Da Baptismen kom til Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel stammer fra en af grundlæggerne af baptismen i Danmark, Peter Emil Ryding. Han var også kendt internationalt og skrev bl.a. artikler for The Sailor's Magazine som var et blad for sømænd. Ryding fortæller om sin virksomhed på Bornholm, nærmere bestemt Nordbornholm i området Tejn-Allinge. 

Oversættelse til dansk (spring til den originale engelske udgave nedenfor). Nogle af episoderne findes også i andre engelske baptistiske tidsskrifter:

Min kære broder: "Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, som ifølge hans store barmhjertighed har født os igen til et levende håb ved Kristus."

Jeg takker dig for dit Brev af 9. Marts og den bog du sendte mig. Bogen og brevet du sendte til broderen Rymker, er blevet sendt til ham.

I midten af januar tog jeg til de sydlige dele af Bornholm. Den 15. og 16. var jeg i en by ved navn Nexø, hvor jeg arbejdede blandt søfolk. Jeg holdt tre møder der. De synlige frugter af dette arbejde var at fire stakkels syndere blev grebet af Herrens ånd og blev ført til sand omvendelse på grund af deres synder. Siden har de konstant besøgt møderne. Adskillige andre blev ramt i deres hjerter af åndens sværd, men det har endnu ikke frembragt omvendelsens frugter. Jeg besøgte flere steder og talte om Herrens nåde. Sådan fortsatte jeg indtil jeg nåede Rønne hvor jeg arbejdede til den 22. februar.

22. februar gik jeg med en anden bror mod den nordlige del af øen. Evangeliet er ikke blevet forkyndt der før. Disse stakkels mennesker har ikke lært andet end rationalisme og filosofi, som prædikes af statskirkens vise mænd, og dette tomme bedrag holder deres sjæle i uvidenhedens mørke. Det første sted vi besøgte var Tejn. Jeg gik ind i huset hos en bror, som er nyligt kommet fra Amerika. Vi skulle indlogere hos hans forældre, og der blev aftalt et møde der skulle holdes. Jeg lagde så en plan for vores operationer og sendte broderen som fulgte mig, ud med bøger, og for at invitere syndere til at besøge mig på mit logi. For dem der kom, pegede jeg på Guds ord. Næste dag besøgte vi nabolandsbyen kaldet Allinge, for at aftale et møde da jeg to dage senere havde til hensigt at holde et møde der. Jeg besøgte nogle af deres huse og bad dem om at lade mig få et værelse at prædike i, men alle nægtede. Til sidst fandt jeg en husholder tæt ved havet som søfolk frekventerede; han var villig til at leje mig et stort værelse som bruges som danserum. Denne mand har i mange år været søfarende. I fjorten år har han gjort tjeneste i den engelske flåde og var i den engelske tjeneste under den sidste krig i Kina, hvor han fik et sår i foden, hvorfor han vendte tilbage til sit fødested, Allinge på Bornholm. Efter at have set religionsfriheden i England som er så fremmed for Danmark og især Bornholm, var han villig til at lade mig få sit lokale til at prædike. Da dette var arrangeret, vendte jeg tilbage til Tejn for at prædike der samme aften. Et stort antal mennesker var samlet. De var alle meget opmærksomme, og det var overordentlig glædeligt at se den orden der var, og deres iver efter at høre Guds ord. Alligevel var det foruroligende at se så mange mennesker uvidende om frelsens vej. Der blev aftalt et møde, der skulle afholdes klokken to om eftermiddagen næste dag. Dette var et meget interessant møde. Der var så mange mennesker tilstede at de ikke kunne finde plads i huset, men mange var nødt til at stå udenfor og lytte gennem vinduerne som blev åbnet. Mange lyttede med en sådan opmærksomhed som om det var sidste gang de skulle høre Guds ord. Kvinder stod i mængden med små børn i armene. En kvinde der havde været til mødet dagen før, kom igen denne dag. Hun sagde: "Jeg kan ikke lade være med at høre Guds ord; min mand har truet med at slå mig, hvis jeg gik til mødet i dag, men jeg vil gerne tage et tæsk, hvis jeg må høre Guds ord." Hun slap dog for tæsk den nat, men omkring en måned efter da hendes mand kom hjem, efter at have hørt om hendes kristendom, trak han hende ud af sengen og slog hende på det mest skammelige, i den hensigt at tvinge hende til at opgive sin religion; men ikke desto mindre forbliver hun fast og holder sig til sandheden. Efter at have afsluttet mødet den dag, kom fiskerne hjem, og da der var et stort antal af dem, måtte jeg instruere dem i Herrens veje, som varede indtil aften. Jeg forsynede dem Guds ord så godt jeg var i stand til, men til sidst var vores forsyning opbrugt. Broderen der var sammen med mig, var til stor tjeneste for mig ved uddeling af bibler og traktater. Næste dag tog jeg til den førnævnte landsby Allinge. Der blev aftalt et møde, der skulle afholdes klokken to. Et stort antal mennesker var samlet, men de var ikke så ædle som dem i Tejn. En række sømænd havde sagt ja til at stene huset og drive os ud af landsbyen, men jeg stolede på Herrens stærke arm, som har lovet at være med os altid, og mange gange har jeg oplevet hans nådige bistand. Jeg prædikede derfor uden frygt. De forsøgte flere gange at forstyrre, men jeg standsede og talte til dem, og Herren gav mig nåde til at ramme dem med Åndens sværd, så de ikke var i stand til at gennemføre deres onde plan. Men så begyndte de at bande og sværge at Ordet ikke skulle finde indgang i deres forhærdede hjerter. Mange var alvorlige tilhørere, blandt dem den gamle sømand som værelset tilhørte. Tårer blev set i hans øjne. I mange kampe har han set fjenden i øjnene, og han har set mange blødende sår, som han selv havde lavet, men blodet fra Golgata smeltede hans hårde hjerte. Dette hjerte blev gennemboret af Guds Ånds pile. Han kunne ikke holde det ud længere, men gik ud på marken for at give luft til sine følelser. Men inden han gik, havde han sagt til sin kone at hun ikke måtte tage imod betaling for værelset. På trods af fjendens raseri kom jeg uskadt væk fra landsbyen. Jeg vendte tilbage til Tejn, hvor jeg blev til næste dag. De synlige frugter af denne rejse var, at to sjæle kom til en levende tro.

26. februar ankom jeg til Rønne. En ung sømand besøgte mig i mit logi, han var meget bekymret over sin sjæls frelse. Jeg talte til ham om Kristi nåde, og Herren behagede at åbne hans hjerte og fylde ham med glæde og fred ved at tro: Han faldt på knæ og priste Gud for hans store nåde. Siden den tid har han båret vidnesbyrd om Guds nåde i Kristus, og han har fået mange unge sømænd til at deltage i møderne. Han er nu rejst med et fartøj til Island.

I den tid jeg opholdt mig i Rønne, har jeg prædiket regelmæssigt to gange hver Herrens dag. Jeg har også besøgt syndere både i huse og ombord på skibe. Herren har også lyttet til mine ydmyge bønner og elskværdigt besvaret dem. Jeg stoler også på, at Herren vil lytte til vore brødres bønner på den anden side af havet på vores vegne. En vækkelse er begyndt for sent, som viste sig at være en velsignelse, især for mange sømænd. Mange af de sømænd, der er blevet vækket sidste vinter, er nu kommet hertil og er et levende vidnesbyrd om Guds nåde blandt deres kammerater.

I marts måned døbte jeg tolv troende. Mange er blevet vækket, men er ikke blevet døbt da de ikke følte noget behov for dåb.

Den 27. marts var en velsignet dag. Jeg prædikede om formiddagen, og ved middagstid havde jeg det privilegium at døbe otte troende. Det var en storslået årstid, og mangen en forhærdet synder, der var til stede ved denne lejlighed, blev smeltet og rørt til tårer.

I oktober måned sidste år mødtes jeg med en sømand i København om bord på et fartøj, hvor jeg delte nogle bøger ud. Jeg fik ham og andre til at deltage i møderne. I vinter da jeg var på Bornholm, var han der også. I marts måned kom han og besøgte mig, og det så ud til, at Herren havde åbnet hans hjerte. Da han selv havde opnået nåde, kunne han ikke andet end at fortælle andre om det. Han talte til sine kammerater om Guds nåde og fik flere af dem til at deltage i møderne. Han er nu rejst med et fartøj til forskellige steder. Jeg forsynede ham med en række traktater, og han vil således distribuere Livets Ord, hvor end han går.

I Rønne er en stor vækkelse begyndt. Mange læser og ransager i Skriften, og mange giver Gud ære. Andre håner og håner. Nogle er rasende på mig, fordi jeg forkynder evangeliet; de siger, at jeg er kommet for at forstyrre deres fred.

Bornholmerne er et brutalt og uvidende folk, meget præget af drukkenskab. Denne brutalitet viser de ofte i en frygtelig grad. En broder ved navn Holm blev for kort tid siden mishandlet på grund af sin tro på Kristus. Hans svoger kom til ham og greb ham i halsen og truede med at kvæle ham, fordi han havde talt til sin kone om Kristus, og hun havde troet. Men da H. var kommet ud af sine hænder, tog hans svoger en kniv op af lommen og skar ham i kinden. H. råbte, han slog ham i siden, men forældrene til H., der kom ind, var den anden nødt til at forlade huset, men truede med, at han ville hævnes enten på H. eller på mig. Han lod da som om han ville høre Guds Ord, og ønskede at jeg skulle komme til hans hus og prædike, ved hvilken lejlighed han agtede at hævne sig på mig. Men hans kone som kendte til hans onde hævn, advarede mig. Herren ved, hvordan han skal bevare os. Trængsel virker tålmodighed. Vores brødre er meget styrket i deres tro og bærer vidnesbyrd om Guds nåde med stor frihed.

I København har jeg besøgt en række fartøjer og talt med sømænd om Guds ord. Jeg har besøgt 143 fartøjer og prædiket 34 gange, afholdt 26 bønnemøder, uddelt 70 eksemplarer af hellige skrifter og andre religiøse bøger, og i forbindelse med andre brødre har jeg uddelt 2.000 traktater.

Hermed sender jeg dig statistik over baptistkirkerne i Danmark.

   Med kærlig respekt forbliver jeg,

           Med venlig hilsen i Kristus,

Rev. P. E. Ryding, Sailor Missionary.

My dear Brother: "Blessed be the God and Father of our Lord Jesus Christ, who according to Ilis abundant mercy has begotten us again to a lively hope through Christ."

I thank you for your letter of the 9th March, and the book you sent me. The book and letter you sent to brother Rymker has been sent him.

In the middle of January I went to the Southern parts of Bornholm. On the 15th and 16th I was at a town called Nexo, where I labored among seamen. I held three meetings there. The visible fruits of these labors were, that four poor sinners were seized by the Spirit of the Lord, and were led to true repentance on account of their sins. Since then they have constantly visited the meetings. Several others were pierced in their hearts by the sword of the Spirit, but who have not yet brought forth fruits of repentance. I visited several places and spoke about the grace of the Lord. Thus I continued till I reached Ronne, where I labored till the 22d February.

February 22d I went with another brother towards the north of the island. The Gospel has not been preached there before. These poor people have learned nothing but rationalism and philosophy which is preached by the wise men of the State Church, and this empty imposture keeps their souls in the darkness of ignorance. The first place we visited was Tain. I went into the house of a brother who is newly come from America. We were to lodge with his parents, and a meeting was appointed to be held there. I then laid a plan for our operations, and sent the brother who accompanied me out with books, and to invite sinners to visit me at my lodging. Those who came I pointed to the Word of God. Next day we visited the neighboring village, called Allinge, in order to appoint a meeting, as I intended two days later to hold a meeting there. I visited some of their houses and asked them to let me have a room to preach in, but all refused. At length I found a public house keeper, near the sea, where seamen frequented; he was willing to rent me a large room which is used as a dancing room. This man has for many years been a seafaring man. For fourteen years he has served in the English navy, and was in the English service during the late war in China, where he received a wound in his foot, on account of which he returned to his native place, Allinge on Bornholm. Having seen the religious liberty in England, which is so foreign to Denmark and particularly Bornholm, he was willing to let me have his room for preaching. When this was arranged I returned to Tain in order to preach there the same evening. A great number of people assembled. They all paid great attention, and it was exceedingly pleasing to see the order there was and their eagerness to hear the Word of God. Yet it was distressing to see so many people ignorant of the way of salvation. A meeting was appointed to be held at two o'clock in the afternoon next day. This was a most interesting meeting. There were so many people present that they could not find room in the house, but many were obliged to stand outside and listen through the windows, which were opened. Many listened with such an attention as if it was to be the last time they should hear the Word of God. Women stood in the crowd with little children in their arms. A woman who had been to the meeting the previous day came again this day. She said: “I cannot leave hearing the Word of God; my husband has threatened to beat me if I went to the meeting this day, but I will willingly take a beating if I may hear the Word of God.” She escaped however the beating that night, but about a month afterwards, when her husband came home, having heard of her Christianity, he pulled her out of bed and beat her most shamefully, intending to compel her to give up her religion; but, nevertheless, she remains firm, and abides by the truth. Having concluded, the meeting that day, the fishermen came home, and as there was a great number of them, I had to instruct them in the ways of the Lord which lasted till even. ing. I provided them with the Word of God as well as I was able, but at last our provision was exhausted. The brother who was with me was of great service to me in distributing bibles and tracts. Next day I went to the forementioned village, Allinge. A meeting was appointed to be held at two o'clock. A great number of people assembled, but they were not so noble as those at Tain. A number of seamen had agreed to stone the house and drive us out of the village, but I trusted in the strong arm of the Lord, who has promised to be with us always, and many a time I have experienced His gracious assistance. I preached therefore, without fear. They endeavored several times to make a disturbance, but I stopped and spoke to them, and the Lord gave me grace to strike them with the sword of the Spirit, so that they were not able to accomplish their evil design. But then they began to curse and swear, that the Word might not find entrance into their hardened hearts. Many were earnest hearers, among them the old seaman to whom the room belonged. Tears were seen in his eyes. In many a battle he has looked the enemy in his eyes, and he has seen many a bleeding wound which himself had made, but the blood from Golgotha melted his hard heart. This heart was pierced by the arrows of the Spirit of God. He could not bear it any longer, but went out into the field to give vent to his feelings. But before he left, he had told his wife not to take any payment for the room. Notwithstanding the rage of the enemy, I got away from the village unhurt. I returned to Tain, where I stayed till next day. The visible fruits of this journey was that two souls came to a living faith.

February 26, I arrived at Rónne. A young seaman visited me in my lodging,who was much troubled about the salvation of his soul. I spoke to him about the grace of Christ, and the Lord was pleased to open his heart and fill him with joy and peace through believing: He fell down on his knees and praised God for his great grace. Since that time he has borne testimony of the grace of God in Christ, and he has induced many young seamen to attend the meetings. He has now gone with a vessel to Iceland.

During the time I stayed at Ronne, I have preached regularly twice every Lord's day. I have also visited sinners both in houses and on board ships. The Lord has also listened to my humble prayers and graciously answered them. I also trust that the Lord will listen to the prayers of our brethren on the other side of the ocean on our behalf. A revival has commenced of late which proved a blessing, particularly to many seamen. Many of the seamen who have been awakened last winter have now got here, and are a living testimony of the grace of God among their comrades.

In the month of March I baptized twelve believers. Many have been awakened but have not been baptized, as they felt no need of baptism.

March 27 was a blessed day. I preached in the forenoon, and about dinner time I had the privilege of baptizing eight believers. It was a most glorious season, and many a hardened sinner who was present on this occasion was melted and moved to tears.

In the month of October last year, I met with a seaman at Copenhagen on board a vessel where I distributed some books. I induced him and others to attend the meetings. This winter when I was in Bornholm he was also there. In the month of March he came and visited me, and it appeared that the Lord had opened his heart. Having himself obtained mercy, he could not but tell others of it. He spoke to his comrades about the grace of God, and induced several of them to attend the meetings. He has now left with a vessel for different places. I supplied him with a number of tracts, and he will thus distribute the Word of Life wherever he goes.

In Rónne a great revival has commenced. Many read and search the Scriptures, and many give glory to God. Others revile and mock. Some are enraged with me because I preach the Gospel; they say I am come to disturb their peace.

The people of Bornholm are a rude and ignorant people, much given to drunkenness. This rudeness they often show in a fearful degree. A brother by the name of Holm was a short time ago illtreated on account of his faith in Christ. His brother-in-law came to him and seized him by his throat, threatening to strangle him because he had spoken to his wife of Christ, and she had believed. But H. having got out of his hands, his brotherin-law took a knife out of his pocket and cut him in his cheek. H. crying out, he struck him in his side, but the parents of H. coming in, the other one was obliged to leave the house, but threatened that he would be revenged either on H. or on me. He then pretended that he would hear the Word of God, and wished me to come to his house and preach, on which occasion he intended to venge himself on me. His wife, however, who knew of his wicked avenge warned me. The Lord knows how to keep us. Tribulation worketh patience. Our brethren are much strengthened in their faith, and bear testimony of the grace of God with great liberty.

In Copenhagen I have visited a number of vessels, and spoken to seamen about the Word of God. I have visited 143 vessels and preached 34 times, conducted 26 prayer meetings, distributed 70 copies of Holy Scriptures and other religious books, and in connection with other brethren I have distributed 2,000 tracts.

With this I send you the statistics of the Baptist churches in Denmark. 

  With affectionate regard, I remain, 

          Yours sincerely in Christ, 

                      P. E. RYDING. 

(The Sailor's Magazine, September 1859)

Krigene i Kina må være 1. Opiumskrig 1839-1842 eller Taipingoprøret 1850-52. 2. opiumskrig 1856-1860 kan det vel i forhold til artiklens dato næppe have været.

Peter Emil Ryding (1804-1885) var med i baptistsamfundet der i årtier forinden udfordrede statskirken og embedsværket. Fra Nordisk Kirketidende nr. 45 1839 der bragte en beskrivelse af dåben den 26. oktober 1839 ved Lundehussøen, ved vi at "Spisevært P. E. Ryding med deres koner" var blandt de første der blev voksendøbt. Han havde den 21. april 1834 åbnet en restauration i St. Gjertrudsstræde nr. 152, 1. sal (i dag). Han havde for sine "lovstridige religionsforsamlinger" fået adskilige bøder under enevælden.

Af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 26. september 1834 fremgår at det ikke just var guds ord som spisevært P. E. Ryding serverede i Skt. Gertruds Stræde i København. Sankt Gertruds Stræde 5/ Rosenborggade 4-8 er opført 1889, og Rydings spiserestaurant kan således ikke længere ses.

I Rønne havde urmager Søren Nielsen oprettet en baptistmenighed (7 medlemmer) i 1848, inspireret af Peter Chr. Mønsters i København fra 1839. Baptistmenigheden var splittet, og Peter Emil Ryding var ledende i en anden menighedsfraktion i København med stærk tilknytning til baptistsamfundene i Hamburg og USA. Han fik oprettet en menighed på Christiansø/Ertholmene i juli 1852 hvor flere af øens beboere lod sig voksendøbe. Søren Nielsen var foruroliget over dette og advarede mod Ryding. I 1853 blev Søren Nielsen udelukket af menigheden, især fordi han var gået konkurs efter et køb af søndre Teglværk ved Søndre Landevej og kommet i gældsfængsel. Ifølge baptistlæren måtte han ikke teglværksovnen om søndagen. Senere udvandrede han til USA. 

Træskomager Lars Hansen Holm (Rø) overtog kortvarigt baptistsamfundet (35 medlemmer). Det må være ham der omtales i Rydings artikel. Året efter (1854) blev københavneren Ryding forstander for menigheden i Rønne, da fæstningen Christiansø lukkede, og menigheden flyttede til Bornholm. Rønne havde i 1850'erne omkring 4.800 indbyggere. Hele Bornholm omkring 28.000. 

Ryding førte en hård linje mod medlemmer som overtrådte sabbatsbrud, udeblev fra møderne eller drak. 1861 købte han et 4 fags hus i Antoniestræde til møderne. I 1880 var der 139 baptister på hele Bornholm. I 1888 byggedes et stort kapel i engelsk gotisk stil ved Lille Torv i Rønne. Nexø menighedshus blev opført 1889, Sandvig baptistkapel 1893, Hasle mødehus 1901, Nørregade 23, Allinge 1918 (lukket 1979). I 1932 havde menigheden 689 medlemmer. (Se Karl M. Kofoed: Bornholms Kirkehistorie, 1933)

Pga. en stor indvandring af svenske arbejdere til stenværket på Hammeren, voksede baptistmenigheden hurtigere i Sandvig end i Allinge, hvorfor forsamlingshuset blev bygget der i 1893. Da stenværket gik stærkt tilbage, blev det omvendt, og i 1918 købte man derfor afholdshjemmet i Allinge. Kapellet i Sandvig blev herefter kun benyttet lidt. Menigheden genvandt aldrig sin styrke. Huset Nørregade 23 i Allinge er fra 1908 og opført som afholdshjem af sømand Laurits Christian Andersen. Der var 10 gæsteværelser på loftet. Gæstgiver 1913-1918 var Johan Valdemar Nielsen. Bornholms Baptistmenighed holdt til her indtil 1979. Herefter privat beboelse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I august 1857 havde Ryding også en artikel i The Sailor's Magazine, der var udgivet af American Seamen’s Friend Society og blev læst af søfolk verden over. Selskabet var en del af handelsflåden, dannet 11. januar 1826 til 5. maj 1828, med det formål at “To improve the social and moral condition of seamen, by uniting the efforts of the wise and good in their behalf; by promoting in every port boarding houses of good character, savings banks, register offices, libraries, museums, reading rooms and schools; and also the ministrations of the gospel, and other religious blessings.”

Det indebar bl.a. oprettelse af gode gæstgiverier, læsestuer og biblioteker, banker, skoler. Samt afholdelse af bønnemøder, uddeling af bibler, traktater og magasiner. I 1842 etableredes det første sømandshjem ved East River for 300 søfolk. Det lukkede i 1903 pga. Manhattan Bridge og genopstod 1908 som Sailor’s Home and Institute at the corner of West and Jane Streets. Selskabet ophørte med at eksistere efter en lang nedgangsperiode omkring 1986.

Baptister udvandrer til Fredericia (Efterskrift til Politivennen)

- Ved de ånd- og livløse former, hvori det herskende kirkevæsen også hos os fremtræder, er det en naturlig selvfølge at den religiøse trang som ikke lader sig tilfredsstille ved politimæssige foranstaltninger og befalede troslærdomme, fremkalder anskuelser der svarer til det trin af oplysning og dannelse hvorpå de utilfredsstillede befinder sig. Et eksempel herpå afgiver efterstående beretning, der er meddelt i "Aarh. Av." og stadfæster de tidligere beretninger om optrædelse af en ny sekt her i Sjælland, som måske dog kun fejlagtig identificeres med en anden fra Sverige bekendt sekt. Beretningen vidner i øvrigt tilstrækkeligt om, hvad intolerance vil sige:

- Korsør, den 16. novbr. I disse dage afgår herfra med skibslejlighed til Fredericia en forsamling af danske Erik-Jansenister, eller som de kalde sig "hellige brødre". Det er især skoletvangen, som har foranlediget denne lille udvandring. Medlemmerne af denne sekt betragter nemlig kirke og skole som al kætteris og vildfarelses sæde. Fra kirken står det dem nu frit for at afsondre sig (?). Deres børn derimod er underkastet skoletvangen. For at få denne ophævet har de som bekendt gjort hvad de formåede, og såvidt vi ved, har de vedk. præster også anbefalet deres ansøgning derom. Den er imidlertid blevet afslået, og mulkteringer indtil 24 sk pr. dag har derfor måttet finde sted. Da forældrene ikke har villet betale disse mulkter, har man skredet til eksekution, hvorimod de forgæves har protesteret med de ord af Bibelen: "Tyve og røvere skal ikke arve Guds rige". 

H. J. Hammer: Markedsdag i Fredericia. Datering ukendt. Statens Museum for Kunst, public domain.

De besluttede da først at udvandre til Amerika. Men da de for utilbørligheder ved gudelige forsamlingers afholdelse, står under retslig forfølgelse, har dette for tiden ikke kunnet bevilliges dem (?). De er da blevet enige om at nedsætte sig i Fredericia, hvor de have lejet et hus, der skal optage 30 til 40 mennesker, som er sammenstrømmede her fra alle Sjællands egne og som på deres nye opholdssted størstedels vil være blottede for alt erhverv. Det er imidlertid deres mindste bekymring. 

Til deres præst har de valgt en skræddersvend fra Pedersborg ved Sorø, Peder Jensen, søn af en skolelærer i Kindertofte, der i sommer har udlagt ordet for brødrene, og døbt nye proselyter i en eller anden indsø. Således har han, for ikke længe sid en, døbt en gift matrone i Kyringe Sø. Det er hans broder, der også er skræder i Pedersborg, hvis barn for et par år siden hemmeligt blev bortført natten før det, ved øvrighedens foranstaltning, skulle være døbt i kirken. Barnet er ikke siden blevet døbt, uagtet sognepræsten i Pedersborg, hr. lic. teol. Kierkegaard, blev truet med entledigelse, hvis han ikke forrettede denne handling. Barnets fader hørte dengang til baptistmenigheden, for hvilken hr. Mønster er forstander, men er siden udtrådt deraf og har har ladt sig døbe endnu engang "til sine synders forladelse". 

Han rejser nu også til Fredericia med det barn, der har foranlediget så stor bevægelse i den danske kirke. En tredje broder, der også er skræder og etableret i Ringsted, lod sig ifjor, af den oftere omtalte vagabonderende langelænder, tilligemed sin kone døbe i Tystrup Sø. Han og nogle flere, der endnu ikke ganske har kunnet bryde med "Verden", bliver imidlertid tilbage. Som bekendt tror de hellige brødre om sig selv, al de ikke mere kan synde. Det vil nu vise sig hvorledes denne sværm af fattige mennesker vil ernære sig i Fredericia og hvorledes de vil komme ud af det med de andre baptister, som har ladet sig omdøbe "til omdøbelse"

(Kjøbenhavnsposten, 27. november 1847)

I 1842 havde Christian 8. givet baptisterne mulighed for at flytte til fristaden Fredericia, under forudsætning af at børnene skulle døbes og mission var forbudt. Det nægtede baptistlederen Mønster, hvorefter politi og præster mødte op i baptisthjem og tvangsdøbte nyfødte og børn. Dette ophørte med indførelse af religionsfrihed i 1849.

Peder Christian Kiergaard var Søren Kierkegaards storebror. Han var ved at miste embedet fordi han nægtede at tvangsdøbe baptisterne. Han blev i 1849 valgt til landstinget, biskop for Aalborg Stift (1856-1875) og 1867-68 kultusminister. 

Kjøbenhavn den 12te Marts 1842. (Efterskrift til Politivennen)

- Den stiltiende Tolerance, som man skulde troe vilde være bleven viist de herværende Baptister, indtil deres Anliggende var blevet ordnet paa en eller anden tilfredsstillende Maade, maa nu igjen være bleven opgiven. Pastor Mønster er nemlig igaar her atter bleven Fængslet. Hans yngre Broder har, som bekjendt, allerede i nogen Tid siddet arresteret i Slagelse, og vil formodentlig blive tiltalt for nogle af ham foretagne Daabshandlinger; han er iøvrigt ikke Præst som den ældste Broder, der skal være fængslet af samme Grund. Det blev dem nemlig ved deres første Frigivelse efter et Aars Fængsel  betydet ikke at foretage nogen Daab; men da deres religiæse Overbeviisning tilsiger dem at adlyde Gud mere end Menneskene, have de ligesaalidt afgivet noget Løfte i saa Henseende, som lagt Skjul paa deres Beredvillighed til at optage i Menigheden ved deres Daab Enhver, der fordrede det og hvis Tro de havde prøvet. Hvorvidt man ved den hidtil brugte Fremgangsmaade vil kunne bringe det med disse ligesaa sindige og rolige som energiske og characteerfaste Mænd maa Tiden vise; men Roes for religiøs Tolerance kan den danske Regering ikke erhverve sig derved.

(Kjøbenhavnsposten 12. marts 1842)

"Secten" i Kjerteminde: De Opvakte (Efterskrift til Politivennen).

 Omkring 1820 opstod "den gudelige forsamlingsbevægelse" på Fyn, med nogenlunde samme kristendomssyn som "de opvakte" i Jylland, senere betegnet af vækkelsesprædikanten Peter Larsen (1802-1873) som "de stærke jyder". Myndighedernes reaktion gik ikke så meget på det ideologiske indhold som på at møderne ifølge datidens lovgivning var ulovlige (heraf navnet "forsamlingsbevægelse"). Hvor paranoid enevælden var overfor dens slags, fremgik klart gennem sagen mod dr. J. J. Dampe, se baggrundsartikel om dr. Dampe. Nedenfor bringes nogle samtidige avisartikler om bevægelsens udspring i Kerteminde i 1820. Af dem fremgår det at mens de lokales interesse var en diskussion om religion og opførsel, fokuserede myndigheder på om organisationen kunne ses en oppositionel gruppe. Bemærk at aviser bragte altid kun officielt godkendte holdninger.

Politivennenbegyndte først i 1837 at skrive om vækkelserne på et tidspunkt da de var mere omfattende. Jeg har lagt artikler på Live Blogging, bl.a. om baptisterne. På det tidspunkt var den politiske situation en helt anden. Kjøbenhavnsposten mente fx ikke at enevældens sædvanlige metode til at bekæmpe den slags - vold - var vejen frem. Men det er en anden historie. Nærværende er ment som baggrundartikel til disse.

Der er tale om den såkaldte "forsamlingsbevægelse". Medlemmerne gik i kirke, men afholdt også møder i egne hjem uden den lokale præst. De kunne derfor  retsforfølges efter konventikelplakaten fra 1741. Normalt var straffen bøder og fængsel. Og det var også hvad der overgik i hvert fald den i artiklerne nævnte Kristen Madsen (1776-1829) fra Bregnør. Han rejste ligesom i øvrigt "efterfølgeren", Peter Larsen Skræppenborg (1802-1873) rundt i landet. Kristen Madsen var blevet vækket i 1819. Sekten mødte en anden bevægelse fra Christiansfeld. 

De lokale myndigheder forbud og forfølgelse af disse "gudelige forsamlinger", satte tilsyneladende endnu mere gang både i dem og i modbevægelser fra lokale indbyggere i form af stenkastning og uroligheder i Kerteminde og Drigstrup. I 1820 angives medlemstallet til omkring 54 medlemmer. 

Kancelliet udbad sig  den 16. januar 1821 hos biskop Plum, Odense nærmere oplysninger. Stiftsøvrigheden blev efterfølgende af Kancelliet beordret til at gøre det klart for snedker Rasmus Klink, skomagersvend Svane og Kristen Madsen som hovedmænd at de ikke måtte afholde forsamlinger, fordi det stred imod Forordningen af 13. januar 1741. Sekten fortsatte dog de nu ulovlig kendte aktiviteter, nu blot mere skjult. Det lader til at der egentlig ikke skete yderligere. 

En kancelliskrivelse i 1824 ophævede konventikelplakaten fra 1741. Det var såmænd Fyns guvernør - den senere Christian 8. der gjorde det. Statsmagten havde fundet ud af at bevægelsen ikke var rettet mod konge eller statsmagt. Og da de lokale ikke følte sig truede på deres tro, affandt man sig med sekten, måske som en flok tosser. Sekten selv blev et par årtier senere opslugt af vækkelsesbevægelsen, sygnede måske også lidt hen og blev internt splittet.

Starten af Sekten

Sekten var startet i 1819/20, og blev omtalt i aviserne fra januar 1821. En af de første var Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 4. januar 1821. Artiklen var modstander af sekten, og fremstillede lederne som nogen der var ude efter at tjene penge. Den giver dog også et indblik i hvordan aviserne så på hvad der foregik:

Kerteminde.

Her er opstået en fanatisk sekt, der udbreder sig mere og mere. En snedker, en skomager og den såkaldte blinde Louise er menighedens piller. Skomageren (den såkaldte Biskop) skal engang i yngre dage have fordrevet djævelen ud af en pige i Svendborg, men medisancen siger, pige fik 1 til 2 børn c: djævelen for ud i sådan en skikkelse. Snedkeren hvor forsamlingerne holdes, er tillige kræmmer. Jo flere proselyter, jo flere kunder: tager man ligkister hos ham, så fås gode køb, ligeså urtekramvare til gilder. Blinde Louise er en gammel hospitalslem, der skal have været en slem datter med sin moder, og håber nu ved bøn og sang at komme højt op i Himmerig. Forsamlingen holdes hver søndag efter aftensang, hvor der synges, bedes og prækes, indtil ånden kommer. Men dette sker ikke altid. Forstanderen for dem i sognet skal efter rygtet have været hos det vidunderlige barn, og sagt: at de kunne begrave det, når de ville, for sjælen var for længe siden i Guds Rige, det var kun legemet som spirer lidt. Nogle af Kerteminderne skal sige: der vil blive noget stort af dette barn, I sognet skal andagten drives indtil ækelhed, så de endog forsømmer deres daglige sysler. Forstanderen som efter rygtet går til alters hver 9. uge, (var) forleden hos degnen og ville tegnes. "Det ser ikke ud til, at det bliver altergang" siger denne. Hvad? hvorfor ikke? "Der er ingen tegnet endnu, og det er langt hen i uge", siger degnen. Jo jeg må sandelig; for synden trykker mig så såre. Sekten har udbredt sig i Maale, Wiby og flere sogne på Hindsholm. Dog er det næppe troligt, at enkelte af dem skal have understået sig at disputere med præsten under katekisationen.

Mere om sekten kunne man læse i et referat fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 8. januar 1821, oprindeligt fra Iversens Avis, hvori en af sektens medlemmer havde forsvaret sig. Denne avis ligger ikke på Mediestream. Artiklens forfatter går til angreb mod sekten såvel lovgivningsmæssigt som bibelsk:

Indsendt. 

Endelig fik man da i Iversens Avis nr. 2 d. å. engang noget at høre direkte fra sekten på Kertemindeegnen, og forfatteren skyldes tak, om ikke for andet, så fordi han derved stadfæster, at sådan et separatistisk samfund virkelig eksisterer i den danske kirke, hvor regeringen omhyggelig våger over religionsfrihed og så mange værdige kirkens lærere bestræber sig for at tolke Guds ord og undervise i sand kristendom.

Indsenderen af bemeldte indrykkelse, der forkynder sig selv som sektens ordfører og repræsentant (for bestandig hedder det: "Vores hovedsag", "Vi tror", "Vi har", "Vi holder os" o. s. v. ) slår i øvrigt om sig med andres forkætrelse, djævel og helvede, mens han i samme åndedræt vånder sig over de troendes spot, hån og forfølgelse, og ligner deri på et hår den salig Hauge og alle lignende sekter, som har ført det samme sprog. Hvorvel man ved, det er spildt arbejde at ville tale det slags folk til rette, lærer dog også historien hvilken fængende pest sværmeriet er, og til hvilke skrækkelige vildfarelser sådanne afsondringer omsider kan lede. Sekten fortjener derfor unægtelig opmærksomhed, og alene i denne hensigt holder man det for en vistnok lidet behagelig pligt, at gøre det offentlige nøjere bekendt med dens væsen. For altså at vise hvad grund der var til at omtale sekten offentlig - og hertil bør den, så lidt som noget andet samfund i staten, holde sig for god - vil anmelderen opvarte læserne med endnu et bidrag, som han har fra aldeles troværdig Kilde:

- I Drigstrup Sogn består sekten for øjeblikket af 54 medlemmer under forsæde af en forstander (C. M.), men der hverves daglig. De samles søn- og helligdage hos ham. Foruden dem fra sognet kommer mange fra Munkebo, Hindsholm - især til højtiderne - endog fra den anden side af Odense. Forsamlingerne begynder kl. 4 og vedvarer ofte til kl. 12 om natten: Mænd og koner, karle og piger, tværtimod forordningen af 13. jan. 1741 § 8. Deres hververier overgår alle grænser. Således blev en kone i sognet for et halvt år siden så forvirret og sindssyg, at manden, da han kom efter at denne fynske kvæker havde forsnakket hende en del vås, lod Præsten kalde for at berolige hende. En faders eneste datter har på denne farisæers råd forladt sin faders hus og tjeneste for at gå over til hans lære, skønt faderen er bekendt for en skikkelig og redelig mand. For omtrent et år siden blev en kone anmodet om at gå over til sekten; men undskyldte sig med, at hun ikke turde for hendes mand. "Hvad vil du bryde dig derom"? fik hun til svar, "vil du forspilde din evige salighed for at føje ham ;" "men hvad? om han jager mig på døren" "så må du komme til mig" - sagde skalken - jeg vil modtage dig." Denne svovlstikkerpræst har for nylig ved et barselgilde - han behager uopfordret at præke d. e. våse efter måltidet ved gilder - holdt en lang og vidtløftig tale, hvori han formanede alle tilstedeværende til at antage hans meninger og lade sig indlemme i hans selskab, under trussel af åndelig død og evig fordømmelse. Efter at have pustet en halv times tid, begyndte han på ny og snakkede uophørlig næsten i to klokketimer om denne materie anførende mangfoldige sprog til bevis; men som nogle af tilhørerne - al anvendt møje uagtet - ikke kunne finde i Bibelen."

Hvad synes læserne nu om denne prøve, hvoraf flere kunne følge? Er det ikke beklageligt, når mænd, der står på et højere kundskabs trin, og har helligere pligter at varetage - for derfor antager man indrykkelsens forfatter - vil gå i ledtog med sådanne galninge? Hvad vil al den skvalder om andres meninger sige? Er der ikke enten pure Galimatias eller forslidte kunstgreb, når hr. Ordføreren vil indbilde os, at sektens hovedsag er at sky synden og være gode kristne? Ret som det ikke var pligt for enhver, eller som var det endog forbudt, eller ikke lod sig udføre uden i hemmelige selskaber, hvor lærefaget som oftest forvaltes af enten vankundige eller opblæste dårer, der læser Bibelen som en vis! Ånder ikke hvert ord, klædt i ydmygheds dragt, den skammeligste hoffærdighed og ukærlighed? Hvem forfølges vel i vore dage for sine religionsbegreber!? Ren pølsesnak! Tværtimod er det netop jeres forfølgelsesånd, jeres ukristelige fordømmelsessyge, jeres indblanding i uvedkommende sager, jeres skinhellighed, jeres hyklermasker, vi laster. Fører I ikke et sprog, som gaves der ikke en kristen i landet uden jer, og dog! er I så himmelvidt fra den Kristi visdoms og kærligheds salige ånd, at om han atter vandrede her i tiden, ville I blive hans arrigste forfølgere, lige såvel som de skriftkloge, de farisæer, de øjentjenere, imod hvilke hans tale er så udmærket skarp. Eller vil I høre hans egen dom? Hvor bibelstærke I end er, holder I jer alene til det, som efter jeres vrange udtydning kan nære mysticismen. Hvorfor læser I ikke også steder som følgende: 

Matth. 15, 20. "Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaaer de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige " - Kristus. 
Matth. 11, 16 - 19. "Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er liig de smaae Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: Vi fløjtede for Eder -og I vilde ikke dandse; vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde? Thi Johannes kom, som hverken aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen. Menneskene Søn kom, som æder og drikker, og de sige: See! en Fraadser og en Viindranker ! Tolderes og Synderes Ven!" - Kristus. 
Matth. 12, 50. "Hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himmelen, den er min Broder og Søster og Moder." - Kristus. 
Matth. 23, 15, 24. 28. 33. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer! I Øienskalke! at I drage om til Lands og Vands for at vinde en Tildrager, og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt være end I ere." - I blinde Veiledere! I som sie Myggen af, men nedsluge Kamelen. - I synes vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret. - I Slanger i I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?"- Kristus. 
Joh. 10, 37- 38. "Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke. Men dersom jeg gjør dem, og I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne; paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig og jeg i ham? - Kristus. 
Joh. 15, 14. "I ere mine Venner dersom I gjøre hvad jeg befaler Eder." - Kristus.
Det var nødvendigt at vise jer, at vi også kender skriften, og at jeres egne våben fælder jer. For enten er I ikke selv kristne, eller også I ikke holder andre derfor, og begge dele strider mod Guds åbenbarede ord.
Den 5 Januari 1821

Drigstrup Kirke. Kredit: Bococo / CC BY-SA (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0).

Påbud og opfølgning

Retsligt blev sekten tilsyneladende ikke af myndighederne anklaget for at være kættere, men for at holde forsamlinger. Det fremgår bl.a. af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 30. marts 1821:

Kerteminde d. 24. marts. I dag kommunikerede byfogden skomager Svane og snedker Rasmus Klink kancelliets resolution og forbud for den såkaldte sekt: "Ingen forsamling at måtte holde for eftertiden", hvormed politiet skal have strengt opsyn. Christen Madsen af Drigstrup Sogn var også indbefattet derunder; men han henhører under en anden jurisdiktion. - På Hindsholm er imidlertid opstået en ny profet, en skrædder, som også skal hverve, og spå en stor religionskrig i år i Danmark, hvori han selv er bered til at opofre livet etc. 

I Dagen, 26. maj 1821 berettes om hvordan de lokale myndigheder (sognefogden) greb ind overfor forsamlingerne:

Kerteminde, den 18. maj.

Sektånden vedbliver endnu at spøge her og i omegnen; men øvrighedens årvågenhed vil nok vide at dæmme for den. Første påskedags aften greb den påpassende og virksomme sognefoged i Drigstrup forstanderen sammesteds, just som han havde menigheden samlet. En af forstanderne herfra var i en anden landsby i samme hensigt; men da han mærkede uråd, slap han linklædet og flyede nøgen. Nogle kvinder er også begyndt at opfriske dette uvæsen, og at samles i det såkaldte Helved Hus. Forleden søndag var atter forsamling hos snedkeren, og da rådstuetjeneren, efter forgæves i al sindighed at have formanet dem til at skilles ad, omsider hentede byfogden, skal en tilstedeværende, som ellers i ingen henseende kan regnes til flokken, have protesteret temmelig kækt imod forsamlingens ophævelse. 

For en 14 dage siden holdt byfogden efter ordre fra stiftet, forhør over snedkeren og skomageren i anledning af at den første var truffet i Drigstrup Sogn som prædikant. Han skal også have opmuntret sine tilhængere til at stå fast, "når forfølgelsens time kommer." På anmeldelse om det samme til hr. herredsfoged Fristedt, lod denne ham også tilligemed degnen og sognefogden, indkalde for retten i Odense forrige lørdag, hvor snedkeren viste sig helt stiv, og sagde, at han ikke kunne love at holde op med sin præken som han troede ikke kunne forbydes ham. Nu menes at der bliver nedsat en kommission i denne anledning. (Hemp. Av.)

Sognefogdens indgriben synes i hvert fald på kort sigt at have en vis virkning, ifølge Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 10. juli 1821. Men uden at sekten helt standsede sine aktiviteter:

Kerteminde den 29. juni. Her holder sekten sig nu temmelig rolig. I Kjærbye, Drigstrup Sogn, traf sognefogden derimod om aftenen den 19. juni en forsamling af 12 personer, under forsæde af en fanatisk skanderborger, som på forespørgsel: i hvad anledning de var forsamlede? svarede: "for at handle om vor sjæls salighed." Sognefogden modtog hans pas til næste dag, da han måtte forføje sig ud af sognet, og tog vejen søværts til Sletten. I passet benævnes denne person: "Handelsmand Jens Frederiksen fra Skanderborg". For nogen tid siden var her på egnen også en selvgjort profet i skikkelse af en skræder fra Aarhuus i samme ærinde. I et af disse godtfolks yndlingsskrifter, "Om det evige Liv" kaldet, i 5 bøger, står blandt andet følgende smukke tirade: "Naar Menneskene ikke havde syndet, skulde de ei have døet. Adam kunde saa reist rundt om i Verden til hele Familien og sagt: See! nu er jeg 5000 Aar og har hverken Rynker, graae Haar eller er kroget; men endnu lige saa rask som paa Skabelsens Dag. O, hvor der skulde have været en Kyssen! (dette udtryk står nogle hundrede gange i Bogen). Menneskene skulde have avlet børn i de første 600 år af deres liv o. s. v. "

Styrets ængstelse for ikke-kontrollerede, offentlige talere/forelæsere gav sig bl.a. udslag i følgende plakat, offentliggjort i bl.a. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 7. august 1821. En plakat der synes at afspejle sagen om doktor Dampe:

Ved plakat af 25. juli d. å. har det behaget Hs. Majest. Kongen, med hensyn til den ret, at holde offentlige forelæsninger, for fremtiden allernådigst at anordne og fastsætte: "1) At ingen, der ikke som lærer ved Københavns Universitet, eller ved en anden af Hs. Majestæts sanktioneret læreanstalt dertil er særlig berettiget, må holde forelæsninger som enten offentlig anmeldes, eller på anden måde kan anses at have nogen offentlighed, med mindre det danske Kancellis tilladelse dertil først er erhvervet. -  2) At alle forelæsninger ved universitetet i forvejen skal være anmeldt i lektionskatalogen, eller hvis nogen dertil berettiget måtte efter at bemeldte katalog allerede er trykt, bestemme sig til at holde en forelæsning, at derom da forud bør ske anmeldelse til konsistorium; og 3) at lærere ved enhver anden af Hs. Majestæt sanktioneret læreanstalt som holder forelæsninger, skal, ligesom ved universitetet finder sted, anmelde samme i en lektionskatalog, eller til læreanstaltens foresatte."

Ikke desto mindre ser det ikke ud til at have haft den ønskede effekt, se Kjøbenhavs Skilderie, 27. november 1821:

Kerteminde, d. 21. novbr. Med sekten her på egnen som til trods for alle forbud ikke har ophørt med at virke, bliver det nu atter værre. I annekset Drigstrup har den fanatiske formand ikke kunnet afholde sig fra at holde prædikener for hele forsamlinger, dem han ganske i den sædvanlige form, sluttede med fadervor og med at lyse velsignelse over de tilstedeværende. Andagten var som man kan tænke, helt forskellig: en mand blandt tilhørerne græd bitterlig, mens en gammel kone - sov. Men det værste var at taleren også ville polemisere og angreb den i kirken hørte prædiken, sigende blandt andet at han deri kun fandt liden kærne, men meget avne m.m. Da præsten derefter ville tale ham til rette, viste han sig trodsig imod alle formaninger, beråbte sig som den slags mennesker da altid gør, på et indvortes kald; han kunne ikke nedgrave sit pund i jorden; Man burde adlyde Gud mere end mennesker etc.

Efter anmeldelse herom er nylig afholdt et politiforhør, hvori han tilstod alt, og sagen bliver nu indberettet til øvrigheden, som sikkert vil træffe de kraftigste foranstaltninger til at dæmpe dette uvæsen. I Kerteminde har også været holdt lignende forsamlinger, mest af fruentimmer, under forsæde af de før ommeldte forstandere og blinde Lovise. Efter undersøgelse af det årvågne politi indfandt byfogden sig for at skille forsamlingen ad; men også her trodsede man og brugte alle de skingrunde, som ordgyderi og fanatisme kan indgive. Også i Maaløe udbreder denne åndelige epidemi sig atter.

En anden version af samme hændelse, men med et andet indhold, fra Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 27. november 1821:

Kerteminde d. 21. novbr. Med sekten her i egnen, som, til trods for alle forbud, ikke har ophørt at virke, bliver det nu atter værre. I annekset Drigstrup har den fanatiske formand ikke kunnet afholde sig fra at holde prædikener for hele forsamlinger, dem han, ganske i den sædvanlige form, sluttede med fadervor og med at lyse velsignelse over de tilstedeværende. Men det værste var, at taleren også ville polemisere og angreb den i kirken hørte prædiken, sigende blandt andet, at han deri kun fandt liden kærne, men meget avne m.m. I Kerteminde har også været holdt lignende forsamlinger, mest af fruentimmer under forsæde af de før ommeldte forstandere og blinde Lovise. Efter undersøgelse af det årvågne politi indfandt byfogden sig for at skille forsamlingen ad; men også her trodsede man. Også i Maaløe udbreder denne åndelige epedemi sig atter. 

I Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 4. februar 1822 står en noget enkeltstående hændelse:

Odense. Under forhørene over sekterne fra Kerteminde-egnen er blandt andet også fremkommet en dumdristig ansøgning til en høj person, som disse helgener efter gammel priselig sædvane, har formastet sig til at indgive, og skal indeholde de skammeligste beskyldninger mod geistlige og verdslige embedsmænd. - Hvem ville vel tvivle om at det sker i de kristeligste hensigter, ikke for at fremme deres egen, men alene - Guds sag. 

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 29. marts 1822 konstaterer at sekten nu holder sig i ro, men man efterspørger også et opgør med deres tro:

Kerteminde den 26. marts. Sekten forholder sig nu nogenlunde rolig, siden de to medlemmer, der var arresterede, igen er løsladte. Imidlertid ønsker enhver retsindig at disse skinhellige må blive lønnede efter fortjeneste for de beskyldninger, de har vovet at pådigte agtværdige embedsmænd.

En kort notits i Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten, 19. juli 1822 antyder at myndighederne tilsyneladende har fået forsamlingen under kontrol, og er ret ligeglade med deres dommedagsforkyndelser. Efter denne artikel er der stille i aviserne om sekten:

Kerteminde, 2. juli. Sekten her i omegnen er endnu i fuld ånde, og får jævnlig besøg af tilhængere endog fra Norge. En af formændene holdt i forgårs en opbyggelig præken ved et barselsgilde og beklagede blandt andet at det var kommen så vidt, at man forbød dem at tale Guds ord, ligesom han også forsikrede at de ildebrande, man hørte tale om, og den hungersnød, markerne true med, var en Guds straf for vore synder.

Som nævnt blev forsamlingerne tilladt i 1824. Og herefter skrev aviserne om dem som obskure personer, se fx Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 29. juni 1826, hvor "de opvakte" fremstilles som lidt latterlige og overtroiske:

I disse dage har det Hoffmannske Kunstner-Selskab prægtig moret publikum og haft stort tilløb. Søndag den 11. d. lod det en luftballon opstige i Kerteminde, som steg temmelig højt og gik med meget held ad Drigstrup til. Her var som sædvanlig - de opvakte forsamlede, og ved synet af denne kommende gæst blev enige om at det måtte være et overjordisk væsen. Mens der rådsloges hid og did om, hvorledes man skulde modtage det, dalede luftballonen ved de i tøjr stående heste. En af disse slog hul i den, og nogle drenge gav den resten.

Senere fik bevægelsen følgeskab af andre vækkelsesbevægelser, og blev internt splittet. Men artiklerne her må ses altså ses som kilder til den allerførste spire til vækkelserne i Danmark.

Mere om separatistiske Forsamlinger.

I et af de foregående numre er talt om konventikler eller separatistiske forsamlinger som af lægfolk er holdt på Sjælland, Fyn og på forskellige steder i Jylland, samt at nogle præster i overensstemmelse med forordningen af 13. januar 1741 har modsat sig disse forsamlinger, hvorved sagen er bragt for domstolene, der har mulkteret de pågældende i forhold til deres større eller mindre deltagelse i disse konventikler. Det vil måske derfor interessere nogle at erfare, at man også andet steds søger at hæmme og ophæve et uvæsen der sikkert ikke fører noget godt med sigt, men derimod kan have de sørgeligste følger. Vi tillader os derfor her at anføre en skrivelse fra Dresden af 14. november der lyder således:

"Allerede i mange år spøgede pietismens vrange meninger også hos os. I begyndelsen ubetydelig, men i den senere tid langt stærkere, og deres skæve retning blev bestandig skævere. Med stor bekymring måtte man se at pietismens tilhængere, efter at deres anskuelser havde fæstet rødder og fundet en anfører, meget hastig for æggedes og fandt stort tilløb. Men antallet voksede i en umådelig grad da en dengang højtstående og men megen myndighed beklædt mand også sluttede sig til denne sekt og besøgte dens konventikler. For det gav desværre anledning til at mange, mindre af tilbøjelighed end for den høje protektors skyld og for at anbefale sig hos ham, hengav sin til det skændige sværmeri i religiøse følelser. Publikum misbilligede dette i høj grad og yttrede sin uvilje højt, men man måtte lade sagen gå sin egen gang og for forholdenes skyld tie. Urolighederne i årene 1830 og 1831 frembragte rigtig nok også en lille rystelse i denne pietistiske stat, idet de røvede den dens mægtige støtte (M. v. E.); ikke desto mindre vedblev den, men udartede snart i allerhøjeste grad. De berygtede kønigbergske muckeres eksempel virkede også på den, og den sneg sig derefter frem ad samme bane som de. Pietisterne trådte rigtig nok sagtelig op og holdt deres forsamlinger om natten i skovene, dog ingenlunde hemmeligt nok, for man fik snart nys om det, og dette gav anledning til at man gik på spor efter dem og ryddede den vakre rede ud. De første opdagelser af disse natteforsamliner skete ved forstbetjente der fandt at et sådant værtskab var aldeles i strid med en god forstvidenskabs grundsætninger, og fordrev derfor det skabelige [budt] med de hårdeste trusler om at ville pågribe dem hvis de igen vovede på at flokke sig sammen i skovene. nu begav kliken sig et andet sted hen for att fortsætte sine orgier. Øvrigheden holdt et vågent øje med dem, og vore stadskommissærer viste sig i særdeleshed virksomme ved at gå på spor efter dem. Endelig lykkedes det at gribe dem på fersk gerning. For nogle dage siden blev hele konventiklet overrumplet i et vinbjerghus en mil herfra ligesom de ivrigt var i færd med at iværksætte deres manipulationer, og der holdtes straks forhør over dem, hvilket varede til langt ud på natten. Selskabets overhoved var til stede ved denne forsamling. Denne overraskelse vil rimeligvis give hans nærværende stilling en mærkbar og ganske anden retning. Hvilket? Det skal jeg senere give underretning om såvel som angående følgerne af denne opdagelse for alle deltagerne. Publikum glæder sig over at et anliggende som har voldt så megen forargelse, endelig er blevet bragt for domstolene."

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 754-756)

Redacteurens Anmærkning.

Baptisterne begyndte i 1840'erne at vinde frem, og regeringen slog til med fængsling og andet. Om end Kjøbenhavnsposten ikke direkte sympatiserede med baptisterne, så mente man dog her at de skulle have lov til at udøve deres tro ligesom jøderne. Og indirekte blev regeringens behandling af dem brugt som en kritik af styret.

Peter Christian Mønster (1797-1870) var en af pionererne inden for baptistbevægelsen i perioden 1839-1849. I 1840 boede han i Hummergade. Efter grundloven blev Mønsters menighed infiltreret af mormonerne og gik i opløsning. Han blev herefter medlem af Folkekirken. Hans yngre bror, Adolf Frederik Mønster (1812-1863) brød senere med sin storebror, og formentlig forlod han baptismen omkring 1851. Han blev lærer ved almueskolen i København.

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.