Trommesalen. (Efterskrift til Politivennen)

Trommesalen. Om den uheldige Plads, hvorpaa Trommesalen eller Kreatur-Torvet er beliggende, har der ofte været talt; men hvad Grunden end har været, dette Torv er endnu paa sit gamle Sted. Enhver som passerer der forbi nedad Kongeveien, vil indrømme mig, at det er med Fare for Liv og Lemmer at man kommer der, og det er en forunderlig Ligegyldighed, som vises mod de Passerende, ved at det tillades baade Prangere og deres Drenge i fuld Fiirspring at ride og kjøre over Kongeveien nedad Farimagsveien. Man skulde dog ikke opsætte Forlæggelsen af Torvet indtil der er skeet en Ulykke. Hvad der ogsaa gjør denne Flytning ønskelig er, at Dyreplageriet, som her drives paa et mindre befærdet Sted, ikke blev saa synligt; tilladet og drevet for Alles Øine, maa det have en uheldig Indflydelse paa Moraliteten. - Der er jo heller ikke Mangel paa Plads, da Communen mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro eier en Strækning Jord, hvoraf et Stykke fortrinligt vilde egne sig til dette Brug. - Da jeg nu er kommen paa Vesterbro, maa jeg med det Samme tillade mig at gjøre Vedkommende opmærksom paa, at Grøvterne ved Glaciholm, ved Begyndelsen af Farimagsveien og lands Kjærlighedsstien er i en sørgelig Tilstand, nogle Steder stinkende og næsten overalt ikke lig Grøvter, men tilfældige Fordybninger. Det er et sørgeligt Vidnesbyrd om vort Veivæsens Virksomhed i den Retning, naar en saadan Uorden kan finde Sted umiddelbart ved Byen og saa kort efter at en skrækkelig Epidemi har anrettet sine Ødelæggelser; men det er da sandt, under denne var Tilstanden som nu. Man maa haabe, at en offentlig Paatale vil foraardage en Bedring. -

Ved denne Leilighed maa jeg gjøre en Bemærkning om den Jordstrækning mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro. Dette Terrain er lavt og fugtigt og bestaaer væsentlig af Opfyldning af al Slags Renovation. Naar nu Tilladelsen til at bebygge dette Terrain bliver given, og jeg tvivler ikke paa, at Krigsministeren vil komme til at opgive sin FOrtolkning af Loven 6te Januar 1852, saa vil Communen formodentlig afhænde det til Bebyggelse. Dette maa jeg ansee for en stor Ulykke for Kjøbenhavns Sundhedstilstand, da Erfaringen vel har viist, at en suur Grund giver en usund Byggeplads. Jeg antager derfor, at det vilde være til det Almindeliges Bedste, om dette Terrain blev afhændet med den Betingelse, at det maatte kun afbenyttes til Haver eller andet Brug, som ikke fordrede mange Bygninger. Hvad der allerede er Eiendom maatte naturligviis være udenfor denne Bestemmelse, da Eierne have kjøbt under Forudsætning af at kunne benytte deres Jordsmon som tjener dem bedst. Hvis der anlagdes Hauger, vilde det bidrage til Byens Forskjønnelse, et Hensyn, som altfor lidt hidtil er taget og som har gjort sit til at give Kjøbenhavn sit kjedsommelige Udseende. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1854. 2. udgave).

Et nyt Anlæg ved Vesterbro.

Til megen moro og behagelighed for de mange spadserende har besidderen af det jordstykke der mod nord grænser til Gammel Kongevej og mod øst til Trommesalen, anlagt en dyrehave. Han har nemlig sløjfet det levende hegn der før fandtes om jordstykket, og omgivet det med et lavt stakit for at ingen skal være udelagtig i at beskue de naturskønheder det frembyder. Med uhyre bekostning har han ladet tilføre jord og derved dannet flere høje og dale. Romantisk præsenterer en flok firbende dyr sig med deres idylliske hyrde. Skønnest når de er på den højde at de langt rager ud over det lave gærde. Malerisk har kunstneren ladet enkelte træer blive stående. I sig selv pittoresk forhøjes indtrykket derved at hyrden har prydet dem med en mængde vajende flag til ære for forbigående. 

Meningerne er dog efter hvad berettes delte om dette etablissement. Nogle bliver stødt over at havens dyr er svin, at hyrden er en svinedriver, flagene klude. Andre kan ikke fordrage en lugt der allerede skal være vidt udbredt. Men I kortsynede, betænk dog at man hele året igennem har dette livlige skuespil at se på! Når al naturen ligger i dvale, arbejder havens dyr med hyrden i spidsen ufortrødent i den nyopførte opfyldning og deler venskabeligt udbyttet. Mens alt andet er søvn og død, ser vi her et billede på rastløs arbejde og flid. Og dette vil I tale imod! "Mit hus er mit slot" kan hyrden desuden sige som manden i forsamlingen (for stakittet er bygget på skrå udad som palisader) "og jeg tåler ingen indsigelser, hverken af genboer og folk der har fine næser eller af nogen øvrighed med overdreven lugte- eller skønhedssans." 

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 347-348)

Dyr Logis uden Kost.

Onsdag den 13. maj fik jeg tilsendt fra min søn der har etableret sig i Slimminge Kro 6 unge grise. Så uventet, kær og velkommen denne gave var mig, blev glæden dog forbitret ved følgende tilfælde:

Grisene kom til min bopæl om eftermiddagen ved Gisegårds karl som havde holdt dem i god stand, hvorfor jeg betalte ham 1 rigsbankdaler hvormed han var vel fornøjet. Men om natten derpå går de ud af gården og ned af broen hvor vægteren stødte på dem og drev dem ind på Trommelsalen hos hr,. kaptajn Stauning. Om morgenen kom vægteren til mig på Gråbrødretorv og fremlyste grisene, hvorfor jeg gav ham 20 rigsbankskilling, hvormed han var tilfreds, men lod mig vide at jeg straks måtte sende bud efter grisene da han ellers fik en irettesættelse fordi han ikke havde drevet dem til materialgården. Jeg sendte derfor straks min gårdskarl til Stauning, men han kom tilbage med uforrettet sag, det vil sige uden grisene, og forklarede at Stauning havde forlangt 4 mark for at have huset dem, men dog ville lade sig fornøje med 2 mark. Stauning havde endelig sagt ham: Du hender 2 mark, så står der 6e grise. Min karl er troskyldig nok, henter pengene og bringer dem derud, men får dog ikke grisene udleveret. Jeg nødtes derfor til at lade hr. Stauning indkalde for politiet hvor han i lørdags vedtog straks at udlevere grisene. Men ved udleveringen var en af dem død og de fem andre i højst mådelig tilstand, hvilket er let begribeligt da de i så lang tid aldeles intet havde fået til livets ophold. Havde hr. Stauning haft nogen følelse for de pligter man skylder dyrene, da havde han ikke undladt at give dem nogen føde, især da han vel vidste at jeg kunne erstatte ham samme, lige såvel som jeg kunne betale for deres ophold i hans indelukker. Jeg tror at burde bekendtgøre dette, dels for at gøre andre opmærksomme på at det ikke vil være rådeligt at overlade deres kreaturers forplejning til Trommelsalens ejer, dels for muligvis at bevæge denne til en mere barmhjertig fremfærd mod kreaturerne i fremtiden.

Vesterbro den 17. maj 1835.
J. C. Schmeltzer, slagtermester.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 339-341)

Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?

Besvarelsen heraf imødeses af

Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer".

I Politivennens sidste nummer har en anonym personage fundet sig foranlediget til at agere advokat for Trommesalens ejer hr. kaptajn Stauning, og det på en måde der i lige grad vækker latter og forundring.

Vi vil følge hans grundløse passiar skridt for skridt og på hvert sted tilføje hvad vi har at bemærke.

Således finder vi da 1) at Trommesalen er et ved privilegier autoriseret akseltorv. I denne anledning kunne vi ønske at se de påberåbte privilegier og at få kundskab om af hvem de er givet og i hvilket år.

Når det nu 2) bemærkes at dette akseltorv er under opsigt af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, da kan vi aldeles intet have imod denne lovtale. Især hvis hr. kaptajn Stauning selv måtte finde den velbehagelig. Men vi vil derfor just ikke frakende ejerne af de andre i stykket nævnte stader - om sig selv sømmer det sig her ikke at tale - de hr. kaptajnen tillagte fuldkommenheder.

For det 3) bemærker sammenskriveren at det der (nemlig på Trommesalen) ingenlunde kan ventes at stjålne kreaturer falbydes, hvilket derimod har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Denne bemærkning er så grundfalsk og i enhver henseende så enfoldig og tåbelig at man næppe skulle have kunnet tænke sig den fremsat prent. For for det første fremlyser det jo af sig selv at stjålne varer lige såvel kunne falbydes og sælges i Trommesalen som på ethvert andet sted, hvilket desuden let kan godtgøres ved eksempler. Og for det andet måtte hr. kaptajn Stauning være - hvad han dog nok ikke er - alvidende for at kunne bestemme hvilke kreaturer der er stjålne og hvilke der ikke er.

Forfatteren udlader sig endvidere 4) om at den handel der drives udenfor Trommesalen formentlig må kunne henregnes to forprang, og følgeligt er lovstridigt, samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer som har privilegium på akseltorv og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger.

Her må vi forudskikke den bemærkning at de nævnte steders besiddere og beboere er privilegerede gæstgivere og er som følge deraf fuldkommen berettigede til at herbergere prangere og at indstalde kreaturer disse måtte medbringe, til hvilke sidste de også har bekostet ligeså gode og bekvemme indretninger som på Trommesalen. Ja hvad mere er, dette er netop en af deres vigtigste indtægtskilder. At prangerne når der indfinder sig købere, sælger deres kreaturer hos os, i stedet for at bringe dem på Trommesalen, er vist nok lige så tilladeligt som uskadeligt handel der har været drevet fra Arilds tid, og vi er derfor ikke i stand til at indse hvad der har bragt sammenskriveren så slemt i harnisk mod os, med mindre han muligvis skulle høre blandt dem der jævnligt deltager i lidkøbsdrikkerierne på Trommesalen. For da er det jo begribeligt ok at han havde kunnet vente sig en klækkeligere slurk hvis de hos os solgte kreaturer var blevet solgt der.

Al hans passiar om formentlig forprang, lovstridig adfærd og prædujicere for Trommesalens ejer håber man derfor enhver vil betragte for hvad det er, nemlig grundløst snak.
Har hr. kaptajn Stauning imidlertid udelukkende privilegium på akseltorv, da finder vi det mest rigtigt at han indstævner alle efter hans mening uberettigede og lader dem undgælde efter anordningerne. Derved ville man jo få vished om sagen. Men som sagt, vi gad gerne se dette privilegium exclusivum.

Til slut og for det 5) søger forfatteren at kaste en fornærmelig skygge på den nævnte steders besiddere ved at betitle den handle der drives hos dem "smughandel" og ved at udlade sig om "tyvekoster der let kunne underbringes".

Hertil svares at de handler der afsluttes hos os, aldeles ikke går for sig i smug, hvortil et gæstgiversted og så synes at være meget dårligt skikket. Men at der derimod handles offentligt for alle og enhver og hvad udtrykket "tyvekoster" betræffer, da er hverken ejerne eller lejerne af de udpegede steder vidende eller overbeviste om at der der handles med tyvekoster. Hvorimod det let kan bevises at stjålne varer er falbudte og solgt på Trommesalen og kunne vi derhos forsikre forfatteren om at enhver af de udpegede er håndfast nok for i fornødent fald at kunne pågribe og fastholde selv de temmelig stærke og øvede tyveknægte.

Til slut kunne vi ikke tilbageholde vores forundring over at Muusfeldts, Snidstrups og gæstgiver Schmidts steder samt nr. 8, 12 og 15 på Vesterbro hvor der dog drives en langt større handel end på nogen af de udpegede steder, har undgået forfatterens forskende (?) øje.

For øvrigt ønsker vi ret gerne at forfatteren ville behage at navngive sig, da vi derved undgik hvad vi gerne ville undgå at ulejlige bladets udgiver med at opgive hans navn.

(Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439).

Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer.

Trommesalen på Vesterbro er et akseltorv som er autoriseret ved privilegier. Og fordi det er under specielt tilsyn af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, nemlig ejeren hr. kaptajn Stauning, ved man at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt, hvilket har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Skønt det ved anmelderen dog med bestemthed at der drives handel med stude, køer, tyre, buller, kalve og lam i Slotskroen, Sorte Hest, Blå Stud, Grønne Hest og i gården nr. 35 på Vesterbro hvor en pranger bor. 

En sådan handel må formentlig kunne henregnes til forprang og er følgelig lovstridig samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer, som har privilegium på akseltorv, og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger og bekvemmeligheder. Derfor tør man vente af det årvågne politi der altid søger at afhjælpe enhver uorden, at sådan ulovlig handel på førnævnte steder i fremtiden under en klækkelig mulkt forbydes. Dertil kan anmelderen i øvrigt ikke undlade at gøre opmærksom på at akseltorvet hvor slagterlaugets interessenter og andre søger at slutte handel om kreaturer da enhver ved at hensigten der ikke forfejles. Og følgelig bør den nævnte smughandel hvorved tyvekoster let kan underbringes, ikke længere finde sted.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 421-422).

"Trommesalen på Vesterbro er et Axeltorv som er autoriseret ved privilegier. Man ved at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt."(N. B. Krossing: Trommesalen, mellem 1795 og 1854. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439.

I folketællingen fra 1855 optræder flere Stauning'er: Cordt Nielsen Stauning (f. 1791), slagtermester, husfar. Født Vesterbro. I 1855 boede han i Borgergade 113. Ifølge hjemmesiden Dengang købte han en Strelows ejendomme i 1823. Familien boede og virkede på stedet i flere årtier. 

Endvidere optræder i denne folketælling Johannes Knud Stauning. (f. 1787). Vesterbro, Gammel Kongevej 3&4. Gæstgiver, husfar. Han havde tre sønner: Niels Peter Stauning (f. 1814), Johannes Knud Stauning (f. 1821) og Christian Wilhelm Stauning (f. 1830).

I et katalog fra Bruun Rasmussen optræder 4 medlemmer af Stauning-familien: Slagtermester og kaptajn Chr. Stauning, hans søn slagtermester og værtshusholder på Trommesalen Johs. Knob Stauning og hans søn, Chr. Wilhelm Stauning. Formentlig er der tale om en trykfejl, idet Knob skal være Knud.

3. august 1833 blev der igen klaget over Stauning i Politivennen nr. 918.

Slem Stank ved Trommesalen.

Hvorvidt det er passende at der i det kongelige konsumtionskontors port der vender ud mod indgangen til Trommesalen findes et slagteri etableret, skal her ikke omtales, men kun at der uden for samme findes en mængde blodvand og andet slagteraffald der ikke har noget afløb og giver på varme dage en ubehagelig og usund stank fra sig. Endog i grøften på begge sider af alleen spores disse stankydende urenligheder. Det ville derfor være ønskeligt om vedkommende ville sørge for at disse urenligheder henledtes til steder hvor ingen besværedes af damme.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9681-9682)

Et Blik til Trommesalen paa Vesterbro.

Det er vist nok en meget priselig foranstaltning at hestetrommesalen hvor det nu skal holdes, synes i dens nuværende forfatning at være ubekvemt dertil. For den ligger ligesom i en fordybning, så at den ved mindste regn sjældent eller aldrig er tør, er en umulighed at betræde den uden at gå i dynd hel midt op på benene. Den der ikke har været øjenvidne til hvorledes mennesker og kreaturer bliver tilrakkede ved at betræde stedet, kan ikke gøre sig noget begreb herom. Vel er det kun for det meste mennesker af den lavere klasse som her har forretning eller ærinde, men selv disse bør man ikke forlange skal vade i dette dybe ælte hvorved deres måske for dem dyre klæder og fodtøj ødelægges og deres sundhed svækkes. Det er derfor nødvendigt at stedet opfyldes og ordentlig belægges så at det kan blive tilgængeligt for enhver der enten vil sælge eller købe på nævnte torv. Udgiften hertil vil ikke blive betydelig. Men om man skulle finde at stadens kasse ikke kunne bære den, da kunne pålægges en lille afgift af de mange ligekøb som ved enhver handel gives og fortæres på stedet og den fornødne sum ville snart blive tilvejebragt.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3243-3244)

Overfald på Vesterbro

(Indsendt)

Forleden lørdag den 15. november i middagsstunden lod en grundejer fra Nørrebro en del kvæg bringe til salg på det ugentlige heste- og kvægmarked, som nu holdes ved den såkaldte Trommesal uden for Vesterport. Mens han var der uden på mindste måde at fornærme nogen og holdt tilsyn med sine kreaturer blev han påtrængende fornærmet af en slagtersvend fra Nørrebro, først med ord og siden med skub. Da han mærkede at denne karl var ude på klammeri, sagde han: "Jeg mærker nok at jeg ikke må få fred her, og vil derfor overlade Dem pladsen!". Og derpå gik han væk. 

Men nu forfulgtes han ind i huset af slagtersvenden med hvem en vognmand fra Nørrebro og nogle andre forenede sig. Og her overfaldt disse karle ham voldeligt med slag i hovedet og kastede ham til jorden med den ytring: At dette var betaling for optagelsen af deres løse kreaturer. Den overfaldne kom endelig op igen og veg tilbage i køkkenet hvorhen voldsmændene forfulgte ham for at begynde igen. Imidlertid tog værtinden og pigen samt 2 til 3 tilstedeværende den overfaldnes parti (hvorfor de herved takkes på det hjerteligste!). Og således slap han bort fra disse morderiske mennesker der ellers efter deres niddingsværk at dømme ville have slået ham fordærvet.

Det siger sig selv at han ikke alene for sin egen skyld, men også for sine medborgeres sikkerheds skyld vil forfølge disse udådsmænd på det strengeste med lov og ret. Og i den henseende anmodes herved enhver retsindig og for sin egen og andres sikkerhed, for fred, lemmer og liv, årvågen af de mange tilstedeværende (iblandt hvilke den overfaldne som nyligt har bosat sig i nærheden af hovedstaden kun kendte få), at melde sig som vidner til det forefaldne hos beboeren på 1. sal til højre i Rosenborggade nr. 212 i København. 

Det er overflødigt at tilføje at enhver duelig og påpasselig jordbruger der ikke vil se frugterne af sine bestræbelser for et bedre avlsbrug tilintetgjort ved uduelige og skødesløse naboers slendrian, må søge sit nødværge i den for ikke længe siden allernådigst kundgjorte velgørende forordning om markfred. Men for at sætte disse niddingers ufærd i det rette lys  bør det bemærkes at den overfaldne endog have vist sig særdeles skånsom mod dem. Da han nemlig blot havde fordret ufredsbøderne for at få fremtidig markfred (den han havde pålagt sine tjenestefolk at påse mod at de fik opbringerpengene), så havde han dels ladet de optagne kreaturer udlevere mod mindre end de halve bøder, og dels hvad slagtersvenden angår ikke fordret de svære voldsbøder som denne havde pådraget sig ved med magt at føre det optagne kvæg ud af optagerens hus. 

I anledning af denne anmeldelse der fornemmelig sigter til at vække en større opmærksomhed for den vigtigste genstand i det borgerlige samfund, nemlig den personlige sikkerhed, vover indsenderen at ytre det ønske til vores årvågne og nid 

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1641-1643, side 1644-1645 mangler)

Redacteurens Anmærkning

Trommesalen var Københavns kvægtorv 1671-1879. På den måde blev borgerne forhindret i at købe lam og kreaturer og slagte dem uden at betale afgift. Navnet kommer af at der var en der slog på tromme når det åbnede. Efter 1879 overtog slagtehallerne ved Halmtorvet denne funktion. 

Markfredsordningerne gik ud på at kreaturer skulle bevogtes så de ikke trængte ind på marker. Lovgivningen var klart på agerbrugernes side imod kreaturerholdere. Siden udskiftningen var sagen blevet et privat anliggende, og ordningen var just blevet reguleret den 9. juli 1817. Hvis et kreatur trængte ind p en mark var ejeren i sin gode ret til at skyde dyret eller i bedste fald fodre det indtil ejeren kunne afhente det. Ejeren skulle så betale en slags bøde, eller optagelsespenge for kreaturets underhold.

Grundejeren fra Nørrebro havde altså fulgt loven om markfred og konfiskeret kreaturerne og havde ret til mindst at få optagelsespenge. Hvad slagtersvenden, vognmanden og andre der sympatiserede med kreaturejerne åbenbart ikke havde til hensigt, men mente en dragt prygl var mere passende.

Lov om mark- og vejfred eksisterer stadig og nogenlunde uændret i forhold til på Politivennens tid.

Bøn til det udenbys Politi

Man ville ønske at det udenbys politi ville anbefale Farimagsvej fra Vesterbro, om forbi Trommesalen og St. Jørgens Sø, indhegnet med et stakit til begge sider. Farligheden af en uindhegnet vej på den bratte brinke af en sø, og af de dybe grøfter på den anden side ved haverne og ved Trommesadlen er indlysende nok, så meget desto mere som det for ikke længe siden bekendtgjordes at en mand var omkommet i grøften ved Trommesalen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934)