16 juni 2023

Marie Sophie Amalie Korup 1839-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Marie Korup var ældste datter af brevsamler og traktør Korup som drev det kendte traktørsted Korups Have ved Søndermarken i Valby. At post og gæstgiveri var samme sted, var ganske almindeligt i Danmark på det tidspunkt. Korups Have lå op til Søndermarken hvor vejen Bag Søndermarken er i dag. Der er opført et gult murstensbyggeri på matriklen.

I 1872 var der dagligt et landpostbud fra Valby til Vigerslev, Hvidovre, Damhusbommen, Rødovre og Vanløse og retur. I 1874 afgik der 2 gange daglig et gående bud mellem postkontoret på banegården og Valby Brevsamlingssted. I 1875 distribueredes brede to gange dagligt fra jernvejspostkontoret ved et landpostbud. Man kunne dog også afhente breve mellem kl. 8 og 9 morgen og aften hos brevsamler og traktør Korup. Han tog 2 sk til betaling for et bud der kunne bringe brevet ud. Brevsamlingsstedet havde efter sigende en "ikke ubetydelig korrespondance" (Dagstelegrafen 13. juli 1874). I 1876 var der for postvæsnet regning begyndt en ombæring af postsager fra Valby Brevsamlingssted.

Valby postekspedition blev oprettet 1. juli 1878 som ikke-regnskabsførende ekspedition underlagt overpostmesterembedet. Marie Sophie Amalie Korup blev postekspeditør og senere postmester. 1. oktober 1889 blev postekspeditionen indlemmet i overpostmesterembedet.

I slutningen af 1898 bebudes at der ville ske en omfattende ændring af lokaler om omdelingsforhold, bl.a. i Valby.  Marie Korup var 60 år da hun tog sin afsked med pension den 1. november 1899 af helbredsårsager. Hun efterfulgtes af Christian Emil Victor Emanuel Andersen 1. januar 1900. Den 15. oktober 1906 flyttede Valby Postkontor til Valby Langgade nr. 6. Denne ejendom står opført i OIS i 1908. I Kraks 1906 angives Langgade 2, Frk. M. Korup, postkontor og telegrafstation! Postkontoret i aviser angives at ligge i nr. 6 i hvert fald op til 1914. Posthusbygningen i Valby Langgade 79 er opført år 1900.

I 1897 var der i postvæsnet ansat 5.342 personer, heraf 1.444 statsansatte. I 1921 havde der været i alt 3 kvindelige postmestre i Danmark. Udover Marie Korup også fr. Schaeffer i Esrom (afsked 1916) og frk. Sigrid Marckmann (afsked 1921). Sidstnævnte startede knap 15 år gammel i postvæsnet 1. maj 1867 på Allinge Posthus, hvor hun ligesom Marie Korup blev medhjælp for sin far.


En kvindelig Postmester

En Embedsfratrædelse af ikke sædvanlig Karakter finder Sted fra 1. November, idet hidtilværende Postmesterske og Telegrafbestyrerske i Valby, Frk. Marie Korup, paa Grund af Svagelighed trækker sig tilbage. - Navnet Korup har altid været knyttet til den postale Virksomhed heroppe, idet her for en Menneskealder siden blev oprettet et Brevsamlingssted under Bestyrelse af Frk. Korups Fader med Datteren som Assistent. Den Gang var Valby en lille Bondeby med rigtige Bønder og Bøndergaarde, og den stod for enhver Københavner med K som et Sted, hvor man kun kom ud Pinsemorgen for at se Solen danse. Men efterhaanden forandredes Byens Fysiognomi, den udvidedes betydeligt, Bønderne trængtes ud, Villaer og høje Huse opstod i Bøndergaardenes Sted, og nu er den nærmest at betragte som en Forstad til København. Postvæsenet holdt Skridt med Byens Udvikling; der oprettedes et selvstændigt Postmesterembede med Frk. Korup som Chef, og for 10 Aar siden modtog hun kgl. Udnævnelse som saadan, for Tiden den eneste Udnævnelse af den Art i Danmark. Frk. Korups selvstændige Styrelse af Postvæsenet herude omfatter et Tidsrum af 24 Aar, og at det er en stor og opslidende Virksomhed, vil forstaas, naar man ved, at Postdistriktet omspænder ca. 8000 Mennesker, der til Betjening har foruden Chefen to kvindelige Fuldmægtige og syv Postbude.

Det er værd at notere, at i Postetaten er praktisk gennemført den retfærdige Fordring: „Det samme Arbejde giver den samme Løn” (for Femininum og Maskulinum), en Rekord, der som bekendt ej endnu er naaet i noget andet Embedsforhold. -

Da jeg første Gang kom ind paa Posthuset i Valby, overraskedes jeg ved at se Kvinder ved Ekspeditionen, samt at denne foregik med Høflighed og Stilfærdighed. Fra den Omstændighed ved Postforholdene i min lille Fødeby, at baade den afgaaede og den nyankomne Postmester havde eet Ben, samt den Skælden og Paakalden af Satan og alle hans Engle, naar Udførelsen af postale Pligter foregik, havde jeg halvt ubevidst bevaret den Forestilling, at sligt, hørte til ved et Postembedes forsvarlige Forvaltning, intet Under da, at den grelle Modsætning virkede behageligt paa mig.

Om Valbyerne betragter det som en Ære at være Foregangsfolk paa det postale Omraade, derom forlyder intet; det skulde ikke undre mig, om de stiver sig af med den sædvanlige Forargelse over Kvindens Indtrængen i Mandens Rettigheder, eller den traditionelle Indbildning, at saadant Arbejde dog bedst udføres af en Mand. Det være nu, som det vil, med Anerkendelsen udefra, en Livsgerning ført med Alvor og Samvittighedsfuld hed har jo Glæde nok i sig selv. Men vi Kvinder, der kæmper for begge Køns sociale og menneskeretlige Ligestilling, vil bringe Frk. Korup en varm Tak for det Plus, hun ved sin lange og trofaste Virksomhed har tilført den gode Sag.

Emerita.

I Begyndelsen af dette Aar er der bleven ansat en Dame, Frk. Baagøe, paa Københavns Avispostkontor, foreløbig kun som et Forsøg. Hendes Kontortid er fra Kl. 10 til Kl. 4 à 5 daglig. Red.

(Kvinden og Samfundet nr. 15, 1899).


Når man tog i skoven i gamle dage. I Korups Have og Søndermarken.

Fhv. postmesterske Frøken Marie Korup fortæller.

Det er Sommer, og Københavnerne vil i Skoven! Men ak! Krigen! Ogsaa for Byboboernes bedste og sundeste Rekreation: Skørterene har Krigen lagt Hindringer i Vejen. Vi er jo saa forvænte allesammen. Tog og Sporvogne har i aarevis ført os let og direkte ud i den skønne, danske Natur; og nu, da Trafikken er Indskrænket, synes vi, at det altsammen er som langt borte og næsten uoverkommeligt.

Og saa er det jo i Virkeligbeden ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at der slet ikke var noget, som hed "Skovtog"! Og Folk kom sandelig alligevel i Skoven og morede sig - langt bedre end nu, kan man vist trygt tilføje.

Hvor tog man da hen? Ja, man havde selvfølgelig dengang som nu mange yndede Udflugtssteder. De var blot noget forskellige fra Nutidens - mange af dem ligger nu omtrent mldtvejs inde i Byen, f. Eks. Korups Have og Søndermarken.

Ude i Valby bor en gammel Dame, der ved Besked om de Steder. Det er fhv. Postmesterske Frk. Marie Korup, Datteren af Korups Haves taxie Indehaver.

Hendes Fader var kgl. Løber hos Frederik den Sjette, og han fik, da han tog sin Afsked, Bevilling af Majestæten til at oprette Traktørstedet ude ved Søndermarken.

Nu er hans Datter en gammel Dame, og hun sidder ude i sin lille Have i en magelig Lænestol og slikker Solskin, da vi aflægger hende et Besøg for at bede hende om, hvorledes Folk tog paa Skovtur for 60-70 Aar siden.

Valby var en Landsby

"Ja, dengang var Valby jo en Landsby med straatækte Huse og gaarde og Gadekær og slet ingen Lygter og forfærdelige, plørede Veje,", siger Frk. Korup og smiler helt vemodigt ved Minderne.

"Men, jeg synes alligevel, der var meget dejligere dengang end nu! Skønt det var besværligt nok, navnlig for en lille Skolepige, som jeg jo var. For tænk, jeg gik i Skole helt inde i Admiralgade! Den lange Vej travede jeg hver eneste Dag, og det var drøjt! Der gik ganske vist en lille Overgang mellem Valby og det gamle "Halmtorv" en pudsig, kuglerund Omnibus, hvori der kun var Plads til ganske faa Personer. Men den kunde naturligvis ikke betale sig, og saa blev den indstillet.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor afdøde Brygger Carl Jacobsen ærgrede og drillede os Pigebørn paa de Ture. Han var jo en lang Skoledreng den Gang, og det var hans største Fornøjelse at hoppe op bag paa den runde Omnibus og hamre på den lille Rude, der sad i Døren! Vi gjorde Vrøvl og skældte, men han lo blot af os og hamrede videre!

Nas, men den Herlighed varede altsaa Ikke længe. Saa maatte vi til at gaa igen! Baade i Sol og Hede, i Kulde og Regn, Dag ud og Dag ind, hele Aaret rundt!

Sommeren var alligevel den allerbedste Tid! Ikke alene fordi der var saa smukt derude, som der var, men ogsaa fordi der saa kom saa mange Mennesker paa Besøg i "Korups Have"

Søndermarken var som en Skov.

De var paa Skovtur! Og det var ikke saa underligt, at en Udflugt til Valby den Gang blev betragtet som en Skovtur. Thi Søndermarken var jo lige blevet aabnet for Publikum!

Ja, De synes naturligvis nok at Søndermarken endnu er smuk! Men det er fordi De ikke har set den, som den var for 69 Aar siden, da den, lige efter at Grundloven var givet, blev lukket op for Offentligheden!

De skulde have set den den Gang! Den var en dejlig, uberørt Skov og samtidig en bugnende Frugthave! Der voksede Kirsebærtræer og Æbletræer i Overflod, og der var de dejligste Nøddekrat, som nok var værd at plyndre om Efteraaretl Jeg tilbragte mine allerbedste Timer derinde! Der var saa meget at se paa, saa meget at opdage og saa meget at spise! Og saa var der den herligste Skovbund! Om Foraaret var den som et hvidt og blaat Tæppe af Anemoner, og Syrer og Bregner stod tæt under Træerne!

Ja, det var den Gang! Men snart blev den jo opdaget som Udflugtssted - Fars Traktørsted laa jo ogaaa saa rart lige ved Slden af - og saa var Idyllen brudt! Det - varede Ikke mange Aar, før hele Herligheden var forsvunden! Hverken Frugt eller Blomster kunde staa for de drabelige Angreb.

Det kinesiske Lysthus.

De kender jo nok det kinesiske Lysthus, der ligger paa en af Skænterne ud mod Vest? Nu er det jo kun et almindeligt Brændeskur, hvor ikke alt for hyggelige Eksistenser med samt deres Brændevinsflaske til daglig har deres Tilhold. Men den Gang var det et smukt og sirligt Lysthus i kinesisk Stil med Drager paa Taget og smukke Paafugledekorationerl

Den Gang, som nu, holdt Folk af at ridse og skrive deres Navn eller Citater rundt om paa Vægge og Træer, naar de var paa Udflugt. Og derinde paa Væggen til venstre var der med en smuk, karakteristisk Haandskrift skrevet et lille Vers, som gjorde et dybt Indtryk paa mig Pigebarn. Ja, jeg kan næsten sige, at det blev bestemmende for mit hele, lange Liv. Det lød:

Tiden vandrer med sikre Fjed
Hen over Slægter og Generationer,
Nogle den træder i Støvet ned,
Andre den hæver paa gyldne Troner,
Ej vi kender dens Maal derved,
Een Ting ved vi, dog bringer den med:
Frihed for Alle! om tusinde Aar
Kvinden ej mere i Lænker gaar!

Det lille Vers grundede jeg meget over! Jeg vilde saa gerne være selvstændig! Og det har jeg jo ogsaa opnaaet. Jeg er den første danske Kvinde, der har faaet kgl. Udnævnelse som Embedsmand!

Datidens Berømtheder med Madkurv i Korups Have

Men hjemme i Haven tilbragte jeg ogsaa mange fornøjelige Stunder. Der laa ud mod Vejen - den, der nu er Valbylanggade, og hvor de elektriske Sporvogne suser og klemter forbi - et stort, rundt Lysthus, og der har mange af Datidens store Mænd og Kvinder siddet.

Min største Fornøjelse var det, naar jeg kunde se mit Snit til at skjule mig bag en Busk i Nærheden og høre paa alt, hvad de havde at tale om, paa deres Spøg og Sang og Diskussioner. Den Gang var det jo moderne at æstetisere.

Her saa jeg den husmoderlige Fru Sødring i hendes aparte Klædedragt med det uundgaaelige højrøde Langshawl dække Bord og pakke Madkurven op og lave Kaffe paa Maskinen, som de fik i vort Køkken. Hun havde en ejendommelig Stemme. Man var aldrig i Tvivl om, at det var hendes, der talte, selv paa temmelig lang Afstand.

Og saa var der Fru Heiberg med hendes tre Plejebørn. Smuk og indbilsk. Det var da i det mindste den Dom, jeg Barn afsagde over hende.

Og Christian Winther kom der. Men han var meget gammel og sveg, og jeg syntes helt uhyggelig at se paa med den store, slet lavede Paryk og den mægtige Kikkert, uden hvilken han ikke kunde se. - Han lignede et Genfærd, syntes jeg.

Og Høedt og hele Familien Price havde vi ogsaa Besøg af ret Jævnligt.

Høedt gjorde et mægtigt Indtryk paa mig ved den uhyre dramatiske Maade, han altid talte og gestikulerede paa Han raabte op og slog ud med Armene og agerede, saa der ikke var Ørenlyd for andre end ham selv.

Pricerne var derimod saa uhyre stilfærdige. Navnlig erindrer jeg bogstaveligt talt aldrig at have hørt Juliette Price møde et Ord.

Men det aller, aller morsomste var dog, naar Erik Bøgh og hans Venner var paa Skovtur i Søndermarken og endte inde hos os.

Der sad saa Visedigteren i den lyttende Venneskare, og med en lille usynlig Tilhører i mig, og sang sine sidste nye Viser.

Det var morsomt. Aa, hvor tydeligt husker jeg ikke, da jeg for første Gang hørte: "Hr. Madsen, Hr. Madsen!" Bøghs egen Stemme klinger endnu i mit Øre.

Og saa var der Digteren, Professor Hauch, der havde Fribolig oppe paa Frederiksberg Slot. Han vandrede lange Ture i Søndermarken, og saa hændte det jo ogsaa af og til, at han faldt ind i Korups Have og nød en Forfriskning.

Oehlenschläger var for Resten ogsaa tit paa Tur til Valby.

Han kom en Del hos fhv. Guvernør i Vestindien Holten, der boede nede paa Valdal! Fruen gik altid helt hvidklædt og med ganske korte Kjoler - lige saa korte som Damerne bruger dem nu til Dags, og saa havde hun Sko med Korsbaand-

Naar de Kongelige kørte Tur i i Søndermarken.

Men det var ikke alene Datidens Skønaander, der holdt af at tage paa Udflugt til Søndermarken. Ogsaa de kongelige kom der nu og da. Den gamle Enkedronning kørte saaledes ofte rundt derinde i Timevis, men saa var Haven lukket for Publikum!

Arveprinserne Caroline spadserede ogsaa tit derinde, dog uden at der blev lukket af!

Med hende havde jeg en Gang en lille Oplevelse, som jeg var optaget af lange Tider efter:

Hun havde en Dag tabt et Slør derinde. De ved maaske ikke rigtig, hvorledes et Slør var arrangeret i de Tider. Det var Ikke som nu, hvor man blot binder sit Slør om Hatten! Ne!l det var fastgjort paa en Bøjle, der var til at sætte fast paa Kysehattens forreste Rand.

Nu havde Prinssessen mistet sit Slør! Hun var meget vred over det, og hun blev ivrig og snakkede op, og den ulykkelige Hofdame, der var med hende, var ganske ulykkelige!

Saa fandt jeg Sløret! For Resten et saare tarveligt og almindeligt blaat Slør! Men stolt og glad var jeg jo og bragte Prinsessen det og fik mange Taksigelser og et Klap paa Kinden! Den Oplevelse levede jeg som sagt paa i lange Tider I

Nu er Valby jo en Del af Storstaden København, og jeg maa med et Smil mindes min vilde Begejstring, da der for første Gang blev oplyst med Tranlygter paa Vejen op til Stationen. Allerede den Gang syntes jeg, at nu boede jeg næsten i en Storstad!

Ja, der var dejligt derude den Gang. Og Søndermarken! Ja, den er og bliver mit tabte Paradis"

(Nationaltidende 17. juni 1917).

Artiklen indeholde endnu et foto der imidlertid er af så ringe kvalitet at jeg har valgt ikke at bringe det.

Hendes beskrivelse af det kinesiske lysthus tyder på at hun blander Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have sammen med den kinesiske pavillon i Søndermarken. Det er tegnet af Abildgaard. Sidstnævntes lokation er på en skrænt mod vest, men hendes beskrivelse pege mere på lysthuset Frederiksberg Have. Det var i givet fald den anden eller tredje kinesiske pavillon Marie Korup oplevede i Søndermarken. Den første blev bygget 1787, men nedrevet i 1802. Et forsøg på at rekonstruere pavillonen blev til virkelighed i 2013. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Postmesterske Marie Korups adresse i 1914 angives i Kraks 1914 til (Valby) Langgade 2. Det er her hvor Bjælkehuset har adresse i dag.

Fru Sødring er formentlig skuespilleren Julie Weber Sødring (1823-1894). Høedt er formentlig skuespilleren Frederik Ludvig Høedt (1820-1885). Han og J. L. var uvenner. Den tavse Juliette Price (1831-1906) var vant til ikke at sige noget. Hun var balletdanser.

Ganske få uger efter artiklens offentliggørelse døde Marie Korup.


Nationaltidende 6. august 1917.


Den første kvindelige Embedsmand.

Sagfører Korup, Ringsted, har haft den Sorg at miste sin Søster, Frk. Marie Korup, tidligere Postmester i Valby. Begravelsen foregaar fra Kapellet paa Holmens Kirkegaard paa Torsdag.
I Anledning af Dødsfaldet skriver "Nltd":

Den gamle Dame, der var den første Kvinde, som modtog kongelig Udnævnelse som dansk Embedsmand, var i en lang Aarrække Postmesterske i Valby. Dette Hverv var hun saa at sige født til at overtage, idet hendes Fader, den tidligere kongelige Løber hos Frederik den 6 og daværende Indehaver af Traktørstedet Korups Have, tillige var Postholder og havde Brevsamlingssted i Valby. Denne Del af »in Faders Arbejde overtog Frk Korup allerede som ganske ung, og da Valby nogle Aar senere skulde være selvstændigt Poststed, ansøgte hun om Embede! som Postmester, og fik det. Og dette sit Hverv har Frk. Korup røgtet gennem mange Aar, lige til hun, den 1. November 1899, tog sin Afsked, i l de sidste Aar levede Frk. Korup stille og tilbagetrukkent, men sad man overfor hende i hendes lille Have, saa maatte man sande, at hun var et Menneske, som Tiden ikke var løbet fra. Ikke blot kunde hun livligt og interessant fortælle om gamle Dage og alle de kendte Personligheder, hun havde set i sin Barndom ude i det den Gang landlige Valby og Korups Have, men hun var ogsaa interesseret i alle Dugens og Tidens Spørgsmaal og Emner. Begavet og kultiveret, som hun var, havde hun ligeledes gennem sit lange Liv fulgt de skiftende Tiders aandelige Strømninger og altid vidst med sin klare og sunde Forstand at vælge og vrage, prøve og vurdere.

Og nu er hun død, stille og blidt, som gamle Mennesker, der har levet et harmonisk Liv. Lige til det sidste troede hun selv, at hun blot skulde samle lidt Kræfter for helt at komme sig efter en Sygdom i Vinter, men hun top fejl. En Aften sov hun ind for ikke at vaagne mere.

(Ringsted Folketidende 8. august 1917).

Jordefærd.

Fhv. Postmester, Frk. Marie Korup.

Fhv. Postmester i Valby, Frøken Marie Korup jordedes i Eftermiddags paa Holmens Kirkegaard.

Ved Højtideligheden i Kapellet bad Pastor em. Thygesen en Bøn.

til Kisten var bl.a. sendt Kranse fra Overpostmesterembedet, og i Følget saas Postmestrene, Kaptajn Andersen (Valby), Frost (Vesterbro) og Lund (Sundbyerne).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. august 1917).


Senere flyttede postkontoret ind i denne ejendom på Valby Langgade 79. Foto Erik Nicolaisen Høy.

4 kommentarer:

  1. Oehlenschläger skriver i sine erindringer om det kinesiske lysthus i Søndermarken: "det kinesiske lysthus med sit store konkylie-spejl, sine brogede billeder af mandariner og damer med klumpfødder, og klokker på taget, som bevægede sig og klang for vinden". Så jeg tror ikke at frk. Korup husker forkert.

    SvarSlet
  2. Måske. Den første pavillon blev nedrevet i 1802. Den har Oehlenschläger helt sikkert kendt til. Man har ikke tegninger over de to næste. Om Oehlenscläger (1779-1850) skriver om den samme udgave af pavillonen som Korup (1839-1917), er for mig uklart. Der er 60 års aldersforskel mellem dem, så muligheden for at det er to forskellige udgaver er til stede. Desuden var Oehlenschläger skønlitterær forfatter, hans virken var at omskrive virkeligheden, ikke at gengive den. Fx er hans beskrivelse af Danmark som stående med mange "brede bøge" i et andet, kendt digt, med sikkerhed ikke særlig præcis. Jeg ville såmænd gerne give dig (og Korup) ret, misforstå mig ikke. Men jeg mangler lidt kilder.

    SvarSlet
  3. Det citat jeg gengav ovenfor, er en del af et større stykke om hvordan Oehl. oplevede sin barndom i Søndermarken sammen med sin søster Sophie, så skildringen må være af det første lysthus der blev nedrevet i 1802. Du skriver at det er tegnet af Abildgaard. Denne tegning er undgået min opmærksomhed. Jeg kender kuh Walters prospect fra 1826.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en decideret fejl fra min side. Tak for at gøre mig opmærksom på den. Det er det i Frederiksberg Have der er tegnet af Abildgaard. Jeg har rettet det i teksten! Det er bagdelen ved at være sin egen korrekturlæser: Man stirrer sig blind på sine egne fejl.

      Slet