En Digterinde af folket.
Det er i vore Dage sjældent, at der fødes Poeter; den Mand, der staar frem og slaar Lyren for Folket, har først møjsommeligt maattet traske sig gennem Metrikens Jamber og Trokæer, før han mægtede at synge ud frit og naturligt.
Den Naturlighed, Kunsten har affødt; ti her gælder mere end andetsteds det gamle Ord om Yderlighederne, der berører hinanden.
Endnu sjældnere er det, at det udgaar en Digter fra Bondens eller Arbejderens trange Hjem, en Digter eller Digterinde, der uden Studium, uden akademisk Dannelse staar frem og synger om den friske, naturlige Glæde. Sjælen fornemmer, den Skønhed, Øjet ser.
Det vil derfor sikkert forbavse mange at børe, at der i Søndermarken gaar en gammel Kone omkring, et Menneske, der er født i et fattigt Hjem og som har været trykket under Armodens tunge Aag sit lange Liv igennem, at hun gaar omkring og digter Sange saa dybtfølte og romantiske, at man ved at høre dem studser forbavset.
Det er Marie Villadsen, "Marie Fejekone", som hun almindelig kaldes.
Vi skal her give en kort Biografi af hende - med det Første skal vi bringe hendes Billede og et Par Digte, hun har skrevet specielt for "København".
Hun er født 1832 og er et Datter af Snedker Per Jensen i Urløse pr. Nyrup. Allerede som Barn føjede hun Vers til alle de Salmer, hun lærte i Skolen. Byens gamle Koner og kloge Mænd kom derfor til det Resultat, at Barnet var forgjort eller "elleskudt".
Og da Naboens Gris saa blev syg, blev der sendt Bud efter en "klog Kone", der foruden at kurere Grisen tillige paatog sig at fordrive den onde Gejst, der havde taget Stade i Maries Legeme.
Hun blev derfor klædt nøgen, og sammen med Grisen blev hun "maalet og signet", mens den gamle, krogede Morlil gik rundt og mumlede besværgende Formularer og med sin Stok ridsede mystiske Tegn i Jorden.
Men "Gejsten" blev ikke fordrevet endda.
Inde i den store, stille Skov og nede ved den hvide Strand laa den lille Marie og digtede sine Sange om Riddere og Adelsdamer, om Ellepiger og Nymfer og Havmænd.
Vi skal her efter hendes til os velvilligt overladte Manuskript hidsætte en lille Prøve:
Naturen er min Verden og Natten er mig kær,
naar efter Dagens Færden jeg ene vandred' her,
da saa jeg som i Drømme de straalende Øer,
den dejlige Morgana med alle sine Møer
Gik Maanen frem bag Skyen og lyste over Vang,
jeg list ed' ud af Byen og Stuen saa trang;
paa Ellestubben sad jeg, mens andre var i Seng,
da saa jeg Svartalfer i den blomstrende Eng.
Da saa jeg Tournering og Klang af Ridderspil,
jeg glemte, der i Verden var Nød og Kummer til,
og Ridderen jeg saa paa den skumdækte Hest,
mig trylled' Fantasien som selv jeg der var Gæst.
- Saa kom jeg hos en Garver, han boede vej Strand,
saa blev min Trylleverden det blinkende Vand;
der det skønneste Syn var i Aftenen tyst,
saa jeg skøn Havmand med skældækte Bryst.
De lyse Lokker flagred' i sælsom Straaleglans
Klinteroser snoed' sig om Barmen en Krans,
og Guldharpen slog han med Sang og Strengespil,
saa alle Vaarens Fugle maatte lytte dertil.
Som man ser: Vers, der i al deres Simpelhed rummer en Dybde og Følelse, som mangen moderne Digter maatte misunde den gamle, fattige Fejekone.
(København 10. august 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar