Marie Sophie Amalie Korup 1839-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Marie Korup var ældste datter af brevsamler og traktør Korup som drev det kendte traktørsted Korups Have ved Søndermarken i Valby. At post og gæstgiveri var samme sted, var ganske almindeligt i Danmark på det tidspunkt. Korups Have lå op til Søndermarken hvor vejen Bag Søndermarken er i dag. Der er opført et gult murstensbyggeri på matriklen.

I 1872 var der dagligt et landpostbud fra Valby til Vigerslev, Hvidovre, Damhusbommen, Rødovre og Vanløse og retur. I 1874 afgik der 2 gange daglig et gående bud mellem postkontoret på banegården og Valby Brevsamlingssted. I 1875 distribueredes brede to gange dagligt fra jernvejspostkontoret ved et landpostbud. Man kunne dog også afhente breve mellem kl. 8 og 9 morgen og aften hos brevsamler og traktør Korup. Han tog 2 sk til betaling for et bud der kunne bringe brevet ud. Brevsamlingsstedet havde efter sigende en "ikke ubetydelig korrespondance" (Dagstelegrafen 13. juli 1874). I 1876 var der for postvæsnet regning begyndt en ombæring af postsager fra Valby Brevsamlingssted.

Valby postekspedition blev oprettet 1. juli 1878 som ikke-regnskabsførende ekspedition underlagt overpostmesterembedet. Marie Sophie Amalie Korup blev postekspeditør og senere postmester. 1. oktober 1889 blev postekspeditionen indlemmet i overpostmesterembedet.

I slutningen af 1898 bebudes at der ville ske en omfattende ændring af lokaler om omdelingsforhold, bl.a. i Valby.  Marie Korup var 60 år da hun tog sin afsked med pension den 1. november 1899 af helbredsårsager. Hun efterfulgtes af Christian Emil Victor Emanuel Andersen 1. januar 1900. Den 15. oktober 1906 flyttede Valby Postkontor til Valby Langgade nr. 6. Denne ejendom står opført i OIS i 1908. I Kraks 1906 angives Langgade 2, Frk. M. Korup, postkontor og telegrafstation! Postkontoret i aviser angives at ligge i nr. 6 i hvert fald op til 1914. Posthusbygningen i Valby Langgade 79 er opført år 1900.

I 1897 var der i postvæsnet ansat 5.342 personer, heraf 1.444 statsansatte. I 1921 havde der været i alt 3 kvindelige postmestre i Danmark. Udover Marie Korup også fr. Schaeffer i Esrom (afsked 1916) og frk. Sigrid Marckmann (afsked 1921). Sidstnævnte startede knap 15 år gammel i postvæsnet 1. maj 1867 på Allinge Posthus, hvor hun ligesom Marie Korup blev medhjælp for sin far.

En kvindelig Postmester

En Embedsfratrædelse af ikke sædvanlig Karakter finder Sted fra 1. November, idet hidtilværende Postmesterske og Telegrafbestyrerske i Valby, Frk. Marie Korup, paa Grund af Svagelighed trækker sig tilbage. - Navnet Korup har altid været knyttet til den postale Virksomhed heroppe, idet her for en Menneskealder siden blev oprettet et Brevsamlingssted under Bestyrelse af Frk. Korups Fader med Datteren som Assistent. Den Gang var Valby en lille Bondeby med rigtige Bønder og Bøndergaarde, og den stod for enhver Københavner med K som et Sted, hvor man kun kom ud Pinsemorgen for at se Solen danse. Men efterhaanden forandredes Byens Fysiognomi, den udvidedes betydeligt, Bønderne trængtes ud, Villaer og høje Huse opstod i Bøndergaardenes Sted, og nu er den nærmest at betragte som en Forstad til København. Postvæsenet holdt Skridt med Byens Udvikling; der oprettedes et selvstændigt Postmesterembede med Frk. Korup som Chef, og for 10 Aar siden modtog hun kgl. Udnævnelse som saadan, for Tiden den eneste Udnævnelse af den Art i Danmark. Frk. Korups selvstændige Styrelse af Postvæsenet herude omfatter et Tidsrum af 24 Aar, og at det er en stor og opslidende Virksomhed, vil forstaas, naar man ved, at Postdistriktet omspænder ca. 8000 Mennesker, der til Betjening har foruden Chefen to kvindelige Fuldmægtige og syv Postbude.

Det er værd at notere, at i Postetaten er praktisk gennemført den retfærdige Fordring: „Det samme Arbejde giver den samme Løn” (for Femininum og Maskulinum), en Rekord, der som bekendt ej endnu er naaet i noget andet Embedsforhold. -

Da jeg første Gang kom ind paa Posthuset i Valby, overraskedes jeg ved at se Kvinder ved Ekspeditionen, samt at denne foregik med Høflighed og Stilfærdighed. Fra den Omstændighed ved Postforholdene i min lille Fødeby, at baade den afgaaede og den nyankomne Postmester havde eet Ben, samt den Skælden og Paakalden af Satan og alle hans Engle, naar Udførelsen af postale Pligter foregik, havde jeg halvt ubevidst bevaret den Forestilling, at sligt, hørte til ved et Postembedes forsvarlige Forvaltning, intet Under da, at den grelle Modsætning virkede behageligt paa mig.

Om Valbyerne betragter det som en Ære at være Foregangsfolk paa det postale Omraade, derom forlyder intet; det skulde ikke undre mig, om de stiver sig af med den sædvanlige Forargelse over Kvindens Indtrængen i Mandens Rettigheder, eller den traditionelle Indbildning, at saadant Arbejde dog bedst udføres af en Mand. Det være nu, som det vil, med Anerkendelsen udefra, en Livsgerning ført med Alvor og Samvittighedsfuld hed har jo Glæde nok i sig selv. Men vi Kvinder, der kæmper for begge Køns sociale og menneskeretlige Ligestilling, vil bringe Frk. Korup en varm Tak for det Plus, hun ved sin lange og trofaste Virksomhed har tilført den gode Sag.

Emerita.

I Begyndelsen af dette Aar er der bleven ansat en Dame, Frk. Baagøe, paa Københavns Avispostkontor, foreløbig kun som et Forsøg. Hendes Kontortid er fra Kl. 10 til Kl. 4 à 5 daglig. Red.

(Kvinden og Samfundet nr. 15, 1899).

Når man tog i skoven i gamle dage. I Korups Have og Søndermarken.

Fhv. postmesterske Frøken Marie Korup fortæller.

Det er Sommer, og Københavnerne vil i Skoven! Men ak! Krigen! Ogsaa for Byboboernes bedste og sundeste Rekreation: Skørterene har Krigen lagt Hindringer i Vejen. Vi er jo saa forvænte allesammen. Tog og Sporvogne har i aarevis ført os let og direkte ud i den skønne, danske Natur; og nu, da Trafikken er Indskrænket, synes vi, at det altsammen er som langt borte og næsten uoverkommeligt.

Og saa er det jo i Virkeligbeden ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at der slet ikke var noget, som hed "Skovtog"! Og Folk kom sandelig alligevel i Skoven og morede sig - langt bedre end nu, kan man vist trygt tilføje.

Hvor tog man da hen? Ja, man havde selvfølgelig dengang som nu mange yndede Udflugtssteder. De var blot noget forskellige fra Nutidens - mange af dem ligger nu omtrent mldtvejs inde i Byen, f. Eks. Korups Have og Søndermarken.

Ude i Valby bor en gammel Dame, der ved Besked om de Steder. Det er fhv. Postmesterske Frk. Marie Korup, Datteren af Korups Haves taxie Indehaver.

Hendes Fader var kgl. Løber hos Frederik den Sjette, og han fik, da han tog sin Afsked, Bevilling af Majestæten til at oprette Traktørstedet ude ved Søndermarken.

Nu er hans Datter en gammel Dame, og hun sidder ude i sin lille Have i en magelig Lænestol og slikker Solskin, da vi aflægger hende et Besøg for at bede hende om, hvorledes Folk tog paa Skovtur for 60-70 Aar siden.

Valby var en Landsby

"Ja, dengang var Valby jo en Landsby med straatækte Huse og gaarde og Gadekær og slet ingen Lygter og forfærdelige, plørede Veje,", siger Frk. Korup og smiler helt vemodigt ved Minderne.

"Men, jeg synes alligevel, der var meget dejligere dengang end nu! Skønt det var besværligt nok, navnlig for en lille Skolepige, som jeg jo var. For tænk, jeg gik i Skole helt inde i Admiralgade! Den lange Vej travede jeg hver eneste Dag, og det var drøjt! Der gik ganske vist en lille Overgang mellem Valby og det gamle "Halmtorv" en pudsig, kuglerund Omnibus, hvori der kun var Plads til ganske faa Personer. Men den kunde naturligvis ikke betale sig, og saa blev den indstillet.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor afdøde Brygger Carl Jacobsen ærgrede og drillede os Pigebørn paa de Ture. Han var jo en lang Skoledreng den Gang, og det var hans største Fornøjelse at hoppe op bag paa den runde Omnibus og hamre på den lille Rude, der sad i Døren! Vi gjorde Vrøvl og skældte, men han lo blot af os og hamrede videre!

Nas, men den Herlighed varede altsaa Ikke længe. Saa maatte vi til at gaa igen! Baade i Sol og Hede, i Kulde og Regn, Dag ud og Dag ind, hele Aaret rundt!

Sommeren var alligevel den allerbedste Tid! Ikke alene fordi der var saa smukt derude, som der var, men ogsaa fordi der saa kom saa mange Mennesker paa Besøg i "Korups Have"

Søndermarken var som en Skov.

De var paa Skovtur! Og det var ikke saa underligt, at en Udflugt til Valby den Gang blev betragtet som en Skovtur. Thi Søndermarken var jo lige blevet aabnet for Publikum!

Ja, De synes naturligvis nok at Søndermarken endnu er smuk! Men det er fordi De ikke har set den, som den var for 69 Aar siden, da den, lige efter at Grundloven var givet, blev lukket op for Offentligheden!

De skulde have set den den Gang! Den var en dejlig, uberørt Skov og samtidig en bugnende Frugthave! Der voksede Kirsebærtræer og Æbletræer i Overflod, og der var de dejligste Nøddekrat, som nok var værd at plyndre om Efteraaretl Jeg tilbragte mine allerbedste Timer derinde! Der var saa meget at se paa, saa meget at opdage og saa meget at spise! Og saa var der den herligste Skovbund! Om Foraaret var den som et hvidt og blaat Tæppe af Anemoner, og Syrer og Bregner stod tæt under Træerne!

Ja, det var den Gang! Men snart blev den jo opdaget som Udflugtssted - Fars Traktørsted laa jo ogaaa saa rart lige ved Slden af - og saa var Idyllen brudt! Det - varede Ikke mange Aar, før hele Herligheden var forsvunden! Hverken Frugt eller Blomster kunde staa for de drabelige Angreb.

Det kinesiske Lysthus.

De kender jo nok det kinesiske Lysthus, der ligger paa en af Skænterne ud mod Vest? Nu er det jo kun et almindeligt Brændeskur, hvor ikke alt for hyggelige Eksistenser med samt deres Brændevinsflaske til daglig har deres Tilhold. Men den Gang var det et smukt og sirligt Lysthus i kinesisk Stil med Drager paa Taget og smukke Paafugledekorationerl

Den Gang, som nu, holdt Folk af at ridse og skrive deres Navn eller Citater rundt om paa Vægge og Træer, naar de var paa Udflugt. Og derinde paa Væggen til venstre var der med en smuk, karakteristisk Haandskrift skrevet et lille Vers, som gjorde et dybt Indtryk paa mig Pigebarn. Ja, jeg kan næsten sige, at det blev bestemmende for mit hele, lange Liv. Det lød:

Tiden vandrer med sikre Fjed
Hen over Slægter og Generationer,
Nogle den træder i Støvet ned,
Andre den hæver paa gyldne Troner,
Ej vi kender dens Maal derved,
Een Ting ved vi, dog bringer den med:
Frihed for Alle! om tusinde Aar
Kvinden ej mere i Lænker gaar!

Det lille Vers grundede jeg meget over! Jeg vilde saa gerne være selvstændig! Og det har jeg jo ogsaa opnaaet. Jeg er den første danske Kvinde, der har faaet kgl. Udnævnelse som Embedsmand!

Datidens Berømtheder med Madkurv i Korups Have

Men hjemme i Haven tilbragte jeg ogsaa mange fornøjelige Stunder. Der laa ud mod Vejen - den, der nu er Valbylanggade, og hvor de elektriske Sporvogne suser og klemter forbi - et stort, rundt Lysthus, og der har mange af Datidens store Mænd og Kvinder siddet.

Min største Fornøjelse var det, naar jeg kunde se mit Snit til at skjule mig bag en Busk i Nærheden og høre paa alt, hvad de havde at tale om, paa deres Spøg og Sang og Diskussioner. Den Gang var det jo moderne at æstetisere.

Her saa jeg den husmoderlige Fru Sødring i hendes aparte Klædedragt med det uundgaaelige højrøde Langshawl dække Bord og pakke Madkurven op og lave Kaffe paa Maskinen, som de fik i vort Køkken. Hun havde en ejendommelig Stemme. Man var aldrig i Tvivl om, at det var hendes, der talte, selv paa temmelig lang Afstand.

Og saa var der Fru Heiberg med hendes tre Plejebørn. Smuk og indbilsk. Det var da i det mindste den Dom, jeg Barn afsagde over hende.

Og Christian Winther kom der. Men han var meget gammel og sveg, og jeg syntes helt uhyggelig at se paa med den store, slet lavede Paryk og den mægtige Kikkert, uden hvilken han ikke kunde se. - Han lignede et Genfærd, syntes jeg.

Og Høedt og hele Familien Price havde vi ogsaa Besøg af ret Jævnligt.

Høedt gjorde et mægtigt Indtryk paa mig ved den uhyre dramatiske Maade, han altid talte og gestikulerede paa Han raabte op og slog ud med Armene og agerede, saa der ikke var Ørenlyd for andre end ham selv.

Pricerne var derimod saa uhyre stilfærdige. Navnlig erindrer jeg bogstaveligt talt aldrig at have hørt Juliette Price møde et Ord.

Men det aller, aller morsomste var dog, naar Erik Bøgh og hans Venner var paa Skovtur i Søndermarken og endte inde hos os.

Der sad saa Visedigteren i den lyttende Venneskare, og med en lille usynlig Tilhører i mig, og sang sine sidste nye Viser.

Det var morsomt. Aa, hvor tydeligt husker jeg ikke, da jeg for første Gang hørte: "Hr. Madsen, Hr. Madsen!" Bøghs egen Stemme klinger endnu i mit Øre.

Og saa var der Digteren, Professor Hauch, der havde Fribolig oppe paa Frederiksberg Slot. Han vandrede lange Ture i Søndermarken, og saa hændte det jo ogsaa af og til, at han faldt ind i Korups Have og nød en Forfriskning.

Oehlenschläger var for Resten ogsaa tit paa Tur til Valby.

Han kom en Del hos fhv. Guvernør i Vestindien Holten, der boede nede paa Valdal! Fruen gik altid helt hvidklædt og med ganske korte Kjoler - lige saa korte som Damerne bruger dem nu til Dags, og saa havde hun Sko med Korsbaand-

Naar de Kongelige kørte Tur i i Søndermarken.

Men det var ikke alene Datidens Skønaander, der holdt af at tage paa Udflugt til Søndermarken. Ogsaa de kongelige kom der nu og da. Den gamle Enkedronning kørte saaledes ofte rundt derinde i Timevis, men saa var Haven lukket for Publikum!

Arveprinserne Caroline spadserede ogsaa tit derinde, dog uden at der blev lukket af!

Med hende havde jeg en Gang en lille Oplevelse, som jeg var optaget af lange Tider efter:

Hun havde en Dag tabt et Slør derinde. De ved maaske ikke rigtig, hvorledes et Slør var arrangeret i de Tider. Det var Ikke som nu, hvor man blot binder sit Slør om Hatten! Ne!l det var fastgjort paa en Bøjle, der var til at sætte fast paa Kysehattens forreste Rand.

Nu havde Prinssessen mistet sit Slør! Hun var meget vred over det, og hun blev ivrig og snakkede op, og den ulykkelige Hofdame, der var med hende, var ganske ulykkelige!

Saa fandt jeg Sløret! For Resten et saare tarveligt og almindeligt blaat Slør! Men stolt og glad var jeg jo og bragte Prinsessen det og fik mange Taksigelser og et Klap paa Kinden! Den Oplevelse levede jeg som sagt paa i lange Tider I

Nu er Valby jo en Del af Storstaden København, og jeg maa med et Smil mindes min vilde Begejstring, da der for første Gang blev oplyst med Tranlygter paa Vejen op til Stationen. Allerede den Gang syntes jeg, at nu boede jeg næsten i en Storstad!

Ja, der var dejligt derude den Gang. Og Søndermarken! Ja, den er og bliver mit tabte Paradis"

(Nationaltidende 17. juni 1917).

Artiklen indeholde endnu et foto der imidlertid er af så ringe kvalitet at jeg har valgt ikke at bringe det.

Hendes beskrivelse af det kinesiske lysthus tyder på at hun blander Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have sammen med den kinesiske pavillon i Søndermarken. Det er tegnet af Abildgaard. Sidstnævntes lokation er på en skrænt mod vest, men hendes beskrivelse pege mere på lysthuset Frederiksberg Have. Det var i givet fald den anden eller tredje kinesiske pavillon Marie Korup oplevede i Søndermarken. Den første blev bygget 1787, men nedrevet i 1802. Et forsøg på at rekonstruere pavillonen blev til virkelighed i 2013. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Postmesterske Marie Korups adresse i 1914 angives i Kraks 1914 til (Valby) Langgade 2. Det er her hvor Bjælkehuset har adresse i dag.

Fru Sødring er formentlig skuespilleren Julie Weber Sødring (1823-1894). Høedt er formentlig skuespilleren Frederik Ludvig Høedt (1820-1885). Han og J. L. var uvenner. Den tavse Juliette Price (1831-1906) var vant til ikke at sige noget. Hun var balletdanser.

Ganske få uger efter artiklens offentliggørelse døde Marie Korup.

Nationaltidende 6. august 1917.

Den første kvindelige Embedsmand.

Sagfører Korup, Ringsted, har haft den Sorg at miste sin Søster, Frk. Marie Korup, tidligere Postmester i Valby. Begravelsen foregaar fra Kapellet paa Holmens Kirkegaard paa Torsdag.

I Anledning af Dødsfaldet skriver "Nltd":

Den gamle Dame, der var den første Kvinde, som modtog kongelig Udnævnelse som dansk Embedsmand, var i en lang Aarrække Postmesterske i Valby. Dette Hverv var hun saa at sige født til at overtage, idet hendes Fader, den tidligere kongelige Løber hos Frederik den 6 og daværende Indehaver af Traktørstedet Korups Have, tillige var Postholder og havde Brevsamlingssted i Valby. Denne Del af »in Faders Arbejde overtog Frk Korup allerede som ganske ung, og da Valby nogle Aar senere skulde være selvstændigt Poststed, ansøgte hun om Embede! som Postmester, og fik det. Og dette sit Hverv har Frk. Korup røgtet gennem mange Aar, lige til hun, den 1. November 1899, tog sin Afsked, i l de sidste Aar levede Frk. Korup stille og tilbagetrukkent, men sad man overfor hende i hendes lille Have, saa maatte man sande, at hun var et Menneske, som Tiden ikke var løbet fra. Ikke blot kunde hun livligt og interessant fortælle om gamle Dage og alle de kendte Personligheder, hun havde set i sin Barndom ude i det den Gang landlige Valby og Korups Have, men hun var ogsaa interesseret i alle Dugens og Tidens Spørgsmaal og Emner. Begavet og kultiveret, som hun var, havde hun ligeledes gennem sit lange Liv fulgt de skiftende Tiders aandelige Strømninger og altid vidst med sin klare og sunde Forstand at vælge og vrage, prøve og vurdere.

Og nu er hun død, stille og blidt, som gamle Mennesker, der har levet et harmonisk Liv. Lige til det sidste troede hun selv, at hun blot skulde samle lidt Kræfter for helt at komme sig efter en Sygdom i Vinter, men hun top fejl. En Aften sov hun ind for ikke at vaagne mere.

(Ringsted Folketidende 8. august 1917).

Jordefærd.

Fhv. Postmester, Frk. Marie Korup.

Fhv. Postmester i Valby, Frøken Marie Korup jordedes i Eftermiddags paa Holmens Kirkegaard.

Ved Højtideligheden i Kapellet bad Pastor em. Thygesen en Bøn.

til Kisten var bl.a. sendt Kranse fra Overpostmesterembedet, og i Følget saas Postmestrene, Kaptajn Andersen (Valby), Frost (Vesterbro) og Lund (Sundbyerne).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. august 1917).

Senere flyttede postkontoret ind i denne ejendom på Valby Langgade 79. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Marie Villads(en) (1832-1910?). Kildekonen i Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

En Digterinde af folket.

Det er i vore Dage sjældent, at der fødes Poeter; den Mand, der staar frem og slaar Lyren for Folket, har først møjsommeligt maattet traske sig gennem Metrikens Jamber og Trokæer, før han mægtede at synge ud frit og naturligt.

Den Naturlighed, Kunsten har affødt; ti her gælder mere end andetsteds det gamle Ord om Yderlighederne, der berører hinanden.

Endnu sjældnere er det, at det udgaar en Digter fra Bondens eller Arbejderens trange Hjem, en Digter eller Digterinde, der uden Studium, uden akademisk Dannelse staar frem og synger om den friske, naturlige Glæde. Sjælen fornemmer, den Skønhed, Øjet ser.

Det vil derfor sikkert forbavse mange at børe, at der i Søndermarken gaar en gammel Kone omkring, et Menneske, der er født i et fattigt Hjem og som har været trykket under Armodens tunge Aag sit lange Liv igennem, at hun gaar omkring og digter Sange saa dybtfølte og romantiske, at man ved at høre dem studser forbavset.

Det er Marie Villadsen, "Marie Fejekone", som hun almindelig kaldes.

Vi skal her give en kort Biografi af hende - med det Første skal vi bringe hendes Billede og et Par Digte, hun har skrevet specielt for "København".

Hun er født 1832 og er et Datter af Snedker Per Jensen i Urløse pr. Nyrup. Allerede som Barn føjede hun Vers til alle de Salmer, hun lærte i Skolen. Byens gamle Koner og kloge Mænd kom derfor til det Resultat, at Barnet var forgjort eller "elleskudt".

Og da Naboens Gris saa blev syg, blev der sendt Bud efter en "klog Kone", der foruden at kurere Grisen tillige paatog sig at fordrive den onde Gejst, der havde taget Stade i Maries Legeme.

Hun blev derfor klædt nøgen, og sammen med Grisen blev hun "maalet og signet", mens den gamle, krogede Morlil gik rundt og mumlede besværgende Formularer og med sin Stok ridsede mystiske Tegn i Jorden.

Men "Gejsten" blev ikke fordrevet endda.

Inde i den store, stille Skov og nede ved den hvide Strand laa den lille Marie og digtede sine Sange om Riddere og Adelsdamer, om Ellepiger og Nymfer og Havmænd.

Vi skal her efter hendes til os velvilligt overladte Manuskript hidsætte en lille Prøve:

Naturen er min Verden og Natten er mig kær,
naar efter Dagens Færden jeg ene vandred' her,
da saa jeg som i Drømme de straalende Øer,
den dejlige Morgana med alle sine Møer

Gik Maanen frem bag Skyen og lyste over Vang,
jeg list ed' ud af Byen og Stuen saa trang;
paa Ellestubben sad jeg, mens andre var i Seng,
da saa jeg Svartalfer i den blomstrende Eng.

Da saa jeg Tournering og Klang af Ridderspil,
jeg glemte, der i Verden var Nød og Kummer til,
og Ridderen jeg saa paa den skumdækte Hest,
mig trylled' Fantasien som selv jeg der var Gæst.

- Saa kom jeg hos en Garver, han boede vej Strand,
saa blev min Trylleverden det blinkende Vand; 
der det skønneste Syn var i Aftenen tyst,
saa jeg skøn Havmand med skældækte Bryst.

De lyse Lokker flagred' i sælsom Straaleglans
Klinteroser snoed' sig om Barmen en Krans,
og Guldharpen slog han med Sang og Strengespil, 
saa alle Vaarens Fugle maatte lytte dertil.

Som man ser: Vers, der i al deres Simpelhed rummer en Dybde og Følelse, som mangen moderne Digter maatte misunde den gamle, fattige Fejekone.

(København 10. august 1894).

Kildekonen Marie Villads

som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.

(Isefjordsposten 12. april 1896)

"Kildekonens Sange"

"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen

Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.

Marie Villads, Kildekonen i Søndermarken.

[Artiklen indeholder efterfølgende et næsten helsides digt om hendes liv]

(Middelfart Avis 14. juni 1896)

Kildekonens Æventyr.

Husmandskonen fra Søndersted Mark.

Vogterdrengens Krone.

I "Husmoderens Blad" skriver Ingeborg Maria Sick følgende interessante Skitse om den gamle Kildekone fra Søndermarken, hvis Hjemstavn er Søndersted i Holbæk Amt:

I denne Sommer bliver der en kendt og populær Skikkelse mindre i København, et dansk Hjærte mindre i Danmark.

Kildekonen fra Søndermarken, Digterinden Marie Villads, er paa Vej til Amerika, hvor hun har sine Børn. Og idet hun glider bort i Fjærnheden Taage, samler det Personligheds-Indtryk, hun har efterladt, sig klarere, med fastere Omrids for Tanken.

De, som ikke har kendt hende eller kun strejfet hende, kan maaske have Interesse af at høre lidt om hende. Der er mange, som kunde fortælle om Marie Villads .... Disse Linjer er udsprungne af mit personlige Kendskab til hende.

En Morgen - for 12-13 Aar siden - gik jeg langs Søerne mod Nørrebro, da en Kone med Tørklæde over Hovedet og et Bomuldstøj-"Knytte" i Haanden kom hen til mig og bad mig vise hende Vej til Kongens Nytorv. Jeg sagde, at der var langt dertil, men nu skulde jeg gaa med hende et Stykke.

"Ja, som Byen dog voxer," sagde hun. "Her bli'r saa vildfarende. Jeg tænker tit, hvad mon Dronning Margrethe vilde sige, hvis hun saa København igen."

Jeg maa have set lidt forbavset ud ved den Bemærkning, for hun vedblev "Ja, De tænker kanske over, hvad mon jeg er for en ? Jeg er saadan en Fyr, som Wessel var. Jeg digter."

Jeg spurgte, hvad hun digtede om.

Omalt, hvad jeg ser om Aftenen, naar Lyset er slukt - om Riddere og Mø'r, Elverpiger og Havmænd.

Saa begyndte hun med et eget, højstemt Tonefald at fremsige et Digt om Havmanden . . . Derefter et om "Natten", der gaar frem "som en kulsort Morinde med Glimmersmykker paa" - et om Hytten i den duftende Englund, hvor hun var født, og om den hjelmede Ko, som hun skulde vogte, men glemte for at drømme om Turnering og Ridderspil og saa videre. medens vi gik Gade op og Gade ned -og Folk vendte sig om efter os.

Da vi skiltes, sagde hun: "De skal ha' et Vers for al deres Ulejlighed. Men hvor maa jeg bringe det hen ?"

Jeg gav hende Adressen, og Dagen efter mødte hun med hele to lange Digte.

Den Gang boede hun i et lille Hus paa Søndersted Mark, men flyttede kørt efter til København efter at have lejet Huset ud - med Frugten fra Haven iberegnet - for 12 Kr. aarligt. Herinde blev hun Lugekone i Landbohøjskolens Have, senere Fejekone i Søndermarken og endelig Kildekone der. Hendes ydre Kaar har i Byen ikke været stort mærkeligere end paa Landet.

Født i et Husmandshjem kom hun tidlig ud at tjene og blev gift med en Landsbyskræder. Med ham fik hun 6 Børn og sad igen med de 4, da han døde. Sled og slæbte saa derude paa Søndersted Mark, indtil hun flyttede ind til København.

Men omkring denne trange, byrdefulde Tilværelse slynger der sig - som en Fylde af blomstrende Ranker - en Række lyse Syner, Drømme og Stemninger, som væver en broget Rigdom ind i det fattige Billede.

Hun er baaret oppe over Døgnets Skyggesider, holdt i Live, kunde man gærne sige, af sin digteriske Ævne. Og hermed mener jeg ikke saa meget Ævnen til at skrive Vers, som til at føle, fornemme, som hun gør.

Dr. Ernst v. d. Recke siger i sit Forord til tredje Oplag af Hendes Bog, at hun er en Digternatur. Og det er vist, hendes Opfattelse, hendes Stemninger er altid ægte, digterisk ægte - Udtrykkene, hun vælger til at gengive dem i, derimod ikke altid. Hvorvidt hun kunde have naaet at sinde mer rammende, oprindelige og personlige Udtryk for det, hun ser og føler, hvis hendes Intelligens var bleven uddannet og Ævnen dertil uddybet, er maaske vanskeligt nu at afgøre. Jeg vilde dog ubetinget tro det. Thi, med Forholdene for Øje, bliver der i Hendes Vers nok at undre sig over disse Vers, der mylrede frem lige fra Barndomsaarene, da hun fik Bank for at "prædike det Tøjeri", og som skyder lige frodigt endnu, da hun gaar i sit 76. Aar.

Men - hun selv, hendes Personlighed, er dog det bedste Stykke Poesi af det hele. Et Digt, hvis Grundtone er Lovsang - vældende frem som Fuglen kvidrer, som Blomsten dufter, i lys og frejdig Ubekymrethed om den Dag i Morgen og dens Plage, hamret af en dyb og urokkelig Tillid til den ene, hvis Haand har talt Stjærnerne og hvert Haar paa Hendes Hoved.

Dette kunde illustreres med mange Træk fra Livets større Tildragelser til de aller mindste.

En Dag stod hun som Enke med sit mindste Barn paa Armen i Døren til sin Hytte, da en lille Vogterdreng, som tjente i Søndersted, kom grædende forbi. Han havde tabt en Krone af sin Husbonds Penge og vilde faa saa mange Hug, naar han kom hjem.

"Jeg har ikke en Øre i Huset", sagde Marie, "det var dog slemt. Men bi lidt - i Morgen skal jeg arbejde hos Gaardmanden derovre og faar en Krone i Dagløn. Den kan jeg hente nu. Han gi'r mig den nok forud."

Da hun kom med Pengene til Drengen, som stod der, højst forbavset over den uventede Redning, sagde hun:

"Vi skulde egenlig ha levet for den i Morgen, de smaa og jeg. Men nu har Vorherre jo Brug for den til dig. Saa sørger han nok for os paa anden Maade."

En af de første Vintre, hun var i København, blev det bitterlig koldt, og Marie vilde ikke sige til nogen, at hun sad og frøs hjemme, "da de kan have saa mange andre at hjælpe."

Men en Aften kom hun straalende glad og fortalte mig, at en fremmed Herre om Formiddagen havde banket paa hendes Dør og sagt, han skyldte hende Penge. Han havde givet hende et Guldtyvekronestykke og sagt, at det var Summen med Renter - saa nu havde hun rigelig til de Kul, hun havde manglet.

Det var Vogterdrengen, som havde være! i Amerika og nu med Møje - dreven af en sjælden Taknemlighedsfølelse - havde faaet hende opspurgt. Han fortalte hende saa Historien med Kronen fra hans Barndom, som hun længst havde glemt.

Mandag den 3. Juni rejste hun, fulgt af en talrig Vennekreds, som kastede Blomster ind til hende, gav hende et kraftigt Hurra og - - hvad bedre var Taarer i Øjnene til Farvel.

Snart ruller Atlanterhavets Bølger mellem hende og Fædrelandet, og det vil nok gaa hende, som hun selv sagde, at de "underlige Aftenlufte" vil "drage hendes Hu" tilbage "over viden Strand". Thi dybt rodfæstet er hun i den danske jordbund. Og maaske ser vi hende igen ad Aare.

Men der er et andet Vers, som dybere endnu passer paa hende, og derfor kunde hun ogsaa drage drage bort med Fortrøstning midt i Vemoden:

"Lige meget, hvad for Egne!
Er ej Himlen alle Vegne -
hvad behøver jeg saa mer!"

(Demokraten (Århus) 6 juli 1901).

Kildegrotten er i dag også et mindesmærke for Marie Villads. Inde i grotten er statue. Det er lavet 1913 af den norske kunstner Marit Benthe Norheim. I et interview udtalte hun at hun så grotten "som et symbol på kvinden. Hvælvingen er kvindens ben og ansigtet er barnet, som kommer ud. En grotte som er fyldt med liv og lys". Glasstenene på gulvet symboliserer vand - livets kilde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Marie Villads

Af

Ingeborg Maria Sick.

Der er mange, som kender hende fra Kilden i Søndermarken. Som er komne derud en Sommeraften, naar de gik Tur, og har givet sig i Snak med det glade Ansigt udenfor Grotten. Og i ni af to Tilfælde har de faaet et Vers med, naar de gik. Et Vers om Aftenens Fred, om Kilden, om den lille Bellis i Græsset - kradsest ned med Blyant paa et Bolscherpapir.

Mange har kendt hende - alligevel er syv Aar jo længe nok til at trænge En ud af Folks Bevidsthed. Og saa lang Tid siden er det, at hun rejste til Amerika, hvorfra Budskabet om hendes Død nu i disse Dage atter har gjort hende "aktuel". Medens hendes Navn for et Øjeblik lever iblandt os, vilde jeg gerne tegne et lille Rids af hendes Billed under det. Helst vilde jeg fortælle alt, hvad jeg husker om og af hende - men det blev meget for langt.

Digterinde - ja, ubetinget! Jeg havde nær sagt, trods det, at hun skrev sine Vers. For Versene var ikke Digtning - i alt Fald kun i ganske enkelte Glimt. Til at yde Litteratur savnede hun altfor mange Forudsætninger, den nødvendige Udvikling - og havde dog i Aarenes Løb læst saa meget, paa maa og faa, paa kryds og tværs, at det umiddelbare og personlige Udtryk for hendes Stemning var blevet forkvaklet, isprængt med tarvelige Efterklange og ganske naive Efterligninger af Ingemann og Chr. Winther, hvis Versemaal særlig var gaaet hende over i Blodet.

Men hendes evner til at se, høre, fornemme og opleve - Natur, Mennesker, Øjeblikket og dets stemning - var fin, oprindelig og sprudlende. Og saa intenst kunde hun give sig hen i et eller andet smukt Indtryk, at "Dagens Byrde og Hede", som Infil havde sin rigelige Del af, blev som strøget af hende. Hun digtede sit eget Liv lyst og skønt - og det er Kunst. De Syner og Tankebilleder, som hun fandt saa mangelfulde Udtryk for i sine Vers - af dem byggede hun sig gyldne Broer, der har hende oppe over alle Sorger og Tryk - og derved holdt hun sig ung i Sind, klar og frisk. Som den Kilde, der var hende saa kær - trods de mange kolde, regnfulde og ensomme Timer, hun havde derude.

Meget tidlig begyndte hun at digte. Naar hun som Barn kom op i Salmevers i Skolen, hændte det, at Læreren raable: "Hvad gar der af Tøsen! Hun kan jo mer end der staar i Bogen!" - For var hun først kommen paa Gled og ind i Versemaalet - , kunde hun godt blive ved. Det maatte Præsten høre, mente Skolelæreren. Saa kom han en Dag, hun blev stillet op paa en Skammel foran ham og bedt om at sige Vers. Det maa være lykkedes over Forventning, for hun huskede, at Præsten havde moret sig meget over hende og givet hende den imponerende Gave af en hel Mark. Men da hun kom hjem, fik hun mange Prygl - for den "Skam", hun havde bragt over sine Forældre ved at "præke for Præsten!" Og paa samme forstaaende Maade blev baade Fa'r og Mo'r ved at honorere alle de poetiske Udgydelser eller Drømmerier, hun henfaldt til i sin Barndom.

Da hun var bleven voksen, kom hun ud at tjene, og blev siden gift med en fattig Landsbyskræder, for hvem det gik tilbage, Og som endte med at hugge Sten ved Vejen. Marie sad og huggede med saa tidt hun kunde - og huggede sig i Fingrene, saa Blodet sprang. Imellem var det saa bitterlig koldt, at Øllet til deres Mellemmad var frossent, naar de tog det frem.

Om Aftenen, naar de kom i Seng, var de saa trætte og "værkende' i alle Lemmer, at de ikke kunde falde i søvn. "Men medens han laa og ømmede sig" sagde hun "var jeg jo bare glad ved det. For saa havde jeg da Lov til at ligge og tænke mig om. Og saa kom alle Synerne. Hele Stuen var fuld af dem." Ædle Riddere, Prinser og skønne Møer kom vandrende ind -

"Da saa jeg Turnering
med Klang af Ridderspil -
jeg glemte, at i Verden
var der Slid og Sorger til"

Elverpiger og Alfer fra Engen svævede taagelette omkring hende, Nisserne kom trippende - eller det blaa Vand skvulpede ind i Stuen - "den vilde Svane Vugged sig paa Havdybets Spejl", og Havmanden dukkede op 

"De lyse Iokker flagred 
i sælsom Straaleglans, 
af Klinteroser snoed sig
om Barmen en Krans.
Og Guldharpen slog han
med Sang og Klokkespil,
saa alle Nattens Fugle
maatte lytte dertil --"

Manden døde, og hun sad igen med fire ukonfirmerede Børn, som hun nu var ene om at slide for. Det blev en drøj Kamp for Tilværelsen, til Børnene var voksne. Saa drog de til Amerika, den ene efter den anden, og hun besluttede at flytte til Byen, hvor hun mente, de blev lettere at faa Arbejde. Sit lille hus paa Søndersted Mark fik hun lejet ud - for hele tolv Kroner om Aaret! - og tog til Kjøbenhavn.

Jeg traf hende tilfældig en Dag paa Gaden, hvor hun spurgte mig om Vej. Og vi blev Venner med det samme.

Her var hun først Lugekone i Landbohøjskolens Have, saa Fejekone i Frederiksberg Have og tilsidst Kildekone i Søndermarken. Om Vinteren vaskede hun for Folk eller gjorde rent. Da hun havde været her en halv Snes Aar, var Børnene komne saa godt i Vej ovre i Dakota, at de fik hende overtalt til at komme over til dem, for at hun ikke skulde lide Nød paa sine gamle Dage eller blive afhængig af Fremmede. Hun rejste - men kunde hverken finde sig tilrette i de fremmede Forhold eller taale den strenge Vinterkulde. Hun blev snart ganske hjælpeløs og forpint af Leddegigt og laa tilsengs det meste af de sidste tre Aar, indtil Døden afsluttede hendes Lidelser.

Det er i korte Omrids hendes Liv - og det er jo kummerligt nok, udefra set. Men tidt, naar jeg paa Landet har staaet overfor en gammel faldefærdig Rønne, som vilde Roser, Kaprifolier eller Snerler slyngede sig om, saa den fik et helt Væld af Skønhed over sig, har jeg maattet tænke paa Marie Villads og hendes Liv. Hendes Digterevne gav Glans og Skønhed over det. Hun følte det selv: hendes Evne var Glæde. Hendes Evne var en kongelig Gave; den højnede Stuen, den hvælvede Loltet; den kunde forvandle den trangeste Vej til "En Eng udi Maj".

"Der svulmede som et Kildevæld
igennem de spændte Aarer.
Hvor kom det vel fra? Jeg ved det ej selv.
det kom jo med Smil og med Taarer.
Det strømmed igennem mit hele Liv
i bøje, jublende Toner.

Men der var ikke blot Skønhed og Glæde over hendes fattige Tilværelse - den havde ogsaa en Grundvold at hvile paa. For mange Mennesker - selv Mennesker af en vis Fromhed - er jo Religionen noget af det mest vage, taagede og mildt ubestemte i Tilværelsen. For Marie Villads var den det mest faste sikre og dagklare af alt. Hendes Tro var urokkelig - et Barns ubegrænsede og glade Tillid, en levende Magt i hendes Liv. Der er sagt, at Tro altid sigter lige paa Underet. Hendes gjorde det, umiddelbart og trohjertet, - og mærkelige Tildragelser, der syntes hende selv ganske naturlige, dalede Gang paa Gang ned hendes Skød. 

Og denne Grundvold for hendes Liv holdt, da Glæden over det brast - for det gjorde den tilsidst. Det hedder i et af hendes Vers:

"Min Træsko, den er bundløs,
og Trøjen er itu,
derude blæser Vinden -
men jeg synger endnu."

Saa længe, hun kunde synge, havde hun Glæden om sig Men da hun kom til det fremmede Land, der laa saa haabløst langt borte, da ebbede Sangen hende. Derovre paa de store, vildsomme Prærier lød ikke den danske Tunge, der kvidrede ikke Fuglene som i Søndermarkens Bøge. "Her galer kun Hedehanen," skrev hun. Saa forstummede ogsaa hun efterhaanden. Og da hun forstummede, sygnede hun hen. Da længtes hun kun efter Døden, efter den store Befrier, som skulde føre hende hjem, der hvor hun atter skulde naa sin Glæde:

"Jeg sang saa glade Sange
herude under Sky,
og efter Smerter mange,
da synger jeg paany."

Nu er hun udløst, og hendes sidste Hilsen blev sendt mig, for at jeg kunde bringe den videre baade til Venner og Uvenner, om hun havde nogle. Hendes sidste Ønske fulgte med - og det er som hendes sidste Digt.

Derovre paa den store stumme Slette, hvor ingen Fugle sang, var der dog Blomster. Nogle grønlige, der duftede saa fint, andre blaa, af Farve som Kæmper, hvide Anemoner, store, gule Margueriter, Stedmodersblomster, Rævehaler, og lave, vilde Roser. De Blomster elskede hun, og før hun døde, bad hun sine Børn sende alt Slags Frø fra Prærien til Danmark, med Bøn om, at det maatte blive saaet paa en Plet ved Kilden i Søndermarken. Hun vidste nok, "at det kun var vilde Blomster, og at de var fattige som hun selv, men Kildemo'r vilde saa nødig glemmes af alle dem, hun havde kendt og haft kier, og hun syntes, at Blomsterne kunde blive et godt Minde."

Jeg har faaet Frøet sendt - med Løfte om mere - og haaber, at det kan blive saaet derude, helst paa en fredet Plet. Hvis man saa en Sommeraften, naar man gaar Tur i Søndermarken og standser ved Kilden, kan se Præriens blaa og hvide, gule og røde Blomster svaje for Vinden derude - ja, saa synes jeg, det bliver som at mødes med Vers af Marie Villads i en ny og renere Form. Med hendes sidste ordløse og hjertevarme Digt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. marts 1910, 2. udgave).

Frederiksberg Stadsarkiv har et foto fra hendes 70 års fødselsdag (1902) som er beskyttet af ophavsret. 

Mig bekendt blev hendes frø enten ikke sået, eller efterkommerne af blomsterne uddøde gennem århundredet efter hendes død.

Ane Marie Pedersdatter blev født 10. september 1832 i Nyrop, Ugerløse sogn, og blev gift med Anders Villadsen 20. januar 1860 i Kvanløse kirke. Fra omkring 1864 boede de i Søndersted sogn i et lille husmandssted, hvor Anders var skrædder. Det var et fattigt hjem. De fik 4 børn. Anders drak og hængte sig 17. februar 1884. Marie flyttede til hovedstaden 1889, her ernærede hun sig som rengøringskone og lugekone, senere fejekone.

Datteren Ellen Christine (f. 1868) udvandrede d. 14. august 1889 til Chicago. Sønnerne Lars Christian (f. 1865) og Hans Peter (f. 1872) rejste få uger efter i 1890 til Halifax, Nova Scotia Canada. De oplevede således ikke moderen som kildekone. I 1890 boede hun i en kvistlejlighed på Folkvarsvej 19. Af bopæle kan nævnes Allegade 22 i baghuset. Kun den yngste søn Villads Peter (f. 1876) oplevede således hendes "Kildekone"-tid ca. 1890-1903. 

Villads Peter udvandrede 1897 til LaMoure, North Dakota. Hos ham (der nu kaldte sig Willard P. Willardson) bosatte hun sig i 1901 på en farm i Gladstone Township. Hun døde 13. februar 1910 og er begravet på den lille High Prairie Cemetery i Gladstone. Hendes gravsten er bevaret - med indskriften "Maria Willadson 1832-1910". Sønnens er forsvundet.

Se også: Holger Madsen: Marie Villads: En almuekvinde, som var en digternatur.

Søndermarkstaarnet. (Efterskrift til Politivennen).

Det er længe siden, at et Aktieforetagende her hjemme har vakt en saadan Interesse og Debat Mand og Mand imellem som de i denne Tid fremkomne Planer til et Udsigtstaarn i Søndermarken. Medens de Fleste ubetinget sympathisere med Tanken, er der Nogle, som i en eller anden Henseende tage Forbehold, og det kan derfor være betimelig kortelig at belyse den hele Plan saa vel fra et almindeligt som særlig fra el finansielt Synspunkt.

Først kan det bemærkes, at Tanken om at reise et Udsigtstaarn ikke er noget Enestaaende for Kjøbenhavn. Efter at Eiffeltaarnet i Paris, der smedes ind som Led i den store Verdensudstilling 1889, har naaet sin vellykkede Succes, er der næsten ikke en stor By, som er bleven uberørt af Planer i samme Retning. Og efterhaanden er man i vid Udstrækning naaet til at faae disse Planer realiserede. Ikke saa faae Udsigtstaarne ere allerede reiste, og flere lignende ere under Udførelse, ikke mindst i England, hvor man paa forskjellige Punkter baade over- og underbyder Eiffeltaarnet. Paa et temmelig isoleret Punkt ved London mener man endog at kunne anvende mindst 10 Mill. Kr. i dette Øiemed.

For Kiøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig saaledes, at man ved at vente har vundet Mulighed for at kunne drage sig de i Udlandet vundne Erfaringer til Nytte, og at der næppe er nogen By, hvor Trangen til og Rimeligheden for et Udsigtstaarn er mere fremtrædende. Dermed hører det ganske naturligt sammen, at man nu har kunnet møde frem med fuldt modne Planer og give disse en Motivering, der i alle Henseender synes at være fuldt tilfredsstillende.

Som det allerede vil være bekjendt, skal Søndermarkstaarnet reises umiddelbart op til Valby Langgade paa en afgrænset Plads af 150 Alens Længde og 120 Alens Bredde. Selve Taarnet faaer 80 Alens Diameter, hvilket vil sige, at Tivolis Koncertsal med Veranda lettelig kunde omsluttes af dets nederste Afdeling. Udsigtstaarnets bærende Konstruktion skal udelukkende bestaa af Jern og Staal, der bæres af et Fundament af Cementbeton. Træ er udelukket af Konstruktionen og kan kun benyttes under Forhold, hvor det kan siges med Sikkerhed, at det ikke kan bevirke Brandfare, samt hvor det maa siges, at det ubetinget er i det besøgende Publikums Interesse, eller hvor det er ønskeligt af arkitektoniske eller Hensigtsmæssigheds- Grunde. Adgangene til Trapperummene skulle være absolut brandsikre. Taarnet, hvis samlede Høide fra Fundamentets Overflade - der ligger ca. 90 Fod over Øresund - er ca. 430 Fod til Flagstangens Knap, er forsynet med 3 Platforme, tilgængelige for Publikum, i Høiderne ca. 100, 200 og 300 Fod over Terrænet. Den nederste - 1. - Platform hviler paa en Underbygning, der har Form af en regulær 10 sidet afstumpet Pyramide. Den har selv Form af en regulver 16 Kant - eventuelt en Cirkel - med en Sidelinie paa ca. 24 Fod. Centralt paa den anbringes en Bygning, indeholdende Restaurationslokaker m. m., der har Form af en regulær Ottekant med Sidelinie ca. 30 Fod. Den gives overhængende Tag. Den midterste Del af denne Bygning opføres i to Etager og har kvadratisk Form med ca. 30 Fod i Siden. Dennes Tag er et Pyramidetag, medens de øvrige Tag ere Halvtage. I Bygningen findes fuldt monteret Restaurant, Forhal med mindre Udsalg, Trappe og Elevatorrum samt Toiletetablissementer. I øverste Etage, der er forbunden med nederste ved 3 Trapper, hvoraf 2 for Publikum og 1 for Restaurationen, findes en Forhal med Adgang til Trapper og Elevator til de øvre Platformer, Lokaler for et fotografisk Atelier og for Restauratoren. Der haves tillige herfra Adgang til aabne Siddepladser paa det flade Tag over den enetages Bygning. Udenom hele Bygningen er der under det overhængende Tag anbragt en aaben Veranda ca. 12 Fod bred, og udenom denne atter en Rundgang ca. 8 Fod bred. Adgangen til 1. Platform skeer dels ad to 4 a 4½ Fod brede Trapper i et fælles Trappehus, dels ved to Elevatorer. Disse beregnes til at transportere 12-13 Mennesker ad Gangen med en Maximumhurtighed af 1½ Fod i Sekundet. Elevatorerne drives enten ved elektrisk eller hydraulisk Kraft og forsynes med alle Sikkerhedsforanstaltninger. 2. Platform i en Høide af ca. 200 Fod over Fundamenterne er en regulær Ottekant indskreven i en Cirkel med ca. 54 Fod Diameter. Den forsynes med et lille Udsalgslokale for Erindringer; Gulvet af Sten. 3. Platform i en Høide af ca. 300 Fod over Fundamenterne er ligeledes en regnlær Ottekant indskreven i en Cirkel med Diameter ca. 31 Fod. Den udstyres som 2. Platform. Adgangen fra 1. til 2. og 3. Platform skeer dels gjennem to ligeløbs Trapper, der sno sig udenom Elevatorrummet, dels gjennem en dobbelt Elevator, der arbeider paa den Maade, at den ene Stol bevæger sig fra 1. til 2. Platform, medens den anden daler fra 3. til 2. og omvendt. Stolene skulle hver transportere ca. 8 Mennesker, og ingen maa gaa med større Hastighed end ca. 1½ Fod i Sekundet. Det Hele krones af en Lanterne, der er dobbelt. Den nedre større Del er ca. 19 Fod i Diameter og 30 Fod høi; de bærer ea. 10 Fod over 3. Platform et Gulv, saaledes at der her tilveiebringes et Observatorium til militært, geodætisk og topografisk Brug, der altsaa kan benyttes til enhver Tid uden at generes af det besøgende Publikum. Denne Lanterne begrænses foroven af en mindre ca. 9 Fod vid og ca. 10 Fod høi Lanterne forsynet med en Omgang ca. 10 Fod i Diameter. Denne Omgang er forbeholdt meteorologiske Undersøgelser. I den mindre Lanterne anbringes et stærkt elektrisk Blus eventuelt forsynet med et Speil- eller Linseapparat. Adgangen fra 3. Platform til disse øvre Lokaliteter skeer ad Vindel- eller Svingtrapper. Hele Bygningen, der selvfølgelig konstrueres med al fornøden Hensyntagen til den Soliditet, der vil kræves i vort stormfulde Klima, forsynes med Systemer for Gas- og elektrisk Belysning, Vandindlæg, Afledning osv. Nogle mindre Bygninger opføres ved Taarnets Fod, hvor der bliver rigelig Plads til Beværtning ved Stole og Borde, omtrent som hos Josty.

Der foreligger rigeligt Materiale til at paavise flere Punkter, hvor Søndermarkstaarnet byder væsenlige Fordele i Sammenligning med Eiffeltaarnet; men af Pladshensyn maa det være nok her at fremhæve, at man i Kjøbenhavn kommer til at bygge forholdsvis meget villigere end i Paris, hvilket allerede fremgaaer deraf, at man for Søndermarkstaarnet kan nøies med en Aktiekapital paa 600,000 Kr., medens der til Eiffeltaarnet krævedes 20 Mill. Frcs. Herved er det værd at bemærke, at Udsigten fra Søndermarkstaarnet paa Grund af Terrænforholdene endda vil blive mere storslaaet, skjøn og afvexlende end fra Eiffeltaarnet. Ogsaa de i England opførte Udsigtstaarne blive forholdsvis betydeligt dyrere end Søndermarkstaarnet.

Naar man nu spørger, om Søndermarkstaarnets sandsynlige Rentabilitet, maa det vistnok indrømmes, at man her har seet meget nøgternt paa Forholdet. Blot ved et Besøg af 100,000 Mennesker aarlig naaer man op til Balance. Et Besøg paa 100,000 Mennesker svarer i Virkeligheden kun til et Par gode Festdage for Eiffeltaarnet, og det er ikke sangvinsk at antage, at Søndermarkstaarnet i Kjøbenhavn i Aarets Løb vil kunne naae adskilligt op over dette Tal. Det er oplyst, at Frederiksberg Have i Sommertiden hver Søndag besøges af 16-20,000 Mennesker, og det kan sikkert antages, at Søndermarkstaarnet lige saa vel som Zoologisk Have vil kunne tage sin Del deraf. Kjøbenhavns Befolkning sættes jo nu til ca. 400,000, og kan det ikke antages, at hver Enkelt vil tage derud, i alt Fald hvert 4. Aar? Hertil kommer Fremmedbesøget, der stadig er stigende: I 1889: 87.217: i 1890: 92,017; i 1891: 104,660; i 1892: 103,000; i 1893: 108,589, Alt alene for Hotellernes Vedkommende, hvortil kommer en Mængde Rejsende, særlig Provinsbeboere og Svenskere, der dels bo hos Slægtninge dels komme om Morgenen og atter reise om Aftenen. En væsenlig Del af disse Tilrejsende kunne betragtes som selvskrevne Gjæster i Søndermarkstaarnet.

Man har indvendt, at Søndermarken, der dog nu har faaet sin særlige Sporvei kun 90 Alen fra Taarnets Fod, ligger noget afsides for den almindelige kjøbenhavnske Bevidsthed, og at Byens Fremvæxt i den senere Tid væsenligst synes at skulle ske mod Øst og Nord. Men herved er det at bemærke, at Udvidelsen mod Øst ikke kan antages at ville stanse Udvidelsen mod Vest, hvor, bl. A. de nye Banegaardsanlæg snart ville bringe forøget Liv. Man har med Hensyn til Taarnets Opførelse oprindelig sin Opmærksomhed henvendt paa flere andre Punkter, særlig paa Pladsen bag ved Tivoli og paa Kastelsvolden; men man har valgt Søndermarken efter modent Overvejelse. Man er her oppe paa den Højderyg, der omslutter det Lavland, hvorpaa Kjøbenhavn ligger, og er altsaa uden for den snævrere Horisont, som ville møde Beskueren og til Dels begrænse Udsigten fra et Taarn, der laa i selve Byen. Dertil kommer, at man vinder en Høide af 70 Fod eller mere aldeles gratis, og at endelig Bekostningen ved Funderingen er betydelig mindre paa den faste, naturlige Bakke, end den vilde være paa de andre Punkter i og ved Byen, hvor man overalt møder opfyldt Grund. Det har da ogsaa vist sig, at man ved Opførelsen af Udsigtstaarnel i England er gaaet meget længere udenfor den alfare Vei. Det mægtige Taarn, der opføres ved London, ligger i Wembley Park flere Mil ude i Landet i stik modsat Retning af Krystalpaladset, hvorhen Søndagsstrømmen gaaer, og Blackpoll-Taarnet er reist paa Landet ude i Lancaster med betydelige Afstande til de Byer, hvorfra det kan vente sin Søgning.

Søndermarkstaarnet vil sikkert kunne yde sit gode Bidrag til at drage en Del af Menneskestrømmen i Kjøbenhavn mod Vest, og det vil i saa Henseende kunne give zoologisk Have en Støtte, der maaske i Tidens Løb kan komme til at veie lige saa meget som det Statsbidrag, Haven nu faaer. Thi det staaer fast, at Udsigten fra Taarnet vil blive aldeles uforlignelig. Den vil hovedsagelig komme til at falde i fire Dele : 1) ud mod Søen, der breder sig milevidt; 2) over den store By med Sundet, Sverige Kyst og Hveen bag sig; 3) mod Nord til Skoven med Villabyerne og 4) ud over det vide Land med Marker, Skove og Søer i pragtfuld Blanding. At Blikket i den Retning vil kunne naa vidt, fremgaaer alene deraf, at man omtrent fra Taarnets Fod kan se Roskilde Domkirke.

Ved de Betragtninger, som det her har været Hensigten at anstille over Søndermarkstaarnet, er dettes militære og videnskabelige Betydning holdt udenfor; men det maa jo dog fornuftigvis erkjendes, at hvad der kan bydes i disse Retninger, maa tages som et Plus og ikke som et Minus. Og under disse Forhold kan man sikkert fra alle Sider mødes i Anerkjendelse af de Mænd, der have fat Sagen i Værk, og ønske dem Held og Energi til at føre den igjennem. Netop i disse Aar sættes der jo mange betydelige Foretagender igjennem i Kjøbenhavn. Man aabner snart den store Frihavn med dertil hørende Dampfærgeforbindelse; man omformer Banegaardsforholdene med en Storstads Kaar for Øie; det nye Raadhus har faaet sin Grund lagt; "Strøget" asfalteres ; der kommer orientalsk Pavillon med forhaabenlig dertil svarende Baadfart paa Søerne og Dampfærgefart i Havnen, medens nye Sporveisruter og flere Jernbanelinier, deriblandt Kystbanen, skulle ophjælpe Trafiken paa Land. Men ved Siden af alt dette maa det siges at være i sin gode Orden, at Kjøbenhavn nu ogsaa faaer sit Udsigtstaarn, der fuldt saa meget som noget af det Andet vil kunne bidrage til at give Kjøbenhavn Storstadspræget. Det er bekjendt nok, at udenlandske Pengemænd have havt Tanken henvendt paa Opførelsen af et saadant Taarn i Kjøbenhavn; men naar man nu fra forskjellige Sider har ønsket, at Kjøbenhavn skulde løse ogsaa denne Opgave ved egne Kræfter, er det øjensynligt, at denne Løsning i flere Henseender vilde være den heldigste. Man maa ønske, at det ved indenlandske Penge maa lykkes at faae Taarnet reist; der vil da sikkert baade fra Indland og Udland komme Besøgende nok for at nyde Udsigten fra det.

(Nationaltidende 14. juni 1894. 2. udgave. Dagens Nyheder 15. juni 1894).

Efter annonceringen af aktietegningen om tårnet, hørte man ikke videre til det. Til gengæld puslede Frederiksberg Kommunalbestyrelse i maj 1895 med at opføre et vandtårn i Søndermarken, og det blev september 1895 udbudt i licitation opførelsen af et vandtårn i Søndermarken. I september 1895 planlagde en arkitekt og en overretssagfører i København at opføre et lignende udsigtstårn på Klampenborg badeanstalt, og skulle være opført på den store plæne nærmest koncertsalen. Heller ikke disse planer blev til noget.

Hans Peter Hansen (1829-1899): Søndermarkstårnet. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.