgsmål 17 %. De idømte dødsstraffe blev dog kun 14 reelt eksekveret. Formildelse og fuldstændig eftergivelse af de idømte straffe (undtagen tugthusarbejde) var langt hyppigere end i det foregående årti. Nedenfor følger eksempler på fødsler i Dølgsmål:

Barnefødsel i Dølgsmaal. El kun 18 Aar gammelt Fruentimmer, svensk af Fødsel, ved Navn Inger Martensson, har if. "D. N." i Fredags gjort sig skyldig i denne Forbrydelse under Omstændigheder, der lade formode, at der tillige foreligger et Fostermord. Hun blev ifjor paa Objerggaard i det sydlige Sjælland besvangret af en Karl og har siden Efteraaret arbeidet som Væverske paa Dampvæveriet paa Rolighedsvejen ved Kjøbenhavn. I Fredags Morges gik hun under Frokosttiden fra sit Arbeide til sit Hjem i Falkoneeralleen for at gjøre reent for en Arbejdsmand, der boer i Stuen under hendes Værelse. Medens hun opholdt sig i haus Værelse, fik hun ondt, gik tilsengs og fødte strax efter et Barn til Verden uden at give en Lyd fra sig, saa at en Familie, som opholdt sig i det tilstedende Værelse, ikke mærkede Noget. Da hun formodede, at Barnet var dødfødt, saae hun ikke til del, og først da hun efter en halv Times Forløb stod op, tog hun det frem fra Dynen, hvorunder det havde ligget. Hun gik derpaa op paa sit eget Værelse og lagde sig med Barnet i Sengen, hvor hun blev liggende, indtil hun den næste Morgen som sædvanlig gik paa Fabrikken, efterat hun først havde gjemt Barnet i en Kasse, hvori hendes Klæder laae. Først om Eftermiddagen lagde de andre Fabrikspiger Mærke til hendes forandrede Udseende og anmeldte Sagen til Politiet. Den i Søndags Eftermiddags afholdte Obduktion gav til Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, er kommet levende til Verden, og at Døden er fremkaldt ved Kvælning under Dynen af Mangel paa frisk Luft.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. marts 1869)

I en artikel om justitsråd Saxild i Koldings embedsførelse skrev Fædrelandet:

En Pige fra Starup Sogn havde under krigen 1864 født et Barn i Dølgsmaal i Kolding og kastet det i Slotssøen, hvor det blev fundet af østerrigske Soldater. Pigen blev da straffet, om jeg husker ret, med Vand og Brød. For to Aar siden lod den samme Piges Fader , som da laa paa sit Yderste, Sognepræsten og en anden Mand i Sognet kalde, og aabenbarede for dem, at hans Datter havde født et Barn i Dølgsmaal og nedgravet det i et Tørvehus, hvor det ogsaa blev fundet. Præsten sendte Barnets Lig til Justitsraad Saxild med den udtrykkelige Begjæring, at han vilde komme hurtig for at høre Mandens Forklaring, da denne ikke kunde leve længe. Men Justitsraaden udeblev i flere Dage, og kom først til Stedet to Dage efter Mandens Død. Pigen blev nu rigtignok taget i Forhør, men da hun der haardnakket erklærede, at hendes Faders, eller rettere de 2 Mænds, Udsagn var usandt, saa lod Justitsraaden hende gaae igjen. Herover blev Starup Sogneraad saa oprørt, at det indgav en klage til Justitsministeriet, og dette paalagde nu Hr. Saxild at optage nye Forhører. Dette skete, men med det selvsamme Resultat som forrige Gang, ja denne Pige, paa hvem en saa stærk Mistanke for gjentaget Barnemord hvilede, om hvis Skyld fuld moralsk Vished maa siges at have været tilstede, blev ikke engang fængslet!

(Fædrelandet 30. marts 1869. Uddrag).

Barnefødsel i Dølgsmaal. Et i en Eiendom i Silkegade siden sidste Flyttedag boende ældre Fruentimmer har i Onsdags Morges født i Dølgsmaal paa Stedets Retirade og har kastet det levende, nyfødte Barn ned i Latrinkulen. En i Huset boende Mand opdagede strax efter, hvad der var skeet, og vil have hørt Barnet give Lyd fra sig, men inden det lykkedes at faa det op, var det dødt. Den unaturlige Moder, som da kom til, ytrede strax Anger over sin Gjerning og tilstod sin Forbrydelse. Hun blev af Politiet indlagt i Fødselsstiftelsen.

(Dags-Telegraphen 7. maj 1869.)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Varde Av ) For et Par Dage siden blev man i Kristen Jeppesens Gaard i Vestterup, Starup Sogn, opmærksom paa, at en Hund fra Gaardens Mødding havde opskrabet en større Gjenstand, som den slæbte omkring med sig i Gaarden. Ved at undersøge denne Gjenstand opdagede man med Forskrækkelse, at det var et Barnelig. Mistanken før at være den, der havde født i Dølgsmaal, henlededes strax paa en i Gaarden tjenende Pige, som i et Par Dage havde foregivet Upasselighed og holdt Sengen, hvorfor Gaardens Ejer sendte Bud til Jordemoderen, for at saa den nævnte Pige undersøgt, hvilken Undersøgelse ogsaa stadfæstede den vakte Mistanke. Pigen tilstod nu, at hun Natten til Tirsdag havde født et velskabt levende Pigebarn, som hun havde dræbt og derefter begravet i Møddingen, hvilken Tilstaaelse bestyrkedes ved, at det fundne Lig havde flere Huller i Hovedet. Den sørgelige Begivenhed meldtes strax til Herredsfogden, som har taget den ulykkelige Pige, der kun er lidt over 18 Aar gammel, i Forvaring.

(Bornholms Tidende 14. august 1869).