Kjøbenhavns Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns nye offentlige Politieret er en overmaade god og følgeværdig Institution hvad Undersøgelse og Paakjendelse af Politieforseelser angaaer. Derimod er hele den ivrige Politiebevægelighed der gaaer forud, næsten ligesom for at skaffe Politieretten noget at bestille, et overordentligt vidtløftigt og storartet Maskineri for meget Lidet. Hidtil er idetmindste ingen Sag af nogen Slags Betydning fremkommen for Politieretten. Det dreier sig næsten Alt om Tjenestepiger med Torvekurve og deres knibske eller komiske Svar; og om Angivelse for at sælge Lys eller Smør paa en Søndag, endelig det yndede "Nattesæde" paa Værtshuse, hvorom der er mangehaande Fortolkninger, og deslige Smaapillerier. Det er et formeligt Vademecum af Ubetydeligheder, som det aldrig var Umagen værdt at satte et Politie eller en heel ny Embedsetat i Bevægelse for, og afgiver for det talrige Publicum, der slingrer derhen, ikke stort meer end Stof for et Vaudevilletheater. Det forekommer os, at Kjøbenhavn med sin store nye Politiehær eller rettere ved dens Bebyrdelse med en Uendelighed af Smaating, om at gaae rigtigt paa Fortouge osv., Ting der jævne sig bedst selv, kun har skaffet sig en social og pecuniair Byrde paa Halsen. Og naar Sligt først skal controleres, saa bliver der en Uendelighed at bestille og bliver der aldrig Politie nok. Det nærv. nye Politie stønnede jo ogsaa strax under Vægten af saa megen Passen paa, Visen fra Fortouge og andre vigtige Bestillinger, at Flere truedes med tidligt at blive invalide i Tjenesten. Det allerede talrige Personale kan nu heller ikke slaae til og det heed sig allerede i flere Blade, som have deres interessante Føde af Tjenestepigers Torvekurve osv., at Politiemandskabet nødvendigt maatte forstærkes med 100 Mand til. Det har dog været overdrevent, skjøndt det nok snart naaer dertil, naar Politiet saaledes skal være Allemands Paapasser og i Hælene paa Alle. Det seer slet ikke engang noget pynteligt ud for den frie Tid, om saa end Politiepersonalet er nok saa pyntet og nok saa høfligt, at en Hovedstad skal saaledes beleires med Politie og staae under Politiets specielle Tilsyn for lutter Smaatings Skyld, der ikke ere en Bønne værd. Formodentlig har det generet Directeuren selv at vise Indretningens brøstfulde Mangfoldighed ved at forlange Politiehæren saa hurtigt forøget i det Store, thi det kommer nok. Efter Flvp. har imidlertid, da det har viist sig, at det hidtilv. Antal Betjente ikke er tilstrækkeligt til at "fyldestgjøre Tjenesten", Politiedirecteuren andraget hos Magistraten om en Forøgelse af korpset (foreløbigt) med 20 Betjente. Denne Sag vil blive forhandlet i et af Borgerrepræsentanternes første Møder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. august 1863).

Maler, fabrikant, legatstifter Vilhelm (Laurids Vilhelm) Pacht (1843-1912): Fra den offentlige politiret. Nytorv, København. Det kongelige BibliotekDet kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Artiklen kunne være blevet til efter at have læst et tilfældigt udvalg af sager fra politiretten. Jeg har fra Dagbladet i 3. kvartal af 1863 tilfældigt udvalgt nedenstående. Om ikke andet giver de et ganske morsomt indblik i Københavns dagligliv - ikke ulig den som er beskrevet i Politivennen:

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(Første Afdeling, Assessor Holmblad)

blev sat igaar Middags Kl 12.

1) En Pige, som ikke havde anmeldt Forandring af Kondition, erlagde herfor en Bøde af 1 Rdl.

2) Assistent ved Rigsdagens Bureau Semberg var mødt som Vidne i Sagen mod Værtshuusholder Hansen for Nattesæde (s. Mandagsmødet) Det viste sig, at Hr. Sembergs Stilling til Sagen var bleven urigtig opfattet; han havde blot, da han nogle Minuter over Kl. 17 forlod Hansens Lokale, gjort vedkommende Betjent opmærksom paa, at der nede i Kjælderen sad en beskjænket Person, som ikke vilde kunne gaae hjem alene; derimod havde han aldeles ikke angivet Noget om de Herrer, der Kl. 12 3/4 blev lukkede ud af Stedets Gadedør. Saavel Hansen som hans Opvarter maatte iøvrigt indrømme at have havt Gjæster Kl. 12½, og Sagen blev i Henhold hertil sluttet med en Advarsel for første Gang begaaet Nattesæde.

3) Leieren til den i forrige Retsmøde omhandlede Kostald i Larsbjørnstræde, hvorfra der var øst Urin ud i Gadens Rendesteen, havde nu indfundet sig. Paagjældende Leier, Høker P. Petersen, meente, at det egenlig var Huusværtens Sag at skaffe Urinen bort; men da han ikke vilde, havde Petersen, eller rettede sagt hans Gaardskarl, øst den ud i Rendestenen. - Dommeren: "Men det maa De ikke. Urinen skal kjøres bort i lukkede Vogne." - Tiltalte: "Det kan jeg ikke, det kan Ingen i Kjøbenhavn." - "Saa maa De lade være at holde Køer " - "Det vil jeg heller ikke mere; giv mig bare en skikkelig Frist til at faae dem solgte " - Dommeren spurgte ham nu, om han vilde rette for sig i Mindelighed med 2 Rdl., men derpaa kunde han slet ikke indlade sig, da han fandt det ubilligt, at Loven skulde komme til Anvendelse paa ham alene i det hele Kjøbenhavn. Som Følge deraf blev Mulkten ved Dom fastsat til 5 Rdl.

4) En Tjenestekarl, der havde kjørt et Læs Køgjødning, blandet med Menneskeexkrementer, oplyste, at Læssets Indhold var taget i Dr. med. Ballins Gaard, hvor Latrinen skal staae i Forbindelse med Gjødningkulen. Sagen blev udsat, for at det kunde undersøges, om den burde rettes imod Dr Ballin eller dennes Kudsk, med hvem Aftalen om Gjødningens Bortkjørsel var truffen.

5) Derefter afsløredes til Auditoriets store Moro en vidtforgrenet Sammensværgelse, der kom til Udbrud paa Østergade den 23de ds. om Formiddagen. Som Implicerede stod for Skranken et rigt Udvalg af kjøbenhavnske Tjenestepiger - dog kun een for een - der ifølge Rapporterne alle havde været Bestemmelsen om Torvekurve overhørige samt besvaret Betjentens Spørgsmaal, om de ikke kjendte bemeldte Forbud, med et høit og tydeligt Ja. De tiltalte Damer mødte imidlertid ikke, som det sig rette Sammensvorne egner og anstaaer, deres Skjæbne med modigt Blik og løftet Pande; enhver havde sin Undskyldning at forebringe, der undertiden var snurrig nok Dommeren hævede Sagerne med en indstændig Advarsel imod Gjentagelse; kun eet Tilfælde faldt, paa Grund af de dermed forbundne særegne Omstændigheder, ud til en Bøde paa 1 Rdl

6) En Sag imod Grosserer Owen for Bortkjørsel af Natterenovation i mangelfulde Vogne blev paa Grund af Hr. Owens Fraværelse fra Byen udsat.

7) Gjæstgiver Hansen var tiltalt for det næsten utrolige Svineri, der ifølge den oplæste Rapport i flere Aar har gaaet i Svang i hans Eiendom paa Vesterbro. Af den store Mængde malpropre Enkeltheder kan blot fremhæves, at Tiltalte aldrig pleier at lade Indholdet af sit Lokum bortkjøre, men skyller det ud i Rosenaaen (!), samt at han, da der endelig forleden blev foretaget en Oprensning, lod Menneskeexkrementerne føre hen i den til Kogjødning bestemte Kasse, og det paa en saadan Maade, at Gaarden var overstrøet med vedkommende Substants, som forpestede baade den og Nabogaardene med sin ulidelige Stank. Af Tiltaltes Yttringer i Retten fremgik det dog, at det egenlig var ham, der troede at have Grund til Klage; hans Nabo havde nemlig stoppet Vandafløbet for ham, saa at hans Lokumskule i et stærkt Regnskyl var løbet fuld, og det var ene og alene denne Oversvømmelse, der havde foranlediget Oprensningen; ellers skulde det nok have faaet Lov til at blive i den Skik, hvori det havde været fra Arildstid. Udflytningen i Rosenaaen nægtede han ikke, saa at dette Faktum synes at forholdt sig rigtig. Han slap med den som Dommeren selv bemærkede, særdeles lempelige Bøde af 2 Rdl.

8) En Sag angaaende Brændeskjæring paa Gaden bortfaldt, da Oehlenschlägersgade, hvori Begivenheden var passeret, efter de fremkomne Oplysninger maa betragtes som privat.

9) En Værnepligtig, der var udebleven fra 2 Sessioner uden lovligt Forfald - han havde "manglet Klæder" - idømtes en Bøde af 20 Rdl

10) En Sag imod en Kone fra Ladegaarden for Betleri og Løsgjængeri henvistes til den samlede Rets-Afgjørelse

Retten hævet Kl. 2 1/3.

(Dagbladet 30. juli 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(anden Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat igaar Middags Kl. 12.

1) Urtekræmmer Møinichens Sag (see Tirsdagsmødet) blev fremdeles udsat, indtil der kunde komme Besked fra Sundhedskommissionen paa et Andragende om at maatte lade Kourinen lede i Rendestenen, hvilket det var Tiltaltes Agt at indgive.

2) Herefter foretoges en lang Række aldeles eensartede Sager angaaende utilbørligt Vandspild, i hvilke vedkommende Huusværter vare indkaldte, medens Skylden, som det oplystes, i Regelen laae hos "de Pokkers Tjenestepiger". Frivillige Bøder paa 2 Rdl. erlagdes af Muurmester Arentzen ved Nørrevold, Kommandeur Petersen paa Østerbro og Sproglærer Schorn paa Nørrebro. De øvrige Sager udsattes, deels for at udfinde de rette Skyldigt, deels for at føre Vidner.

3) Af de til Torvekurve-Sammensværgelsen af 23de ds. henhørende Tjenestepiger (see Gaarsnummeret) stod atter fire for Retten. Dommeren bemærkede, at det nu var paa Tide at qaae strengere tilværks imod denne forseelse og mulkterede de tre af Pigerne paa 4 Mk, som de alle frivillig erlagde, den ene dog med den Bemærkning, at det var "lovlig Meget for første Gang"; den fjerde, en ældre Kone, slap paa Grund af særdeles formildende Omstændigheder med en Advarsel.

4) En Vognmand, der havde kjørt med en - forøvrigt laant - Vogn uden det befalede Nummer, er lagde herfor 1 Rdl

5) fra Grosserer Schmidt i Amaegali de [Amaliegade, Red.] var der gjort Anmeldelse om, at Droschkekudsk Sørensen havde gjort sig skyldig i Overskridelse af Droschketaxten. Efter hvad der oplystes, havde Hr. Schmidt i Følge med tre andre Herrer en Aften udenfor Tivoli beordret Kudsken til at kjøre dem ud i Amaliegade. Hertil var han ogsaa villig; men da han hørte, at han skulde holde paa Kongens Nytorv for at sætte den ene Herre af, forlangte han 3 Mk. for Touren. Dette vilde Herrerne ikke give, og der opstod da en Strid, i hvilken Kudsken forhøiede sin fordring til 4 Mk, da han maatte ansee det for en dobbelt Tour, naar der skulde holdes paa Veien. Dommeren: "forsaavidt der ikke kjøres nogen Omvei, er det kun en enkelt Tour. Taxten indeholder Intet om, at Touren i dette Tilfælde skal betragtes som dobbelt." - Kudsken: "Nei, men der staaer heller ikke Noget om, at man skal holde paa veien. Det tager Tid; sommetider kan det vare over et Kvarteer, naar der skal bydes baade farvel og Godnat." - "Kjendte De da ikke en ganske lignende Sag, hvori en Kudsk forleden blev mulkteret heroppe?" - "Jo, men det var ikke rigtigt (Munterhed). Det er ogsaa Publikumets Mening, at det er to Toure, naar man skal holde, det har jeg selv læst i Avisen." - "Her kommer det ikke i Betragtning, hvad der har staaet i Avisen. I hvilken Avis stod det forøvrigt?" - Kudsken fremtog nu et udklippet Stykke af "Folkets Avis", hvori det unægtelig hed, at "det er en almindelig antagen Mening blandt Publikum, at naar en Droschke standser underveis, er Kudsken, selv om han ikke har kjørt nogen Omvei, berettiget til at forlange Betaling for to Toure", medens Bladet forøvrigt udtrykkelig erklærede sig imod denne Menings Rigtighed. Kudsken blev i Henhold til Bekjendtgjørelsen af 15.de Juni 1857 idømt en Bøde af 1 Rdl. Det kan saaledes nu ansees for at være slaaet fast, at en Droschkekudsk er pligtig til at holde underveis uden forhøiet Betaling, ialfald naar ingen Omvei eller Tidsspilde herved foranlediges.

(Sluttes).

(Dagbladet 31. juli 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(anden Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat i Lørdags Middags Kl 11

Et Par fra et tidligere Retsmøde udsatte Vandspildssager afgjordes i dette Møde med Advarsler, medens en lignende Sag imod Fjerhandler Amsel Meyer udsattes til nærmere Oplysning. Tiltalte havde nemlig ikke seet sig istand til at producere et af ham paaberaabt Vidne, da dette hverken havde Støvler eller Klæder at tage paa. Iøvrigt oplyste Hr. Meyer, at den hans Post tilføiede Beskadigelse, som havde foranlediget Vandspildet, hidrørte fra et i Huset mellem Beboerne opstaaet Slagsmaal, idet en Kone, formodenlig den tabende Part, i sin Ærgrelse havde ladet sin Harme gaae ud over den uskyldige Post.

En Sag imod Droschkekudsk Jens Peter Thorbensen, som tiltaltes for ikke at have villet modtage en Dames Bestilling paa en Tour fra Jernbanestationen, hævedes, da Kudsken oplyste, at Damen ikke havde efterladt noget Pant hos ham, der kunde sikkre ham Betaling, hvis den forventede Reisende muligviis ikke kom. Vedkommende Betjent antog rigtignok, at hans Bemærkning til Kudsken: "Nu er Du bestilt", maatte være denne Sikkerhed nok, men Dommeren fandt dog ikke, at heri laae nogen Tilkendegivelse af, at Betjenten i paakommende Tilfælde af sin egen Lomme vilde erstatte Kudsken Betalingen. 

- Ifølge Skrivelse til Magistraten fra Oldermanden for Slagterne, Meyer, var Høker Thomsen i Klosterstræde tiltalt for uberettiget Næringsbrug og Overtrædelse af Sundhedsvedtægten Efter en længere Forhandling lykkedes det at faae Tiltalte til at indrømme, hvad der ogsaa oplystes ved tvende tilkaldte Vidner, at han uden forudgaaet Bestilling fra sin Butik havde udsolgt Lammekjød, samt at denne Butik i høieste Grad havde manglet den nødvendige Ventilation. Tiltaltes Forsøg paa at knibe ud ved at henholde sig til, at Næringsloven tillod ham at handle med "alle Landets Produkter", holdt ikke Stik imod den ubehagelige Tilføielse: "som ikke have undergaaet nogen haandværksmæssig Behandling", og ligesaa lidt kunde det frie ham, at han betragtede sig som en Slags Kommissionair for sin Søn, der som Styrmand foer med et Dampskib paa Jylland, hvorfra han hentede Lammene. Tiltalte erklærede sig endelig villig til i Mindelighed at bøde 5 Rdl, idet han sørgmodig bemærkede, at han i denne Sag for sin Søn kun havde havt "Udgift og Ulejlighed". For at trøste ham erindrede Dommeren om, "at man saa ofte kommer til at betale for sine Sønner".

- Droschkekudsk Christian Jensen, som var tiltalt for at have røget en Cigar, medens han kjørte for et Selskab, anførte til sin Undskyldning, at "Herren selv havde kiøbt en Cigar til ham og befalet ham at ryge den." Skjøndt han godt vidste, at hans Instrux forbød ham og hans Lige slige Nydelser under Kjørslen lod han dog, som om han ikke kunde begribe Andet, end at han var ligesaa forpligtet til at ryge som til at kjøre, naar "Herren befalede det". Efter gjentagne Forsøg paa at gjøre Jensen Forskjellen indlysende mellem lovstridige og ikke lovstridige Befalinger, idømtes han, som ikke i Mindelighed vilde rette for sig, en Bøde af 1 Rdl., hvorpaa han efter et uheldigt Forsøg paa at være næsviis forsvandt af Retten

- Tvende fra tidligere Møder udsalte Sager imod Urtekræmmer Vogt og Grønthandler Petersen, som tiltaltes for ikke at have holdt to udenfor deres Bolig anbragte Gaderister tilstrækkelig rensede, erholdt i Lørdags deres Afgjørelse, hvorved der for Politirettens Vedkommende er skabt et Præcedens for den fremtidige Afgjørelse ef bet noget tvivlsomme Spørgsmaal, hvem det borgelige Ouus paaligger til enhver Tid at sørge for, at Gaderisterne, hvoraf nogle overordenlig let tilstoppes, findes i ordentlig Stand. I de gode gamle Dage, da Politiet gik med Stok, hvilede denne Byrde ikke saa haardt paa Borgerne, eftersom Betjentene dengang vare saa venlige, naar de kom til en tilstoppet Rist, at giøre denne reen ved at pirre lidt ved den med Stokken. Nu da dette Attribut er frataget Ordenens Haandhævere, kunne disse med deres bedste Villie ikke hjælpe paa denne Ulempe. Af den Betænkning, som Politidirekteuren og Magistraten havde afgivet i dette vigtige Spørgsmaal, fremgik det, at bemeldte Autoriteter vare enige om at paalægge Grundeierne eller dem, hvem Gadefeiningen paalaae, Forpligtelsen, men Magistraten havde tillige gjort opmærksom paa, at Sagen formeentlig bedst kunde ordnes derved, at Politiet gav Kjelderfolkene, som havde mindst Uleilighed ved og størst Interesse af at holde Risterne rene, et Tilhold i saa Henseende. De tiltalte Kjelderfolk, imod hvem de indklagede Sager iøvrigt hævedes, syntes ikke at være tilfredse med Magistratens Sidstanførte, og Dommeren raadede dem derfor til at tale med Politidirekteuren om Sagen eller hensætte en Stok i deres Butiker, som de patrouillerende Betjente kunde gaae ind og tage for dermed at rense Risterne, dog at de strax satte Stokken fra sig igjen.

- En Sag imod Kartoffelpranger Friedrich Vilhelms, som havde holdt 1 Time i Amaliegade for at sælge sine Kartofler, udsattes, da Tiltalte ikke var mødt.

- Retsmødet sluttedes med en Sag af alvorligere Beskaffenhed Det var den af Bladene for nylig omtalte Tyvebande, bestaaende af 7 Piger i Alderen fra 9-16 Aar, som nu fremstillede sig for Dommeren. Først kom Søstrene Thora 13 Aar, Caroline og Helga Vilking respektive 11 og 9 Aar. derpaa den for Tyveri i Slagelse med Riis tidligere straffede Jutta Adelaide Hansen og den ligeledes straffede Anna Alslev (12 Aar) og endelig Søstrene Jensine og Louise Madsen, 13 og 16 Aar gamle, af hvilke den Sidste, som henligger paa Ladegaarden, for 2 ½ Aar siden er straflet for Tyveri med ti Ugers Fængsel. Af Forhøret til "Grundlovs-protokollen" saavelsom af det nu af Dommeren anstillede Forhør fremgik det, at samtlige Tiltalte i den senere Tid deels have forøvet, deels været behjælpelige med at udøve Lommetyverier. Skuepladsen for disse i Ledtog med hverandre staaende Smaapigers manuelle Virksomhed har navnlig været Frederiksberg, Alhambra og Tivoli, en enkelt Gang ogsaa Charlottenlund og Kongens Nytorv under Vagtparaden, paa hvilket sidste Sted den 9aarige Helga blev greben, netop som hendes Haand befandt sig i Lommen paa en slesvigsk Madame. Under det langvarige Forhør, som med stor Mildhed holdtes af Dommeren, røbede de smaa Tyve ligesaa megen Forstand og Koldblodighed i deres Svar som tidlig Fordærvelse. Kun Helga brast engang i Graad, men hun kom hurtig til sig selv og forraadte senere ved sit fornøiede Ansigt, at hun nærmest betragtede hele Scenen som et Skuespil, i hvilket hun havde en Rolle. Under Forhøret oplystes det vel ikke, at Børnenes Mødre havde nogen direkte Andeel i Tyverierne. - Dommerens Spørgsmaal herom benægtedes med Bestemthed af samtlige Smaa - men der fremkom dog saa  mistænkelige Momenter, ligesom det tilstodes, at Søstrene Vilkings Moder havde givet disse et Tiggerbrev at løbe med, at Sagen, udsattes til nærmere Oplysningers Erhervelse.

Retten hæves 3½.

(Dagbladet (København) 24. august 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(første Afdeling, Etatsraad Gudenrath)

blev sat igaar Kl 12

En tidligere behandlet Sag imod Sandhandler Jensen foretoges atter igaar. Sagen var bleven udsat, fordi der var opstaaet Tvivl om Beskaffenheden af Sandhandlerens mentale Tilstand, og for at klare denne havde Retten indhentet Oplysninger om dette Punkt fra de Folk, hos hvem Jensen boede og i den nærmest forudgaaede Tid havde boet tilleie. Ifølge disse er Sandhandler Jensen i Besiddelse af sin Forstand, men ligesom han i normal Tilstand er en brav og fredsommelig Mand, saaledes bliver han efter Nydelsen af Spirituosa i høi Grad ustyrlig og ubehagelig for sine Omgivelser. Jensen idømtes derpaa for den begaaede Forseelse (uforsvarlig Kiørsel) en Bøde af 5 Rdl.

- Vognmand Thorsen havde igaar medbragt den Vandmand, hvis Vidnesbyrd han havde paakaldt i den mod ham anlagte Sag for at have ladet sin Vogn staae uden Tilsyn. Af Vidnets Forklaring, som ikke kunde modsiges af Betjentene, fremgik det, at Thorsen, medens han selv var gaaet bort fra sin Vogn, havde faaet ham (Vidnet) til at passe Vognen, som han først forlod, da Thorsen kom tilbage. I Henhold til denne Forklaring hævedes Sagen mod Thorsen.

- Peter Nielsen betalte 2 Rdl for at have kjørt uforsvarlig stærkt gjennem Holmensgade.

- Anders Esbensen fra Amager betalte 1 Rdl. for ikke at have fraspændt Skaglerne paa sit Kjøretøi, da han forlod det.

- Færgemand Salomonsen, Fisker Jensen og Jens Peter Larsen tiltaltes for Gadeuorden, men de tilveiebragte Oplysninger gjorde det kun sandsynligt, at de Tiltalte havde gjort sig skyldige i det paaklagede Forhold, og Dommeren hævede derfor Sagen med en Advarsel. 

- Jens Larsen, henhørende til Protokollen over mistænkelige Personer, tiltaltes for ikke at have efterkommet det sædvanlige Tilhold fra Politiet, hvis Overtrædelse har Løsgjængeristraf tilfølge. Larsen, som tidligere er straffet, vedgik, at han ikke havde meldt sig til den ovennævnte Protokol, men erklærede, at Grunden hertil var, at hans Arbeidstid ikke tillod ham at indfinde sig ved Protokollen til den fastsatte Tid. Han idømtes nu 18 Dages Tvangsarbeide i Kiøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt.

Retten hævet Kl. 1 3/4

(Dagbladet 10. oktober 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret.

(første Afdeling, Etatsraad Gudenrath)

blev sat Mandag Kl l2.

Frugtsælgersken Madame Arvesen fik i dette Møde sin Dom for Gadespærring og Opsætsighed imod Politiet, og den lød paa en Mulkt af 2 Rdl. foruden Sagens omkostninger. 

- Derpaa fremstillede sig Grønthandler Knigge, som i forrige Møde tiltaltes for uberettiget Næringsbrug. To Vidner vare mødte, som efter megen Anstrengelse kom tilende med en Forklaring, der gik ud paa, at de i Knigges Lokale havde delikateret sig med Frikadeller for 6 Sk. og Klipfisk med Kartofler, foruden Brændeviin til 3 Sk for en halv Pægl. som dog blev hentet fra andre Steder. Til denne Forklaring gjorde Knigge ingen Indvendinger, hvorimod Værtshuusholderkorporationens Formand erklærede, at han i fornødent Fald kunde skaffe flere Vidner. Dommeren fandt imidlertid dette overflødigt, og Sagen blev optagen til Dom, som vil falde paa Onsdag.

- Værtshuusholder I. Petersen paa Kjøbmagergade tiltaltes for Mælkeforfalskning. Ved en Undersøgelse forefandtes en Beholdning af Mælk forfalsket ved en Tilsætning af en Tiendedeel Vand. Medens Undersøgelsen fandt Sted, saae Konen sit Snit til at kaste en større Deel uforfalsket Mælk i den forfalskede, hvorved Forfalskningen naturligviis fremtraadte mindre tydelig. Saavel Manden som Konen, der tidligere have betalt Bøder for dette Forhold, modsatte sig Mælkens Udkastning i Rendestenen, og den Fuldmægtig, som mødte i Retten, var heller ikke meget villig til at gaae ind paa Dommerens Tilbud om at afgjøre Sagen ved en frivillig Mulkt paa 15 Rdl. Endskjøndt Dommeren gav Fuldmægtigen et kort Exposé over Gjentagelsens Betydning med Hensyn til Bestemmelsen af Straffegraden, turde denne dog ikke gaae ind paa Tilbudet, hvorimod Petersen selv, som imidlertid kom tilstede i Retten, efter længere Tids Betænkning, og efterat det var oplyst, at han havde budt Betjentene Penge for at tie stille, endelig erlagde de 15 Rdl., hvormed Sagen hævedes. 

- Værtshuusholderske Madame Nielsen havde havt Dands i sit Lokale til Musik, som udførtes af to Damer. Madamen forklarede, at der kun havde fundet en tilfældig Svingom Sted, og Dommeren gav hende derfor en Advarsel, hvormed Sagen hævedes.

- Restaurateur Kayser erholdt for Nattesæde, begaaet første Gang, den lovmæssige Advarsel. 

- En Urtekræmmer Brandt tiltaltes for at have udlaant en ujusteret Halvtønde til Handelsbrug. Han bemærkede hertil, at Tønden ikke tilhørte ham, men at han ved en Fejltagelse havde faaet den istedetfor sin egen lovlig justerede Halvtønde, som var laant ud til en Baadfører Bentsen. Nu havde hans Folk laant den ujusterede Halvtønde ud, uden dog at være vidende om dens mangelfulde Tilstand. Sagen blev derfor udsat for at Bentsen, som for Øieblikket ikke er i Byen, kunde komme tilbage.

- En Politirapport gav udførlige Oplysninger om et brutalt Overfald paa Gaden, udført af en Hestehandler Peter Nielsen, som tidligere er straffet med 24 Timers Vand og Brødstraf, paa en Jernhandler Madsen uden nogen Foranledning fra dennes Side. Madsen var først bleven udskjældt for en Kludesamler, dernæst knipset paa Næsen og endelig slaaet til Jorden, inden det var muligt at skaffe Politiassistance tilveje Denne Rapport, hvis Rigtighed bekræftedes af to Vidner, modsagdes af Nielsen, som benægtede at have slaaet Madsen. Vidnerne beedigede imidlertid deres Udsagn, og i Henhold til dette vil der paa Onsdag falde Dom i Sagen. 

- Retsmødet sluttedes med en Sag, anlagt imod en Skomagermester, som i beruset Tilstand paa Christianshavn havde gjort sig skyldig i Uanstændigheder paa offenlig Gade. Tiltalte paaskjød Uvidenhed om, hvad der var passeret, og for at erholde de fornødne Oplysninger om Graden af hans Drukkenskab udsatte Dommeren Sagen til paa Onsdag.

Retten hævet Kl. 1 3/4.

(Dagbladet 27. oktober 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret.

(2den Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat Tirsdag Kl. 11.

Viinhandler Petersen tiltaltes for at have foranlediget Gadespærring udenfor sin Eiendom ved at henlægge Foustager osv. sammesteds. Petersen undskyldte sig med at han i lang Tid uforstyrret havde fulgt denne Praxis, og at den havde sin Grund i det ualmindelig ringe Gaardsrum, som fandtes i Stedet, Han erkjendte imidlertid, at Forholdet i og for sig var utilbørligt, og afgjorde derfor Sagen i Mindelighed ved at erlægge 5 Rdl. i Bøde.

- Fabrikarbeider paa Ladegaarden Betz fremstilledes atter igaar, og de citerede Vidner afgav nu en Forklaring ifølge hvilken Tiltalte maatte ansee, for overbevidst om at have gjort sig skyldig i Gadeoptøier, tilladt sig saavel verbale som reelle Injurier imod Politiet og endelig at have forladt Ladegaarden uden Tilladelse. Det oplystes vel samtidig, at Betz havde været i høi Grad beruset ved den omhandlede Leilighed, men uden at hans Tilstand dog kunde siges at udelukke Tilregnelighed. Efterat Vidnerne havde aflagt Ed, blev Sagen udsat til paa Torsdag, for at det kunde oplyses, om Betz ikke havde forvansket Noget af det Ladegaarden tilhørende Tøi.

- Jacob Sørensen blev paa vedkommende Værts Foranledning forleden af Politiet udviist af en Beværtning i beruset Tilstand. Denne gjorde ham saa ustyrlig, at Betjenten maatte rekvirere Assistance hos to Bybude, der imidlertid af Sørensen kastedes om paa Gaden, hvorpaa der kom endnu en Betjent til, som i Forening med sin Kollega bragte Sørensen til Stationen. Her opførte han sig saa balstyrig, at den fungerende Overbetjent lod ham iføre Spændetrøie. Hele denne Scene, som naturligviis havde foranlediget et stort Gadeopløb, var paa forskjellige Maader forbunden med Opsætsighed imod Politiet. Sørensen havde egenlig kun den sædvanlige Undskyldning, at han var beruset og halvt forstyrret i Hovedet, men hans Undskyldninger vare Præget af Oprigtighed, og det bekræftedes ogsaa af Vidnerne, at Tiltalte var i høi Grad beruset. Som Følge heraf tilbød Dommeren Sørensen at afgjøre Sagen ved en Bøde paa 5 Rdl., og herpaa gik denne ind, hvorpaa Sagen hævedes.

Retten hævet Kl. 12½.

(Dagbladet 29. oktober 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret.

(2den Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat TorSdag Kl. 12.

Fabrikarbeider Betz erholdt sin Dom for uden Tilladelse at have forladt Ladegaarden, gjort Gadeoptøier og udskjældt Politiet. Dommen lod paa 30 Dages Tvangsarbeide foruden Sagens Omkostninger.

- En Sag, som var anlagt mod Gaardmand Nielsen i Eiby for Mælkeforfalskning, og som for længere Tid siden flere Gange er bleven behandlet i Retten, men udsattes paa Tiltaltes Begjæring, for at en kemisk Undersøgelse kunde foretages med Mælken, kom atter for igaar. Den kemiske Undersøgelse havde imidlertid i dette Tilfælde bekræftet Mælkeprøvernes Paalidelighed, og det omspurgte Kvantum Mælk var erklæret for afskummet. Nielsen og hans Hustru vedblev alligevel at forsikkre om deres Uskyldighed og bad mindelig om at maatte komme til at gjøre Ed. Dette kunde naturligviis ikke indrømmes dem, og da de Tiltalte ikke vilde bidrage til Sagens mindelige afgjørelse, gik der Dom i denne, hvorved Nielsen tilfandtes at betale 2 Rdl. i Bøde foruden 10 Rdl. til den kemiske Undersøgelse. Værtshuusholder Petersen, hos hvem den forfalskede Mælk var forefunden, idømtes en Bøde af 1 Rdl., hvorhos begge Tiltalte have at tilsvare Sagens Omkostninger. Efterat Dommen var falden, protesterede Nielsen endnu engang, og Dommeren gad ham da det Raad, hvis han ikke fandt sig tilfreds med Udfaldet. at ansøge Justitsministeriet om Bevilling til at appellere Sagen eller om Eftergivelse af Mulkten. Nielsen syntes ikke utilbøielig til at benytte dette Raad, idet han forlod Retten med den Bemærkning, at han "ikke frygtede noget Menneske".

- En tidligere behandlet Sag imod en Ølkudsk Hans Andersen for at have ladet sit Kjøretøi staae uden Bevogtning foretoges atter igaar. Hans havde til sit Forsvar hidkaldt tre vidner, men ved nærmere Eftersyn viste det sig, at disse, af hvilke den Ene var en Broder til Tiltalte, ikke duede meget. Da to Betjente paa den anden Side beedigede deres Udsagn, idømtes Hans en Bode paa 2 Rdl

- Den 13-arige Jensine Madsen, som i Slutningen af August d. A. i Forbindelse med flere andre Smaapiger dømtes for Lommetyveri, tiltaltes nu atter for den samme Forbrydelse. Jensine havde af en Kones Kjolelomme paa Kjøbmagergade stjaalet en Pengepung, i hvilken der dog kun fandtes ½ Skilling. Hun angav som Motiv til Tyveriet, at hun led Sult, og hendes Moder bekræftede, at det hjemme var meget smaat, og at Fattigvæsenet ikke vilde understøtte dem. Dommeren bemærkede, at dette Motiv, dets Sandhed ogsaa forudsat, saameget mindre ganske kunde diskulpere Jensine, som hun for kort Tid siden havde undergaaet en Straf, der burde havde været en Advarsel for bende. Han henviste Moderen til at ansøge Justitsministeriet om Benaadning, men erklærede for sit Vedkommende at ville optage Sagen til Dom. Denne lod paa Straf af Riis i to Dage med 20 Slag daglig.

- Derpaa foretoges flere Sager for ulovlig Omløben med Uldvarer. I Sagen var der tilstillet Retten et anonymt, tildeels ulæseligt Brev, hvis Indhold gik ud paa at oplyse Politidirekteuren om, at den Ret, som enkelte Egne i Jylland formenes at have til ved Salg fra Huus til Huus at afsætte visse Uldvarer, der betragtes som Huusflidsvarer, i høi Grad misbruges ved Sammenblanding af andre Varer og i og for sig er skadelig for de næringsdrivende Manufakturhandlere. Spørgsmaalet dreiede sig om, hvorvidt de paagjældende Varer kunde siges at være Huusflidsarbeide eller ikke, og om dette Spørgsmaal erklærede Dommeren at ville korrespondere med Amtmanden i Ringkjøbing for at faae at vide. hvad der i de forskjellige Herreder var den gjældende Anskuelse om Begrebet Huusflid. Da Dommeren var kommen saavidt, oplyste en tilstedeværende Manufakturhandler Jensen, at der vistnok paa flere af de vævede Varer fandtes Viborg Tugthuus Stempel, og at saadanne Varer dog ikke kunde betragtes som Huusflidsgjenstande. Ved at see Pakkerne efter fandtes virkelig dette Stempel paa enkelte Gjenstande, men de Tiltalte erklærede, at Stemplernes Lighed var tilfældig. Dommeren udsatte da Sagerne i Henhold til sin tidligere Udtalelse.

- En Guldsmedsvend Jensen, som boede hos Skræddermester Bastiansen, tiltaltes for uforsigtig Omgang med Lys og Ild. Jensen synes at dele den almindelige Tilbøielighed til at læse ved Lys om Aftenen i Sengen, medens han ryger sin Aftenpibe, og det oplystes, at Bastiansen oftere har advaret ham om at lade denne særlige Vane fare. Omsonst; en Tidlang gik Alting mærkværdig nok godt, men en Aften faldt Jensen isøvn under den dobbelte Paavirkning af god Tobak og daarlig Lekture, og de sørgelige Virkninger heraf vare da, at der gik Ild i en fortræffelig, Bastiansen tilhørende Dyne, i hvilken der brændte et Hul paa en halv Alen i Diameter. Da Madame Bastiansen om Morgenen som sædvanlig bragte Guldsmedsvenden hans Kaffe med en Bolle, fandt hun ham i den fyrigste Tilstand, som ved Synet af den ulmende Dyne hurtig forplantede sig til Madamen og hendes Ægtemage. Jensen maatte møde for Brandkommissionen og erklærede sig villig til at erlægge en Mulkt paa 2 Rdl., men derimod vilde han paa ingen Maade betale Bastiansen 3 Rdl. i Erstatning for Dynen, hvis Betrak og Fyld han meente vare skildrede med altfor levende Farver. Under Forhandlingen for Retten vedblev begge Parter deres Paastande, og Jensen oplyste dertil, at han pleiede at lade Lyset brænde for at holde Musene borte fra sin Seng, og fordi han var bange for, at Ægteparret Bastiansen, som ikke synes at leve det kjærligste Samliv, en Nat skulde falde paa at lade deres gjensidige Vrede gaae ud over ham. Dommeren modtog Jensens Tilbud om at betale den ovennævnte Mulkt, og henviste Bastiansen til et privat Erstatningssøgsmaal.

Endnu foretoges i dette Møde et Par Sager for hurtig Kiørsel og Overtradelse af Helligdagsanordningen, hvorpaa Retten hævedes Kl. 4½.

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(første Afdeling, Etatsraad Gudenrath)

blev sat Fredag Kl 12.

- Droschkekudsk Lars Willumsen fik sin Dom for at have taget uberettiget Holdeplads. Tiltalte, som under Sagens Behandling ikke var mødt, idømtes en Bøde paa 3 Rdl.

- For at have ladet sit Kjøretøi henstaae en Time uden Bevogtning, idømtes Forpagter Jessen en Mulkt paa 3 Rdl., og af to Værtshuusholdere, som tiltaltes for Nattesæde, erholdt den Ene, for anden Gang begaaet Nattesæde, en Mulkt paa 2 Rdl., hvorimod den Anden frifandtes. 

- Snedker Nielsen tiltaltes for at have modtaget i Logis siden den 23de September et offenligt Fruentimmer uden at gjøre den fornødne Anmeldelse. Tiltalte vilde først forsøge paa at knibe ud ved at gjøre en fiin Distinktion gjældende med Hensyn til Beskaffenheden af sine Logerende, og dernæst paastaae, at det omhandlede Fruentimmer kun havde opholdt sig hos en hos ham boende Veninde om Dagen, men efter nogle alvorlige Bemærkninger af Dommeren krøb han dog til Korset og erlagde frivillig en Mulkt paa 2 Rdl.

- En lille skikkelig udseende rødkindet Fyr ved Navn Johan Frederiksen tiltaltes for at have overfaldet og slaaet en Dentist. som han en Aften traf i Vesterbroes Alleer. Frederiksen, som paa den Overfaldnes Opfordring til et Par Betjente om at arrestere ham, var bleven anholdt paa Stedet, benægtede at have overfaldet Dentisten og paastod selv at være bleven overfalden uden dog at vide af hvem. Imod denne Forklaring optraadte imidlertid to Vidner, som tilbød at beedige deres Udsagn, og Dommeren oplæste dertil en til Retten indkommen Skrivelse fra Johans Husbonde, som ikke var ligefrem smigrende for den unge Mand. Dommeren tilbød Johan at afgjøre Sagen ved en Mulkt af 5 Rdl., og efterat have faaet 14 Dages Udsættelse med Betalingen, gik Tiltalte ind paa Tilbudet.

Retten hævet Kl. 1 3/4.

(Dagbladet 31. oktober 1863)

Ønsker for Nørrejylland II.

Der er flere gange fremsat det forslag at de sager som henhører under amtmanden som overpolitiretsdommer skulle sortere under landsoverretten fordi det dog er meget let tænkeligt at amtmanden kan være mere eller mindre hildet i sine anskuelser om en sag, især hvis han står i venskabeligt forhold til underdommeren, da han let påvirkes af denne. Det vil ikke falde vanskeligt for den som har noget bekendtskab til provinserne at tænke sig eksempler herpå. For andre læsere som mangler denne kundskab, skal forfatteren dog anføre et sådant. For 3 år siden blev to fæstegårdsmænd af deres herskab indkaldt for en politiret fordi de havde undslået sig for at præstere en affordret køreægt på grund af at turen ikke kunne tilkomme dem eftersom flere af godsets bønder havde kørt langt færre ægter end de. Bønderne vidste meget vel at de ville blive mulkterede for udeblivelsen, men havde alene nægtet at møde fordi de netop ikke ville stævne herskabet at stande til rette for den uorden som fandt sted i hoveriets tid, men selv ønskede sig af herskabet indkaldte for at oplyse denne sag. Uagtet der nu i hoveriforordningen med klare og rene ord findes den bestemmelse at der ved ethvert hoveri skal uddeles billetter til de hoverigørende hver hovdag, og uagtet det under processens gang blev bevist af bønderne at der ingen billetter blev uddelt på dette gods, blev herskabet dog ikke idømt den mulkt som er fastsat for efterladelsen af det nævnte bud. Endvidere! Bønderne blev mulkterede for deres udeblivelse, men herskabet mod al bevislighedernes evidens ganske frikendt, uagtet dog underdommeren i domspræmisserne stadfæstede alle vederpartens påstande. Denne dom stadfæstedes af stedets amtmand.

Dette eksempel har sikkert en utallig mængde analogier som alle mere eller mindre viser nødvendigheden eller dog gavnligheden af en forandring i landpolitiretten der i sin nuværende skikkelse synes vel meget at bære præg af en nutiden fremmed fortidsånd da regeringen mere end tilbørligt stolede på personligheden. Man stolede på de respektive amtmænd, deres relationer til kollegierne blev af disse antaget som trosartikler, og deres fuldmagt blev givet hen i det vage og ubestemte så at de fik adgang til at indblande sig i alle anliggender. Hertil kom at disse amtmænd som oftest var ganske uduelige og uvidende adelsmænd. Hvor skadelig denne amtmandsmyndighed har været, kan man slutte sig til af det liv og den interesse der gav borgerne et værn mod den blotte egensindighed og vilkårlighed hos overøvrigheden, er opstået alle vegne i provinserne. Denne interesse har naturligvis hidtil været sløvet ved deen erkendelse at det ville være unyttigt for den enkelte mand at sætte sig til modværge, da han altid ville savne den fornødne understøttelse hos sine frygtsomme medborgere. Selv den største energi formåede intet mod amtmandens uindskrænkede fuldmagt.

I årene 1800-1806 blev i en provinsstad af amtmanden besluttet anlægget af en ny udkørsel fra byen i en strækning af 1/8 mil, og man fandt for godt for at lette arbejdet og omkostningerne som det hed, at forlænge dette stykke vej ved en krumning så at linjen i alt blev dobbelt så lang, uden dog at strække sig længere fra byen. Alle de indsigelser som blev fremført mod det tåbelige påfund, hjalp ikke. Byen fik en ligeså stor bekostning og desuden vejen gjort dobbelt så lang som ellers, samt tabte tillige den vakre indsigt i byen som den lige vej ville have skaffet. Når man regner at vejen årlig befares af 8.000 vogne eller af 4.000 vogne ud og ind, byens egne iberegnede, så gør dette i 35 år en strækning af 35.000 mil, hvilket vistnok uden at regne de passerendes tidsspilde, kreaturernes tab af mælk osv. alene på vognhjulenes mere slid mange gange for forøget den sum som kunne være medgået til at sætte den vanskeligere, men kortere vej i stand.

Og dog var dette og lignende tilfælde ikke just af de mest slående beviser for egenrådigheden. Man har endog eksempel på at en amtmand har pålagt en byskat til at dække en kæmners kassemangel, dog uden at favorisere denne. Overalt hvor dette og lignende har fundet sted, vil man derfor være så meget mere skønsom for og benytte regeringens sidste kommunallov, og det er ikke at undres over at der allevegne spores en kraftigere borgerånd og større selvstændighed end omstændighederne ellers synes skikkede til at fremkalde. For efter enhver stor og lang slappelse kommer der des kraftigere liv og bevægelse når først vækkelsen er sket. Det må derfor erkendes at det ikke blot er ønskeligt at amtmanden ophører at være politiretsdommer, men at hans ubestemte fuldmagt må få sine mere skarpt afstukne grænser, samt at den gamle skik at besætte disse embeder med adelige måtte ganske tabe sig tilligemed de respektive præliminærer dertil, auscultantvæsenet. Især ville det være heldbringende for Jylland som en fjernere provins der nu er mere overladt til tilfældet en selve regeringen kan ønske. For tilfælde kan man i almindelighed kaldet det om en bby får en dueelig og samvittighedsfuld amtmand, da de personer som får disse embeder, jo som oftest går over fra en stilling som er ganske heterogen for deres nye virksomhed. Det mest hensigtsmæssige ville vist være at justitsråd Ræders (i Horsens) forslag om en overadministration for Nørrejylland oprettedes i analogi med den som eksisterer for hertugdømmerne.

En sådan overadministration ville især have det fortrin at kunne overse hele provinsens anliggender og tarv og måtte derfor også være skikket til at have øje med samme i en langt højere grad end det nu kan finde sted hos et fjernere kollegium, af hvis medlemmer få eller måske ingen af erfaring kender noget væsentligt til Jyllands sande forfatning. I mange bestyrelsesgrene er lokalkundskaben aldeles uundværlig, nemlig især i post- og befordringsvæsen, vejvæsen, toldvæsen og handel osv. At denne lokalkundskab kan fås både hurtigere og mere pålideligt af et provinsialkollegium end af et i København, derom kan ingen tvivle, som har en anelse om hvor let det er i en skriftlig fremstilling og beskrivelse af en sag at gøre hovedsagen til en bisag og at fremføre ubetydelige ting som afgørende omstændigheder. Både i vejvæsen og toldvæsen hersker nu den største dissonans. På flere steder er vejene istandsat, nye afsatte osv. , mens de i de tilstødende amter er i mådelig forfatning hvilket især gælder den sydlige del af Jylland hvor man snart kører på et stykke chausse, snart på en sandvej. Får en amtmand det indfald at sætte vejen i stand, så har hans kollega i det tilgrænsende amt måske i sin visdom fundet at det ikke bør være således, enten fordi han vil forskåne landmændene for den besværlige kørsel, eller fordi han nu engang har sat sig det i hovedet athan ikke vil. Ikke mindre savnes en sådan overadministration i henseende til toldvæsen og handelen.

Jyllands handel lider et uhyre afbræk ved Holstens større forrettigheder og det smugleri som derved foranlediges. Efter omtrentlig angivelse skal der findes 400 landkræmmere hvis forretning består i at smugle udenlandske manufakturvarer over den jyske grænse og siden med sækken på ryggen at gennemvandre hele Jylland lige fra Kongeåen til Skagen. Den forskellige grad af strenghed, hvormed disse landkræmmere efterspores, gør det umuligt for den egentlige købstadhandel at komme i vejret, da kræmmerne kender alle krogveje over marker og gennem skove, hvor de med en tyvs ængstelighed og snedighed ved at undgå landevejen. De har desuden et sikkert tilhold hos bønderne som indbilder sig at de står sig vel ved at handle med dem, skønt de dog som oftest lokkede af den lette pris, bliver bedraget med dårlige varer. Så vidt vides har generaltoldkommeret været betænkt på at anlægge en strengere spærring ved grænsen af Slesvig hvorfra smugleriet sker og i dette øjemed indhentet lokalautoriteternes betænkning, men uden at der i de siden forløbne 10 år er foretaget noget væsentligt derved.

En af de erklærende embedsmænd foreslog at kantonnere et par kavallerieskadroner der. Dette forslag havde fortjent at tages til følge som et sikkert, i det mindste dog som det sikreste middel til at opnå øjemedet. Det ville heller ikke være forbundet med vanskeligheder da der på en strækning af 12 mil er to kavalleriregimenter indkvarteret, så at der i alt kunne haves 8 eskadroner at skifte med. At grænsens særring ville være af uberegnelig gavnlige følger både for Jyllands handel i almindelighed og den københavnske handel på Jylland i særdeleshed, er indlysende. For at Hanborg og de holstenske stæder høster den megen fordel af Jylland, ligger for en stor del i smugleriet. Fandt dette ikke sted, ville varernes pris ikke være højere fra København end fra Holsten. Men især ville de jyske brænderier vinde, mens de under de bestående forhold er dybt sunkne. Brænderierne er i Slesvig afgiftsfri, og som følge deraf er brændevinen langt billigere. Der indsmugles derfor en overordentlig del brændevin til Jylland, mest fra Flensborg.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 337-344). 

Redacteurens Anmærkning.

Del I blev bragt i Politivennen nr. 1323, side 289-295. Denne del er ikke medtaget her på bloggen.

Auscultanter (assessores auscultantes) i Højeresteret var blevet indført ved reskript af 5. september 1738. Hensigten var at den daglige øvelse ved at sidde i Højesteret at uddane personer til med tiden at blive dygtige overdommere mm. Kun sekretærer i kancellitet, assessorer i hofretten og kammer- og hofjunkere kunne blive auscultanter. Fra 1760 var der nedgang i kandidater, og ordningen blev afskattet i 1771 i en kort periode. Se Sophus Vedel: "Den Dansk-Norske Høiesterets Historiee under Enevælden fra 1661 indtil 1790". 1888.

Om de mosaiske Troesbekjenderes Edsfæstelse.

Atter bør man gribe pennen for at gøre de ansvarlige opmærksom på den høje pris der er forbundet med at lade en mosaist aflægge ed efter de lovbefalede ceremonier. Når denne handling for den kristne højst koster henved 3 rigsbankdaler, må man for en mosaist derimod betale 15 til 16 rigsbankdaler.

Vi har før gjort de ansvarlige opmærksom på at retssikkerheden på en måde er i fare når man ved overdreven høje procesomkostninger forhindrer borgerne fra at se deres rettigheder anerkendt. Og dette må vist nok med henvisning til foranførte kunne siges om en edsfæstelse for mosaister.

Vel er det sådan at man ved at indgive ansøgning til højeste ansvarlige en gang imellem kan blive fritaget for at betale. Men når trang eller andre væsentlige omstændigheder ikke soleklart er til stede hos den pågældende, nægtes sådant, og meget ofte.

Har man for eksempel en lille gældsfordring at inddrive, hvortil der behøves et mosaisk vidne for at afgive forklaring, da må man såfremt man vil undgå uudeblivelige indvendinger fra modpartens side lade vidnet edsfæste i Synagogen. Og selvom genstanden kun er 20 rigsbankdaler, koster denne handling som bemærket dog 15 til 16 rigsbankdaler, hvilket almindeligvis ikke bliver godtgjort nogen ved procesomkostningernes betaling. Heraf fremgår det vel tydeligt nok at vi trænger til en reform i denne henseende. Og det er på høje tid denne sker.

Så vidt indsenderen mindes, er der for nogen tid siden foreslået at præsten ved menigheden her i staden der som bekendt nyder en klækkelig løn, og de såkaldte 10 mænd (hvoraf der haves overflødighed ved de i Synagogen ansatte betjente mv. som ligeledes nu er godt aflagt) burde ingen betaling tilkomme. For det møde de i så henseende skulle afgive i Synagogen ligesom man har troet at edsrekvirenten selv burde kunne besørge præsten tilsagt og denne derom videre med sine betjente udstede de fornødne ordres. Herved blev sparet en udgift af mindst 13 rigsbankdaler.

At de juridiske eller gejstlige embedsmænd ved menighederne ikke for længe siden har indset og foreslået denne nødvendige forandring, er ikke så meget påfaldende da de derved ville gå glip af en betydelig indtægt. Men vi vil håbe at også de ønsker at skride frem med tidens oplysning og humanitet og heri såvel som i deres kommunalanliggender ved Repræsentantskaberne indføre en passende tidsorden og et offentlig i pressen besørget forhandlingssystem angående deres finansielle og økonomiske status. Gid også at det ret meget måtte ligge dem på hjerte at gøre deres medborgere af uplettet vandel valgdygtige og valgbare til samtlige repræsentantposter for de mosaiske trosbekendere i Danmark ved at ansøge om en forandring af reglementet af 29 marts 1814 §§ 1-2 og 14.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 421-423)

Redacteurens Anmærkning

Sidstnævnte reglement af 29. marts 1814 er det såkaldte "Jødiske frihedsbrev". Den omtalte § 14 lød sådan:

Da Vi have authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skulle alle, saavel Drenge som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.  

Om Retslocalerne paa Kronborg Birk m.m.

Uden at sætte alt for megen pris på det udvortes, vil den fornuftige mand indrømme at de steder hvor offentlige retshandlinger foregår, navnlig vidner og parter tages i ed, bør have et anstændigt udseende, og man kunne vel ønske at de havde noget til højtidelighed indbydende ved sig. Tager vi retslokalerne på Kronborg Birk i øjesyn, da må vi beklage at disse svarer hverken til denne fordring eller til dette ønske.

Det almindelige ting holdes i skoven tæt ved Esrom Kloster eller amtsstue, i en bygning der mere ligner et bondehus end et tingsted. Selve retsværelset er ikke så indskrænket som lavt og skummelt. Indenfor en skranke står et langt, smalt skænkebord ved hvilket retten holdes, og på begge sider findes dertil svarende bænke hvorimod en yderst simpel armstol for dommeren pryder bordenden.

Politi- og skiftesager foretages for det meste på dommerens kontor i Nødebo. Herimod kunne intet være at erindre, dersom dette kontor blot som sådant så nogenlunde skikkeligt ud, men man tænker sig et næppe mere end 2 meter højt værelse på et par fag med yderst små vinduer. Værelset selv opfyldt af reoler med protokoller og arkivsager samt af nogle svært pakkede pulte, diverse hittegods og andre koster, så at i det højeste 10 tæt ved hinanden stående mennesker kan rummes i dette værelse, og man vil sikkert finde det overdrevet når vi påstår at dette lokale snarere ligner en kælderstue eller vagtstue end retsskriverstuen for et stort kongeligt birk. Men, må vi efter det anførte anse det upassende at benytte dette såkaldte kontor til retslokale, så finder vi det endnu mere betænkeligt at i dette værelse der ligger i en af de fire længder bestående stråtækt bygning, opbevares arkivet, navnlig skøde- og panteprotokollerne for ikke mindre end 18 sogne. *)

Vi kender desværre alt for godt ildens magt i sådanne bygninger, vi ved hvad de nævnte protokoller betyder for manges timelige velfærd, og vi behøver derfor ikke nærmere at fremhæve hvor uforsvarligt det er at lande sådant forblive uforandret.

Ja vist nok trænger de ydre forhold for retsplejen på Kronborg birk til en betydelig reform. Hertil henfører vi også dels et større kontorpersonale så at ekspeditionerne kan ske med behørig hurtighed, dels at arrestforvareren sættes under nøjere kontrol, for når fogeden bor over en mil fra arresthuset, gives lejlighed for denne betjent til at handle efter eget tykke. Herved vil vi naturligvis ikke have forstået eller på mindste måde antydet at vilkårlighed virkelig finder sted for tiden, men vi antager anførte omstændigheder for et tilstrækkeligt motiv til at tænke på forandring.

*) I nr. 906 11. maj 1833 hvor talen er om nogle mangler ved det danske hypotekvæsen, er vedkommendes opmærksomhed blevet henvendt på at der i lovgivningen ikke er foreskrevet det mindste for nogenlunde at sikre sig mod det store tab pantebøgernes tilintetgørelse ved ildsvåde eller andet uheld, ville have til følge, og det forslag gjort at danne et slags duplikatpantebøger af den i sportelreglementet befalede genpart der skal følge med ethvert dokument, som begæres tinglæst, - et lovbud der så vidt vides nu ikke overholdes anderledes end at vedkommende beregner sig kopipenge. - Og at lade disse duplikater henlægges i et eller andet offentligt arkiv. I nr. 970, 2. august 1834 taler også dette blad "med den hillerødske brand i frisk minde", specielt om birkeskriverkontoret i Nødebo som et meget farligt sted til opbevaring for så yderst vigtige protokoller, "der skulle sikre flere hundredes, måske tusinders ejendomsret og velfærd". Men - bis ac ter qvod pulchrum est.

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 549-552).

Om Brændeviinsskjænken ved tinghuse.

Ligesom orden er sjælen hos det enkelte menneske og i familielivet, således er et godt politis ordenshåndhæver også sjælen i enhver stat. Ved at tænke på dette blev indsenderens opmærksomhed henledt på følgende:

Man finder endnu ofte på landet, ja selv i tinghuse ved hovedstaden, et slags værtshushold eller krohold drevet af arrestforvarerne, hvilket fremfor alt synes at fortjene opmærksomhed. Da vidneføringen er af højeste vigtighed for processen, så indses let hvor vigtigt en sanddru vidneføring er for retfærdigheden. Og kan man vente sig sanddru vidnesbyrd aflagt af den rå hob på steder hvor den opholder sig i en slags værtshus før og mellem vidnesagerne? Den dag da almuefolk kaldes for en ret for at aflægge vidnesbyrd, anses altid for en helligdag. Og en helligdag er hos dem synonym med en drikke- og dovnedag. Nogle af de som er tilsagt i retten, drikker fordi de føler sig uskyldige, og tillige af frygt for retten. Og de øvrige fordi de er skyldige og for at drukne den simple rest af samvittigheden ved brændevinen som hos menneskearten dog aldrig ganske vil bukke under uden vold.

Er dette nu sådan - og det tvivler vel ingen på som kender lidt til den praktiske rettergang - hvilken lejlighed frembyder da ikke til fristelse i tinghuse hvor det tillades arrestforvareren at sælge spiritus. Indsenderen har selv haft en sag for retten og i en sådan drikkebule måttet tåle at modparten trakterede hans vidner med brændevin. En ærlig mand som kender lovgivningen, holder sig fra sådant. Men den som ikke kender samme, eller har en uretfærdig sag, gør alt muligt for at vinde. Og hvor udsættes den redelige og retfærdige ikke når vidnerne som skulle oplyse hans sag, enten er bedøvede, overtalte eller vundne ved brændevin.

Det må vel formodes at hvor sådan uskik endnu finder sted, sådant sker for at forøge en knap lønning for fangevogteren. Men det var langt mere værdigt at forøge denne på anden måde, så retfærdighedens forgård ikke skal blive uretfærdighedens.

Gid disse linjer må falde i hænderne på landets brave øvrigheder, og man er forvisset om at de ikke vil være en røst i ørkenen, men at de derimod vil lede til afskaffelsen af uskik som selvom den er forbudt i danske lov, er hævdet ved gammel sædvane og afføder så uberegneligt skadelige følger med sig.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 323-325).

Noget om Selskabet: den borgerlige Harmonie, og dets første Directeur, Thee- og Porcellains-Handler Nielsen.

I februar måned dette år lejede ovennævnte selskab hvori jeg var medlem og direktør, sommerværelser udenfor Nørreport. Lejekontrakten herom blev underskrevet på selskabets vegne, af det første direktør, te- og porcelænshandler Nielsen, som bor på Kongens Nytorv nr. 206 og mig. Nogle indløbende omstændigheder forårsagede at jeg med flere, gik ud af selskabet, og da jeg havde forudbetalt hvad man afkrævede mig, så troede jeg enhver videre forbindelse med samme hævet. Imidlertid måtte jeg nogle dage efter sidste oktober flyttetid til min største forundring erfare at selskabet var flyttet ud af nævnte sommerværelser uden at betale den resterende leje, 100 rigsbankdaler sedler, som værtinden, da hun ikke af førnævnte Nielsen skønt han endnu er selskabets første direktør, kunne få betaling, afkrævede mig. Som en følge af at jeg ikke længere var medlem af selskabet, troede jeg mig ikke pligtig til at opfylde denne begæring. Men da jeg imidlertid fandt det højst uanstændigt at værtinden skulle vente på sin betaling, tilbød jeg ende at betale det halve, når Nielsen ville betale den anden halvdel. Hertil har han formodentlig ikke villet bekvemme sig siden vi begge blev indklaget til Gældskommissionen. Da sagen den 10. i denne måned blev foretaget, lod Nielsen møde med nogle tomme udflugter der kun havde sagens forhaling til hensigt. Ja, han undså sig end ikke ved for at opnå dette lidet hæderlige mål at benytte en vitterlig usandhed. Hans fuldmagt lyder ordret sådan:

"Herved befuldmægtiges Martinus Wiertz til på mine vegne at møde i foromstående sag. Men jeg vil herved ærbødigst give min mening til kende for den højst ærede ret at jeg er villig til ifølge min pligt som kautionist og selvskyldner på selskabets vegne for 50 rigsbankdaler i sedler at betale samme, men for igen at jeg såvel som hr. Sander (hvis udmeldelse ikke blev antaget i den i denne anledning holdte generalforsamling) kan afkræve de andre direktører på selskabets vegne, det påstævnte beløb må jeg ubehageligst for mit vedkommende udbede mig at de andre direktører (som er madam Biørndahl bekendt som dengang selskabets værtinde) må tillige med hr. Sander og mig af hende i forening blive indkaldt til hvilken tid jeg med min påstand skal fremkomme.ÆrbødigstP. Nielsen.L. S.

Jeg betalte straks 50 rigsbankdaler og Nielsens sendebud som formodentlig havde et mere rigtigt begreb om ret og pligt end hans principal, lod sig endelig bekvemme til at indgå forlig om at betale de øvrige 50 rigsbankdaler otte dage efter. Hvorvidt denne forpligtelse bliver opfyld uden underfogedens assistance og hvorledes jeg igen kommer til mine 50 rigsbankdaler vil tiden vise. Foreløbig har jeg set mig beføjet til at indstævne allerede nævnte Nielsen sammen med selskabets øvrige direktører for i det mindste at få dom over dem.

Jeg har sagt at Nielsen i sin fuldmagt benyttede en vitterlig usandhed. Denne består deri at han foregiver "at min udmeldelse af selskabet ikke blev antagen, da jeg dog er i besiddelse af en kvittering der lyder således:

"S. T. hr. garvermester Sander har, som virkeligt medlem i selskabet den borgerlige Harmoni, betalt for embeds fratrædelse 1825, 3 rigsbankdaler, ifølge selskabets 2 kapitels § 14Jørgen MøllerSelskabets kasserer.

Det ligger i tingenes natur at når min udmeldelse ikke var antaget (hvilket selskabet iøvrigt ikke med virkning kan modsætte sig), så kunne heller ikke kassereren afkræve mig den herfor i selskabets love bestemte mulkt, og da denne afkrævning lige så lidt kunne ske uden direktionens ordre, så har Nielsen jo virkeligt imod bedre vidende fremført en vitterlig usandhed.

Jeg skal ikke undersøge hvilke motiver der har bevæget ham til en for en retsindig mand så uværdig udflugt. Det er nok til advarsel for enhver at vogte sig når man indlader sig med en sådan person.

At jeg offentliggør denne affære, tror jeg at skylde såvel mig selv som de flere værdige mænd i selskabet der måske er uvidende om sagens sande sammenhæng, og derfor let kunne forledes til at fatte et urigtigt begrab herom.

København den 16. november 1825
E. Sander,
garvermester.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10282-10287)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel udløste en retssag, dommen lød således (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 19. oktober 1827):

Ved den kongelige Lands- Overrets samt Hof- og Stadsrets Dom af 15de i dennes, i Sagen, anlagt af Thee- og Porcellainshandler Nielsen imod Garvermester Sander, angaaende formeentlig fornærmelige Udladelser med Førstnævnte i et i Politivennen for 1825, pag. 10,282-10,287, indført Stykke er saaledes kjendt for Ret:"De af Citanterne, Directionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostninger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, den 17de October 1827.I Justitssecretairens Sygdom,J. E. Møller Kgl. Copiist.

Det var ikke eneste gang Knirsch var i retten. Af Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 18. april 1828 fremgik af en højesteretsdom at Knirsch måtte fjerne en mur han havde opført til baghuset mod hofurmager Jørgensens enke. 

Om Forligelseskommissionen paa Landet.

At uordner mm. lige såvel eksisterer på landet som i hovedstaden, tvivler vel ingen på. Det er overalt bekendt hvor velgørende den allernådigst anordnede Forligelseskommission er for enhver som nødsages til at betjene sig deraf. Men den ville være endnu mere velgørende, dersom den blev holdt om formiddagen i stedet for om eftermiddagen kl. 4 til 5 slet. Især for dem som må rejse 2 til 3 mil dertil.

Jeg har haft et sådant tilfælde med en mislig betaler. Skønt vi var indstævnet til kl. 3 slet om eftermiddagen, blev vi dog ikke fordrede frem før kl. 5 slet. Men inden vi blev afskediget, var det aften. To miles afstand til min bolig kunne ikke så hastig tilbagelægges. Imidlertid blev min retur ledsaget af regn, storm og mørke, og var meget ubehagelig. NB. det var om efteråret. Over sådanne ubehageligheder har jeg hørt mange klager. Men kunne det efter min ringe skønsomhed ikke være mere passende at Forligelseskommissærerne indstævnede parterne at møde om formiddagen kl. 9 til 10 slet? Så kunne jo alting være afgjort til middag, hvorefter enhver kunne søge sit hjem om dagen. 

Endnu mere: efter skete anklage bliver den pågældende af Forligelseskommissionerne indstævnet ved et stævnemål. Dette stævnemål sendes til en sognefoged, og denne overleverer eller sender det til stævningsmændene som vanligvis hverken kan læse eller skrive, men forretter deres ærinde efter hukommelsen. Det er nu ikke nok med at de har stævnet den eller de pågældende. Men de skal endog møde den bestemte dag ved Forligelseskommissionen og afhjemle at stævnemålet er lovlig forkyndt. Og for al den besværlighed nyder enhver 6 skilling, skønt en gårdmand den dag fx i pløje- eller højtid måske kan tage skade for mere end 6 mark. Ville det ikke blive mindre byrdefuldt og dog ligeså kraftigt når fx klageren blev meddelt et stævnemål som han kunne levere sognefogden, hvilket denne måtte levere de to stævningsmænd som da efter forrettet lovlig stævning kunne attestere dets rigtighed der af sognefogden ydermere kunne bevidnes samt stævnemålet således af klageren den bestemte da, leveres retten? Herved ville den omtalte byrde for stævningsmændene falde bort og efter mine tanker, retten ligefuldt kunne gøre sin virkning.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2641-2643)

Om Politiets Rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb

For nogle dage siden var der her i byen et såkaldt opløb eller rettere sagt sammenløb af mennesker. Foran et berygtet hus i en berygtet gade stimlede i et kortere tidsrum end 2 timer mere end to tusinde personer sammen. Og den afgang som enten forretninger eller kedsomhed eller begge dele af og til medførte blandt disse, blev rigelig igen erstattet ved ny tilvækst fra andre som rygtet eller hændelsen havde givet underretning om. 

Jeg skal ikke her udbrede mig om at undersøge årsagerne til dette opløb. Om en en grov krænkelse af den ydre velanstændighed (som vores almue her, frem for andre store stæders synes at yde megen sand agtelse) eller en begået umoralsk handling af en blandt denne gades beboere, som andre fortæller, eller blot et tilfældigt klammeri mellem den berygtede vært og nogle af hans gæster, har givet første anledning til samme - det vedkommer ikke denne afhandlings emne. Lige så lidt som nøje regnskab for hvor mange og hvilke vinduer den angrebne person fik slået itu, eller hvor mange sten der først bevægede ham til som man siger at trække sig bort fra samme. 

Jeg erindrer kun at politibetjentene efter at dette angreb var til ende, indfandt sig på valpladsen *), forsynede med deres befalede våben. (Spanskrørsstokke). Naturligvis var det ikke et øjebliks sag at bringe en talrig hob mennesker, hvoraf enhver fragående straks blev erstattet med en nytilkommen, fra hinanden. Og fra hinanden skulle de. Til ekspedient i denne forlegenhed brugte da nogle mellem dem stokken. Og det er dette brug i denne anledning jeg her vil søge at underkaste nøjere prøvelse.

Endnu i forvejen anmærker jeg af gode grunde at jeg ikke er juridisk forsynet med beviser for hvilke politibetjente og hvilke borgere der slog og blev sået. Skønt jeg selv befandt mig på åstedet hvor jeg gerne i sådanne tilfælde ønsker at være, for at høre de omkringløbendes ræsonnement, folkestemningen, de fremsagte indfald, og de forholdsregler man fra politiets side sætter imod dem - så holdt jeg mig dog af en ikke unyttig forsigtighed langt nok borte derfra til ikke selv at blive angrebet, og man kan altså på den ene side med ingen ret bebrejde mig partiskhed, at jeg nemlig som selv pryglet skulle have skrevet i min egen sag. Ligesom jeg på den anden side ingen ret har til at udgive min bemærkning for andet end en bemærkning (Wahrunchmung) der altså måske kan mangle erfarings (materiel, objektive) sandhed.

Kort sagt - jeg vil meget hellere fremsætte den sætning om uddelte stokkeprygl som et postulat, en hypotese for derfra at grunde min undersøgelse af sammes juridiske retfærdighed, end som en gerningssag (corpus delicti) hvorfra som qvæstio facti jeg skulle skride over til qvæstio joris. Det er så en egen sag at få en politiretsssag **) d. e. at sige en sag med politiet på halsen, og om jeg end vandt min sag, blev de slagne af den grund mindre uslagne?

Endnu en anmærkning før jeg begynder. Der er ingen der mere end jeg kan agte og påskønne politiets indretning i enhver stor stad. Det var nødvendigt så snart mennesker rykkede sammen i talrige hobe og blev så at sige hinandens kontubernaler, at der tillige snart måtte fremkomme spørgsmål hvorledes dette bedst og mest bekvemt kunne lade sig gøre. Endnu måske snarere småtrætter der øjeblikkelig måtte afgøres for ikke at udbryde til store, smudsige logerende der måtte holdes til renlighed, for ikke at opfylde hele huset med mislugt. Natsværmere der måtte vænnes til ordentlig sengetid for ikke at forstyrre de allerede sovendes søvn osv. og således opstod da først begrebet politi, ligesom deres navn af dette græske ord (en stad) nok så meget bekræfter dets opkomst i denne henseende. Det er altså slet ikke noget mishag med dette legeme i almindelighed der styrer min pen, og politiet ville gøre mig højligt uret om det faldt på at beskylde mig for det.

Alene af lyst til at gaven, af lyst til også at bidrage mit, til dette tidsrums høje bestræbelse, at forvandle alt hvad der sker til et som bør ske, af lyst også at hjælpe for min del til en fordoms udryddelse eller retslovens anvendelse på nok et tilfælde, har jeg lagt mit papir på bordet. Og enten man bifalder min tanker eller af mere gældende grunde omstøder dem, så er der dog altid noget vundet derved, man har fået endnu en genstand beset fra sin anden side.

Jeg kunne også gerne føre et andet sprog, begyndende fra den øverste pligtsætning, kunne jeg gennem rigtige syllogismer skride frem til den formelle maxima for dette tilfælde. Gennem strenge definitioner og deduktioner bevise den almene gyldighed af samme, og af og til i noter tale et ord med dem (deres ufilosofiskhed og betisser) som ikke tænker som jeg, eller have gået ud fra andre grundsætninger - men det vil jeg ikke. Og holder for man aldrig skulle ville det nogensinde, hverken (med næven) eller i teori (med pennen)
Tingen kommer dog alligevel overvejet nøje ud på det selv samme. Subjektiv sandhed lader sig ikke så let overføre til objektiv (hvad jeg mener er sandt, til grundpiller for det alle mennesker skulle anse derfor) og skulle man engang overbevise mig om min slutningsfejl, så har jeg dog ved denne skrivemåde det forud at man ikke vil regne mig samme nær så meget til onde.

For resten er dette forskellige udtryk i og for sig selv en blot form, en iklædning, en anden ramme om det samme skilderi, og aldeles ingen væsentlig forskel i tingen. For enten jeg siger: for mine øjne forekommer denne ting således, eller: enhver som den forekommer anderledes har fejl på sit syn - så mener jeg dog det sidste alligevel. Det er endog min pligt ikke at tale et ord før jeg har bragt det derhen at jeg kan sige dette af overbevisning. De fejl der da opkommer er blot af menneskelig natur. Det er blot regningsfejl (måske engang imellem hele beregningen selv)  som gode regnemestere altid tilgiver hinanden. Og fra denne fortale lige til sagen.

(Fortættes).

*) Der var engang en i Flintes tid der ved sådan en lejlighed hvor de også kom for sent sagde: "Man ser politibetjentene allevegne undtagen hvor man behøver dem"

**) Det hed før om dette korps: "Og ræsonere med politi er kun sin tid og ræson at spilde" - gudskelov! tiderne er forandrede, nu tager politiet gerne mod ræson, og selve giver den imellemstunder.

(Politivennen No. 1, 1798. S. 7-13. [Estimeret dato: 27. april 1798]) 

Fortsættelse af: Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl, i Tilfælde af Opløb.

Vi vil forsøge på en udvikling af opløbsretten, det vil sige en udvikling af den akt der finder sted i og under opløb fra regeringen og de regeredes side.

Men hermed vil vi slet ikke indlade os i undersøgelse over hvad der i dette eller hint land kan være befalet i denne anledning. Erfaring viser at meget af det som er befalet allevegne omkring, ikke er befalet ret, og derfor enten bliver ikke efterlevet eller må befales om igen. Desuden måtte jeg bevise, at man i Frankrig, Holland osv. ikke brugte mere at slå på nogen borger, hvad havde jeg så andet udrettet end anført et eksempel på min menings antagelse der. Jeg havde ingen grundregel lagt, hvorefter man kunne bedømme om det i almindelighed er ret at slå en borger i opløb eller ikke. Men dermed vil jeg heller ikke sige at når det fx er befalet af en lovgiver at man skal lade sig slå under sådanne omstændigheder om man gør ret når man slår igen. Jeg mener blot når politilovene i en vis stat var indrettet efter den almene retslæres principper, hvad der da vilde blive foreskrevet, og adskiller i så henseende fornuftens ret fra den kongelige. Den første kan man ikke ophæve uden at ophæve fornuften selv, den sidste lader sig altid ophæve ved en senere ret, og bliver just derved undertiden fornuft.

Hvad er et opløb?

Adskilt fra oprør, tumult, opstand og rebellion betyder et opløb blot en mængde af mennesker forsamlet på et vist sted, i en anledning af en eller anden usædvanlig tildragelse.
Oprør er en forening af flere mennesker for med fælles kræfter at modsætte sig den eksekutive magt selv.

Tumult når det blot angår en enkelte person, eller et enkelt legeme af denne. Når en hel masse af en stats borgere gør oprør, så får dette navn af opstand, engang imellem betyder det også når modsætningen går imod alle tre dele af statsvælden, den lovgivende, dømmende og udøvende vælde. Engang imellem også når oprøret blot består i negative handlinger, hvor det da hedder rebellion, når det udbryder i positive. Disse udtryk er overhovedet meget ubestemte og bruges i flere bemærkninger af forskellige forfattere. En del af dem indbefattes i det nyere ord revolution hvis ret (rettigheden til hvilken) man endnu fører krig om *).

Vi har prøvet at bestemme begrebet af et opløb, dette vil føre os nærmere at betragte de personer der udgør samme. Det er overhovedet ikke alene i henseende til opløb, men alle disse arter af menneskers usædvanlige tilsammentrædelse i en stat at denne omstændighed er vigtig.

De som foranlediger et opløb, og de som overværet samme, er de to eneste konstituerede parter i dette hele. Det forstår sig selv at af disse kan nogle siden træde over til de andre, nogle af de andre siden slå sig over til disses parti.

Af de som foranlediger et opløb, kan vi her blot tage i overvejelse dem som ved uretfærdige, det vil sige, ved sådanne handlinger bevirker dette der strider imod en retspligt, dvs. en fuldkommen pligt til hvis opfyldelse en udvortes tvang er mulig. For ofte kan en overkørt hun, en særegen klædedragt, en drukken kælling forårsage et sammenløb af mennesker uden at derfor efter almene retslove politiet virksom kan blande sig med i spillet. Vi har her i byen set flere eksempler på at hele gader er blevet fuldt proppet med mennesker ved synet af et menneskeben, en kone i slag, et grædende vildfarent barn, ligesom vi også på den anden side har set alle mennesker kolde passere forbi en druknets opbringelse eller en ubarmhjertig afstraffelse af en uformuende skyldner.

De som ved en fuldkommen udvortes pligts overtrædelse fx ved voldsom overfald på en borgers liv, legeme eller ejendomme gør sig skyldig i et opløbs afstedkomme, henhører kun for så vidt under genstanden for vor betragtning som de tillige findes på samme sted som de tilhobeløbende. Det er let at afgøre hvorledes disse juridisk er at anse, for da deres gerning i for sig selv går mod den offentlige sikkerhed, så står de efter samme under lovens tiltale derfor, og bør enten på stedet stille vedbørlig sikkerhed for deres personers tilstedeværelse, eller i mange på det selv cavere for disse, dvs. sættes i arrest indtil sagen bliver pådømt.
Det samme er ligeledes tilfældet med dem der af de passive personer siden efter gør over til de aktives tal, eller personlig tager del i den forefaldende handel. Politiets pligt er altid at have øjnene med sig, at opdage og fastholde enhver der hvilken som helst fornærmer en andens lovfaste fred.

Men ifald hvilket også kan indtræffe, de angribendes antal vokser til at for højt et forhold imod de forsvarendes? Fredsforstyrrernes mod politiet? I dette tilfælde er intet andet middel tilbage end at fordrive magt med magt, da er stok et meget tilladeligt våben fordi endog pistolen ville være et. Enhver som falder, ligger på sine gerninger uden engang at kunne beklage sit uheld, og politiet forestiller i sådanne omstændigheder ikke andet end den sig selv forsvarende angrebne selv, hvis forsvarsret er uendelig, det vil sige der har voldeligt overfalden, lov til at forsvare sig med hvad våben han er mægtig, uden hensyn til hvorvidt disse kunne være mere eller mindre farlige for angriberen. Dog er politiet tillige pligtig til ikke at anvende disse midler uden for så vidt som omstændighederne forbyder en total arrestation af alle angriberne; (når disse er dem for overlegne i styrke og antal) for ellers kunne de ikke anses fornødne, og politiet som enhver offentlig udøvelses ret (i dette tilfælde en straf) altid forudsætter en dom. Dels dog alligevel at arrestere så mange som muligt for stadens erstatnings skyld af de øvrige medskyldige osv.

Vi sagde enhver straf forudsætter en dom. Men denne dom forudsætter tillige visse formelle højtideligheder som ikke kan forbigås uden tillige at gøre dommen ugyldig. Disse er foreskrevet i ethvert lands egen lovbog fx stokkemænd, protokol osv. Deraf følger at straf endogså tilsagt af dommeren selv har politimesteren som straf betragtet altid er uretfærdig, for han kan ikke dømme undtagen på politikammeret for ikke at tale om at politiet her blev dommer, anklager og vidner i sin egen sag.

Men vil man indvende, kunne der ikke forekomme tilfælde hvor sagens omstændigheder ikke tillod denne lovformelige behandling hvor en standret blev gjort fornøden, et hastigt virkende drastisk middel, da ellers sygdommen ville forårsage døden? Jeg tilstår dette - men kun hverken som straf - for denne skal efter foregående, altid følge efter en dom - ikke heller som forekommen af en forbrydelse. For regeringen er ikke til for at forebygge en forbrydelse (det er opdragelsens pligt), men for at straffe den **). Altså alene som dens tilbagedrivelse. Dens bekæmpelse og overvindelse, det vil sige som jeg før udtrykte min mening, som et lovligt nødværge mod de overfaldende hvor ingen anden udvej er for hånden.

Vi kommer nu til de passive personer i et opløb. Dem der uden at tage nogen del i den forehavende gerning befinder sig der på stedet. For at undersøge deres forbrydelses brøde, lad os undersøge i forvejen deres sted (reatus) hvorpå disse som virkning alene kan grunde sig.

Denne klasse udgør alene de såkaldte tilskuere, en benævnelse der tilstrækkelig karakteriserer hensigten af deres tilstedeværelse og adskiller dem fra de handlende (aktørerne) hvis skuespil de blot ser opført i det højeste kun bedømmer. Denne anmærkning er vigtig især i henseende til oprør og tumult. For disse kan også frembringe opløb dvs lokke en mængde mennesker til hobe der for resten intet andet ondt gør sig skyldig i end brugen af deres øjne og ører. Derimod når et opløb frembringer et oprør, så er det ikke nogensinde umiddelbart, men tilfældigt ved indtræfningen af en eller anden udvortes omstændighed, fx mishandling af de vagthavende personer der i dette øjeblik ikke erindre at retten sidder i spydstage, og at folket altid føler sin magt når det ser sig forenet. 

Imidlertid kræver ikke alene rimelighed, men endog den strenge retfærdighed at disse to forskellige slags personer aldrig sammenblandes med hinanden, når det kommer an på at dømme dem til straf. En blot medvider straffes i de fleste kriminelle sager efter vores love, og jeg tror med rette aldeles ikke (for forpligtelsen at angive misgerningen er bare en etisk eller dydspligt hvor meget mindre da den der ikke engang er medvider i samme der blot kommer for at opspore, hvem ved, måske for at forhindre den?

*) Kant siger nej, Fichte siger jo, og det er ikke meget sandsynligt (efter deres grunde at slutte) den bedste dom herover ville være den von Bremerfelts i den polit. Kandestøber: - I har ret begge to.

**) Regeringen er ikke indsat for at forebygge misgerninger, men for at opdage og straffe dem. Gid disse ord var indskrevet i enhver lovgivers hjerte, og stod med uudslettelige bogstaver på hver en magistratspersons arbejdsbord. Da fik vi ikke mere sådanne love der indskrænker den naturlige frihed for at holde samme i hævd. Der forbød, ligesom Vilhelm Erobrerens England, at have ild efter et vist klokkeslæt i huset, for at forekomme ildebrand (curefew hedder den ringen man endnu fra den tid af om aftenen vedbliver der i landet, om jeg erindrer ret kl. 10) der forbyder borgernes rolige sammenkomst i klubber og selskaber, for at forebygge oprør, der forbyder pantalon og franske veste, runde hatte og sådant for at forhindre franske grundsætningers indførelse i riget, hvorpå nylig den russiske regering har givet et ikke følgeværdigt eksempel  - der forbyder fremmede varers indførsel, for at forhindre de indenlandske fald - der - dog jeg skulle aldrig høre op.

(Fortsættes)

(Politivennen No. 2, 1798. s. 17-27. [Estimeret dato: 4. maj 1798]) 

Fortsættelse af: Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl, i Tilfælde af Opløb.

Virkeligt når vi undersøger alle mulige årsager af hvilke et sammenløb af mennesker kan finde sted, så finder vi ikke uden bevislig at ville tillægge disse ædle hensigter, dvs uden at være urimelig, en eneste der jo lader sig retfærdiggøre eller i det mindste undskylde. Det kan være hjælpelyst, nysgerrighed, tilfælde, grundsætninger, frygt, filosofiske iagttagelseslyst, hvem kan afgøre hvilket, og hvem tør, spørger jeg, forudsætte at det var plyndringslyst, uroligheds, oprørsånd som visse falske skribenter så gerne ville indbilde vores regering vi alle var anstukne af? Og sæt endog det var oprørslyst, der førte den misfornøjede borger i hoben! Hvad straf har da vel loven for en ikke engang attenderet, men blot påtænkt misgerning (den blotte vilje at skade)? Tanker siger man er toldfrie.

Tænk hvis enhver enkelt mand skulle blive straffet for sin vilje, indfaldende ond tanke, så ønskede jeg at se, hvem er ville kaste den første sten på hans hoved. End ydermere var endda tilovers at afgøre om alle revolutioner i almindelighed er uretfærdige, og i modsatte tilfælde, under hvilke omstændigheder da ikke? En opgave der ligger uden for vores emne her at beskæftige os med. Plyndrelysten er ligeledes meget mere ualmindeligt hos den gemene mand pøbelen (skal hedde almuen) end man vel iblandt forestiller sig. Tidernes nyere tildragelser har lært os, at de største statsomvæltninger, de voldsomste statsforandringer er blevet udført af almuen med den nøjeste iagttagelse af al privat ejendomsret, uden det allermindste indgreb i nogen borgers ukrænkelige rettighed. Blot for at plyndre overhovedet har man aldrig set nogen almue at plyndre, men en gang imellem har den rigtig betjent sig af dette middel som selvhævn fx her i byen den 29. januar 1772. I forrige tider forudsatte man vel denne rovsyge hos almuen, denne tørst efter fremmed gods. Men i de tider forudsatte man også at oplysning kunne skade, dvs. at et menneske kunne blive alt for meget et menneske, at tronen stod alene ved sin pragt, at kongens skønneste rettighed var den at kunne benåde misgerningsmænd osv. Skulle en almue virkelig engang få i sinde at foretage sig et ejendoms ligeskifte, så ville hverken politi eller garnison 10:100.000 kunne forhindre dette. Det er folkets pligtbegreb (naturens lov der er indskrevet i alles hjerter) hvorfra man alene kan gå ud, når man vil deducere varigheden og sikkerheden af en stat, ingenlunde den eksekutive magts kanoner, eller husarernes heste eller politiets spanskrør *). Mange sikre erfaringer har godtgjort i nuværende dage at det er ikke blandt almuen, men overfor samme man skal søge efter pøbel.

Men lad os forlade disse menneskefjendske formodninger som man aldrig kan antage uden selv at begå en uret, for at komme til de moralske og tillige mere rimelige bevæggrunde der kan tilhobesamle mennesker på et vist sted til usædvanlighed. Vi har sagt at de alle om ikke lod sig retfærdiggøre, så dog undskylde. Men det er blot det sidste jeg ønsker man ville tage først i betragtning når det som jeg ikke håber skulle mislykkes mig at bevise deres juridiske retfærdighed. Om jeg angiver dem alle, er i og for sig ligegyldigt. For når jeg godtgør at blot nogle kunne være lovlige, så formoder jeg man vil tage meget i betænkning at vælge hvilke man helst skal forudsætte hos den sigtede. Man kan næppe endogså bedre fysionomisk end Lavater selv, læse på et menneskes ansigt, enten han kommer i et lovligt eller ulovligt ærinde. Og fordægtighed er alt for ofte befundet uskyldigheds fornærmelse, til at man ikke skulle studse ved på blot udvortes anseelse uden at der kommer det til, man kalder juridisk stor formodning, at tillægge en person denne eller hin forbrydelse (man erindrer sig fx  Calas' henrettelse, tyveribeskyldningen i Spies's Vahnsinnigen. Demanten stjålet af Hønen i Journal for POlitik og Menneskekundskab Janu. 1798 osv.)

1)  Hjælpelyst. Jeg er et menneske og tager som menneske del i alt hvad der angår et menneske, sagde fordum  Chremes hos Terenz. Dette er ikke en akt af medfølelse, sympati jeg her mener som ellers takket være naturen er nedlagt i det menneskelige hjerte i almindelighed, men som man ikke kan give sig selv når man engang mangler den. Dette er kun en stemning af følelse lige så ulige i sin virkning som i sine årsager, og de omstændigheder der opbringer samme til yttring. Mennesket er af naturen tilbøjelig til at hjælpe, det ser i sin medskabnings kval sin egen, det lider med den lidende, lige så vel som det glædes med den glædende. Men når engang udvortes tilfælde, når krænkelse oven på krænkelse, tilsidesættelser, ufortjent ringeagt, vanheld og deslige har bragt den uskyldige lidende til om ikke at  hade, så dog ikke længer at elske sine medbrødre. Kan da hans fornuft rive sig løs fra en pligt, hans hjerte ikke banker for? Ingenlunde! Også da opbyder moralloven ubetinget hans formue, hans fysiske og intellektuelle evner til bistand for kummeren. Den spørger aldrig lokkende om du vil, den siger streng og alvorlig: "Du skal". "Denne hjælpelyst, eller som vi rettere ville kalde samme hjælpepligt, befaler den forbigående vandrer at standse ved mindste klage, at lytte efter mindste suk, at forhøre sig om beskaffenheden af mindste lidelses syn, han møder på sin vej. Hvem ved om ikke her nogen ulykkelig smertelig venter dit komme? - om her ikke nogen farligt såret trænger til din pleje? nogen forurettet påkalder din genkomst? nogen omspændte af livsfarer ene står til at redde ved din understøttelse? hvem ved endog om disse ikke er dine fædre, sønner, dine slægtning eller venner? -- det er således ethvert menneske må tilspørge sig selv, når han ser den flygtige mængde forsamlet på et sted, men før han kan underrette sig om sagen, oftest sker dette først meget langsomt, er det nødvendigt han forøger deres tal.

Flere af statens love (skønt falskelig forvekslende en etisk med en juridisk pligt) har også pålagt denne hjælpeånd som lov hvis overtrædelse mere eller mindre efter tilfældets beskaffenhed pådrog den ulydige straf: 6-6-13 befaler at hvor tvist og uenighed opstår, der skal enhver som er tils tede, forpligtet være ulykke og manddrab at forekomme, men sker manddrab, da hindre han ikke bortkommer. Selv om han undkommer, da skal de alle være pligtige til at forfølge ham - - eller også enhver som formuende er giver fuld mandebod, de uformuende straffes på kroppen.

Forordning af 6. feb. 1694 fastsætter angående købstæder at når samme steds noget klammeri yppes eller overlast begås, da skal indbyggerne i den gade hvor sådant sker, samt i næstpåstødende enten selv eller med deres tjenestefolk, eller deres tjenestekarle alene, forsamle sig med deres kortgevær og afværge ulykke, samt bemægtige sig den skyldige såvel som den uskyldige, og bringe dem i sikker forvaring under straf af 100 Rd. til St. Hans Kirke for de nærmest boende. Den romerske ret anpriser det som rosværdigt og rimeligt at søge at forhindre de misgerninger andre har foresat sig at begå, skønt den mere overensstemmende med fornuftretten end vores, ikke krævede efterladerne for domstolen **).

Efter den preussiske lovgivning bliver ligeledes den der bevislig kunne have hjulpet sin medborger, og efterlader dette, udsat for en ikke ubetydelig grad af offentlig vanære. Solons love erklærede den for æresløs der i tilfælde af faktioner forblev neutral (efter Plutark).
Men havde lovene pålagt det som en pligt at hjælpe, hvor man kan, så må de også tillade man opholder sig på stedet, hvor hjælpen behøves. (Midlerne til hensigten) Det er altid et sikkert tegn på slaveånd, på undertrykkelse, på borgerlig død, på immoralitet når man ser mennesker ligegyldige og kolde at vanke forbi et menneskegældende optrin.

II. Lovligt ærinde. Det vil dog vel næppe falde nogen dommer ind at forbyde man må besørge sine forretninger enten man så slet ikke i forvejen (hvilket ofte er tilfældet) ved af der er forefalden sådant på vejen, eller man ved dette. Og derfor hør jeg heller ikke videre end blot nævner denne årsag, hvilken alligevel ofte er en af de vigtigste. Og det samme erindrer jeg tillige om hændelsen.

III. Nysgerrighed. et nysgerrigt menneske er næsten altid tillige efter ordsproget: et insigtrigt menneske. Ved altid at anvende sin opmærksomhed på de forekommende genstand, ved at efterforske deres natur, iagttage deres virkninger, udspejde deres årsager, udgranske deres frembringelsers nytte, relative forhold og bestemmelse, skaffer man sig efterhånden en erfaring der ofte kommer den flegmatiske, ligegyldige og uopmærksomme dyrt at stå. Denne mærkelyst er meget mere en naturdrift nedlagt hos os alle (en form for sysseldrift), den er kun da først lastværdig, når den går på utilladelige objekter, eller spilder på mindre vigtige, den til mere vigtig skyldende ansiraction. "Det skader slet ikke", siger Müller, "at lære at gøre skopinde, når det kun ikke sker på matematikkens bekostning." og stundom i det praktisk liv har det været en eller anden uendelig mere nyttigt, måske frelse, at have kunnet springe tre alen langt end at have kunnet oplæse Virgil udenad.

*) Der findes love endogså mod fjenden som man er etisk forbundet til ikke at krænke, da man i intet tilfælde er berettiget til at anvende flere tvangsmidler mod sin angriber end der er nødvendig for at bringe ham fra sit angreb. Således bruger man hverken forgiftede våben eller skyder med hagl på sin fjende i krigen fordi man desuden så skyder ham ihjel. Således bør også politiet ingen  tjørnestokke, ingen sværtbeslagen kæp føre, fordi knuder og hævelse ikke nødvendig er forbundet med begrebet af et slag, eller fordi man desuden kan give et tilstrækkelig menneskebevis. Jeg har antaget politiet bruger spanskrør, a) fordi det er det fornemste slags stokke, og b) fordi man ved deres elasticitet ikke så ofte behøver at slå arme og ben itu på folk.

**) L. 3 D de J: et J: Dog gaves der tilfælde hvor hjælpens efterladelse også blev straffet, hos disse fx når børn og trælle ikke kom deres forældre eller herrer til hjælp i nødsfald, for her syntes det lovgiveren at en ufuldkommen pligt ved denne egen personlige forbindelse blev ophøjet til en fuldkommen. (Tot. Tot. I) også i Athen og Sparta var hjælpens ydelse en lovpligt, hvilket ikke var at undre over hos en nation der under Seraf befalede at tænde fremmed lys og vise den vildfarende vej.

(Sluttes i næste nummer)

(Politivennen No. 4, 1798. S. 49-59. [Estimeret dato: 18.maj 1798]) 

Fortsættelse af: Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl, i Tilfælde af Opløb.

Men skulle det vel kunne anses for nogen utilladelig nysgerrighed at være forlegen for at vide hvorledes det går andre mennesker, om det så blot var for at vide det? er det intet at lære de brugelige forholdsregler, forsigtighedsanstalter, angrebsvåbnene, forsvarets istandbringelse, dets lovlighed, de forskellige domme derover imellem folket osv. til brug ved en lige eller tilsvarende lejlighed? Er dette ikke frugt nok for at have brugt sine øjne og øren hvor man ingen  årsag havde til ikke ar bruge dem. Sandelig, når man overhovedet ikke lærer noget af enhver ting i verden, så ligger skylden derfor i sandhed ikke hos læreren (tingen),men hos disciplen (den betragtende). Det jeg for resten her har sagt om nysgerrighed, er let at overfør på den filosofiske videlyst i samme henseende. Denne indskrænker sig ikke som hin til blot bemærkning af de sig tildragende genstande, den trænger dybere ind, undersøger folkets almene stemning i sådanne tilfælde, forener pluraliteten af deres domme domme, for derfra at kunne slutte sig til dets sædelighed, dets oplysning eller råhed, dets sande eller falske begreb om ære, osv. 

Jeg forbigår alle de øvrige årsager fx den forurettedes venskab, frygt for fare af uroligheden, mens man endnu ikke ved dens hensigt *) eller vending, bekendtskab med de handlende personer osv. Jeg spørger blot om en eneste af dem alle i og for sig selv indeholder nogen grund til strafbarhed eller omvendt udtrykt, om det ikke stemmer fuldkommen overens med den medfødte ret, menneskets frihed, at komme og opholde sig der, at sige som rolige og stille tilskuere?

Men opløb kan give anledning til oprør og tumult og bør derfor standses og adspredes. Ingenlunde - det er netop politiets pligt at sørge for det ikke udarter til oprør, og ikke at anvende magt mod ret for at forebygge uret. Eller kommer vi igen til forrige grundsætning, at forbyde ildens brug for at forekomme ildebrand. Det viser over alt meget mere en regerings dårlige politik og frygtagtighed når den ingen tjenligere midler ved til at slukke en ildsvåde end - at rive huset ned. At indskrænke den borgerlige frihed er, som sagt alletider uret. For en stats formål er netop at sikre den. Og enhver statsherskers kunst består egentlig blot deri at sørge for denne almene frihed kan bestå urørt og uden at kollidere med sig selv. 

Men der kan være en lov i en vis stat der forbyder denne samling af mennesker og giver politiet rettighed med stokken i hånden at jage dem fra hinanden. Jeg har ovenfor anmærket at jeg slet ikke vil gå ind i nogen særskilt stats anordninger og mandater. Men i dette tilfælde anmærker jeg dog at man handler uret i det ringeste uklogt (mod sig selv) når man går derhen, ligesom også politiet opfylder en pligt der bør være dem kær når de anvender de forholdsregler er foreskrevet for dem. Når et lands lov og ret kommer i strid med den almindelige fornufts, så sejrer den første altid i praksis, den sidste i teorien. Og når borgeren altså følger denne mod den anden, så kan han med en god samvittighed trøste sig selv over straffen han pådrager sig ved det. Ligesom den filosof da han lå i hæslige gigtsmerter, og trøstede sig ved at smerten var intet onde (her at ulovligt ikke er uret.

Man kunne også følge til at en regering der forbød under alle betingelser opløb dermed kunne have til hensigt des friere og mere bekvemt at despotisere landets børn. For når en handling ikke må blive beskuet af mange vidner (forbud mod klubber og opløb) ikke heller bekendtgjort for mange (pressetrang) så gad jeg vidst hvorledes byen ville få at vide om regeringen engang lod en mand hænge uden for sit eget hus? Ligesom det heller ikke viser nogen god samvittighed at tro hvor to mennesker står og hvisker sammen, de nødvendigvis hvisker ondt om mig.

En anden ting er det når disse samlede personer går over fra passive ti aktive. Når de overfalder den offentlige ordens håndhævere eller blot endog træder disse i vejen (justien må have sin gang) i alle disse tilfælde er de tilligemed forbrydelsen underkastede lovens straf. Og at en politibetjent i et forefald af en nægtet eller forhindret gennemgang derhen hvor hans pligt og embede kalder ham, baner sig vej med sin stok, det kan lige så lidt komme ham til ansvar som brandfolket der for at klatre op på taget for at slukke ilden, slår vinduerne ind.

Resultatet af alt det ovenanførte bliver altså dette: Intet opløb er, i og for sig, ulovligt, det er at sige har fornuftretten imod sig, eller, kan bestå med enhvers frihed efter en almindelig lov. De som forårsager opløbet og de som siden efter blander sig i spillet med disse, må nøje adskilles fra opløbet selv. For disse har lovene indtil den endelig dom fastsat kaution eller arrest. Når politiet nogensinde lovlig benytter sig af værge, så er det kun som et middel til at opnå en anden hensigt, som nødværn, og ingenlunde som straf, hvilken ingen politibetjent kan pålægge. Ingen person overhovedet i staden uden en foregående dom. Om denne strafløshed kan udstrække sig også til de (efter loven) umyndinge personer, det har jeg ikke her haft til hensigt at undersøge. Hvorvidt politiet vil påtage sig at agere gadedrengenes skolemestre eller hvorvidt de på embeds vegne er berettigede til at blande sig i deres opdragelse, hvorvidt endelig en dreng just derved alene, at han vover sig mellem en trængsel, da han mangler fysiske reaktions kræfter nok til at kunne imødese aktionen, fortjener revselse endogså af hvilken som helst ubekendt, det kunne give stof til en anden ikke uvigtig eller uinteressant afhandling. Her er den ikke iværksat, spørgsmålet var i disse lande om de lovgilde personer (som kunne svare for sig selv.)

Jeg har med udførlighed og flid stræbt at udvikle dette emne, fordi jeg troede det var ikke en undersøgelse uværdig. Det er alle tider et bevis på en velordnet og moralsk sund stat når alle mulige retstilfælde er bestemt i dens love, ligesom også på den mere eller mindre herskende politiske frihed når enhver borger kender og holder over sine rettigheder. Kun i slavestater (despotier) har man ingen, og bekymrer sig følgelig ikke om hvad man ikke har. Skribenternes ligt er at gøre folket opmærksom på sine rettigheder lige såvel som på sine pligter, at indskyde det mod til at hævde de første, lige såvel som lyst til at følge de sidste. At opvække dets søvn og neddysse dets brusen og bringe dyd og moral og frihed og roden i omløb. Jeg ønsker i denne henseende at blive læst og bedømt endogså modsagt. Og anset det ikke for nogen vanære at give tabt i kampen mod sandhed, ligeså lidt som noget uheld at have stødt denne eller hin person for hovedet i det jeg skrev.

H. K. S.

*) Således fortæller man at de fleste puncheværter ved sidste opløb frygtede for en ca capo af 1772. Ifald disse altså var med blandt tilskuerne for at iagttage tingens vending, skulle da disse også være pryglede hjem? eller havde de lovligt kald til deres plads!

(Politivennen No. 5, 1798. S. 65-72. [Estimeret dato: 25. maj 1798]) 

Redacteurens Anmærkning

Denne lange artikel er medtaget af flere grunde. Det er en af de første i Politivennen, og den er udgivet i den periode hvor trykkefriheden var forholdsvis reel. Kort tid efter indførtes den censur som først blev lempet halvtreds år efter, og efter at Politivennen var ophørt med at udkomme. Aldrig siden så man derfor i Politivennen så politiserende artikler som denne. 

Artiklen kan vel anses for en slags "programerklæring" fra Seidelins side, og selv om det aldrig blev anført at denne artikel var grunden til den senere forfølgelse af ham, så har holdningerne i denne artikel afspejlet hvorfor man gjorde det. 

Anledningen til sammenstimlen kender vi ikke, den nævnes ikke i artiklen. 

En artikelserie om stokkeprygl findes i Politivennen nr. 1274, 30. maj 1840, s. 342-350, nr. 1276, 13. juni 1840, s. 377-382 og nr. 1278, 27. juni 1840, s. 408-411. Disse artikler er ikke på denne blog.