Af skade bliver man klog. Dette ordsprog som dog nok mere rigtigt skal hedde: Af skade bliver man klogere, er så ydmygende ved første øjekast som trøstende og opmuntrende ved nærmere betragtning. Der er en nærmere anvendelse af den sandhed: at intet onde er uden gode følger! At være blevet klogere, at ved et fejltrin have fået midler i eje til ikke alene at undgå det samme, men måske mange andre nært beslægtede fejltrin i fremtiden, og at se enhver villig til at erkende midlernes rigtighed - dette er kostbare fordele som om de ikke ganske tilintetgør, dog storligt må lindre følelsen af den tilføjede skade. Den som vil fremtræde med en skønt klingende sætning at alt hvad Danmark i sin nys begyndte krig har vist i råd og død var idel visdom, mod, tapperhed, standhaftighed, den ville evig i vores første borgers og hans mænds øjne have brændemærket sin skamløse hoftunge. Den der turde nægte at disse egenskaber jo i en udmærket grad har hædret nationen og dens styrere, i dette vigtige tidspunkt, ville selv af den frækkeste pøbel blive stenet for sin frækhed.
I den forvisning at ingen kan kalde ham smigrer, i det håb at ingen vil nægte ham navn af god og patriotisk borger, tør udgiveren af disse blade tro at gøre nytte ved af de optegnelser han og andre gør (for ved krigens ende at bekendtgøres til det heles vel), efterhånden her at indrykke, i den beskedne frimodige tone som vores konge den 27. september 1799 anbefalede enhver patriot der ville opfylde hans ønske ved at bruge den givne skrivefrihed, de poster som omstændighederne under selve krigen tillader at omtale, derved uden at forråde statens ære.
De engelske blade har foruden så mange andre usandheder hvormed de blot kunne have til hensigt at skjule deres tab for den gode John Bull, også søgt i hele Europas øjne at vanære den danske regering og i synderlighed det danske admiralitet ved at påstå at vores forsvarsnummere ingen kirurger havde ombord. Det er her så bekendt at bevis var overflødigt, at admiralitetet havde forsynet dem med kirurger og at nogle større skibe endog havde flere end en. Og det lader sig ikke betvivle at jo kollegiet ved bekendtgørelser i alle fremmede tidender vil overbevise Eruopa om sådanne nederdrægttige rygter ugrund.
Om vi nogen tid atter skal se kamp med britten i møde, da tør vi vente os af det kollegium som råder vores tapre søværn, sådanne foranstaltninger, dem kun et slag, ligt det den anden april, et mandtab der endnu aldrig har haft mage, en blodsudgydelse, under hvilken den tapre dane har udholdt kampen, men måske næppe nogen anden nation ville have udholdt den - kunne forestille ham nødvendige.
Selv det mod der altid fremskinnede hvor danske sømænd slog, står tilbage mod det som vistes i Kongedybet. En ny og hidtil uhørt grad af krigens rædsler gør nye forholdsregler nødvendige derimod. Ikke en, ikke to, ikke tre kirurger ville forslå på skibe der bærer danske flag i kampen. Ikke forråd af instrumenter, af bandager osv. til få, til en halvdel, til trefjerdele af mandskabets hjælp, er nok på danske prøvestene. Vores søkrigeres foresatte har set deres helte udvise en som vores Fischer kalder, selv for danske ubegribelig tapperhed, og de ville gøre sårlægernes og apparaterne mængde fuldkommen forholdsmæssig dertil. Et ønske som ved denne lejlighed ikke kan andet end gøres er, at admiralitetet føjer anstalt til at kvæstede som søværts kommer til bys på både (måske det ikke var for meget,dertil at have egne både) kunne føres fra Toldboden til det så rigtigt ved vandet beliggende Søkvæsthus. Det behøves sikkert ikke at vedrøres hvor smerteligere det må være at gå, age eller bæres end at ros derhen.
I den forvisning at ingen kan kalde ham smigrer, i det håb at ingen vil nægte ham navn af god og patriotisk borger, tør udgiveren af disse blade tro at gøre nytte ved af de optegnelser han og andre gør (for ved krigens ende at bekendtgøres til det heles vel), efterhånden her at indrykke, i den beskedne frimodige tone som vores konge den 27. september 1799 anbefalede enhver patriot der ville opfylde hans ønske ved at bruge den givne skrivefrihed, de poster som omstændighederne under selve krigen tillader at omtale, derved uden at forråde statens ære.
De engelske blade har foruden så mange andre usandheder hvormed de blot kunne have til hensigt at skjule deres tab for den gode John Bull, også søgt i hele Europas øjne at vanære den danske regering og i synderlighed det danske admiralitet ved at påstå at vores forsvarsnummere ingen kirurger havde ombord. Det er her så bekendt at bevis var overflødigt, at admiralitetet havde forsynet dem med kirurger og at nogle større skibe endog havde flere end en. Og det lader sig ikke betvivle at jo kollegiet ved bekendtgørelser i alle fremmede tidender vil overbevise Eruopa om sådanne nederdrægttige rygter ugrund.
Om vi nogen tid atter skal se kamp med britten i møde, da tør vi vente os af det kollegium som råder vores tapre søværn, sådanne foranstaltninger, dem kun et slag, ligt det den anden april, et mandtab der endnu aldrig har haft mage, en blodsudgydelse, under hvilken den tapre dane har udholdt kampen, men måske næppe nogen anden nation ville have udholdt den - kunne forestille ham nødvendige.
Selv det mod der altid fremskinnede hvor danske sømænd slog, står tilbage mod det som vistes i Kongedybet. En ny og hidtil uhørt grad af krigens rædsler gør nye forholdsregler nødvendige derimod. Ikke en, ikke to, ikke tre kirurger ville forslå på skibe der bærer danske flag i kampen. Ikke forråd af instrumenter, af bandager osv. til få, til en halvdel, til trefjerdele af mandskabets hjælp, er nok på danske prøvestene. Vores søkrigeres foresatte har set deres helte udvise en som vores Fischer kalder, selv for danske ubegribelig tapperhed, og de ville gøre sårlægernes og apparaterne mængde fuldkommen forholdsmæssig dertil. Et ønske som ved denne lejlighed ikke kan andet end gøres er, at admiralitetet føjer anstalt til at kvæstede som søværts kommer til bys på både (måske det ikke var for meget,dertil at have egne både) kunne føres fra Toldboden til det så rigtigt ved vandet beliggende Søkvæsthus. Det behøves sikkert ikke at vedrøres hvor smerteligere det må være at gå, age eller bæres end at ros derhen.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 160, 16 Maj 1801, s. 2548-2552)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar