Danmarksmonumentet.
Det er alt nu længe siden, Kunstmusæet aabnede sine Porte, og det er vel det meste af et Aar siden, det store Danmarksmonument, som pranger paa Pladsen foran dets Portal, rejstes paa sin brede Sokkel.
Omhyggeligt indhyllet i graat Sækkelærred anbragtes den mægtige Broncegruppe foran Musæet, og man ventede Maaned efter Maaned paa, at den højtidelige Afsløring skulde finde Sted.
Man ventede stadig forgjæves, og Ingen forstod, hvorfor man ikke maatte faa Kunstværket at se. Der begyndte at danne sig den Opfattelse, at det vistnok var faldet mindre heldigt ud, at det havde Skavanker, som man nødig vilde aabenbare; derfor skød man stadig Tidspunktet for Afsløringen ud.
Naturligvis kunde Kunstneren, som havde formet Monumentet. Billedhugger Hasselriis, ikke være tjent med, at en saadan Opfattelse fik Tid at fæstne sig, og han anmodede derfor meget indtrængende Komitéen, hvis Førstemand er Kammerherre Meldahl, om snarest at lade Afsløringen finde Sted. Men han fik efter Forlydende kun undvigende Svar.
Atter gik lang Tid hen. og nu hed det sig, at kun den Omstændighed, at Billedhugger Hasselriis nu var i Udlandet, var Aarsagen til, at man maatte vente med Afsløringen. Da Hr. Hasselriis hørte dette, rejste han strax til Kjøbenhavn. Det var i Fjor Efteraar.
Men saa var det saa uheldigt, at Kammerherre Meldahl skulde foretage en Udenlandsrejse, og naturligvis var ogsaa hans Nærværelse nødvendig!
Nu er der igjen gaaet mere end et halvt Aar, og Kjøbenhavnernes Undren over den i Sæk og Aske bestandig indhyllede Gjenstand foran Musæet har været i stadig Stigen. Nu og da har Blæsten revet Flænger i Sækkelærredet, som indhyller Monumentet, - her tittede et bistert Løvehoved frem, hist fik man Lejlighed til at beundre en Løves lumsk logrende Hale, en anden Gang strakte selve Danmarksskikkelsen Haanden lige som manende frem gjennem Dækket. Men hurtigt blev baade Hale, Hoved og Haand atter omhyggeligt skjult.
Efterhaanden vænnede de lattermilde Kjøbenhavnere sig til at se paa denne evigt indhyllede Statue som paa en humoristisk Apparition, og nu i de sidste Dage er et Par Blade begyndt at sige Vittigheder om den eller fremkomme med direkte Spørgsmaal om, hvorfor Afsløringen bestandig udsættes.
Endelig i Forgaars Aftes kom der en officiel Meddelelse om, at Afsløringen nu vil finde Sted i den kommende Uge.
Hvorfor man da har tøvet saa længe? Hvad den egentlige Aarsag hertil er? Skulde der gives fyldestgjørende Svar paa dette Spørgsmaal, vilde det vistnok blive nødvendigt at foretage visse "Privatlivs"-Afsløringer, som maaske vilde være en Smule malplacerede i et Øjeblik, hvor de rette Vedkommende netop har besluttet sig til - Afsløringen af Monumentet.
Brieux
(Slagelse-Posten 22. maj 1897).
Parade for Danmark!
En Afsløringsfest - og en skandale.
"Dyb Hengivenhed og sand Kærlighed rejste dette Mindesmærke i Anledning af Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllup den 26. Maj 1892."
Lad os sige det straks.
"Monument-Komiteens Forretningsudvalg" har ikke Ære af den Afsløringsfest, der foretoges i Gaar Middags i Anledning af, at Tæppet faldt fra Hasselriis's store Monument, "Danmark", der nu, utilsløret, rejser sig frit paa Pladsen foran det ny Kunstgalleri ved Sølvgadens Kaserne.
Maaske er det ikke Forretningsudvalgets Skyld.
Maaske det Altsammen falder tilbage paa den ene Mand, hvis Gerninger i denne Sag har været saa omdisputerede - Kammerherre Meldahl. - Maaske?
Hvad man kunde have ventet af denne Fest, var da allermindst dette: at en Mand af Komiteen havde rejst sig og holdt en Tale til den store Forsamling, hvori han havde skildret Tanken med dette Monument saavelsom dets Historie, og at derefter Sløret var faldet.
Hvad der skete, var dette: at en stor Forsamling af alle Rangklasser trommedes sammen en god halv Time før "Festen"s Begyndelse, og at "Festen" saa kom til at bestaa deri, at Kammerherre Meldal, rent privatim, overrakte Kongen og Dronningen en Adresse - hvorefter Sløret faldt ... og "Festen" var forbi.
En mærkeligere "Fest" har vi aldrig overværet.
Her Referatet.
Foran Kunstmusæet.
El langt Telt, i hvilket der er indrettet Loger, er bygget paa Pladsen foran Monumentet.
Der er ingen synlig Dekorering. Kun nogle Flagstanger hist og her, med Flag, der lystig smælder i den friske Blæst.
Omkring den indhegnede Plads har allerede ved Ettiden en stor Menneskemængde samlet sig. Mest Damer. Ventetiden er lang og streng. Varmen er slem, og Solen staar glødende ned over de Tusinder os Hoveder.
Henad Halvtotlden begynder de indbudte Skarer at komme.
Men, at opregne alle disse Honoratiores - det er næppe værd. De er der Allesammen.
Overpræsident Klein,
Byen Københavns øverste Repræsentant, er en af de først Ankomne. Vi bemærker, at han har faaet en meget afsides Plads - endog længere borte fra de Kongeliges Pladser, end - Referenterne. Hvorfor?
Hr. Klein bliver forfærdet, da han hører, at han skal vente over en halv Time, inden de Kongelige kommer.
- "Er det ikke forræderisk"; udbryder han, "at vi jages herud Kl. 1½, naar det først begynder Kl. 2?"
Hvorpaa han sætter sig og lader Solen bage sit ærværdige Ansigt ...
En efter En,
til Fods eller i Ekvipage, ankommer nu alle de sine Herrer og Damer: Sorte Kjoler, hvide Sltps, gyldne Uniformer, vajende Fjerbuske.
- - "Der er jo Konseilspræsident Ralli!" hører vi En udbryde ved Siden af os. - Vi ser nysgærrtgt frem, men opdager, at Sidemanden kun er vittig - det er Restavratør Kehlet med Frue, der kører over Pladsen for at søge en beskeden Plads bag Indhegningen. Hr. Kehlet har virkelig en svag Lighed med den græske Konsejlspræsident.
Medens alle de sine Folk ankommer, morer Tilskuerne sig kosteligt over Professor Henrik Schmidt, der udfolder kæmpemæssige Anstrengelser for at jage to smaa Hunde bort fra Pladsen. De gøer ad Professoren. Uro. Endelig faar han dem væk. Stærkt Bifald.
Ministrene
møder alle som En - undtagen Landbrugsminister Hage. Udenrigsminister Ravn gør mest Lykke. Han ler over hele Ansigtet, da han træder ind i de udenlandske Diplomaters Loge og forsøger sig i del franske Sprog, hvilket sikkert mislykkes.
Kultusminister Sthyr er i Præstekjole. - Skal han tale? spørge. Folk. - Gud fri os!
Men, Rigsdagsmændene?
Vi er forbavsede over, at vi ikke ser nogen Rigsdagsmand - med Undtagelse af Formændene, d'Herrer Høgsbro og Matzen. Er det en Demonstration fra Lovgivernes Side? - Nej. Vi erfarer, at Komiteen, der har indbudt i Flok og Flæng en ugudelig Masse Mennesker, ikke har inviteret Rigsdagens Medlemmer. - Hvem veed? Kammerherre Meldahl synes maaske ikke om Rigsdagsmænd.
Endelig, -
Kl. 9 ankommer den første kongelige Bogn med Kronprinsen, Kronprinsessen, Print Christian og Prinsesse Ingeborg. Musik og Hurra.
I næste Vogn kommer Prins Harald og Prinsesse Thyra. - Hverken Musik eller Hurra.
Konseilspræsident Hørring underholder sig meget længe med Kronprinsessen.
Der er Tid til det. Det varer endnu længe, inden Kongen kommer. I Mellemtiden kommer Estrup og Kongens Kabinetssekretær, Rosenstand, i samme Vogn. Estrup ser meget gammel og meget svag ud. - Har det virkelig kunnet tage saa stærkt paa ham at vælte Reedtz-Thott ?
Kl. er 10 Minuter over 9, da Kongen og Dronningen kommer, i Vogn sammen med Prins og Prinsesse Valdemar.
Festen!
Og nu er det altsaa, man saar denne mærkelige Fest, der gaar saadan for sig :
Efter at de Kongelige har taget Plads, afsynges der en Sang af et lille Herrekor.
Saa gaar Kammerherre Meldahl, med et Par Mapper i Favnen, hen til de Kongelige. To Skridt fra dem staar han og fortæller dem Noget, som intet Menneske, selv i den største Nærhed, kan høre.
Vi vilde derfor ikke være i Stand til at meddele, hvad Kammerherren har sagt, dersom han ikke bagefter havde givet Referenterne et Skriftstykke, hvori hvori hans Ord er anførte. Efter dette Skriftstykke har hans Udtalelser lydt omtrent saaledes:
"Allernaadigste Konge og tvronnmg. Vi er komne i Dag for at indvie et Monument til Minde om Deres Majestæters Guldbryllupsfest, der blev en sand Landefest. Vi hyldede den Gang ikke alene det Kongepar, der i en Tredjedel Aarhundrede havde beklædt Danmarks Trone, men ogsaa det Herskerpar, som i Modgangs og Medgangstider fuldtud ved klog Færd har vundet Folkets Kærlighed mere og mere ... Vi beder Deres Majestæter og Alle se paa dette Minde om nogle i Kongehusets og Folkets Liv saa lykkelige Dage."
Vi tilstaar, at vi har strøget flere Sætninger i dette Referat. De er alle ens, lige interessante eller uinteressante.
Da Kammerherren er færdig, strækker han Pegefingeren op mod Solen, og i det Samme falder Sløret for Monumentet.
Professor Schmidt, der nu er færdig med Hundene, raaber:
- Danmark leve!
Og efter at dette Leve har faaet sine Hurra, kører Vognene frem igen - Festen er forbi.
Under fornyede Hurraraab før de Kongelige forlader disse Festpladsen, og et Par Minuter efter har Forsamlingen spredt sig.
Og nu Monumentet?
Her skal ikke udtales nogen Dom over det Monument, der nu staar afsløret foran Kunstmusæet. Dertil savner vi Kompetence.
Kun saa meget tør vi sige, at Monumentet syntes ikke at vække Bifald hos det Publikum, der var derude i Gaar. Overalt lød nedsættende Bemærkninger. Man fandt, det var for klodset. Man fandt Løverne grimme og unaturlige osv. osv.
En Fejl er det, at Monumentet er omgivet af en stor fredhelliget Græsplæne. Man er altsaa tvungen til at betragte Monumentet paa længere Afstand, end godt er, hvis man f. Eks. vil tyde Inskriptionerne. En af disse har vi sat i Spidsen af dette Referat ....
Pax.
(København 27. maj 1897).
Statens Museum for Kunst har produceret en podcast om monumentet. Den varer lidt over ½ time.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar