Barnemord. Den 30te Juni d. A. bemærkede to Personer, der passerede Kirsebærgangen, at der ude i Stadsgraven udfor St. Pederstrædes Mølle flød et Barnelig, som skjønnedes at være i en forraadnet Tilstand. De gjorde Anmeldelse herom til Politiet, der besørgede Liget bragt til Almindeligt Hospital, hvor der blev foretaget en legal Sektion af det, hvis Resultat bragte Lægerne til den Slutning, at Barnet havde været 2 Aar eller noget derover gammelt, og at det ca. 1 eller 2 Uger iforveien var kastet i Vandet som Lig, uden at det dog var muligt paa Grund af dets forraadnede Tilstand at iagttage noget Tegn paa Kvælning eller anden voldsom Dødsmetode. Da der var bundet et Tørklæde med 2½ Pd. Jord om Ligets Lænder for at tynge det md under Vandets Overflade, maatte det antages, at Barnet med Forsæt var kastet ud i Stadsgraven. Politiet satte sig derfor i Bevægelse for at finde den Skyldige, og det bragtes efter 10 Dages Forløb i Erfaring, at en svensk Pige, der formodedes at være Barnets Moder, var kommen i Tjeneste i "Skomagerkroen". Denne Pige, hvis Navn er Johanna Pedersdatter eller Pehrsson, blev nu anholdt og arresteret og afgav strax en aabenhjertig Tilstaaelse om, at hun var den Skyldige, idet hun den 24de Juni d. A. havde med Overlæg skilt sit den 7de November 1868 udenfor Ægteskab fødte Barn, Anne Sophie Pedersen, ved Livet. De nærmere Omstændigheder, hvorunder Forbrydelsen blev begaaet, ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden, der, som bemærket, er født i Sverige, efter Opgivende den 3die April 1843, altsaa 22 Aar gammel, ankom hertil Landet i Slutningen af April Maaned 1866 og tjente derefter forskjellige Steder paa Sjælland. I en af disse Tjenester blev hun besvangret af sin Kjæreste, en Tjenestekarl, der senere er udvandret til Amerika. Det ved denne Forbindelse avlede Barn anbragte hun efter dets Fødsel i Pleie, for Størstedelen paa egen Bekostning, hos Forskjellige, senest i Begyndelsen af afvigte Juni Maaned hos en Husmandskone i Landsbyen Ordrup under Leire Herred. Til denne Kone skulde Arrestantinden strax betale 2 Rd. for Barnets Pieie, og da hun ikke var i Besiddelse af dette Beløb, anmodede hun, efter hvad hun under Sagen har paastaaet, sin daværende Madmoder om et Forskud paa sin Løn, hvad denne dog vedblivende har benegtet. Da hun fik Afslag, gik hun til en Nabo. hvor det lykkedes hende at faa Pengene tillaans, men da hun kom tilbage, blev hun af Madmoderen bortvist af Tjenesten, fordi hun uden hendes Tilladelse var gaaet dette Ærende. I sin Fortvivlelse over denne Bortvisning, hvorved hun blev uden Erhverv og som Følge deraf ude af Stand til at betale for sit Barns Underhold, besluttede hun at dræbe Barnet for saaledes baade at befri sig selv fra en tung Byrde og Barnet sin fremtidige Savn af Livets Goder. For at undgaa Mistanke vilde hun udføre sit Forsæt her i Staden, og den 23de Juni hentede han derfor sit Barn hos den omtalte Husmandskone, for hvem hun foregav, at hun vilde sætte Barnet i Pleie hos sine Forældre i Sverige; hun kjørte tilligemed Barnet med en Bekjendt her til Staden, hvor hun ankom den næste Dags Morgen Kl. mellem 5 og 6. Umiddelbart efter Ankomsten begav hun sig op paa Volden og bemærkede fra den udenfor St. Pederstræde liggende Bastion, at der var Vand nedenfor Volden. Hun havde fra Begyndelsen af ikke tænkt paa, hvorledes hun skulde iværksætte sit Forehavende, og først paa Veien til Kjøbenhavn havde hun taget dette Moment under Overvejelse. Ved Synet af Vandet bestemte hun sig til at kvæle Barnet med Haanden og derefter kaste det ud i Vandet. Hun krøb derfor med Barnet, som hun stadig bar hos sig, ad Voldskrænten ned til Fæstningsgraven, hvor hun gav det en Bolle og noget Mælk, som hun havde havt med paa Reisen. Efterat det havde fortæret disse Fødemidler, lagde hun sin høire Haand paa Barnets Mund og Næse, hvilke hun trykkede saa tæt sammen, at Barnet umulig kunde drage Aande. I denne Stilling holdt hun Barnet i 2 til 3 Minuter, indtil det blev aldeles blaat i Ansigtet og lukkede Øinene uden senere at aabne dem, og da hun var fuldstændig overbevist om, at Barnet var dødt, afførte hun det nogle af dets Klæder, fyldte et Tørklæde, som det havde havt om Hovedet, med Jord og bandt dette Tørklæde om Laarene paa Barnet, hvorefter hun kostede Liget ud i Vandet, i hvilket det strax sank tilbunds. Efterat have fuldbragt denne Gjerning opholdt Arrestantinden sig her i Staden indtil Aften og tog da paany ud i Sjælland, hvor hun fik den omtalte Tjeneste i Skomagerkroen. Under Sagen har Arrestantinden, der overalt har erhvervet sig gode Vidnesbyrd, og som har holdt meget af sit Barn, og hvis Gjerning - for at bruge Defensors Ord - skyldes hendes ved de foreliggende fortvivlede Forhold for en Tid misledede Dømmekraft, udtalt, at hun oprigtig har angret sin Forbrydelse og ønsket, at den ikke var skeet, og skjøndt hun efter Udførelsen for ikke at vække Mistanke har maattet vise sig munter og glad, paastod hun dog, at hun siden hint Øieblik ikke har havt Ro i sit Hjerte. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden dømt efter Straffelovens § 190 til at straffes paa Livet.
(Dags-Telegraphen (København) 30. september 1870).
Højesteret stadfæstede dommen den 8. november 1870. Ved kongelig resolution af 26. november 1870 blev hun benådet med at hensættes til tugthusarbejde på livstid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar