Lørdag den 26. september om morgenen passerede voldskytten - som sædvanligt medhavende en slave med spade og sæk - volden ved Vesterport forbi Gyldenløves Bastion og nedad Filosofgangen.
Omtrent klokken 7.30 hørtes et skud, og krudtrøg steg op fra bastionen. Kort efter sås en stor sort puddelhund haltende på bastionen, og efter at have løbet, dels krøbet nogle alen kastede den sig ned og efter kort ophold krøb atter, hvilken manøvre den gentog 4 til 5 gange, indtil den endelig nåede Filosofgangen hvor den gispende lå i lang tid, avancerede side, valtrende, hen på Halmtorvet og nåede til sidst efter at have hvilet flere gange, fortovet ud for nr. 72 og 72 på torvet, hvor den endnu efter kl. 9, lå i krampagtige bevægelser.
Man havde ventet at voldskytten som øvet jæger, enten straks havde ladet sit gevær og skudt anden gang på hunden, mens den endnu var på bastionen, hvortil han havde god tid da der gik 5 minutter fra det øjeblik af at hunden blev truffet, og indtil den ynkelig nåede Filosofgangen, eller at skytten havde befalet slaven at slå hunden for panden med sin spade for at gøre ende på dens lidelser. Men ingen af delene skete. Begge stod som rolige tilskuere blandt den tilstimlede mængde der ynkedes over det lidende dyr. Omsider ladede voldskytten sit gevær, ved den ud for nævnte bastion stående bænk, og gik koldsindig ned ad Filosofgangen. Klokken 8.45 kom skytten og slaven tilbage, de kastede vel et nådigt blik hen til det lidende dyr, men det var alt og de fortsatte deres vej uden videre.
Det vil ikke være overflødigt at anmærke at de hunde som i nærheden af Vesterport, dræbes ved voldskyttens skud bliver nedgravede på Gyldenløves Bastion. Hundens lugtesans er som bekendt meget skarp, og de som har undgået voldskyttens hagl, søger nu skarevis deres faldne brødres grav og hyler derved, hvorfor skytten næsten dagligt kan være sikker på at løsne sit gevær på bastionen. Ligesom han herved kun opfylder sin pligt, således tør man håbe at høje vedkommende ville tilholde skytten når hunden ikke dør straks af hans skud, da øjeblikkelig at slade slaven slå den ihjel med sin spade, for man har eksempel på at voldskytten har skudt en hund som vel ikke kunne gå langt, men dog haft så meget liv at slaven har været bange for dens bid, og i stedet for at slå den for panden, har han behændigt fået den i sin sæk, i hvilken den sprællende på hans ryg, er bragt til sit hvilested. - En sådan lørdagsscene afgiver et væmmeligt skue, røber lille følelse for dyret og kan have farlige følger for ømtfølende fruentimmer, for ikke at tale om frugtsommelige koner.
(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 687-690)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar