Forestilling til Teaterbestyrelsen.

Trykkeforordningen af 27. september forrige år har forbudt ikke alene den herskende, men endog alle andre her tålte religioners forhånelse. Et forbud som gør lovgiveren sand ære og som er noget af det bedste i nævnte forordning. Der er ingen tvivl om at her også hvis tilfældet var, ville tåles et ceylonsk religionssamfund, da de med ostindensfarerne for nogle år siden hjemkomne malabarer uforstyrret fra regeringens side holdt deres religionsøvelse, og da vores regering i de senere tider har udmærket sig ved en prisværdig grad af tolerance. Hvad ville imidlertid en ceyloner sige om vores tolerance når han så balletten: Afguden på Ceylon, og havde vi ret til at harmes om han ved sin hjemkomst for at bruge gengældelsesret, søgte at latterliggøre os ved at bringe alterens sakramente eller noget andet af det frappanteste i vores udvortes gudstjeneste på det kejserlige ceylonske teater. Men uden endog at sætte et sådant eksempel som man kunne sige ville ikke indtræffe, tør man håbe at nævnte ballet ikke mere opføres når man blot gør bestyrelsen opmærksom på at et teater vel har ret til at revse latterligheder i enkelt mands karakter og handlemåde i en grands fordomme, men ikke det latterlige i en religion allermindst i en fremmed.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 95, den 15 Februar 1800, s 1515-1517) 

Redacteurens Anmærkning

"Afguden på Ceylon" (1788) var en komisk Ballet i 4 akter af den italienske solodanser, balletmester, koreograf og balletmester Vincenzo Galeotti (1733-1816), med musik af balletkomponist og kapelmester Claus Schall (1757-1835). På daværende tidspunkt var Galeottis virkelyst dalet så meget at direktionen omtalte ham som "en gammel mand, der let om kort tid kan blive aldeles umulig i tjenesten".