Hjælp snart!

Hr. Udgiver!

Mandag den 3. maj om formiddagen bestilte jeg på renovationskontoret 3 læs skarn udført fra mit hus i Brogade på Christianshavn. Men endnu i dag, den 12. maj har ingen indfundet sig for at skille os ved vor overflødighed. Mine husbeboere klager over den stank som den samlede mængde forårsager, og truer mig med at ville føre mig den snustobak de nødes til at bruge, til regning. De har vel imidlertid taget til takke med at Knippelsbro er i nærheden og at deres trængsel der kan lindres. Men da det ikke altid er belejligt at gå ud i sådant ærinde, og nogle er af den mening at det lange ophold af den nødvendige udkørsel stammer fra mig som dog er aldeles uskyldig deri, beder jeg hr. udgiver at De vil anmode renovationskontoret at se i nåde til os, og lindre vore kvaler.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 312-313)

Adskillige Plager for Fodgængere i forestaaende Vinter, paa Veien til og fra Christianshavn.

Som bekendt er passagen langs Børsen og Nybørs til Knippelsbro altid meget befærdet. Man må vel vogte sig for vogne som her hele tiden krydser hverandre. Snavs er der altid mængde af, og en dårlig belysning har i endnu højere grad end andre steder i byen, været dette vejstykkes lod. Men i forestående vinter vil disse ubehageligheder blive fordoblet, og er det til dels allerede. Ikke alene gør Børsens langvarige reparation det umuligt at passere det eneste passable fortov på det lille stykke nær som nylig er blevet færdigt. Men de arme fodgængere har nu ikke engang den resurse at se nogle lygter anbragt på den modsatte side af vejen langs bolværket. På denne side hersker et uigennemtrængeligt egyptisk mærke som gør det umuligt for enhver der ikke er rask til fods, for gamle og svagsynede, for fruentimmer og børn, at passere dette fortov på grund af de der anbragte stenforhøjninger med tilhørende ringe, og undertiden skibstove med mere inventarium, for ikke at tale om faren for at styrte ned i slæbestederne hvilket kan have farlige stød og kontusioner til følge om de endog altid holdes lukkede. Anses gadernes belysning i almindelighed nødvendig, da er den dette vel i endnu langt højere grad på et sted hvor så mange ubehageligheder kan møde fodgængerne. Men det synes som om de ansvarlige ikke har villet vise denne gade samme rimelige opmærksomhed der er alle andre gader i staden forundt, nemlig at have belysning på begge sider. De er altså ikke vil risikere lemmer eller helbred, nødes til fra nr. 9 under Børsen indtil Nybørs at vade i dynd. Og et spørgsmål bliver det endda om de er fuldkommen sikrede. For træffer det i det samme at to eller flere vogne kommer ansættende på en gang, er det næppe i stand til at undgå dem, fordi de langt udstående bygningsstilladser, murstens- og grusbunker m.fl. materialer næsten gør enhver retirade umulig.

Man håber at de ansvarlige inden vinteren med sine bælgmørke aftener rykker frem, vil tage denne gade i alvorlig betragtning, og nogenlunde sørge for christianshavnernes og en mængde andre passerendes sundhed og bekvemmelighed. Med det samme ønskede man Brogade der ligesom Admiralgade højligt trænger til forbedring, også gunstigt betænkt med en reparation. Førstnævnte gade der nu har fået bedre lygter end de gamle søvnige, hvormed den øvrige stad for det meste nøjes, har derimod en så jammerlig brolægning fuld af dybe huller at lægerne må forbyde barselskoner at køre gennem den.

(Politivennen nr. 668, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 701-704)

Lumpen Behandling

"Loven er ærlig, men holden besværlig" lyder det gamle ordsprog. Og det må indsenderen af disse linjer desværre tilstå. Ikke desto mindre vil han dog offentliggøre en handling, muligvis ikke den eneste af sin slags, og ved intet mere passende sted end gennem dette blad at underrette publikum om hvorledes en temmelig alderstegen mands handlemåde mod undertegnede har været.

For noget over 3 år siden blev jeg ansat som ekstramand i de kongelige stalde. Efter i nogen tid at have været der, kommer sukkermøller Jens Høy som er i tjeneste hos S. T. hr. grosserer Christensen på Christianshavn, til mig og lover mig at han når jeg ville tage til ham, vil han lære mig at koge og hjælpe mig til enten efter hans død eller i tilfælde af alderdomssvaghed at afløse ham som sukkermester. Et sådant tilbud var ikke at foragte. Jeg forlod min tjeneste og tog til 1. november 1824 til ham. Imidlertid lærte jeg hvad der behøvedes for at forestå et sukkerraffinaderi. Men pludselig opsiger han mig, og jeg er nu med familie brødløs.

Som lægmand har jeg altid undset mig for at fremkomme med noget der publiceres offentligt. Men her forekommer det mig at være min pligt da jeg førhen har været i besiddelse af Jens Høys fortrolighed og er nu uden nogen som helst fra min side dertil given anledning hovedkulds afskediget.

Min æresfølelse er ved denne lejlighed blevet krænket. Og derfor må jeg spørge: Hvad er årsagen, hr. Høy til min afskedigelse fra hr. Christensens sukkerraffinaderi og har jeg ikke til rette tid været påpasselig i mine pligters udførelse? Har jeg nogen tid forsømt hvad der er blevet mig pålagt? Og endelig kan hr. Høy tillige med mine forhenværende medarbejdere i sukkerraffinaderiet beskylde mig for at have været hengiven til drik, dovenskab etc.? Når de 2 første spørgsmål besvares bekræftende og det sidste benægtende, da grib Dem, hr. Høy i Deres egen barm og tænk over hvor lumpent De har behandlet mig. En gråhærdet 69 årig olding burde ikke i sine med hensyn til alderen sidste levedage opføre sig således at han ikke uplettet vil forlade det jordiske, og måske ved en lille højst ubetydelig, kvindelig person lade sig forføres til en handling der er og altid vil blev ham bebrejdet som uværdig.

København den 22. august, 1827
Peder Pedersen Farsbølle

(Politivennen nr. 608. Løverdagen den 25de August 1827, s. 540-542).

Brogade 1 set fra Knippelsbro. Nedrevet 1906. På huset i baggrunden står der så vidt jeg kan se Charlys Sukker Vinhandel. Niels Ludvig Mariboes billedsamling. Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

En sukkermester var og er en person, der forestår (sukkerkogningen i) et sukkerkogeri, en sukkerfabrik. Kraks Vejviser angiver for året 1827 J. F. Høy, sukkermester. Christianshavns Brogade 17. Her må han have boet i lang tid, for Folketallet den 1. februar 1840 oplyser om en Jens Høy: Brogade (Langebrogade, ved Knippelsbro), gården nr. 17, anden Sal. Fødselsår 1759 (på tællingens tidspunkt altså 81 år, og på artiklens tidspunkt ca. 69 år). Enkemand. Sukkermester. Husstanden bestod af husjomfru Flemine Meyer (1789) og tjenestepige Christiane Sørensen. (1813). Begge ugifte. 

Brogade blev nedlagt 1938 og lå mellem nuværende Torvegade og Asiatisk Plads (der hvor udenrigsministeriet ligger). Tilsyneladende har skribenten været hos sukkermester Jens Høy 1824-27, hvorefter han er blevet fyret pga druk og dovenskab. Men han mener åbenbart at Jens Høy er blevet forledt af en kvinde til at gøre det. 

Ønske om en Politievagt paa Christianshavn

I denne tid da enhver veltænkende københavner må glæde sig ved den fortræffelige politiorden der hersker der, er Christianshavn næsten aldeles blottet for den aktive del af dette gode. Når der forekommer uordener, kan disse let vokse til en uheldig grad, inden man kan rekvirere det nødvendige politi fra Domhuset. Og her (hvor der dog er en samling af omkring 10.000 mennesker med samme slæder og samme anledninger som i den egentlige hovedstad) findes end ikke en politiassistent. For denne bor langt inden i København. Således skete der den 25. maj i Store Torvegade og den 26. maj i Brogade to virkelige partislagsmål mellem en del såkaldte flæskedragere og sjovere, som begge varede temmelig lang tid (i det mindste længe nok til at slå enkelte af deltagerne fordærvet) uden at der viste sig nogen autoriseret person til at oprette orden.

"Således skete der den 25. maj i Store Torvegade og den 26. maj i Brogade to virkelige partislagsmål mellem en del såkaldte flæskedragere og sjovere, som begge varede temmelig lang tid" (Store Torvegade var strækningen af nuværende Torvegade længst væk, efter torvet. Eget foto).

Det første slagsmål var rimeligvis aldrig kommet så vidt, og det andet som skal have været en følge af det første vel næppe eksisteret, dersom Christianshavn havde haft en art politivagt, hvor enhver rettænkende kunne anmelde en sådan opkommende uorden, og hvorfra politipersonalet var i stand til straks at gribe ind. En sådan indretning omtrent i midten af det fra København på en måde isolerede Christianshavn ville vist nok være meget ønskelig og meget hensigtsmæssig. Det dertil fornødne vagtlokale kunne her hvor der er så mange kongelige bygninger, vel næppe blive til betydelig bekostning for politikassen.

(Politivennen nr. 283. Løverdagen den 2den Juni 1821, s. 4561-4562).

Kudske-Barbarie.

Sidste onsdag den 21. dennes fik en bygherre i nr. 4 i Brogade på Christianshavn en del flensborgmursten tilkørt. De kom på 2 vogne efter hinanden, så at den bagerste måtte holde mens den forreste aflæssede. Da nu den bageste S. W. K. nr. 17 C skulle køre frem, kunne hestene ikke stå på grund af is og sne, hvorover de nu ikke kunne tage læsset. Men desuagtet vedblev kusken omtrent 1/4 time på en grusom måde at piske disse kreaturer i særdeleshed den fjermer. Anmelderen foreholdt ham at det var umenneskeligt således at behandle disse kreaturer, men han svarede at det var hans egne heste og vogn. Hvorvidt dette nu er mere tilladt en ejer end en kørekarl at mishandle kreaturerne, er mig uvist, imidlertid vil jeg ikke undlade at berøre sådant til vedkommendes nærmere omdømme.

(Politivennen nr. 269. Løverdagen den 24de Februarii 1821, s. 4337-4338)

Intet Broderskab i Trekort

(Indsendt)

For mange som har den tåbelighed eller grille at prøve deres lykke engang imellem i tallotteriet er det bekendt at hr. Offenburg har af kongelig nåde fået en tallotterikollektion, med tilladelse at indsamle om tirsdag morgen. Men hvor er denne kollektørs kontor? Det er en gåde. Indsenderen heraf sendte i torsdag morges sit bud hen i Pilestræde hvor han af en eller anden årsag troede denne kollektion var. Men hvad sker? Der svares: Her er det ikke, det er i Brogade på Christianshavn. Buddet er enfoldigt og lettroende nok til at gå derud og løber naturligvis til nar. Men træffer dog et menneskevæsen af en kollektør, og han - gros-butor! viser buddet op i Frederiksberggade. Buddet fandt heller ikke der hvad det søgte. Men da det var på vejen til Vesterbro, så gik det derud og fik de forlangte numre. På grund heraf vil man bede hr. Offenburg, for at spare de andre herrer kollektører den ulejlighed, at vise vejen, at bekendtgøre hvor hans kollektions kontor er.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 106-107)