Den nationale Stilling paa Landet. ("Sønderjyske Aarbøger" 1894).
I. Tysk og dansk Sindelag.
Hr. H. V. Clausen har gennem tidligere Afhandlinger sat den danske Læseverden ind i Sprogforholdene i Nordslesvig.
Det er denne Gang en anden Side af Sagen, han har vendt sig mod. Denne Afhandling undersøger ikke Sproggrænsen, men Grænsen mellem dansk og tysk Sindelag.
Forholdene i Nordslesvig er overordentlig gunstige for en saadan Undersøgelse. Det hele Omraade, det gælder, er ikke større, end at en enkelt Mand kan sætte sig ind i Forholdene fra Sogn til Sogn. Forskydningerne mellem dansk og tysk er meget smaa; talrige oe pludselige Overgange som dem, der findes mellem to almindelige politiske Partier og her lægger de største Hindringer i Vejen for en Partistatistik, finder ikke Sted i Nordslesvig. Der er en dybere Kløft mellem danske og tyske end mellem to politiske Partier; de, der gaar over fra den ene Lejr til den anden, er lette at tælle. Dertil kommer, at Nordslesvigerne gennem de danske Foreninger har dannet sig en Række af samarbejdende Organisationer, der i hver Egn sidder inde med rige Oplysninger om Egnens nationale Forhold, og som med Glæde stiller dem til Benyttelse til et Værk som dette.
Hr. H. V. Clausen har med stor Flid benyttet sig af disse nnstige Forhold, og han har derved naaet Resultater, der i Paalidelighed og Udførlighed staar meget højt.
Først undersøger Hr. Clausen de tysksindedes Tal, dernæst hvad for Folk det er, der danner det tyske Parti.
Som Udgangspunkt for sine Undersøgelser over Tyskernes Tal brnger han Gaardmandens Sindelag. Fra hver enkelt Gaard med "to eller flere Heste", har han skaffet sig Besked om Ejerens Sindelag fra 1863 til nu og det er Resultaterne heraf, han meddeler.
For hele Nordslesvig er dette saaledes :
Der gaar gennem disse Tal en Regel, som kan udtrykkes med faa Ord. Jævn, om end langsom Tilbagegang for Danskerne indtil 1888, efter 1888 en betydelig Fremgang.
Det er det samme Resultat, de politiske Valg i Nordslesvig har Dragt. Efter lang Tids Tilbagegang kom Omslaget omkring 1888, siden da har der været en almindelig Fremgang.
Man ser, at Tilbagegangen fra 1888 ikke har været stor. I alt har de danske fra 1863 til 1888 mistet 132 Gaarde, hvoraf de blakkede har faaet 1/3, Tyskerne 2/3. De 132 Gaarde er af det hele Antal ialt 2,15 % Forhold til Danskernes Vinding af 26 Gaarde i de sidste 5 Aar er deres Tab i de foregaaende 25 kun ringe.
End gunstigere stiller Forholdet sig, hvis man ser paa Rubrikken "I Udsigt". Denne er ikke fremkommen, som denne plejer at fremkomme i statistiske Undersøgelser ved en Slutning fra de kendte Tal til ukendte. De Tal, Hr. Clausen anfører under den, har han faaet ved at undersøge Arvingernes Sindelag rundt om paa Gaardene. De har derfor naturligvis ikke ganske samme Paalidelighed, som de Tal, der angiver de nuværende Gaardejeres Sindelag, men man can dog med nogen Sikkerhed gaa ud fra, at Afvigelserne fra det vundne Resultat ikke vil blive store. De forskydninger, som kan fremkomme ved, at andre end beregnet arve Gaardene vil antagelig gaa lige op.
Endnu undersøger Hr. Clausen, om det ikke skulde være saa. at der udenfor de større Gaarde, svarende til danske Gaarde over 10 Td. Hartkorn, er en forholdsvis betydeligere Fremgang for Tyskerne. Han viser, at det ikke er Tilfældet. Af 305 større Gaarde havde Danskerne 1863 de 196, nu 180. Af de 16, der er tabte, er de 9 augustenborgske Herregaarde, som den danske Regering efter at have købt dem af Hertugen af Augustenburg i Halvtredserne solgte til danske Godsejere, men som disse efter 1864 hurtig afhændede til Tyskere.
Endelig gennemgaar Hr. Clausen Forholdene i de enkelte Egne af Nordslesvig, og det viser sig her som gennem Udfaldet af Rigsdagsvalgene, at Stillingen endnu er vanskelig mod Syd ved Sproggrænsen, hvorimod Fremgangen er stærk længere Nordpaa. Selv mod Syd giver dog Tallene Haab om, at Omslaget ogsaa der vil komme og bringe dansk Sindelag den samme Fremgang, som allerede er kommen længere Nord paa.
En tilsvarende Undersøgelse af hele den øvrige Befolkning, Smaakaarsfolkene paa Landet og Bybefolkningen, bringer denne Afhandling ikke. Alligevel gælder det Billede, den tegner, sine Hovedtræk ogsaa her. Husmandbefolkningen er ligesaa dansk som Gaardmandsklassen og følger sikkert de samme Svingninger som denne. Byerne staa noget anderledes. Overgangen til Tyskerne har naturligvis her ved Regeringsskiftet været stærkere end paa Landet, men de sidste Rigsdagsvalg viste tydeligt, at her er indtraadt et stort Omslag til Fordel for Danskerne.
Grunden til de sidste Aars Fremgang er bekendt nok. De ligger først og fremmest i, at Følgerne af Udvandringen ikke nu virker saa stærkt som før, at man paa alle Punkter har opgivet den passive Protestpolitik og har lært at benytte sig af de Vaaben, de bestaaende Forhold frembyder.
R.
(Aalborg Amtstidende 16. august 1894).
2. Tyskhedens Grunde.
Den sidste Del af Afhandlingen giver en Skildring af de Bestanddele, hvoraf den tyske Befolkning bestaar, af de Grunde, der har skabt deres tyske Sindelag.
Den første Gruppe er der indvandrede Tyskere. Disse er dog paa Landet ikke mange. De ejer ialt 135 Gaarde, udgør altsaa 1/6 af det hele Tal af tysksindede; men det er gennemgaaende de største Gaarde, der ejes af dem. De taler naturligvis alle Tysk, men især hvor de ikke findes sammen i større Tal, lærer de hurtig at tale Dansk, og meget ofte bliver deres Børn danske. Kun hvor der paa en Egn findes et betydeligere Antal tysksindede sammen, kan de holde sig. Den almindelige Mening blandt Nordslesvigerne er, at disse indvandrede gennemgaaende er dygtigere end Hjemmetyskerne, men mindre fanatisk tysksindede, og om man end maa gaa ud fra, at Nordslesvigernes rimelige Harme mod Hjemmetyskerne ofte gør deres Dom over dem for stræng, saa lyder dette dog rimeligt nok.
Den langt større Part af Tyskerne udgøres af Hjemmetyskerne, og den største Del af disse hører atter til Familier som før 1864 var slesvig-holstenske. Man maa huske, hvor langt tilbage Nordslesvigs Danskhed var kommen under Frederik d. 6.s og hans tyske Ministres Styrelse. Bevidst Danskhed fandtes i Nordslesvig ikke før i Trediverne, og selv da der i Fyrrerne kom Liv i den danske Bevægelse, omfattede denne kun en Del af den Befolkning, der talte Dansk. De tyske Repræsentanter i Stænderne valgtes ikke blot af Byerne og Godsejerne. I lange Tider var Halvdelen af de Stænderdeputerede, over hvis Valg nordslesvigske dansktalende Bønder raadede, Slesvig-Holstenere.
Hr. Clausen sætter - sikkert med Rette - den egentlige Gennembrudstid, hvor Interessen for Danskheden greb den store Del af Befolkningen til 1848. Han mener, at de danske Embedsmænd mellem 1850 og 64 hverken gjorde fra eller til, han paapeger enkelte Fremskridt i disse Aar. Alligevel undervurderer han vistnok noget deres Betydning. Sikkert har disse Aar med Sejersfølelsen, med Følelsen af at have Regeringen paa sin Side, mange Steder skabt et traditionelt Dansksind, som ikke har faaet ringe Betydning.
Alligevel var der i 1863 mange slesvigholstensksindede tilbage i Nordslesvig, som vi har set noget nær saa mange, som der nu er tysksindede. Det er de Familier, som i sin Tid kom ind i den slesvig-holstenske Bevægelse, og som har besvaret deres Harme mod Danmark; Omslagene derimod er som sagt kun faa.
Hr. Clausen anfører en Del Grunde til disse. Det er den Slags Grunde, som man paa Forhaand kunde regne ud maatte gøre sig gældende under Forhold som de nordslesvigske. Det interessanteste herved er at se, at mellem dem savnes en: den tyske Kulturs Tiltrækningskraft.
Man kunde være tilbøjelig til at tro paa store Virkninger af denne. Virkeligheden viser, at saadanne ikke findes. Man kan forstaa dette. Det drejer sig her om en Bondebefolkning; den tyske Kultur er en ren Bourgeoiskultur, der væsentlig hører hjemme i Bourgeoisiets højeste Lag; den har de mindst mulige Betingelser for at kunne øve nogen Indflydelse paa en nordslesvigsk Bondebefolkning, selv om der gives en Del af denne, som gør sit bedste for at komme med.
En Bondekultur, et Aandsliv knyttet til Bønderne som det grundtvigske i Danmark, har Tyskland ikke. Det er da let at forstaa, at det bliver lettere for den dansksindede Del af Nordslesvigs Befolkning at træde i Forbindelse med dansk Kultur end for de tysksindede at faa noget ud af den tyske.
Dertil kommer, at det store Tal af Hjemmetyskere ikke forstaar tysk, kun nede mod Syd omkring Sproggrænsen findes der hos dem nogen Kundskab heri.
Vi ser saaledes, at Sproggrænsen og Grænsen for dansk og tysk Sindelag ikke falder sammen. Der findes en ikke ganske ringe Del af Nordslesvigs dansktalende Befolkning - blandt Gaardejerne altsaa omkring en Syvendedel - , der er tysksindede. Til gengæld findes der, særlig i Flensborg, ikke faa tysktalende, der er dansksindede.
Dette Forhold har baade en uheldig og en heldig Side. Uheldigt er det derved, at Antallet af dansksindede i det hele bliver noget mindre end 160,000, der almindelig regnes for dansktalende. Heldigt er det, fordi det aabner Muligheden for Fremgang for dansk Sindelag. Det er klart, at der kun er ringe Udsigt til, at dansk Sprog og dansk Sympati skulde vinde frem sydpaa i Egne som nu taler tysk.
Langt større er Udsigten derimod til, at det rundt om i Nordslesvig vil gaa, som det enkelte Steder allerede er gaaet, at de tysksindede, som lever mellem danske og taler deres Sprog, efterhaanden vil vindes af dem, saa de stiller sig paa deres Side i Kampen mod den tyske Regerings Tryk. Meget tyder paa, at Bevægelsen er ved at gaa i denne Retning, at det egentlige Nordslesvig bliver stedse mere rent dansk.
R.
(Aalborg Amtstidende 17. august 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar