Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111) 

Bøn for de Hunde, som skamskydes paa Volden.

Lørdag den 26. september om morgenen passerede voldskytten - som sædvanligt medhavende en slave med spade og sæk - volden ved Vesterport forbi Gyldenløves Bastion og nedad Filosofgangen.

Omtrent klokken 7.30 hørtes et skud, og krudtrøg steg op fra bastionen. Kort efter sås en stor sort puddelhund haltende på bastionen, og efter at have løbet, dels krøbet nogle alen kastede den sig ned og efter kort ophold krøb atter, hvilken manøvre den gentog 4 til 5 gange, indtil den endelig nåede Filosofgangen hvor den gispende lå i lang tid, avancerede side, valtrende, hen på Halmtorvet og nåede til sidst efter at have hvilet flere gange, fortovet ud for nr. 72 og 72 på torvet, hvor den endnu efter kl. 9, lå i krampagtige bevægelser.

Man havde ventet at voldskytten som øvet jæger, enten straks havde ladet sit gevær og skudt anden gang på hunden, mens den endnu var på bastionen, hvortil han havde god tid da der gik 5 minutter fra det øjeblik af at hunden blev truffet, og indtil den ynkelig nåede Filosofgangen, eller at skytten havde befalet slaven at slå hunden for panden med sin spade for at gøre ende på dens lidelser. Men ingen af delene skete. Begge stod som rolige tilskuere blandt den tilstimlede mængde der ynkedes over det lidende dyr. Omsider ladede voldskytten sit gevær, ved den ud for nævnte bastion stående bænk, og gik koldsindig ned ad Filosofgangen. Klokken 8.45 kom skytten og slaven tilbage, de kastede vel et nådigt blik hen til det lidende dyr, men det var alt og de fortsatte deres vej uden videre.

Det vil ikke være overflødigt at anmærke at de hunde som i nærheden af Vesterport, dræbes ved voldskyttens skud bliver nedgravede på Gyldenløves Bastion. Hundens lugtesans er som bekendt meget skarp, og de som har undgået voldskyttens hagl, søger nu skarevis deres faldne brødres grav og hyler derved, hvorfor skytten næsten dagligt kan være sikker på at løsne sit gevær på bastionen. Ligesom han herved kun opfylder sin pligt, således tør man håbe at høje vedkommende ville tilholde skytten når hunden ikke dør straks af hans skud, da øjeblikkelig at slade slaven slå den ihjel med sin spade, for man har eksempel på at voldskytten har skudt en hund som vel ikke kunne gå langt, men dog haft så meget liv at slaven har været bange for dens bid, og i stedet for at slå den for panden, har han behændigt fået den i sin sæk, i hvilken den sprællende på hans ryg, er bragt til sit hvilested. - En sådan lørdagsscene afgiver et væmmeligt skue, røber lille følelse for dyret og kan have farlige følger for ømtfølende fruentimmer, for ikke at tale om frugtsommelige koner.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 687-690)

Bøn til Voldskytten.

Torsdag den 25. juni passerede en ubehagelig begivenhed på volden, ligefor Sølvgade Kaserne. En karl formodentlig voldskyttens, skød på en hund, men uagtet det var på meget kort distance, traf han så dårligt at dyret blot blev kvæstet i baglåret. For at gøre ende på dets kval, greb en slave en spade og slog den et par gange, men atter så dårligt at den med et skrig for ned ad volden hvor han da gjorde ende på dens liv. Et sådant myrderi er alt for stygt et syn for nærboende i kasernen m.v., hvorfor man ønsker at voldskytten når han ikke selv har tid, vil sende et menneske som har lært rigtigt at skyde.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 442-443)

Advarsel.

Mange forældre har den tro at deres børn er i sikkerhed når de ved dem spadserer på volden, især når de er ledsaget af et voksent menneske. Men at denne tro er meget fejlagtig, var indsenderen og andre øjenvidne til.

Det er bekendt at voldskytten er beordret til at skyde de løse hunde som han måtte finde på volden. Han passerer derfor dagligt denne vej, ofte med en løs hund hos sig, som indsenderen ikke tror er mere berettiget til at komme på volden end enhver anden hund, da den nok ikke kan være synderlig nødvendig på denne jagt. Ved således at passere volden for omtrent 14 dage siden forefandt han en lille mops som han vist ikke har kendt ejeren til, ved Hjelmer Mølle og besluttede altså dens død. Men skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus. Ved sådan uforsigtighed er toldbetjentene som skal opholde dem i eller i nærheden af møllekontorerne, ligeledes udsat for at blive lemlæstet af dette menneske som man sikkert formoder vil blive beordret at omgås mere forsigtigt med sin bøsse.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7086-7087)

"Han skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn, når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus." (Skt. Peders Mølle på Helmers Bastion lå hvor der i dag er et trafikknudepunkt, men den nærliggende H. C. Ørstedspark har bevaret noget af voldmiljøet. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om møllen på Helmers Bastion som stod ved Jarmers Tårn o. 1651/69-1885. Den hed Skt. Peders Mølle. Denne stubmølle findes ikke længere, da den 1853 blev erstattet af en hollandsk mølle, som er en af de få overlevende voldmøller, dog nu flyttet til Nørre Jernløse ved Holbæk. Den er fredet og drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle.

Der klages over voldskytten igen i Politivennen nr. 721, lørdag den 24. oktober 1829, s. 687-690: "Bøn for Hunde, som skamskydes paa Volden"  og i artiklen "Umenneskelighed" om et anskudt dyr i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. april 1830, s. 250-251.

Bøn til Commandantskabet.

For få dage siden traf voldskytten en hund på volden. Hans pligt bød ham at skyde den, men vist ikke med to usikre skud at pine dyret, hvilket uden tvivl var tilfældet, da hunden efter det sidste skud, endnu havde kræfter nok til at løbe ned af volden og tage sin kurs op ad Nørregade. Det besynderligste er at skytten gav ham det sidste skud på 2 til 3 skridts afstand og var dog ikke heldig nok til at ende dyrets pinsler. Måske hvis kugler blev brugt i stedet for hagl (som man tror her blev brugt) ville hensigten sikkert også hurtigere opnås, og vores medskabninger som vi tager os den frihed at aflive, ville derved undgå at udstønne deres sidste suk under usigelige kvaler.

(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2933-2934)

Ønske i Anledning af benådede Slaver

(Efter indsendt)

Man har set at en del af de ved kongelig benådning af slaveriet frigivne slaver driver om på gaderne i den usleste dragt. Det mener indsenderen ikke bør finde sted. Men det ville vel heller ikke være vanskeligt at blive sørget for at disse mennesker kan anvises steder, hvor de kunne fortjene det højst nødvendige til livets ophold, som i denne tid hvor der foretages så meget offentlig arbejde. De ville derved føle fordelen af deres frihed og kunne muligt jo endnu blive nyttige skabninger for det menneskelige selskab. Derimod i den tilstand de nu driver omkring synes deres frihed dem en byrde om end følgen ikke kan formodes at de igen skulle falde tilbage til forrige levned.

(Politivennen nr. 525, 21. maj 1808, s. 8429-8430)

Redacteurens Anmærkning.

Efterlysninger af undvegne slaver var almindelige. Nedenstående notits fra "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 22. juni 1809 er dog ret usædvanlig, og fortæller om hvordan slaverne forsøgte at klare sig når de undveg.

En blaae Kiole og en Hat, som en fra Slaveriet undvegen og igjen paagreben Slave siger at have afvigte Fredag den 16de dennes kiøbt paa Amagertorv, er til eftersyn ved Politierettens 4de Protocol, tilligemed en Døbeseddel og en Communionseddel, som han siger at have funden paa Farimagsveien, og lyder paa Navnet Lars Jensen.

Omfanget af slaveri fremgik af en artikel i Dagen, 24. november 1810:

Kbhavns Fæstnings Slaveri havde d. 1ste Nov. 1810 ialt 252 Slaver. Disse vare saaledes beskikkede: 1 Proføs, 2 Sygevartere, 5 Invalider, 1 hos Ltn. Clementin, 1 hos Voldskytten, 2 paa Guldhuset, 1 paa Skrædersalen, 2 i Rosenborg Have, 8 paa Tøjhuset, 3 til Gadefejning i Kastellet, 3 ved Vagtbrændes Uddeling, 2 til Vagtfejning, 3 i Kassernerne, 3 Brændeskærere hos Kapt Hals, 15 Syge, 6 opkomne af Sygelejet, 2 under Forvaring, og 192 under Infanterikorpsets Tjeneste. Gevaldigere ere 19. 

Betragtninger Voldskytteriet vedrørende.

I forrige uge så man voldskytten skyde efter en hund som var kommet op på volden, og der legede med 2 andre ligeledes løse hunde. Da disse 2 hunde ikke blev angrebet af skytten, tror man rimeligvis at de tilhørte enten skytten selv eller en ven af ham. Den anskudte hund tumlede bort skrigende på en jammerlig måde og blev liggende i nogen tid neden for volden, uophørligt forstyrrende hele nabolaget med sit hyl. Endelig krøb den ud af Vesterport, og ned under den første barriereport. Til sidst befandt voldskytten sig nu for at give ham det sidste banesår. Men uagtet han skød 2 gange og var blot få skridt fra hunden, kunne denne ikke sådan blive sit pinefulde liv kvit. Og således måtte skytten da give ham det tredje eller egentlig det fjerde skud.

Da det nu er et overmåde fælt syn for omboende og for alle tilskuere at en hund hvis den endelig skal skydes, da ikke straks  strækkes død hen på stedet, og da der også for dyr bør være retfærdighed, så synes følgende sætninger rigtige og værd at blive taget i betragtning af de højere vedkommende.

1) Voldskytten bør være en veløvet skytte der forstår at sigte og træffe.

2) Er voldskytten syg og lader en karl eller sætteskytte forrette sin dont, hvilket efter sigende her var tilfældet, da bør denne ligeledes forstå sit gevær.

3) Et dyr bør derfor skydes død på stedet ved første skud, og altså ikke lægges an på før man er vis på at dette kan blive følgen. Eller også voldskytten bør være forsynet med en ladt pistol, hvormed han straks når den ligger og hyler, kan give den sin rest.

4) Kan det bevises at voldskytten handler anderledes og lader et dyr sejpines, sammenløben af pøbel derved forårsages og naboers ro derved forstyrres eller dem forårsages et væmmeligt syn, da bør han bøde en tilstrækkelig mulkt.

5) Dersom ingen hunde bør være på volden, så bør denne lov aldeles ingen undtagelse lide. For dersom nogle priviligerede hunde tåles, så er dette lokkemad for de upriviligerede til ifølge dette dyrs bekendte selskabelighed, at søge op på volden som de måske ellers ville holde sig fra, og altså en uretfærdighed som kunne kaldes grumhed.

(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6164-6166) 

Om uoverlagt ventelig ogsaa utilladelig Skyden i Kronborg Allee ved Helsingør.

Man kan ikke tro at den person som af kommandanten på Kronborg fæstning antages til voldskytte og til at skyde de hunde som måtte komme på fæstningens terrasser og volde, også skulle være beordret eller have tilladelse til at skyde løse hunde i alleen der grænser lige til byen. Imidlertid så man dog for nogen tid siden en sådan person tillade sig sådant. Det var et stygt syn og kunne have haft meget ubehagelige følger. Ikke alene at han i den nedre ende af alleen til byen skød to gange på en hund uden at dræbe den og måtte til sidst måske tage sin tilflugt til at slå den død med sten, men gjorde endog disse skud i nærværelse af fire damer der spadserede forbi der. Hvilken skadelig indflydelse kunne det ikke have på disse, om de var frygtsomme og i gravid tilstand. Sådant er vist heller ikke undgået Helsingørs årvågne politis opmærksomhed. Man formoder at fæstningens agtværdige kommandant ikke alene forbyder for fremtiden sådan hundeskyden i den for spadserende kølige og behagelige alle, men at også personer måtte blive dertil antaget som er duelige skytter og med et skud at træffe og dræbe et dyr, og ikke langsomt pine det som er umenneskeligt. Dersom denne har muligt skudt med alt for sine hagl og alene efter hovedet, for at få hundens smukke fortryllede kjole ubeskadiget, tror an at interesse bør i sådant tilfælde ikke tages i betragtning.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4391-4392)

Om Voldskyttens Skydning paa Volden.

 At den såkaldte voldskytte der lønnes og underholdes af staten, for at afværge voldenes beskadigelse af omkringløbende hunde, høns og andre lignende kreaturer, jo med al mulig flid bør søge at opfylde dette sit embedes forretning, er hans pligt. Men at det ligeledes burde pålægges ham at betjene sig af sådanne midler, hvormed han uden at sætte menneskers liv i fare, kan efterkomme de ham pålagte pligter, det tror jeg. Selv om vel ikke noget menneske kom til skade, da han for nogen tid siden på volden lige over for Teglgårdsstræde nedskød to gående høns omtrent en alen fra gaden, så følger dog deraf ikke at han altid er lige heldig i at træffe det tilsigtede mål. Jeg mener derfor at det på ingen måde burde være voldskytten tilladt at nedskyde noget kreatur på de sider af voldene som vendte ind mod staden, så ingen ulykke skulle forårsages på grund af det.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 30. marts 1799, s  779-780)