Sendebrev fra en Borger. (Efterskrift til Politivennen)

På forunderlig vis fik Politivennens sidste udgiver, M. L. Nathanson en rolle at spille som angiver på nogle protester der skulle finde sted 22.-23. maj 1840. Som et eksempel på dette, her en artikel bragt den 23. maj 1840 i Kjøbenhavnsposten. I denne diskuteres en artikel fra Berlingske Tidende. Der er formentlig tale om den danske politiker og jurist Balthazar Christensen (1802-1882), redaktør af Fædrelandet 1839-41. 1840-43 sad han i Københavns Borgerrepræsentation og var fra 1841 medlem af Roskilde Stænder, hvor han blev talsmand for bønderne. Han blev senere medstifter af Bondevennernes Selskab.

Sendebrev fra en Borger

Red. har modtaget efterstaaende Skrivelse, som vi ikke have taget i Betænkning her at meddele Læserne, skjøndt samme indeholder flere Anskuelser, navnlig om den sidste Actionsordre mod Procurator Christensen, og de Ytringer af denne, der have givet Anledning dertil, som vi ikke kunne dele med Indsenderen:

"Naar man har paastaaet, at de liberale Blade kun ere Udtryk for en liden Clique af overspændte Folk, da har man vistnok gjort en høist urigtig Paastand. Jeg skal ikke sige, hvad jeg ikke veed, men det veed jeg, at jeg taler i de Allerflestes Navn, jeg kjender, naar jeg siger: Der er især med Hensyn til Form og Fremstilling Adskilligt, som vi ei billige; men de Anskuelser, som lede dem, ere ogsaa vore; den Retning, de i det Hele taget anvise, ere også den, hvoraf vi haabe en bedre Tilstand for vort Fædreland, og saalænge Regeringen ikke slaaer ind paa den Vei, maa vi holde os til Oppositionen. - See vi hen til Danmarks Fortid, da see vi, hvorledes det i Aarhundreder har sukket under en forholdsvis ussel Regering, først under Aristokratiets, dernæst under enevoldsregenterns, og Frederik den Store af Preussen har vistnok ikke havt Uret, naar han siger: Danmark maa være et velsignet Land, siden man har gjort sig al Umage for at ødelægge det og dog ikke formaaet det. Under Bernstorffs Ministerium indtraadte heri en mærkelig Forandring; men efter hans Død lykkedes det ikke Frederik 6 at faae Mænd ved sin Side, som lignede ham, og en lang Kjæde af nationale Ulykker havde deri en af sine Grundkilder; ligesom det samme var Aarsag til at de paafølgende Fredsaar ingenlunde ere benyttede, som man matte have ønsket og ventet det. Nu derimod have vi vovet at haabe paa en Gjenfødelse af vort elskede Fædreand; og desaarsag ønske og forlange vi en Regering, som omgiver sig med Nationens dygtigste og bedste Mænd, saa at den kan faae indsigt og Kraft til at fuldbringe reformværket. Og forsaavidt dette ikke kan skee og blev ved uden Constitutionelle Former, maa disse ogsaa høre til det, vi indstændigen ønske og paa alle lovlige Veie maae arbeide for. 

Men fremdeles forlange vi Trykkefrihed, som nødvendig for Landets Velfærd og et ædelt Folks Værdighed. Det var et af Enevoldsregeringens første Skridt, at den indførte Censur, som Regeringen fandt det i sin Interesse siden at vedligeholde indtil Struensees Tid, saa at der ikke turde ytres et Ord, som kunde være Hoffet eller detts Tjeneres Tjenere ubehageligt. Og hvo veed ikke hvor hemmende den har virket paa Litteraturen (man høre f. ex. Holberg, hvorledes hans Arbeider bleve plukkede), hvorledes den har standset Culturen og nedkuet Folkeaanden? Struensee gjorde Pressen fri; og Bernstorff vedligeholdt dens frihed i den Overbeviisning, at den ikke vilde skade en æde og klog Regering, en overbeviisning, hvis Rigtighed ogsaa erfaringen paa det klareste stadfæstede. Men neppe var denne store Mand død, før Pressen paa Grund af nogle Ubetydeligheder igjen blev lagt i Baand skjøndt det blev sagt, at Kongen yndede Trykkefriheden. Og disse Baand har Regeringen Gang efter Gang siden den Tid strammet, saa at der nu ikke tør skrives om Landets udvortes Forhold, saa at Cancelliet kan efter eget Godtbefindende løse og binde, saa at Skribenter trues med Tugthuset, saa at der paalægges Straf for Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed. Og skulde man nu troe, at man efter Alt dette kunde høre Ord som disse, at det beroer paa Pressen selv, om den skulde være fri eller ikke? Skulde man troe, at der kunde være Tale om flere Indskrænkninger? Vistnok maa det være Regeringen ubehageligt, naar Pressen ofte angriber den: men er Pressens frihed ikke en Velgjerning for Landet? er ikke dens Indskrænkning et Tab for Folket? Og er Regeringen til for Folkets Skyd eller Folket for Regeringens? Bør man, som en berømt Forfatter med Rette for nylig har sagt, hindre Brugen for at qvæle Misbrugen? Sandelig! ligesom Englænderne, i Erkjendelsen af Nationens Værdighed og den frie Presses velgjørende Indflydelse, hellere taale alle dens Misbrug end de ville finde sig i at det Mindste af dens Frihed bortgives, saaledes mener jeg at om end Pressen hos os var ti Gange værre, tør der aldrig være Tale om Indskrænkning. Man indvendte ikke, at der jo nu tør skrives meget frit og at Censor jo lader særdeles meget passere; thi dertil svare vi naturligviis: Ja men en saadan Maxime an forandres hvilket Øieblik det skal være, eftersom Vedkommende finder for godt, og det er ikke Naade vi vil, men Ret.

Men endnu mere gjør vi Fordring paa talefrihed. Bladene have gjort Allarmskrig over de Demonstrationer, der kunde synes at ville true den, og deri mener jeg, de have gjort Ret og været paa deres Post.

[Lettere forkortet her]

Og hvad er det da Procurator Christensen har sagt? Det er vel en Opfordring til Oprør og Blodsudgydelse, eller maaske store Fornærmelser mod Kongens Person eller deslige? nei, det er nogle Ord om en regeringshanding ... der characteriseredes skarpt og haardt; Andet er det dog ikke, hvorfor Regeringen greb til en saa usædvanlig og ængstende Forholdsregel. Hvad nu disse Ord i sig selv angaaer, da vi jeg ikke billige dem; men Graden af det Daddelværdige ved dem vi vist findes meget forskjellig bedømt af de forskjellige Mennesker. Den, som har været vant til at betragte Thronen og Alt hvad der udgaaer fra den, om ikke med Tilbedelse, saa dog med en Følelse, der meer eller mindre nærmer sig dertil, vil naturligviis finde disse Ord i høieste Grad oprørerende, og dette kan han naturligviis fremhæve med al den høitidelige Harme, han selv finder for godt [udeladt her]. Men fremfor Alle ville de for forbitres over Hr. Christensens Ord, som selv have havt Deel i de Loves Affattelse, han paaanker, og at de lægge sig ind under Konge, og ville, at han skulde være angreben i deres Person, er ikke at undre paa. Men de derimod, som finde de paaankede Trykkelove skadelige for det Almindelige og saarende for Folkets Værdighed, ville, om end langt fra billige Hr. Christensens Ord, dog see dem i et langt mildere lys, ja endog formene, at der er en Deel Rigtigt i dem. [Herefter citeres Berlingske Tidende for at støtte indgrebet mod Christensen, og der sluttes således:] Sagens Standpunkt (er) ikke den at Procurator Christensen er bleven sat under tiltale for de blot i hiint Selskab udtalte fornærmende Ord, men kun for de af ham selv gjennem Pressen gjentagne". Alt dette kan være godt nok, men hvoraf beviser Forfatteren os dette? og hvorledes vil han faae os til at antage en anonym Forfatter under Grosserer Nathansons Vinger for at være saa god som en officiel Statsautoritet? Jeg mener derfor nu som strax, at denne Actionsordre maa være meget foruroligende for Danmarks Indvaanere. Thi vel troe vi ikke, at det her nogensinde vil komme til et saadant Spionerisystem, som man har seet i andre Lande, men man maa dog være bekymret for at miste endog det mindste af den Smule Frihed, man har her, hvor der i Statsforfatningen ikke er garanteret os det Allermindste, men hvor vi med Personer og eiendom ere ganske afhængige af et andet Menneskes gode Villie. [Noget udeladt] Det samme sagde man om Frd. 27 Septbr. 1799, og man gjentog tidt nok: "Kongen under Trykkefriheden"; og dog har efterhaanden den ene Indskrænkning fulgt efter den anden. - Naar Forf. i den Berl. Tidende beraaber sig paa den særegne Tilfælde her, at Procurator Christensen gjentager skriftligt, hvad han mundtligt havde sagt, da mener jeg, at det kan siges at være i sin Orden, at Cancelliet lagde Sag an imod hine skrevne Udtryk; men jeg i det mindste forstaaer ikke, hvorfor dette skulde være en nødvendig Grund til at det ogsaa skulle actionere ham for det mundtlige; tvertimod synes mig, at dette netop her er en overflødig Forholdsregel, da man jo kan søge Straf over ham for det skriftlige. - Naar endelig Forf. roser Frederik den Sjettes ædle tænkemåde, at han ikke bekymrede sig om uoverlagte, ja selv ilde meente Ord, da forekommer dette mig ikke at være nogen Compliment for den nærværende Regering, der anlægger Actioner mod det mundtlige Ord.

(Kjøbenhavnsposten 23. maj 1840).

Skærpet Instrux for Censorerne af trykte Skrivter og Blade.

Det Kongelige Danske Kancelli har den 25. april udstedt og i Kollegialtidende for 27. i samme måned kundgjort følgende instruks for vedkommende embedsmænd til hvem censuren og tilsynet med trykte skrifter og blade er betroet:

"Da foruden anden misbrug af pressen, i den senere tid personlige angreb imod enkelt mand har taget mere og mere overhånd i de offentlige blade, i særdeleshed sådanne, hvis forfattere allerede er dømt for overtrædelsen af Trykkefriheds-Anordningerne, hvilket så meget mere bliver krænkende for de vedkommende, som den disse blade ifølge deraf afgivne påtegning "må trykkes" af menigmand kan anses som hjemmel for de i samme brugte udtryk, så har hans majestæt, for at sætte grænse for dette uvæsen, allernådigst befalet kancelliet at tilkendegive alle de embedsmænd, til hvem censuren og tilsynet med trykte skrifter og blade er betroet, at de, under den dem ved forordningen af 27. september 1799 § 28 pålagte ansvarlighed, på det nøjagtigste har at efterkomme, hvad nævnte forordning og øvrige anordninger har foreskrevet, med hensyn til den dem således betroede forretning. Hvad i særdeleshed angår den i ovennævnte forordnings § 20 påbudne censur over de skrifter og blade hvis forfattere er kendt skyldige i trykkefrihedens misbrug, da ligesom censor ingenlunde er indskrænket til at udslette det som er af den natur at det med vished kan forudses at måtte af domstolene erkendes for strafværdigt, men derimod er berettiget og pligtig til at udslette alt, hvad han selv finder at være utilbørligt, således bør han herved ikke blot tage hensyn til, hvad der kan være fornærmende eller skadeligt for det offentligt, men også tl hvad der kan krænkende eller fornærmende for private med borgere, så at intet tåles der bærer tydeligt præg af æresskænderi eller som kan skønnes, under allegori, ironi eller anden sådan indklædning at gå ud på  at udbrede krænkende beskyldninger mod nogen." 

(Politivennen nr. 905, Løverdagen den 4de Maii 1833, s.324-326) 

Redacteurens Anmærkning

Anordningen var en af enevældens reaktioner mod de demokratiske vinde som blæste i det øvrige Europa. I Holsten blev Uwe Jens Lornsen arresteret for at gøre opmærksom på det løfte Frederik 6. havde givet holstenerne i 1815 om en stænderforsamling. Desuden var der startet en halv snes nye blade. (Se fx Kjøbenhavnspostens omtale af Lornsen, 15. juni 1833, s. 464). 

Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.

Nogle Forholdsregler til Bedste for saarede Krigere, i tilkommende Slag.

Af skade bliver man klog. Dette ordsprog som dog nok mere rigtigt skal hedde: Af skade bliver man klogere, er så ydmygende ved første øjekast som trøstende og opmuntrende ved nærmere betragtning. Der er en nærmere anvendelse af den sandhed: at intet onde er uden gode følger! At være blevet klogere, at ved et fejltrin have fået midler i eje til ikke alene at undgå det samme, men måske mange andre nært beslægtede fejltrin i fremtiden, og at se enhver villig til at erkende midlernes rigtighed - dette er kostbare fordele som om de ikke ganske tilintetgør, dog storligt må lindre følelsen af den tilføjede skade. Den som vil fremtræde med en skønt klingende sætning at alt hvad Danmark i sin nys begyndte krig har vist i råd og død var idel visdom, mod, tapperhed, standhaftighed, den ville evig i vores første borgers og hans mænds øjne have brændemærket sin skamløse hoftunge. Den der turde nægte at disse egenskaber jo i en udmærket grad har hædret nationen og dens styrere, i dette vigtige tidspunkt, ville selv af den frækkeste pøbel blive stenet for sin frækhed.

I den forvisning at ingen kan kalde ham smigrer, i det håb at ingen vil nægte ham navn af god og patriotisk borger, tør udgiveren af disse blade tro at gøre nytte ved af de optegnelser han og andre gør (for ved krigens ende at bekendtgøres til det heles vel), efterhånden her at indrykke, i den beskedne frimodige tone som vores konge den 27. september 1799 anbefalede enhver patriot der ville opfylde hans ønske ved at bruge den givne skrivefrihed, de poster som omstændighederne under selve krigen tillader at omtale, derved uden at forråde statens ære.

De engelske blade har foruden så mange andre usandheder hvormed de blot kunne have til hensigt at skjule deres tab for den gode John Bull, også søgt i hele Europas øjne at vanære den danske regering og i synderlighed det danske admiralitet ved at påstå at vores forsvarsnummere ingen kirurger havde ombord. Det er her så bekendt at bevis var overflødigt, at admiralitetet havde forsynet dem med kirurger og at nogle større skibe endog havde flere end en. Og det lader sig ikke betvivle at jo kollegiet ved bekendtgørelser i alle fremmede tidender vil overbevise Eruopa om sådanne nederdrægttige rygter ugrund.

Om vi nogen tid atter skal se kamp med britten i møde, da tør vi vente os af det kollegium som råder vores tapre søværn, sådanne foranstaltninger, dem kun et slag, ligt det den anden april, et mandtab der endnu aldrig har haft mage, en blodsudgydelse, under hvilken den tapre dane har udholdt kampen, men måske næppe nogen anden nation ville have udholdt den - kunne forestille ham nødvendige.

Selv det mod der altid fremskinnede hvor danske sømænd slog, står tilbage mod det som vistes i Kongedybet. En ny og hidtil uhørt grad af krigens rædsler gør nye forholdsregler nødvendige derimod. Ikke en, ikke to, ikke tre kirurger ville forslå på skibe der bærer danske flag i kampen. Ikke forråd af instrumenter, af bandager osv. til få, til en halvdel, til trefjerdele af mandskabets hjælp, er nok på danske prøvestene. Vores søkrigeres foresatte har set deres helte udvise en som vores Fischer kalder, selv for danske ubegribelig tapperhed, og de ville gøre sårlægernes og apparaterne mængde fuldkommen forholdsmæssig dertil. Et ønske som ved denne lejlighed ikke kan andet end gøres er, at admiralitetet føjer anstalt til at kvæstede som søværts kommer til bys på både (måske det ikke var for meget,dertil at have egne både) kunne føres fra Toldboden til det så rigtigt ved vandet beliggende Søkvæsthus. Det behøves sikkert ikke at vedrøres hvor smerteligere det må være at gå, age eller bæres end at ros derhen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16 Maj 1801, s. 2548-2552)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen angives til at være skrevet af redaktør K. H. Seidelin.

Forestilling til Teaterbestyrelsen.

Trykkeforordningen af 27. september forrige år har forbudt ikke alene den herskende, men endog alle andre her tålte religioners forhånelse. Et forbud som gør lovgiveren sand ære og som er noget af det bedste i nævnte forordning. Der er ingen tvivl om at her også hvis tilfældet var, ville tåles et ceylonsk religionssamfund, da de med ostindensfarerne for nogle år siden hjemkomne malabarer uforstyrret fra regeringens side holdt deres religionsøvelse, og da vores regering i de senere tider har udmærket sig ved en prisværdig grad af tolerance. Hvad ville imidlertid en ceyloner sige om vores tolerance når han så balletten: Afguden på Ceylon, og havde vi ret til at harmes om han ved sin hjemkomst for at bruge gengældelsesret, søgte at latterliggøre os ved at bringe alterens sakramente eller noget andet af det frappanteste i vores udvortes gudstjeneste på det kejserlige ceylonske teater. Men uden endog at sætte et sådant eksempel som man kunne sige ville ikke indtræffe, tør man håbe at nævnte ballet ikke mere opføres når man blot gør bestyrelsen opmærksom på at et teater vel har ret til at revse latterligheder i enkelt mands karakter og handlemåde i en grands fordomme, men ikke det latterlige i en religion allermindst i en fremmed.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 95, den 15 Februar 1800, s 1515-1517) 

Redacteurens Anmærkning

"Afguden på Ceylon" (1788) var en komisk Ballet i 4 akter af den italienske solodanser, balletmester, koreograf og balletmester Vincenzo Galeotti (1733-1816), med musik af balletkomponist og kapelmester Claus Schall (1757-1835). På daværende tidspunkt var Galeottis virkelyst dalet så meget at direktionen omtalte ham som "en gammel mand, der let om kort tid kan blive aldeles umulig i tjenesten".

Erklæring i Anledning af trykkeforordningen af 27. september 99

I den overbevisning, at genfødslen af barbaris, volds og uansvarligheds sekler sikkert ville finde sted, hvis redelige, oplyste og nidkære sandhedselskere ophørte *) i skrifter at meddele deres lys og at afdrage ondskabens glimrende maske, finder jeg det nødvendigt at erklære: At Politivennen vedbliver at modtage enhver frimodig undersøgelse, enhver anke mod vold og undertrykkelse, enhver anmeldelse af forsømte pligter, enhver opdagelse af skadelig uorden, ethverts forslag til nyttig indretning, når samme er skrevne med tydelighed og anstændighed.

At handle anderledes ville være at misforstå forordningen om trykkefrihedens grænser, især dens indledning, 7. paragraf og 10. paragrafs 3. stykke.

*) Jeg skulle ikke have ytret denne frygt, hvis ikke en skribent af agtet navn i den sidste tid ganske havde henlagt pennen, og hvis ikke nogle af dette blads vakre, men anonyme medarbejdere havde frasagt sig al videre deltagelse.

K. H. Seidelin

(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1279-1280)

Om Frihedsstøtten.

P. M.
Ved at passere forbi Frihedsstøtten udenfor Vesterport, har jeg bemærket at der indenfor gitteret er begroet med høje borrer, kanuller og andet ukrudt. Foruden at dette ser slemt ud, vil disse planters rødder med tiden løsne og fordærve broen og ukrudtet vil skjule indskrifterne. Det var derfor at ønske at man nu og da lugede på dette sted. Gitteret behøver nok også at males for ikke for hastigt at ruste. Det var også godt om statuerne om vinteren blev dækket med et overtræk af groft klæde og beget sejldug ovenover. For den italienske marmor forvittrer i streng og langvarig frost, og uden sådan forsynlighed vil dette kunststykke ikke holde sig i mange år.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 75, den 28 September 1799, s 1198-1199)

Redacteurens Anmærkning

Frihedsstøtten på Vesterbrogade stod (og står) til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788. Kronprinsen havde nedlagt grundstenen 1792, og monumentet stod færdigt i september 1797. Det kan selvfølgelig være et tilfælde at den kun to år efter var ved at forfalde. Men det er påfaldende at artiklen er publiceret næsten på samme tidspunkt som Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799. Artiklen kan også ses som en besk kommentar til denne. 

Hvorledes hænger det sammen med Translatør Heibergs Mulkt af 200 Rdlr. i Aaret 1790 til almindelig Hospital?

Således spørger en mand der kunne være sindet engang at give noget til denne stiftelse. Heiberg siger jo i nr. 18 af Læsning for Publikum, at de 200 rigsdaler han blev idømt ved dom i sagen med Holmen 1790 til det Almindelige Hospital ikke findes anført i Pontoppidans Magazin. Har Pontoppidan blot glemt dette, hvorfor godtgør da ikke de det vedkommer, at mulkten virkelig er kommet hospitalet til gode? Det er besynderlig og viser liden agt for publikum når man efter at være opfordret således som i ovenmeldte nr. 18 af Løsning for Publikum rent tier stille. Hvad skal man tænke herom?

Da pengene er offentlige, kan man vel ikke fortænkes at man offentlig spørger herom, og måske det er ting man let kan blive oplyst om når kun de ansvarlige vil værdige publikum nogle ord til gensvar på samme. Jeg standser derfor og opsætter denne post i mit testamente, til at man har offentligt besvaret hr. Heibergs ytringer herom såvel i før nævnte blad, som også i et af ham før i notarialfejden udgivet skrift.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14 September 1799, s 1153-1154)

Redacteurens Anmærkning

Peter Andreas Heiberg var i 1785 blevet translatør for notarius publicus. Han begyndte sidst i 1780erne at publicere forskellige samfundskritiske skrifter og fik også bøder for fx ordene "Ordener hænger man på idioter". Bøderne var som skik var at betale til offentligt institutioner, gerne Almindelig Hospital. Artiklen er skrevet få måneder før Heibergs livslange landsforvisning juleaften 1799. Artiklen besvares af Pontoppidan i Politivennen. Hæfte 6, nr. 74, den 21 September 1799, s 1169-1171.