Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævaet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

 fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet komtil, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning as ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Fødsel og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at det var kommet Politiet for Øre, at der paa en Fabrik her i Byen var opstaaet Mistanke om, at en der arbejdende Pige havde født i Dølgsmaal, blev denne Pige igaar Middags anholdt og afgav derefter følgende Tilstaaelse om den hende paasigtede Forbrydelse. Hun er svensk af Fødsel og ankom her til Landet for henved 5 Aar siden. Efter at have født 2 Børn (af hvilke dog det ene var dødfødt) uden for Ægteskab, traadte hun i et utugtigt Forhold til en Skrædersvend, ved hvem hun blev frugtsommelig. Forholdet imellem hende og hendes "Kjæreste" var imidlertid ikke altid det bedste. Han var jævnligt beruset og truede hun ham da ofte med, at hun, hvis han vedblev at behandle hende slet, vilde dræbe det Barn, hvormed hun var frugtsommelig, selv om hun derfor skulde  paadrage sig Straffearbeide. Han lod imidlertid ikke til at tage sig denne Trudsel nær og hun meente den da heller ikke alvorligt. Først da "Kjæresten" i August Maaned f. A. havde forladt Byen og var ophørt med at skrive til hende, besluttede hun sig til at ombringe sit Foster, idet hun, der ingen Hjælp fik til det Barn, hun allerede havde til Forsørgelse, og nu maatte forudsee, at hele Byrden af det Barn, hun ventede at nedkomme med, ogsaa vilde falde paa hende alene, forudsaae, at hun ikke vilde kunne bære den saaledes forøgede Byrde. Hun hemmeligholdt derfor sit Svangerskab baade overfor de andre Huusbeboere og hendes Medarbejdere paa Fabrikken og begav sig, da hun i Torsdags Morges følte sig ilde tilpas, hjem uden at omtale for Nogen, hvad hun ventede. Hun gik strax tilsengs og modtog kort efter Middag Besøg af en Bekjendt, men uagtet Veerne allerede da paakom hende, betvang hun sine Smerter, saaledes at den Fremmede Intet mærkede, og fødte hun sit Barn til Verden ½ Time efter at den Fremmede havde forladt hende. Barnet gav en klagende Lyd fra sig, men da hun lod det forblive liggende under Dynen, forstummede Lyden snart, og da hun kunde skjønne, at det var qvalt, viklede hun det, efter at være kommen til Kræfter, ind i et Stykke Linned og lod det blive liggende i Sengen hos sig. Den paafølgende Morgen stod hun op, lod Barnet blive liggende i Sengen og tilbragte hun den paafølgende Nat udenfor sit Hjem hos en Veninde. Dagen efter, om Løverdagen, bandt hun 2 Muursteen ved det indsvøbte Barneliig, viklede et Stykke graat Papir om hele Pakken og bar den derpaa gjennem Byen ud til Hasseriisaaen, hvor hun kastede Barnet fra sig. Efter hendes Paaviisning blev Liget af et fuldbaaret Drengebarn fundet i Aaen igaar Eftermiddags og vil nu blive underkastet en legal Obductionsforretning for at prøve Rigtigheden af den afgivne Tilstaaelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1873).

Hasseris Å løber lidt vest for Aalborg.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilstyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalstatistikken 1856-1865 viste at antallet af domfældte for forsætligt drab og fostermord, barnefødsel i dølgsmål, vold og mishandling, voldtægt, blodskam og bigami steg fra 81 til 116. I samme periode blev 176 dødsdømt, heraf for forsætligt drab og fostermord 42 % og barnefødsel i dølgsmål 17 %. De idømte dødsstraffe blev dog kun 14 reelt eksekveret. Formildelse og fuldstændig eftergivelse af de idømte straffe (undtagen tugthusarbejde) var langt hyppigere end i det foregående årti. Nedenfor følger eksempler på fødsler i Dølgsmål:

Barnefødsel i Dølgsmaal. El kun 18 Aar gammelt Fruentimmer, svensk af Fødsel, ved Navn Inger Martensson, har if. "D. N." i Fredags gjort sig skyldig i denne Forbrydelse under Omstændigheder, der lade formode, at der tillige foreligger et Fostermord. Hun blev ifjor paa Objerggaard i det sydlige Sjælland besvangret af en Karl og har siden Efteraaret arbeidet som Væverske paa Dampvæveriet paa Rolighedsvejen ved Kjøbenhavn. I Fredags Morges gik hun under Frokosttiden fra sit Arbeide til sit Hjem i Falkoneeralleen for at gjøre reent for en Arbejdsmand, der boer i Stuen under hendes Værelse. Medens hun opholdt sig i haus Værelse, fik hun ondt, gik tilsengs og fødte strax efter et Barn til Verden uden at give en Lyd fra sig, saa at en Familie, som opholdt sig i det tilstedende Værelse, ikke mærkede Noget. Da hun formodede, at Barnet var dødfødt, saae hun ikke til del, og først da hun efter en halv Times Forløb stod op, tog hun det frem fra Dynen, hvorunder det havde ligget. Hun gik derpaa op paa sit eget Værelse og lagde sig med Barnet i Sengen, hvor hun blev liggende, indtil hun den næste Morgen som sædvanlig gik paa Fabrikken, efterat hun først havde gjemt Barnet i en Kasse, hvori hendes Klæder laae. Først om Eftermiddagen lagde de andre Fabrikspiger Mærke til hendes forandrede Udseende og anmeldte Sagen til Politiet. Den i Søndags Eftermiddags afholdte Obduktion gav til Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, er kommet levende til Verden, og at Døden er fremkaldt ved Kvælning under Dynen af Mangel paa frisk Luft.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. marts 1869)

I en artikel om justitsråd Saxild i Koldings embedsførelse skrev Fædrelandet:

En Pige fra Starup Sogn havde under krigen 1864 født et Barn i Dølgsmaal i Kolding og kastet det i Slotssøen, hvor det blev fundet af østerrigske Soldater. Pigen blev da straffet, om jeg husker ret, med Vand og Brød. For to Aar siden lod den samme Piges Fader , som da laa paa sit Yderste, Sognepræsten og en anden Mand i Sognet kalde, og aabenbarede for dem, at hans Datter havde født et Barn i Dølgsmaal og nedgravet det i et Tørvehus, hvor det ogsaa blev fundet. Præsten sendte Barnets Lig til Justitsraad Saxild med den udtrykkelige Begjæring, at han vilde komme hurtig for at høre Mandens Forklaring, da denne ikke kunde leve længe. Men Justitsraaden udeblev i flere Dage, og kom først til Stedet to Dage efter Mandens Død. Pigen blev nu rigtignok taget i Forhør, men da hun der haardnakket erklærede, at hendes Faders, eller rettere de 2 Mænds, Udsagn var usandt, saa lod Justitsraaden hende gaae igjen. Herover blev Starup Sogneraad saa oprørt, at det indgav en klage til Justitsministeriet, og dette paalagde nu Hr. Saxild at optage nye Forhører. Dette skete, men med det selvsamme Resultat som forrige Gang, ja denne Pige, paa hvem en saa stærk Mistanke for gjentaget Barnemord hvilede, om hvis Skyld fuld moralsk Vished maa siges at have været tilstede, blev ikke engang fængslet!

(Fædrelandet 30. marts 1869. Uddrag).

Barnefødsel i Dølgsmaal. Et i en Eiendom i Silkegade siden sidste Flyttedag boende ældre Fruentimmer har i Onsdags Morges født i Dølgsmaal paa Stedets Retirade og har kastet det levende, nyfødte Barn ned i Latrinkulen. En i Huset boende Mand opdagede strax efter, hvad der var skeet, og vil have hørt Barnet give Lyd fra sig, men inden det lykkedes at faa det op, var det dødt. Den unaturlige Moder, som da kom til, ytrede strax Anger over sin Gjerning og tilstod sin Forbrydelse. Hun blev af Politiet indlagt i Fødselsstiftelsen.

(Dags-Telegraphen 7. maj 1869.)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Varde Av ) For et Par Dage siden blev man i Kristen Jeppesens Gaard i Vestterup, Starup Sogn, opmærksom paa, at en Hund fra Gaardens Mødding havde opskrabet en større Gjenstand, som den slæbte omkring med sig i Gaarden. Ved at undersøge denne Gjenstand opdagede man med Forskrækkelse, at det var et Barnelig. Mistanken før at være den, der havde født i Dølgsmaal, henlededes strax paa en i Gaarden tjenende Pige, som i et Par Dage havde foregivet Upasselighed og holdt Sengen, hvorfor Gaardens Ejer sendte Bud til Jordemoderen, for at saa den nævnte Pige undersøgt, hvilken Undersøgelse ogsaa stadfæstede den vakte Mistanke. Pigen tilstod nu, at hun Natten til Tirsdag havde født et velskabt levende Pigebarn, som hun havde dræbt og derefter begravet i Møddingen, hvilken Tilstaaelse bestyrkedes ved, at det fundne Lig havde flere Huller i Hovedet. Den sørgelige Begivenhed meldtes strax til Herredsfogden, som har taget den ulykkelige Pige, der kun er lidt over 18 Aar gammel, i Forvaring.

(Bornholms Tidende 14. august 1869).

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

En Barnemorderske. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Viborg Overretsdom af 7de Oktober er Mette Marie Nielsen for at have ombragt sit Barn idømt et Aars Forbedringshuusarbeide; ved Horns Herredsretsdom af 28de August var hun idømt 8 Aars Tugthuusarbeide. Den Tiltaltes Historie giver en alvorlig Lære om de sørgelige Følger af letsindige Kjønsforbindelser. Hun havde, ifølge "Frederikshavns Av.", et Barn med en Karl, der havde lovet hende Ægteskab og vedblev at holde hende i den Tro, skjøndt han havde bestemt sig til at ægte et andet Fruentimmer, med hvem han tidligere havde et Barn. Den 28de April, da han sidst talte med hende, navnlig for at faae hende til at eftergive noget af Alimentationsbidraget, forsikkrede han fremdeles at ville ægte hende, og at hun ikke maatte tro paa, hvad Folk sagde, at han vilde ægte en Anden, endskjøndt der samme Dag blev lyst for dem. Den 26de Mai erfarede Tiltalte, at Barnefaderen havde havt Bryllup med det andet Fruentimmer, og blev hun, som hun udtrykt, sig, herover saa fortvivlet, at hun ikke syntes at kunne leve længere, og da hun den 29de Mai fik Tilladelse til at gaae hjem til Forældrene og blev af Huusholdersken paa Gaarden greben i at ville tage nogle Gryn med sig, fattede hun i sin Fortvivlelse den Beslutning at ville drukne sig i Aaen i Nærheden af Gaarden. Da hun kom til Aaen og kom til at tænke paa sit Barn kunde hun dog ikke udføre Beslutningen. Efter et lignende forgjæves Forsøg næste Dag bestemte hun sig til at drukne baade sig selv og Barnet, som hun hentede hos Forældrene under Paaskud af at ville raadføre sig med en klog Kone om dels Helbredstilstand. Da hun kom til Aaen, bandt hun Barnet, der var et Aar gammelt, fast til sig med et Tørklæde og lod sig trille ned i Vandet, men da hun havde ligget her noget uden at kunne komme ud af det med at drukne sig, gik hun op igjen, og Barnet var nu dødt, hvorpaa hun lagde det paa Aabredden og gjorde paany Forsøg paa at drukne sig i Aaen. Seent paa Aftenen blev hun truffen i Nærheden af Gaarden, bærende det døde Barn. Sagens Undersøgelse har endelig foranlediget, at Barnefaderen har afgivet falsk Forklaring for Retten, hvorfor han formodentlig bliver tiltalt ved Mililairetaten, hvor han er til Tjeneste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. november 1867)

Dom i Sagen Nr. 261/1867 Landsoverretsproc. Isaacsen som Actor

contra

Arrestantinden Mette Marie Nielsen (Def. Proc. Møller). 

(Afsagt den 7 October 1867).

En Tiltalt for at have ombragt sit uægte Barn, der var omtrent 1 Aar gammelt, anseet efter Straffelovens 186, jfr. 39 med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Mette Marie Nielsen for at have ombragt sit Barn.

Efter Sagens Oplysninger havde Arrestantinden den 15de April f. A. udenfor Ægteskab født et Drengebarn, der var i Pleie hos hendes Forældre, medens hun selv havde Tjeneste som Kokkepige paa Gaarden Eget i Skjærum Sogn, og ligesom Barnets Fader tidligere havde lovet Arrestantinden Ægteskab, saaledes maa det ogsaa antages, at han senere, uagtet han efter sin Forklaring havde fortrudt dette Løfte og agtede at gifte sig med en anden Pige, med hvem han tidligere havde avlet et Barn, har ladet Arrestantinden blive i den Tro, at han vilde ægte hende, og han har navnlig erkjendt, at han den 28de April d. A., da han besøgte Arrestantinden, paa hendes Forespørgsel, om det var sandt, at han saaledes som det blev fortalt vilde ægte den anden ommeldte Pige, benægtede dette. Samme Dag blev der imidlertid lyst til Ægteskab mellem ham og den anden Pige, til hvem han derefter, uden senere at have talt med Arrestantinden, den 26de Mai blev ægte viet, og da Arrestantinden samme Dag, Vielsen havde fundet Sted, erfarede dette, blev hun, som hun har udsagt, herover saa fortvivlet, at hun syntes, at hun ikke kunde leve længere. Den 29de Mai fik Arrestantinden Tilladelse til at gaae hjem til sine Forældre, i hvilken Anledning hun tilvendte sig nogle Gryn, der vare levnede fra Madlavningen, for at tage dem med hjem til sit Barn; dette blev imidlertid opdaget af Huusholdersken, der fratog hende Grynene og bebreidede hende den saaledes udviste Utroskab, og Arrestantinden gik nu ikke hjem, men derimod ned til en Aa i Nærheden, idet det efter hendes Forklaring var hendes Beslutning at drukne sig, hvilken Beslutning, som hun har udsagt, vel nærmest var foranlediget ved, at Huusholdersken havde talt hende haardt til, men dog fornemmelig var begrundet i hendes Fortvivlelse over, at hendes Barns Fader, som meldt, havde giftet sig med en Anden. Arrestantinden har nu forklaret, at hun, da hun kom ned til Aaen og kom til at tænke paa sin Dreng, ikke kunde udføre sin Beslutning og gik tilbage til Gaarden; den næste Morgen gik hun imidlertid igjen ned til Aaen for om muligt at udføre sin Beslutning, men det var hende heller ikke nu muligt, da hun kom til at tænke paa, at hendes Barn vilde komme til Fremmede, og efterat hun længe havde gaaet omkring ved Aaen, bestemte hun sig derfor til at drukne sig selv i Forening med Barnet, og gik derpaa hjem til sine Forældre og fik Barnet udleveret, idet hun foregav at ville gaae med dette, som i nogen Tid havde været sygt, til en klog Kone i Nærheden. Efterat Arrestantinden derpaa var gaaet tilbage til Aaen, bandt hun Barnet fast til sig med et Tørklæde og lod sig trille ned i Aaen, men da hun havde ligget her Noget uden at kunne komme ud af at drukne sig, idet Vandet bar hende op, gik hun op igjen, men Barnet var da dødt. Hun lagde nu Barnet paa Jorden og gik igjen ud i Aaen for at drukne sig; men da hun syntes at see En komme gaaende over Marken, sprang hun atter op, tog Barnet med sig og gik hen og lagde sig i en Hulning paa Marken for at vente der til Aften og da igjen gaae ned til Aaen. Arrestantinden har derefter ikke kunnet give nogen Forklaring om, hvorledes hun om Aftenen kom hen i Nærheden af Gaarden, men efter Sagens Oplysninger blev hun der antruffen af en af Gaardens Tjenestekarle, idet hun bar det døde Barn indsvøbt i en Pakke, og hun blev derpaa bragt ind til Gaarden som det efter de afgivne Forklaringer maa antages i en meget forstyrret og forkommen Tilstand. Da Retten derefter den 1ste Juni blev sat paa Gaarden, var Arrestantinden sengeliggende og maa antages at have været ude af Stand til at afgive Forklaring for et Forhør, og den følgende Dag blev hun indlagt paa Sygehuset i Frederikshavn, hvor hun ifølge Districtslægens Erklæring i de første Dage leed af hyppige hysteriske Krampetilfælde, under hvilke Fortrydelse over den af hende begaaede Forbrydelse og Frygt for Følgerne af denne gav sig tilkjende paa en saa fortvivlet Maade, at der kunde være Grund til at frygte for en Gjentagelse af hendes Selvmordsforsøg, hvilke Tilfælde maae antages først efterhaanden at have tabt sig.

Den af de vedkommende Læger, der have obduceret det ommeldte Barns Lig, afgivne Erklæring gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet har været vel næret og velskabt, at den vidt fremskredne Forraadnelse gjorde det umuligt at fremsætte nogen bestemt Mening om Dødsaarsagen, men at der ikke paa Liget er forefundet noget Spor af ydre Vold, og at denne Omstændighed i Forbindelse med en forefunden Hyperæmi indenfor Hjerneskallens Huulhed ikke staaer i Strid med den antagne Dødsaarsag, Drukning, om end Obductionsresultatet i det Hele ikke kan siges at bestyrke denne Antagelse.

Efter det Anførte maa det ansees tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden paa den af hende omforklarede Maade har dræbt sit Barn; men medens der efter Sagens Oplysninger i det Hele ikke er Føie til at antage, at hun enten i Almindelighed skulde mangle Noget i Henseende til Forstandens Brug eller særlig i Gjerningsøieblikket har savnet al Bevidsthed om Handlingens Strafbarhed, findes det derimod antageligt, at hun, der maa formodes af Naturen at være tilbøielig til Tungsind, har i Gjerningsøieblikket, i hvilket hun efter det Ovenanførte maa forudsættes hovedsagelig at have været opfyldt af Tanken om at drukne sig selv, befundet sig i en saadan Tilstand af Fortvivlelse, der maatte medføre en ringere Grad af Tilregnelighed end den sædvanlige. Arrestantinden, der er født den 29de Marts 1841 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil saaledes være at ansee efter almindelig borgerlig Straffelov § 186, sammenholdt med § 39, og Straffen findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Hun vil derhos have at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, 5 Rdl. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instants og befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted. 

Thi kjendes for Ret:

Arrestantinden Mette Marie Nielsen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

Saa udreder hun og Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Møller, 5 Rdl. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1868).

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Under en imod el ugift Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal anlagt Sag blev det ved hendes egen Tilstaaelse oplyst, at hun strax efter sit barns Fødsel i den Hensigt at skjule denne havde, da hun ikke, som hun har paastaaet, hørte det give noget Livstegn fra sig, men uden at anstille nogen Undersøgelse, om Barnet var levende eller dødt, kastet det over et Plankeværk ned i en bag Skydebanens Have værende Grøft, hvor der ogsaa efter anstillet Undersøgelse af Politiet fandtes Liget af et nyfødt Pigebarn liggende i Mudderet. Ved den over samme optagne legale Obductionsforretning maatte det ansees konstateret, at Barnet havde været fuldbaaret og levet efter Fødslen, ligesom ogsaa de obducerende Læger have udtalt det som sandsynligt, at Barnet var død ved Druknings i den omtalte Grøft, idet der ikke fandtes Spor af ydre Vold paa Legemet, med Undtagelse af et Brud paa de Hjernen omgivende Dele, hvilket, dersom det er opstaaet i levende Live, maa være skeet umiddelbart forinden Henkastningen i Vandet, da Barnet ellers neppe vilde have kunnet foretage saa krastige Respirationsbevægelser, som Mudderets Indtrængen i Luftrørets finere Forgreninger synes at forudsætte.

For det saaledes udviste Forhold blev Arrestantinden, der er 22 Aar gl., ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovenes § 194 med 2 Aars Forbedringshussarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1867)

Barnefødsel i Døgsmaal. Ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de dennes blev en svensk Tjenestepige, 22 Aar gl., for Barnefødsel i Dølgsmaal anseet efter Straffelovens § 194 med 2 Aars Forbedringshuusarbeide, idet hun der var bleven besvangret udenfor Ægteskab, havde ifølge sin afgivne Tilstaaelse, efterat have om Natten Kl. 12 bragt et Pigebarn til Verden, blandt Andet ladet dette blive liggende skjult under Dynen indtil den paafølgende Morgen uden at forvisse sig om det var levende. 

Ifølge den over Barnets Lig optagne Obductionsforretning vare de obducerende Læger kommen til det Resultat, at Barnet, der ikke antages at være fuldstændig fuldbaaret, havde levet efter Fødselen og været istand til at fortsatte Livet, og at Dødsaarsagen, forsaavidt et paa Barnets Issebeen forefundet Brud, frembragt ved Vold, ikke maatte være opstaaet før Døden, fornemlig maatte søges i Kvælning ved Henliggen under Dynen, uden at Obductionsfundet gav tiæstrækkelig Holdepunkt til i Eet og Alt at kunne constatere kvælningsdøden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1867)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Søndagen den 6te ds. blev det meldt til Forpagteren paa Avlsgaarden Mariendal i Falkonerallen at Retiraden var funden stærkt tilsølet med Blod, og at der var Formodning om, at en paa Gaarden tjenende Pige Karen Olsen havde født i Dølgsmaal. Forpagteren kaldte hende derefter ind til sig, og efter lang Tids Benegtelse tilstod hun omsider for ham, at hun havde aborteret i den 10de Uge af sit Svangerskab. Hun bad ham om ikke at gjøre hende ulykkelig, hvilket han ogsaa lovede paa den Betingelse, at det forholdt sig, som af hende anført, og ikke, som Mistanken var om, at hun havde født et fuldbaaret Foster. Pigen begav sig derefter ned i Stalden for at malke, hvorpaa han i al Stilhed sendte en Vogn efter Distriktsjordemoderen. Ved dennes Ankomst var Karen imidlertid ingensteds at finde, og først efter lang Søgen fandtes hun liggende livløs i en Andepark dag Gaarden. Efterat være trukken op, bragtes hun dog ved Anvendelse af de sædvanlige Oplivelsesmidler tillive igjen og blev derefter kjørt til Hospitalet, hvor hun ved et over hende optaget Forhør fastholdt sin Forklaring, uagtet det blev hende foreholdt, at der ikke paa det af hende angivne Sted var fundet Tegn til noget Foster. I Tirsdags indbragtes imidlertid til Politikammeret af en Snedkersvend et nyfødt Barn indbundet i en Særk og et Tørklæde, hvilket han havde fundet flydende i Ladegaardsaaen midtveis mellem Falkoneralleen og den over Aaen anlagte Jernbanebro. Ved en af Professor Immanuel Schiøtte og Krigsraad Prieme foretagen Obduktionsforretning viste det sig, at Barnet havde været fuldbaaret, havde aandet og været istand til at føre et selvstændigt Liv; derimod fandtes intet Spor af udvortes Vold paa Liget. Karen blev nu atter gjentagende forhørt om det senere Fremkomne og vedgik da ogsaa Fredagen den 4de ds. paa det nævnte Sted at have født dette Barn, som hun vedblivende paastaaer af hende antoges for dødt, hvorfor hun ikke heller underbandt Navlestrengen. Hun gik derpaa strax op paa sit Kammer, idet hun skjulte det døde Barn med sit Forklæde, og lagde først Liget i Sengen, men lidt efter i sin Kommodeskuffe. Den næste Dag forrettede hun sin Gjerning som sædvanlig, fik om Aftenen Tilladelse til at gaa bort for at kjøbe et Par Tøfler og tog da det døde Barn ud af Skuffen, indsvøbte det i de førnævnte Klædningsstykker, hvorefter hun gik bort med det for at kaste det i Aaen, hvilket hun ogsaa udførte, efter i nogen Tid at være gaaet frem og tilbage langs Aaen, inden hun kunde beslutte sig til at kaste det ud, uden at hun kan forklare, hvad der saaledes holdt hende tilbage, og Barnet allerede var dødt. Betræffende hendes Tilstand før Fødslen, forklarer hun at da den af hende opgivne Barnefader paa hendes Spørgsmaal om han vilde ægte hende, havde givet et bestemt Nei (hvilket han dog benegter) til Svar, var hun bleven meget ulykkelig, og hendes Tanke har derefter, som hun selv udtrykker sig, været "rent død" Som Følge heraf har hun ingen Betragtninger gjort sig om, hvad det skulde blive til med Barnet, eller hvad hun vilde gjøre ved dette, naar det blev født. Paa Børnetøl tænkte hun heller ikke Da hun skulde føde, gjorde hun sig ligesaa lidt nogen Tanke om, hvordan det vilde gaa med Barnet, men søgte blot at skjule dette. Hun er født i Byen Smeerup i Stevns Herred Aaret 1836 og er endvidere under den anstillede Undersøgelse bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i nogle Smaatyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 31. maj 1866).

Gårdanlægget fra 1770 er i dag fredet. Det danner en trelænget gård. Bygningerne hører til Villa Rolighed og bruges af institutter under Det biovidenskabelige fakultet, KU Life. En generalauditør Andreas Bruun drev landbrug og producerede blegede vokslys her i 1757-1763, da ejendommen hed Mariendal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den 5. juli 1866 blev Karen Olsen ved Søndre Birks extraret dømt til forbedringshusarbejde i 1 år. Det blev vurderet at hun ikke forsætligt havde dræbt barnet. Denne straf absorberede også en straf for ulovlig omgang med hittegods.

Plougstrup Enge: Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe den 20. Novbr. I Tirsdags indberettede Sognefogden i Jernved til Herredsfoged Borch i Ribe Herred, at der Dagen iforvejen i Plougstrup Enge var funden Liget af et spædt Barn, indsvøbt i et stort Tørklæde. Ved det igaar optagne Forhør lykkedes det Herredsfogden at opdage den Skyldige, nemlig en Gaardmandsdatter fra Taabøl, som tilstod, at hun havde født i Dølgsmaal og derefter kastet Fosteret, som hun paastaaer var dødfødt, i Aaen. Den foretagne Obduktionsforretning har imidlertid ikke bekræftet hendes Paastand, og der er Sandsynlighed for, at den fortsatte Undersøgelse, som tilkommer Herredsfogden i Gjørding-Malt Herred, i hvis Jurisdiktion Forbrydelsen er begaaet, vil godtgjøre, at her foreligger et Fostermord.

(Ribe Stifts-Tidende 20. november 1862)

- Om det i Plougstrup Enge ved Kongeaaen den 17de f. M. fundne Lig af et spædt Barn, som en Gaardmandsdalter i Tobøl havde tilstaaet at have født i Dølgsmaal, giver Ribe Avis følgende nærmere Oplysninger: Arrestantinden, den omtalte Gaardmandsdatter, en Pige paa 25 Aar, har nu, efteral være bragt til Arresten i Holsted og efterat være underkastet flere Forhør, i hvilke hun fastholdt sin første Forklaring, endvidere tilstaaet, at hun har ombragt sit Barn, som hun fødte levende, umiddelbart efter Fødselen ved Kvælning; at hun Dagen derpaa har set Lejlighed til al lægge det i en Skuffe i sin Dragkiste, hvorfra hun, 3 Dage efterat have født, ligeledes ubemærket har borttaget Liget og begivet sig med samme til den tæt forbi hendes Faders Gaard løbende Kongeaa, hvori hun sænkede det. Motivet til Gjerningen angiver hun at have været Frygt for den Skam, som det at føde et uægte Barn vilde paadrage ikke alene hende selv, men ogsaa hendes Forældre og øvrige Familie, af hvem hun bestandig har været anset for en ordentlig og sædelig Pige. Hun nægter at have nogen Medskyldig.

(Jyllands-Posten 17. december 1862)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Barnemord og sidste Henrettelse af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en inden Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i disse Dage paadømt Sag mod Arrestantinden Ane Cathrine Andersen for 3 Gange begaaet barnemord m. m. ere ifølge Arrestantindens egen med Sagens Omstændigheder stemmende Tilstaaelse følgende:

Efterat Arrestantinden, der er født i Karrebæk den 30te Oktober 1829 og ikke tidligere straffet, havde i Aaret 1853 den 8de Januar paa den kongelige Fødselsstiftelse født udenfor Ægteskab et Pigebarn, opholdt hun sig paa Stiftelsen indtil Slutningen af Januar Maaned og vendte da tilbage til sit tidligere Logis i Borgergade, hvor hun opholdt sig et Par Dage; hun foregav derefter for sin Værtinde, at hun vilde sætte barnet i Pleie og begav sig bort med det, men i Virkeligheden for at tage det af Dage. Hun gik derfor lige ud ad Roeskilde Landevei, indtil hun kom til en Markvei tilhøire paa VigersIev Mark, ad hvilken hun gik et Stykke, indtil hun kom til en omtrent 3/4 Alen dyb og 1 Alen bred Grøvt, som stod fuld af Vand, og efterat hun først havde sat sig ned ved Kanten af Grøften og givet barnet Die, og imidlertid den Tanke var opstaaet hos hende, at hun kunde benytte denne Grøft til at udføre sit Forsæt, lagde hun barnet ned i Vandet, lod det ligge der omtrent 5 Minutter, og, da hun nu saae, at det var dødt, tog hun det igien op af Vandet, og da der ingen Mennesker vare at see i Nærheden, uagtet det var høilys Dag, gik hun ind paa Marken og gravede med sine Hænder i omtrent 1 Favns Afstand fra grøften et omtrent 6 Tommer dybt Hul ned i Jorden, som paa Grund af Tøveiret var meget blød, nedlagde deri barnets Lig og tildækkede det med den løse Jord. Da hun for sin Værtinde havde foregivet, at hun maatte reise til Ringsted for at faae barnet sat i Pleie, vendte hun først tilbage til sit Logis den følgende Dag, efterat hun havde tilbragt Natten red Havegierdet til den fornævnte Gaard. Som Grund til Gjerningen har hun anført, at hun forgjæves havde henvendt sig til barnets Fader om Hjælp til dets Underhold, uagtet hun dog vidste, at hun i 2 Aar kunde faae Hjælp af Fødselsstiftelsen; men da hun ikke vidste, hvorledes hun efter den Tid skulde bære sig ad med at forsørge det, besluttede hun strax efter at have født det, at tage det af Dage.

Arrestantinden fødte derefter den 3die April 1855 paa Fødselsstiftelsen i Kiøbenhavn et Drengebarn, med hvilket hun den 21de f. M. blev udskreven af Stiftelsen og flyttede hen i et Logis i Springgaden. Da hun den 1ste April var bleven indlagt paa Stiftelsen, havde hun strax, inden hun fødte, besluttet ogsaa at aflive dette barn, hvortil hun har anført som Grund, at barnefaderen havde brudt et hende givet Ægteskabsløfte, hvorfor hun blev nødt til at tage ud at tjene igjen og ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge barnet, til hvilket hun forøvrigt ikke begjærede Hjælp af Fødselsstiftelsen. Da hun den 24de samme Maaned skulde tiltræde en Kondition, besluttede hun samme Dag at drukne barnet, forinden hun begav sig i Tjenesten. Hun tog derfor barnet med sig, gik ud af Vesterport, idel hun havde til Hensigt først at vise barnet til Faderen, der tjente paa en Gaard i Rødovre; men da han tidligere, efter hvad hun forklarer, havde behandlet hende med Haardhed, vendte hun om, inden hun kom til Gaarden, og da hun nu ikke vidste Andet at gribe til end at fuldføre sit tidligere Forsæt, at dræbe barnet, gik hun tilbage til en tæt ved Veien værende Brønd, som hun alt paa Udveien havde lagt Mærke til, og kastede barnet deri, hvorpaa hun strax gik videre, uden at opholde sig et Øieblik, da det var høilys Dag. Hun bemærkede, at barnet var levende, da hun kastede det i brønden, og at det da græd, men at hun derefter Intet mere hørte til det.

Arrestantinden fødte derefter udenfor Ægteskab den 25de November 1857 et Drengebarn, som der vel ogsaa er Formodning om, at hun har villet ombringe, men uden at dette mod hendes stadige Benægtelse er beviist, ligesom barnet i al Fald endnu lever.

Endelig har Arrestantinden Natten mellem den 14de og 15de Februar d. A. atter født udenfor Ægteskab et Drengebarn, hvilket hun derpaa har aflivet den 5te Marts d. A. Hermed er det saaledes tilgaaet: Saasnart Arrestantinden kom til Kundskab om sit Svangerstab, var det hendes Tanke at skaffe barnet afveien for at undgaae byrden af dets Opfostring, hvorfor hun for barneis Fader fortaug, at hun var frugtsommelig, men tog dog endnu ingen beslutning om, hvorledes hun vilde udføre sit Forsæt, da hun meente, at det var tidsnok, naar barnet var født. Paa Grund af denne Ubestemthed syede hun i sin Kondition, hvor hendes Tilstand var bleven bekiendt, Alt, hvad der udfordredes til børnetøiet, og blev da hun skulde føde, fra Fødselsstiftelsen anviist Logis i Borgergade, hvor hun som anført Natten mellem den 14de og 15de Febr d. A. fødte et Drengebarn. For at holde det Passerede skjult for barnets Fader, tilstrev hun ham saavel Dagen før Fødslen som den 28de f. M. at hun var reist hjem til sin Moder for at passe denne i hendes Sygdom.

Imidlertid kom hendes beslutning at dræbe barnet til mere og mere Fasthed, saaledes at hun en af de første Dage i Marts Maaned d. A. bestemte den 5te f. M. til Udførelsen. Hun foregav til den Ende et Par Dage iforveien for de Folk, hos hvem hun logerede, at hun havde faaet brev fra sin Moder om, at denne havde sørget for at faae barnet i Pleie hos nogle Huusmandsfolk i Karrebæk, og at hun den 5te Marts vilde reise paa Jernbanen til Ringsted, hvor Folkene skulde møde hende og modtage barnet. Den nævnte Dag gik hun derfor Kl. 11 Formiddag hjemmefra, medtog barnet og begav sig derpaa til Frederiksberg Slotshave i den Hensigt at drukne barnet i en af Kanalerne, men da der var Folk allevegne, gik hun ud paa Roeskilde Landevei, hvor hun ved Synet af Damhuussøen fattede den Tanke at drukne barnet der; men da dette ikke kunde lykkes, fordi der gik endeel Arbeidsfolk, satte hun sig ned og gav barnet Die, stod derpaa op igjen, og, da hun saae sig bemærket, gik hun længere ud ad Landeveien, indtil hun kom til den Vei, som dreier til Rødovre, da hun slog ind paa denne og begav sig hen til den Brønd, hvor hun havde druknet sit den 3die April 1855 fødte barn, men da det endnu var høilys Dag, turde hun ikke udføre Gjerningen, men gik videre, indtil det begyndte at mørknes; hun vendte derpaa tilbage til Brønden, hvori Vandet stod omtrent lige med Jorden, og kastede barnet deri. Dette kom ikke synderligt under Vandet, men hun formoder dog, at det strax er blevet kvalt, siden det ikke gav mindste Lyd fra sig; hun blev staaende derved i nogle Minuter og saae barnet røre sig lidt og troede endog at spore bevægelse hos det, da hun forlod det, men antog det ialfald for vist, at, om det ikke var dødt, vilde det døe kort efter, og gik derpaa tilbage til sit Logis, hvor hun foregav at have været i Ringsted, og at Barnet var rigtigt afhentet, hvilket hun vedblev med indtil 30te f. M., da der var skeet Anmeldelse om, at barnet var fundet, og Undersøgelse blev indledet.

For de af Arrestantinden saaledes 3 Gange efter hverandre begaaede Barnemord blev hun anseet med at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage, hvorved den Straf hun vilde have forskyldt efter L. 6-13-9 vil være at ansee som absorberet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1861)

Dommen blev stadfæstet i højesteret 25. oktober 1861. 8 ud af de 10 voterende dommere indstillede hende til eftergivelse af livsstraf. Det blev ikke tiltrådt af justitsministeriet, og Frederik 7. bestemte i overensstemmelse hermed at dødsstraffen skulle fuldbyrdes, dog uden at hovedet blev sat på en stage. Hun blev halshugget på Rødovre Mark den 21. december 1861 som den sidste kvinde der blev henrettet i Danmark.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Under en til Overretten fra Sorø Birks Extraret indanket Justitssag var Arrestantinden Dorthea Christine Møller overbeviist om at have dræbt sit nyfødte Barn, idet hun, som den 23de Februar d. A. havde født et fuldbaaret og sundt Drengebarn, den 26de næstefter havde, i den bestemte Hensigt at dræbe dette Barn, heldet Størstedelen af Indholdet af en Flaske, hvori der var omtrent 3½ Drachme Skedevand, i Barnets Mund og Hals, hvilket havde tilfølge, at dette den følgende Dag afgik ved Døden.

Hun havde derom yderligere forklaret, at da hun i Løbet af forrige Sommer havde mærket, at hun var frugtsommelig, og hun ikke havde Haab om noget Tilflugtssted, naar hun skulde føde, besluttede hun at nægte sin Tilstand og lade det komme an paa Tilfældet, hvad hun vilde giøre, og tilberedte hun derfor ikke heller Børnetøi. Efterat hun i Begyndelsen af December f. A. var kommen i Tjeneste hos Sognepræsten i Pedersborg, nægtede hun ogsaa for dennes Hustru at være frugtsommelig, og først den 23de Februar, samme Dag hun gjorde Barsel, tilstod hun forinden for sin Huusbond, at hun var frugtsommelig. Da han imidlertid sagde hende, at hun ikke kunde blive i Præstegaarden længere end til den 1ste Marts, og hun ikke kunde vente at komme til sine Forældre, der vare i høi Grad trængende og allerede havde taget et af hende tidligere født uægte Barn i Pleie, blev hun "urolig i sit Sind", uden dog endnu at tænke paa at ombringe Barnet. Tanken herom opstod først hos hende den 26de Februar. Da hendes Huusbond paany havde erklæret, at hun ikke maatte blive der længere, end til hun var rask. Da hun vidste, at en af hendes Medtjenere havde staaende i Borgestuen en Flaske med Skedevand, som hun brugte til en daarlig Finger, tog hun Flasken og gik over i sit Kammer, hvor hun hældte Indholdet i Barnets Hals.

Skiøndt Gjerningen strax efter blev opdaget af en anden Pige, og der uopholdelig blev tilkaldt en Læge, vare alle Bestræbelser for at redde Barnets Liv frugtesløse, og 17 Timer efter døde det.

Arrestantinden, der er født den 25de Oklober 1832 og ikke tidligere straffet, blev der Overrettens den 15de d. M. afsagte Dom i Medfør af Frd. 4 Oktober 1833 § 10 Mbm. 3 anseet efter Lovens 6-9-1 med at miste Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1861).

Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, som tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Departtid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestantinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).

Ane Andersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

 Tirsdagen den 28de Juli.

Advocat Liebe
contra
Ane Andersdatter (Defensor Liebenberg)

der tiltales for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Foster eller i altfald ved mislig Omgang foranlediget dets Død.

Løve Herreds Extrarets Dom af 6te Decbr. 1856: "Arrestantinden Ane Andersdatter bør at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage; saa udreder hun og alle af hendes Arrest, Action og Straffens Execution lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til den beskikkede Actor, constitueret Branddirecteur, Forvalter Fog, og Defensor, Procurator Rangel 5 Rdl. til hver, foruden Diæter efter Overovrighedens Resolution. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 12te Mai 1857: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salarium til Actor og Defensor ved Overretten, Procuratorerne Alberti og Maag, betaler Arrestantinden Ane Andersdatter 8 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

Da den af det kongelige Sundhedscollegium senest afgivne Erklæring gaaer ud paa, at det maa ansees sandsynligt, at den mangelfulde Pleie og uhensigtsmæssige Behandling, som blev given det af Tiltalte i Dolgsmaal fødte Barn strax efter Fødselen, har foranlediget Standsningen af det til Livets Fortsættelse fornødne Aandedræt, findes som Folge heraf i Forbindelse med de øvrige i Sagen tilveiebragte Oplysninger den i Lovens 6--6-8 hjemlede Formodning om begaaet Fostermord at maatte ansees saaledes svækket, at det nævnte Lovbud ikke i denne Sag kan komme til Anvendelse. Da det imidlertid maa tilregnes Tiltalte, at Barnets Liv ei ved en hensigtsmæssig Pleie og Behandling blev bevaret, vil hun for det af hende udviste Forhold være at ansee med en arbitrær Straf, som findes passende at kunne bestemmes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. I Henseende til Actionens Omkostninger billiges den indankede Dom.

Thi kjendes for Ret:

Ane Andersdatter bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar. I Henseende til Actionens Omkostninger bor Landsover. samt Hof. og Stadsrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Liebe og Etatsraad Liebenberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

-----

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Ane Andersdatter tiltales under nærværende Sag for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Foster, eller i alt Fald for ved mislig Omgang at have foranlediget dettes Død; og ved den inden Løve Herreds Extraret den 6te f. M. af Underdommeren med tiltagne Meddomsmænd afsagte Dom er Arrestantinden ogsaa anseet efter Lovens 6—6-8 cfr. 7, med Straf af at miste sin Hals og heudes Hoved at sættes paa en Stage.

Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende: Arrestantinden, der paastaaer under sin Tjeneste hos Bager Mathiesen i Høng, som hun forlod den 1ste Mai f. A., at være bleven besvangret af en der tjenende Bagersvend, fattede i Løbet af Sommeren, da bemeldte Svend, der under Sagen har benægtet, nogensinde at have havt legemlig Omgang med Arrestantinden, ikke bekymrede sig om hende, den Beslutning, at holde sin Tilstand hemmelig, og, saafremt hun maatte føde et dødfødt Barn, i hvilken Henseende kan mærkes, at hun i den sidste Maaned før Fødselen ikke havde mærket Liv hos Fosteret, søge at skjule det Passerede. Da Arrestantinden derfor den 2den Octbr. sidstleden om Eftermiddagen, medens hun, der var gaaet tilsengs om Morgenen, befandt sig alene i Pigekammeret paa Vedbygaard, hvor hun tjente som Malkepige, mærkede, skjøndt hun, der tidligere havde født et Barn, havde troet endnu at have 14 Dage tilbage af sin Svangerskabstid, at Fødselsøieblikket nærmede sig, stod hun ud af Sengen, og, idet hun lænede sig med Ryggen imod Sengefiællen og med Nakken imod et ovenover hendes Seng anbragt Sengested, fødte i denne staaende Stilling et Barn, der i Fødselen faldt ned paa det i Kamret værende steenbrolagte Gulv. Med en i Vinduet liggende Sax, som Arrestantinden tog uden at forandre Stilling, overklippede hun Navlestrengen, og tog derefter, formeentlig kun efter nogle Minutters Forløb, Barnet, der ingen Lyd gav fra sig, op til sig, ved at holde det til Øret, lyttede efter, om der var Liv i det, uden dog at kunne opdage, at det aandede. Hun lagde nu Barnet i Sengen ved sig, og her blev det liggende i omtrent to Timer, i hvilken Tid Arrestantinden flere Gange vil have lyttet efter, om hun kunde spore Liv i det, men da Intet tydede herpaa og hun derfor ansaae det for dødt, gjemte hun det i Halmen under Hovedgjærdet, hvor det næste Dags Middag efter Paaviisning af Arrestantinden, imod hvem der var opstaaet Mistanke, blev forefundet. Arrestantinden har vedholdende forsikkret, at ligesom det ingensinde havde været hendes Hensigt, hvis Barnet havde været levende, at berøve det Livet, saaledes vilde hun i saa Fald ei heller have holdt Fødselen hemmelig, men fortalt fine Medtjenere, at hun havde født, og anmodet sin Madmoder om noget Børnetøi, hvortil hun vel i den første Svangerskabstid havde indkjøbt noget Tøi, men som hun ikke havde faaet syet.

Det af Lægerne afgivne Visum repertum gaaer ud paa, at Fosteret har været fuldbaaret, og er levende født, og at det er død suffocativt under Savnet af den nødvendige moderlige Pleie; og det Kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter have været forelagte, har været enig med Lægerne i, at Barnet har været levende født, ligesom Collegiet ogsaa har erklæret det for sandsynligst, at den mangelfulde Pleie og uhensigtsmæssige Behandling, som blev givet Barnet strax efter Fødselen, har foranlediget Standsningen af det til Livets Fortsættelse fornødne Aandedræt.

Da Arrestantinden, der er født d. 2den Mai 1823 og ikke tilforn har været criminaliter tiltalt eller dømt, har vedgaaet forsætlig at have født hemmeligt, uden at tilkalde Hjælp, - hvorved bemærkes, at efter hendes egen Forklaring opholdt de andre Tjenestepiger sig i Stuen ved Siden af Pigekamret i omtrent 2½ Time, efterat Arrestantinden, der hele Tiden var sig selv bevidst, havde begyndt at faae fødselsondt og at de først forlode Stuen ½ Time før Fødselen foregik, og da det med Hensyn til den Hensigt, at føde hemmeligt, ikke kan komme i Betragtning, at Arrestantinden for det Tilfælde, at et levende Barn blev født, har angivet, at hun ikke vilde have lagt Dølgsmaal paa, at en Fødsel var foregaaet, samt da endvidere Arrestantindens Foregivende, at Barnet var dødfødt, ikke alene er ubeviist, men det meget mere ifølge Lægeskjønnet og Sundhedscollegiets Erklæring maa statueres, at Barnet har været født levende til Verden, maa det billiges, at Arrestantindens Forhold ved den indankede Dom er henført under Lovens 6-6-8, og at hun er anseet med den i den foregaaende Artikel 7 bestemte Straf.

Bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil derfor være at stadfæste.

(Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1857).

Hun  blev formentlig benådet. Det har i hvert fald ikke været muligt at finde noget om at hun skulle være blevet henrettet.

Høng Tinghus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord. Af Overretten blev den 24de dennes afsagt følgende Dom i en Justitssag: Under nærværende ved Vallø Stifts Birks Extraret den 4de Decbr. f. A. af Underdommeren med tiltagne Meddomsmænd paadømte Sag, under hvilken Forbedringshuusfange Maren Kirstine Christensdatter eller Christensen tiltales for Barnemord og Arrestantinden Karen Andersdatter, ogsaa kaldet Karen Sophie Andersdatter, for Barnefødsel i Dølgsmaal og derpaa følgende Deelagtighed i at aflive sit nyfødte Barn, er der ved egen Tilstaaelse og Sagens Omstændigheder tilstrækkeligt oplyst, at Karen Andersdatter, der er langt over criminel Lavalder og tidligere er straffet for Løsgængeri, gjentaget Betleri, samt 1ste Gang begaaet Tyveri, har en Nat i Slutningen af Marts Maaned 1851 paa Marken født et Drengebarn, dog uden at hun kan ansees overbeviist at have havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal. Nogle Timer efter at have født Barnet, som, efter hvad hun har forklaret, kom levende til Verden, begav hun sig bort med det, som hun havde svøbt ind i sit Forklæde, uden at have nogen Bestemmelse enten for sig eller Barnet, og du hun kom til Landsbyen Lille Soldby mødte hun tilfældigviis Maren Kirstine Christensdatter, hvem hun aabenbarede hvad der var skeet, og hvem hun, efterat denne først havde nægtet at modtage og sørge for Barnet, bevægede til at skille det ved Livet ved Løfte om 10 Rd., af hvilke hun dog strax kun udbetalte nogle Mark. Bemeldte Christensdatter søgte da først at qvæle Barnet, der efter hendes Forklaring hele Tiden bevægede sig og gav Smaalyd fra sig, ved at stikke Haanden ind i Forklædet, hvori Barnet laae; men da det ikke vilde lykkes at tage Barnet af Dage paa denne Maade, tog hun det ud af Forklædet og kastede det ud i Kettinge Aa, som de vare komne hen til, paa et Sted, hvor der var omtrent 1½ Alen Vand. Da Barnet faldt i Vandet, gav det en Lyd fra sig, og efter Sagens samtlige Omstændigheder staaer det ikke til at betvivle, at det Barn, der den 2den April s. A. fandtes ved Bredden af Aaen, for en stor Deel fortæret, formodentlig af Rovfugle, og i en saadan Tilstand, at det ikke ved Obduction knude afgjøres om det var levende født, er det af Karen Andersdatter fødte og paa den ommeldte Maade dræbte Barn.

For dette Forhold vil Maren Christensdatter, der er født i 1831, tidligere flere Gange har været straffet og navnlig ved Bregentved Grevskabs og Gisselfeld Birks Extrarets Dom af 6te August 1852 er for Tyveri, Bedrageri og 4de Gang begaaet Løsgængeri og Betleri dømt til 3 Aars Forbedringshuusarbeide, være at ansee efter Fdg. 4de October 1833 § 10 cfr. § 6, sammenholdt med L. 6-9-1 og Fdg. 24de Sept. 1824, og Karen Andersdatter, der efter det Oplyste og den af det kgl. Sundhedscollegium afgivne Betænkning ikke kan antages at være enten i Almindelighed eller med Hensyn til den begaaede Forbrydelse, psychisk utilregnelig, efter samme §'er i Fdg. af 1833, cfr. 26 og L. 6-6-7.

Underretsdommen, hvorved Christensdatter kun er anseet efter L. 6-6-1 og Fdg. 4 Oct. 1833 § 11 med at miste Livet, vil altsaa forsaavidt være at forandre, hvorimod denne Dom, hvis Bestemmelse med Hensyn til Andersdatter, der er dømt til at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa Stage, samt med Hensyn til Actionens Omkostninger bifaldes, iøvrigt bliver at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor ved Overretten ville begge de Tiltalte have in solidum at udrede 8 Rd. til Actor og 6 Rd. til Defensor. Forsaavidt Behandlingen i 1ste Instants hører under Rettens Bedømmeise, attesteres, at den har været forsvarlig, hvilket ogsaa gjælder om den befalede Sagførelse ved begge Retter.

Thi kjendes for Ret: Forbedringshuusfange Maren Kirstine Christensdatter eller Christensen bør miste sin Hals og hendes Hoved sættes paa Stage. Iøvrigt bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor her ved Retten, Cancelliraad Procurator Dahl og Proc. Nyholm, betale bemeldte Christesdatter og Arrestantinden Karen Andersdatter, ogsaa kaldet Karen Sophie Andersdatter, Een for Begge og Begge for Een, til Actor 8 Rd. og til Defensor 6 Rd. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1855. 3. udgave)

Sagen står i Juridisk Ugeskrivt, 1855, bd. 16, s. 823-826. Den 30. april 1857 faldt Højesteretsdommen blev Karen Sophie Andersdatter dømt til at miste sin hals og sit hoved sat på en stage, mens Maren Kirstine Christensdatter dømt til at have sit forbrudt. Efter behandling i Justitsministeriet benådede kongen den 19. juni 1857 begge, mod at hensættes til tugthusarbejde på livstid. Justitsministeriet indstillede til kongen i 1870 at Karen Sophie Andersdatter blev løsladt fra straffeanstalten på Christianshavn, hvilket også skete.

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten afsagde den 28de Juli d. A. følgende Dom i en Justitssag: Under nærværende i 1ste Instants inden Korsør Kjøbstads Extraret den 15de Juni sidstleden paakjendte Sag tiltales Ane Margretha Andersen eller Andersdatter af Taarnholm for Barnefødsel i Dølgsmaal eller i alt Fald for uforsvarlig omgang med sit Foster. Ved de optagne Forhører er det oplyst, at, efterat nogle af Tjenestepigerne paa Taarnholm den 18de Marts d. A. havde under Dynen i Tiltaltes Seng fundet, indsvøbt i Klude, Liget af et Foster, 6 Tommer langt, i en stærk forraadnet Tilstand, vedgik Tiltalte at have født samme, efter hendes første Opgivende i Slutningen af Januar eller Begyndelsen af Februar d. A., men efter hvad hun senere forklarede omtrent 14 Dage efter sidstafvigte Juul. Med Gensyn til Fødselen har Tiltalte, der er 33 Aar gammel og tidligere 4 Gange har født - sidste Gang en Abort i 5te Maaned - paastaaet, at denne foregik ganske uformærkt, idet Fosteret, da hun en Nat til den ovennævnte Tid var staaet op af Sengen for at lade Vandet, var faldet fra hende uden at give mindste Livstegn, hvorpaa hun havde henlagt det i Sengen hos sig, indtil hun den næste Dag ved at overklippe Navlestrengen var bleven skilt fra det, samt derefter skjult det i Sengen, i den Hensigts naar indtræffende Tøveir tillod det, at grave det ned paa Kirkegaarden. Ligesom hun ingensinde vil have bemærket noget Liv hos Fosteret, saaledes har hun erklæret, først ved en Læges Yttringer, som tilsaae hende under en hende i Slutningen af Decbr. Maaned paakommen Sygelighed, at være bleven opmærksom paa, at hun mulig var frugtsommelig, hvilket hun derefter vll have meddeelt den Karl, fra hvem hendes frugtsommelige Tilstand maatte hidrøre. Efter den af Tiltalte afgivne Forklaring ansaae hun Fosteret for en Abort, født i Svangerskabets 4de Maaned, hvilket stemmer med det under Sagen afgivne Lægeskjøn. Men, naar det saaledes lægges til Grund ved Paadømmelsen, at der kun er Tale om et Foster i en saa tidlig Svangerskabs Periode, at Fosteret ikke kunde have Liv, vil Tiltalte ligesaa lidt kunne drages til Ansvar for at have havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal - hvad der forøvrigt heller ikke efter de oplyste Omstændigheder er Grund til at antage - som for at have udviist uforsvarlig Omgang med sit Foster.

Idet Overretten saaledes maa tillægge Tiltalte Frifindelse, til den indankede Dom, som har idømt hende en arbitrair Straf af 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for uforsvarlig Omgang med sit Foster, være at forandre, medens dens Bestemmelse i Henseende til Actionens Omkostninger, som det er paalagt Tiltalte at udrede, samt Underretssagførerens Salair blive at stadfæste. 

I Salair til Actor og Defensor ved Overretten betaler Tiltalte 5 Rd. til hver.

Behandlingen i 1ste Instants saavelsom den befalede Sagførelse ved begge Retter har været lovlig.

Thi kjendes for Ret: 

Tiltalte Ane Margretha Andersen eller Andersdatter af Taarnholm bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. I Henseende til Actionens Omkostninger bør Underrettens Dom ved Magt at stande. I Salair til Actor og Defensor ved Overretten, Procuratorerne Kammerraad Nyegaard og Schack betaler Tiltalte 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juli 1855. 2. udgave).