Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse. På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk, se Adresseavisen 28. maj 1837). Parken var dog under restaurering fra 1833.

Sommerlejlighed paa Fredensborg.

To smukt meublerede Qvistværelser ere strax at faae tilleie for meget billig Leie. Fra samme er Udsigt over Esrum-Søe til Nøddeboe, og fra Stedet er Udgang til den kongl. Slotshave. Om forlanges kan kogt Vand erholdes. Man behage at henvende sig til Eieren, Bogbinder Fries.

Udbytte fra en Tour til Fredensborg.

Så mange kære minder fra mine ungdoms dage knytter sig til Fredensborg at jeg årligt må besøge det på et par dage. Således var jeg der også en søndag i forrige måned. Efter at jeg henimod aften havde promeneret i slotshaven, halv vemodig stemt over den dødlignende stilhed der herskede der, og som kontrasterede meget mod det liv og den munterhed som fandtes her i gamle dage, besluttede jeg at gøre en lille tur i omegnen. Som jeg bøjede ind på en markvej så jeg i nogen afstand en ung bondekarl sidde på kanten af grøften, og da jeg nærmede mig ham, hørte jeg at han sang Rahbeks skønne sang: "Den hele landsby samler sig; så glade alle er." 

For ikke at forstyrre ham, og da jeg gerne ville lytte til hans gode, naturlige stemme, blev jeg stående med ansigtet vendt fra ham som om jeg ventede nogen skulle komme bag efter mig. Da sangen var tilende, fortsatte jeg min gang og idet jeg kom ham ganske nær, rejste han sig, tog sin hat af og hilste mig med de ord: "Guds fred, god aften, herre!" Jeg standsede, gav mig i samtale med ham om vejrliget, den skønne aften, den smukke egn og spurgte ham blandt andet hvor han havde lært den skønne vise. Han svarede at han havde hørt sin præsts datter synge den til klaveret, og da den stemte med hans gemyts beskaffenhed, havde han bedt hende om en afskrift som han havde lært udenad og fandt fornøjelse i hver søndag aften når hans forretninger på gården var til ende, at synge på dette sted der havde et vist sørgeligt minde for ham. Men som han dog ikke videre ville omtale. 

Jeg mærkede at karlen var noget tungsindig, hvori en ulykkelig kærlighed vel var årsagen, og spurgte ham hvorfor han ikke søgte adspredelse blandt de andre unge karle og piger som jeg vidste hver søndag aften morede sig med dans i den store kro inde i byen? Nej, herre, svarede han, deri finder jeg, som der står i visen, ingen glæde mere. Men om jeg endog ville, så er det nu forpurret, for der må ikke danses mere. Jeg spurgte om årsagen til dette forbud hvilken han angav som følger. Som jeg hører, ved herren at vore unge karl og piger samlede sig hver søndag aften i den store kro og morede sig med dans til kl. 12. Alt gik ordentligt og roligt af, og der er aldrig klaget over at nogen uorden fandt sted der. Men i afvigte efterår kom en del herskaber her ud i egnen, og deres tjenere fandt da på en søndag aften at gå ind i kroen og deltage i dansen. At de dansede med vore piger, blev tålt, men da de ville drive gemenskab med dem, blev de unge karle vrede, og det kom til klammeri og slagsmål og nogle af tjenerne fik dygtige prygl, og siden er det forbudt at der må danses i kroen. Jeg indvendte at denne passage vel ikke alene kunne være årsagen til forbuddet, men han forsikrede mig om at det forholdt sig således. Under denne samtale var vi kommet til et sted hvor vores vej tog en modsat retning, hvorfor vi skiltes, idet han gik til sit og jeg til den store kro, hvor jeg fandt det så stille som i graven, skønt klokken kun var halv ti. Jeg begav mig derfor også straks til ro da jeg om morgenen skulle foretage en 5 miles fodrejse.

Københavns indbyggere har ikke mangel på adspredelse efter alvorlige arbejder. Således gives der komedier, klubber, baller, assembler, koncerter mv. ja de ringere klasser tillades endog at besøge de vist nok ikke uskyldige danseboder og det ikke alene søndag aften, men endog nogle andre aftener til langt ud på natten. Skønt jeg derfor ikke kan tro at øvrigheden på landet skulle være mere streng, og uden særdeles vigtig grunde, forbyde ungdommen der må tilbringe hele ugen i svært arbejde et par timers adspredelse om søndagen, tillader jeg mig hr. udgiver! at sende Dem dette til indrykning i Deres blad, i det håb at vække de ansvarliges opmærksomhed på denne vist ikke helt ligegyldige sag, og for hvis karlens påstand nogenlunde forholder sig rigtig, muligvis at bevirke tilbagekaldelse af et forbud der kunne give anledning til at ungdommen af mangel på adspredelse i dens eget hjem, ville søge fornøjelser i andre byer eller i nærmeste købstæder der kunne både falde mere kostbare og måske være mindre uskyldige end den forbudte, samt forledes til at blive ude om natten,hvorved deres arbejde ville forsømmes til skade for deres husbonder.

(Politivennen nr. 1070, Løverdagen, den 2den Juli 1836. Side 424-428)

Søren Henrik Petersen: Holte. Esrum Sø ved Fredensborg, 1832. (Statens Museum for Kunst.)

Bøn om en meer honet Behandling af en krovært i Fredensborg.

Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted. Han tog ind på det første det bedste gæstgiversted han traf og måtte i stedet for en forventet galant behandling tage til takke med en portion grovheder af den derværende vært.

"Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted".
(Udsigt over Esrum sø mod Fredensborg, set fra Plejelt. Jens Juel. Statens Museum for Kunst) .

Anmelderen må sandheden tro bemærke at alt fandtes i bedste stand og orden og svarede til hans fuldkomne tilfredshed. Da han var færdig til at køre videre, gik han ind i skænkestuen og klarerede til pigen det som han havde fortæret og gentog sit spørgsmål om han ikke skyldte mere. Herpå fik han til svar at alt var betalt, undtagen det han skyldte for hestefoder. Hvilket han betalte til den derværende staldkarl (dvs. staldmester).

Nu skulle man dog tro at alt var afgjort og at man roligt kunne rejse bort. Men hvor forbavsedes anmelderen da han ville til at køre ved fra den anden side af gaden at blive tiltalt af en person der enten talte svensk eller norsk hvilket han i hast ikke kunne skelne, i de udtryk: Man plejer ikke at køre uden at have betalt for lejen for det værelse man har brugt. Det blev sagt så højt at det kunne høres over hele gaden. Man mener dog at værten ved at nærme sig vognen kunne have sagt dette i en for en vært mod sine gæster mere passende tone.

Anmelderen vil derfor give enhver der vil tage ind i denne kro og som ikke ønsker at overøses med grovheder, det råd i det mindste at fortære for et par rigsbankdaler. For årsagen til værtens vrede havde vist intet andet udspring end at anmelderen kun havde fortæret for en dalers penge, da han havde alt med sig, og endvidere at glemme at betale lejen for det værelse han benytter til at fortære sin mad og drikke i. Hvilket dog næppe forlanges på nogen anden gæstgivergård eller et andet opholdssted for rejsende, med mindre man overnatter sammesteds. Husker man ikke på det, da vil man vist nok udsætte sig for en lige så inhuman og upassende behandling.

M. Holst.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 487-489)

Ønske i Fredensborg.

Endnu i pinsehelligdage måtte de som besøgte Fredensborg og søgte forfriskning i slotshaven, vade igennem dynd og dræk i udgangsporten. Ved en simpel stenkiste kunne denne ved en kongelig lysthave højst uanstændige ubehagelighed afhjælpes.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6323).

Usikkerhed paa Liv og ejendom i Omegnen af Frederiksborg.

I begyndelsen af august måned brød 4 karle ind om natten på vejen mellem Frederiksborg og Fredensborg hos justitsråd overførster Brühl. En del sager blev stjålet forinden man kom på færde, og dynerne var i vinduerne for at bringes ind ad skoven til. Efter den tid har denne bande sat den hele egn i ængstelse, hvilke hele tiden forøgedes eftersom efterretninger om nye indbrud indløber. Således er disse sket på Fredensborg hos oberstinde Recke og majorinde Meelsted og i Nøddebo hos kancelliråd birkedommer Meining. Endvidere hos skovriderne Sarau og Rekke. Men hos præsten Nyeholm i Helsinge ikke mindre end 5 gange. Alt i alt er man vidende om 21 indbrud der uforstyrret er foretaget i en tid af 4 uger. Da landmanden nu er midt i høsten og har strengt arbejde om dagen, falder det beboerne af stæderne meget vanskeligt at lade holde vagt om natten.

Hvad der fra øvrighedens side er foranstaltet for at sikre statsborgeren sit liv og ejendom, er endnu ubekendt. Men det er skrækkeligt at en tyvebande således uhindret i 4 uger kan vedblive at ængste og hærge en omegn af 2 til 3 miles distance uden at blive pågrebet.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4767-4768).

En Uskik.

I skovegnene har man længe haft den skik på st. hansaften at opstable en del brænde og antænde ild på samme. Bonden kalder dette at brænde blus. I Nødebo har denne skik ikke været i brug i nogle år, dog fandt det atter sted sidste st. hansaften. Men da et meget stort bål udbrød i flammer st. hansdag om aftenen bag hr. hofmarskallens gård ved Fredensborg, forårsagede dette en ikke liden skræk hos omegnens beboere der med tanke på at det var en gård som brændte, ilede til med sprøjter og slukningsanstalter. Skulle man ikke finde det rigtigst at forbyde denne skik hvorved mange favne af det for nærværende tid så dyre brænde ødelægges til unytte, så var det dog godt om det pålagdes vedkommende at kundgøre når sådant foretoges for ikke unødvendigt at sætte folk i forskrækkelse.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3818-3819).

Uordener på Fredensborg

(Efter indsendt)

1. Den førhen i dette blad omtalte mødding ved vejen lige for slottet ligger endnu på samme sted. Det synes som ejeren af den ikke vil tage den bort, før det bliver ham pålagt ved højere ordre.

2. Så stor en velgerning som det er af regeringen at en vandmølle findes i Fredensborg Slotshave, der ved maling driver vandet lige til slottet, og foruden at dette vand virkelig er godt og kan til alle tider forsyne beboerne med sundt og godt vand, lige så beklageligt er det, at der så sjældent er vand i de kummer der står ved slottet. Derfor må beboerne hjælpe sig med vand af en post, som ikke altid er godt. Man må endog på visse tidspunkter si vandet for man kan bruge det. Når det nøjagtigt overholdtes, at der 1 til 2 timer om dagen blev malet på vandmøllen, ville beboerne ikke savne den første og bedste af livets fornødenheder, nemlig godt, sundt vand.

Møddingen ved vejen lige før slottet er nu blevet fjernet. Men der er kommet en til ved fasaneriet, så man møder en slem lugt (H. G. F. Holm: Fredensborg, 1826. Fra Før og Nu 1919) .

3. Så inderligt fornøjet enhver må være ved at spadsere i Fredensborg Slotshave, der såvel ved natur som kunst er en af de første kongelige haver her til lands, så synes det dog upassende, at der ved indgangen til fasaneriet ligger en stor mødding. Den synes endog at have ligget der en lang tid, og når man forlader haven møder der en en slem lugt, der uden tvivl har sin grund deri, at en slagter bor der. Han vil ikke så nøjagtig (af mangel på plads) kunne nedgrave den urenlighed, som følger af slagteriet. Hvorfor den nedsænkes i den nærværende dam. Man håber, at de ansvarlige vil drage omsorg for at de spadserende forskånes for denne lugt, der i flere end en henseende er skadelig.

 (Politivennen nr. 386, 14. september 1805, side 6143-6145)

Nogle Uordener på Fredensborg

(Efter Indsendt)

Den 2. juni foretog jeg en rejse i selskab med andre til Fredensborg. Ved ankomsten der fandt jeg straks ved vejen i gaden lige for slottet en stor mødding liggende, som ikke alene var et hæsligt syn, men også afgav en ubehagelig lugt. Jeg tænkte, at vedkommende dog burde finde et mere passende sted at lægge den end lige ved vejen, hvor folk hele tiden skal passere.

Vi gik nu en tur i Kongens Have, men blev antastede af en mand, som enten må have været beruset eller halvt fra forstanden. Han tilbød at vise os om i haven. Men da vi før var bekendte her, bad vi ham at spare os sin umage. Desuagtet blev han alligevel ved at forfølge os lige til slottet, hvor vi endelig, for at slippe ham, måtte give ham en belønning. Han forlod os og tog straks fat på en anden honet familie, som kom straks efter os, og som vel også har måttet holde for dette menneskes påtrængenhed. 

I det øjeblik vi ville gå ind i haven, blev vi igen antastede af en halvvoksen dreng, som dårlig nok kunne tale. Denne tilbetlede sig rent ud en skilling. Straks derefter kom atter en lille dreng, som talte helt uforståeligt, og så vidt vi kunne mærke, ville han nok også have en skilling. Og for at blive disse drenge kvit, måtte vi atter, mod vor vilje, op med penge. Da det er at formode, at der på Fredensborg er en fattigkommission, som på andre steder, og det desuden er imod forordningen at sådant tiggeri finder sted, så tør man vente af denne kommission, at det bliver hæmmet. 

Søndag den 9. juni kunne en klejnsmeds uforsigtighed have forårsaget en sørgelig dag for Fredensborgs beboere. I smedens værksted var der nemlig anbragt en kasse med krudt. Smedens far og smedesvenden var i værkstedet, og et lille barn stod i den åbne dør. Formodentlig er en gnist kommet til krudtet, og ved dets smæld blev disse mennesker så ilde tilredt, at man endog tvivler om svendens liv. Og det lille barn er ligeledes meget forbrændt. Man overlader det til de ansvarlige at afgøre hvor farligt det kunne være blevet for de nær boende folk, hvis værkstedet var brændt af, og hvorledes sådan skødesløshed bør anses.

 (Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5941-5944)

Umenneskelighed hos Almuen imellem Fredensborg og Frederiksborg.

(Efter indsendt).

På en spadseretur mellem Fredensborg og Frederiksborg den 10. juli fandt vi en gammel udtæret mand ligge i en grøft og drages mod døden. Han var omringet af en del bønderkarle og drenge. Vi bad disse så snart muligt at hente en vogn fra næste bondeby for at få ham bragt derhen da det måske endnu kunne være redning for hans liv. De sagde os at den næste by var Sørup, og at der var en mand som var fattigforstander ved navn Haagen Petersen. Vi fulgte med derhen for at haste på vognen, og konen afslog at sende vognen derhen med tillæg at de kunne ikke modtage alle som styrtede på vejen. Vi gik videre uden nytte. Til sidst kom vi forbi et hus hvori var musik og hvorfra udstrømmede en hoben mennesker. Disse bad vi om hjælp for den stakkels syge, men i stedet for den, fortalte de os at de vidste det for længe siden, at han havde ligget der fra middagen, og at han ikke kunne leve. Imidlertid råbte en ung karl til mængden, lad ham ligge og dø, så kan vi sætte et fold om ham så at svinene ikke skal æde ham, siden melder vi det til præsten som kan gøre med ham hvad han vil, og denne karl var forstander Haagen Pedersens søn. Om faderen besidder mere menneskekærlighed end moder og søn, eller om andre årsager har drevet ham, ved vi ikke, men et par timers tid derefter har han dog da manden allerede var død, hjemført ham og lagt ham i sin lo.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4349-4350)