Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.
Georg Brandes gav i 1909 hendes bog "En grim kvindes bekendelse" en anerkendende anmeldelse. Hun optrådte også som foredragsholder ved især socialdemokratiske arrangementer (Socialdemokratisk Kvindeforening). Olga Eggers ytrede sig imod antisemitisme, fx i børnebogen "En stor mands lille datter" (1911). I 1903 havde hun i et brev til Georg Brandes skrevet: "Af denne Verdens mange Ubegribeligheder er Krig og Jødehad mig de ubegribeligste. Jøderne - Jordens adeligste Slægt." I lang tid efter - helt op til 1931 - var hun verbalt mod nazismen.
Anmelderne (mænd) var som regel ikke udelt imponerede over hendes bøger. I en anmeldelse af "Af en ensoms optegnelser", i Nationaltidende 30. december 1910 konkluderede anmelderen (Chr. G.):
Det er et spørgsmål om fru Eggers nogensinde vil være i stand til at skabe helt levedygtig arbejder i den personlige, psykologiske kunst som øjensynlig er hendes mål. Men hun måtte vist kunne skrive en god og underholdende fortælling hvis hun ville sætte sin lette fortælleevne og sin naturlige stemningsægthed ind på den side af sagen. Også den har sit værd.
I 1912 blev hun gift med universitetsprofessor Anton Thomsen (1877-1915). De fik hendes eneste barn, Ulrica Eleonora Eggers Thomsen (1913-?), som blev gift 1936 med læge John Frank, Baltimore. Anton Thomsen blev pludselig ramt af en nervesygdom og døde pludselig 18. november 1915, 38 år gammel, kort tid efter at han havde overtaget Høffdings ledige lærestol 6. september 1915. Den anden kandidat var folketingsmand for Venstre (fra 1920 Retsforbundet) C. N. Starcke (1858-1926). Anton Thomsen var radikal. Efter Anton Thomsens død levede Olga Eggers alene de resterende 30 år af sit liv.
Hun omgikkes Henrik Pontoppidan og Thit Jensen, som var hendes veninde og med hvem hun i 1917 stiftede Københavns Husmoderforening og i 1924 Foreningen for Seksuel oplysning.
Fra 1911 leverede hun regelmæssigt artikler, fortællinger, noveller mm til almanakker ("Arbejderens Almanak", "Danmark" m.fl.), "Damernes Noteringskalender" og julebøger. Meget omhandlede takt og tone, samliv og omgangsformer. Ofte for børn og unge ("Børnenes Juleroser"). Artiklerne begyndte at skabe lidt efterfølgende debat. Under 1. verdenskrig var hun anti-tysk udenrigskorrespondent. I 1916 udgav hun en bog hvis formål var at rejse et had til krigen, dog præget af nationalt had til Tyskland. Bogen blev oversat til engelsk, fransk og russisk. Hun argumenterede imod at sælge de Dansk Vestindiske Øer, og ville mobilisere kvinderne til at forhindre det.
Hun skrev fra 1917 en del artikler i København om kvinderelaterede oplevelser i hverdagen: togrejser mm. På opfordring af A. C. Meyer debuterede hun på Thaliateatret (Allegade 13 - nu nedrevet) 26. oktober 1917 med komedien "Den skønne Amandus". I en artikel i København 30. juli 1917 plæderede hun for kvinders værnepligt, og skrev om deres stemmeret:
Vi har fået stemmeret - prøv at spørge 10 kvinder om den kandidats standpunkt arbejde, muligheden, hvem de har stemt på, og se så hvilke svar De får.
Nej, de fleste kvinder stemmer ligesom deres ægtemand - hvis de kan lide ham! Og hvis de ikke kan lide ham, stemmer de imod ham. Og har de ingen ægtemand, så stemmer de ligesom den mand de i øjeblikket er forelsket i, eller som det blad de holder, siger de skal.
Mon nogen vil benægte at dette er som jeg siger?
Nej, kvinderne er som helhed aldeles ikke modne til hverken den ene eller den anden "stemmeret". Det er den sørgelige sandhed.
Hvad mon fader Holberg ville have sagt hvis han kunne have hørt samtlige "rokkehoveder" landet over talte med allesammen og i munden på hverandre?
Jeg vover at inkassere fader Holberg som meningsfælle - jeg vover at tro at han ville holde med mig i at kvinderne bør lære hvad det er de skal tale og stemme og dømme om, inden de taler og dømmer og stemmer.
(København 30. juli 1917)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar