Marie Villads(en) (1832-1910?). Kildekonen i Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

En Digterinde af folket.

Det er i vore Dage sjældent, at der fødes Poeter; den Mand, der staar frem og slaar Lyren for Folket, har først møjsommeligt maattet traske sig gennem Metrikens Jamber og Trokæer, før han mægtede at synge ud frit og naturligt.

Den Naturlighed, Kunsten har affødt; ti her gælder mere end andetsteds det gamle Ord om Yderlighederne, der berører hinanden.

Endnu sjældnere er det, at det udgaar en Digter fra Bondens eller Arbejderens trange Hjem, en Digter eller Digterinde, der uden Studium, uden akademisk Dannelse staar frem og synger om den friske, naturlige Glæde. Sjælen fornemmer, den Skønhed, Øjet ser.

Det vil derfor sikkert forbavse mange at børe, at der i Søndermarken gaar en gammel Kone omkring, et Menneske, der er født i et fattigt Hjem og som har været trykket under Armodens tunge Aag sit lange Liv igennem, at hun gaar omkring og digter Sange saa dybtfølte og romantiske, at man ved at høre dem studser forbavset.

Det er Marie Villadsen, "Marie Fejekone", som hun almindelig kaldes.

Vi skal her give en kort Biografi af hende - med det Første skal vi bringe hendes Billede og et Par Digte, hun har skrevet specielt for "København".

Hun er født 1832 og er et Datter af Snedker Per Jensen i Urløse pr. Nyrup. Allerede som Barn føjede hun Vers til alle de Salmer, hun lærte i Skolen. Byens gamle Koner og kloge Mænd kom derfor til det Resultat, at Barnet var forgjort eller "elleskudt".

Og da Naboens Gris saa blev syg, blev der sendt Bud efter en "klog Kone", der foruden at kurere Grisen tillige paatog sig at fordrive den onde Gejst, der havde taget Stade i Maries Legeme.

Hun blev derfor klædt nøgen, og sammen med Grisen blev hun "maalet og signet", mens den gamle, krogede Morlil gik rundt og mumlede besværgende Formularer og med sin Stok ridsede mystiske Tegn i Jorden.

Men "Gejsten" blev ikke fordrevet endda.

Inde i den store, stille Skov og nede ved den hvide Strand laa den lille Marie og digtede sine Sange om Riddere og Adelsdamer, om Ellepiger og Nymfer og Havmænd.

Vi skal her efter hendes til os velvilligt overladte Manuskript hidsætte en lille Prøve:

Naturen er min Verden og Natten er mig kær,
naar efter Dagens Færden jeg ene vandred' her,
da saa jeg som i Drømme de straalende Øer,
den dejlige Morgana med alle sine Møer

Gik Maanen frem bag Skyen og lyste over Vang,
jeg list ed' ud af Byen og Stuen saa trang;
paa Ellestubben sad jeg, mens andre var i Seng,
da saa jeg Svartalfer i den blomstrende Eng.

Da saa jeg Tournering og Klang af Ridderspil,
jeg glemte, der i Verden var Nød og Kummer til,
og Ridderen jeg saa paa den skumdækte Hest,
mig trylled' Fantasien som selv jeg der var Gæst.

- Saa kom jeg hos en Garver, han boede vej Strand,
saa blev min Trylleverden det blinkende Vand; 
der det skønneste Syn var i Aftenen tyst,
saa jeg skøn Havmand med skældækte Bryst.

De lyse Lokker flagred' i sælsom Straaleglans
Klinteroser snoed' sig om Barmen en Krans,
og Guldharpen slog han med Sang og Strengespil, 
saa alle Vaarens Fugle maatte lytte dertil.

Som man ser: Vers, der i al deres Simpelhed rummer en Dybde og Følelse, som mangen moderne Digter maatte misunde den gamle, fattige Fejekone.

(København 10. august 1894).

Kildekonen Marie Villads

som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.

(Isefjordsposten 12. april 1896)

"Kildekonens Sange"

"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen

Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.

Marie Villads, Kildekonen i Søndermarken.

[Artiklen indeholder efterfølgende et næsten helsides digt om hendes liv]

(Middelfart Avis 14. juni 1896)

Kildekonens Æventyr.

Husmandskonen fra Søndersted Mark.

Vogterdrengens Krone.

I "Husmoderens Blad" skriver Ingeborg Maria Sick følgende interessante Skitse om den gamle Kildekone fra Søndermarken, hvis Hjemstavn er Søndersted i Holbæk Amt:

I denne Sommer bliver der en kendt og populær Skikkelse mindre i København, et dansk Hjærte mindre i Danmark.

Kildekonen fra Søndermarken, Digterinden Marie Villads, er paa Vej til Amerika, hvor hun har sine Børn. Og idet hun glider bort i Fjærnheden Taage, samler det Personligheds-Indtryk, hun har efterladt, sig klarere, med fastere Omrids for Tanken.

De, som ikke har kendt hende eller kun strejfet hende, kan maaske have Interesse af at høre lidt om hende. Der er mange, som kunde fortælle om Marie Villads .... Disse Linjer er udsprungne af mit personlige Kendskab til hende.

En Morgen - for 12-13 Aar siden - gik jeg langs Søerne mod Nørrebro, da en Kone med Tørklæde over Hovedet og et Bomuldstøj-"Knytte" i Haanden kom hen til mig og bad mig vise hende Vej til Kongens Nytorv. Jeg sagde, at der var langt dertil, men nu skulde jeg gaa med hende et Stykke.

"Ja, som Byen dog voxer," sagde hun. "Her bli'r saa vildfarende. Jeg tænker tit, hvad mon Dronning Margrethe vilde sige, hvis hun saa København igen."

Jeg maa have set lidt forbavset ud ved den Bemærkning, for hun vedblev "Ja, De tænker kanske over, hvad mon jeg er for en ? Jeg er saadan en Fyr, som Wessel var. Jeg digter."

Jeg spurgte, hvad hun digtede om.

Omalt, hvad jeg ser om Aftenen, naar Lyset er slukt - om Riddere og Mø'r, Elverpiger og Havmænd.

Saa begyndte hun med et eget, højstemt Tonefald at fremsige et Digt om Havmanden . . . Derefter et om "Natten", der gaar frem "som en kulsort Morinde med Glimmersmykker paa" - et om Hytten i den duftende Englund, hvor hun var født, og om den hjelmede Ko, som hun skulde vogte, men glemte for at drømme om Turnering og Ridderspil og saa videre. medens vi gik Gade op og Gade ned -og Folk vendte sig om efter os.

Da vi skiltes, sagde hun: "De skal ha' et Vers for al deres Ulejlighed. Men hvor maa jeg bringe det hen ?"

Jeg gav hende Adressen, og Dagen efter mødte hun med hele to lange Digte.

Den Gang boede hun i et lille Hus paa Søndersted Mark, men flyttede kørt efter til København efter at have lejet Huset ud - med Frugten fra Haven iberegnet - for 12 Kr. aarligt. Herinde blev hun Lugekone i Landbohøjskolens Have, senere Fejekone i Søndermarken og endelig Kildekone der. Hendes ydre Kaar har i Byen ikke været stort mærkeligere end paa Landet.

Født i et Husmandshjem kom hun tidlig ud at tjene og blev gift med en Landsbyskræder. Med ham fik hun 6 Børn og sad igen med de 4, da han døde. Sled og slæbte saa derude paa Søndersted Mark, indtil hun flyttede ind til København.

Men omkring denne trange, byrdefulde Tilværelse slynger der sig - som en Fylde af blomstrende Ranker - en Række lyse Syner, Drømme og Stemninger, som væver en broget Rigdom ind i det fattige Billede.

Hun er baaret oppe over Døgnets Skyggesider, holdt i Live, kunde man gærne sige, af sin digteriske Ævne. Og hermed mener jeg ikke saa meget Ævnen til at skrive Vers, som til at føle, fornemme, som hun gør.

Dr. Ernst v. d. Recke siger i sit Forord til tredje Oplag af Hendes Bog, at hun er en Digternatur. Og det er vist, hendes Opfattelse, hendes Stemninger er altid ægte, digterisk ægte - Udtrykkene, hun vælger til at gengive dem i, derimod ikke altid. Hvorvidt hun kunde have naaet at sinde mer rammende, oprindelige og personlige Udtryk for det, hun ser og føler, hvis hendes Intelligens var bleven uddannet og Ævnen dertil uddybet, er maaske vanskeligt nu at afgøre. Jeg vilde dog ubetinget tro det. Thi, med Forholdene for Øje, bliver der i Hendes Vers nok at undre sig over disse Vers, der mylrede frem lige fra Barndomsaarene, da hun fik Bank for at "prædike det Tøjeri", og som skyder lige frodigt endnu, da hun gaar i sit 76. Aar.

Men - hun selv, hendes Personlighed, er dog det bedste Stykke Poesi af det hele. Et Digt, hvis Grundtone er Lovsang - vældende frem som Fuglen kvidrer, som Blomsten dufter, i lys og frejdig Ubekymrethed om den Dag i Morgen og dens Plage, hamret af en dyb og urokkelig Tillid til den ene, hvis Haand har talt Stjærnerne og hvert Haar paa Hendes Hoved.

Dette kunde illustreres med mange Træk fra Livets større Tildragelser til de aller mindste.

En Dag stod hun som Enke med sit mindste Barn paa Armen i Døren til sin Hytte, da en lille Vogterdreng, som tjente i Søndersted, kom grædende forbi. Han havde tabt en Krone af sin Husbonds Penge og vilde faa saa mange Hug, naar han kom hjem.

"Jeg har ikke en Øre i Huset", sagde Marie, "det var dog slemt. Men bi lidt - i Morgen skal jeg arbejde hos Gaardmanden derovre og faar en Krone i Dagløn. Den kan jeg hente nu. Han gi'r mig den nok forud."

Da hun kom med Pengene til Drengen, som stod der, højst forbavset over den uventede Redning, sagde hun:

"Vi skulde egenlig ha levet for den i Morgen, de smaa og jeg. Men nu har Vorherre jo Brug for den til dig. Saa sørger han nok for os paa anden Maade."

En af de første Vintre, hun var i København, blev det bitterlig koldt, og Marie vilde ikke sige til nogen, at hun sad og frøs hjemme, "da de kan have saa mange andre at hjælpe."

Men en Aften kom hun straalende glad og fortalte mig, at en fremmed Herre om Formiddagen havde banket paa hendes Dør og sagt, han skyldte hende Penge. Han havde givet hende et Guldtyvekronestykke og sagt, at det var Summen med Renter - saa nu havde hun rigelig til de Kul, hun havde manglet.

Det var Vogterdrengen, som havde være! i Amerika og nu med Møje - dreven af en sjælden Taknemlighedsfølelse - havde faaet hende opspurgt. Han fortalte hende saa Historien med Kronen fra hans Barndom, som hun længst havde glemt.

Mandag den 3. Juni rejste hun, fulgt af en talrig Vennekreds, som kastede Blomster ind til hende, gav hende et kraftigt Hurra og - - hvad bedre var Taarer i Øjnene til Farvel.

Snart ruller Atlanterhavets Bølger mellem hende og Fædrelandet, og det vil nok gaa hende, som hun selv sagde, at de "underlige Aftenlufte" vil "drage hendes Hu" tilbage "over viden Strand". Thi dybt rodfæstet er hun i den danske jordbund. Og maaske ser vi hende igen ad Aare.

Men der er et andet Vers, som dybere endnu passer paa hende, og derfor kunde hun ogsaa drage drage bort med Fortrøstning midt i Vemoden:

"Lige meget, hvad for Egne!
Er ej Himlen alle Vegne -
hvad behøver jeg saa mer!"

(Demokraten (Århus) 6 juli 1901).

Kildegrotten er i dag også et mindesmærke for Marie Villads. Inde i grotten er statue. Det er lavet 1913 af den norske kunstner Marit Benthe Norheim. I et interview udtalte hun at hun så grotten "som et symbol på kvinden. Hvælvingen er kvindens ben og ansigtet er barnet, som kommer ud. En grotte som er fyldt med liv og lys". Glasstenene på gulvet symboliserer vand - livets kilde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Marie Villads

Af

Ingeborg Maria Sick.

Der er mange, som kender hende fra Kilden i Søndermarken. Som er komne derud en Sommeraften, naar de gik Tur, og har givet sig i Snak med det glade Ansigt udenfor Grotten. Og i ni af to Tilfælde har de faaet et Vers med, naar de gik. Et Vers om Aftenens Fred, om Kilden, om den lille Bellis i Græsset - kradsest ned med Blyant paa et Bolscherpapir.

Mange har kendt hende - alligevel er syv Aar jo længe nok til at trænge En ud af Folks Bevidsthed. Og saa lang Tid siden er det, at hun rejste til Amerika, hvorfra Budskabet om hendes Død nu i disse Dage atter har gjort hende "aktuel". Medens hendes Navn for et Øjeblik lever iblandt os, vilde jeg gerne tegne et lille Rids af hendes Billed under det. Helst vilde jeg fortælle alt, hvad jeg husker om og af hende - men det blev meget for langt.

Digterinde - ja, ubetinget! Jeg havde nær sagt, trods det, at hun skrev sine Vers. For Versene var ikke Digtning - i alt Fald kun i ganske enkelte Glimt. Til at yde Litteratur savnede hun altfor mange Forudsætninger, den nødvendige Udvikling - og havde dog i Aarenes Løb læst saa meget, paa maa og faa, paa kryds og tværs, at det umiddelbare og personlige Udtryk for hendes Stemning var blevet forkvaklet, isprængt med tarvelige Efterklange og ganske naive Efterligninger af Ingemann og Chr. Winther, hvis Versemaal særlig var gaaet hende over i Blodet.

Men hendes evner til at se, høre, fornemme og opleve - Natur, Mennesker, Øjeblikket og dets stemning - var fin, oprindelig og sprudlende. Og saa intenst kunde hun give sig hen i et eller andet smukt Indtryk, at "Dagens Byrde og Hede", som Infil havde sin rigelige Del af, blev som strøget af hende. Hun digtede sit eget Liv lyst og skønt - og det er Kunst. De Syner og Tankebilleder, som hun fandt saa mangelfulde Udtryk for i sine Vers - af dem byggede hun sig gyldne Broer, der har hende oppe over alle Sorger og Tryk - og derved holdt hun sig ung i Sind, klar og frisk. Som den Kilde, der var hende saa kær - trods de mange kolde, regnfulde og ensomme Timer, hun havde derude.

Meget tidlig begyndte hun at digte. Naar hun som Barn kom op i Salmevers i Skolen, hændte det, at Læreren raable: "Hvad gar der af Tøsen! Hun kan jo mer end der staar i Bogen!" - For var hun først kommen paa Gled og ind i Versemaalet - , kunde hun godt blive ved. Det maatte Præsten høre, mente Skolelæreren. Saa kom han en Dag, hun blev stillet op paa en Skammel foran ham og bedt om at sige Vers. Det maa være lykkedes over Forventning, for hun huskede, at Præsten havde moret sig meget over hende og givet hende den imponerende Gave af en hel Mark. Men da hun kom hjem, fik hun mange Prygl - for den "Skam", hun havde bragt over sine Forældre ved at "præke for Præsten!" Og paa samme forstaaende Maade blev baade Fa'r og Mo'r ved at honorere alle de poetiske Udgydelser eller Drømmerier, hun henfaldt til i sin Barndom.

Da hun var bleven voksen, kom hun ud at tjene, og blev siden gift med en fattig Landsbyskræder, for hvem det gik tilbage, Og som endte med at hugge Sten ved Vejen. Marie sad og huggede med saa tidt hun kunde - og huggede sig i Fingrene, saa Blodet sprang. Imellem var det saa bitterlig koldt, at Øllet til deres Mellemmad var frossent, naar de tog det frem.

Om Aftenen, naar de kom i Seng, var de saa trætte og "værkende' i alle Lemmer, at de ikke kunde falde i søvn. "Men medens han laa og ømmede sig" sagde hun "var jeg jo bare glad ved det. For saa havde jeg da Lov til at ligge og tænke mig om. Og saa kom alle Synerne. Hele Stuen var fuld af dem." Ædle Riddere, Prinser og skønne Møer kom vandrende ind -

"Da saa jeg Turnering
med Klang af Ridderspil -
jeg glemte, at i Verden
var der Slid og Sorger til"

Elverpiger og Alfer fra Engen svævede taagelette omkring hende, Nisserne kom trippende - eller det blaa Vand skvulpede ind i Stuen - "den vilde Svane Vugged sig paa Havdybets Spejl", og Havmanden dukkede op 

"De lyse Iokker flagred 
i sælsom Straaleglans, 
af Klinteroser snoed sig
om Barmen en Krans.
Og Guldharpen slog han
med Sang og Klokkespil,
saa alle Nattens Fugle
maatte lytte dertil --"

Manden døde, og hun sad igen med fire ukonfirmerede Børn, som hun nu var ene om at slide for. Det blev en drøj Kamp for Tilværelsen, til Børnene var voksne. Saa drog de til Amerika, den ene efter den anden, og hun besluttede at flytte til Byen, hvor hun mente, de blev lettere at faa Arbejde. Sit lille hus paa Søndersted Mark fik hun lejet ud - for hele tolv Kroner om Aaret! - og tog til Kjøbenhavn.

Jeg traf hende tilfældig en Dag paa Gaden, hvor hun spurgte mig om Vej. Og vi blev Venner med det samme.

Her var hun først Lugekone i Landbohøjskolens Have, saa Fejekone i Frederiksberg Have og tilsidst Kildekone i Søndermarken. Om Vinteren vaskede hun for Folk eller gjorde rent. Da hun havde været her en halv Snes Aar, var Børnene komne saa godt i Vej ovre i Dakota, at de fik hende overtalt til at komme over til dem, for at hun ikke skulde lide Nød paa sine gamle Dage eller blive afhængig af Fremmede. Hun rejste - men kunde hverken finde sig tilrette i de fremmede Forhold eller taale den strenge Vinterkulde. Hun blev snart ganske hjælpeløs og forpint af Leddegigt og laa tilsengs det meste af de sidste tre Aar, indtil Døden afsluttede hendes Lidelser.

Det er i korte Omrids hendes Liv - og det er jo kummerligt nok, udefra set. Men tidt, naar jeg paa Landet har staaet overfor en gammel faldefærdig Rønne, som vilde Roser, Kaprifolier eller Snerler slyngede sig om, saa den fik et helt Væld af Skønhed over sig, har jeg maattet tænke paa Marie Villads og hendes Liv. Hendes Digterevne gav Glans og Skønhed over det. Hun følte det selv: hendes Evne var Glæde. Hendes Evne var en kongelig Gave; den højnede Stuen, den hvælvede Loltet; den kunde forvandle den trangeste Vej til "En Eng udi Maj".

"Der svulmede som et Kildevæld
igennem de spændte Aarer.
Hvor kom det vel fra? Jeg ved det ej selv.
det kom jo med Smil og med Taarer.
Det strømmed igennem mit hele Liv
i bøje, jublende Toner.

Men der var ikke blot Skønhed og Glæde over hendes fattige Tilværelse - den havde ogsaa en Grundvold at hvile paa. For mange Mennesker - selv Mennesker af en vis Fromhed - er jo Religionen noget af det mest vage, taagede og mildt ubestemte i Tilværelsen. For Marie Villads var den det mest faste sikre og dagklare af alt. Hendes Tro var urokkelig - et Barns ubegrænsede og glade Tillid, en levende Magt i hendes Liv. Der er sagt, at Tro altid sigter lige paa Underet. Hendes gjorde det, umiddelbart og trohjertet, - og mærkelige Tildragelser, der syntes hende selv ganske naturlige, dalede Gang paa Gang ned hendes Skød. 

Og denne Grundvold for hendes Liv holdt, da Glæden over det brast - for det gjorde den tilsidst. Det hedder i et af hendes Vers:

"Min Træsko, den er bundløs,
og Trøjen er itu,
derude blæser Vinden -
men jeg synger endnu."

Saa længe, hun kunde synge, havde hun Glæden om sig Men da hun kom til det fremmede Land, der laa saa haabløst langt borte, da ebbede Sangen hende. Derovre paa de store, vildsomme Prærier lød ikke den danske Tunge, der kvidrede ikke Fuglene som i Søndermarkens Bøge. "Her galer kun Hedehanen," skrev hun. Saa forstummede ogsaa hun efterhaanden. Og da hun forstummede, sygnede hun hen. Da længtes hun kun efter Døden, efter den store Befrier, som skulde føre hende hjem, der hvor hun atter skulde naa sin Glæde:

"Jeg sang saa glade Sange
herude under Sky,
og efter Smerter mange,
da synger jeg paany."

Nu er hun udløst, og hendes sidste Hilsen blev sendt mig, for at jeg kunde bringe den videre baade til Venner og Uvenner, om hun havde nogle. Hendes sidste Ønske fulgte med - og det er som hendes sidste Digt.

Derovre paa den store stumme Slette, hvor ingen Fugle sang, var der dog Blomster. Nogle grønlige, der duftede saa fint, andre blaa, af Farve som Kæmper, hvide Anemoner, store, gule Margueriter, Stedmodersblomster, Rævehaler, og lave, vilde Roser. De Blomster elskede hun, og før hun døde, bad hun sine Børn sende alt Slags Frø fra Prærien til Danmark, med Bøn om, at det maatte blive saaet paa en Plet ved Kilden i Søndermarken. Hun vidste nok, "at det kun var vilde Blomster, og at de var fattige som hun selv, men Kildemo'r vilde saa nødig glemmes af alle dem, hun havde kendt og haft kier, og hun syntes, at Blomsterne kunde blive et godt Minde."

Jeg har faaet Frøet sendt - med Løfte om mere - og haaber, at det kan blive saaet derude, helst paa en fredet Plet. Hvis man saa en Sommeraften, naar man gaar Tur i Søndermarken og standser ved Kilden, kan se Præriens blaa og hvide, gule og røde Blomster svaje for Vinden derude - ja, saa synes jeg, det bliver som at mødes med Vers af Marie Villads i en ny og renere Form. Med hendes sidste ordløse og hjertevarme Digt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. marts 1910, 2. udgave).

Frederiksberg Stadsarkiv har et foto fra hendes 70 års fødselsdag (1902) som er beskyttet af ophavsret. 

Mig bekendt blev hendes frø enten ikke sået, eller efterkommerne af blomsterne uddøde gennem århundredet efter hendes død.

Ane Marie Pedersdatter blev født 10. september 1832 i Nyrop, Ugerløse sogn, og blev gift med Anders Villadsen 20. januar 1860 i Kvanløse kirke. Fra omkring 1864 boede de i Søndersted sogn i et lille husmandssted, hvor Anders var skrædder. Det var et fattigt hjem. De fik 4 børn. Anders drak og hængte sig 17. februar 1884. Marie flyttede til hovedstaden 1889, her ernærede hun sig som rengøringskone og lugekone, senere fejekone.

Datteren Ellen Christine (f. 1868) udvandrede d. 14. august 1889 til Chicago. Sønnerne Lars Christian (f. 1865) og Hans Peter (f. 1872) rejste få uger efter i 1890 til Halifax, Nova Scotia Canada. De oplevede således ikke moderen som kildekone. I 1890 boede hun i en kvistlejlighed på Folkvarsvej 19. Af bopæle kan nævnes Allegade 22 i baghuset. Kun den yngste søn Villads Peter (f. 1876) oplevede således hendes "Kildekone"-tid ca. 1890-1903. 

Villads Peter udvandrede 1897 til LaMoure, North Dakota. Hos ham (der nu kaldte sig Willard P. Willardson) bosatte hun sig i 1901 på en farm i Gladstone Township. Hun døde 13. februar 1910 og er begravet på den lille High Prairie Cemetery i Gladstone. Hendes gravsten er bevaret - med indskriften "Maria Willadson 1832-1910". Sønnens er forsvundet.

Se også: Holger Madsen: Marie Villads: En almuekvinde, som var en digternatur.