Om Landnings Broen ved Toldboden for Dampskibene.

Denne bro har haft mange genvordigheder før den kom til nogen bestemmelse. Der blev bygget en bro da storfyrsten kom på vor grund for få år siden. Den nye som nu skal bygges, skulle koste over 80.000 Ridsbankdaler. Da enhver har frihed til at sige sin mening om alt opfindeligt, skal jeg tillade mig at fremsætte et nyt forslag. Når man byggede eller lod slå en 5 til 6 alen bred bro fra krumningen på Langelinje straks indenfor Jernporten, ud til Rødepæl og lod gå to arme eller 2 halvmåner så at 2 dampskibe kunne lægge til på en gang, eller også måtte man da bygge et hus lig karantænehuset så at når der kom et dampskib, kunne 2 toldbetjente gå derhen og en passkriver. Der har man alt. Inde kunne en skildvagt være nok. Ved en kejsers eller konges ankomst bruger man kun 2 a 3 det øjeblik.

Broen behøver ikke at være af pommersk træ, for storm med svær is fra østen har vi ikke, og storm fra vesten gør dem ingen skade. De herrer kommunemænd og høje vedkommende kunne allerbedst lade den slå og opføre ved offentlig licitation Jeg har set en lang bro i Jylland hvor Vesterhavet bruser op. Dens piller var af bøgetræ, ligesom det var vokset i skoven. På de runde pæle kan de jernbånd som vi kalder dem, ikke få fat, og de piller kunne let fås i Frederiksdals Skov eller i Dyrehaven. Jeg har som landmand købt sådanne træer i Frederiksdal og Ordrup Skov på roden for 5, 6 a 7 Ridsdaler hvor jeg fik mange favne brænde af stammen. Man kunne også bruge bøgeplanker i stedet for fyr, ligesom i Jylland. Der er ikke så mange favne fra krumningen på Langelinje ud til Rødepæl - så når vi brugte det træ der vokser her til lands, fik man en god bro for 10 til 20.000 rigsdaler. Det blev en selvfølge at dampskibene med heste, vogne, stude og alt kom frem ad denne bro. Man skulle kun engang begynde at tænke på at føde og klæde os, og bruge hvad landets jorde kan frembringe, når dette skete som vel vil vare længe før det danske follk elsker denne herlige mode, og får den først begyndt ligesom vores naborige Sverige eller England, da skulle vi se, hvor vi danske ville blive stolte af det, og de ville kalde os, som vi nu har levet, for uoplyste folk.

NB. Vore efterkommere, når man skriver det 19de århundrede.

En mand af økonomien.

Anmærkning. Broen i Jylland ved Vesterhavet kørte vor højsalige kong Frederik 6. over, året efter at den var bygget, og da stod han af og tog den i øjesyn, og var vel tilfreds med den. Broen var bygget af landets egne skove og frembringelser.

(Politievennen nr. 1508, Fredagen den 22 November 1844, s. 751-753)

Det er omtrent her skribenten gerne ville have anlagt en landgangsbro. På daværende tidspunkt gik der en bro tværs over havneindløbet (Bomløbet) til Nyhavns Hovedvagt. En bom kunne åbnes for ind- og udgående skibe, men altså ikke dampskibe, som måtte liigge på reden og have passagerer og fragtgods sejlet ud i små både.

Varsko paa Veien til Frederikssund.

På landevejen der går fra København til Frederikssund, er lige ved landsbyen Stenløse en bro hvoraf nogle alen på hver side er styrtet sammen. I en mørk nat kan det let hænde at den som er uvidende om denne bros brøstfældighed, kan køre for meget til en af siderne og således styrte ned med heste og vogn. Nævnte bro er også i midten begyndt at synke så det er at formode at når engang en svært læsset vogn kører derover, vil den muligvis ganske styrte ned. Underligt skulle det være om de ansvarlige var uvidende om broens brøst, da vejbetjentene flere gange om året befarer broen.

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 554-555)

"Lige ved landsbyen Stenløse en bro hvoraf nogle alen på hver side er styrtet sammen." (Der er ikke meget af landsbyen Stenløse tilbage, men der er dog Melchiors enkesæde fra 1802, opført til præsteenker og deres børn.)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid gik landevejen ad Søsumvej, så der er formentlig tale om Spangebro.

Uorden uden for Vesterport.

(Efter indsendt).

På Gammel Kongevej er en bro mellem Schønheiders og kattuntrykkeriet der helt mangler rækværk.

Rimeligheden i at denne bro burde forsynes med et sådant sikkerhedsmiddel ligger ligefrem i den sandhed at enhver bro bør på siderne være således forsvaret med rækværk at ikke engang kreaturer, langt mindre mennesker, kan stedes i nogen fare. Og endnu tilbørligere er det at anvende denne sætning på den her omtalte bro da den er for en landevej, og endnu mindre for en landevej nær en hovedstad, særdeles smal. 

(Politivennen nr. 467, 4. april 1807, s.7421-7422)

Farlighed ved Rækværkerne på vore Broer

(Efter indsendt)

Først i denne uge faldt et omtrent 8 år gammelt barn ved at glide med foden ud mellem jernstængerne på midten af den såkaldte stenbro på Christianshavn. Der var ingen båd til stede. Og hun var uvægerligt druknet, hvis ikke en rask lille matrosdreng på omkring 12 år, havde sprunget ud og reddet hende med fare for sit eget liv, da hun allerede lå bevidstløs på bunden. Indsenderen heraf håber, at denne strålende dreng får belønning af vedkommende, som uddeler præmier for sådanne handlinger, Lige så sikkert håber han at det bevæger den eller de som er betroet opsyn over broerne i almindelighed, til at forsyne de jernrækværker der er på samme, med tværstænger, som gør et lignende tilfælde umuligt for fremtiden. 

Udateret billede fra tidsskriftet Før og Nu, 1915, Ovengaden Ovenvandet fra Børnehusbroen til Snorrebroen. Måske var det sådan en stenbro med tilhørende dårlige rækværk der her er tale om.

På de såkaldte vindebroer er foruden det omtalte farlige rækværk endnu en farlighed. Der er nemlig en åbning i midten mellem begge klappens rækværker. Den sluttes ved en krog, der befæster disse, men efter skibe er sejlet under er trængselen i almindelighed så stor, at de først længe efter kan befæstes af vægteren, og let kan et voksent menneske og endnu mere et barn skubbes herud og ned i den stride strøm, hvor redning er vanskelig, hvis ikke umulig. Man tror at jernrækværkerne på brofløjene kunne være således afpassede, at når broen var nede, skulle de slutte samme ligesom fløjene selv.

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6076-6078)

Om Københavns Broer

Det har allerede stået flere gange i dette blad at selv om staden København fortjener en høj plads blandt Europas store stæder for sine smukke og velholdte borgerhuse, så er byen dårligt udstyret med offentlige bygninger. Dens kirker er, på nær et par tålelige, bygninger som næppe fortjener plads i den mest usle lille købstad. Men broerne er af alle offentlige bygninger i København de værste. Den har 1) ikke broer nok, og 2) bortset fra en ikke en eneste bro som er værd at se.

København har inden for sine volde kun 10 færdselsbroer. De 6 forbinder Slotsholmen med København og Christianshavn. To, nemlig Langebro og Bommens Bro er fæstningsværksbroer og altså kun delvis færdselsbroer. De to øvrige forbinder Christianshavns yderste og inderste dele.

De broer, som København savner - og det er synd og skam at den gør, er 1) en tværs over Nyhavns Kanal. 2) en fra Nyhavn over til Christianshavn. 3) en  bredere og altid åben bro i stedet for Langebro.

Broer som ikke uomgængeligt vil savnes, men som det dog ville være nyttigt at have, i en belejringstid måske endog til største frelse, er: 1) en bro fra Bremerholm over til Børsen. 2) endnu en bro til forbindelse af Christianshavn. 3) en fire gang så bred bro på det sted hvor nu  Knippelsbro er. 4) en bro fra byen over til Slotsholm omtrent hvor Knabrostræde ender.

Ingen af Københavns broer har den rette bredde. Ikke engang den såkaldte Marmorbro. De andre er alle anlagt da byen kun havde halvt så mange indbyggere, og deres senere ombygninger udkastede uden hensyn til nødvendigheden af en fri og uhindret samfærdsel er i en stor stad. Den fremmede som ser vores broer, trækker på skulderen, og ynkes over vores brobyggere.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 305, 25. februar 1804, s. 4856-4858)

Bøn til den eller dem som have over Broerne at befale.

(Efter indsendt).

De stakkels heste som i denne frost skal passere over Prinsens Bro, er meget at beklage da broen er så glat at der daglig falder mange og forslår sig ynkeligt, hvorved endog mennesker let kan komme til skade. At slå lægter på broen, er vel vanskeligt i frostvejr, og tillige en ubehagelig kørsel for dem der er svage, og skal passere en så lang bro da de bliver meget forstødte i vognen. Og jeg tror at en frugtsommelig kone kunne ved en sådan lejlighed komme galt afsted.

For at afhjælpe denne betydelige fejl, foreslår jeg at belægge broen på midten hvor kørslen er, med frisk hestemøg i et tyndt lag der da straks fryser fast, og gør passabelt for heste og vogne. Men ved førset tøvejr måtte samme straks fejes samme og køres bort. Man vil vel indvende herimod at det ville koste at føre møg på broen, men jeg er overbevist om at om vedkommende ville bede staldmester og oberhofmarskal Hauch om at lade staldfolkene fra kuskestalden, en morgen i sådant vejr lægge det udbærende møg fra stalden på broen, i stedet for på møddingen, ville han vist ikke afslå en så nyttig begæring.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3908-3909)

Til Amtmanden over Hirschholms Amt.

Ålekistebroen, en fjerdingvej fra Hørsholm, mellem det og oberførster Klasens, er i den allerskændigste forfatning, og fordrer den hastigste forbedring. 

Denne vej er tillige sådan at man selv om sommeren kan brække vognen itu der. Om forår og efterår er den ganske ufremkommelig. Det går så vidt at omboerne må ønske frost ligesom i Norge eller Rusland for at kunne færdes ad denne vej.

Da byfogden fra Frederiksborg engang om ugen hele året igennem må køre herad til tinget, så fejler det ikke at han jo mange gange må have klaget derover.

Man håber at hr. amtmanden selv, for at overbevise sig, vil køre ad denne vej, og over Ålekistebroen da det ikke kan fejle at han jo giver de fornødne ordrer.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2713-2714)

Højere Rekværk paa Broerne over Stadsgravene og i Staden selv.

I dag så man på Vesterbro (formodentlig også på de andre, men anmelderen var selv kun der øjenvidne), at mange mennesker var i den største fare ved at arbejde sig over fortifikationsbroerne i den med en sjælden voldsomhed rasende storm. Vogne væltede om, hølæs holdtes med møje fra at styrte over jernværket ned i graven, og fodgængerne måtte for ikke at kastes ud af vinden, hænge sig fast på rækværket af alle kræfter, eller holde sig fast ved de sig gennem arbejdende vogne og slæder, og derved udsætte sig for at blive klemt fordærvet ved stakitportene. Ved Holmensbro skal også være sket et par ulykkestilfælde. Det er klart at al sådan fare var forebygget, hvis rækværkerne var højere, omtrent af en mandshøjde. Denne bekostning synes menneskers sikkerhed med rette at kunne kræve, om endog sådan en storm ikke indtraf mere end en gang om året.

En anden mangel ved disse jerngelændere er at de er alt for åbne for neden. Det er ikke sjældent at får og svin er faldet ned i graven gennem de nederste åbninger i trængsel. Også for børns fare må man grue ved det blotte syn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2313-2314)