Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?

Besvarelsen heraf imødeses af

Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

Om Forprang med Levnetsmidler.

Så vidt vides eksisterer der et lovbud som forbyder al forsalg med levnedsmidler, og derimod udtrykkeligt befaler at alt skal sælges på akseltorv. En bedrøvelig erfaring har imidlertid overbevist almenheden om at dette velgørende lovbud ikke overholdes, idet man næsten dagligt har lejlighed til at erfare at såvel handelsberettigede som andre i gæstgivergårdene opkøber hvad de kan overkomme. Denne handel drives især tidligt om morgenen på torvedagene og ikke sjældent aftnerne forud. Det har til følge at kun lidt kommer på torvet til stor skade for stadens samtlige indbyggere. Men især for kælderbeboere som bor på Gammeltorv og Nytorv og som er berettiget til at købe på torvet for atter at kunne forsyne de familier der ikke har lejlighed til at indfinde sig der til almindelig torvetid. At kælderbeboerne som en følge af denne uskik vanskeligt kan svare de påbudne skatter og afgifter, betale deres husleje og underholde deres ofte talrige familie, er vist nok let at indse, og man håber derfor  at der vil træffes de til dette uvæsens standsning fornødne forholdsregler.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 609-610)

Redacteurens Anmærkning

Akseltorv har ikke noget med nutidens Axeltorv at gøre. På Politivennens tid var det heller ikke et torv opkaldt efter mandsnavnet Axel, men hed sådan fordi bønderne her kunne sælge varerne direkte fra hestetrukne vogne (med hjul og vognaksler). Da disse fyldte ret meget, var akseltorv byens største torv. 

Svar paa det i sidste Numer indrykkede Stykke: "Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer".

I Politivennens sidste nummer har en anonym personage fundet sig foranlediget til at agere advokat for Trommesalens ejer hr. kaptajn Stauning, og det på en måde der i lige grad vækker latter og forundring.

Vi vil følge hans grundløse passiar skridt for skridt og på hvert sted tilføje hvad vi har at bemærke.

Således finder vi da 1) at Trommesalen er et ved privilegier autoriseret akseltorv. I denne anledning kunne vi ønske at se de påberåbte privilegier og at få kundskab om af hvem de er givet og i hvilket år.

Når det nu 2) bemærkes at dette akseltorv er under opsigt af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, da kan vi aldeles intet have imod denne lovtale. Især hvis hr. kaptajn Stauning selv måtte finde den velbehagelig. Men vi vil derfor just ikke frakende ejerne af de andre i stykket nævnte stader - om sig selv sømmer det sig her ikke at tale - de hr. kaptajnen tillagte fuldkommenheder.

For det 3) bemærker sammenskriveren at det der (nemlig på Trommesalen) ingenlunde kan ventes at stjålne kreaturer falbydes, hvilket derimod har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Denne bemærkning er så grundfalsk og i enhver henseende så enfoldig og tåbelig at man næppe skulle have kunnet tænke sig den fremsat prent. For for det første fremlyser det jo af sig selv at stjålne varer lige såvel kunne falbydes og sælges i Trommesalen som på ethvert andet sted, hvilket desuden let kan godtgøres ved eksempler. Og for det andet måtte hr. kaptajn Stauning være - hvad han dog nok ikke er - alvidende for at kunne bestemme hvilke kreaturer der er stjålne og hvilke der ikke er.

Forfatteren udlader sig endvidere 4) om at den handel der drives udenfor Trommesalen formentlig må kunne henregnes to forprang, og følgeligt er lovstridigt, samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer som har privilegium på akseltorv og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger.

Her må vi forudskikke den bemærkning at de nævnte steders besiddere og beboere er privilegerede gæstgivere og er som følge deraf fuldkommen berettigede til at herbergere prangere og at indstalde kreaturer disse måtte medbringe, til hvilke sidste de også har bekostet ligeså gode og bekvemme indretninger som på Trommesalen. Ja hvad mere er, dette er netop en af deres vigtigste indtægtskilder. At prangerne når der indfinder sig købere, sælger deres kreaturer hos os, i stedet for at bringe dem på Trommesalen, er vist nok lige så tilladeligt som uskadeligt handel der har været drevet fra Arilds tid, og vi er derfor ikke i stand til at indse hvad der har bragt sammenskriveren så slemt i harnisk mod os, med mindre han muligvis skulle høre blandt dem der jævnligt deltager i lidkøbsdrikkerierne på Trommesalen. For da er det jo begribeligt ok at han havde kunnet vente sig en klækkeligere slurk hvis de hos os solgte kreaturer var blevet solgt der.

Al hans passiar om formentlig forprang, lovstridig adfærd og prædujicere for Trommesalens ejer håber man derfor enhver vil betragte for hvad det er, nemlig grundløst snak.
Har hr. kaptajn Stauning imidlertid udelukkende privilegium på akseltorv, da finder vi det mest rigtigt at han indstævner alle efter hans mening uberettigede og lader dem undgælde efter anordningerne. Derved ville man jo få vished om sagen. Men som sagt, vi gad gerne se dette privilegium exclusivum.

Til slut og for det 5) søger forfatteren at kaste en fornærmelig skygge på den nævnte steders besiddere ved at betitle den handle der drives hos dem "smughandel" og ved at udlade sig om "tyvekoster der let kunne underbringes".

Hertil svares at de handler der afsluttes hos os, aldeles ikke går for sig i smug, hvortil et gæstgiversted og så synes at være meget dårligt skikket. Men at der derimod handles offentligt for alle og enhver og hvad udtrykket "tyvekoster" betræffer, da er hverken ejerne eller lejerne af de udpegede steder vidende eller overbeviste om at der der handles med tyvekoster. Hvorimod det let kan bevises at stjålne varer er falbudte og solgt på Trommesalen og kunne vi derhos forsikre forfatteren om at enhver af de udpegede er håndfast nok for i fornødent fald at kunne pågribe og fastholde selv de temmelig stærke og øvede tyveknægte.

Til slut kunne vi ikke tilbageholde vores forundring over at Muusfeldts, Snidstrups og gæstgiver Schmidts steder samt nr. 8, 12 og 15 på Vesterbro hvor der dog drives en langt større handel end på nogen af de udpegede steder, har undgået forfatterens forskende (?) øje.

For øvrigt ønsker vi ret gerne at forfatteren ville behage at navngive sig, da vi derved undgik hvad vi gerne ville undgå at ulejlige bladets udgiver med at opgive hans navn.

(Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439).

Aldeles uberettigede Handelssteder med Creaturer.

Trommesalen på Vesterbro er et akseltorv som er autoriseret ved privilegier. Og fordi det er under specielt tilsyn af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, nemlig ejeren hr. kaptajn Stauning, ved man at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt, hvilket har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Skønt det ved anmelderen dog med bestemthed at der drives handel med stude, køer, tyre, buller, kalve og lam i Slotskroen, Sorte Hest, Blå Stud, Grønne Hest og i gården nr. 35 på Vesterbro hvor en pranger bor. 

En sådan handel må formentlig kunne henregnes til forprang og er følgelig lovstridig samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer, som har privilegium på akseltorv, og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger og bekvemmeligheder. Derfor tør man vente af det årvågne politi der altid søger at afhjælpe enhver uorden, at sådan ulovlig handel på førnævnte steder i fremtiden under en klækkelig mulkt forbydes. Dertil kan anmelderen i øvrigt ikke undlade at gøre opmærksom på at akseltorvet hvor slagterlaugets interessenter og andre søger at slutte handel om kreaturer da enhver ved at hensigten der ikke forfejles. Og følgelig bør den nævnte smughandel hvorved tyvekoster let kan underbringes, ikke længere finde sted.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 421-422).

"Trommesalen på Vesterbro er et Axeltorv som er autoriseret ved privilegier. Man ved at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt."(N. B. Krossing: Trommesalen, mellem 1795 og 1854. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439.

I folketællingen fra 1855 optræder flere Stauning'er: Cordt Nielsen Stauning (f. 1791), slagtermester, husfar. Født Vesterbro. I 1855 boede han i Borgergade 113. Ifølge hjemmesiden Dengang købte han en Strelows ejendomme i 1823. Familien boede og virkede på stedet i flere årtier. 

Endvidere optræder i denne folketælling Johannes Knud Stauning. (f. 1787). Vesterbro, Gammel Kongevej 3&4. Gæstgiver, husfar. Han havde tre sønner: Niels Peter Stauning (f. 1814), Johannes Knud Stauning (f. 1821) og Christian Wilhelm Stauning (f. 1830).

I et katalog fra Bruun Rasmussen optræder 4 medlemmer af Stauning-familien: Slagtermester og kaptajn Chr. Stauning, hans søn slagtermester og værtshusholder på Trommesalen Johs. Knob Stauning og hans søn, Chr. Wilhelm Stauning. Formentlig er der tale om en trykfejl, idet Knob skal være Knud.

3. august 1833 blev der igen klaget over Stauning i Politivennen nr. 918.

Uorden paa Axeltorvet.

(Indsendt)

Det er ethvert menneske her i staden bekendt at vor virksomme og for alment vel omhyggelige politidirektør i forrige år har ladet bekendtgøre at ingen uberettiget må opholde sig på torvet. Men desuagtet ser man dog for nuværende tid hele torvet vrimle af sådanne folk. Når en bonde kommer kørende til torvet, skulle en fremmed som så det, tro at bonden førtes i triumf eller at der var hungersnød i staden, for en tolv til seksten af disse herrer omringer og bestiger vognene, river alt hvad der findes på samme til sig, og kaster det imellem hianden. Findes der nu gode gæs, godt smør eller flæsk, forbliver de stående ved vognen, og holder hver på sit stykke, så at det er umuligt for enhver anden borger eller embedsmand eller disses kone eller pige at komme til vognen, sålænge disse herrer finder det for godt at handle med bonden, eller rettere sagt, at sejpine ham. Men er varerne ikke gode eller bonden ikke vil lade sig afprutte, forlader de alle som en mand valpladsen med de ord: "Lad dem nu have det, det kan være godt nok for dem", og posterer sig nu for at modtage en anden tilkommende vogn på samme måde. Et bevis på at omtalte herrer er uberettigede til en sådan fremfærd, er at adskillige af dem er blevet anset mulkt, for at have haft gæs til salg i deres forstuer.

At det ikke går stort bedre med kornvarer uden undtagelse og at forprang eksisterer, ikke alene på selv torvet, men også i de tilstødende gader, ja endog udenfor porten, skønt det er strengt forbudt, er bekendt. nok.

Anmelderen vover derfor den bøn at den oven nævnte forordning som forbyder uberettigede at indfinde sig på torvet for at foretage opkøb inden bestemte klokkeslæt, måtte offentliggøres på ny. At torvemesteren strengt ville opfylde sine pligter er jeg overbevist om, da hans embedsforretninger lettes ham ved to politibetjente og to vægtere der er givet ham til assistence.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 703-705)

Om stående Dagdrivere på Hjørner og Torve

(Indsendt)

Ikke for længe siden havde man den store fornøjelse at læse en politiplakat som forbyder enhver soldat eller andre karle at opholde sig på Axeltorv. Men derimod befaler disse at opholde sig ved de tilstødende hjørner. Enhver retsindet borger glædede sig inderligt over denne så nødvendige og velmente forordning. Men dersom ikke en sådan gavnlig forordning bliver efterkommet på det strengeste, burde vedkommende indskærpes dertil, da man for nuværende tid ser adskillige soldater og matroser, samt en hel flok lediggængere i et omfang som aldrig før er set opholde sig på sådanne steder. De er endog så dristige når en borger i sine lovlige forretninger vil bede dem om at gøre plads, at påberåbe sig plakaten om fortovsretten, og man har endog hørt dem svare at hverken han, borgeren, eller politidirektøren havde noget at befale over dem. Det var derfor at ønske at sådanne folk blev indskærpet strengt at overholde god orden på torvet, eller at efterkomme den ovennævnte forordnings velmente hensigt.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 58-59)