Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævaet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

 fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet komtil, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som lom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, al Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag sik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Delte er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københevnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske kke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet as Korsgade, og Kapelvej, fortæller, al hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm , som bor i Grissenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da. al hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrom før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Mari Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv. men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Cristensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idel Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenseldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Ehristensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har sundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:

Højesteretsdom Nr. 74.

Mandagen den 17de Marts.

Etatsraad Buntzen

contra

Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.

Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver. 

I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugt ommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.

Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at sce, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaact, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte autager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.

En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.

Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døc af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansce efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."

(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning as ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Fødsel og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at det var kommet Politiet for Øre, at der paa en Fabrik her i Byen var opstaaet Mistanke om, at en der arbejdende Pige havde født i Dølgsmaal, blev denne Pige igaar Middags anholdt og afgav derefter følgende Tilstaaelse om den hende paasigtede Forbrydelse. Hun er svensk af Fødsel og ankom her til Landet for henved 5 Aar siden. Efter at have født 2 Børn (af hvilke dog det ene var dødfødt) uden for Ægteskab, traadte hun i et utugtigt Forhold til en Skrædersvend, ved hvem hun blev frugtsommelig. Forholdet imellem hende og hendes "Kjæreste" var imidlertid ikke altid det bedste. Han var jævnligt beruset og truede hun ham da ofte med, at hun, hvis han vedblev at behandle hende slet, vilde dræbe det Barn, hvormed hun var frugtsommelig, selv om hun derfor skulde  paadrage sig Straffearbeide. Han lod imidlertid ikke til at tage sig denne Trudsel nær og hun meente den da heller ikke alvorligt. Først da "Kjæresten" i August Maaned f. A. havde forladt Byen og var ophørt med at skrive til hende, besluttede hun sig til at ombringe sit Foster, idet hun, der ingen Hjælp fik til det Barn, hun allerede havde til Forsørgelse, og nu maatte forudsee, at hele Byrden af det Barn, hun ventede at nedkomme med, ogsaa vilde falde paa hende alene, forudsaae, at hun ikke vilde kunne bære den saaledes forøgede Byrde. Hun hemmeligholdt derfor sit Svangerskab baade overfor de andre Huusbeboere og hendes Medarbejdere paa Fabrikken og begav sig, da hun i Torsdags Morges følte sig ilde tilpas, hjem uden at omtale for Nogen, hvad hun ventede. Hun gik strax tilsengs og modtog kort efter Middag Besøg af en Bekjendt, men uagtet Veerne allerede da paakom hende, betvang hun sine Smerter, saaledes at den Fremmede Intet mærkede, og fødte hun sit Barn til Verden ½ Time efter at den Fremmede havde forladt hende. Barnet gav en klagende Lyd fra sig, men da hun lod det forblive liggende under Dynen, forstummede Lyden snart, og da hun kunde skjønne, at det var qvalt, viklede hun det, efter at være kommen til Kræfter, ind i et Stykke Linned og lod det blive liggende i Sengen hos sig. Den paafølgende Morgen stod hun op, lod Barnet blive liggende i Sengen og tilbragte hun den paafølgende Nat udenfor sit Hjem hos en Veninde. Dagen efter, om Løverdagen, bandt hun 2 Muursteen ved det indsvøbte Barneliig, viklede et Stykke graat Papir om hele Pakken og bar den derpaa gjennem Byen ud til Hasseriisaaen, hvor hun kastede Barnet fra sig. Efter hendes Paaviisning blev Liget af et fuldbaaret Drengebarn fundet i Aaen igaar Eftermiddags og vil nu blive underkastet en legal Obductionsforretning for at prøve Rigtigheden af den afgivne Tilstaaelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1873).

Hasseris Å løber lidt vest for Aalborg.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilstyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødseler i Dølgsmaal. Under de Forhør, som ere blevne optagne i Anledning af, at en Pige i Tommerup Sogn den 8de d. M. fødte et Barn i Dølgsmaal og derefter kastede det i en Vanddam, er det. ifølge "Fyens Stifts-Tid.", endvidere lykkedes Herredsfogden i Odense Herred, Amtmand Dahlerup, at drage endnu en Forbrydelse frem for Dagens Lys, idet den samme Pige har tilstaaet og afgivet fuldstændig Forklaring om, at hun tidligere, nemlig i 1867, ubemærket en Aften har født et fuldbaaret Barn, som hun kvalte ved at indbinde det i sit Skjørt, og, efter at have ladet det ligge i sit Kammer om Natten, den næste Morgen nedgravede i Haven ved Huset, hvor hun tjente. Den samme Pige har tillige tilstaaet adskillige Tyverier, som hun har forøvet hvor hun har tjent.

- En Tjenestepige i Kjøbenhavn har i forrige Uge gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og skjult Fosteret, som efter hendes Udsagn var dødfødt, i en Skuffe paa sit Kammer. Her fandtes Liget, og Pigen blev overgivet i Politiets Hænder. (Dgs. Nhdr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. april 1870)

Ane Kirstine Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Højesterets Dom af 11te Novbr. f. A. er Ane Kirstine Marie Christensen, der tiltaltes for at have skilt sit Barn ved Livet, dømt til at straffes paa Livet. Barnet - et Pigebarn - , der var født den 28de Septbr. 1868, aflivede hun efter nogen Vaklen den 6te October f. A. i sit Hjem i Skarrild, Hammerum Herred, ved at kvæle det med et Tørklæde, hvorefter hun nedgravede Liget i nogen Afstand fra Huset. Som Motiv til Gjerningen angav hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge Barnet, og hun ikke ønskede det anbragt under Fattigvæsenet, da de under dettes Forsorg værende Pleiebørn have det saa daarligt. Samtlige de i Sagen voterende Tilforordnede i Højesteret have imidlertid indstillet hende til Eftergivelse af Livsstraffen, mod et hun hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid Som Grund herfor have de anført, at hun maa ansees, da hun besluttede sig til Gjerningen, at have befundet sig i en stærkt nedtrykt Sindsstemning, fremkaldt navnlig ved, at hun havde Grund til at ansee sig for forladt af Barnefaderen, og ved hendes Bekymring med Hensyn til Barnets fremtidige Forsørgelse. Justitsministeriet har sluttet sig til denne Indstilling, hvilken Hs. Maj. Kongen derefter ved Resolution af 11te December f. A har taget til Følge.

(Fyens Stiftstidende 24. januar 1870).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En afskyelig Forbrydelse er, ifølge Vs. Av., i Søndags opdaget i Hjørring. Pigen Anne Kirstine Jensen, der er 22 Aar gl. og i den senere Tid tjente i Randers, fødte den 6te Juli d. A. et uægte Barn. Da hun ingen Hjælp havde til Barnet, reiste hun med det for at anbringe dette hos sine Forældre i Ingstrup. Underveis paakom der hende Frygt for, at de maaskee vilde undslaae sig for at tage imod Barnet, hvorfor hun besluttede at ombringe det. Under et Ophold i Aalborg kjøbte hun noget Skedevand, hvoraf hun, efterat Reisen var fortsat, heldte noget i Barnets Mund og kastede Resten tilligemed Flasken ud af Vinduet paa Postvognen, uden at de Medreisende mærkede Noget. Da hun ikke syntes det virkede, kvalte hun kort efter Barnet. Ankommen til Hjørring begav hun sig til en Søster der, og foregav, at Barnet, som hun bragte med sig, var død underveis og anmodede hendes Svoger om at anmelde Dødsfaldet for Distriktslægen. Ved den af denne foretagne Undersøgelse af Barnet kom Sandheden for Dagen. Hun foregiver nu, at hun inderlig fortryder sin Gjerning.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. november 1869).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen hm pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalstatistikken 1856-1865 viste at antallet af domfældte for forsætligt drab og fostermord, barnefødsel i dølgsmål, vold og mishandling, voldtægt, blodskam og bigami steg fra 81 til 116. I samme periode blev 176 dødsdømt, heraf for forsætligt drab og fostermord 42 % og barnefødsel i dølgsmål 17 %. De idømte dødsstraffe blev dog kun 14 reelt eksekveret. Formildelse og fuldstændig eftergivelse af de idømte straffe (undtagen tugthusarbejde) var langt hyppigere end i det foregående årti. Nedenfor følger eksempler på fødsler i Dølgsmål:

Barnefødsel i Dølgsmaal. El kun 18 Aar gammelt Fruentimmer, svensk af Fødsel, ved Navn Inger Martensson, har if. "D. N." i Fredags gjort sig skyldig i denne Forbrydelse under Omstændigheder, der lade formode, at der tillige foreligger et Fostermord. Hun blev ifjor paa Objerggaard i det sydlige Sjælland besvangret af en Karl og har siden Efteraaret arbeidet som Væverske paa Dampvæveriet paa Rolighedsvejen ved Kjøbenhavn. I Fredags Morges gik hun under Frokosttiden fra sit Arbeide til sit Hjem i Falkoneeralleen for at gjøre reent for en Arbejdsmand, der boer i Stuen under hendes Værelse. Medens hun opholdt sig i haus Værelse, fik hun ondt, gik tilsengs og fødte strax efter et Barn til Verden uden at give en Lyd fra sig, saa at en Familie, som opholdt sig i det tilstedende Værelse, ikke mærkede Noget. Da hun formodede, at Barnet var dødfødt, saae hun ikke til del, og først da hun efter en halv Times Forløb stod op, tog hun det frem fra Dynen, hvorunder det havde ligget. Hun gik derpaa op paa sit eget Værelse og lagde sig med Barnet i Sengen, hvor hun blev liggende, indtil hun den næste Morgen som sædvanlig gik paa Fabrikken, efterat hun først havde gjemt Barnet i en Kasse, hvori hendes Klæder laae. Først om Eftermiddagen lagde de andre Fabrikspiger Mærke til hendes forandrede Udseende og anmeldte Sagen til Politiet. Den i Søndags Eftermiddags afholdte Obduktion gav til Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, er kommet levende til Verden, og at Døden er fremkaldt ved Kvælning under Dynen af Mangel paa frisk Luft.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. marts 1869)

I en artikel om justitsråd Saxild i Koldings embedsførelse skrev Fædrelandet:

En Pige fra Starup Sogn havde under krigen 1864 født et Barn i Dølgsmaal i Kolding og kastet det i Slotssøen, hvor det blev fundet af østerrigske Soldater. Pigen blev da straffet, om jeg husker ret, med Vand og Brød. For to Aar siden lod den samme Piges Fader , som da laa paa sit Yderste, Sognepræsten og en anden Mand i Sognet kalde, og aabenbarede for dem, at hans Datter havde født et Barn i Dølgsmaal og nedgravet det i et Tørvehus, hvor det ogsaa blev fundet. Præsten sendte Barnets Lig til Justitsraad Saxild med den udtrykkelige Begjæring, at han vilde komme hurtig for at høre Mandens Forklaring, da denne ikke kunde leve længe. Men Justitsraaden udeblev i flere Dage, og kom først til Stedet to Dage efter Mandens Død. Pigen blev nu rigtignok taget i Forhør, men da hun der haardnakket erklærede, at hendes Faders, eller rettere de 2 Mænds, Udsagn var usandt, saa lod Justitsraaden hende gaae igjen. Herover blev Starup Sogneraad saa oprørt, at det indgav en klage til Justitsministeriet, og dette paalagde nu Hr. Saxild at optage nye Forhører. Dette skete, men med det selvsamme Resultat som forrige Gang, ja denne Pige, paa hvem en saa stærk Mistanke for gjentaget Barnemord hvilede, om hvis Skyld fuld moralsk Vished maa siges at have været tilstede, blev ikke engang fængslet!

(Fædrelandet 30. marts 1869. Uddrag).

Barnefødsel i Dølgsmaal. Et i en Eiendom i Silkegade siden sidste Flyttedag boende ældre Fruentimmer har i Onsdags Morges født i Dølgsmaal paa Stedets Retirade og har kastet det levende, nyfødte Barn ned i Latrinkulen. En i Huset boende Mand opdagede strax efter, hvad der var skeet, og vil have hørt Barnet give Lyd fra sig, men inden det lykkedes at faa det op, var det dødt. Den unaturlige Moder, som da kom til, ytrede strax Anger over sin Gjerning og tilstod sin Forbrydelse. Hun blev af Politiet indlagt i Fødselsstiftelsen.

(Dags-Telegraphen 7. maj 1869.)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Varde Av ) For et Par Dage siden blev man i Kristen Jeppesens Gaard i Vestterup, Starup Sogn, opmærksom paa, at en Hund fra Gaardens Mødding havde opskrabet en større Gjenstand, som den slæbte omkring med sig i Gaarden. Ved at undersøge denne Gjenstand opdagede man med Forskrækkelse, at det var et Barnelig. Mistanken før at være den, der havde født i Dølgsmaal, henlededes strax paa en i Gaarden tjenende Pige, som i et Par Dage havde foregivet Upasselighed og holdt Sengen, hvorfor Gaardens Ejer sendte Bud til Jordemoderen, for at saa den nævnte Pige undersøgt, hvilken Undersøgelse ogsaa stadfæstede den vakte Mistanke. Pigen tilstod nu, at hun Natten til Tirsdag havde født et velskabt levende Pigebarn, som hun havde dræbt og derefter begravet i Møddingen, hvilken Tilstaaelse bestyrkedes ved, at det fundne Lig havde flere Huller i Hovedet. Den sørgelige Begivenhed meldtes strax til Herredsfogden, som har taget den ulykkelige Pige, der kun er lidt over 18 Aar gammel, i Forvaring.

(Bornholms Tidende 14. august 1869).

Fødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 26de August.

- For nogen Tid siden tildrog der sig heri Egnen en Begivenhed, som vi ikke tidligere have villet omtale for ikke at komme til at gribe forstyrrende ind de optagne Forhører. Sagen dreier sig nemlig om Intet mindre, end om et fuldbyrdet Forsøg paa Fosterfordrivelse, en Forbrydelse, som vel desværre neppe foregaaer saa ganske sjeldent, om den end sjeldent foreligger saa aabenlyst, at vedkommende kunne drages til Ansvar derfor. I dette Tilfalde er det en Tjenestepige, som, efterat være bleven besvangret af sin Huusbond, har søgt og faaet Raad for saadan Fordrivelse af et heri Egnen velbekjendt Fruentimmer, som efter hvad der siges skal have "hjulpet" Mange i lignende Omstændigheder. Pigen fulgte det givne Raad, og kort efter nedkom hun med et neppe Maaneder gammelt Foster, hvilket hun og Barnefaderen nedgravede etsteds paa en Mark. Hvorvidt der ved Fødselen har været Liv i Fosteret, og hvor stor en Andeel det omtalte Fruentimmer har havt i Forbrydelsens Udførelse vides endnu ikke med Vished; men forhaabentlig vil dette, ligesom hele Forholdet, blive nærmere bekjendt, naar Forhørerne ere sluttede. Foreløbig kunne vi meddele, at baade Pigen og Manden, der er frasepareret sin Hustru, have aflagt fuldstændig Bekjendelse, og at det omtalte Fruentimmer vil blive gjort uskadeligt idetmindste for en Tid.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. august 1868).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Antonette Jensine Brockmann. (Efterskrift til Politivennen)

Egen Tilstaaelse, forkastet ved Overdomstolene. Under en af Højesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død. Anledningen til denne Sag var følgende: Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten paa Christianshavn for at udstaae en hende ved Criminal og Politirettens Dom af 14de Octbr. 1862 for 3die Gang begaaet Tyveri og Overtrædelse af et Politi-Tilhold ikjendt Straf af 4 Aars Forbedringshuusarbeide, angav hun i 1865 for Præsten og Inspectricen ved Anstalten, at hun - der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, af hvilke det yngste, der var født den 4de Novbr. 1854, døde den I3de April 1855 havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en derpaa afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af sammes Betjente, der i den Anledning af Directeuren var beordret til at modtage Arrestantindens Forklaring, havde hun for denne udsagt, at da hun og hendes Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der var Tale om en Skilsmisse, og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning iværk gav hun slet ikke Barnet nogen Mad i fire Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde Natten derpaa. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at Manden var ganske uvidende om det af hende Forklarede. Efter Justitsministeriets Resolution, og navnlig da den frastille Mand ansaae Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eder Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, blev imidlertid den videre Undersøgelse af Sagen stillet i bero, indtil hun efter udstaaet Straf som forsørgelsesberettiget i Randers kunde blive hiemsendt dertil. I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun derpaa fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, og en Medfange spurgte hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men ikke vilde lade sig nøie med nysnævnte Forklaring og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, havde Arrestantinden fundet paa at bilde den paagjældende Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var grundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel - men at Sandheden var, hvad ogsaa bekræftedes af Mandens Udsagn, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og at denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade efter al Sandsynlighed havde hidført Barnets Død. Denne saaledes afgivne Forklaring gjentog Arrestantinden i et samme Dag ved Criminal- og Politiretten optaget Forhør, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gientagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig; men efterat hun i et den 31te Decbr. 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn, tilstod hun atter, som det i Forhøret hedder, "efter længere Examination", at hun havde foraarsaget Barnets Død ved Sult og vedblev derefter senere under Sagen denne Forklaring, idet hun nærmere udsagde, at Grunden til, at hun fattede den Tanke at dræbe Barnet, ikke var den, hun tidligere havde angivet, men den derimod, at hun, der dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedet for to Børn, og at hun da bedre kunde gaae paa Commers.

Da imidlertid efter de under Sagen fremskaffede forskjellige Oplysninger Barnets Død ikke kunde give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det, og der heller ikke i de iøvrigt fremkomne Oplysninger var Data tilstede, der positivt bestyrkede Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og det dernæst efter de foreliggende Oplysninger om hendes Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, var lidet sandsynligt, at hun havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed som den hende under Sagen paasigtede, fandt saavel Overretten som Højesteret det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet dræbe det ommeldte Barn for fulde, og hun blev derfor af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed frifunden for Actors Tiltale. Ved Underretsdommen var hun derimod anseet med 8 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1868)

“Antonette Jensine Brockmann, Heibergs frask: Kone, hjemmeh: i Randers, straffet oftere, navnlig med 4 Aars Tugthus for Tyverier fra Børn paa Gaden. See Hjems: Prot: den 17/10 72.” [1872]" Genealogisk Forlag.

Mandagen den 27de Januar. Nr. 236.

Advocat Hansen
contra
Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru (Defensor Klubien), der tiltales for at have bevirket sit Barns Død.

Randers Kjøbstads Extraretsdom af 1ste Juli 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Heibergs fraskilte Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar samt udrede alle af nærværende Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Jacoby og Bredstrup, med 6 Rd. til Førstnævnte og 5 Rd. til Sidstnævnte. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 25de November 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at hun udreder Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 8 Rd. til hver. Det Idømte at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Hansen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

(Den indankede Doms Præmisser følge i næste Nr.)

(Højesteretstidende nr. 35, Mandag den 7. februar 1868)

Antoinette Jensine Brockmann (see forrige Nr.).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død.

Efter Sagens Oplysninger er Arrestantinden født i Odense i Aaret 1833, men da hun var 2 Aar gammel, døde Faderen, der var Skomager, og hun blev opdraget hos Moderen, der ernærede sig ved at handle med Tøi, og forblev i Odense, indtil hun i 1852 blev gift med Skomager Jens Ludvig Heiberg. I det første Aar af deres Ægteskab boede de i Odense, men flyttede derefter til Randers, hvor hendes Mands Forældre boede, og efter hendes Mands Forklaring havde Forholdet mellem ham og Arrestantinden, medens de vare gifte, egentlig aldrig været godt, og det var fordi han meente, at hendes Moder havde en skadelig Indflydelse paa hende, at han besluttede sig til at flytte til Randers. Efter Ankomsten dertil var Forholdet mellem dem efter Mandens Forklaring i Begyndelsen bedre, men senere var der jevnlig Uenighed og Ordvexling, uden at dog Manden, der efter sin Forklaring har megen Kjærlighed til Arrestantinden, egentlig nogensinde havde tænkt paa at ville skilles ved hende eller truet hende dermed førend i Pintsedagene 1855, og de bleve kort efter separerede, hvilket efter Mandens Forklaring var foranlediget ved, at Arrestantinden ikke, uagtet gjentagen Advarsel derimod, vilde aflade med at søge Selskab med et meget berygtet Fruentimmer, og at hun gjorde sig skyldig i Utroskab, hvorhos Ægteskabet senere er aldeles ophævet og Manden har derefter igjen giftet sig. Efter Separationen tog Arrestantinden Ophold i Kjøbenhavn og blev ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de XI. Aargang. April 1856 dømt for 1ste Gang begaaet Tyveri til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og efterat hun ved samme Rets Dom af 12te Juli 1859 var dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage for at have overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om, saafremt hun der i Mai 1856 var hjemsendt fra Kjøbenhavn til Odense og derefter en Tid havde tjent i Randers, men i Mai 1859 havde begivet sig til Kjøbenhavn igien indfandt sig i Kjøbenhavn, øieblikkelig at melde sig til Politiets Protocol over mistænkelige Personer, og derefter af Politiet var afsendt til Randers, forlod hun kort efter denne By og gik paa Vandring med en hende tidligere ubekjendt Rebslagersvend, under hvilken Vandring de tildeels ernærede sig ved Betleri, og hun blev derefter i Slutningen af August 1859 anholdt i Fredericia for Tyveri og ved nærværende Rets Dom af 20de Februar 1860 dømt for 2den Gang begaaet Tyveri og Betleri til Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder. Efterat have udstaaet sidstnævnte Straf, blev hun hjemsendt til Randers, hvor hun først var under Fattigvæsenets Forsorg og derefter havde Tjeneste paa 2 forskjellige Steder, indtil hun i Begyndelsen af August 1862 begav sig til Kjøbenhavn, hvor hun havde Logis paa forskjellige Steder, men var uden Erhverv og levede af et medbragt Pengebeløb samt af hvad hun erholdt ved at pantsætte sit Tøi, hvorefter hun i September s. A. blev anholdt for Tyveri, og ved Criminal- og Politirettens Dom af 14de October 1862 blev hun for 3die Gang begaaet Tyveri og for Overtrædelse af det hende af Politiet givne Tilhold om ikke uden dettes Tilladelse at tage Ophold i Kjøbenhavn m. m. dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar. Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten i Kjøbenhavn for at udstaae sidstnævnte Straf, angav hun i Efteraaret 1865 for Præsten og Inspektricen ved Anstalten, at hun der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, nemlig i hendes Ægteskabs første Aar en Søn, der endnu lever, og den 4de November 1854 en Søn, der, efterat være hjemmedøbt den 8de April 1855, døde den paafølgende 13de April havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en under 24de October 1865 afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af dennes Betjente, der af Directeuren var beordret til, i Anledning af den af Arrestantinden for Inspektricen fremførte Begjæring om at blive givet Leilighed til at fremkomme med en Angivelse om en af hende forøvet hidtil uopdaget Forbrydelse, at modtage Arrestantindens Forklaring, har hun for denne udsagt, at da hun og Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der fra hendes Side var Tale om Skilsmisse og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning i Værk gav hun flet ikke Barnet nogen Mad i 4 Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde om Natten derefter uden Tegn paa Smerter, hvorhos hun udsagde, at da hun den 5te Dag vilde give Barnet Mad, havde hun i Maden blandet nogle Stumper af Glas, men at Barnet aldeles Intet fik ned deraf. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at hendes fraskilte Mand var aldeles uvidende om det af hende Forklarede, og at hun antog, at han maaskee ikke vilde troe, at hun havde handlet som angivet, da hun, medens Barnet sultede, angav, at det var sygt, og desuden behandlede det med den største Venlighed, naar enten han eller Andre vare tilstede, hvorhos hun tilføiede, at hun havde betroet denne Tilstaaelse til en Medfange, og at denne under en mellem dem opstaaet Uenighed havde fortalt det til Inspektricen, hvorefter Arrestantinden selv havde angivet det for Præsten og Inspektricen.

Efterat denne Rapport af Directeuren for Straffeanstalten var indsendt til Justitsministeriet, anmodede dette i en Skrivelse af 15de November 1865 Amtmanden over Randers Amt om at indhente en Erklæring fra Politimesteren i Randers om, hvorvidt der maatte være Anledning til for Tiden at foretage videre i Sagen, idet Justitsministeriet derhos i dets Skrivelse gjorde opmærksom paa, at Arrestantinden efter udstaaet Straf i October Maaned 1866 vilde blive afsendt til Randers, hvor hun var forsørgelsesberettiget. Den forlangte Erklæring blev imidlertid først afgiven i Skrivelse af 1ste Marts 1866 af den da constituerede Politimester i Randers, og gaaer ud paa, at der formeentlig ikke var Anledning til for Tiden at foretage videre med Hensyn til den af Arrestantinden afgivne Forklaring, eg at Sagen i alt Fald kunde udsættes, indtil Arrestantinden efter udstaaet Straf blev som forsørgelsesberettiget i Randers hjemsendt dertil, idet den constituerede Politimester i bemeldte sin Skrivelse anførte, at Arrestantindens fraskilte Mand havde for ham forklaret, at da den tidligere, nu afdøde Politimester, for nogle Maaneder siden havde gjort ham bekjendt med Sagen, havde han anseet Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eller Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, og at han endnu tildeels havde denne Tro, da han tydelig erindrede, at den Læge, der havde synet Liget, havde sagt, at Barnet var død af Krampe, og at han ogsaa troede at kunne erindre, at Barnet ikke havde været uden Føde de sidste Dage det levede, men at han senere, ved at tænke tilbage paa hiin Tid og ved at samtale med sine Forældre, var kommen i Tanker om to Omstændigheder, der forekom ham noget mistænkelige, nemlig at der dengang gik en Knappenaal fra Barnet gjennem Endetarmen, hvilket nu syntes at kunne tyde paa et gjort Forsøg paa at skille Barnet ved Livet, og at Arrestantinden havde viist en vis Utaalmodighed med at faae Liget ud af Huset, som dog dengang ikke havde været ham videre paafaldende, men forøvrigt havde han paa den anden Side bemærket, at Barnet havde været svagt og navulig havde stort dobbelt Brok, som netop den sidste Aften, det levede, var stærkt udtraadt.

Efter Modtagelsen af denne Erklæring tilkjendegav Justitsministeriet Amtmanden over Randers Amt i Skrivelse af 28de Marts 1866, at der ifte for Tiden vilde være videre at foretage i Anledning af Arrestantindens Angivelse, men at hun, naar hendes Straf var udstaaet, vilde blive afgivet til Politimesteren i Randers tilligemed den i Straffeanstalten over hende optagne Rapport, for at den fornødne Undersøgelse derefter kunde blive indledet.

I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun den 17de October 1866 fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, havde en i Juli 1865 i Straffeanstalten indsat Qvindefange, med hvem Arrestantinden tidligere haade staaet i Venskabsforhold, spurgt hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men da bemeldte Medfange ikke vilde lade sig nøie med hvad Arrestantinden sagde hende om, at hendes Sorg var begrundet i, at hun ikke hørte noget fra sin Familie, og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, fandt Arrestantinden efter nogen Tids Forløb paa at bilde bemeldte Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var begrundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel, men at Sandheden var, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade hidførte efter al Sandsynlighed Barnets Død; og da nu Arrestantinden under Tausheds Løfte havde fortalt den nævnte Medfange denne Usandhed, for at slippe for hendes nysgjerrige Spørgsmaal, og hvorved Arrestantinden ikke havde havt nogen Betænkelighed, da hun vidste, at hun i denne Retning var aldeles uskyldig, men de efter kort Tids Forløb bleve Uvenner, og den nævnte Medfange, efter forud at have truet Arrestantinden dermed, angav for Inspektricen i Straffeanstalten, hvad Arrestantinden havde sagt hende om den nævnte Forbrydelse, og Inspektricen foreholdt Arrestantinden den nævnte Sigtelse, benægtede hun den vel først, men indrømmede senere, uden at Inspektricen forøvrigt trængte videre ind paa hende, Beskyldningens Rigtighed, idet hun stolede paa, at hun, naar Sagen for Alvor skulde undersøges, dog aldrig vilde komme til at lide Straf i den Anledning, og hun benægtede derfor for Politiet at have sultet Barnet ihjel, og paastod tvertimod at have gjort Alt, hvad der stod i hendes Magt, for at holde det ilive. Den af hende for Politiet saaledes afgivne Forklaring gjentog hun i et samme Dag for Criminalog Politiretten i Kjøbenhavn optaget Forhør og fastholdt der, at den af hende tidligere i Straffeanstalten afgivne Tilstaaelse om at have foraarsaget eller virket til sit nævnte Barns Død var usandfærdig og i fin Tid afgiven af den anførte Grund, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gjentagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig, men efterat hun i et den 31te December 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn og nærmere forklaret, at hun i de sidste Dage, Barnet levede, vedblev at give det Mælk og Tvebakker og at Barnet baade spiste og drak lidt deraf lige til den allersidste Dag det levede, men at det paa den sidste Dag spyttede Maden ud igjen, naar hun forsøgte at give det noget, og hun derhos havde omforklaret, hvorledes det tilgik ved Barnets Død, tilstod Arrestantinden atter, som det i Forhøret hedder "efter længere Examination", at hun havde foraarjaget Barnets Død ved at sulte det i 2 eller 3 Dage, og er derefter senere under Sagen vedbleven denne Forklaring, idet hun nærmere har udsagt, at Grunden til, at hun fattede Tanken at dræbe Barnet, ikke var, saaledes som hun under sit Ophold i Straffeanstalten havde udsagt, den, at hun i Tilfælde af Skilsmisse frygtede for at skulle forsørge Barnet, idet der ikke dengang havde været Tale om, at hun skulde skilles fra Manden, men derimod den, at hun, der, som det i Forhøret hedder, dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedetfor at have 2 Børn, hvorhos hun i saa Henseende yderligere har udsagt, at en senere afdød Kone, der var hendes Veninde, havde indgivet hende Tanken om at skille sig ved Barnet, fordi Arrestantinden da, som denne Kone havde udtrykt sig, bedre kunde gaae paa Commers, og at denne Kone ogsaa harde indgivet hende Tanken om at dræbe Barnet ved at sulte det ihjel, idet hun havde yttret, at saa kunde det ikke sees, hvoraf Barnet var død, men at Arrestantinden iøvrigt, da den nævnte Kone først talte til hende om at stille sig af med Barnet, havde viist dette Forslag tilbage med Afsky og endog tænkt paa at fortælle sin Mand det, men at hun dog opgav dette, og senere gjentog den nævnte Kone Forslaget og hun lod sig da tilsidst forlede dertil.

Derhos har Arrestantinden forklaret, at hun vel har havt Tanken om at stille sig ved Barnet en 8 Dage førend hun bragte den til Udførelse, men i denne Tid havde hun flere Gange igjen opgivet den, og at da hun tænkte, at det dog vilde være at pine Barnet formeget ved at sulte det ihjel, og at hun hellere maatte paa en Gang qvæle det ved at lade det sluge et Stykke Glas, havde hun engang kommet et Stykke Glas i Barnets Mad, men da Barnet havde faaet det i Halsen, fortrød hun det, og hun lagde derfor Barnet paa Maven og dunkede det i Ryggen, saa at Glasset faldt ud; ligeledes har hun udsagt, at hun, efterat have undladt at give Barnet Føde i 2 Dage for derved at fremkalde dets Død, havde paa den 3die Dag fortrudt det, og hun gav da Barnet noget Mad, som det spiste med Hurtighed, ligesom hun ogsaa samme Dags Aften, da hendes Svigerforældre eller maaskee alene hendes Svigerfader var hos hende, igjen gav Barnet Mad, som det spiste med Hurtighed, men den paafølgende Nat henad Morgenstunden var Barnet mere uroligt, end det i den foregaaende Tid havde været, og døde, medens det laa i Arrestantindens Arme. Derimod har Arrestantinden med Hensyn til hvad hendes fraskilte Mand har udsagt om, at der engang var fundet en Knappenaal i Barnets Endetarm, hvilket ogsaa er bekræftet af hans Moder, der efter sin Forklaring er den, der ved at pusle med Barnet fandt Knappenaalen, benægtet at kunne erindre dette og med Bestemthed paastaaet, at hun ikke har forsøgt at dræbe Barnet paa anden Maade end ved at give det det omtalte Stykke Glas og ved senere at sulte det, ligesom hun ogsaa har benægtet at kunne mindes, at hun efter Barnets Død har brugt Yttringer, som tydede paa, at hun ønskede snart at faae Liget ud af Huset, eller, som af hendes Svigermoder forklaret, at have yttret, at hvis Barnet havde levet, var hun maaskee ikke bleven skilt fra sin Mand, hvorimod hun har udsagt, at efter Barnets Død var det hende imod at blive boende i den Leilighed, hvor det var død, og at hun derfor bad sin Mand om, at de maatte komme til at flytte, men dette har han ikke kunnet erindre, uden at han dog har kunnet modsige, at hun har yttret Ønske for ham om, at de flyttede.

Iøvrigt maa det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger antages, at Barnet i længere Tid førend dets Død har været svagt, i hvilken Henseende navnlig maa mærkes, at det var paa Grund heraf og fornemmelig efter Tilskyndelse af Faderens Forældre, at Barnet blev hjemmedøbt, men uøiagtig Oplysning om Barnets Tilstand i den seneste Tid førend dets Død eller om Dødsaarsagen har ikke været at erholde, idet navnlig den Læge, som har tilseet Barnet og synet dets Lig, ikke har kunnet erindre noget nærmere derom. En af det kgl. Sundhedscollegium afgiven Erklæring gaaer vel ud paa, at i den Svaghedstilstand, i hvilket Barnet ifølge Acterne allerede i længere Tid havde befundet sig, maa det ved i 2 eller 3 Døgn at have været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, allerede da Tiltalte opgav sit Forsæt at dræbe det, antages at have været bragt i en Tilstand, der, om den end ikke kan ansees for den direkte Dødsaarsag, dog maa antages i væsentlig Grad at have medvirket til Dødens Indtræden, men denne Erklæring hviler paa den Forudsætning, at Arrestantindens Forklaring om, at Barnet, som meldt, har i 2 à 3 Dage været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, er rigtig, og vel er der nu ikke fremkommet Oplysninger, som kunne give særlig Anledning til at antage, at Arrestantinden skulde ville paalyve sig en saadan Forbrydelse, men paa den anden Side er det, efter hvad der af Arrestantindens fraskilte Mand og hans Moder er forklaret om Barnets Tilstand, Intet til Hinder for at antage, at dets Død er fremkaldt paa naturlig Maade, og der er, efter disse Forklaringer og efter hvað Arrestantindens fraskilte Mands Fader har forklaret, Føie til at antage, at Barnet ikke har manglet al Føde eller Næring i den Tid, i, hvilken Arrestantinden efter sin seneste Forklaring vil have unddraget det al Næring. Ligesom derfor Barnets Død ikke kan give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, saaledes er der eiheller iøvrigt i de fremkomne Oplysninger Data tilstede, der positivt bestyrke Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og naar ved Siden heraf tages Hensyn til, at Arrestantinden, efter først under sit Ophold i Straffeanstalten at have angivet sig skyldig i denne Forbrydelse, men uden at der foreligger nogen Oplysning om, at hendes Tilstand paa den Tid har været saaledes, at den kunde give nogen videre Formodning for Angivelsens Nigtighed, har, da Undersøgelse mod hende først efter 1 Aars Forløb i den Anledning blev indledet, tilbagekaldt Angivelsen og benægtet dens Rigtighed, og derpaa først efter længere Tids Arrest og gjentagen Fremstilling for Forhør har afgivet Forklaring om at være skyldig, men under denne senere Afhøring har afgivet en i flere ikke uvæsentlige Enkeltheder fra hendes første Tilstaaelse afvigende Forklaring, uden at disse Afvigelser synes naturligen at kunne forklares ved, som hun i saa Henseende har udsagt, at den, der i Straffeanstalten modtog hendes Tilstaaelse, har misforstaaet hende, samt det derhos tages i Betragtning, at det efter de under Sagen foreliggende Oplysninger om Arrestantindens Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, er lidet sandsynligt, at hun har gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed, som den hende her under Sagen paasigtede, findes det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet skille det ommeldte Barn ved Livet og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, for fulde, og hun maa derfor, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed, blive at frifinde for Actors Tiltale i nærværende Sag, idet hun dog efter Sagens Omstændigheder maa være pligtig at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser."

(Højesteretstidende nr. 36, Mandag den 7. februar 1868)