Danmarksmonumentet. (Efterskrift til Politivennen)

Danmarksmonumentet.

Det er alt nu længe siden, Kunstmusæet aabnede sine Porte, og det er vel det meste af et Aar siden, det store Danmarksmonument, som pranger paa Pladsen foran dets Portal, rejstes paa sin brede Sokkel.

Omhyggeligt indhyllet i graat Sækkelærred anbragtes den mægtige Broncegruppe foran Musæet, og man ventede Maaned efter Maaned paa, at den højtidelige Afsløring skulde finde Sted.

Man ventede stadig forgjæves, og Ingen forstod, hvorfor man ikke maatte faa Kunstværket at se. Der begyndte at danne sig den Opfattelse, at det vistnok var faldet mindre heldigt ud, at det havde Skavanker, som man nødig vilde aabenbare; derfor skød man stadig Tidspunktet for Afsløringen ud.

Naturligvis kunde Kunstneren, som havde formet Monumentet. Billedhugger Hasselriis, ikke være tjent med, at en saadan Opfattelse fik Tid at fæstne sig, og han anmodede derfor meget indtrængende Komitéen, hvis Førstemand er Kammerherre Meldahl, om snarest at lade Afsløringen finde Sted. Men han fik efter Forlydende kun undvigende Svar.

Atter gik lang Tid hen. og nu hed det sig, at kun den Omstændighed, at Billedhugger Hasselriis nu var i Udlandet, var Aarsagen til, at man maatte vente med Afsløringen. Da Hr. Hasselriis hørte dette, rejste han strax til Kjøbenhavn. Det var i Fjor Efteraar.

Men saa var det saa uheldigt, at Kammerherre Meldahl skulde foretage en Udenlandsrejse, og naturligvis var ogsaa hans Nærværelse nødvendig!

Nu er der igjen gaaet mere end et halvt Aar, og Kjøbenhavnernes Undren over den i Sæk og Aske bestandig indhyllede Gjenstand foran Musæet har været i stadig Stigen. Nu og da har Blæsten revet Flænger i Sækkelærredet, som indhyller Monumentet, - her tittede et bistert Løvehoved frem, hist fik man Lejlighed til at beundre en Løves lumsk logrende Hale, en anden Gang strakte selve Danmarksskikkelsen Haanden lige som manende frem gjennem Dækket. Men hurtigt blev baade Hale, Hoved og Haand atter omhyggeligt skjult.

Efterhaanden vænnede de lattermilde Kjøbenhavnere sig til at se paa denne evigt indhyllede Statue som paa en humoristisk Apparition, og nu i de sidste Dage er et Par Blade begyndt at sige Vittigheder om den eller fremkomme med direkte Spørgsmaal om, hvorfor Afsløringen bestandig udsættes.

Endelig i Forgaars Aftes kom der en officiel Meddelelse om, at Afsløringen nu vil finde Sted i den kommende Uge. 

Hvorfor man da har tøvet saa længe? Hvad den egentlige Aarsag hertil er? Skulde der gives fyldestgjørende Svar paa dette Spørgsmaal, vilde det vistnok blive nødvendigt at foretage visse "Privatlivs"-Afsløringer, som maaske vilde være en Smule malplacerede i et Øjeblik, hvor de rette Vedkommende netop har besluttet sig til - Afsløringen af Monumentet.

Brieux

(Slagelse-Posten 22. maj 1897).

Danmarksmonumentet som det fremstår i dag i Østre Anlæg. Som det ses er det om sommeren godt pakket ind i træer og trækroner. Hvilket også var et ønske fra flere sider at det blev. "Moder Danmark" på toppen er tydeligt inspireret af Elisabeth Jerichau Baumanns billede fra 1851. Ikke den eneste gang dette er sket. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Parade for Danmark!

En Afsløringsfest - og en skandale.

"Dyb Hengivenhed og sand Kærlighed rejste dette Mindesmærke i Anledning af Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllup den 26. Maj 1892."

Lad os sige det straks.

"Monument-Komiteens Forretningsudvalg" har ikke Ære af den Afsløringsfest, der foretoges i Gaar Middags i Anledning af, at Tæppet faldt fra Hasselriis's store Monument, "Danmark", der nu, utilsløret, rejser sig frit paa Pladsen foran det ny Kunstgalleri ved Sølvgadens Kaserne.

Maaske er det ikke Forretningsudvalgets Skyld.

Maaske det Altsammen falder tilbage paa den ene Mand, hvis Gerninger i denne Sag har været saa omdisputerede - Kammerherre Meldahl. - Maaske?

Hvad man kunde have ventet af denne Fest, var da allermindst dette: at en Mand af Komiteen havde rejst sig og holdt en Tale til den store Forsamling, hvori han havde skildret Tanken med dette Monument saavelsom dets Historie, og at derefter Sløret var faldet.

Hvad der skete, var dette: at en stor Forsamling af alle Rangklasser trommedes sammen en god halv Time før "Festen"s Begyndelse, og at "Festen" saa kom til at bestaa deri, at Kammerherre Meldal, rent privatim, overrakte Kongen og Dronningen en Adresse - hvorefter Sløret faldt ... og "Festen" var forbi.

En mærkeligere "Fest" har vi aldrig overværet.

Her Referatet.

Foran Kunstmusæet.

El langt Telt, i hvilket der er indrettet Loger, er bygget paa Pladsen foran Monumentet.

Der er ingen synlig Dekorering. Kun nogle Flagstanger hist og her, med Flag, der lystig smælder i den friske Blæst.

Omkring den indhegnede Plads har allerede ved Ettiden en stor Menneskemængde samlet sig. Mest Damer. Ventetiden er lang og streng. Varmen er slem, og Solen staar glødende ned over de Tusinder os Hoveder.

Henad Halvtotlden begynder de indbudte Skarer at komme.

Men, at opregne alle disse Honoratiores - det er næppe værd. De er der Allesammen.

Overpræsident Klein,

Byen Københavns øverste Repræsentant, er en af de først Ankomne. Vi bemærker, at han har faaet en meget afsides Plads - endog længere borte fra de Kongeliges Pladser, end - Referenterne. Hvorfor? 

Hr. Klein bliver forfærdet, da han hører, at han skal vente over en halv Time, inden de Kongelige kommer.

- "Er det ikke forræderisk"; udbryder han, "at vi jages herud Kl. 1½, naar det først begynder Kl. 2?"

Hvorpaa han sætter sig og lader Solen bage sit ærværdige Ansigt ...

En efter En, 

til Fods eller i Ekvipage, ankommer nu alle de sine Herrer og Damer: Sorte Kjoler, hvide Sltps, gyldne Uniformer, vajende Fjerbuske.

- - "Der er jo Konseilspræsident Ralli!" hører vi En udbryde ved Siden af os. - Vi ser nysgærrtgt frem, men opdager, at Sidemanden kun er vittig - det er Restavratør Kehlet med Frue, der kører over Pladsen for at søge en beskeden Plads bag Indhegningen. Hr. Kehlet har virkelig en svag Lighed med den græske Konsejlspræsident.

Medens alle de sine Folk ankommer, morer Tilskuerne sig kosteligt over Professor Henrik Schmidt, der udfolder kæmpemæssige Anstrengelser for at jage to smaa Hunde bort fra Pladsen. De gøer ad Professoren. Uro. Endelig faar han dem væk. Stærkt Bifald.

Ministrene

møder alle som En - undtagen Landbrugsminister Hage. Udenrigsminister Ravn gør mest Lykke. Han ler over hele Ansigtet, da han træder ind i de udenlandske Diplomaters Loge og forsøger sig i del franske Sprog, hvilket sikkert mislykkes.

Kultusminister Sthyr er i Præstekjole. - Skal han tale? spørge. Folk. - Gud fri os!

Men, Rigsdagsmændene?

Vi er forbavsede over, at vi ikke ser nogen Rigsdagsmand - med Undtagelse af Formændene, d'Herrer Høgsbro og Matzen. Er det en Demonstration fra Lovgivernes Side? - Nej. Vi erfarer, at Komiteen, der har indbudt i Flok og Flæng en ugudelig Masse Mennesker, ikke har inviteret Rigsdagens Medlemmer. - Hvem veed? Kammerherre Meldahl synes maaske ikke om Rigsdagsmænd.

Endelig, - 

Kl. 9 ankommer den første kongelige Bogn med Kronprinsen, Kronprinsessen, Print Christian og Prinsesse Ingeborg. Musik og Hurra.

I næste Vogn kommer Prins Harald og Prinsesse Thyra. - Hverken Musik eller Hurra.

Konseilspræsident Hørring underholder sig meget længe med Kronprinsessen. 

Der er Tid til det. Det varer endnu længe, inden Kongen kommer. I Mellemtiden kommer Estrup og Kongens Kabinetssekretær, Rosenstand, i samme Vogn. Estrup ser meget gammel og meget svag ud. - Har det virkelig kunnet tage saa stærkt paa ham at vælte Reedtz-Thott ?

Kl. er 10 Minuter over 9, da Kongen og Dronningen kommer, i Vogn sammen med Prins og Prinsesse Valdemar.

Festen!

Og nu er det altsaa, man saar denne mærkelige Fest, der gaar saadan for sig : 

Efter at de Kongelige har taget Plads, afsynges der en Sang af et lille Herrekor.

Saa gaar Kammerherre Meldahl, med et Par Mapper i Favnen, hen til de Kongelige. To Skridt fra dem staar han og fortæller dem Noget, som intet Menneske, selv i den største Nærhed, kan høre.

Vi vilde derfor ikke være i Stand til at meddele, hvad Kammerherren har sagt, dersom han ikke bagefter havde givet Referenterne et Skriftstykke, hvori hvori hans Ord er anførte. Efter dette Skriftstykke har hans Udtalelser lydt omtrent saaledes: 

"Allernaadigste Konge og tvronnmg. Vi er komne i Dag for at indvie et Monument til Minde om Deres Majestæters Guldbryllupsfest, der blev en sand Landefest. Vi hyldede den Gang ikke alene det Kongepar, der i en Tredjedel Aarhundrede havde beklædt Danmarks Trone, men ogsaa det Herskerpar, som i Modgangs og Medgangstider fuldtud ved klog Færd har vundet Folkets Kærlighed mere og mere ... Vi beder Deres Majestæter og Alle se paa dette Minde om nogle i Kongehusets og Folkets Liv saa lykkelige Dage."

Vi tilstaar, at vi har strøget flere Sætninger i dette Referat. De er alle ens, lige interessante eller uinteressante.

Da Kammerherren er færdig, strækker han Pegefingeren op mod Solen, og i det Samme falder Sløret for Monumentet.

Professor Schmidt, der nu er færdig med Hundene, raaber:

- Danmark leve!

Og efter at dette Leve har faaet sine Hurra, kører Vognene frem igen - Festen er forbi.

Under fornyede Hurraraab før de Kongelige forlader disse Festpladsen, og et Par Minuter efter har Forsamlingen spredt sig.

Og nu Monumentet?

Her skal ikke udtales nogen Dom over det Monument, der nu staar afsløret foran Kunstmusæet. Dertil savner vi Kompetence.

Kun saa meget tør vi sige, at Monumentet syntes ikke at vække Bifald hos det Publikum, der var derude i Gaar. Overalt lød nedsættende Bemærkninger. Man fandt, det var for klodset. Man fandt Løverne grimme og unaturlige osv. osv.

En Fejl er det, at Monumentet er omgivet af en stor fredhelliget Græsplæne. Man er altsaa tvungen til at betragte Monumentet paa længere Afstand, end godt er, hvis man f. Eks. vil tyde Inskriptionerne. En af disse har vi sat i Spidsen af dette Referat ....

Pax.

(København 27. maj 1897).

Danmarksmonumentet foran Statens Museum for Kunst. Foto fra Bornholms Tidende 22. januar 1919, altså kort før det blev flyttet til Pücklers Bastion i Østre Anlæg.

Statens Museum for Kunst har produceret en podcast om monumentet. Den varer lidt over ½ time.

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Om Passagen paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Passagen paa Volden. Kjøbenhavns Gouvernement har for nogle Aar siden udvidet Tilladelsen til Spadseren paa Fæstningens Hovedvold saaledes, at Passagen er fri til Kl. 11 i Maanederne Juni og Juli og til Kl. 10 i August. Med Hensyn til det Publikum, som efter denne Tid kunde ønske at passere Volden ved at gaae hjem fra Tivoli og Frederiksberg og paa Grund af at Aftenerne i August og September Maaneder er den behageligste Spadseretid paa hele Aaret, kunde man ønske en yderligere Udvidelse af den omtalte Tilladelse. Herimod kan neppe gjøres grundede Indvendinger, da Vagternes Styrke ingen Forøgelse behøvede i denne Anledning ligesaalidt som Toldvæsenets Tilsyn behøvede at vedblive naar Bommene bleve lukkede til sadvanlig Tid. Nu seer man Publikum blive nedviist fra Volden til de anførte Tider, men kort efter kan man let overtyde sig om at Bestemmelserne dog ikke overholdes; idet ikke Faa overtræde den upaatalt, naar Posterne ere indtrukne og Patrouillerne ere vendte tilbage. Ved forskjellige Leiligheder har man seet at Mængden ikke ved de sædvanlige Poster kan holdes borte fra Volden og det synes ubilligt uden Nødvendighed at berøve det dannede Publikum den omtalte Behagelighed. Man betvivler ikke at den humane Commandant, General von Hagen, med Glæde vilde gjøre en Forandring i denne Henseende, men muligen kunde dette have sine Vanskeligheder i H. D. Gouverneurens Fraværelse, derimod antager man, at det ved directe at henvende sig tit H. M. Kongen vilde være let for Commandanten at udvirke en staaende Befaling, hvor ved det tillades Publikum at passere Volden til Kl. 12 i Maanederne Mai, Juni, Juli, August og September, hvorved alle Vanskeligheder for Fremtiden vilde bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1846, 2 udgave).

Kaade Drenge beskadige Volden ved Østerport.

Det er et harmeligt skue at se hvorledes en del af Nyboders drenge huserer på den indvendige dossering af den del af volden som ligger mellem krudttårnet og de to materialhuset henimod Østerport. her føres ordentlige træfninger, under hvilke dosseringen bestiges og jorden nedtrædes, hvorved stadige reparationer bliver nødvendige. Det omhandlede stykke ser ud som om det havde været udsat for kanonskud. Da den skildvagt som har sin post ved den der på volden liggende mølle, ikke kan afværge voldens beskadigelse på nævnte sted, ville det vist være hensigtsmæssigt når skaden er istandsat at lade et par mand for Østerports vagt undertiden patruljere der forbi for at bortjage drengene som vist nok når de ser sig forstyrrede i deres leg, ville vælge en anden tumleplads.

(Politivennen nr. 1004, Løverdagen den 28de Marts 1835, s. 200-201)

Advarsel, med Hensyn til Brugen af de, af Commandantskabet i Citadellet, udstedte Passeertegn til Kjøren og Riden igjennem Citadellet, over den saakaldte lange Linie, og Spadseren paa Volden.

Da det muligvis kan være tilfældet med flere end indsenderen af dette (og virkelig var tilfældet søndag den 16. maj omkring klokken 1) at tro sig ved købet af ovennævnte tegn berettiget til at besøge den såkaldte Smedelinje, ved at gå ind ad gade som er ved udgangen af Kastellet, så tror man at burde advare herimod, så meget mere som det ikke er indsenderen af dette bekendt at der i den senere tid af kommandantskabet er bekendtgjort noget forbud derimod.

Søndag den 16. maj omtrent kl. 1 ville indsenderen som kom fra enden af den lange linje, gå ind i Smedelinjen, og foreviste tegnet for skildvagten som stod på volden. Denne kom ned og forlangte at læse det. Men efter at have overvejet indholdet, erklærede han at på dette tegn kunne Smedelinjen ikke besøges. - Man adlød stiltiende og straks, men troede dog at burde underrette sig nøjere herom i portvagten hvor man imidlertid bekræftede at tegnet ikke berettigede til adgangen. Da man i en række af år har købt dette tegn, især med hensyn på anvendelsen af beløbet 4½ rigsbankdaler S og T. årligt, som den agtværdige afdøde kommandant hr. oberst von Würtzen havde bestemt, og så meget mere da dette tegn af indsenderen næppe tre gange i mange år er benyttet anderledes end spadseren, og hidtil aldrig adgang til Smedelinjen er blevet nægtet, så henvendte man sig til præsten hvor tegnet var købt, men der vidste man heller intet om denne nyere bestemmelse. Tegnets påskrift var således som den altid havde været, hvorom man selv senere overbeviste sig ved sammenligning med 10 foregående års tegn.

Ved vagten nærmest byen fik man derimod meget høfligt den erklæring at på dette tegn kunne man om man behagede gå ind ad linjen. Denne tilladelse troede man dog af forsigtighed ikke at burde benytte, da man let ved udgangen af skildvagten der havde nægtet adgang, kunne blive anholdt og ført i vagten.

Man kan ikke indse grunden til en bestemmelse der tillader adgangen fra en side og nægter den fra en anden. Man vil ikke tilskrive det en lyst til at anholde spadserende ved udgangen, og at det altså var en fælde, eller hvad på fransk kaldes un guet á pens.

Tegnet indeholder virkelig ikke udtrykkelig tilladelse, men det indeholder heller ikke udtrykkelig tilladelse til at spadsere ad Langelinje. Også har en skildvagt i begyndelsen af april forlangt at læse tegnet, hvilket nogle damer havde med, for at gå ind ad linjen. Men da skildvagten meget længe opholdt dem, for at overveje om han ville tilstede adgangen eller nægte den, tog de tegnet fra ham og gik ind.

Disse damer til hvis hus tegnet uden betaling, årligt blev sendt af kommandantskabet, fortrød senere at de ikke havde ladet skildvagten beholde tegnet og var vendt tilbage da denne ved afløsning nok måtte have afgivet det, og der da ville være givet anledning til at ytre sig på en passende måde for kommandantskabet, hvis samme nok en gang havde fundet for godt at tilstille dette tegn.

Kommandantskabets ret til at nægte adgang til Smedelinjen eller enhver anden del af Kastellet kan ingen drage i tvivl. Men det er særdeles ubehageligt for enhver når man er overbevist om at have bestemt vilje til ikke at betræde noget sted, der ikke er tilladt at betrædes, da at blive afvist som om man ville tilsnige sig adgangen. Og det synes at kommandantskabet efter at det i en så lang række af år har ladet tegn sælges til en ved kursens forbedring stedse højere pris, og har tilladt at benytte det i oven nævnte tilfælde burde indse at det skylder køberne den høflighed at advare dem om et senere forbud eller en bestemmelse hvor man skulle gå ind og hvor ud.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 326-330)

Bøn til Voldskytten.

Torsdag den 25. juni passerede en ubehagelig begivenhed på volden, ligefor Sølvgade Kaserne. En karl formodentlig voldskyttens, skød på en hund, men uagtet det var på meget kort distance, traf han så dårligt at dyret blot blev kvæstet i baglåret. For at gøre ende på dets kval, greb en slave en spade og slog den et par gange, men atter så dårligt at den med et skrig for ned ad volden hvor han da gjorde ende på dens liv. Et sådant myrderi er alt for stygt et syn for nærboende i kasernen m.v., hvorfor man ønsker at voldskytten når han ikke selv har tid, vil sende et menneske som har lært rigtigt at skyde.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 442-443)

Spørgmaal.

Indsenderen gik med 2 andre personer på volden sidste søndag den 20. dennes mellem 5.30 og 6 om eftermiddagen fra Nørre- til Østerport. Da man kom ned mod den næstsidste skildvagt ved Østerport, var vejen og fodstien så snavset at man nødsagedes at gå lidt op på den indre skråning, men i det samme hørtes en brølende stemme ledsaget af famøse skældsord og eder. Ved at sig sig om, erfaredes at det var den der posterede skildvagt (som var af 2. livregiment) der formodentlig troede sig berettiget til at udøve sin magt på hvilken som helst måde, skønt han ved hans første ord fik øjeblikkelig ned på vejen. Man tager sig derfor den frihed at forespørge vedkommende om det ikke lige såvel er pligt for skildvagten at være høflig eller i det mindste ikke fornærme forbigående med skældsord eller sådant som det er disses ikke at fornærme ham, og hvorfor de i modsat tilfælde jo også er strafskyldige.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9517-9518)

Farlig Spadseregang paa Volden.

Den tredje mølle fra Østerport, eller den der har stade nærmest det store krudttårn, står unægtelig på et for passagen på volden, meget ubelejligt sted. Men da den nu engang er der, og vanskeligt lader sig bortflytte, burde dens vingers nærværelse gøres så meget uskadelig som muligt. Det elendige stakitværk der for en del omgiver mølle, måtte forhøjes med fornøden stakitport for passagen fra og til møllen. Den nærtstående skildvagt kunne det jo befales at påse at den efter brugen straks igen tillukkedes. At megen ulykke såvel for voksne som i særdeleshed for børn, derved kujne forebygges, vil vist nok enhver der med opmærksomhed er kommet denne vej, indrømme. For ikke at forglemme hvor let ridendes eller kørendes heste på volden ved så tæt og næsten uden skillerum at passere møllevinger, kunne blive sky og afstedkomme stor ulykke. Anmelderen der erindrer sig det gamle ordsprog "det er for sent at tilkaste brønden når barnet allerede er druknet i den" beder derfor høje vedkommende om snarest muligt at afhjælpe dette onde.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9331-9332)

Svar paa Anmodningen til Castellets Commandant i Politievennen No. 398.

Da passertegnene for Kastellet er lige så gældende for sammes hovedvold, og den i bladet Politivennen nr. 398 side 6456 ytrede anmodning ikke kan opfyldes, kunne vedkommende holde sig skadesløs for savnet af den sidstnævnte promenade ved at betjene sig af den førstnævnte hvor udsigten er langt skønnere og hvor man uhindret kan promenere så længe man endnu kan godt se om aftenen.

Fra en vedkommende.

(Politivennen nr. 399. Løverdagen den 23de August 1823, s. 6473)

Skjødesløshed med Heste.

Lørdag den 18. juni kl. 5.30 kom en stor vælig bondehest farende ud af Tvermoeses Gård på Kultorvet og løb langs ad fortorvet hen til Nørreport hvor den vel blev gennet af skildvagten, men tog i fuld spring vejen op af voldbakken. På volden modtes den af flere slidvagter der vel nødte den til at vende om, men da man ville gribe den, sprang den på optrinet bag kronen og tog flugten til henimod Østerport.

Omsider fandt en karl, formodentlig gårdskarlen fra omtalte gård, efter at have løbet sig træt, det rigtigst at hente magen til den bortløbne hest og satte nu i fuld karriere ud gennem Rosenborggade, Tornebuskegade og langs neden om volden henimod Østerport, hvorfra han efter et kvarters forløb kom i følge med en anden karl der red den bortløbne hest, jagende tilbage og ind i omtalte gård.

Lykkeligvis var der på det tidspunkt ingen spadserende på volden, ligesom den løse hest ikke så vidt anmelderen ved, på sin vej mødte på gamle, svage eller børn der har tungt ved at retirere med hurtighed, så at det for denne gang løb af uden at der skete skade. Kan altså i betragtning heraf den skødesløshed at slå heste løs i en åben gård for denne gang tilgives, så mener anmelderen dog at disse to karle der uden nødvendighed og efter at hesten var grebet, jog afsted i stærkeste fart tilbage, fortjener en korrektion eller  det mindste en formaning om at lade sådant være for eftertiden, da den stærke riden lige såvel som for stærk kørsel, er forbudt efter politianordningen.

(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

Ønske om Sikkerhed ved Møllerne

(Efter indsendt)

For at afværge en ulykke som muligvis kunne ske ved stubmøllerne på volden, har anmelderen heraf anset det for nyttigt at gøre publikum opmærksom på, at der ved disse møller ikke er anbragt bolværk til alle sider. I disse urolige tider, da så mange af byens indbyggere opholder sig der, ville det være så meget mere nødvendigt at et sådant bolværk blev opsat, da man her har set folk nærme sig møllevingerne på mindre end 1 alen. Og kun efter at være blevet advaret har undveget denne øjensynlige fare.

(Politivennen nr. 488, 29. august 1807, s. 7853-7854)

Begjæring til Københavns høje Gouvernement.

(Efter indsendt.)

På et vist stykke af stadens vold holdes dagligt øvelser hvor de unge mennesker der skal være tamburer ved regimenterne, lærer at slå på tromme og hvor de øvrige tamburer og pibere af regimenterne til visse tider tillige øves. Så nødvendigt og nyttig dette til visse er, forårsager dog sådant de familier der bor lige overfor volden, de største ubehageligheder da den stærke og vedvarende trommen lige så stærkt høres som om det var i gaden selv. Især er en så vedvarende og stærk buldren til yderste besvær for dem der er syge og som umuligt kan få mindste ro. Og smerteligt er det for en sådan lidendes familie og venner at vær vidne dertil uden at kunne afhjælpe samme. Enhver ved ydermere hvor meget ro bidrager til de syges og svages bedring. Man vover derfor med tillidsfuldt håb at foreslå det høje guvernement at denne øvelse måtte blive henlagt andetsteds såsom til det sted ved Kastelsgraven i nærheden af Østerports vagt eller til et andet bekvemt sted hvoraf der vist findes mange. Herved ville manges ønsker blive opfyldt.

(Politivennen nr. 430, 19.juli 1806, side 6837-6838)

Betragtninger Voldskytteriet vedrørende.

I forrige uge så man voldskytten skyde efter en hund som var kommet op på volden, og der legede med 2 andre ligeledes løse hunde. Da disse 2 hunde ikke blev angrebet af skytten, tror man rimeligvis at de tilhørte enten skytten selv eller en ven af ham. Den anskudte hund tumlede bort skrigende på en jammerlig måde og blev liggende i nogen tid neden for volden, uophørligt forstyrrende hele nabolaget med sit hyl. Endelig krøb den ud af Vesterport, og ned under den første barriereport. Til sidst befandt voldskytten sig nu for at give ham det sidste banesår. Men uagtet han skød 2 gange og var blot få skridt fra hunden, kunne denne ikke sådan blive sit pinefulde liv kvit. Og således måtte skytten da give ham det tredje eller egentlig det fjerde skud.

Da det nu er et overmåde fælt syn for omboende og for alle tilskuere at en hund hvis den endelig skal skydes, da ikke straks  strækkes død hen på stedet, og da der også for dyr bør være retfærdighed, så synes følgende sætninger rigtige og værd at blive taget i betragtning af de højere vedkommende.

1) Voldskytten bør være en veløvet skytte der forstår at sigte og træffe.

2) Er voldskytten syg og lader en karl eller sætteskytte forrette sin dont, hvilket efter sigende her var tilfældet, da bør denne ligeledes forstå sit gevær.

3) Et dyr bør derfor skydes død på stedet ved første skud, og altså ikke lægges an på før man er vis på at dette kan blive følgen. Eller også voldskytten bør være forsynet med en ladt pistol, hvormed han straks når den ligger og hyler, kan give den sin rest.

4) Kan det bevises at voldskytten handler anderledes og lader et dyr sejpines, sammenløben af pøbel derved forårsages og naboers ro derved forstyrres eller dem forårsages et væmmeligt syn, da bør han bøde en tilstrækkelig mulkt.

5) Dersom ingen hunde bør være på volden, så bør denne lov aldeles ingen undtagelse lide. For dersom nogle priviligerede hunde tåles, så er dette lokkemad for de upriviligerede til ifølge dette dyrs bekendte selskabelighed, at søge op på volden som de måske ellers ville holde sig fra, og altså en uretfærdighed som kunne kaldes grumhed.

(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6164-6166) 

Østerports Stadsgrave

På en spadseretur forleden dag blev jeg opmærksom på at Østerports indre stadsgrave er ganske bevokset med siv eller rør, der inden for kort tid aldeles truer med at tilintetgøre en stor strækning af disse grave. Det faldt mig straks ind, hvor urimeligt det er at lade en sådan indretning, som engang er der og vist nok er der kun med store omkostninger, forfalde. Så meget mere som nødvendigheden uden tvivl fordrer at disse grave efter engang i tiden at være aldeles tilgroede, igen skal udgraves. Og altså den derved medgående ikke ubetydelige udgift ganske henkastet, da den derimod kunne spares når vedkommende ville værdige disse linjer nøjere overvejelse.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 73, den 14. september 1799, s 1158-1159)

Lygtemangel.

Der er adskillige steder her i staden hvor man kunne ønske nogle flere (og tændte) lygter end der allerede er (et bidrag til en fortegnelse på sådanne steder vil man søge at levere). Men der er intet sted hvor de således mangler end på vejen fra Østerport til Store Kongensgade hvor der ikke findes en eneste lygte. Man finder det og man har ret i det, utilgiveligt at gader hvori megen færdsel finder sted, mangler den nødvendige belysning. Men skulle det være mindre tilgiveligt at lade total mørke herske i en del af byen der bebos af en klasse mennesker der for en stor del består af folk som nu og da tillader sig uordener der slet ikke kunne være fredeligt sindede velkomne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, s. 478-479. [Estimeret dato: 17. november 1798])