St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende :

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var HOvedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idel de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne": Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Sankt Croix: Punktnedslag 1883-1886. (Efterskrift til Politivennen).

Udover omtaler af de mange penge som hvert år blev afsat på finansloven til plantageejerne på De Vestindiske øer, er der ikke meget at hente i avisarkiverne. Her er et udvalg af artikler frem mod strejken i 1915/16 og den endelige afhændelse af øerne under 1. Verdenskrig. 

Et Møde af Plantere holdtes den 19de Maj i West End for at tage under Overvejelse, hvad der var at gjøre for at skaffe bedre og billigere Arbejdere og fremme Indvandringen af saadanne. Næsten alle Øens Plantere vare tilstede, og fra alle Sider klagedes der over de forhaandenværende Arbejderes Utilbøjelighed til at arbejde stadig og ordentlig. Om Mandagen drive de næsten altid, undertiden ogsaa om Tirsdagen, og Lørdag har altid været betragtet som normal Fridag. Naar man gjør dem Forestillinger i saa Henseende, gaa de uden videre deres Vej, da de med Lethed kunne faa Arbejde andetsteds. Arbejdslønnen er stadig stigende, hvad der imidlertid kun bidrager til, at de tage sig saa mange flere Fridage. Det eneste Middel herimod vilde være Indvandring af Arbejdere fra de andre vestindiske Øer, og Forsamlingen overdrog det til en Komite paa fire Medlemmer at træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Hjælp af Agenter at iværksætte en saadan.

(Dagbladet (København), 14. juni 1883 (uddrag)

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

(Uddrag fra et længere brev fra Vestindien, afsnit om landarbejderne:)

Paa St. Croix har Regeringen nu begyndt en Udstykning af Jord fra Statsplantagen Work & Rest i Haab om derved at vække Lysten hos den arbejdende Klasse til at erhverve Jordejendomme og saaledes knytte den til Stedet. Det er dog meget tvivlsomt, om Forsøget vil falde heldig Ud. Saalænge Regn og frugtbare Tider vilde indtræde, vil Negeren nok blive ved Jorden, men kommer Tørhed og Misvæxt, taber Han strax Modet og opgiver Ævret. Overhovedet har han endnu ikke lært at indse Nødvendigheden af at tænke paa den Dag i morgen og saalænge det ikke lykkes at gjøre ham dette indlysende, saa længe faar man ham heller ikke til i gode Aar at samle Modstandskraft til de kommende daarlige Aar. Af denne Grund er det ogsaa, at Øen lider under en Mangel paa Arbejdskraft, der Aar for Aar bliver føleligere og nu er ledet to alvorlige Overvejelser fra Planternes Side om Indførelse af fremmede Arbejdere til Øen. I Virkeligheden er Arbejdskraften paa Øen ikke utilstrækkelig til dens Behov, men Negerne paa Landet ville ikke arbejde, og Autoriteterne synes at staa magtesløse overfor dem, uagtet det dog er vitterligt, at de ikke paa lovlig Maade forskaffe sig, hvad de behøve til Livets Ophold. Om nu en Immigration vil hjælpe paa dette Forhold og skabe den attraaede Konkurrence, er vist noget problematisk, medmindre man da vil beslutte sig til at gaa energisk tilværks mod alle de vagabonderende Individer blandt Arbejderbefolkningen og lade dem ramme af Løsgængerloven. Men hertil vil atter udfordres at virksomt Landpoliti og Oprettelse af Tvangsarbejdsanstalter, og ingen af Delene vil kunne tilvejebringes uden Anvendelse al Pengemidler, der ikke haves til Raadighed. Vil da Staten paany træde hjælpende til? det er det store Spørgsmaal.

(Dagbladet (København), 27. juni 1883)

Washing clothes at Harden Gut. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Den 2. og 3. august 1883 bragte Dagbladet (København) en artikel af en af de involverede i oprøret i 1878, baron og kaptajn H. Eggers: "Vestindiens materielle Forhold". 

Den voldelige måde at holde landarbejderne i skak slog også indad i familierne, det fremgik af en artikel i: 

Brev fra Vestindien (uddrag)

Man er paa Øerne noget betænkelig ved den overhaandtagende Tilbøjelighed hos Negerbefolkningen til at give sin Heftighed og sine tøjlesløse Lidenskaber Luft i Voldshandlinger, der ikke saa sjeldent ende med Døden, og man beklager meget den Lemfældighed, de danske Domstole i saadanne Tilfælde udvise imod Gjerningsmændene. Disse slippe gjerne med et Par Aars Strafarbejde, og gaar det højt, saa at de dømmes fra Livet, kunne de altid gjøre Regning paa den kongelige Benaadning, der endog gierne efter nogle faa Aars Ophold i en Straffeanstalt hjemme aldeles fritager dem for Resten af Straffetiden. 

Paa de omliggende engelske Øer viser man ikke en saadan Mildhed i Drabssager, hvormed graverende Omstændigheder have været forbundne, og en Dødsdoms Fuldbyrdelse er næsten altid det uundgaaelige Resultat af Sagen. Som Følge heraf hører man ogsaa jevnlig Negerne sige, at man paa vore Øer kan gjøre, hvad man vil, da man ikke udsætter sig for at blive hængt, og blive de dømte til Tugthusstraf, saa bede de om at blive hjemsendte, fordi de vide, at de ved deres Tilbagekomst ville blive hyldede og beundrede af deres Kammerater som Folk, der Lave gjort en Europarejse og under Opholdet i Danmark have lært Dansk. 

Som en Illustration til hvad jeg her har sagt om Negernes Tilbøjelighed til uden Hensyn til Følgerne at give deres Lidenskab Tøjlen skal jeg blot anføre et Par enkelte i den allerseneste Tid forefaldne Drabshandlinger: En Arbejder paa Plantagen Pleasant Walley paa St. Croix. ved Navn James Francis Carter, blev en Søndag i Oktober opbragt over, at hans Stedsøn, en Dreng paa 9 Aar, havde spist hans Mad, og gav sig i den Anledning til at mishandle Drengen paa en saa grusom og oprørende Maade, dels ved ligefrem at slaa ham, dels ved at løfte ham op og kaste ham ned i Gulvet og endelig støde hans Hoved imod Jorden, at Barnet tilsidst døde imellem Hænderne paa sin Bøddel. Carter blev vel ved Underretten idømt Livsstraf men hans endelige Dom vil naturligvis kun komme til at lyde paa nogle faa Aars Strafarbejde Paa St. Thomas forefaldt en næsten ligesaa gruelig Drabssag i samme Maaned. 

En vagtmand paa Plantagen Thomas blev en Søndag opbragt over at en Mand fra Byen havde uden hans Tilladelse begivet sig ind i Gaarden for at bese Sukkerkogeriet, og gav sig efter at have puttet Vedkommende hen til Indgangen til at slaa løs paa Manden med en tyk Knippel. Han slog ham i Hovedet og vedblev dermed, indtil den Anden laa bevidstløs for hans Fødder. Andendagen efter døde den Ulykkelige, der skal have laa et Hjerneskallen knust og Gjerningsmanden sidder nu og afventer sin Dom, der formodentlig ligeledes endelig resulterer i et Par Aars Strafarbejde. At saadanne Tilstande ikke ere hyggelige, og at Straffelovene ikke svare til Forholdene paa Øerne, tror jeg vil vare indlysende for Enhver, ialfald hersker der ingen Tvivl herom på Øerne.

(Dagbladet (København), 27. december 1883 (uddrag)

View of the lagoon near New Port, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

(Uddrag fra en artikel hvori bringes en del breve, heriblandt et fra en soldat på St. Croix, dateret den 6. september 1884:)

Øen St. Croix er 4 Mil lang og 2 Mil bred; den har to Byer: Kristiansted, den usundeste, er Hovedkvarteret, og Frederiksted, hvor kun 20 Mand er anbragt, dog saaledes, at Mandskabet skifter med begge Byer.

Det var i sidstnævnte By at Negrene i 1878 gjorde Oprør; de var omtrent 600 mod de 20 Soldater, og der findes endnu Ruiner fra den Tid, de stak Ild paa Byen. Jeg synes nu Negrene har det taaleligt, de har det i hvert fald bedre end vi Soldater. Vi faar kun ca. 60 Øre og et Pund Brød om Dagen. Middagsmaden er meget daarlig, og alt, hvad man skal købe, er dyrt. Man faar næsten ikke mere for 1 Dollar (ca. 4 Kroner) her end hjemme for 1 Krone. Da vi kom i Land fik vi udleveret 4 Skjorter, 4 Par Strømper, 3 Flonelstrøjer og 2 Par Sko; hvad vi ellers skal bruge for Resten af Tjenestetiden maa vi selv anskaffe for vor knappe Lønning. Ekstrafortjeneste er her ikke at opdrive ...

Temperaturen er 30-40 Graders Varme (Reaumur). Her findes mindre Slanger og en Mængde Krybdyr, Skorpioner, brune Tusindben indtil en halv Alens Længde, grønne, der er mindre, men meget giftige, samt Firben og Moskitoer.

(Social-Demokraten 22. april 1888)

Carl Emil Hedemann (1852-1929). Var suverænt den længst siddende guvernør, hele 10 år 1893-1903. Normalt holdt guvernørerne kun et par år, i bedste fald omkring 5 år. Af fotograf Frederik Riise (8.12.1863-11.1.1933) fotograf, generalkommissær. Det Kongelige Bibliotek.  Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Sankt Croix: Domme 1881. (Efterskrift til Politivennen).

Kommissionens domme over oprørerne i slutningen af 1880 på St. Croix gik ret ubemærket hen i den danske presse.  Først da sagen den 23. maj 1881 var nået til Højesteret, blev sagerne mere udførligt omtalt. Dommen stadfæstede kommissionens dom over de 403 arresterede: De 40 blev dødsdømt. 

Coaling Girls. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Højesteretssagen mod Negerne paa St. Croix, der var foranlediget ved Oprøret i 1878, sluttedes i Gaar. Vor indskrænkede Plads tillader os ikke i Dag at fremsætte denne Sags vidtløftige Præmiser, og vi indskrænker os derfor til at anføre nedenstaaende, idet vi forbeholder os at komme tilbage til denne Sag: 

Kommissionen har havt under Behandling et Antal af 403 Arrestanter, af hvilke 272 oprindelig overleveredes til Kommissionen, da den den 4de November 1873 sammentraadte. 8 af de ved Oprøret virksomste Negere vare allerede blevne dømte fra Livet ved den, medens Oprøret stod paa, under den paa Øen herskende Belejringstilstand af Guvernøren anordnede Standret; en Del havde sat Livet til under deres fortsatte Deltagelse i Opstanden, og endelig er der død 23 Arrestanter, fornæmlig under den i Fængslet paa Richmond i Forsommeren 1879 herskende Skørbugs-Epidemi og dens Smitter. 

Ved den af Kommissærerne den 2den September 1880 afsagte Dom vare samtlige 39 Tiltalte (deraf 5 Fruentimmer) ansete med livsstraf. Højesteret hvor Sagen begyndte den 9de ds., afsagde følgende Dom i samme. 

Højesteret stadfæstede den indankede Dom, idet den deri for hver enkelt Tiltaltes Vedkommende givne Begrundelse af dette Resultat i alt Væsenligt tiltraadtes af Højesteret.

(Social-Demokraten, 24. maj 1881)

View of Peters Farm Hospital, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Bloddommene over Negrene paa St. Croix.

Højesteret har fornylig, hvad vi kort meddelte gennem en Nyhedsnotits, behandlet Sagen mod de Negre, som ved den sidste større Rejsning paa St. Croix satte sig op mod Planterne.

Man vil erindre, at Negrenes Opstand bevirkedes ved, at de var misfornøjede med deres Lønningsvilkaar. I hele Sommeren 1878 havde Gæringen stadig taget til iblandt dem. Det var nemlig blevet Skik paa Plantagerne, at disses Ejere kun fæstede det højst nødvendige Antal Arbejdere paa de ordinære Aarsfæstedage i Oktober, saaledes at Plantagerne sædvanlige Arbejde lige netop kunne bestrides; i den travle tid derimod antog man flere Arbejdere som Daglejere. Følgen af denne Fremgangsmaade blev nu, at Aarslønningerne sank, eller i hvert Tilfælde ikke holdt Skridt med, hvad der bødes paa Naboøerne, navnlig de engelske. Det er klart, naar Efterspørgslen efter Arbejdere er ringere, bliver ogsaa Lønningerne ringere, hvilket end mere blev Tilfældet paa St. Croix, hvor man afskar Negrene, trods deres bestemte Ønske, Muligheden af at udvandre til andre Landomraader. I den travle Tid maatte Planterne imidlertid antage Daglejere, og for disse blev da Lønnen paa Grund af den almindelige Efterspørgsel højere. Forholdet stillede sig saaledes, at de Aarsfæstede modtog 10 Cents pr. Dag, medens Daglejerne erholdt det dobbelte. Dette System bragte Misfornøjelse ind blandt Negrene; de Aarsfæstede blev forbitrede over den forholdsvis ringere Løn, de modtog, og Daglejerne harmedes over, at de saasnart Arbejdet var sluttet, uden videre afskedigedes. Naturligvis indsaa Negrene, at den brugte Metode fra Planternes Side i Et og Alt bragte dem Tab.

At Aarsagen til Opstanden udelukkende maa søges i Lønningsvilkaarene, udviser med tydelige og klare Ord Beretningen fra den Domstol, som behandlede Sagen mod Negrene; der udtales nemlig i hin: Grundene til Rejsningen har man søgt i forskællige Omstændigheder, saaledes havde der i Sommerens Løb været Misfornøjelse hos Negrene paa Plantagerne, væsenlig fremkaldt ved at Benyttelse af Arbejde ved Daglejere tog stærkt Overhaand; medens den faste Arbejder ved sin aarlige Kontrakt var bunden til at arbejde visse daglige Timer for 10 Cents pr. Dag, kunde saaledes en Daglejer jævnlig tjene 20 Cents pr. Dag uden at være flittigere end hin; senere hen, da Høsten lakkede ad Enden, var der ingen Brug for saa mange Daglejere, og da greb Misfornøjelsen disse.

Queen Street, Frederiksted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Oprøret brød ud paa den aarlige Fæstedag 1ste Oktober. Den ydre Anledning gaves ved, at Politiavtoriteterne i Frederikssted, som det synes, paa en temmelig brutal Maade behandlede en beruset Neger.  Vi skal ikke gennemgaa alle Enkeltheder ved Bevægelsen, men kun erindre om, at Negrene vel afbrændte en Del Plantager, dog uden paa et Par Undtagelser nær, at udøve Drab. Militæret derimod nedslog for Fode væk alle og enhver Neger, de kunde træffe paa, og i de følgende Dage efter selve Oprørsdagen gjorde Soldaterne tilligemed Planterne formelig Jagt paa de Ulykkelige, dræbende Enhver, der formentes at have taget Del i Rejsningen. Dernæst nedsattes en Standret, bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimestrene Forsberg og Nyssum, hvilken i Dagene fra den 6te Oktober til den 12te, altsaa i Løbet af 6 Dage afsagde og lod eksekvere ikke mindre end 12 Dødsdomme. Da Standretten mentes at have opfyldt sit civilisatoriske Hverv, nedsattes ved kongelig Resolution den 25de s. M. en Kommission atter bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimester Forsberg samt en ny Mand Politimester Sarauw. Denne Kommission havde den Opgave at føre ordenlig Sag mod de Negre, som endnu sad under Varetægt. Den 4de November s. A, traadte Kommissionen sammen, og omtrent 2 Aar efter, den 2den September 1880, var den færdig med sine Arbejder. Af de Tiltalte fældte den Dødsdom over ikke mindre end 40 Personer, deriblandt 4 Kvinder, og denne Masse-Dom har nu været inde for Højesteret, idet Kommissionen ikke saaledes som Standretten havde Myndighed til at lade Dommene eksekvere, og Høiesteret har stadfæstet disse 40 Bloddomme. En af de Dømte er imidlertid død under Sagens Gang, men de 39 er fremdeles tilbage til Bødlen.

Endnu maa det erindres, at 23 af de ulykkelige Negre døde i Fængslet paa Grund af Skørbug, at dømme efter al den Haardhed, der i det Hele taget fra de danske Avtoriteters Side er blevet udvist mod de Sorte, vil maaske da mangen nok tro paa Grund af slet Behandling. Under Opstanden blev endvidere i den vilde Jagt paa Negrene disse nedskudte i Hundredevis, saa man maa sige, at de danske Myndigheder er gaaet frem efter værre Maalestok end de franske Myndigheder mod Kommunarderne, naar man tager Landomraadets og Befolkningens Størrelse i Betragtning; ja, selv de tyrkiste Paschaer har ikke tilnærmelsesvis vist slig en Griskhed efter at fælde Dødsdomme over de oprørske Bulgarere eller Albanesere. Rusland, der hidtil har haft de fleste Dødsdomme at opvise, er nu aldeles overfløjet af det estrupske Danmark.

Og har der været Grund til dette Barbari? Har der været virkelig Grund til at nedskyde Hundreder at Negere paa en Parforcejagt, at skyde 12 ved Standretsdomme, at lade 24 dø i usunde Fængsler og fælde Dødsdomme over 39? 

Dødsdomme er i det Hele taget fordømmelige og kan under ingen Omstændigheder forsvares; kun overfor overlagt Mord af nedrige Motiver oprøres maaske Følelsen minder, naar Nedkommende maa bøde med Livet; paa St. Croix var der imidlertid slet ikke Tale om slige Mord fra Negrenes Side. I alt blev der af Negrene dræbt, saavidt vi erindre, 3 Personer; men dette skete under den almindelige Tumult og Ophidselse, og de bestemte Gerningsmænd har man ikke fundet. Negrenes egenlige Forbrydelse er deres Afbrænden af forskjellige Ejendomme, men herfor kan man da ikke dømme dem fra Livet.

Spoling på håndrok. Arbejde i Horsens Tugthus. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920). Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Den barbariske Jagt paa Negrene var ligesaa uhjemlet, ti Negrene var slet ikke bevæbnede, saa man kunde sige, at man maatte kæmpe fortvivlet. Kommissionsberetningen meddeler selv  efter "DbI." følgende: "Fremgangsmaaden ved Overfaldene paa Plantagerne var næsten overalt der samme. Med et Par selvbestaltede Førere, i Reglen bevæbnede med en gammel Vagtmandssabel, en Møggreb, en Harpun eller en Sukkerøkse sat paa Skaft eller en Kørepisk - i et Par Tilfælde en Bøsse, funden paa en Plantage og med en eller to Skal-Blæsere i Spidsen, drog Banden fra 50 indtil et Par Hundrede - undertiden, naar Banden paa sin Gang havde faaet stor Tilgang, flere Hundreder - Negre, Mandfolk og Fruentimmer og Børn, alle forsynede med Knipler, Stokke eller Økser, frem imod Plantagen, undertiden i en vild Sværm, raabende, strigende og hujende." Og disse Folk, man kunde jage fra hinanden ved løst Skud i Luften, fandt man det rettest at skyde paa. Hertil kommer endnu, hvad ikke maa glemmes, at Negrene næsten alle var berusede som Følge af Nydelsen af det Rom, de forefandt paa plantagerne; og saa Negrenes Dannelse, deres Uvidenhed og den Undertrykkelse, de havde været Genstand for fra Planternes Side, mon alt dette ikke havde kunnet tale formildende til deres Dommere, berusede Folk regnes jo ellers efter danske Love for utilregnelige.

Den rette Fremgangsmaade overfor Negrene havde været, om man havde hørt deres Klager, om Avtoriteterne havde lagt sig imellem ved det nye System for Antagelsen af Arbejdere, som Planterne havde sat i Gang. Man kunde have lagt sig imellem paa den Maade, at man havde forskaffet Negrene Lejlighed til at udvandre til andre Øer, hvor de til højere Pris kunde fæste sig bort. Men hvad har de danske Avtoriteter gjort? De har paa enhver Maade støttet de despotiske og dovne Plantageejere, der svindler de Penge bort, deres sorte Arbejder surt tjener til dem, i et luksuriøst Liv, mest i andre Lande; medens Negrene blev hundsede paa enhver Maade, afskaaren fra at vandre ud, og tilsidst nedskydes og dødsdommes over en lav Sko. Det estrupske Regeringsparti har Tilskud og Understøttelse, selv gennem provisoriske Bevillinger, til Plantageejerne: til Neger-Arbejderne vanker Kugler og Krudt i Livet naar de finde Tilstandenes Tryk uudholdelige.

De 39 Bloddomme skal vel efter Reglen ind for Kongens Prøvelse, og vi finder det troligt, at de ikke vil blive underskrevne, Kongen staa jo over Klasserne og kender ikke Klassehadet: men kunde alligevel ikke en at Rigsdagsmedlemmerne interpellere Ministeriet angaaende Huseringen paa St. Croix, det var paa sin Plads, og det er Folkerepræsentanternes Pligt at have Øje med, hvad Avtoriteterne byder Befolkningen, mest i saadanne Tilfælde, hvor Befolkningen er afskaaren fra at klage deres Sag selv, og det kan vi vel Alle være enige om, de ulykkelige Neger-Arbejdere mest er.

(Social-Demokraten 4. juni 1881.)

Hair Dressing. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Efter domsafsigelse var det op til kongen (Christian 9.) hvad der skulle ske med de dømte. I august 1881 blev livsstraffene for 39 deltagere (en var i mellemtiden død i fængslet) i oprøret nedsat til tugthusarbejde (Horsens Tugthus) på livstid for bl.a. "Queen" Mary Thomas, "Agnes" Axeline Elizabeth Salomon, Mathilda Mc. Bean.

Eftergivelse af Livsstraf. Den ved Højesterets Dom af 32. Maj d. A. 39 Deltagere i Opstanden paa St. Croix i Oktober Maaned 1878 idømte Livsstraf har det paa Finansministeriets derom nedlagte Forestilling behaget H. Maj. Kongen ved kgl. Resolution af 3. d. A. allernaadigst at formilde saaledes, at følgende 5 hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, nemlig: James Emanuel Benjamin, kaldet Mannie, Axeline Elizabeth Salomon, kaldet Agnes, Mathilde Mc. Bean, Joseph Bowell og Mary Thomas, og at følgende 34 hensættes til Stafarbejde paa Kongens Naade, nemlig: Joseph William, John Samuel, Thomas James, James Griffith, Rebecca Frederik, John Hodge, George Henry, Francis Harrison, Emanuel Jacob, David Cameron, Susanne Abrahamson, kaldet Bottom Belly, Joseph Spencer, Hans Christian, John Thomas Sobers, Christopher Samuel, George Michael, Thomas Chitchlow, William James, George Callender, Henry England, William Arnold, William Barnes, George Simmons, Richard Gibbs, kaldet Sealy, Edward Lewis, Henry Barker, Joseph Briggs, William Henry, Christian MArtin, Wren Gittens, George Cambridge, James Cox, Johannes Samuel, kaldet Bamberg, og Joseph James.

(Fredericia Dagblad, 22. august 1881.)

English Adult School Procession. Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af notitser i forskellige dagblade fremgik året efter, i slutningen af juli 1882, at "fire negerinder" var ankommet med barkskibet "Thea" for at udstå den dem idømte straf af tugthusarbejde på livstid for deres deltagelse i oprøret på St. Croix, i Kvindefængslet på Christianshavn. 

Sankt Croix: Kolonirådsmøde 6. november 1878. (Efterskrift til Politivennen)

De danske kolonilove (1863) bestemte at der skulle være to koloniråd på de danske Vestindiske Øer: Et for St. Thomas-St. Jan og et for St. Croix. Stemmeberettigede til sidstnævnte var mænd med formue på over 500 vestindiske dollars eller som besad ejendom som producerede en årlig indkomst på 75 vestindiske dollars (150 på St. Thomas). Kolonirådet bestod derfor altid af en lille, privilegeret elite. Det interesserede sig på intet tidspunkt for infrastruktur, sundhedsvæsen eller uddannelse. 

På mødet onsdag den 6. november 1878 var til stede guvernøren, viceguvernøren, formand Rosenstand, Sarauw, Branch, Farrelly, Elliot, Hvid, Kalmer, Skeoch, Moore, Latimer og Faber. St. Croix Avis bragte den 13. november et udførligt referat. Man drøftede genopbygningen efter oprøret og støtte fra Danmark. Rådsmedlemmer havde kritiseret militærets indgriben. Det afviste guvernøren pure. I en bisætning nævnte han at måske de skulle se på landarbejdernes forhold, så man ikke stod i samme situation næste år til oktober, men udover diskuteredes landarbejdernes forhold ikke.

I det hele taget illustrerer kolonialrådsmødet meget godt hvor den hvide magtelite lagde fokus - og det helt op til 1916 (se senere afsnit): Den danske regering burde sende flere penge som erstatning for tabene, og mere militær for at holde kontrol med landarbejderne i tilfælde af at de protesterede alt for meget over forholdene. Efterfølgende kolonirådsmøder fulgte stort set denne linje.

Samtidig (23. november 1878) blev guvernørens redegørelse offentliggjort i St. Croix Avis, næsten en måned senere end i Danmark.

Referaterne har af hensyn til læsbarheden fået indsat flere afsnit som ikke var med i de oprindelige artikler.

1st Crown member ( Branch) could not see the use of a Committee, nor could he see any good to delay. He scarcely thought there could be any opposition to the Communication, which is clear and lucid in its contents and ably got up. There is only one point to which he would wish to call attention, as he did not think the Council should commit itself, nor did he suppose his Excellency wished that the Council should commit itself, to the remark in question; at all events he and several Members, besides many in the Community, could not join in that remark, he referred to the part of the communication where it is stated that the Military force, viz. that which had been sent out on Wednesday night in the Northside Road and had halted at Montpellier, had been obliged to retreat. The Community were at a loss to see or to find out the causes of the retreat. Anyhow to that fatal retreat is due all the burning and destruction that took place on Thursday, except those fires that were set in distant places. The bands of rebels who destroyed Morning Star, Montpellier, Windsor and Glynn were not in existence before Thursday morning. when the gangs of these and other estates completed a junction, a junction which would not have been possible if the soldiers had not on Wednesday night retreated from their positions at Montpellier. In fact that retreat did the greatest harm, and it made a sad impression to see brave soldiers turn their backs to Paris and his hordes

The Governor: When, the day after the revolt had broken out, he came here with a few men from St. Thomas, he had not expected, after doing his best, to be blamed, and blamed in such an unjust manner. He did not now address himself as much to the honourable Member, to whom he was thankful for having brought forward the opinion in the Colonial Council, as to many others who had expressed the same opinion elsewhere. It was very unjust to blame a handful of men in that manner. It will be remembered that the night on which those 20 men were despatched to the Northside, was very dark and rainy; the men had just arrived front a garrison where there were many cases of fever, nobody here could give any information as to whether the rioters offered armed resistance or not; to fact with but very few exceptions everybody here was full of fear. The officer in command of the men from St. Thomas, Lieutenant Baron Eggers did not wish to lose time; he applied for permission to go out with a detachment of troops along the Northside Road, to reconnoitre and gain information as to the actual slate. The Governor warned the Lieutenant, that it would be difficult to do anything, as the cane pieces are so high, that even at day time, it was not possible to see far ahead, much less in the dark of the night; as an instance of this, he would mention, that when on the following day the troops were out, rioters were from the top of Kingshill seen putting fire to cane pieces at the foot of the hill, but on reaching the spot, not one was to be found or seen; this was in broad daylight; it was impossible at present to search the cane fields, how much more so in a dark rainy night.  Such accusations could only contribute to cool the interest and attachment he had always felt for this Island. 

Heinrich Franz Alexander von Eggers (1844-1903) officer, botaniker. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Deltog i krigen 1864. Rejste herefter til Mexico og indrullerede sig i the Imperial Mexican Volunteer Corps Österreichisches Freiwilligenkorps. Blev taget til fange af meksikanske republikanere. 1867-1885  løjtnant, senere kaptajn i den danske hær på de vestindiske øer. Som pensionist botaniske studier på øerne.

Now, to resume, if there had been some courageous men here to join the military on that expedition, the result might have been otherwise; but there were none such, it was even difficult to get a few carriages to convey the men. The rumours spread with regard to the movement in question, and the conclusions based thereon are wrong. The 20 man were sent out in the dark of the night; they had not gone very far when they were fired on at the Estate Golden Rock; to ascertain something about this firing, enquiry was immediately made at the Central Factory where some armed men were stationed, whether there had been any firing; but not a gun had been discharged from there, still there were witnesses of firearms having been discharged. There was this good reason to believe that the rioters were armed; the Officer in command of the detachment was obliged to adhere strictly to his orders: to pass tho Northside Road and join Lieutenant Waage at Kingshill, but by all means to avoid being surrounded by the rebels or cut off from Christiansted. There were in all about 100 soldiers in the island; if they had been scattered round about, with 20 men here, and 80 there, and the rioters had made a vigorous armed resistance, the lives of the inhabitants in this town would have been exposed to the greatest danger. 

Some time after his departure, Lieutenant Eggers reported that its men were wet and tired, as could be expected, and therefore had been obliged to remain at Montpellier; at the same time, Lieutenant Waage reported that the rioters were burning Estates at the foot of Kingshill, and that they were in such large numbers, that he had not considered it warrantable to remain there with his 20 men but had retreated to Sion Farm. Under these circumstances, as the men of both detachments were over tired and as there was no possibility of sending reinforcement from here, it was necessary to order both detachments to town, to rest till the following day. Now if the Colonial Council should not be satisfied with this, the Council ought to complain to the Home Government; but the Governor would remind the Council of the consequences.

He was happy to say that the loss of life has been strongly exaggerated; according to official information obtained with regard to labourers on the Estates, 58 persons were shot in the open fields, and 12 by sentence of the Court Martials: 14 women were burned at Grove Place, making in all 84 lives lost; nothing is us yet known about the porters particularly in Westend Quarter; but he did not think the total would exceed 100 lives. As for the amount of Damages done, the Government has received from the Presidency a report based on estimates drawn up by the respective Quarter Officers and Estate Owners, according to which all the damages done in Estates works, inventory, produce made and canes in the fields are estimated at $670,500, to which will come the loss occasioned by the delay of the crop. For Frederiksted no estimate has as yet been obtained. The Colonial Treasury's loss is put down at 10.000 by destruction of buildings, and $90,000 on loss of revenue; the Central Factory c. $1,800 and several other losses $5,000; thus the loss at present estimated may be put down at c, $700.000. In the same manner the most necessary repairs to the Estates' works have been estimated to cost $264,000.

This is of course the question most pressing at present, at least on his mind, viz: how to bring the estates as soon as possible in working order. 

There is no doubt but, that many planters are unable to help themselves; and we can expect help from no other source than the State Treasury. He had desired some time since to see the Colonial Council on this matter, but the state of siege existing in the Island, delayed the meeting. He had however on his own accord informed the Home Government of the necessity of coming to the assistance of the Island, and had inquired if the colony could expect to get such assistance. He had however as yet received no final reply. With the last mail, he had received a letter from the Minister, according to which the Home  Government entertains an idea similar to his that the Colonial Treasury should assist the planters through a loan from the State Treasury. No doubt the Home Government will add some conditions; and he could only hope that honorable Members will from several reasons see the necessity of making changes in several respects, so as not to have a new 1st of October soon again. 

He had hoped before to-day to receive a telegram from Copenhagen containing further information on the matter; on the other hand, he did not, wish to act any longer on his own hand for this island, but would prefer that the Colonial Council joins; it will of of course depend on how he is now personally met here, whether he will at all continue to work personally for the Island or not. He would propose that the Council appoints a Committee to draw up the Council's remarks on Government's communication about the state of siege, and he intends to propose another one to cooperate with the Government, in order to consider and decide what amount it is necessary to procure to relieve the distress in the island to propose to the Colonial Council such petitions as the Committee might recommend to be addressed to Home Government, with regard to the future and particularly the financial position of the community, and to consider upon which amounts the Colonial Treasury should lend to the sufferers.

The Chairman vacated the chair to the Vice Chairman (Sarauw)

2nd Member for Christiansted's Country District [Rosenstand] should have had no objection to defer making any remarks on the communication, at all events till it had passed in the Committee; but as the discussion had been opened, he would have to make some remarks. He must confess, he rather regretted having encouraged the 1st Crown Member (Branch) to come forward with his remarks; he was never more surprised than by those remarks. It never struck him that the Council just at the time it received a communication regarding the great calamity that has befallen the Island, would pick out small points or parts of the whole sad drama, and make them the object of criticism which in this moment could scarcely he exercised with sufficient calmness and justice. He would most strongly advise the Council not to follow this course. He would, to show how difficult it was to form an opinion on affairs or to make any fair criticism afterwards, refer to what had been said by the Governor of the impossibility of getting information if the rebels offered any armed resistance, or not ... [The Governor: It was not even known that there were 7 or 8 gangs of rebels; but from communications received and what could loosely be gathered here, it was  supposed they were moving in one large mass; it was only the next day any certainty was obtained] . . . . we all in town believed the same thing, and much uncertainty prevailed as to the whole state of things. In the course of the day such information should have been sought and obtained here, as could have guided the military movements in the evening, through patrols, but we had no force available for patrols; in the forenoon several planters applied for authorisation from the President to go out in a body and meet the rioters; they got the desired permission but the expedition did not come off; in the evening, be happened to meet one of these planters; he had been out, but alone with his manager and another gentleman. He would not criticise this. Let the movement in question be an error, others would find other movements equally as wrong In West End the complaint was, that no detachment were sent out on the North Side on Thursday Afternoon, when applied for; all this might be wrong but this is not the moment to search for errors. 

We have other things now to do; and if the Council appoint Committee to draw up the remarks, it would bo a shame if there should be nothing else than backings and bickerings at the communication. We have first to examine whether the Governor was justified in declaring martial law or putting the Island in a state of siege, and to suggest what is best to do to raise the island from the efforts of the calamity. The latter part may now after the Government is going to propose the appointment of a second Committee not fall under the reply to the communication. Unity makes strong; we cannot expect sympathy from the Danish Diet, if we are here governed by faction. What faults or errors we find, can be reserved for comment, on another occasion, but our first act should be one of unity and to show that we are ready to do our best to raise the Island from its prostrated state. It was reassuring to see that on the introduction of the Financial Law in the Diet the Minister of Finances had alluded to that the state of St. Croix would lay great claims on the State Treasury. (To be continued)

(St. Croix Avis, 23. november 1878)

Kvinder ved hytte på St. Croix. Uden årstal. Det kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

Rådsmødereferatet fortsatte i næste nummer:

PROCEEDINGS OF THE COLONIAL COUNCIL

for St. Croix.

(Conclusion af Meeting of 6th November.)

(Discussion on Government's Communication concerning the state of siege.)

4th Member for Christiansted's Country District (Farrelly) complained of the Island having been left without, sufficient protection. Westend with all the Estates round there was left only to the protection of 5 policemen and 5 rattans, If Westend had had some sort of military protection, the whole thing might have been avoided. Attention to this had been called during the discussions on the military ordinance, and fears were expressed. Now has come to pass what the Authorities and some Members would not believe; he and almost all the other planters have been ruined, and have lost everything, because it was thought fit to have no military men located in Westend.

The Governor: Who was it said who did not want any military force?

4th Member for Christiansted' Country District (Farrelly): There were 6-7 Members who voted against doing away with the forces.

The Governor would beg Members to be just enough to remember the history of the military ordinance. For the first 9 years after his arrival here, he opposed retrenchments in the public expenditure, for which many voices were raised; he held that the Administration could not be had cheaper, and that those reductions which here and there might be made were so trifling, that they would lead to nothing. In fact, he had heard constantly a great deal about  retrenchments, but could not find any key to a plan for their execution. In 1872 we were comparatively rich; then came 1873 which found us a little poorer. In 1873 or 74 while on a visit here, he was addressed by a so called Deputation, that asserted that $500,000 were requisite in order to continue the business of the island. Government procured them a loan of $150,000 from the Statetreasury. This loan has not since been fully repaid, because the one drought followed the other, and the crops went down as low as 3.00 hogsheads in one year, there was no money in the Treasury, and no sufficient revenue to be expected; what was the use of the Council saying we wish to maintain the military, but we have no money to pay for it. 

Later, on the 4th January in 1875, he in this Council had frankly declared that he was not bound to fulfil the promises made by former Governors, and that he would not undertake to support vague proposals of retrenchments, but must demand that those who voted retrenchments, should show how such were to be effected. In 1876 he left here for Copenhagen for the purpose of promoting the Central Factory, he would not speak of what he had done in that respect; but If he had not gone, the Factory would never have been here; perhaps some may say it would have been better it had not come; the future will show. The Diet gave another loan of 600.000 Kroner to the Colonial Treasury besides supplying one half of the Factory's Capital through a loan from the State. The Diet made however certain conditions, among others that we should curtail our expenses as much as possible, and as the military expenses was the only item where reduction of any significance could be effected, the last military ordinance was submitted. 

Now, a great deal might be said for and against the military; he would here refer to a simple but striking remark he had heard sometime ago: it is simply absurd to expect to grow canes with rifles. He would beg to ask, was there any man here who would before the 1st of October could or did suppose that a danger of the kind could be expected to occur on this Island? He had spoken with 3  gentlemen, who have lived a long life here in i the Island, intimately acquainted with the labourers an animated by a strong feeling of justice and humanity, one of these viz: Reverend DuBois, he would take the liberty to mention and publicly pay him this compliment on account of the zealous and courageous manner in which he had endeavoured to prevent the riots in Frederiksted; he had asked each of those gentlemen, if they had ever thought such a fearful, dreadful calamity possible; they replied all that if they had been asked the question on the 30th September, they would have answered it was utterly impossible: a little disturbance or a strike might be possible; but such a serious rising was beyond the conception of every one. This Is the secret of the military question: we have all fell secure, we have slept with our doors open, but we have suddenly seen that we have been mistaken. This may be called the moral sense of the question: the pecuniary view of the matter is that the Island was unable to bear the former military expenses, they had necesarily to be retrenched.

1st Crown member (Branch) had felt it would seem an incidious thing to incite the remarks he had had to make on the Governor's communication. But he had to a certain extent been misunderstood. He had spoken on one point, which he found to be wrong and which was much commented upon by the public, but he would not join in any wholesale condemnation. As regards to the insurrection itself, it was too true that it could not have taken place if a military force had been in the Island; but for its real causes, he must go further than the removal of the military force from West End and Kingshill. The planters have for many years been driving their labour power at high steam pressure; Ihe engine has now burst, Until the whole body of planters have learnt to feel more for and with labourers than they do now; until they feel that labourers need something else beside being well fed and housed, - in fact that they are not merely so much working power, then the Island, though it may be made safe, will not be what it ought to be, not if you put all the military force you like into it.

4th Member for Christiansted's Country District (Farrelly) believed that nowhere in the world would you find a class of labourers better clad, better fed and enjoying a better life than here in this Island; foreign clergymen have come here and seen it and commented on it, and a proof of it is afforded by the people leaving here and afterwards returning even from their native land. No planter considers a labourer Iess than what he is, or treats him otherwise than he ought to do. As for the remarks from the Governor that no one expected this outbreak, he would observe that for some time it was plain the labourers were driving at something, had something in their heads, especially as they did not cultivate their provision grounds; a strike might have been looked for, but this general rising was not expected; for no earthly reason could be supposed for those labourers wanting to ruin the whole Island and to drive out the white man.

The Chairman vacated bis seat to the Vice Chairman.

2nd Member for Christiansted's Country District (Rosenstand) would shortly reply to the remarks from the honourable Member (Branch) about the planter's treatment to labourers. The honourable 4th Member for Christiansted's Country district (Farrelly) had already replied; but be might be considered too interested in the question to take an unbiased view of it. He (the speaker) though having no personal interest in the question had through many years and in different positions closely observed and become well acquainted with the relation between planters and their labourers ; and he thought that on the whole - exceptional cases were always to be found - such accusations as were brought against the whole class of Planters by the honorable and reverend member were unjust and unwarrantable, and be would most earnestly repudiate them, that they should not pass over the whole world uncontradicted.

1st Crown Member (Branch) was sorry that the Chairman had again somewhat misunderstood him. What he had intended to say in connection with the labourers was, that unless a feeling of mutual confidence be established between employers and labourers, the latter could be kept down only by terror. He should certainly not wish the island to be without military assistance; he would himself have voted against the removal of the troops if he had been in the Council at that time; but he does not wish it to be overlooked, that there are affairs here which need to be adjusted in a suitable manner; he meant the relation between employer and labourer, which must be put on a footing somewhat like similar relations elsewhere; for, as justly observed by His excellency to day - we cannot grow canes with rifles.

The Governor, would as he had touched on the labour question in the communication, add a few words with special reference to what the honorable 1st Crown member (Branch) had stated. He [the Governor] concurred with the honorable Member in his principles for the adjustment to the labour-question. All relations between two classes of people, who wish to live in peace together, ought to he regulated according lo these principles. The labourers must be treated with humanity, and it ought to be made possible for the employers to encourage good laborers by rewarding them with a higher pay than the rest, but the present labour-regulations do not allow this. The labourers have Iately committed a crime by trying to bring about a change in the Law in an Illegal manner; it has therefore been necessary to force them back under the provisions of the law; but we must be prepared to make a change for the future, and to show that we are willing lo settle the labour-question with justice to all. It will be noticed from the Newspapers, that although they had scanty information about the riot here, they have all guessed that, the Labour-question is not regulated here as it ought to be; if we wish to obtain the sympathy of the outer world, we must try to meet its opinions.

Afier a respite of 15 minutes, the Council resumed.

2nd Crown Member (Kalmar) fully concurred with what had fallen from the Chairman during the first part of the discussion, and thought the first feeling that should pervade the Council alter the sad calamity in the Island, should be to try to do everything to remedy the effects; to pat shoulder to shoulder to work out a good result. He did also feel convinced that this would be the ultimate result of the Council's action; and withal, it will take a long time before the island can recover from the effects of the dreadful calamity. At the same time it was very cheering to see both from the Government's remarks as well as from elsewhere, that there is a readiness on the part of ihe Home Government and the Nation to come to the assistance of the Island; not only a readiness to yield mere material help, but there is a sympathy, which makes our cause a national cause, so that one could feel more than ever before convinced, that the Mother Country will not consider us as a colony, but embrace us as a province, he could not allow these discussions to be closed, without giving expulsion to the joy he felt on that account, and he held the expeciation that that national feeling will become stronger and stronger, and ultimately lead to our being admitted in all respects as a part of Denmark. As for the Council's remarks to the communication, the proper way would in his opinion be to have a Committee to prepare them, and he would like to know if the same Committee could not attend to the other purposes, for the Governor desired to have a special Committee,

The (Chairman) did not think it possible that one Committee could serve for the two different

purposes, He would refer the question to the Governor.

The (Governor) would propose a special Committee to be appointed to confer with him on several questions.

3rd Member for Frederiksted's Country District (Moore) proposed a Committee of 3

Members to be appointed to prepare the Council's remarks to the Government's Communication.

4th Member for Christiansted's Country District (Farrelly) proposed a Committee of 5 Members. Moore withdrew his proposal, and Farrelly's proposal was unanimously adopted. The Governor handed in his proposal as already reported.

(St. Croix Avis, 27. november 1878)

Herefter fortsatte forhandlingerne og forslagene om en komite.

Lars Peter Elfelt (1866-1931): søfolk på gaden i Christianssted. Materialet er fri af ophavsret. Det Kongelige Bibliotek.

To the Editor of the "St. Croix Avis"

Mr. Editor!

I was very much pleased on Friday to hear at the meeting of the Colonial Council allusion made to the Press in this Island.

You cannot be entirely unaware of the great disatisfaction which has of late been very freely expressed as to the unfairness which has been shown towards a very large proportion of our community, by, as they have in my opinion justly considered it, a want of free access to the Avis, and on the very subject which it so happened was the cause of the said allusion on Friday, vix., the Central Factory.

The general opinion has been that any expression adverse to that unfortunate institution would not have been admitted to the columns of your paper, or, to speak plainer yet, that we have no free press in this Island. A certain state of things has been going on too long, and it is time that there should be a change.

Will you, therefore, Mr. Editor, in an early issue, let the Public know if we have a free press or not, bearing in mind that we fully understand the distinction between a free press and alicentious one.

Yours truly

X

(St. Croix Avis, 13. november 1878)

I en artikel om landskolerne St. Croix Avis 20. november 1878, lød en del af konklusionen således:

While our labouring population lies under disgrace, we feel that views such as we have stated, although their abstract truth may be admitted, will not meet with much sympathy. It remains for the people themselves to alter this state of public feeling towards them by perseverance in good conduct and the performance of their daily duties, and we hope that those of them who can read and write will use their influence among them to show that such a course will be the best for all interests concerned.

En læser havde plæderet for at landbefolkningen ikke skulle uddannes, og at situationen skulle udnyttes til at fjerne dette privilegium. Diskussionen gik mellem om den sorte landarbejderbefolkning skulle fastholdes i "barbari" uden uddannelse, eller de skulle lære gennem uddannelse at opføre sig som lovlige og gode arbejdere.

Den 28. december 1878 udstedte Christian 9. en befaling om at Johan Frederik Schlegel, Martin Levy og Carl Madsenius Vilhelm von Tvermoes skulle udsendes for at undersøge årsagerne til oprøret, skader og tilstå et midlertidigt lån. 

Janus August Garde,

Gouverneur for de dansk-vestindiske Øer,

Kammerherre,

Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand

GJÖR VITTERLIGT: Da det er anseet for nödvendigt, at der uden Ophold træffes Bestemmelse om Lettelser for Eierne af de under Opstanden paa St Croix i October Maaned 1878 ödelagte Bygninger og Sukkerværker med Hensyn til disses Gjenopförelse og Istandsættelse, saa bliver herved i Kraft af den mig ved Coloniallovens §4 overdragne Myndighed, foreløbigen fastsat og anordnet som fölgor.

§1

Alle Materialier, der fra 1ste October 1878 at regne og inden 31ste Marts 1880 indföres til St. Croix og som beviisligt anvendes til Gjenopförelsen af de under Opstanden i October Maaned 1879 Ödelagte Bygninger i Byen Frederiksted og paa Landet samt til Istandsættelsen af de ved samme Leilighed beskadigede Værker og Indretninger samt Brugsgjenstande m.m., bestemte til Tilvirkning af Sukker og dettes Biproducter, ere fritagne for den ved Lov angaaende Handel og Skibfart paa St. Croix af 30te Juni 1850 §6 foreskrevne Indförselstold, saaledes at denne godtgjöres vedkommende Eiendomsbesidder, under saadanne nærmere Bestemmelser med Hensyn til Controllen, som blive at fastsætte af Gouvernementet. For de i nævnte Öiemed alt tidligere indförte Materialier vil den erlagte Udförselstold kunne tilbagebetales, naar de fornödne Beviisligheder for Anvendelsen ere tilstede.

§ 2

Alle Gældsforskrivninger der i ovennævnte Tidsrum udstædes for Pengeforstrækninger til Gjenopförelsen og Istandsættelsen af de som nævnt i §1 ødelagte Bygninger og Værker, ere fritagne for Brugen af stemplet Papir. Forsaavidt de allerede forinden denne Anordnings Kundgjörelse maatte være udstedte, er den, der har bestridt Udgiften, berettiget til at erholde den godtgjort af Colonialkassen. 

Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.

Gouvernementet for de dansk-vestindiske Öer,

St. Thomas den 24de December 1878.

Under min Haand og Gouvernementets Segl

AUG. GARDE

(L. S.)

(St. Croix Avis, 1. januar 1879)

Til

HERR W. H HEYLIGER.

3die Marts, 1879.

Ved under Dags Dato at overlevere Commissionen en Gjenpart af nogle paa et Möde i Frederiksted den 1ste d. M. vedtagne Resolutioner har De i Forbindelse med flere andre Herrer anmodet om at maatte möde for Commissionen for at udtale Dem angaaende Aarsagerne til det 1 October f. A, stedfundne Oprör m, m. 

Commissionen tillader sig i den Anledning herved at meddele Dem til videre Communication for Medundertegnerne af de ovennævnte Resolutioner, at man, efterat Commissionen har taget sin Bestemmelse med Hensyn til de Personer, hvis Forklaring den har anseet det af Vigtighed for Udförelsen af det den allernaadigst ovordragne Hverv at erholde, saameget mindre findes Anledning til at elterkomme de Herrers Anmodning som der alt er givet en stor Deel af Undertegnerne af de nævnte Resolutioner og navnlig, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige de Herrer Medlemmer af Comiteen, Leilighed til at udtale sig for Commissionen.

(St. Croix Avis, 22. marts 1879)